↩ - - Jeg vaagnede op inat ved, at der paa Gaden blev skreget: Gevalt! Vægter! Jeg havde nær troet, det var mig. Det var Fortsættelsen af min Drøm. Det er mig, som skriger. Jeg kan ikke udholde den Tanke, at jeg igaar gik som Tilskuer og reflecterede over de to Fruentimmer og maaskee idag, imorgen o. s. v., til min Dødsdag, vil gaae som Tilskuer. En Krog, en lille Hægte! Et Kongerige for en Hægte! kunde jeg sige med trivial Parodi. Det er Sliddersladder med min Tanke om at være eller blive en Gustav Adolph. Var jeg det i mit Sind, blev jeg det i Virkeligheden; thi Himlen er retfærdig. Til i hvilkensomhelst Henseende at være et Geni i vor Tid hører langt Mere end i Fortiden, fordi Udviklingen er stegen og alle Livsforhold ere blevne finere og mere sublimerede. Men paa samme Tid forlange vi stærktbegavede Mennesker en lang Tid af vort Liv Mindre af os selv, ansee Begavelsen for et personligt Privilegium, medens Geniet er et Privilegium i Menneskehedens Tjeneste. Fra Jacobeo sagde med Selvbebreidelse, at han var ulydig og begjærede de store Kampe, fordi han ikke kunde seire i de smaa. Hvorfor begjærer jeg det Store, en kjæmpende og seirende Stilling ude i den mægtige Verden, da jeg igaar ikke engang kunde optræde i Ideeris Navn og anbringe min Intelligens til Hjælp for et af de to Fruentimmer? Det var saa vanskeligt; men hvorfor? Fordi jeg dog i Hjertet ikke havde den rette kjærlighed, der udstraaler og ikke bliver miskjendt og ikke vækker Latter. Fordi jeg ikke har Høiheden. 256 Fordi jeg er et lille, ubetydeligt Menneske, der bestandig, trods Alt, gaaer og bærer paa min store Egoisme. Hvor er der Befrielse fra denne Smerte? Bønnen gjør den dybere og blidere, men bevirker intet Mirakel.