Grundtvig, N. F. S. Uddrag fra MINDESANGE OM WILLEMOES

Et Hynde var bredt mellem Norby og Skram,
Paa Hiertet da faldt det saa tungt: det er ham,
Som Kongedyb vied' til Bølgernes Herre.

Som natlige Spøgelse Nutiden steg
End sortere klædt, for mit sorgfulde Øie.
Den kraftige Oldtid for Svagheden veeg,
Og skiulte sig atter i Fædrenehøie.
Jeg sørged' ved Nat og jeg sørged' ved Dag,
Opfyldt var mit Øre af Vaabnenes Brag,
Jeg stirred saa vildt mod 1 den nordlige Bølge.

De Tidender fløi over Sø, over Land,
At hisset i Nord vare Bølgerne røde,
At Kristian kiæmped og segned som Mand,
Men Villemoes faldt i det natlige Møde,
Da runde de Taarer saa stride i Løn
For Dannemarks bolde, elskværdige Søn;
O Fædrenenord 2 ! du mig Svage tilgive!

O Viilemoes! Søn af den herlige Old,
Som kun i et Speil at beskue jeg mægter!
Med glimrende Stave skal Saga paa Skiold
Nedsende dit Navn til de sildige Slægter;
Men længe skal Taaren nedrinde i Løn
For Dannemarks bolde, elskværdige Søn.
Din Gravhøi skal blaane af tætte Kiærminder.

Thi du var en Søn af den herlige Old,
Som blindede Nutid ei mægter at skue.
Naar Sværdene lød paa det buklede Skiold,
Da blussed dit Mod, som fortærende Lue;
Og naar du hiemvendte fra Fare og Strid,
Da skued du Møen saa kiærlig, saa 3 blid;
Men stundede dog efter Heltenes Lege 4 .

De 5 Qvinder og Mænd skal i løbende Aar
Paa Langelands Høi og paa Lavlandets Slette,