Hjemløs - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

Efterskrift og noter

324
325

✂

Efterskrift

✂

I. Baggrund og tilblivelse

✂ Goldschmidts stilling i dansk åndsliv er præget af delthed. Tiden ved midten af det 19. århundrede delte sig mellem den overleverede romantik og den frembrydende realisme; og politisk var den gamle enevælde ved at opløses af liberale strømninger. Gennem sin herkomst var han mærket af jødedommen, men nærmede sig kristendommen. Som skribent dyrkede han den nye udtryksform journalistikken, inden han gradvis viede sig fiktionsfortællingen. Hvor hørte han til? Han følte sig splittet og fremmedgjort, men skal ikke af den grund indrulleres som præmodernist. Når tilværelsen viste sig modsigelsesfyldt, tændtes han af en glødende hang til at få modsigelserne til at smelte sammen i en højere metafysisk enhed. Bød livet på uretfærdigheder, måtte han tolke dem ind i en dybere meningsfuld sammenhæng.

✂ Som et sådant fortolkningsforsøg må hans alderdoms statusværk ses, Livs Erindringer og Resultater (1877), hvoraf anden del er en udfoldelse af læren om Nemesis. Det blev foregrebet tyve år tidligere med hans manddoms hovedværk, storromanen Hjemløs (1853-57). Selvbiografien skildrer det trygge barndomshjem i Vordingborg og livets senere vildveje op til den store roman; denne bygger selv på barndomstiden i købstaden - første del »Hjemme« - og de følgende turbulente ungdomsår i København og udlandet - den brede andendel »Hjemløs« - indtil helten i tredje del føres tilbage til sit udgangspunkt, men på et nyt erkendelsesniveau, således at han i symbolsk forstand er kommet »hjem«, nemlig til opgørelse og regnskab.

✂ Dette er købmandsbegreber, og fødestedet var en gammeldags sjællandsk købmandsgård, skærmet mod den truende omverden. Meïr Aron fødtes det år der var jødeoptøjer i hovedstaden (1819), og faderen kom ud for at blive snydt af uredelige prokuratorer.

326

✂ Han drømte om rehabilitering gennem sønnen, den førstefødte, og drengen blev tidligt kendetegnet af en særlig jødisk holdning: kampberedskabet, ambitionen om at udnytte alle evner. Derfor reagerede han også så heftigt, da ironisk nok en dårlig eksamenskarakter i religion hindrede ham i at nå den efterstræbte udmærkelse til artium. En skygge var hermed faldet over hans studiebane, og han søgte udløsning ved at digte noveller om strid og kærlighed. For at få dem publiceret startede han et ugeblad i den provinsby, hvor faderen var flyttet hen (Næstved), og fyldte det snart op med samfundskritiske og lokalpolitiske artikler. Herfra gik vejen til den politiske verden, det var i de bevægede 1840're, men han blev ingen partigænger. Snarere en friskytte eller med et bibelsk billede en Ismael, hvis hånd er mod alle og alles mod ham. Han bruger det selv som program for det forvovne satireblad Corsaren (1840-46); følelsen af at stå ene i en fjendtlig verden forstærkedes af hans pirrelige sind - og af hans jødekompleks. De bitre erfaringer måtte atter udløses skønlitterært: i debutromanen En Jøde (1845). Her er det trefasede livsforløb farvet negativt, således at den unge ortodokse titelperson, der forsøger at emancipere sig, efter et frugtesløst kampliv stødes tilbage af omgivelsernes uforstand i den mest foragtede jødedom, som ågerkarl.

✂ Nærmest mod sin vilje blev Goldschmidt samtidig indviklet i Corsar-polemik med Søren Kierkegaard, hvis religiøse idealisme i virkeligheden skulle ligge ham nær. For at frigøre sig og komme videre afhændede han det berygtede blad (1846). Der dæmrede nu for ham et romanprojekt, hvor tidsskildringen kunne farve en personlighedsvækst. Til udvidelse af perspektivet afsøgte han det Europa, hvor storpolitiske gæringer forberedte revolutionsåret 1848. Han besøgte Tyskland, Østrig, Italien og ikke mindst Schweiz, hvis løse kantonforbund netop da blev tømret sammen til republik trods sprog- og religionsskel. Efter hjemkomsten påbegyndte han et tidsskrift Nord og Syd med egne europæiske reportager og politiske betragtninger, en journalistisk pionerindsats. Herfra kom også stof til tidsromanen, hvor han kunne inddigte og omsmelte sine mangeartede erfaringer. De blev yderligere udbygget under treårskrigen samt ved fornyede rejser og bekendtskaber. Da fortællingen svulmede op, lod han den for størstepartens vedkommende indgå i 327 tidsskriftet (sml. ndf. II s. 348-49). Dettes titel harmonerede også med hovedpersonens livsstadier, fra hjemmet i nord til de brogede rejsemål i syd og den sluttelige tilbagevenden til Danmark.

✂ Men nu skulle negationen fra den første roman overvindes. Dertil tjente et særligt mønster fra Goethes romaner om Wilhelm Meister: købmandssønnen der drages mod teaterverdenen og i sit rejseliv kommer i kontakt med hemmelige ordner, men ender med at finde sit kald i en praktisk lægegerning. Han gennemløber en sjælelig udvikling, hvorunder personligheden dannes om en ideal kærne, og romantypen til beskrivelse heraf er kaldt udviklingseller dannelsesromanen. Den var af romantikerne i Tyskland især benyttet til belysning af kunstnerproblematikken - hos Tieck og Novalis - og i Danmark blev den introduceret af H. C. Andersen med Improvisatoren (1835) om et romersk improvisationstalent Antonio og fortsat af Ingemann med Landsbybørnene (1852) om den musikbegavede Anton og hans barnekæreste.

✂ Goldschmidt havde ligeledes kaldt sin helt for Anton, hvis forbogstav sammen med barnekæresten Emilie kunne klinge af Adam og Eva (virkelighedsmodellen var en kusine Esther, hvis navn sammen med hans eget indgik i hans første jødiske novelle »Aron og Esther«). Men da den ingemannske fortælling udkom, ændrede han fornavnet til Otto, hvis fædrelandske klang kunne harmonere med efternavnet Krøyer (H. E. Krøyers melodi til »Der er et yndigt Land« var slået igennem efter møderne på Skamlingsbanken). Samme efternavn havde en gæv kaptajn fra Kalundborg, nævnt i »Erindringer fra min Onkels Hus«, altså forbundet med barndommen.

✂ I modsætning til de tyske forbilleder lægger genrens danske dyrkere således vægt på barnealderen. Her ligger personligheden i kim, og indtrykkene herfra kan være så stærke, at de bliver bestemmende for resten af livet.

328

✂

II. Tolkning

✂

Første del. Hjemmet

✂ Paradismyten hviler over 1. kapitel som altings begyndelse. I den jyske gårdhave med æbletræet, der svarer til Goldschmidts egne minder, ser vi genboens datter Emilie - navnet betyder den venlige - dele ud af den forbudne frugt til legekammeraterne. Hun lover det største stykke æble til den der holder mest af hende og som kan vente til sidst; straks går Otto tilside, men der bliver ingenting tilovers, og hun trøster ham da med at hun selv heller intet fik. Det foretegner afkaldets lære, ligesom Wilhelm Meisters Vandreaar havde undertitlen »De forsagende«. Emilie kan skaffe andre lykke, men hverken hun eller Otto vil selv opnå lykken. Da drengen senere har fået høre beretningen om syndefaldet, gennemspiller han den selv: Emilie rækker ham æblet, og han spiser deraf - ikke af lyst, men fordi »der var en Magt over ham« (I s. 12). I det samme kalder faderen, og han hører det som Guds stemme. Dette foregriber romanens slutning, da barnekæresten er blevet gift med en anden, og noget, der er stærkere end han selv (II s. 307), driver ham til et forsøg på at forføre hende. Forsøget glipper, men i Ottos hjerte er syndefaldet sket. Han soner det ved gennem en symbolsk redningsaktion at få mulighed for at frelse hjemmets ånd. Det koster ham livet, men i sin sidste stund ser han for sig faderens tilgivende åsyn.

✂ På plussiden af regnskabet står også Ottos sociale bevidsthed. Den legemliggøres ved forholdet til den fattige kammerat Peter (med efternavnet Krøll efter en anden brav skipper fra forældrehjemmet). Denne bliver begejstret for en af Emilies billedbøger, men i et lune kaster hun den i ilden. Da hun og Otto senere får et par æbler af deres gudmoder, giver de dem som trøst til Peter - og de viser sig at indeholde pengesedler. Derved har de skaffet ham lykke, og siden skal Otto takket være ham ledes til den samfundsnyttige gerning, der svarer til Wilhelm Meisters.

✂ På det følgende fødselsdagsbal - hvortil han ikke får lov at invitere Peter - præsenteres i humoristisk lys de borgerlige ægtepar, som udgør omgangskredsen. Kun et enkelt af dem er uden for ironien 329 og dansen: en spansk-jødisk (sefardisk) købmandsfamilie; til gengæld danser og synger børnene derfra en hebraisk hymne, Moses' søster Mirjams lovsang efter overgangen over Det røde Hav. Denne mosaiske sejr-melodi (som forfatteren nylig havde hørt i en londonsk synagoge) bliver et blandt flere ledetemaer i Ottos historie - et billede på heroisk oprejsning, en af de idealdannelser som er hans vigtigste arv fra hjemmet.

✂ Da nu købmand Krøyer, i lighed med Goldschmidts far, bliver bedraget i en fragtaffære, kårer sønnen sig i stilhed til hans oprejser og defensor, på vagt over for enhver kritik af forældrene. Det medfører et brud med Emilie, da hun viser animositet mod moderen: dvs. to af hans idealbilleder tørner sammen. Eksalteret arrangerer han et selvmordsforsøg, med det resultat at han sendes bort til skolegang i hovedstaden.

✂ Her udvides hans horisont ved kendskab til andre, især værtsfamilien som måske af samme grund hedder André (som i Kjeld Abells Den blaa Pekingeser). Den er excentrisk, men »Livet i en saadan Familie kan indeholde den samme Sum af Dannelse, som paa anden Maade er fordelt i andre Familier paa samme Udviklingstrin« (I s. 58). Husherren er indvandret franskmand og indprenter den unge logerende kunsten at parere med noblesse - et nyt ledemotiv - og hans kreolske hustru drømmer om sin fjerne hjemstavn, hvad der får hemmelighedsfuld forbindelse med Ottos viden om at »Edens Have var lukket« (I s. 65). Sønnen er en art karikeret spejlfigur af ham selv: Ottos idealiserende skildring af barnekæresten får ham til impulsivt at drage over og fri til hende. Den københavnske fusentast henter sig selvsagt en kurv, men værre er at Otto i hjembyen erfarer at hun har sværmet med en ung stamherre. Selv om hun tydelig er til sinds at kaste anker hos sin oprindelige ven, bryder han med hende i trodsig fortvivlelse. I Ian er heller ingen rolig havn, men selv i søgang. Faderen er død efter at have manet ham at være »flink og ærlig«. Hjemmets religion, repræsenteret af konfirmationsforberedelsen og moderens faste tro, forekommer utilgængelig som sten. Med hendes ord om at »du skal lære at bede til Gud« slutter første del.

330

✂

Anden del. Hjemløsheden

✂

✂ Den brede anden del omfatter tre bøger. Første bog beskriver Ottos studietid i København, hans bekendtskaber, venskaber og forelskelser. Den anden hans forsøg på at træffe valg, engagere sig - både med hensyn til livsgerning og kærlighedsforbindelse. Den tredje svarer til Wilhelm Meisters »vandreår« efter »læreårene«: den foregår ude i det urolige Europa i revolutionens år 1848. Her møder vor helt både den ydre tummel, bestræbelserne for idealernes virkeliggørelse, og den indre levelære og livsforståelse han uklart har efterledt.

✂

1. Ungdommens prøvesejladser

✂ Forfatteren har i en efterskrift bragt i hans tidsskrift Nord og Syd forklaret, at med andendelen »begynder han sit Studenterliv med ubestemt og urolig Længsel efter Idealet, med en sympatetisk Trang der er »hjemløs« ... Han bærer paa en Anelse om, at hvad der bydes ham ikke vil holde ud til Enden, men hvad han kan faa, tager han som Afdrag paa det Ubekendte, der skal komme og være sandt, paalideligt og udholdende til det sidste« (Nord og Syd 1858 I s. 127). Det er et modstykke til Paludan-Müllers Adam Homo, en anden enlig provinsstudent, der stadig fristes til at svigte sin idealitet. I tråd med udnyttelsen i Goldschmidts noveller af det meningsfulde tilfælde hedder det i afsnittets første forfatterrefleksion, at »Tilfældet er ikke saa blindt, som man troer ... Hvad man møder og finder, afhænger ogsaa af, hvad man søger, af den Retning, som Sjælen har, bevidst eller ubevidst« (I s. 104).

✂ Af de forskellige studiefag er det navnlig den antikke filosofi og digtning, der tiltrækker som arnestedet for den europæiske idealisme. Men der er ingen kontakt mellem universitetets lærere og studenter, og de skiftende logier kan ikke erstatte det tabte fødehjem. Han føler også urolig længsel efter kvinder - dette tema får sit ledecitat fra en strofe af Chr. Winther, der passer med den mytiske erindring om æblet (I s. 115). En logiværtindes datter bliver af studiekammeraterne antikiseret til Odysseus' Nausikaa; hendes navn Pauline er måske fra fru Gyllembourgs novelle »Den magiske Nøgle«, som der et par steder alluderes til. Hjemligere tilknytning 331 har pigen Marie Elisabeth, som han træffer under et forårsbesøg på barndomsegnen; hun hedder det samme som hans mor og som et forlist skib der var opkaldt efter denne. Men størst betydning får i første runde en kendt skuespillerinde, der er gæst på en af de større gårde hvor han indbydes. Herved drages han ind i teatrets tryllekreds ligesom Goethes Wilhelm. Og han er beredt dertil gennem samværet med sine æstetiske venner i København, frem for alle kunstkenderen Schiøtt.

✂ Denne er den mest levende af romanens bipersoner: en fuldblods æstet ligesom sin model, kritikeren P. L. Møller (også portrætteret af Henrik Stangerup i Det er svært at dø i Dieppe). Sarkastisk og maliciøs, afskydende hvasse pile mod idealets fjender som selve Apollon fra Belvedere - deraf navnet, der betyder skytte, og som passer med at han senere gennem et fordelagtigt giftermål bliver jægermester. Hans sjælelige pansring har baggrund i en ulykkelig barndom (I s. 180). Debatterne mellem ham og vennerne er ikke alene elegant fægtekunst à la André (ovf. s. 329), men åndrige platonske dialoger med ægte attisk salt. Hvis han synes ualvorlig, er det fordi det komiske tilhører den højere guddommelige sfære, hvorimod det tragiske hører sammen med det af jorden tyngede menneske (I s. 186, et paradoks som Karen Blixen har overtaget i »Sorg-Agre«). Han hævder endda at man må undgå tragedien og have lykke - et farligt ord for Otto, der på en dumdristig ridetur vælger sig mottoet fra Ingemanns Valdemar Seier: »Til Seir og Lykke blev Volmer fød« - uden at huske fortsættelsen: »Men sorgløs Mand har ei levet,/ Og Lykken vendes kan om til Nød:/ I Stjernerne staaer det skrevet.« Et af de mange varsel- og skæbnetegn på hans livsvej.

✂ Lykkejagten kan synes at harmonere med den israelske sejrshymne, og som et bindeled mellem kunst og barndomsmiljø møder vi sønnen fra den sefardiske familie Mendoza, der nu studerer musik og kan udvikle den musiske side af diskussionerne.

✂ Nogle af dem har drejet sig om politik, skandinavisme og andre dagsaktuelle sager, og det store afsluttende kapitel af første bog bringer disse emner i forgrunden, konkurrerende med de kunstneriske. Kompositorisk sker det som ringe der breder sig i vandet. Schiøtts spirituelle konversation bliver kopieret af juristen Milner 332 (som er kopist i et ministerium) med den hensigt at gøre indtryk på grossererdatteren Camilla. Hendes far har forretningsforbindelse med Emilies far, agenten i Jylland, og inviterer ham og datteren på kurophold ved den nyoprettede badeanstalt i Klampenborg. Her omgås de med politikeren Dalberg, journalisten Helzen, juristen Hald og teologerne Gram og Bregning (delvis tegnet efter samtidige). Derved udvides tidsbilledet, men de afgørende hændelser tager sigte på den fraværende Otto, som er på kroferie og skriver til Schiøtt om en art naturreligiøst gennembrud, hvor han har oplevet guddommen i lidenskaben. Schiøtt opfatter det som et litterært plagiat, og Milner gør det dertil ved at udgive det som sit eget over for Camilla; snarere er det dog en af de mange forklædninger for den ottoske idealitet. Og denne kommer nu på en hård prøve, idet første bog slutter med at der har været eroter i luften på kuranstalten: Camilla forloves med Hald, for næsen af Milner, og Bregning med - Ottos Emilie.

✂

2. Skiftende engagementer

✂ Otto havde trængt sit Emiliebillede i baggrunden for at dyrke den feterede skuespillerinde. Og det har drejet hans stræben i æstetisk retning, så at han stiler mod at skrive et drama for hende. Da erfarer han i en »salon« hos Milner, at hun skal giftes med en kammerherre - og Emilie altså med teologen Bregning. Meget apropos har en anden digter i selskabet foredraget en vision af dommedag, der kommer så pludseligt »som en Tyv om Natten« (det bibelord, hvormed siden Johannes Jørgensen kaldte sin beretning om det samme). Og Otto har omdigtet den til en fysisk-astronomisk naturkatastrofe, hvor verden går under og genopstår.

✂ Nu styrter hans egen verden sammen. Han søger støtte i Det Gamle Testamente, men ejer ikke Mendozas faste fundament, og i Det Nye møder han Jesu uoverkommelige krav om afkald på de jordiske goder. Emilie og æblet! Kvindebilleder jager igennem ham, og da han overværer Halds bryllup med Camilla - som pigen hed i Winthers digt (ovf. s. 330) - forstærkes hans savn af hustru og hjem. Han prøver at følge moderens råd og bede til Gud om lykke, men ender i stedet med at bede Schiøtt om råd til læsning(!). Han får et veloplagt foredrag om antik skønhedsdyrkelse; dog er 333 den frie æstet ikke mere uafhængig end at han kort efter lader sig hverve til Dalbergs parti ved udsigten til at blive teaterdirektør. Også Otto er ustabil og lader sig indfange ved gensynet med den lille Nausikaa Pauline, så det bliver til forlovelse. Den spotske Schiøtt får ham ganske vist ud af småborgerligheden i et frit kærlighedsforhold.

✂ Det går kun til en tid, men til erstatning for den erotiske karriere reusserer han kunstnerisk: hans drama (inspireret af skuespillerinden) får succes ved premieren, selv om det siden udsættes for kritik og intriger, så at han trækker det tilbage. Hele hans bohemeliv med dets æstetiske åndshovmod får ham næsten til at tabe det ideale af syne.

✂ Midt i denne forvirring strækker barndommens fortid en hjælpende hånd ud efter den synkende. Da han på hjemvejen efter et gilde i desperat skønhedstørst anråber muserne og gratierne, Apollons følge, kommer en flok håndværkersvende imod ham på gaden, anført af Peter Krøll. Det er det første af tre sammentræf med ham, der gradvis skal lede Otto mod det uerkendte mål: arbejdet i samfundets tjeneste. Peter viser sig at have teknisk snilde og sigter mod at udvikle det i udlandet.

✂ Foreløbig tager han Otto med til en folkefest med samfundspolitikken på dagsordenen. Her genser vi Klampenborgkredsen, hvis interne drøftelser nu træder frem som offentlige appeller. Det afspejler den nationalliberale bevægelse, men iblandet tydelig kritik. Helzens opfordring til at kue slesvigerne får Otto til at reagere lige så heftigt som Goldschmidt over for Tschernings tilsvarende tale på Casinomødet 1848. Til gengæld gør Dalbergs plougske lederskikkelse et imposant indtryk, og det er nærmest mod Ottos hensigt at det kommer til sammenstød mellem dem.

✂ Han provokeres hertil af en lige så uventet hilsen fra barneårene. Efter folkefesten har han sammen med Schiøtt vandret i skumringen og sunget tavlebordsvisen som en »Haabets Sang« - og hørt en ukendt kvinde svare med at synge visens næste vers. Da Schiøtt beretter episoden for Camilla Hald, synes hun at den unge idealist fortjener en opmuntring, og eftersom hun af Emilie på Klampenborg har hørt om hendes barnekæreste, former hun et anonymt brev til ham med vendingen »Hvo der holder meest af Ideen, faaer 334 undertiden det mindste Stykke af Lykkens Æble«. Denne mysteriøse hentydning til hans første idealpige gør selvsagt det voldsomste indtryk på Otto, og han udsender via Schiøtt anonyme artikler om sine socialutopiske ideer. Det kniber dog med at realisere dem i praksis, og da han ydermere anklager Dalberg og fæller for »mangel paa Klarhed og det personlige Opoffrelsens Mod«, udebliver Nemesis ikke. Helzen kommer på sporet af Schiøtt som ophavet og karikerer ham og Otto i en revy (som det var sket med Goldschmidt selv i en studenterkomedie af Ploug). Det medfører at Schiøtt mister sin magtposition i partiet og ruineres, symbolsk betegnet ved at han styrter med hesten og samles op af en tidligere elskerinde. Han lader sig herefter forsørge af hende, mens Otto beslutter at rejse ud i verden og »vorde noget i sig selv« (forfatterens udtryk i den nævnte efterskrift). Anden bogs sidste afsnit skildrer afskeden med den troende mor og med fødebyen, der er ved at blive delt politisk mellem den gamle nationalisme og den nye liberalisme. Hans slutord om at finde sit faste punkt i det fremmede er både rigtige og forkerte. Han kommer til at finde en livssandhed, men må hjem igen for at virkeliggøre den.

✂

3. Rejsens udfordringer

✂ Otto taler meget betegnende om »skæbnens imødekommen«, og tredje bog lægger alt til rette, således at han i Italien, Schweiz og Frankrig møder ikke alene de åndelige og politiske oplevelser han behøver, men også sine venner og veninder hjemmefra. Derved bliver dannelsesrejsens klassiske konfrontationer med kunst, religion og politik sat ind i en personlig udvikling og gjort til led i den individuelle skæbne mere end i en udvendig 'dannelse'. Forfatteren har selv forklaret heltens ophold i udlandet som »i visse Maader kun en ny, forstørret Gjentagelse af Fortiden«. Derfor har Otto flere gange fornemmelsen af déjà vécu.

✂ Det subjektive islæt fremgår allerede gennem optakten til Europaafsnittet i form af rejsebreve til hans fortrolige Schiøtt. Han har undervejs mødt en landflygtig komtesse, hjulpet hende da toget løb af sporet og ved sin interesse for hende vakt en ung kvindelig medpassagers jalousi. Foruden de håndfaste symboler på hjemløshed (landflygtighed og afsporing) gentager dette konstellationen 335 fra en rotur, hvor hans betagelse af skuespillerinden fik den skinsyge Marie Elisabeth til at lade sig falde over bord (I s. 261 f). Skuespillerinden er da også den første fra hjemlandet som han genser - i Rom hvortil alle veje fører. Eller genhører, idet han i et osteri uset overværer hendes opgør med sin adelige gemal og svigermor. Hun længes tilbage mod teatret og også til Ottos ildfulde tilbedelse, og i Vatikanets antiksal finder hun samme lighed mellem ham og Apollonstatuen, som han fandt mellem den og Schiøtt: pileskytten mod idealets fjender. Han føler sig ildnet til bedrifter og beder i Colosseum stedets ånder bønhøre ham - en »forstørret gentagelse« af bønnen på den københavnske gade til muserne og gratierne. Nu ønsker han ikke blot at besynge livet, men at sætte sig til doms og vove livet derved.

✂ Fra æsteticisme til heroisme, men hvordan og hvor? Næste gensyn er med Mendoza, som symbolsk skaffer den husvilde et foreløbigt logi, ligesom han engang gjorde i København (I s. 124, II s. 25). Dengang resulterede det i bekendtskabet med Nausikaa alias Pauline, i den hellenske ånd; nu er det en katolsk værtinde, som betages af ham og tillige med jesuitiske patere vil få ham til at konvertere. Den unge jøde er på sin anende måde gået i forvejen, idet han drages mod Kristusskikkelsen som rumniende lidelsens og offerets begreb. Men for Otto er det lokkende karakteristisk nok den jesuitiske magtbeføjelse, udsigten til at indvirke på sjæle. Det forbinder sig med det erotiske i gentagelse og variation af ledemotiverrie: det wintherske digt danner ouverture til romerindens hengivelse, og svarende til at pigen i serenaden fik en rose af sin tilbeder, kaster han under det store karneval en blomst til en tilsløret dame, idet han synger tavlebordsvisen. Som gengæld tilkaster hun ham senere en medaljon med den belvederiske Apollon, og han genkender hende ved karnevallets slut som - Camilla Hald (der har husket episoden fra den danske folkefest).

✂ Nu er kortene for alvor ved at blandes. Og skæbnen/forfatteren har endda i mellemtiden spillet det vigtigste ud. Mendoza kunne ikke deltage i feststemningen og gik med Otto op på et højdedrag ved det kloster, hvor korsriddernes digter Tasso havde levet sin sidste tid. Her betroede han vennen at en ung romerpige for hans skyld var blevet nonne. Otto fik ham da til at synge sit folks sejrshymne, 336 Mirjamsangen. Kunne det jødiske gå op mod det katolske? Eller forenes dermed? Sangen blev hørt af en spansk-engelsk filantrop, rigmanden de Castro, der som sefardisk jøde kendte den fra synagogen, og det førte til at han for de to udviklede læren om Schekina, en art mosaisk helligand. I romanens system af vægtlodder har den tynge som de vises sten, ligesom forkynderens navn Castro er så fast en borg som Gud selv for lutheranerne. Det svarer i Wilhelm Meisters historie til indvielsen i den hemmelige orden.

✂ Otto føler at hans ungdom er forbi, nu følger manddommens prøvetid. Han higer efter handling, og ved budskabet om februarrevolutionen vil han til Paris. Men den besindige de Castro holder ham tilbage og forskåner ham fra at blive desillusioneret som hovedpersonen i En Jøde ved julirevolutionens excesser. Allerede nogle lokale dønninger i folkerejsningens kølvand - et unitarmøde og stiftelsen af en frihedskohorte - fremstår som yderliggående demonstrationer. En anden, religiøs yderlighed repræsenterer den fanatiske jødemunk Fra Jacobeo, der hudfletter sig selv og vier sig martyriet. Han opnår det også ved at blive dræbt i forbindelse med nedbrydelsen af Roms ghettomure, en i bogens symbolik betydningsfuld begivenhed, som er flyttet hen til dette tidspunkt. Det kommer til at berøre Otto, idet skuespillerinden - som hævn for at være beluret i osteriet - får ham mistænkt for mordet; den rasende pøbel stormer hans logi og ledes på vej af den skinsyge romerske værtinde. Han søger sammen med Mendoza tilflugt hos de Castro, som vælger at drage nordpå med de to danske. Disse voldsomheder skal bekræfte hans ord om revolutionen, at det er »en pludselig og stor Fremtoning af den Nemesis, der stille og ubemærket sysler hver Dag og i alle Forhold. Den høje og strenge Nemesis kan faae Udseende af at slaae vildt om sig som en drukken Mand; men vær vis paa, den veed, hvor den slaar, selv om den rammer dem, som have paakaldt den« (II s. 97). Men Otto erkender endnu ikke sin andel: han tror sig forrådt af romerinden uden at kende skuespillerindens angiveri; i virkeligheden er det hans eget usande forhold til begge kvinder der slår tilbage.

✂ Det samme gentager sig nu på et højere plan i det næste rejseafsnit, fra Schweiz. Selve den rene ophøjede alpeluft betegner et trin opad mod idealet. I Genf møder han komtessen fra færdens begyndelse, 337 der var blevet ham som »Kvindelighedens Inkarnation« (II s. 108), foruden at han genser Camilla, sit hjemlige idealbillede. Der går bud om omvæltninger hjemme, og Otto fornemmer en vældig løftelse - i kontrast til den prosaiske Hald - og anspores af Camilla til at drage tilbage og virke for fædrelandet. Hvorimod komtessen, der har mistet familie og ejendom ved østrigsk vold, maner ham til at være med til at befri Italien. Mirjam-hymnen lyder (spillet af Mendoza ved en til formålet indlagt koncert til fordel for Schweizerrevolutionens ofre) og peger som altid hemmeligt mod hjemmet. Han tiltræder retræten og må skilles fra begge sine inspiratricer, et første vidnesbyrd om hans offervilje.

✂ Da han stiger ned mod dalen, skal hans næste og vigtigere prøve bestås. Schweiz er jo demokratiets hjemsted, hvor den rejsende forfatter engang var blevet beskæmmet, da han traf en dansk håndværker og ikke ville række ham hånden. Her lader han nu Otto gense sin håndværkerven som en forstørret gentagelse af deres møde i København. Det er som dengang at mødes med realiteterne: hans forestillinger om det frie liv på valsen får et knæk, da han finder Peter syg og hjælpeløs og erfarer, at to tredjedele af de farende svende går i hundene. Han beslutter at ledsage ham tilbage til de Castro i Genf for derigennem at hjælpe ham til at realisere hans mekaniske opfindelser. Men da han undervejs hører at Halds er i nærheden, fristes han til at forlade vennen for at gense den tilbedte Camilla. Frem for ham står »Billedet af hans Sjæl, som den oprindelig var anlagt ... og han følte Medlidenhed over, at det skulde føres hen og være Gjenstand for en fremmed Mands Haan« (II s. 122). Tanken på ægtemanden vejer altså mere end hensynet til barndomskammeraten. At afkaldets vej er den rette, antydes ved at han lige efter opdager et skriftsted over herbergets dør: »Nehme mein Kreuz auf Dich und folge mir«. Det var Jesu ord til disciplene, en forstørret gentagelse af hans ord til den rige yngling om at ofre alt, som Otto under sin første krise havde fundet så uoverkommelige (ovf. s. 332). Det er også dette bud der var efterlevet så outreret af Fra Jacobeo. Det bliver et følgetema for de etiske konflikter.

✂ Den næste lader ikke vente på sig. Ved tilbagekomsten til Genf finder Otto brev fra Hald, der er tilskadekommet med sit ben 338 (halt?) og intetanende beder ham slutte sig til dem. Han iler da mod Camilla, ledsaget af Volmer-mottoet der for ham varsler lykke og for læseren ulykke (ovf. s. 331). En række episoder handler om kald og forsagelse, og han hører nu af hendes mund hine ord fra det anonyme brev om lykkens æble (ovf. s. 333) - men med den omvendte virkning at hans begejstring river hende med sig. Et nyt brev hun skriver for at bryde deres forhold, ender med bekendelse til den tro på »Gud i Lidenskaben«, som hende uafvidende stammer fra Otto selv - via Milner (ovf. s. 332). Således demonstreres de Castros tanke, som gentages i forfatterens efterskrift, om at mennesket står til ansvar for hvert ord det har talt, såvel som for hvert ord det har hørt.

✂ Straks efter bliver ansvaret stillet frem for både ham og hende. I et kloster træffer de ingen anden end Pauline som nonne - hun der er svigtet af Otto, har fundet afkaldets smertefulde og lutrende vej. Og i det samme mærker Camilla liv under sit hjerte, en levendegørelse af hendes ansvar over for Hald. Otto er imidlertid forurettet over denne huskekage af skæbnen såvel som over Camillas pludselige omsving. Hermed har også hjemlandets kamp mistet sin tiltrækning, og han søger i stedet til den fordrevne komtesse, inkarnationen af frihedskravet. Han vil ud at stride for en retfærdigere verden og slutter sig til de italienske revolutionstropper.

✂ Om hans oplevelser her og sluttelige skuffelse handler de sidste, svagere kapitler i anden del. De kan forstås som en parallel til slutkapitlerne i Københavnsafsnittet, da de desillusionerende indblik i kulissekampen på den hjemlige politiks arena fik ham til at rejse ud. Nu er det intrigerne, hævnsygen og rivaliseringen bag revolutionsbevægelsen som han får personlig erfaring for - en forstørret gentagelse af frihedsidealets forrådelse.

✂ Det fremgår navnlig gennem to af de ledere han kommer i berøring med, en schwabisk adjudant og en italiensk general. Begge bliver selv ledet, mindre af ideelle motiver end af private afreaktioner. Adjudanten bærer på et tilsidesættelseskompleks fra barndommen, og hans folkelige floskler dækker over en kynisk diktatorideologi. Den mere sympatisk tegnede general har engang i jalousi skudt sin gravide hustru, hvad der udelukkede ham fra regulær 339 karriere, og da han ender med at blive skudt selv ved en forræderiproces, giver Otto den »rigtige« forklaring: det var hans ufødte barn der skød ham, ligesom han selv efter døden vil dræbe sin morder (II s. 196). Det er de afsporede og forvildede lidenskaber, hvori ikke Gud findes, men en Nemesis der slår om sig som beruset (de Castros ord ovf. s. 336).

✂ Ottos egne motiver er også blandede. Over for generalen, der har mistro til uselviske bevæggrunde, forklarer han sin tilslutning med personlig ambition; men desuden tilstår han sin »poetiske« længsel efter noget stort og helt. Ligesom i Platons Symposion ses menneskets Eros som en higen efter at komplettere sig, eller med Schiøtts ord fra fortællingens eget symposion (I s. 156), at fylde en opgave uden for sig selv. Otto betros at føre en bataljon og får derved rakt den »hank« til virkelighedens verden, som han havde drømt om under folkefesten og bedt om på Colosseum (billedet genkommer II s. 166). Bataljonen splittes dog af modstridende ordrer og bliver revet op af fjendens ryttere (hvoriblandt en grevesøn hjemmefra dukker op som østrigsk officer - det sidste af rejsens mange frapperende gensyn). I nederlaget mødes han med komtessen, hvis magnetiske dragning jo var den egentlige årsag til hans komme; og mødet lader ane at dragningen mod hende kan være den egentligste grund til hans fiasko.

✂ I en ensom bjerggård oplever de en kort stund af lykke, inden begivenhederne tvinger dem videre til revolutionens centrum Paris. På hende virker ildkampene erotisk hidsende, hun bliver en hævnens furie - som om Ottos fordums tro på en gud i lidenskaben genkommer i forvrænget skikkelse. I en slags pligtfølelse tilbyder han hende ægteskab, men hun vil ikke til hans kolde land. Deres forbindelse har stået under Apollons auspicier; i Belvederemedaljonen har han hentet opmuntring til striden, og i den har hun set hans indvielse dertil (II s. 163). Det var som en forening af dåd og poesi, nu er dåden sunket sammen i krudtrøg, og poesien er det eneste han kan vende hjem med. Han drømmer som tidligere om et dommedagsdigt (ovf. s. 332), og hans sidste ord til den grevelige »borgerinde« var en dom over Europas frihedskamp (II s. 197). Men det er historiens ironi at der samtidig fældes dom over 340 ham selv. »Der har ikke været Renhed og Højhed nok i hans og de andres Stræben; Sagen er hjemsendt til en ny og bedre Behandling«, hedder det i efterskriften. Således bliver helten hjemsendt fra militærtjenesten. I hjemmet skal de definitive prøver stå.

✂

Tredje del. Hjemgangen

✂ Den afsluttende del Hjem er ligesom udenlandsfærden lagt an som en stribe gensyn. Blot ses fortiden nu ikke i forstørret gentagelse, men i fordybet videreførelse. Og samtidig melder fremtiden sig med sine fordringer. Otto føler sig udvalgt til en mission, men er stadig uvis om hvori den skal bestå, ja ved end ikke hvad han praktisk skal leve af. Han har trangen til at nå »hjem«, men kender endnu ikke målet eller omkostningerne. Gensynene med venner og familie er alle tilrettelagt som slørede retningsvisere, positive eller negative.

✂ Allerede det indledende natursceneri er billedligt. Han sejler over Lillebælt ligesom hin forsommer da han besøgte moderen (II s. 201); nu er det eftersommer, høstens og fuldbyrdelsens tid. Det første besøg gælder Mendoza, hvis udbytte af rejsen har været mere reelt: han er blevet gift med de Castros søster med sejrsnavnet Mirjam og etableret i en herregård. Men han har kunstnerkaldet i sig og kan ikke som H. C. Andersens Antonio falde til ro i en komfortabel godsejertilværelse. Konflikten er for ham tilspidset ved at hans jødiske kompositioner ikke anerkendes som nationale, hvortil kommer lokale pinlige udslag af antisemitisme; dette af Goldschmidt kun altfor gennemspillede tema skal næppe betragtes som personlig afreagering, men som en skærpet henvisning på hvad Otto trænger til at vide. At være kaldet og udvalgt er uforeneligt med borgerlig behagelighed. Et nærmere fingerpeg giver meddelelsen om at de Castro er ved at finansiere en fabrik i nærheden for Peter Krøll - frugten af Ottos mellemkomst. Og til yderligere markering af at Otto her får vist sin fremtid, præsenterer Mendoza sin lille søstersøn opkaldt efter ham. Otto ser i barneblikket selve skæbnen stirre på sig: det er barnet i ham selv, begyndelsen og endepunktet for den hele udvikling.

✂ En anden inkarnation af barndommen er Ottos yngre bror Vilhelm, 341 den næste han genser; han er forstkandidat, hjemme i sin begrænsede verden og i pagt med naturen, men uden Ottos iltre retfærdighedsidealisme. Under en jagt sker et sammenstød med en ungdomsbekendt, der har vist jødehad over for Mendoza, også en afregning (se note til II s. 206).

✂ En tydelig negativ retningsviser er Schiøtt, nu situeret som jægermester på samme egn. Otto genfinder sin gamle lærer som kynisk epikuræer, dyrkende bordets og sengens glæder. Over for denne nedre ende af den æstetiske skala har hans tidligere discipel let ved at løfte sig til den øvre, og syngende rider han derfra som en Tannhäuser ud af Venusbjerget. Vanskeligere bliver det at fastholde bestemmelsen som digter ved det sidste af hjemegnens gensyn, mødet med moderen. Her spørges efter konkrete resultater: hvad er han egentlig bleven? Og han kan kun svare: mere menneske (II s. 219). Det er vel heller ikke ganske lidt, men det forpligter.

✂ For at præstere noget tager han efter tilbagekomsten til hovedstaden sin dommedagsplan frem påny. Efter den første kosmiske fantasi (ovf. s. 332) blev den i Rom konkretiseret til et verdenshistorisk panorama, ligesom Goldschmidts egen romanplan tog historisk form på hans Italiensrejse. Den universelle ide minder om H. C. Andersens Ahasverus, som han havde givet en hård medfart; også Paludan-Müller var kommet med et dommedagsdrama af samme navn i 1853. Otto ser selv det krævende og ambitiøse ved projektet og begynder med den del der forekommer nærmest ved hans egne oplevelser, Roms kamp med Karthago, hvorom han havde foredraget for sine bataljonsfolk i Alperne. Men her vil Goldschmidt demonstrere sin tese fra efterskriften, at man digter som man er - ligesåvel som man høster som man sår. Otto formår ikke at skildre det ophøjede emne med fornøden kunstnerisk magt; det er bekræftelsen på at hans ydre nederlag i Alpekrigen var et billede på et indre. Derfor er der Nemesis i, at hans digt ved udgivelsen bliver nedsablet af kritikken. På den anden side nærer han den ideelle stræben - modsat flere af de gamle kendinge, der har svigtet den for titler og fordelagtige samfundsstillinger, såsom digteren Berg og politikeren Dalberg med navne som bjerg og dal. I sin nævnte efterskrift har Goldschmidt protesteret mod Paludan-Müller, der i Adam Homo gjorde svigteren til helt og lod ham fortjene 342 frelsen gennem en kvinde; selv stiller han sin Otto på et højere trin, da denne vil »være ideal Personlighed eller gaa til Grunde«. Også derfor kan nedrakningen af Ottos digterværk - leveret af samme Helzen, som i anden del karikerede ham fra scenen - ramme så hårdt og give anledning til hans anden store krise.

✂ Den er formet som direkte modstykke til den første (ovf. s. 332). Dengang var hans erotiske ideal bristet, det var et ydre tab, og han søgte trøst i skønhedens og kunstens riger. Nu har han lidt skibbrud som kunstner, det er et indre forlis; og det medfører et indre opgør. Men foranledningen er som i første tilfælde typisk goldschmidtsk, den heftige reaktion på en tilsyneladende grov uret. Helzens kritik nøjes ikke med at påvise digtets faktiske mangler, men insinuerer en politisk tendens deri: at det skulle tage parti for den tyske civilisation mod det danske barbari og bruge Karthagos lod som billede på hvad der venter Danmark. Med et sådant skudsmål er værket i den nationalt bevægede tid slået ihjel, og Otto har uventet oplevet Mendozas skæbne, at »Fødelandet blev taget bort under hans Fødder« (II s. 237, sml. s. 205). En besk eftersmag af de nationalliberale beskyldninger mod Goldschmidt for at være unational.

✂ Et lige så bittert privat minde var den fædrene proces (ovf. s. 325), som sønnen søger at videreføre skønt sagføreren nægter at kende til sagens akter. Ottos samtale med prokurator Bagger er en nøje parallel til faderens med prokurator Basse - samme afmægtige harme, som om han har arvet sin fars skæbne. At han tillige eller snarere slæber rundt på sin egen, ses af en tredje kalamitet. Da den snobbede justitsråd, hos hvem han logerer, erfarer at hans navn ikke længere er i vælten, beder han ham flytte. Sammenlagt bliver han altså ramt af tredobbelt hjemløshed, idet han frakendes fødelandet, afskæres fra at oprejse fædrehjemmet - samt mister sit logi. Det er en tragikomisk situation; men pointen er at den ydre uretfærdighed skal sammenkædes med tidligere skyldmomenter. Digterværkets brist hang sammen med brist i hans personlighed; Baggers og justitsrådens optræden har som baggrund hans tidligere karambolager med henholdsvis grevesønnen og skuespillerinden. Skyldafvejningen fører til selvopgør, og ligesom han rent udvendigt 343 må finde sig et tilhold, må han finde sit åndelige ståsted. Det bliver til en dyst mellem det højere og det lavere jeg, ikke uden drastiske eller næsten barnagtige islæt. Som forbillede angives hin lille romerdreng, hvis løfte om at tjene den hellige Aloysius en måned han i sin tid bønhørte med en sølvmønt (II s. 17). Det har det naives storhed at ville tjene guddommelige magter; men da hvilke? Her munder krisekapitlet (4.) ud i klar stillingtagen, et decideret brud med skønhedsdyrkelsen, overgangen fra Apollon til Kristus. Den belvederiske medaljon er afløst af korset, selvofferets tegn, og han lærer at bede - om at frelses fra det onde, som er lykken (II s. 247).

✂ Det er en etisk, næsten dennesidig kristendom, der i mindet om de Castro byder at »gaae ud i Verden og taale Alt for at udbrede, hvad han kaldte Schechina, som vi Alle kalde den hellige Aand eller Guds Rige« (II s. 260). Men udsoningen med den unge greve medfører nu et tilbud om en diplomatisk post i udlandet: akkordens ånd! Goldschmidt havde kort forinden stået over for noget lignende, da han kom i forbindelse med en sammenslutning af adelige godsejere, der ville udnytte hans kritik af de nationalliberale i Nord og Syd. Reflekser heraf sporer man i samtalerne med grevens verdenskloge og indflydelsesrige fætter, der synes tegnet over grev Frijs, den af kredsen der havde stået ham nærmest. Goldschmidt selv sprang fra, men lader sin helt hoppe på, »tage sit parti« som en Adam Homo - endda bogstaveligt, idet greven overtaler ham til at blive partikandidat.

✂ Dermed videreføres den indrepolitiske satire fra anden del. Den partiløse forfatter lægger ingen fingre imellem i billedet af den demokratiske partimaskine, vel det tidligst forekommende i en dansk roman. Først det forberedende valgmøde, dirigeret af Schiøtt som stedlig indpisker - exit Schiøtt, han må døve sig med hash for at kunne gennemføre rollen. Dernæst valgkomiteens formand Hald, der lader sig bevæge af sin kone til at anbefale Otto; Camilla forsøger at undsætte sin forrige tilbeder, men må så at sige rense luften inden hun går ind til sit barn, der ligger som fremtiden selv i vuggen. Endelig justitsråden, der kører Otto rundt på vælgerfrieri alene for at tilfredsstille justitsrådindens honnette ambition. Denne 344 rundtur til gamle kendinge på hjemegnen - Bregning, Sandberg, Krøll - danner imidlertid foranledningen til det afgørende syndefald, det erotiske.

✂ I pastorinde Bregning genkender han uformodet Emilie - moden og voksen, som et tegn på barndommens fuldbyrdelse. Hans ord til hende om kredsløbet i et menneskeliv har en dybere betydning end han endnu ved af (II s. 297). Og hos Sandbergs stilles han over for sin ungdoms sværmeri Marie Elisabeth, hvis navn pegede mod hjemmets mistede værdier (ovf. s. 330 f). Hendes trossikre mor og deres hus Tjørnelund havde været som en uindtagelig Torneroseborg. I en blanding af erobrertrang, længsel efter hjemmehygge og realpolitisk beregning beslutter han at fri til hende, men erfarer i det samme hendes forlovelse (med hans modstander fra jagten ovf. s. 341). I vild »Rebellion mod al denne Førelse« vender han sig påny til sin første barnekærlighed. Under en tordensvanger sammenkomst i præstegårdshaven minder han om hendes løfte fra begyndelsen (s. 328), at den der holder mest af hende får det største stykke af æblet. Bregning kaldes tjenstligt bort, og alt er beredt til syndefaldet - da ægtemanden uventet kommer tilbage. Emilie kan nu genfinde sin idealitet i angeren; Otto, der har været den aktive part, må finde sin gennem handling (forberedt ved et tidligere Goethe-ord II s. 266).

✂ Han hjælpes så at sige af Nemesis, idet han ved sin slukørede tilbagevenden til justitsrådens gård ser husets søn sigte på sig med et gevær (det er hans jagt-modstander og rival). Han iler da op på en banke, hvorfra han opdager at Tjørnelund brænder. Hans redning af Marie Elisabeth og hendes mor er beskrevet som en åbenbar erkendelsesproces (II s. 311). Gennem sin fars ansigt fornemmer han barnebilledet i sig selv, den ideale kærne som Alma kunne se i Adam Homo og Solvejg i Peer Gynt, men som hverken Adam eller Peer gjorde noget for at realisere. Det er i grunden den han frelser fra den passionens ild han forhen tilbad. Og den hænger sammen med faderbilledet som led i generationernes kæde.

✂ Indvendes det herimod at han selv er uden børn, kan man pege på at han engang på ungdommens vildveje tog sig af en mishandlet elleveårspige, fordi han i hende så noget af sin egen barndom (I s. 421). Han fik hende anbragt, sidst på Tjørnelund, hvor han på

345

✂ katastrofeaftenen havde lovet at besøge hende. I stedet tog han på det usalige besøg hos Bregning. Den lille Birgitte sad trolig og ventede, indtil hun sov ind, og en gnist antændte huset. Men da han derpå kom ilende, kunne hun vise ham vej til Marie Elisabeths og moderens kammer.

✂ Således kan han virke og virkeliggøre sig gennem hende, barnet. Det viser videre mod den aktive tjeneste, hvortil han vil vie sit liv. Her kommer da Peter Krøll-motivet til udfoldelse. På sit stemmefiskeri kom Otto også til de Castros nævnte fabrik, men måtte erfare at virksomhedslederen ikke dikterede sine arbejderes stemmer. På vejen så han et nyt og ubeboet hus ved en strømmende å, opført af Peter som bolig til en lærer og vejleder for fabriksarbejderne. Nu står det ham med ét klart, at her må hans mission ligge: »Det er mit Hjem« (II s. 314).

✂ Som en gerning i næstekærlighedens ånd kan den også siges at være i Kristi ånd. Hvis ledemotivet om at tage hans kors på sig forekommer lovlig stort, må handlingens slutpointe give svaret: at Otto blev dødeligt såret under redningsaktionen - ydermere såret i siden, altså stigmatiseret. Han har en måned tilbage at leve i, dvs. den samme »måneds tjeneste« som romerdrengen indviede sig til (ovf. s. 343). Han kan nå at forlove Krøll med Birgitte, de to hvori hans indsatser lever videre, og at testamentere sit kald ved fabrikken til Marie Elisabeth og hendes forlovede. Han dør også forsonet med moderen, mens han for sig ser faderens blege ansigt i et himmelsk lys.

✂ Goldschmidt har selv forklaret hvorfor det ville være usandt at lade bogen slutte med heltens lutring i katastrofen:

✂ Otto døer paa den Tid, da han ethisk er naaet til det høieste Punct, som hans Natur egner sig til, da han kan afgive en Sjæl, som formaaer at leve ... Dersom man ikke i rette Tid har bragt det til at tvinge sin Natur, saa fordrer Nemesis, at naar man vaagner til den energiske, ideale Stræben, maa man betale med noget af sin Levetid. Det svarer til den Lov, som gjælder i Mekanikken: Hvad der vindes i Kraft, tabes i Tid. Men i Menneskelivet har den indvundne Kraft Evigheden i sig. (Nord og Syd 1858 I 135)

346

✂ Hjemløsheden, der har givet bogen navn, er altså ingen uforskyldt skæbne, ikke nogen forviisning som jødedommens diaspora; og forfatterens egen spaltethed mellem jødisk og dansk, mellem poesi og politik er kun motivets personlige baggrund. Det udvides til at gælde menneskets vildfarende idealitet, den ubestemte kaldsdrift; som sådant er det på én gang et adelsmærke og et svaghedstegn. Selve den ungdommelige dådstrang fører ud over hjemmets snævre kreds, og konfrontationen med nye miljøer, opdagelsen af verden og dens muligheder, bliver et vigtigt led i dannelsesprocessen. Men jo videre horisont, des større ærgerrighed og des mere usikkerhed. Først når indsatsen for andre sætter frugt, erkender man tilværelsens orden og sammenhæng og kan medvirke til at den bliver meningsfuld.

✂

III. Modtagelsen

✂ Goldschmidt fortrød undervejs romanens bredde, som fik mange læsere til at trættes og afsige abonnementet på tidsskriftet, hvori den fremkom. Publikationsformen var også uheldig for en beretning med så mange indvævede tråde, som forudsatte nøjagtig erindring om det forudgående for at kunne danne det tilsigtede mønster. Forfatteren måtte forklare sig i to længere efterskrifter, dels som anhang til slutkapitlet (optrykt her s. 319-21), dels i den følgende årgang af Nord og Syd (1858 I s. 125-39). Centrale udsagn derfra er benyttet i nærværende efterskrift.

✂ Modtagelseskritikken blev især bestemt af de ideologiske holdninger. Den første af de få samtidige anmeldelser fremkom i det konservative organ Flyveposten 1857 (nr. 283), vistnok affattet af den jødiske litterat Gottlieb Siesby. Han havde været medarbejder ved Corsaren, men også polemiseret mod sin chef i en »Epistel«, hvor han efterlyste mere humanitet hos den vilde fribytter. Romanen imødekom netop dette ønske, og den anonyme anmelder er da også anerkendende uden dog at vise dybere indsigt. Han finder det karakteristiske for Krøyer i »Ungdommens urolige Higen efter Tilfredsstillelse i Livet« uden særlig retning mod noget idealt, og heltens tidsomgivelser er langt interessantere end helten selv.

347

✂ Den næste dagbladsomtale fremkom i det nationalliberale Fædrelandet 1858 (nr. 55) og var forfattet af den unge kritiker Clemens Petersen, så at sige som en modkritik på partiets vegne. Han finder at »første Del er et fortræffeligt Arbejde, der kun taber noget af sit Værd ved, at den senere viser sig for lille til at bære de Dynger der læsses paa den, hvorimod hele Resten er skrevet saa modløst og famlende, at Bogen gerne kunde være nogle Dele endnu, hvis Forfatteren ikke tilfældigvis havde slaaet Helten ihjel.« De to sidste dele er usammenhængende med hib til højre og venstre, »en Samling af mere og mindre underholdende Feuilletoner«, som bortset fra spredte naturskildringer og enkelte småscener af høj lyrisk skønhed ikke indeholder egentlig digtning. Hovedpersonen »er i moralsk Forstand en Pjalt, Forfængeligheden er hans Drivfjeder, men ogsaa hans Orm, og den har til sidst udmarvet ham saa grundigt, at man kunde fløjte i hans Benpiber.« Goldschmidts biograf Hans Kyrre bemærker at Clemens Petersen ikke har tænkt på hvordan denne kritik leverer det åbenlyseste bevis på rigtigheden i romanens skildring af Fædrelandets kritiske metode gennem Helzens nedrakning af Krøyers drama.

✂ Den mest udførlige analyse foretog litteraturhistorikeren Carl Rosenberg i Dansk Maanedsskrift s.å. (bd. 7). Han bestemmer indholdet som en skildring af livets modsætninger mellem det lave og det høje, mellem natur og ideal. Hvad specielt angår angrebene på det nationalliberale parti, kan man ikke deraf slutte at forfatteren forkaster respekten for det nationale. Hans beskrivelser af dansk natur, begejstring for dansk poesi og kunst og ikke mindst billedet af patriotisk kvindelighed i Camillas skikkelse gør det klart at »han elsker sit Fædreland og vil vække den samme Følelse hos sine Læsere«. Det har været sød musik i forfatterens øre. Derimod er Rosenberg ikke tiltalt af den nådeløse gengældelseslov, selvom han bevidner den gribende virkning af romanens slutning.

✂ I øvrigt har det skortet på anerkendelse. For den uvillige Georg Brandes opløste mastodontromanen sig i brokker (Kritiker og Portraiter (1869), optr. i Samlede Skrifter II 452). Vilhelm Andersen, der i sine Tider og Typer bruger den som type på dansk hellenisme i guldalderen (Goethe II 1916 183), kalder den i sin litteraturhistorie en »genial Kladde« (III 647). Udtrykket minder om Carsten 348 Hauchs i et brev til Goldschmidt lige efter udgivelsen: »De digter ligesom i aandfulde Spring og hentrænger tit Alt som paa en overraskende Spids, medens De forsømmer at give os Mellemledene, men derved faar det Hele paa mange Steder Udseende af en genial Skizze« (Kyrre II 40, sml. Goldschmidts indsigelse smst. 41).

✂ Blandt dem i eftertiden, der har værdsat romanen, er Karen Blixen for hvem den var en af hendes ungdoms yndlingsbøger (Breve fra Afrika II 98). Ellers har den med tiden fortonet sig til en »høitidelig Colossus i Baggrunden« - for at bruge Oehlenschlägers ord om Shakespeare - der står som dannelses- og udviklingsromanens store paradigma og med sine tre dele har navngivet dens faser hjemme, hjemløs, hjem. Men den der gennemlever dem, Otto Krøyer, har ikke vundet plads i den litterære bevidsthed i samme grad som sine efterfølgere Per Sidenius og Jørgen Stein.

✂ Efterverdenen har i højere grad taget forfatterskabets to følgende romaner til sig: Arvingen (1865, udgivet i Danske Klassikere 1988) og Ravnen (1867), som begge i mere sammentrængt form giver udtryk for Nemesis-tanken. I den sidste er et eventyrmotiv lagt ind i den realistiske handling, som omfatter fabriksarbejderforhold. Dette sociale islæt viderefører Ottos samfundskald, som han aldrig nåede at gøre til virkelighed. Således ender Goldschmidt på sin særlige måde med at overvinde deltheden og forene idealisme og realisme.

✂

IV. Tekstforhold og udgaver

✂ Et egentligt trykmanuskript (eller trykmanuskripter) til Hjemløs er ikke udgiveren bekendt. Ifølge Kyrre (II 18) stammer de ældste bevarede udkast fra 1846, og store partier af rejseafsnittet er konciperet under udlandsopholdet 1846-47. Affattelsen tog lang tid, da alle enkeltheder skulle gennemarbejdes for at stemme sammen efter planen. At dømme efter et brev til Hauch (1858, Br. II 44) medførte en fejl i tredje del, at hele dennes sidstedel måtte omskrives. Hvor store ændringer heri der er tale om i forhold til det oprindelige koncept, kan ses af Dagbogen for 25. juli 1855 (I 380).

✂ Goldschmidt brugte sit tidsskrift Nord og Syd til udgivelsen af den omfattende roman. Den samtidige bogudgave benytter samme sats. Romanen 349 indgik i den senere, såkaldte Folkeudgave af hans skrifter, dog således at et deloplag udsendtes uden de to Hjemløs-bind under titlen Udvalgte Skrifter.

✂ Tidsskrifttrykket

✂ Hjemløs. En Fortælling udkom således i Nord og Syd (idet nærværende udgaves sidetal er anført i parentes):

✂ Ny Række, 4de Bind, 1853: [Forord], Dagbog, Første Deel. Hjemme (180 s.) (bd. I, s. 7-99).

✂ Ny Række, 5te og 6te Bind, 1853-54: Anden Deel. Hjemløs, Første Bog (430 s.) (bd. I, s. 101-335).

✂ Ny Række, 9de Bind, 1856: Anden Deel. Hjemløs, Anden Bog, s. 431-860 (430 s.) (bd. I, s. 337-568). På titelbladet hævdes bindet desuden at indeholde tredje bogs første kapitel, men det kom først i årgang 1857.

✂ Ny Række, 10de Bind, 1857: Anden Deel. Hjemløs, Tredie Bog, s. 861-1222 (362 s.) (bd. II, s. 5-198). - Tredie Deel. Hjem (230 s.) (bd. II, s. 199-317).

✂ Separatudgaven

✂ Dansk Bogfortegnelses indførsler af de s. 6 nævnte fire leveringer af romanen omfatter følgende (når de to første leveringer i Bogfortegnelsen betegnes som 2. udgave, må det være fordi tidsskrifttrykket i Nord og Syd regnes som 1. udgave):

✂ Sept. 1853: 1. Deel. 80 sk.

✂ Dec. 1853: 2. Deel 1. Bog. 1 rdl. 48 sk.

✂ 1.1.-14.1.1856: 2. Deel 2. Bog, 3. Deel 1. Cap. 1 rdl. 8 sk. + 52 sk.

✂ Nov.-dec. 1857: 2. Deel 3. Bog, 3. Deel. 1 rdl. 64 sk. + 1 rdl. Samlet pris for 3 dele i 5 bd.: 7 rdl. 68 sk. (Bemærk, at beløbet er større end summen af de tidligere. Det synes rundet op, men til et meget skævt tal).

✂ Beskrivelsen af den komplette trebindsroman efter Danske Klassikeres vanlige praksis ses s. 6.

✂ Senere udgaver

✂ En ny subskription i 18 hæfter 1866 synes ikke gennemført.

✂ Som 3. udgave kan regnes: Poetiske Skrifter udgivne af hans Søn (Adolph Goldschmidt). Bind III-V 1896-97.

✂ Folkeudgave. Udvalg og Tekstrevision ved Raadhusbibliotekar Julius Salomon. Bind II-III 1909. Med oversættelse af udenlandske citater, sml. VIII 504.

350

✂ 4. udgave 1918, identisk med foregående.

✂ Hverken Adolph Goldschmidts eller Julius Salomons udgaver meddeler oplysninger om valg af tekstgrundlag og andre udgivelsesprincipper. Ingen af udgaverne er forsynet med kommentarer. For begges vedkommende er retskrivningen lettere moderniseret (fx Støi > Støj, Kjøkken > Køkken, Mynt > Mønt).

✂ Jævnsides med førsteudgivelsen blev romanen oversat til tysk (I-X 1854-58), hvorimod en svensk oversættelse ved C. V. A. Strandberg 1854 standsede efter 1. kapitel. I 1861 kom en engelsk udgave ved forfatteren med assistance af Frederica Rowan og Hester Rothschild, sml. Lene Bjørn Olsen og Susanne Nyegaard: M. Goldschmidt. Bibliografi, 1977, s. 146f.

✂ Tekstrettelser

✂ Nærværende udgave følger den første bogudgave, idet åbenlyse tryk- eller skrivefejl heri er rettet stiltiende. Desuden er foretaget følgende tekstrettelser (bemærkningen »Goldschmidts rettelse« henviser til forfatterens rettelsesliste »Trykfeil i 1ste Deel« og »Trykfeil i 2den Deels 1ste Bog«):

✂ Bd. I:

26,18

✂ unge Tunger > onde Tunger

27,10

✂ fn.: Lassen > Nebel

27,10

✂ fn.: Lassens > Nebels

28,17

✂ Lassen > Nebel

33,23

✂ Lassen > Nebel

37,16

✂ Lassen > Nebel

37,20

✂ Lassen > Nebel

38,11

✂ Lassens > Nebels

38,16

✂ Lassen > Nebel

38,21

✂ Lassen > Nebel

38,26

✂ Lassen > Nebel

39,1

✂ Lassen > Nebel

39,6

✂ Lassen > Nebel

54,9

✂ deres > Deres

54,3

✂ fn.: Anton > Otto

57,9

✂ fn.: Pligten den > Pligten, den

60,10

✂ Elegence > Elegance

73,22

✂ Anton > Otto

80,11

✂ dem > den

92,16

✂ Lassen > Nebel 351

94,20

de > De

96,6

✂ vare > var

99,14

✂ min Tanker > mine Tanker

110,15

✂ Døttre, havde > Døttre havde

111,3

✂ om en > som en

112,23

✂ Smiil Og > Smiil. Og

126,12

✂ Gudens > Guders

129,8

✂ siger, Plutarch > siger Plutarch, (Goldschmidts rettelse)

131,1

✂ fn.: Gilde ... > Gilde« ...

132,3

✂ igjen - > igjen« -

144,3

✂ dem > Dem

150,11

✂ sid > sed (Goldschmidts rettelse)

153,4

✂ De > de

156,12

✂ fn.: Maaneder > Maader

158,22

✂ Selvbevisthed > Selvbevidsthed

158,10

✂ fn.: Bevisthed > Bevidsthed

166,8

✂ Vikingeagtig > Vikingeagtigt

167,6

✂ fn.: de > De

171,22

✂ ere en > ere af en

177,25

✂ Stemmen > Stemme (Goldschmidts rettelse)

183,23

✂ egen > egne

193,22

✂ Nephelakokkygia > Nephelekokkygia (Goldschmidts rettelse)

196,27

✂ Hvor forgaaer > Hvorfor gaaer (Goldschmidts rettelse)

208,17

✂ paa Toldboden > ved Toldboden (Goldschmidts rettelse)

213,22

✂ seet Dem > seet dem

218,23

✂ skinnede > skinnende (Goldschmidts rettelse)

256,7

✂ fn.: Mærke med > mærke med

267,1

✂ fn.: De > de

313,24

✂ Deres Boutik > deres Boutik

317,31

✂ Bregnings, Dalbergs > Bregning, Dalberg

321,14

✂ Stemme > Stamme

364,14

✂ Mir nichts, Dir Nichts > Mir nichts, Dir nichts

365,4

✂ De > de

370,9

✂ frommer > frommen

370,11

✂ grellt>grollt

381,6

✂ fn.: Øre, Vielsen > Øre, mens Vielsen

391,13

✂ deres Plads > Deres Plads

427,3

✂ fn.: titte i > titte ind i

428,3

✂ dem > Dem

443,2

✂ fn.: Menneske > Mennesket 352

450,16

Poulsen > Paulsen

496,2

✂ bleve > blevne

526,14

✂ Men > Man

541,9

✂ fn.: setztet > setzet

✂ Bd. II:

13,17

✂ Glæde i lade > Glæde i at lade

21,2

✂ fn.: Smiil hvormed > Smiil, hvormed

23,7

✂ Men er > Man er

43,25

✂ Dem > dem

48,2

✂ see, Marmorskikkelsen > see Marmorskikkelsen

92,9

✂ dem > Dem

112,6

✂ den kongelig danske > den kongelige danske

135,10

✂ for slap? > for slap!

188,1

✂ Gaard. Kom > Gaard: Kom

195,18

✂ Vincenzio > Vincentio

196,16

✂ De nu slaaes > de nu slaaes

229,25

✂ Ynglingstilbøielighed > Yndlingstilbøielighed

239,19

✂ Justitsraad? > Justitsraad.

241,19

✂ halvmørke, Værelse > halvmørke Værelse

258,14

✂ Fraværelse, bevægede > Fraværelse bevægede

273,13

✂ Biblen der > Biblen, der

280,14

✂ De kom > de kom

✂

V. Litteraturhenvisninger

✂ Hans Kyrre: M. Goldschmidt I-II 1919.

✂ Mogens Brøndsted: Goldschmidt s fortællekunst 1967.

✂ Aage Lærke Hansen: Fra dannelsesroman til udviklingsroman (i: Kritik 8, 1968).

✂ Knud Wentzel: Udvikling og påvirkning. Goldschmidts vej fra korsar til skriftklog (i: Kritik 10, 1969).

✂ Ib Bondebjerg: Den hjemløse myte - en ideologikritisk analyse. Om dannelsesromanen og Goldschmidts Hjemløs (i: Kritik 23, 1972).

✂ Johnny Kondrup: Levned og tolkninger 1982, s. 78ff.

✂ Johan de Mylius: Dannelsesromanen i Danmark - en traditionshistorisk skitse (i: Udviklingsromanen, red. Thomas Jensen og Carsten Nicolaisen 1982, s. 157ff).

353

✂

Noter

✂

✂ Noteapparatet støtter sig til en omfattende kommentar til Hjemløs, udarbejdet af Morten Borup (1974). Denne foreligger i manuskriptform og findes på Det Kgl. Bibliotek (NKS 4887,4°).

✂ Forkortelser:

✂ Br.: Breve fra og til Meïr Goldschmidt udg. af M. Borup I-III (1963).

✂ Brøndsted GF: M. Brøndsted: Goldschmidts fortællekunst (1967).

✂ Dagb.: M.A. Goldschmidts Dagbøger udg. af K. Ober I-II (1987).

✂ DgF: Danmarks gamle Folkeviser I-XII (1853-1976).

✂ DK: M.A. Goldschmidt: Noveller og andre fortællinger (1984) (Danske Klassikere) .

✂ Fam.br.: Meïr Goldschmidts Breve til hans Familie udg. af M. Borup I-II

✂ (1964).

✂ GT: Det Gamle Testamente.

✂ Kyrre: H. Kyrre: M. Goldschmidt I-II (1919).

✂ LE: M.A. Goldschmidt: Livs Erindringer og Resultater udg. af M. Borup I-II

✂ (1965).

✂ NS: Nord og Syd udg. af M. Goldschmidt (1848-59).

✂ NT: Det Nye Testamente.

✂ Udv. Skr.: M.A. Goldschmidt: Udvalgte Skrifter ved J. Salomon I-VI (1908).

✂ Bind I's notehenvisninger uden romertal gælder noterne til samme bind.

✂ I noterne omtales flere steder Goldschmidts efterskrift til Hjemløs i NS 1858 I 135f. Denne må ikke forveksles med nærværende udgaves efterskrift ved Mogens Brøndsted eller med Goldschmidts efterskrift fra 1857, der bringes som tillæg s. 320.

✂ Note A. Datidens rangforordninger og titler: På romanens tid indtog man rang i tre sammenhænge: som adelig, i kraft af sit embede eller efter værdig indsats. Den gældende rangforordning gik tilbage til 1746, revideret i forordningen af 1808. 354 Embedsmænd og titelindehavere var opdelt i ni rangklasser, hver for sig igen opdelt i rangnumre; i Hjemløs forekommer følgende titler (med forbehold ovf. titler af typen Virkelig Etatsraad/Krigsraad osv.):

✂ 2. rangklasse nr. 5: Kammerherre

✂ 2. rangklasse nr. 12: Konferensraad

✂ 3. rangklasse nr. 3: Virkelig Etatsraad

✂ 3. rangklasse nr. 9: Etatsraad

✂ 4. rangklasse nr. 2: Kammerjunker 4. rangklasse nr. 3: Virkelig Justitsraad

✂ 4. rangklasse nr. 10: Jægermester

✂ 5. rangklasse nr. 3: Justitsraad

✂ 6. rangklasse nr. 2: Virkelig Kammerraad

✂ 6. rangklasse nr. 5: Virkelig Krigsraad

✂ 7. rangklasse nr. 4: Krigsraad

✂ Note B. Datidens møntsystem: 1 rigsbankdaler (daler) = 6 mark = 96 skilling. Rigsbankdaleren konverteredes i 1875 til 2 kr. Omregnet i øre var en mark altså = lidt over 33 øre, en skilling lidt over én øre. Dalerens værdi svingede med tiden; følgende eksempler kan gives: En fuldmægtig ved toldinspektionen i København fik i 1844 en årsgage på 600 daler. Et par sko kunne på den tid fås for 3 daler. Goldschmidt betalte o. 1860 25 daler om måneden som underholdsbidrag til sin fraskilte hustru og deres datter.

✂

Bind I

✂ Agent: eg. kommissionær, der udførte forretninger for andre; her som titel til større selvstændig købmand. - Arild(s Tid): urgammel (eg. tidernes begyndelse).

✂ Stude (...) Brænderiet: man udnyttede masken (brænderiaffaldet) til kreaturfoder. - Landsenererne: regimenter af lansebevæbnede ryttere, som fandtes fra 1816 til 1842. - Amtstuen(s): amtsforvalterkontor.

✂ Jagt: holl., mindre sejlskib. - Svingbasse (r): mindre, drejelig skibskanon.

✂ Byfogden(s): underdommer og politimester i købstæderne.

✂ oversee: overskue, gennemskue.

✂ Munken gaaer i Enge: sanglegen »Munken og nonnen« (S. Tvermose Thyregod, Danmarks Sanglege 1931, 96).

355

✂ Der stander et Kloster: sanglegen »Bryde Kloster« (smst. 231).

✂ enhver (...) Undseelse: måske fra EC. Sibbern, jf. Efterladte Breve af Gabrielis 1826; se Danske Klassikere 30.

✂ Otteskillingen: se ovf. note B. - Cimbrerne og Teutonerne: germanske folkeslag, som anfaldt romerne o. 100 f. Kr. og sagdes at forcere Alperne ved at glide på skjoldene.

✂ Tidalerseddel: se ovf. note B.

✂ Justitsraaden(s): se ovf. note A. - det skjønne (...) Overflødige: allusion til Voltaires (1694-1778) »Le superflu, chose très nécessaire« (Satires, Le Mondain 9, 11).

✂ vorned: forpligtet til ikke at forlade hjemstavnen uden herremandens tilladelse. - Krigen: krigen mod England som en del af Napoleonskrigene 1800-1814. - Jøder (...) spærret: jøder fik først adgang til lavene 1788 og til at erhverve grundejendom og drive landbrug 1802. - Bissekram: småhandel ved dørene. - Korsklæder: trekantede hovedklæder. - Gyldenstykkes: af (silke)stof gennemvævet med guldtråde eller -bånd.

✂ Et Sæt: en samling. - rye: upoleret, grov (af fr. rude). - Reel: eng., hurtig sømandsdans i 2/4 takt.

✂ For da dandsede: udtryk fra folkevisen »Indtagelsen af Riberhus« (DgF nr. 147). - Kammerraad: se ovf. note A. - Skimler: gråskimlede heste. - Vienervogn: den fineste type kalechevogn.

✂ Feiler: savner.

✂ brunet: fr., mørk. - Catechet: gr., hjælpepræst.

✂ Krigsraad: se ovf., note A. - Maanedslieutenant: under krig kunne man tidligere blive ansat i marinen som løjtnant på månedlig opsigelse. - Kaper: skibsfører med en krigsførende magts tilladelse til at beslaglægge fjendtlige handelsfartøjer (koffardier). - Prise: krigsbytte.

✂ Fagre (...): fordrejelse for »Fare«, af sanglegen »Bro Brille« (Tvermose Thyregod anf. st. 220). - Dandsen gaaer (...): omkvædet i folkevisen »Elverskud« (DgF nr. 47). - Sportler: indkomster, afgifter. - Piquet: fr., kortspil mellem to.

✂ Afsluttethed: afsondring. - Dons: sp., adelsmænd (med titlen Don).

✂ Mirjams Sang: i 2. Mos. 15, 1-21 synger Israels folk Herren en lovsang efter overgangen over Det røde Hav, og Moses' søster Mirjam (Maria) og alle kvinderne danser til trommers lyd. Goldschmidt har anvendt den i skuespillet Rabbien og Ridderen (1869, II 8) og skriver i noterne hertil (s. 139): »Paa mig har selve Melodien (...) ved Vingeslaget i 2den Strophe og ved hele Sangens Blanding af 356 næsten vemodig Blidhed og ustyrlig Triumph, gjort et overordentligt Indtryk. Fra det Øjeblik, da jeg hørte den første Gang - i Margaret Street-Synagogue i London - i Aaret 1852, har den været mig en Trøst, en Oplivelse, en Kjærlighedsgjenstand, en Magt, der altid, naar helst den lod sig høre, sendte en ideel Luftning til Livsaanderne.« Sml. NS 1857 I 134.

✂ smaa Gryder (...): ordsprog (Mau, Dansk Ordsprogskat 1879 nr. 9140).

✂ ganz vorzüglich: ty., ganske fortræffeligt.

✂ Mal: ty., gang.

✂ F. g. m.: fanden gale (forhekse) mig. - Kehraus: ty, afslutningsdans. - Molinasco('er): (eg. mølledans) par- eller rækkedans, opr. lig med folkedansen »Den toppede høne«. - Langengelsk: dans, hvor deltagerne stod opstillet i to rækker over for hinanden, mens parrene efter tur dansede ned mellem rækkerne og tog opstilling nederst i disse. - Mark: se ovf. note B.

✂ Fattig Mand (...): ordsprog (Mau anf. st. nr. 2057).

✂ Skibet (...) Olieblad: Noas ark, 1. Mos. 8. - ien Mose (...) i Dvale: før ornitologer begyndte at ringmærke trækfugle, var det en udbredt opfattelse, at fugle som svalen og viben overvintrede på bunden af søer og moser. - gjækket: narret.

✂ man seer efter dens Bryst (...): var storken skiden, blev sommeren regnfuld; var den tør og ren, blev året tørt (H.F. Feilberg, Ordbog over jyske Almuesmål 1886-90 III 593). - Jynde: dial., hynde.

✂ Skibet var assureret: motivet med assurancesvigen, også benyttet i romanen Ravnen 1867, har baggrund i, at Goldschmidts faders fartøj forliste på vej til England, og at han led svære tab ved, at en engelsk assurandør stak af med konnossementerne (se flg. note); trods en langvarig proces fik faderen ikke sine penge tilbage (LE I 56). - Connossement(erne): ladebrev, skipperens skriftlige erklæring om at ville udlevere de fragtede varer. - Procurator: lat., sagfører.

✂ Michel Kohlhaas: titelfiguren i Heinrich v. Kleists fortælling fra 1810 om hestehandleren, der på grund af krænket retsfølelse ender som lovovertræder. Af Vordingborgs domsprotokoller fremgår, at Goldschmidts fader var indviklet i diverse retssager (Kyrre I 17f.).

✂ Byfoged: se n.t.s. 12.

✂ dobbelt italiensk Bogholderi: alm. brugt system, hvorefter enhver forandring i formuen bogførtes både som debet- og kreditpost til lettere kontrol. Opfundet af en italiensk munk 1504.

✂ Rytterescadron(erne): sp., underafdeling af rytterregiment.

357

✂ discurere: lat., samtale, drøfte.

✂ Bombe: bredfyldt glas, som skal tømmes i ét drag. - gjorde Besked: tog for sig af drikkevarerne.

✂ Vestindien: øgruppe i Det Caribiske Hav øst for Mellemamerika; delvis fransk kolonibesiddelse.

✂ gentil: fr., nobel. - enfin: fr., velan, godt! - Prakker: fattigfyr, tigger.

✂ Octav: eg. den 8. slags stød; drejning af hånden nedad med sænket kårdespids.- dyb Terts: den 3. slags stød nedefra op imod højre side af modstanderens våben. - Feinte: fr., finte, narrestød. - dyb Qvart: den 4. slags stød mod venstre side af modstanderens våben. - gentilhomme: fr., adelsmand, hofkavaler. - Creolerinde: kvinde af blandet indiansk-europæisk race.

✂ Generalbas: bas-stemme under musikakkorder; harmonilære.

✂ Pisang(s): malajisk, bananplante. - Granater: rød æblesort.

✂ Blanke: hvide. - Napoleon: i Fontainebleau tog kejseren afsked med sin garde efter at have underskrevet tronfrasigelsen. Fra hans ophold på St. Helena 1815-21 havde Goldschmidt set nogle relikvier på verdensudstillingen i London 1851 (NS 1851 VII 244, Fam.br. I 81).

✂ Physiken: kan i 19. årh. dels betyde naturlæren omfattende den uorganiske naturs love samt stoffernes opbygning og egenskaber (herunder også kemi), dels betegne det område af naturlæren, der omfatter mekanik, varmelære, læren om elektricitet og magnetisme, lydlære og lyslære (men ikke kemi). Den sidste betydning bliver den sejrende, her bruges tilsyneladende den første.

✂ Ildluft: ilt i fri tilstand.

✂ Arons Stav: 4. Mos. 17. - Jesus forvandlede (...): Joh. Ev. 2, 9.

✂ canaille: fr., hund, slyngel.

✂ Fiat justitia (...): lat., retfærdigheden må ske fyldest, om så verden skal gå til grunde (tillagt kirkefaderen Augustin). - Grøndals: Grøndalshuset, skovløberhus og traktørsted i Charlottenlund Skov (kendt fra J.L. Heibergs vaudeville De Uadskillelige, 1827).

✂ Bellevue: traktørsted ved Klampenborg. - Christian Winthers Sang: af »Til Een« (nr. 15, 1843).

✂ Eventyrets slumrende Prindsesse: ikke identificeret.

✂ den første Kjærlighed: lystspil af den franske dramatiker A.E. Scribe (1791-1861), oversat 1831 af J.L. Heiberg.

✂ præ('er): lat., præ ceteris = fremfor de øvrige, udmærkelse (sml. LE I 120f.; nærværende udgaves efterskrift II s. 326). - Metaphysica: filosofisk læreemne. Hentydning til Holbergs komedie Erasmus358Montanus III 1: »Jeg holder vel af Mademoiselle Lisbed, men min Metaphysica, min Logica har Prioritet«.

✂ Suffisance: selvsikkerhed. - Probenreuter: ty, handelsrejsende med vareprøver. - Saffian(s): pers., blødt læder.

✂ Springfyr: livlig og væver person; laps.

✂ Buk: brøler, dumhed.

✂ Ageposten: den ordinære postvogn (modsat ekstravogn). - Slag: dybe hjulspor.

✂ ligesom (...) Røg: så let som ingenting. - alle Fire gik fra ham: han faldt, så lang han var. - vov: sjællandsk, rask.

✂ kommen (...) slagen: frit efter Cæsars »Veni, vidi, vici« (lat., Jeg kom, så og sejrede) som melding om slaget ved Zela år 47 f.Kr. - Ritt ins alte romantische Land: ty., ridt til det gamle romantiske land (fra Wielands epos Oberon 1780). Sml. II s. 16.

✂ besynderlige: særlige, særegne.

✂ academiske Borgerbrev: studentereksamensbeviset, udstedt af universitetet, hvor eksamen dengang blev aflagt.

✂ Chirurgicum: den i 1736 oprettede kirurgiske læreanstalt, der først 1842 blev forenet med universitetets medicinske undervisning. - Steensliber: person, der driver om på gaderne, dagdriver. - Bruus: gammelt kortspil.

✂ Escadron: se n.t.s. 48.

✂ Fadding: overdel af (åben) vogn. - Aaringer: år. - Caroline Amalie (s): kronprinsesse, f. 28/6 1796, gift med Christian Frederik, den senere Christian VIII.

✂ Statstidende(n): navn på Berlingske Tidende 1808-33. - Kronprindsessen: måske Sophie Frederikke (1758-94), gift med arveprins Frederik (søn af Frederik V). - Nebel: se s. 28. - pudse: narre, spille et puds.

✂ unter uns: ty., mellem os. - Lux: af ty. Luchs: los.

✂ mixtura (...) decoctum: lat., kamfer og kinin.

✂ Paganini: den berømte italienske violinvirtuos Nicolò P. (1782-

1840

✂ havde som lærer Giacomo Costa i Genova. 99 Matrosen: ikke identificeret.

104

✂ slaaer (ud): sparker. - Pallas Athene(s): visdommens gudinde.

105

✂ Privat-Præceptor: en student skulle dengang - nærmest proforma - have en universitetsprofessor til sin personlige vejleder under studietiden. - Kjæmpehistorier: heltesagn.

106

✂ Herrer i Aandernes Rige: efter Chr. Winthers studentervise »Her under Nathimlens rolige Skygge« med koret »Herrer vi ere i Aandernes 359 Rige«, skrevet ved Studenterforeningens stiftelse 1820. - »Himmerig« (...) »Helvede«: værtshuse i Københavns Latinerkvarter (sml. NS 1853-54 V-VI 429). - Burschenschaft (...) Landsmandskaber: politisk betonede korporationer ved tyske og svenske universiteter. - Poul Møller: digteren Poul Martin Moller (1794-1838) var professor i filosofi i Kobenhavn fra 1831.

107

✂ Brøndsted: arkæologen Peter Oluf Brøndsted levede til 1842 og havde med »fornøjelse« (LE I 105) eksamineret Goldschmidt i græsk til artium, der dengang afholdtes ved universitetet som adgangsgivende studentereksamen. Sml. nærmere om de to lærere i LE I 122. - hans egen Reise: B. har skildret sine udgravninger i Grækenland 1810-13 i værket Voyages et recherches dans la Grèce 1825-30. - Sophokles: græsk tragediedigter (496-406 f. Kr.). - Oversættelse: B. oversatte på forelæsningerne de græske tekster til latin. -en venlig Hilsen var bleven hans Død: B. omkom ved fald fra hesten, da han standsede op for at tale med en ven. Ingen af de to mest bekendte mindedigte om ham (af Oehlenschläger og Chr. Winther) indeholder et udtryk som det citerede. - Gudinden: Athene (sml. n.t.s. 104).

108

✂ Romer: den romerske gesandt i Karthago (n.t. II s. 15) sagde til karthagerne: »I denne toga (mandskappe) bærer vi krig eller fred for jer - tag, hvad I vil!« De svarede: »Giv, hvad du vil«. Så begyndte den anden puniske krig (218 f.Kr.). - Freia (...) Vaulundur: i Oehlenschlägers Vaulundurs Saga (Poetiske Skrifter ved F.L. Liebenberg l862, XXX 55f.).

110

✂ Collegier: forelæsningshæfter med studerendes notater. - Familie: Bagger (s. 478).

111

✂ Sem: seminaristen Diderik Haundrup (s. 129). - Collegier(ne): (her) forelæsningerne.

112

✂ Octav: se n.t.s. 60.

113

✂ Sands: fornuft. - Kan om en rask, romantisk Daad (...): begyndelsen af tilegnelsen til grev A.C.P. Rantzau til Breitenburg (1840). - »min Skat«: i digtet af denne titel (1840) fra samme samling (Samlede Digtninger 1860 I 200f.). - »Sangerens Lykke«: i digtet af denne titel (1840) fra samme samling (anf. st. V 175).

114

✂ Serenaden: digtet »Serenade« fra samme samling (anf. st. I 217). Dets slutning kalder Goldschmidt i sin afhandling Lyrisk Poesi (NS 1857 I 32) »enten uforstaaelig (mislykket Symbolik) eller usædelig, blot sandselig (Symbolet vendt paa Vrangen)«. - Faust-Fragment: scenen »Faust und sieben Geister« af et Faust-drama, hvorpå G.E. Lessing 360 arbejdede fra 1756 til ind i 1770erne, og som tryktes 1759 i et af hans Literaturbriefe (Meyers Klassiker-Ausgabe u.å. III 108f.). - Vigne: fr., vinhave eller -gård.

115

✂ Hauge: have. - den magiske Nøgle: hentyder til Thomasine Gyllembourgs novelle af dette navn (i Kjøbenhavns flyvende Post 1828, Samlede Skrifter 1866 I 219). Heri finder en ung teolog på gaden en nøgle, der passer til et hus med en rød mur, og da han lukker sig ind med den, træffer han en vidunderlig skøn kvinde. - huld: venlig. - en ung Dame: sml. s. 479.

116

✂ nydelig og frydelig som Fløiternes Klang: citat fra Winthers førnævnte digt »Min Skat«. - Rambaut: fra Winthers førnævnte digt »Sangerens Lykke«. - Faublas: hovedpersonen i Jean Baptiste Louvet de Couvrays roman Les amours du chevalier de Faublas (1787-90); han er skildret som en libertiner. - Casanova: venetiansk eventyrer og forfatter (1725-98), kendt for sine erotiske memoirer.

118

✂ Saturnal: en romersk løssluppen vinterfest (eg. for guden Saturn). - Rambaut (...) Montferrat(s): fra Winthers førnævnte digt »Sangerens Lykke«. - Camilla: fra Winthers førnævnte digt »Serenade«.

119

✂ De Fremmede: sml. s. 396. - Brændepenge: tidligere måtte forældre betale brændselspenge for skoleeleverne.

120

✂ Abekjærlighed: overdreven omsorg for afkommet.

121

✂ uden I blive som disse Smaa: Matt. 18, 3. - det ene Fornødne: allusion til Luk. 10, 42. - Himmerig for Vordingborg Slot: ifølge sagnet var det ellers Gurre slot, som Valdemar Atterdag ikke ville give afkald på for at komme i himlen. Sml. Goldschmidts Fortællinger 1846 (Udv. Skr. I 348).

122

✂ Fylgie: skytsånd.

123

✂ Collegierne: forelæsningerne.

124

✂ Adresseavisen: avertissements- og annonceblad siden 1759. - gav paa Haanden: betalte et mindre beløb forud. - hellig: gudfrygtig.

126

✂ sympathetisk: i fælles følelse, samstemt. - Du plager mig (...): Aias vers 589f., gentages s. 127 og II s. 145). Oversættelsen var udarbejdet, inden Dorphs danske udgave af Sofokles forelå (1851). Sml. Dagb. II 31. - seine Sache (...): ty., »ikke satset på noget«, fra Goethes digt »Vanitas! Vanitatum vanitas!« 1806. - thi kun de Forstandige (...): Aias vers 132f.

127

✂ Thi bedre (...): smst. vers 633ff. - Idag tilraaber (...): smst. vers 868f. Citeres også LE I 225.

128

✂ Philoktet: tragedie af Sofokles. Citatet er vers 82. - Hakon Jarl og361Væringerne i Miklagaard (eg. Miklagard): tragedier af Oehlenschläger fra 1807 og 1827. - Elverhøi: skuespil af J.L. Heiberg 1828. - Joseph og hans Brødre: syngestykke (1807) af den fr. komponist E. Méhul. - Den hvide Dame: syngestykke (1825) af den fr. komponist F. Boieldieu. - Des Knaben Wunderhorn: Arnim og Brentanos tyske folkevisesamling fra 1806-08. - Aristoteles's Værk om Staten: I.II.15 (»hvis mennesker blot var forskellige i legemlig henseende, således som gudebillederne er det, ville alle hævde, at de ringere burde være slaver for de bedre«, Statslære overs. af Norvin og Fuglsang 1946, 15). - Kodros('s): efter et sagn havde oraklet i Delfi spået dorerne, at de skulle vinde magten i Attika, dersom de dræbte Athens konge Kodros, hvorefter han frivillig gik i døden; fra da af afskaffede athenerne kongemagten (1068 f.Kr.). - Jupiter el. Zeus: den øverste gud. - Phidias: berømt græsk billedhugger (5. årh. f.Kr.). - Propylæerne: indgangsparti til Athens tempelborg Akropolis. - Lysander: føreren for den spartanske flåde, der i den peloponnesiske krig besejrede athenerne ved Aigospotamoi 405 f.Kr. - Philip: Filip II besejrede Athen i slaget ved Chaironeia 338 f.Kr. - Alkibiades: athensk statsmand og feltherre (5. årh. f.Kr.).

129

✂ Plutarch: i sin levnedsbeskrivelse af Alkibiades kap. 23. - Kong Agis's Kone: Agis II af Spartas dronning Timaia, som Alkibiades forførte (ifølge Plutarch smst.). - det Eleusinske Tog: de halvårlige fester ved byen Eleusis til ære for gudinden Demeter var i nogen tid blevet forsømt, hvorefter Alkibiades blæste nyt liv i dem (ifølge Plutarch smst. kap. 34). - Forræderi: Lysander fik den persiske statholder i Lilleasien Parnabasos til at sætte ild til Alkibiades' hus og overmande ham; han blev begravet af sin elskerinde Timandra (Plutarch smst. kap. 39). - Obol(en): græsk mønt. - Styx: flod i underverdenen. - Sem: sml. s. 111. - Seminarist: seminarieuddannet lærer. - Artium: studentereksamen. - Non: forkortet for »non contemnendus« (lat., ikke foragtelig), 3. eksamenskarakter.

130

✂ Balles Lærebog: biskop N.E. Balles Lærebog i den Evangelisk-christelige Religion 1791 og ofte siden. - Baden(s): Jacob B., klassisk filolog, hvis Grammatica Latina udkom første gang 1782. - Sem, Cham og Japhet: Noas sønner ifølge 1. Mos. 5, 32. - Phæacer: (af Sem udtalt Fæaser) i Odysseens 6. sang får den skibbrudne Odysseus en venlig modtagelse hos Phaiakernes konge Alkinoos og hans datter Nausikaa; i deres ø-rige levede man under lykkelige naturforhold. - grant: tydeligt. - k: græsk kappa.

362

131

✂ Wilster: filologen Chr. W oversatte Odysseen 1837. - Saa hun talte: 6. sang vers 66f. - Grønsel: grønsager. - Karm (en): fornem vogn. -klaffersk: bagtalerisk. - Men naar du ind (...): smst. vers 303ff.

132

✂ Viid, at ifald (...): snist. vers 313f. - Ulysses: lat. form af Odysseus. -Jüngling und Mädchen: sang fra Neckar i Sydtyskland; hedder i Des Knaben Wunderhorn (ovf. n.t.s. 128) »Zwei Röselein« (Du vil da ikke rejse videre, har jo tid endnu. - Jo jeg vil rejse videre, min vej er lang! Hen hvor ingen pige bryder sin trofaste kærlighed! - Skat, tag hjem af kærlighed, du finder ikke derhen). - Der hatte selbst (...): de to næstsidste strofer af Veit Webers digt »Schlacht bei Murten« (gendigtet efter Diebold Schillings Beschreibung der Burgundischen Kriege), optaget i Des Knaben Wunderhorn (Den, som gjorde dette rim, havde selv hånden på sværdet. Til om aftenen mejede han med sværdet, om natten besang han slaget. Han svang strengene og sværdet, en spillemand og soldat, dyrebar for herrerne og pigerne, for danseren og prælaten). Sml. n.t. II s. 155.

133

✂ Danmark deiligst (...): Laurids Kocks (d. 1691) Danevirkevise, gendigtet flere gange af N.F.S. Grundtvig. - Forlov: fri. - Pauline: navnet måske efter Goldschmidts sværmeri fra Skamlingsbanken Pauline Seidelin (Kyrre I 79f). - Udstillingen: den årlige salon på Charlottenborg.

134

✂ Phidias: se n.t.s. 128. - Perikles: berømt græsk statsmand (5. årh. f.Kr.). - Parthenon: Athenetemplet på Akropolis. - Wonnedienst noch glänzte: af Schillers digt »Die Götter Griechenlands« (1788) strofe 1 (deres frydelige dyrkelse endnu strålede). - Paros: ø i Ægæerhavet, kendt for sit marmor.

136

✂ Minosdom: sagnkongen Minos af Kreta blev efter døden dommer i underverdenen. - Jeg seer (...): populær datidig vise. - Lyder: fejl. -sokratisk: som den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.), hvis spørgsmål skulle bringe den udspurgte til klarhed over sig selv.

137

✂ Watt: opfinderen af dampmaskinen James W. (1736-1819). - Jacquard: opfinderen af vævemaskinen Joseph Marie J. (1752-1834). - Rosenkilde: skuespiller ved Det Kgl. Teater Christen Niemann R. (1786-1861), til hvis bedste roller hørte titelfiguren i Mélesville og Duveyriers vaudeville Michel Perrin 1834 og Trop i J.L. Heibergs Recensenten og Dyret 1826. - Fru Heiberg: Johanne Luise H. (1812-90), tidens betydeligste skuespillerinde. - Ryge: skuespiller ved Det Kgl. Teater Johan Chr. R. (1780-1842). - Jesper Ridefoged: i Holbergs komedie Erasmus Montanus (ca. 1722).

138

✂ Qventin Messys: den nederlandske maler Q. Metsu (1630-67), som 363 Goldschmidt havde set billeder af på Dresdener-galleriet 5/11 1846. Ifølge en overlevering fik Metsu først sin brud, da han på faderens forlangende havde malet hendes portræt uden at se hende (sml. Ingemanns digt »Qvintus Messis« i Reiselyre I). - Høiskolen: Den militære Højskole, oprettet 1830. - »Guldslagerdatteren i Brügge« og de Bassenvelds Dragoner: ikke identificeret.

139

✂ modus disputandi: lat., måde at disputere på. - Livets Aande: 1. Mos. 2, 7.

140

✂ Troerne: beboerne af Troja (i Iliaden). - Achæer: de hellenske deltagere i felttoget mod Troja (smst.). - Pythia: Apollons præstinde ved oraklet i Delfi. - Spelandisimo (...): vrøvlelatin, replik, let ændret, af Chilian i Holbergs komedie Ulysses von Ithacia (1723) I, 14; måske dannet af ordene »spædlam dier sin mor, ren kål afædt, spæk afædt, ko-pis, øjensand« jf. Ludvig Holberg: Seks komedier (Danske Klassikere 151). - Quod erat (...): lat., hvilket skulle bevises. - Creditiv: troværdighedsbevis. - Tribunal: domstol. - Solen (...) Ajalons Dal: Jos. 10, 12.

141

✂ Schiller: i Schillers fortale »Über den Gebrauch des Chors in der Tragödie« 1803 hedder det: »Es ergibt sich daraus von selbst, dass der Künstler kein einziges Element aus der Wirklichkeit brauchen kann, wie er es findet, dass sein Werk in allen seinen Teilen ideell sein muss, wenn es als ein Ganzes Realität haben und mit der Natur übereinstimmen soll« (Det giver sig af sig selv, at kunstneren ikke kan bruge et eneste element fra virkeligheden, som han finder det, at hans værk i alle sine dele må være ideelt, hvis det som et hele skal have realitet og stemme overens med naturen). - En fransk Forfatter: ikke identificeret.

142

✂ Kaffemøllebefordring: vognene, der udlejedes for kørsel til Charlottenlund, kaldtes kaffemøller (vistnok fordi hjulene knirkede med en lyd som af kaffebønner, der blev malet).

143

✂ Phantasus: i græsk mytologi navn for drømmeguden. - Pegasus: i græsk mytologi poesiens vingehest. - »Tinter«: farvetoner. - Contrapunkt: harmonilære. - Nattergal: (her vel) sangkunst.

144

✂ maatte jeg spørge Monsør (...): Holbergs Erasmus Montanus IV, 4. - der følger deraf (...): Erasmus' svar på Jacobs spørgsmål smst. - Constantia: traktørsted ved Charlottenlund Strandvej. - Psalmebogen: et spil kort, kaldet »Holmblads salmebog« efter kortspilfabrikanten Jacob Holmblad, jf. T. Vogel-Jørgensen: Bevingede ord, 5. udg. (1975) sp. 536. - over Skrævet: for vidt.

145

✂ Borchs Collegium: studenterkollegium i St. Kannikestræde, stiftet af 364 Ole B. (1626-90). - Doctrinaire: se n.t.s. 147. - misundte ham: så skævt til ham.

146

✂ Doctriner: læresætninger. - Læseselskaber: foreninger med bogsamlinger. - 2 Mk.: se ovf., note B.

147

✂ Collard (...): leksikonartiklen handler om den oppositionsfløj inden for fransk politik i Restaurationstiden (1815-30), der kaldtes »De doktrinære«, fordi de hævdede en videnskabelig statslære i modsætning til en vilkårlig politik; de kendteste medlemmer var Roger-Collard, Hertugen af Broglie og F.P.G. Guizot. - Pelagianismen: en af den engelske, mest i Rom boende munk Pelagius (o. 400) grundet lære, der bl.a. benægtede arvesynden og anså barnedåben for overflødig. - jacobitiske: den spanske munk Jakob Baradai (d. 578) stiftede en såkaldt monofytisk kirke, ifølge hvilken Kristi guddommelige og menneskelige natur kun er én, idet hans menneskenatur var opslugt af den guddommelige. - Monotheleterne: kirkelig retning, efter hvilken Kristus har to naturer, en menneskelig og en guddommelig, men kun én vilje. - Almindeligt Hospital: sygehus i Amaliegade (bygget 1768).

148

✂ spansk Flue: medicinsk udtræk af biller med afledende virkning. - Catechismus: lærebog i kristendom. - commilitones: lat., eg. krigskammerater; fæller. - Gratias (...): lat., Jeg takker dig. Jeg skal komme. - det passive Futurum: ifølge Goldschmidts anmærkninger i NS 1853-54 V-VI 429 opfatter Sem udtrykket grammatisk (om gerundiven veniendum), mens Carlsen mener fremtidig lidelse. -Præteritum: datid. - venturus sum: Jat., Jeg vil komme. - Incurabel: uhelbredelig.

149

✂ Margo: Margaux, fransk rødvin. - Lafit: Château Lafitte, fransk bordeauxvin.

150

✂ aved: bagvendt. - probere: prøve. - sobrius (...): lat., ædru. Ingen danser ædru (Ciceros tale »Pro Murena« 13). - Est hæc (...): Dette er ikke en medfødt, men en skreven lov (Ciceros tale »Pro Milone« 10, anført som eksempel i Badens Grammatica Latina, 7. udg. 1830 s. 21). - Syntaxis: sætningslæren. - Est hæc non scripta (...): lat., Dette er ikke en skreven lov, men en medfødt, som vi ikke har lært, ikke hørt, ikke læst, men har grebet, øst og hentet ud af selve naturen, som vi ikke er oplært, men skabt til (smst., Baden s. 300). - til Maade: moderat. - Lader: manerer. - Ephes.: Paulus' brev til menigheden i Ephesus.

151

✂ Paulsen: sml. s. 231. - Lem paa Almindeligheden: Almindeligt Hospital 365 (se n.t.s. 147) omfattede en såkaldt lemmestiftelse, dvs. bolig for syge, gamle el. fattige.

152

✂ Libation: ofring. - Gratierne: græske gudinder for skønhed, ynde og festglæde. - favete linguis: lat, Hold tand for tunge (Horats' Oder 3, 1, v. 2). - Hald har visse lighedspunkter med Orla Lehmann uden dog at være et portræt. - in corpore: lat., korporligt, i virkeligheden. - Bregning er som teolog elev af H.L. Martensen (1808-84, professor i teologi, biskop); sml. s. 299, 362. - Atellanerne: sådan kaldte forfatteren Carl Ploug (1813-94) sine studenterkomedier efter gammelromerske folkeskuespil, der oprindelig skulle stamme fra byen Atella i Campanien.

153

✂ Østergade: her kunne man møde prostituerede (sml. s. 159). - ryster Erindringen (...): tydeligere i den engelske oversættelse (Homeless I 213): »Memory shakes the dust off her mantle«. Sml. s. 296, II s. 75. - sætte (...) Ban: bandlyse Holbergs komedier p.g.a. deres frisprog. - Syllogisme: følgeslutning. - Omar: Omar ibn el-Chattab udvidede som kalif (634-44) Islams områder og gjorde Medina til en betydningsfuld by. - Hyllesteds Badstuer: ikke omtalt i samtidige københavnske vejvisere eller i den topografiske litteratur. - Rysensteens Bastion: del af fæstningsanlæg ved Kallebodstrand, hvor også en meget besøgt badeanstalt lå (sml. digtet »Rysenstens Bade« i J.L. Heibergs Danmark, et malerisk Atlas 1841-42).

154

✂ Herrnhutere: i Øst-Sachsen nær Bøhmens grænse oprettedes i 1727 et evangelisk kirkesamfund, en »Brødremenighed«, i kolonien Herrnhut (Herrens varetægt). Den fik i 1772 en aflægger i Christiansfeld i Nordslesvig. - les dehors: fr., det ydre. - Menneskene ere ikke saa gode (...): citat fra Balles lærebog (ovf. s. 130) s. 50.

155

✂ Syndens Sold (...): Paulus' Romerbrev 6, 23. - Baiser ainsi la main (...): fr., fra Molières komedie École des femmes (1662, da. Fruentimmerskolen) II 6. - Qu'il est aux enfers (...): fr., Arnolphes replik fra samme komedie III 2. - tre Hestehaler: fornemste grad (idet de sattes på en stang med en forgyldt halvmåne uden for ejerens telt). - Circassierinder: tjerkessierinder (fra Vestkaukasus).

156

✂ Cliquot: Veuve C., champagnemærke.

157

✂ Grisette: fr. (eg. gråklædt) jævn pige, der er kæreste med kunstnere eller studenter. - løsende: fritagende, tilgivende. - løsende og bindende Magt: Matt. 16, 19. - David: salmedigter (efter Salmernes Bog i GT). - Raphael Sanzio: den italienske maler Rafael (1483-1520, eg. Rafaello Santi) var søn af maleren Santi, urigtigt kaldet Sanzio. Berømt 366 er hans sixtinske Madonna. Han giftede sig aldrig, men fik ry for at have forskellige elskovsforhold. - Prokesch von Osten: østrigsk diplomat og forfatter (1795-1876), har skildret historiske og politiske forhold i Østen og tillige skrevet digte. Citatet er fra »Ober Ungarn« 1821 (Kleine Schriften V 1844 s. 299) (Bred, o glemsel, dit slør over de mørkere livsdage, de dage, som letsind og vildt blod fyldte for mig med skyer; tilhyl dem venligt. Før mine fejls skikkelser af vejen, så at jeg ikke hører deres klagestøn og deres fordrings sørgelige råb! Tænk på, at jeg var god og endnu er det, thi hvad jeg har sået af synder, var ikke udsprunget af hjertet).

158

✂ Absolution: syndsforladelse. - Woltmann: Karl W.s roman Memoiren des Freiherrn von S-a 1817 (også kendt af P.L. Møller, sml. Julius Clausen: En Kvindes Kærlighed 1928 s. 36). - Klag'gestöhne (...) traurigen Ruf: jf. n.t.s. 157, Prokesch von Osten. - blive lykkelige (...): sml. s. 278.

159

✂ Tillysningen eller Kongebrevet: forkyndelsen eller bevillingen til ægteskab. - Wir Alle sind (...): ty, Vi er alle forelsket natur. I G.F. Daumers oversættelse 1846 af den persiske lyriker Hafiz (1326-90) står »Wir alle sind verliebter Art« (s. 135). - Da jeg blev større (...): fra Oehlenschlägers Aladdin (Poet. Skr. ved Liebenberg I 288). - At gantes lidt (...): orig. »at løbe efter (...)«. - Musselin(et): fint bomuldsstof.

160

✂ toe: vaske; sml. Matt. 27, 24. - Deutschtum (...): fra Goethes »Vier Jahreszeiten« 1796 (Jubiläums-Ausgabe 1902 I 242) (Tyskhed eller franskhed fortrænger i disse forvirrede dage - som i sin tid lutherdom - rolig dannelse). - jo: (her) ikke.

161

✂ Lykkens Yndling: Carl Bernhards roman fra 1838. I sin Efterskrift NS 1858 I protesterede Goldschmidt mod udgangen på den slags »demoraliserende« bøger, som »gjøre et behageligt Indtryk og dysse Læserne i venlige Drømme (...) Der døe Helt og Heltinde i Sandselighedens høieste Øieblik, og den menneskelige »Lykke« krones ved denne Død, der kommer saa heldig, at den forhindrer Vedkommende fra nogensinde at savne Nydelse.« Her derimod dør helten, da han etisk er nået til det højest mulige punkt, og dette er den største lykke (sml. nærværende udgaves efterskrift II s. 345)

162

✂ Robespierre: fransk revolutionær politiker, henrettet 1794. - Carrousel: ringridning. - strikkede borgerlige Strømper: den franske kommune besluttede, at de revolutionære kvindeselskaber skulle have en hædersplads ved nationalfesterne og strikke imedens, hvorfor de blev kaldt »Robespierres strikkekoner« (Lamartine: Girondisternes367Historie, overs. af Th. Overskou VII 1848 s. 226). - Desmoulens: Camille Desmoulins, revolutionær skribent, henrettet 1794. - Danton: fremtrædende fransk revolutionær politiker, henrettet 1794. - Veto: (lat., jeg forbyder) forbud, forkastelse. - guillotineret: henrettet med guillotine, faldøkse.

163

✂ Medisancen: bagtalelsen.

164

✂ der staaer skrevet: udtrykket ses flere steder i NT, fx Matt. 4, 4,6,7,10.

165

✂ iTaaget: i tåge, blinde. - Mynt: mønt. - Kjæltringesproget: hos de jyske tatere eller natmænd, for en stor del byggende på hemmelige sprog (tyvesprog). Det var beskrevet af filologen N.V. Dorph i De jydske Zigeunere og en rotvælsk Ordbog 1824.

166

✂ Parlementair: underhandler i krig, som ledsaget af en trompeter var ukrænkelig.

167

✂ Eheu (...) sein!: lat.-ty. »Ak kammerater! Lad os ikke være kulrede« (formodentlig en tysk studentervise). - sans phrase: fr., uden omsvøb. - Gratierne: se n.t.s. 152. - Muserne: ni græske gudinder for kunst og videnskab. - Hvi sjunges (...): fra Oehlenschlägers digt »Daniel Rantzau« (1811, Poet. Skr. ved Liebenberg XXIV 216). -Passet: Thermopylæ, som soldater fra Sparta søgte at spærre for perserne (480 f.Kr.). - Hvi rose (...): fra Rahbeks »Drikkevise« (Chr. Iversens Samling af Poesier, Nytaarsgave 1783 s. 42).

168

✂ Umiddelbarhed: ironisk titel i lighed med Højhed o.l.

169

✂ hvide Schavler for røde: allusion til Oehlenschlägers Aladdin, 4. akt; Schavler: sjaler. - à tout prix: fr., til enhver pris.

171

✂ Emploi: fr., ansættelse. - Informationer: privatundervisning. - Associé: medejer.

172

✂ Jagt: se n.t.s. 11. - Lyæus: tilnavn til guden Bacchus som den, der befrier for sorg.

173

✂ Treuthold (...): fra Aloys Blumaurs »Lied, in Abwesenheit des Geliebten zu singen« (Sang at synge i den elskedes fravær, Gedichte 1787 II 14) (Treuthold, min elskede, er gået herfra, skove og bjerge skjuler ham for mig). - Biskop Christian: ærkebiskop C. I af Mainz (d. 1183), en overgang pave Victor IVs gesandt i Danmark, en fremragende diplomat og kriger, der ydede den staufiske kejser Friedrich store tjenester. - Nero: romersk kejser (37-68, kejser 54-68), indbildte sig at være en stor digter, sanger og skuespiller og skal på dødslejet have udbrudt: »Hvilken kunstner mister verden ikke i mig!«

174

✂ Israels Børn: israelitterne forlod »Ægyptens kødgryder« (2. Mos. 16, 368 3 og udvandrede til Kanaan. - Deputeret: fuldmægtig, embedsmand. - Admiralitetet: marineministerium. - Heiberg: J.L. H. indførte Hegels filosofi i Danmark, efter hvilken den umiddelbare erkendelse gennem refleksion blev løftet op i den spekulative sfære. - Mynster: J.P. M., førende teolog og biskop (1775-1854). - Visitats: gejstlig inspektion. - Joseph (...) den øverste Bager: i 1. Mos. 40 fortælles, at Faraos mundskænk og bager kastes i fængsel, hvor Josef udtyder deres drømme; mundskænken drømmer om et vintræ, hvis tre kviste grønnes, hvilket Josef udlægger som, at han om tre dage skal være genindsat i sin stilling, bageren, at der var tre kurve på hans hoved, hvad Josef tyder som en forudsigelse om, at Farao om tre dage vil hænge ham. - Generalprocureur: kongens øverste juridiske rådgiver.

175

✂ Diogenes: den græske filosof fra 4. årh. f.Kr., der ved højlys dag gik rundt med en lygte og sagde: »Jeg søger et menneske« (ifølge Diogenes Laertios' filosofihistorie). - Alexander: Aleksander den Store (356-323 f.Kr.) beklagede sig ifølge Plutarch over, at hans far Filip II af Makedonien ved sine mange erobringer ikke havde efterladt ham mere at udrette (Levnedsbeskrivelse kap. V). - Salomon: da Gud tilstod ham en bøn, udbad han sig et viist og forstandigt hjerte (1. Kong. 3). - Jeg kalder Lykken (...): af Oehlenschlägers Aladdin 3. akt (Poet. Skr. ved Liebenberg I 182); orig.: »(...) Min Lykke er / At sætte det igiennem, som jeg kan; / At overvinde hver en ussel Hindring«. - Brysselertæppe: særlig udsøgt tæppe tilvirket i Bruxelles.

176

✂ Herrens Nat (...): forvanskning af »Herrens dag (dvs. Dommedag) skal komme som en tyv om natten« (1. Tess. 5, 2). - en af de gravede Kalke: efter Matt. 25, 27 (»Ve Eder, I skriftkloge og farisæer, I øjenskalke, thi I er ligesom kalkede grave, hvilke synes dejlige udvortes, men indadtil er fulde af døde ben og al urenhed«).

178

✂ Madam Bille: Paulines mor. - et Ordsprog: fra Juvenal 14, 47. - Nausikaa: sml. s. 131.

179

✂ Sandelig det er ikke godt (...): 1. Mos. 2, 18.

180

✂ Institut: undervisningsanstalt.

181

✂ i to Verdener: sml. skildringen af P.L. Møller i LE I kap. 8.

182

✂ Ottilie (...): sml. s. 562. - Informationer: huslærerundervisning.

183

✂ det Skjønne og det Sande: hovedbegreber i tidens idealistiske filosofi, fx hos H.C. Ørsted. - holde Foredrag: sml. LE I 174 (»han vilde ikke 'holde Foredrag' for mig, lade sig 'suge ud'«). - Tirailleur(fægtninger): 369 fr., blænker, skytte. - Foreningen: Akademisk Læseforening, stiftet af Carl Ploug 1839 som diskussionsklub til modvægt mod den konservative Studenterforening fra 1820.

184

✂ Euripides's »Bacchantinder«: vers 203-206. - Elementarisk: elementært, usammensat.

185

✂ positiv Baggrund: Goldschmidts eget forsvar for »Corsaren«.

186

✂ meine Herrschaften: ty., mine herskaber. - to Børn: søvnen og døden, hvormed den græske gudinde for natten (Nyx) blev afbildet.

187

✂ homerisk Latter: skoggerlatter, som guderne brød ud i, da den vanføre smedegud Hefaistos optrådte som mundskænk (skildret i Homers Iliade I 599). - Kleon: atheniensisk garver og demokratisk politiker, modstander af folkeforlystelser og genstand for komedieforfatternes hån (d. 422 f.Kr.). - Funker: gnister.

188

✂ Anfaldet: overfaldet. - Bayard (...) peur: fr., uden dadel og med frygt. Pierre du Bayard, »Ridderen uden frygt og dadel«, tjente sine sporer (dvs. gjorde sig værdig til ridderslaget og de gyldne riddersporer) under den franske kong Karl VIII's tog til Neapel 1496. -Radamanthos: Kong Minos' bror Radamanthys (sml. n.t.s. 136) blev ligesom denne efter sin død dommer i Underverdenen.

189

✂ Stoa: søjlehal i Athen, hvor Zenon o. 300 f.Kr. underviste i filosofi, hvorfor tilhængere af hans retning kaldtes stoikere. - Academiet(s): lokalitet ved Athen, hvor Platon underviste. - Tribunal: domstol. -Præsteattest: gjaldt normalt udskrift af kirkebøger, attestering af civilstand m.m.

190

✂ 1500 Rbd.: se ovf., note B. - Salon-: selskabs. - ad majorem (...): lat., til større ære for. - vergilde (...): jødetysk (?), forgylde Rundetårn (forekommer også i Ravnen, Udv. Skr. IV 255). - Selskab: samfund (ty. Gesellschaft).

191

✂ Vaudeville (n): fr., lystspil med indlagte sange. - O, Svaghed (...): fordrejning af Hamlets replik hos Shakespeare (I, 2): »Svaghed, dit navn er kvinde«. - Absolutismen: enevælden. - vort Maskepi (...): her taler en nationalliberal ligesom i det følgende om Skandinavismen. - Anfald: se n.t.s. 188. - Barbarerne: perserne i 5. årh. f.Kr. - Da skal det Frie (...): fra Carl Plougs digt »Længe var Nordens herlige Stamme / spaltet i trende sygnende Skud« 1842.

192

✂ Aa (...) raabte En: teologen Gram (sml. s. 296), en karikatur af historikeren Fr. Barfod, der i sine Fortællinger af Fædrelandets Historie 1853 havde frakendt Goldschmidt »Alvor, Overbevisning og Troskab«. Skønt Goldschmidt havde deltaget i studentertoget til 370 Uppsala 1843, var han ikke skandinav. Om grundtvigianerne udtalte han i en politisk oversigtsartikel (NS 1856 III 51): »Grundtvig var dengang [efter Julirevolutionen 1830] ivrig Absolutist og Barfod hans ivrige Amanuensis. Dette Parti holdt smaa Conventikler eller Samfundsmoder, hvor man sang om Uffe hin Spage, om Modersmaalets Sødhed o.s.v., og havde her en Slags hemmelig Cultus, som Politikerne smilede ad, eller som de fandt skadelig, fordi Folket ved disse dunkle Sympathier blev holdt i blind Afhængighed af Skjoldunge-stammen.« - Hel(s): den nordiske dødsgudinde. - (Seirs)drapa: kvad. - Løvehoved: i skibsstævnen. - Hjertespeil: hjerteformet agterspejl; Løvehoved og Hjertespeil alluderer til Grundtvigs Dansk Rimkrønike 1826, Poetiske Skrifter 1885 VI 78: »Da kom en Snække for fulde Seil / med Løvehoved og Hjærte-Speil«. Også kendt fra Grundtvigs sang om kong Skjold »I gamle Dage det var engang«, som bygger på versene i Rimkrøniken. - Loke: gammelnordisk gud af jætteæt, men optagen blandt de egentlige guder, aserne. - Moses har lagt Bjælker under Isen: sml. 2. Mos. 14.

193

✂ Aristophanes (...) »Fuglene«: 414 f.Kr. - emancipere: frigøre. - Hugin og Munin: eg. tanke og minde. - han gik (...): efter en replik i Thomas Overskous skuespil Østergade og Vestergade 1828 (III 16), hvor skuespilleren C. N. Rosenkilde ved førsteopførelsen ændrede »frygtelig« til »fyrgterlig«. - Thi Zeus (...): Fuglene vers 480. Ifølge NS 1853-54 V-VI skylder Goldschmidt N.V. Dorph oversættelserne fra dette stykke, som Dorph var i færd med at fordanske.

194

✂ Tilforn de sokratiserede: smst. 1282-85. Sml. n.t.s. 136. - ved Ord (...): smst. 1438f - some thing rotten: Shakespeares Hamlet I, 4 (»Something is rotten in the state of Denmark«). - Baldur: Odins søn Balder, der dræbes og kommer til dødsgudinden Hel. - Sværdtid og Øxetid: fra Eddadigtet »Vølvens spådom« strofe 45. - Reißt die Kreuze (...): Riv korsene af jorden! Alle må blive sværd, Gud i himlen vil tilgive det! Fra digtet »Der Aufruf« i samlingen Gedichte eines Lebendigen (6. Aufl. 1843 I 44) af den politiske lyriker Georg Herwegh (1817-75), som Goldschmidt havde mødt i Rom 1847.

195

✂ Østens Despot: Rusland. - en udmærket Taler: Carl Ploug under Studentermødet 1843 i sin tale i Kalmar (Fædrelandet nr. 1263, der blev konfiskeret, sml. Jul. Clausen: Skandinavismen 1900 s. 59f.). - Finland: var russisk storfyrstendømme, erobret fra Sverige 1809. - Wir haben (...): Vi har længe nok elsket - vi vil endelig hade! Fra Herweghs digt »Das Lied vom Hasse« (anf. st. I 63). - En ordineret371Præst: utvivlsomt den nationalliberale politiker og teolog D. G. Monrad (1811-87), selv om hans standpunkt her er forenklet eller måske let karikeret. En lignende udtalelse fremsatte han 1878 (Asger Nyholm: Religion og Politik 1947 s. 475). Goldschmidt var ikke Monrad venligsindet, sml. de to karakteristikker NS 1848 II 53ff. og 1856 III 65ff. - Modersmaal (...) Lyd: fra Grundtvigs »Modersmaalet« 1837 (hvor der dog står »Moders Navn«).

196

✂ Takkebøn (...) Tolder: sml. Luk. 18, 9-14, hvor farisæeren beder en bøn til Gud, hvori han takker for, at han ikke er som tolderen, der står ved siden af ham. - Folket er selv et Geni: sml. s. 192.

197

✂ Thiers('s) Revolutionshistorie: det nærmest lignende citat er fundet i Lamartines Girondisternes Historie (Overskous overs. II 1847 s. 162), der tillægger Robespierre udtalelsen »Ene folket er stort, ene det er hæderværdigt i mine øjne«. - Danton: se n.t.s. 162. - Vergniaud: fransk girondinsk politiker, henrettet 1793. - Suttungs Mjød: skjaldemjøden vogtedes ifølge Eddaen af jætten Suttung. - hvad har De da imod Politiken?: om P.L. Møllers aversion mod folkestyret sml. LE I 172. - Bukke: trak ifølge nordisk mytologi Thors vogn. -Apis: oldægyptisk hellig tyr. - Matrikel: Danmark fik ny m. (skyldsætning af jordegods, ejendomsvurdering) 1844. - cameralistisk: statsøkonomisk.

198

✂ vise Dem, at De intet veed: jf. n.t.s. 136. Om P.L. Møllers sokratiske fremgangsmåde over for Goldschmidt se LE I 173f. - Rescripter: kgl. anordninger. - Muselmændene: muslimerne. - Byfoged: se n.t.s. 12.

199

✂ Mandarin: eg. kinesisk statsembedsmand. - Hverdagshistorie(helt): efter Thomasine Gyllembourgs (1773-1856) Hverdagshistorier. -Brysseler Gulvtæpper: se n.t.s. 175. - Milner: sml. s. 175. - Liaison: fr., kærlighedsforbindelse.

200

✂ Winkelried: efter usikker overlevering en schweizer, der i slaget ved Sempach 1386 skaffede sine landsmænd en sejr over Habsburgerne ved at bryde hul i lansenerernes rækker, hvorved han selv blev dræbt, men muliggjorde, at fjenden nedkæmpedes. - fældede: sænkede. - Sæbekjælderfolk: sæbehandleren A. Møller på Gråbrødretorv lod, da en konkurrent etablerede sig lige i nærheden, et skilt opsætte: »Her er den rigtige gamle Sæbekjælder, hvor de rigtige gamle Sæbekjælderfolk boe.« Søren Kierkegaard omtaler episoden i sine papirer: I A 220 (1836) samt II B 1 og 21 (1838), hvor den benævnes »Striden mellem den gamle og den nye Sæbekjelder« (Søren372Kierkegaards Papirer 2. udg. 1968). - Werther: titelpersonen i Goethes roman Die Leiden des jungen Werthers (1774) begår selvmord af ulykkelig kærlighed til Lotte.

201

✂ Centripetalkraften: den midtpunktsøgende kraft (mods. den midtpunktflyende centrifugalkraft). - von all seinem Glanz (...): Af al hans glans og skær intet andet end møjen og smerterne og det, vi gælder for i vore hjerter. Fra Schillers drama Wallensteins Lager (1798) sc. 11; også citeret LE I 179. - Goethe var med (...): han ledsagede hertug Karl August af Weimar i de allierede magters uheldige felttog mod det revolutionære Frankrig og udgav herom sin dagbog Die Campagne in Frankreich 1792; det pågældende sted er 30/8 (Jub. Ausg. XXVIII 24ff.).

202

✂ Slaget ved Valmy: 20/9 1792, skildret af Goethe anf. st. 57ff. - Dumouriez: den franske general Charles François D. vandt de revolutionæres første sejr ved Valmy. - Kofod: Hans Ancher K. (1777-1829) udgav tidens mest brugte skolebog i verdenshistorie Historiens vigtigste Begivenheder (1808 og senere) og flere andre historiske håndboger. - Correggio: Oehlenschlägers drama fra 1811 3. akt (Poet. Skr. ved Liebenberg V 78). - Hør Ungersvend (...): fra H.C. Andersens syngestykke Liden Kirsten 1846 (Saml. Skr. 2. udg. 1876ff. X 285) efter folkevisen DgF 238.

203

✂ herrische Gewohnheit (...): den herskesyge vane at bistå unge mænd på min alder i hjertekvide og åndelig nød. Fra Goethes Die Campagne in Frankreich (anf. st. 168). - engt: (fra ty.) tæt, nært. - sugede ham ud (...): se n.t.s. 183.

204

✂ noget medfødt Troløst: forbindes i Efterskrift NS 1858 I med begrebet hjemløshed.

205

✂ Information: se n.t.s. 182. - Skoser: spydigheder. - à la suite: fr., uden for nummer, på ekspektance.

206

✂ Rhinoceros: gr., næsehorn. - regenerere: forny, gendanne. - Geschäftet: ty., forretningen.

207

✂ Slutteriet: gældsfængslet. - Zephyren: gr., vestenvinden. - Bions Klagesang: den græske lyriker B. (3. årh. f.Kr.) forfattede en længere elegi over den skønne yngling Adonis, der efter sagnet blev dræbt på jagt af et vildsvin. - Fælleden: Nørre- eller Østerfælled. - Bommen: vejbom, hvor der opkrævedes bompenge. - Anapæster: versefødder med to tryksvage stavelser efterfulgt af en trykstærk.

208

✂ visible: fr., visibel, i stand til at modtage besøg. - courgjørende: opvartende. - Schofelist(erne): sjofel, rå person. - Morian: neger. - Equipage: fint køretøj. - som Goethe tilraader: dels i Wilhelm Meisters373Lehrjahre II 1796, 5. bog kap. 1 (Jub. Ausg. XVIII 5), dels i Unterhaltungen mit dem Kanzler Müller 30/5 1814. - Murillo(er): spansk maler (1617-82). - Monterey: hovedstaden i den mexikanske stat Nuevo Leon, benyttet som vinterkursted. - Zenobia: dronning af Palmyra, overtog efter sin mand Odenathus' død 267 e.Kr. regeringen for sin umyndige søn og bekæmpede med held romerne, indtil kejser Aurelianus gjorde ende på det peloponnesiske rige og førte hende som fange i triumftog til Rom. Goldschmidt holdt foredrag om hende 1864, trykt i Illustreret Tidende 1864-65 (sml. Br. III 84). - fantasia: arabisk rytterleg. - Cleopatra(s): ægyptisk dronning, som bl.a. bedårede den romerske feltherre Antonius (1. årh. f.Kr.).

209

✂ Glassing eller Levin: københavnske modehandlerinder (ifølge Vejviseren 1843). - Lieutenant Holm (...): sml. s. 173.

210

✂ den Skjæbne (...): efter Lessings drama Nathan der Weise 1779 III 5 (Saladin: »Tritt näher, Jude! - Näher! - Nur ganz her!/ Nur ohne Furcht!« - Nathan: »Die bleibe deinem Feinde!« Træd nærmere jøde - helt herhen uden frygt! Den være forbeholdt din fjende!).

211

✂ Æther: fin luftart. - sympathetisk: se n.t.s. 126. - For every thought (...): eng., for hver tanke er bestemt til at bevise hendes lidenskab i prøvens time. Citatet forekommer ikke det anførte sted i Childe Harold's Pilgrimage 1812-18 (Canto I) og er ikke fundet andetsteds i Byrons værker.

212

✂ Det sagde Mendoza: s. 138. Om tankegangen bagved se nærmere NS 1858 I 132. - Pygmalion: konge på Cypern, der blev så indtaget i et elfensbensbillede af en ung kvinde, han selv havde udført, at han fik Afrodite til at give det liv, hvorpå han ægtede hende (Ovids Metamorfoser X 243ff.). - Periander (...): en tyran i Korinth (ca. 625-585 f.Kr.), der dræbte sin hustru Melissa (Herodot III 50).

213

✂ som Schiller siger: i epigrammet »Wissenschaft« 1796 (»Einem ist sie die hohe, die himmlische Göttin, dem andern / eine tüchtige Kuh, die ihn mit Butter versorgt«. For en er hun den høje, den himmelske gudinde, for den anden en dygtig ko, som forsyner ham med smør).

214

✂ Carriere: firspring, hurtigløb. - ta'e ham op: indfange en person, der færdes på anden mands jord, ligesom bønderne havde ret til at bemægtige sig løsgående kreaturer. - Til Seir (...): Kuliemandens spådom til kongen i Ingemanns roman Valdemar Seier 1826 kap. 9. Se også nærværende udgaves efterskrift II s. 331.

215

✂ Galfrands: kåd, letsindig person; galning. - Luften hører det (...): fra J. L. Heibergs skuespil Pottemager Walter 1814 III 3; orig.: »Jo Luften 374 hører dem, og disse Bjerge, / Og gjennem dem de bringes til min Herre«. I NS 1849 havde Goldschmidt anbefalet, at Det kgl. Teater genoptog stykket, der er »et af Heibergs ypperste Værker«.

216

✂ Plato: i Phaidros (248e) skelnes mellem »den poetiske mand« (elskeren af det skønne), der sættes i første klasse, og digteren (der lever for at digte), som anbringes i sjette klasse; Goldschmidt beskæftiger sig også med tanken i afhandlingen »Oehlenschläger-Festen« (NS 1849 I 377ff) og Br. U 115. - et Stykke udpebet: Platon havde også skrevet tragedier, som han senere brændte. - Hvis jeg var god (...): digterens ord i Heibergs »En Sjæl efter Døden« (Nye Digte 1841, Danske Klassikere 61). Goldschmidt protesterer i Efterskrift NS 1858 I mod, at disse ord tages bogstaveligt: »Man digter, som man er; Poesien er en Handling, en Udstraaling eller Udstrømning af det, man virkelig bærer i sig, af den Idealitet, man har bevaret eller erhvervet, og som længes bort fra det Syndige, af Erfaring og Tro, af hele Charakteren«. - Om det hændes (...): Heiberg smst. (Danske Klassikere 60).; orig.: »Om forresten det hænder nogensinde«.

217

✂ Det Mandige og det Productive: sml. s. 211.

218

✂ Hindsgavls Skovkuppel: sml. et dagbogsblad fra Wien 1846 (Kyrre I 112). - forekomme: komme i forkøbet. - hendes nye Hjem: sml. s. 205.

220

✂ Gracchernes Moder: de romerske brødre Tiberius og Gajus Gracchus blev forbilledligt opdraget af moderen Cornelia, Scipio Africanus' datter (se n.t. II s. 54), som romerne betragtede som mønsteret på en hustru og mor; sml. »Fortælling om to Børn« (Poet. Skr. VIII 1898 370). - Coriolans Moder: Veturia; da den stolte patriciersøn med volskernes hjælp påførte det folkestyrede Rom krig, skal hun have overtalt ham til at frafalde sit forehavende med ordene: »Tænkte du ikke, da du så Rom for dine øjne: bag disse mure findes mit hjem, mine husguder, min moder, min hustru, mine børn? Hvis jeg ikke havde født dig, så ville Rom ikke nu have været belejret. Jeg kunne dø i et frit land, hvis jeg ikke havde haft en søn« (Livius II, XL). - Byfoged: se n.t.s. 12. - Bonmots: fr., kvikheder, indfald.

221

✂ Knud Gjedde og Skovballet: sml. s. 91. - Balinspecteur: leder af dansen.

222

✂ Stav: som Moses' stav 4. Mos. 20, 11. - Vanille(n): slyngplante af orkidéfamilien.

224

✂ Svogeren: moderens svoger. - Mæsk: blanding af malt og vand ved ølbrygning.

375

225

✂ iAbrahams Skjød: allusion til Luk. 16, 22.

226

✂ Justitsmad: se ovf., note A. - Tjærekande: i ældre tid medførte man tjære til at smøre vognhjulene; senere brugtes ordet spøgefuldt om en person, der under kørslen sad eller stod bagest i vognen.

227

✂ Der falder ingen Spurv: Matt. 10, 29.

228

✂ Manden skal forlade (...): allusion til 1. Mos. 2, 24. Ordene indgik i vielsesritualet. - (bitter-)travesterende: vrængende.

229

✂ oversee: overskue.

230

✂ Funker: gnister.

231

✂ Paulsen: sml. s. 151.

232

✂ Veteraner: ikke identificeret.

233

✂ Tyrus ('s): oldtidsby i Fønikien (nu Libanon).

234

✂ hvad er hele Livet (...): fra Oehlenschlägers digt »Biarke-Maal« 1802 (Poet. Skr. ved Liebenberg XIX 37); orig.: »Hvad er vel Livet / Et Pust i Sivet«. - Ranunklerne (...): citatet ikke identificeret.

236

✂ Schiøtts Lære (...): s. 163. - Alkibiades: se n.t.s. 128. - Diogenes('s): græsk kynisk filosof, som stræbte efter uafhængighed af alt ydre. Sml. n.t.s. 175. - Taver: totter.

237

✂ Schiøtts Yttring (...): s. 163. - Humboldt: tysk statsmand og sproggransker (1767-1835). I Gustav Schlesiers Erinnerungen an Wilhelm von Humboldt 1843-45 fortælles episoden om den filantropiske særling grev Gustav Schlaberndorf (2. Ausg. 1854 II 11). Denne var legationssekretær hos den svenske gesandt v. Stael i Paris, hvor Humboldt 1797 lærte ham at kende. - perikleisk: målende sig med Athens store statsleder Perikles (n.t.s. 134).

238

✂ spurgte sin Fader, hvorlænge (...): fra Holbergs komedie Erasmus Montanus I, 5.

239

✂ Nuits(-Bourgogne): fra den østfranske vinby Nuits-sous-Beaune. -jus primæ [noctis]: lat., herremandens tidligere antagne »ret« til at tilbringe den første nat hos bondens brud. - Drag af din Sko: Guds ord til Moses, 2. Mos. 3, 5. - Pertinens: lat., tilbehør til grundejendomme. - incorporerede: indlemmede. - Da han plukker (...): slutningslinjen af Leporellos »listearie« i Mozarts opera Don Juan (L. Kruses oversættelse 1807 s. 23). - Goethes Digt (...): balladen »Der Müllerin Reue« (1797, Jub. Ausg. I 128). Elsker du mig endnu så højt og meget, som du ellers har svoret mig, så er for os to heller ikke mere tabt. Tag imod den højtelskede kvinde, det unge uberørte legeme, det er nu alt dit eget!

241

✂ Ball: billardkugle. - Odysseus (...): Odysseen 12. sang. - omvankende: forbivandrende.

376

242

✂ kypriske Aphrodite: Venus Cypria, som steg op af havet ved øen Kythera, men derfra førtes til Cypern. - Axel (stykker): skulder.

243

✂ græskformede: med antik profil. - de tørre Jyder: vindtørrede småfisk (om at måtte nøjes med en simpel ægtemage; sml. J. H. Wessels Kierlighed uden Strømper (1772) I, 5).

244

✂ Empfange (...): fra Schillers digt »Resignation«. Modtag mit fuldmagtsbrev til lykke! Jeg bringer dig det ubrudt tilbage.

245

✂ hans Moders og Skibets Navn: s. 11.

249

✂ Eventyret: kilden ikke identificeret. - væn(este): skøn, smuk.

251

✂ Engelskmænd(ene): under kaperkrigen efter orlogsflådens bortførelse 1807.

252

✂ Bombardementet: af København sept. 1807.

253

✂ Information: se n.t.s. 182. - Attestats: lat., teologisk embedseksamen. - Hovmester: huslærer.

254

✂ Morland: Ætiopien. - Armada: Filip II's spanske flåde, der 1588 skulle underlægge sig England, men blev ødelagt undervejs.

255

✂ den gale Tid: årene omkring statsbankerotten 1813 og tabet af Norge 1814. - Austerlitz og Jena: slagpladser under Napoleonskrigene 1805-06. - Catalani: den berømte italienske sangerinde Angelica C. (1780-1849), der gav koncerter i aUe Europas byer, 1827-28 i København.

256

✂ Alt dette (...): Matt. 4, 9. - Jeg takker Guderne (...) Kvinde: allusion til Platon, der ifølge kirkefaderen Lactantius (Institutiones divinae III, 19) takkede naturen for fire ting, deriblandt at han ikke var blevet en kvinde.

258

✂ Lispund: 8 kg. - Bismervægt: stangvægt med et forskydeligt lod.

259

✂ Hvor de vakkre (...): fra Danevirkevisen (se n.t.s. 132); de vakkre (...) Drenge: orig.: »de voksne, danske drenge«. - Kongen i Thule: Goethes digt »Es war ein König in Thule« (Faust I 1808 vers 2759ff). - feire: fagre (fra Oehlenschlägers gendigtning »Kongen i Leire« 1803). - / Dit Skjød (...): fra Ingemanns digt »Dannevang med grønne Bred« (1817).

260

✂ Reilingen: rælingen.

261

✂ Skuffelse: illusion, bedrag.

262

✂ Undine: titelfiguren i den tyske romantiker de la Motte Fouqués eventyr (1811), der, netop før hun kommer til sine plejeforældre, er faldet i vandet fra en båd (kap. 2). - Fru Heiberg: se n.t.s. 137. - Alferne: J. L. Heibergs eventyrspil fra 1835. - Berthalda: ridder Huldebrand bliver først gift med havfruen Undine, men hans kærlighed vender sig snart til den jordiske kvinde Berthalda, som bliver hans 377 anden hustru. Efter brylluppet kommer Undine tilbage og trykker et kys på hans læber, hvorpå han synker død om.

263

✂ Dandserinden: i dette episke digt af Fr. Paludan-Müller fra 1833 elsker grev Charles danserinden Dione.

264

✂ Huset: s. 248f. 266 Rebellion: oprør.

268

✂ Accoucheur: fr., fødselshjælper. - Forsten: den dyrkede skov.

269

✂ Reseda: plante, som man i folkemedicinen lagde på syge steder. - Gak til Skovrideren: forvanskning af Ordspr. 6, 6: Gak til myren og bliv viis. - Fru Justitia: personifikation af retfærdigheden.

270

✂ tributpligtige: forpligtede til skyldig ydelse eller hylding. - Greven(s): først s. 349 erfarer man hans navn Løvenhjelm. - Skoser: se n.t.s. 205. - Vienervogn(en): se n.t.s. 25.

271

✂ Miklagard: Konstantinopel, hvor nordiske krigere - væringer - i 10.-11. årh. dannede livvagt for de byzantinske konger. Herom skrev Oehlenschläger skuespillet Væringerne i Miklagard (s. 128).

272

✂ duc de Noailles: af den gamle franske adelsslægt er her formodentlig tale om hertug Paul (1802-83), kendt som historisk forfatter.

273

✂ gammelfransk: barok med symmetriske anlæg.

274

✂ Haandtag: håndbevægelse. - Baronet: engelsk adelsmand med rang mellem baron og ridder (knight).

275

✂ Lord Castlereagh: den irske Henry Robert C. (1769-1822), der som udenrigsminister ledede kampen mod Napoleon, men p.g.a. politisk modgang i et anfald af tungsind skar halsen over på sig selv med en pennekniv. - funeste: fr., sørgelig, ulykkelig. - den gordiske Knude: i Zeustemplet i Gordion (Frygien); om knuden var det spået, at den, der løste den, ville blive hersker over Asien; den huggedes over af Aleksander den Store (se n.t.s. 175). - Roscius: romersk skuespiller (1. årh. f.Kr.), der især glimrede i komiske roller. - Mars: den franske skuespillerinde Anne Françoise Salvetat, kaldt M. (1779-1847), i perioden 1798-1841 en af Théâtre Français' stjerner. - Talma: den franske skuespiller François Joseph T. (1763-1826), en af teaterhistoriens største tragiske scenekunstnere. - Phidias: se n.t.s. 128.

276

✂ Aastrup: se s. 350. - Resolution: afgørelse. - Forstanderskabet: sogneforstanderskabet, i tiden 1841-67 svarende til nutidens sogneråd (sml. Goldschmidts artikel »Sogneforstanderskaberne, de danske Filial-Jacobiner-Comiteer« i Corsaren nr. 84, optrykt i LE 3I 242). -Holzsneppe (jagt): skovsneppe. - gjorde Honneurs: optrådte som værtinde. - Alkibiades(-Naturen): se n.t.s. 128.

378

277

✂ Und wären (...): Og var piger end så undselige, og var kvinder end så knibske, bliver dog alle så kærlighedsangste ved tryllestrenge og sang. Fra Goethes digt »Der Rattenfänger« 1804. Jub. Ausg. I 117). - Whist en trois: uden fjerdemand. At Otto ikke opfordres til at spille med, har til baggrund, at Goldschmidt som gæst på Frijsenborg 1852 oplevede, at værten dannede whistparti med to adelige gæster uden at lade sin borgerlige gæst deltage (Kyrre I 253).

278

✂ Besætte(r): gennem kaldsret eller forslagsret (bortfaldet 1849). - gjøre Lykke: sml. s. 158.

279

✂ Medisance: bagtalelse. - Victor Hugo: den franske digter blev 1845 pair (ærestitel med forskellige privilegier); ubehagelighederne var hans kærlighedsforhold til forfatterinden Léonie Biard, der for hans skyld lod sig skille fra sin mand, maleren Fr. Biard. Takket være kong Louis-Philippes venskab undgik han alt for følelige konsekvenser. - Dumas: Louis-Philippes undervisningsminister foreslog 1846 Alexandre Dumas d.æ. en Algier-rejse for at skrive en bog om dette land og skaffede ham tilladelse til at sejle med krigsskibet »Le Véloce«, hvad der senere gav anledning til kritik i Deputeretkammeret (sml. H. Gorman: Dumas den fjerde Musketer, da. overs. 1930 II 87ff.). - Linieskib: stort orlogsskib.

280

✂ et fast Punkt: efter en udtalelse tillagt den græske matematiker og fysiker Archimedes (3. årh. f.Kr.): Giv mig et fast punkt at stå på, så skal jeg dreje Jorden. - den franske Digter: Honoré de Balzac fik 1832 et anonymt beundrerbrev fra en polsk slotsfrue Evelina Hanska, som senere efter sin mands død ægtede digteren.

281

✂ Copist: skriver, assistent. - Collegier(ne): således kaldtes ministerierne før 1849. - Vindspiller: sangviniker. - Etatsraad: se ovf., note A.

282

✂ Janushovedet: anbragt ved det antikke Forum Romanum i Rom med dobbelt ansigt mod øst og vest forestillende guden for fremog tilbageblik. - indgetogent: stilfærdigt, tilbagetrukket.

283

✂ laante han fra Schiøtt: s. 156. - Sollyset: om Goldschmidts interesse for fysik sml. LE I 105f.

284

✂ Bog om Agnes: af Woltmann; se n.t.s. 158; bogens anden del hedder »Gräfin Agnes«. - Forførerens Dagbog: afsnit af Søren Kierkegaards Enten-Eller 1843.

285

✂ Ferierne: ferien.

286

✂ gradere: måle. - syv Grader: alkohol i forhold til vand. - Spendrups Gradestok: Johannes Ewalds ven, brændevinsbrænder Peter S., opfandt 1809 et alkoholometer, der indbragte ham Videnskabernes Selskabs guldmedalje. - halvsyvende: seks og en halv. - Gjendøberiet(s): 379 hentydning til baptisterne. - endemisk: en lokal sygdom. -Caroline Amalies Gang: hertil var Bays sti i Vordingborg blevet omdøbt (LE I 54). Sml. Prinsessehøjen s. 92.

287

✂ Gjæstgivergaarden: »Tre Hjorte«.

288

✂ jo (var): ikke. - Postpapiir: tyndt brevpapir. - Klampenborg Badeanstalt: oprettet 1844 med cottager til udlejning og en lille koncertsal. Kuren bestod væsentlig i at drikke kildevand, og søbadeanstalten lå noget længere fra vandkuranstalten. Goldschmidt boede her selv i 1845 (LE I 244).

289

✂ Dalberg: med denne er tænkt på politikertypen Carl Ploug. -Dampskibet: mellem København og Helsingør, sml. »En Dampskibstur« 1883, DK 196. - Byfoged: indtil 1919 valgte kongen byernes borgmestre, der stod i spidsen for byrådene. - Maire: fr., borgmester.

290

✂ Kik-in-die-Welt: af ty: Guckindiewelt: grønskolling. - Næringsfriheden: først 1857 ophævedes det gamle laugsvæsen. Goldschmidt var tilhænger af den nye lov og kommenterede den i artikler i NS s.å. - Skattebevillingsret: indtil Grundloven af 1849 var det regeringen, der udskrev skatter. - Tallien: den spanske grevedatter Thérèse Cabarrus (1773-1835) var skilt fra den gamle markis de Fontenay, blev arresteret under revolutionen, men efter Robespierres fald gift med politikeren Jean T; hun var førende i Paris' selskabsliv og virksom for at befri fængslede. - Roland: Jeanne-Marie R. de la Platiére (1754-93), gift med politikeren Jean-Marie de la R, holdt salon i Paris og gjorde sit hus til mødested for girondinerne; hun forsøgte at hindre Ludvig XVI's henrettelse, men blev selv fængslet og dømt til skafottet. - Staël: finansministeren Neckers datter Germaine de S.-Holstein (1756-1817), forfatterinde til bl.a. Corinne og De l'Allemagne. - Recamier: Julie R., f. Bernard (1777-1849) holdt salon i Paris; bedst kendt fra Davids maleri. - Staal-Dalaunay: Marguerite S.-D., f. Cordier (1684-1750) kom ved sit giftermål med en baron til at spille en rolle i salonlivet og har i fire bind Mémoires (1755) skildret sit liv og sin samtid. - de Bundsforvandte(s): de joniske stater, som efter perserkrigene i 5. årh. f.Kr. gik i forbund med Athen.

291

✂ Nedladenhed: nåde. - Vienervogn: se n.t.s. 25. - Kaffemøllebefordring: se n.t.s. 142. - attiske: smagfulde, åndrige (efter sproget i Athen på halvøen Attika). - Sokrates: se n.t.s. 136. - Gorgias: græsk filosof af den sofistiske skole, hvis kunstlede retorik fordømtes af Platon i den af hans dialoger, der bærer hans navn.

380

292

✂ libere: ofre. - oderint, dum metuant: lat., lad dem hade, når kun de frygter (Cicero Philippicae I 14, 34). - De l'audace (...): fr., dristighed og atter dristighed, revolutionsmanden Dantons (jf. n.t.s. 162) stadige udtryk for at opildne masserne. I Den akademiske Læseforening traf Goldschmidt en urmager, der yndede at spille Danton og bruge hans løsen (LE I 139). - Pilatus: Joh. Ev. 18, 38. - Mulct: bøde. - Coterier: fr., kliker.

293

✂ Jene machen (...): Hine stifter parti, hvor utilladeligt at begynde på det! Men vort eget parti, ganske vist, forstår sig af sig selv. Fra Goethes digt »Vier Jahreszeiten« Nr. 64 (1796, Jub. Ausg. I 243). -façon de parler: fr., talemåde. - var jeg ikke Schiøtt (...): efter de ord, som Aleksander den Store skal have sagt ved sit møde med Diogenes (se n.t.s. 175): Var jeg ikke Aleksander, ville jeg være Diogenes. - hiin Gildesaften: s. 174. - den Goetheske (...): se s. 160 og note dertil.

295

✂ 1 Sk.: se ovf., note B. - Numer: nummer, plads. - aabent Spørgsmaal: s. 290.

296

✂ Klubberne: selskabelige foreninger efter engelsk forbillede; optog gerne »sommermedlemmer« og »rejsende medlemmer«. - Brysseler Gulvtæpper: se n.t.s. 175. - Turnering: hvor parterne skiftes til at have sol og vind i ryggen. - ikke Smaapenge: sml. s. 176. - Naturen (...): sml. s. 164. - rystet sin Kappe: se n.t.s. 153.

297

✂ Ven med Løvehovedet: s. 192.

298

✂ Embedet: som assessor, s. 402. - Servilisme: servilitet, kryberi. - Embedsed: skriftlig ed ved tiltrædelse af embeder. - Niels Ebbesen: i folkevisen om hans drab på grev Gert (DgF nr. 156). - anfaldt: angreb.

299

✂ Julirevolutionen: folkeopstanden i Paris 1830. - Ludvig Philip: fransk oppositionsleder, valgtes til konge efter opstanden 1830. - naar Folkets retfærdige Villie (...): udtalelsen tillægges Carl Ploug (avisen Fædrelandet (1834-82) efteråret 1841). - Billige: rimelige. - Thöricht ist's (...): Tåbeligt er det at være rimelig i alle henseender; det betyder at ødelægge sit eget selv. Fra Goethes skuespil Torquato Tasso (1790) IV 2.

300

✂ Maskinen: temaskinen. - Bispehue: sml. s. 174. Bregnings afkald på at blive biskop og teologisk doktor har fået nogle til at finde lighed med D. G. Monrad, men ligheden er dog ikke stor.

301

✂ Sognebaandets Løsning (...) Statens Forhold til Kirken: disse spørgsmål stod på dagsordenen allerede før Grundloven af 1849; med denne forandredes statskirken til en folkekirke; loven om sognebåndsløsning (dvs. individets ret til at søge kirke uden for sit bopælssogn) 381 vedtoges først 1855. - Eidervæsen: Gram er som nationalliberal imod helstaten og vil have forbindelsen mellem Slesvig og Holsten (»det Gottorpske Kram«) ophævet og Slesvig nærmere knyttet til kongeriget, sml. s. 392. Goldschmidt selv var helstatsmand. - Have: hentydning til Danevirkevisen (se n.t.s. 132) (»Én ting mangler ved den have / ledet er af lave«). - immer: altid. - sødt i Liv (...): fra Grundtvigs digt »Modersmaalet«, sml. s. 195. - Tusserne: jætterne (grundtvigsk jargon).

302

✂ Mundklemme: mundkrampe. - Forlig: Grundtvig havde i 1825 beskyldt teologiprofessoren H. N. Clausen for at foragte Guds ord, men den bitre strid forhindrede dem dog ikke i senere at mødes til fredeligt samvær, som i Skandinavisk Selskab 1845 på Vesterbro Skydebane, hvor Grundtvig holdt et foredrag og Clausen derefter udbragte hans skål. - aabent Spørgsmaal: sml. s. 290 og 295. - Demosthenes: græsk taler (383-322 f.Kr.). - en Dumhed: måske efter »Tale for Kransen« 72 (»hvis Hellas skulle have lov til at ligge som gefundenes Fressen for hvem som helst, sålænge der var athenæer til og i live: ja så har jeg gjort en dumhed ved at tale om de ting«. A.B. Drachmanns overs. 1917 s. 157). - oversaae: overskuede.

303

✂ Omnibussen: hesteomnibusser var indført i København ca. 1840. - Frigga: Odins viv. - hun (...) tier: efter Eddadigtet »Lokasenna« strofe 29.

304

✂ Convent: forsamling. - Bundsforvandt: forbundsfælle.

305

✂ Scenen med Æblet: s. 9.

306

✂ Ottos lille Bedrift: s. 54.

307

✂ Af en Landsbypige at være: fra A.E. Scribes tekst til den franske komponist D.F.E. Aubers opera Fra Diavolo (opf. 1830, overs. af Overskou 1831, Det kgl. Theaters Repertoire nr. 37 s. 122). - hans Linned: sml. s. 557.

308

✂ Cancelli(et): regeringskontor.

309

✂ Anbefaling: s. 78.

310

✂ Dialog om Kjærlighed: Platons Faidros 229a. - Kaffemøller: se n.t.s. 142.

311

✂ Billede, der forestiller Ariadne: vistnok Cima da Cognelianos maleri »Bacchus og Ariadne«, nu i Museo Poldi Pezzoli, Milano. - Labyrinthen: sagnagtigt palads på Kreta. - funkler: et stjernebillede hedder Ariadnes krans.

313

✂ Nimrod: omtales i 1. Mos. 10, 9 som en vældig jæger, der stiftede et rige i Babylonien eller Assyrien.

314

✂ Hagen Jarl: kilden ikke identificeret.

382

315

✂ Conferensraad: se ovf., note A. - Storkors: ridder af den højeste klasse inden for dannebrogsordenen. - Min Søn (...): begyndelseslinjen til Werner Abrahamsons vise »Norma morum« (lat., norm for dannelsen) 1790.

316

✂ Norma: opera (1832) af Vincenzo Bellini til tekst af Felice Romani.

317

✂ snild som m Slange (...): Matt. 10, 16.

318

✂ Krisis: krise.

320

✂ Bettina: Goethes meget yngre veninde B. v. Arnim (1785-1859). I hendes Goethes Briefwechsel mit einem Kinde står: »Auf jeden Fall ist das Göttliche die Leidenschaft, die das Menschliche verzehrt« (1835 I 181, I hvert tilfælde er det guddommelige den lidenskab, som fortærer det menneskelige). Om hende skrev P.L. Møller et udmærket »Litteraturbillede« til NS 1851 VI 425ff. - En anden Dame: måske Mathilde Fibiger (1830-72), hvis roman Minona 1853 (udg. i Danske Klassikere 1994) behandler kærligheden mellem bror og søster.

321

✂ Perser: fejl eller ældre form for parser, den del af den persiske befolkning, der efter arabernes overfald 652 flygtede især til Indien, hvor de kunne dyrke deres religion Mazdaismen, hvis hellige bog er Zend-Avesta. - Agesilaus: konge i Sparta (444-362 f.Kr.), som skal have praktiseret denne regel efter det ulykkelige slag ved Leuktra 371 for at undgå uroligheder.

322

✂ keg: kiggede. - Det lovede Vorherre (...): 1. Mos. 9, 13.

323

✂ en af deres hellige Bøger: Satapatha Brahmana (Sacred Books of the East XII 1882 216ff., overs. i H.F. Feilberg: Skabelsessagn og Flodsagn 1915 163f.).

324

✂ Vatch: tildels efter P. v. Bohlen: Das alte Indien 1830 (også benyttet af Paludan-Müller til digtet Kaianus 1854). - han skal ægte en Pige: sml. Sacred Books of the East XXV 1886 77,69,85,196.

326

✂ Krønike om Erik Eiegod: formodentlig Saxo 12. bog. - Mantille: fr., løst overstykke hængt over skuldrene. - deres (bedste): evt. trykfejl for Deres.

328

✂ Vivat: lat., leve. - Fractus si (...): lat., Hvis himmelhvælvingen sønderbrudt skulle falde ned, vil faldet ramme ham, uden at han frygter (Horats Oder III 3, 7f. Eg. »Si fractus (...)«). - Du kannst (...): Du kan fatte dig, du kan forsage, heltemæssigt gå det svære skridt ved nødvendighedens hånd. Fra Goethes drama Egmont (1788) 5. akt (Jub.Ausg. XI 332).

329

✂ Forlæggelse (...) Lavdag: fornyelse af stævning, når den foregående 383 ikke er efterkommet, til en fastsat dag. - sex tusind Daler: se ovf., note B.

330

✂ hiin Aften: s. 174. - Lykken (...): s. 175. - Indskrift: smst.

331

✂ Rosiflengius: person i Holbergs komedie Det lykkelige Skibbrud (1731), som »roser i flæng«, skamroser.

332

✂ Geert Westphaler: den meget talende barbér i Holbergs komedie (1722) af samme navn. - Agrippas Hof: Paulus blev som romernes fange fremstillet for kong Herodes II Agrippa under hans besøg hos prokuratoren Festus. Denne sagde efter at have påhørt hans forsvar: »Den megen lærdom gør dig rasende!« (Ap. Gern. 26, 4).

333

✂ Mariamne: gift med Herodes den Store, der lod hende dræbe år 29 f.Kr. - Examen ved Kunstacademiet: sml. s. 313. - Railleri: fr., spot, drilleri. - Hovedpynt: hanrejhorn, tegn på at være bedraget af hustruen.

335

✂ kunstig sammensatte: s. 186. - affaire manquée: fr., fejlslaget foretagende.

339

✂ sin hvide Vest: s. 72.

340

✂ Æther: fin luftart.

341

✂ Tribut: ydelse; hyldest. - Naturvidenskaben: s. 67. Den blev bl.a. foredraget på universitetet af H.C. Ørsted og Georg Forchhammer (s. 360). - uryggelige: urokkelige.

342

✂ Volontair: ulønnet assistent. - Præfect: øverste embedsmand i et fransk departement. - Noget, han havde for: bebudet s. 319, 335. -Arago: fransk fysiker og astronom (1786-1853), uddannet polytekniker, ville være officer, men blev snart optaget af gradmåling. -Galleriet: de øverste, billige rækker i teatret. - Mynt: mønt.

343

✂ Lidenskaben er Guddommen: s. 319. - tale surr: tale forvirret.

344

✂ Drue-Luer: s. 319.

345

✂ Campagnen: felttoget. - suge ud: se n.t.s. 184. - den gamle Greve: s. 270. - Bayadere: indisk tempeldanserinde; også om prostitueret kvinde. - kaukasisk: fra krigeriske folkeslag ved Kaukasus. - Brahmaner: offerpræster, som besidder Brahma (tryllekraft).

346

✂ Sid taus og paa Luur: kilden ikke identificeret. - Sokrates siger: i Piatons Faidros 82b. - iPhædrus: smst. 244e. - Gud med tre Hoveder: Trimurti, treenigheden Brahma, Vishnu og Civa (Bohlen anf. st. I 212). - Zeus, Poseidon og Pluto: de græske guder i himlen, havet og underverdenen.

347

✂ (Grund)cadancer: afslutningsformler. - Çatapata-Brahmana: se n.t.s. 323. - Jernport (...): s. 15. - mankerede: mislykkede, fejlslagne. - Eider-Theorien: se n.t.s. 301.

384

348

✂ Es-Bouquet: fr., essens af blomsterekstrakt. - Talleyrand(s): Napoleons udenrigsminister (1754-1838), der brød med ham og efter slaget ved Leipzig 1813 omstemte zar Aleksander I til at støtte Bourbonerne (den franske kongeslægt). - Thiers: historikeren Louis Adolphe T. (1797-1877), der 1832 blev indenrigsminister. - Quadruppelalliancen: tilvejebragtes 1815 som et firemagtsforbund mellem England, Rusland, Prøjsen og Østrig til opretholdelse af freden i Europa. - Abigael og Masham: personer i A.E. Scribes lystspil Le vene d'eau (Et Glas Vand, opført på Det Kgl. Teater 1841), henholdsvis hertuginden af Marlboroughs kusine og en fænrik i garden. Marlborough faldt i unåde og blev 1712 afskediget fra sine embeder, efter at det var kommet til et brud mellem hans hustru og dronning Anne, og i den nye regering, der dannedes af Harley, blev Henry St. John Bolingbroke optaget. - Løvenhjelm: s. 276.

349

✂ Bidassoa: flod i den spanske provins Navarra, hvor Pyrenæerfreden mellem Frankrig og Spanien sluttedes på Fasan-øen 1659. Fredsforhandlere var Jules Mazarin (1602-61) og Luis Medez de Haro (1599-1661). - hans Fætter: s. 276.

350

✂ Expectance: forventning, lovning. - Tønder Hartkorn: mål for ejendomsvurdering; der må være tale om et ret stort gods. - Shakespeare siger: i tragedien Julius Cæsar (ca. 1600) IV 3. - Peter Schiøtt i Barndoms Alder: efter den folkelige vise »Peter Schiütt i Barndoms Alder«, overs. fra tysk af H.G. Sommer (Folkets Sangbog ved Madsen-Steensgaard 1903 706), om en gift tømrersvend, der forfører en pige og forleder hende til at give hans kone gift, hvorpå de to skyldige henrettes.

351

✂ Salon: selskabelighed med underholdning, diskussioner o.l. - gjøre Honneurs: optræde som vært. - Acquisition: gevinst. - Man darf (...): Man må ikke lade børnene mærke, hvor meget man holder af dem. Siges af Wilhelm Meisters fader i Goethes roman (1795, Jub.Ausg. XVII 19).

352

✂ Rosina(s): i Rossinis opera Barberen i Sevilla (opf. 1816) I, 12. - Fortepiano: klaver, flygel.

353

✂ Chambertin: fornem rød bourgognevin. - skuffende: illuderende. - Anstand: udsættelse af retssag. - Proclamer: indkaldelser.

354

✂ Feuilletoner: tillæg. - sætte Beterne i Krøllen: overføre bøderne el. indsatserne fra regnskabets kant til en kvadrat tegnet på spillebordet eller regnepapiret, så at regnskabet kan gøres op.

355

✂ Petri: St. Petri (tyske) kirke ved Nørregade. - Trop: den gamle juridiske 385 student og kritiker i J.L. Heibergs vaudeville Recensenten og Dyret 1826 7. sc.

356

✂ en veine: fr., i ånde. - en Mand i Haarskjorte: Johannes Døberen (Matt. 3, 4). - Mediceerne: magtfuld florentinsk slægt af storkøbmænd og fyrster; kendt er især den gavmilde mæcen Lorenzo »il Magnifico« (1449-92). - Frants den 1ste: fransk konge 1515-47. -Leonardo da Vinci: italiensk kunstner (1452-1519). - Benvenuto Cellini: italiensk billedhugger og guldsmed (1500-71). - Raphael: se n.t.s. 157. - Michel Angelo: italiensk kunstner (1475-1564).

357

✂ Mæcenas: romersk rigmand på Augustus' tid, der støttede kunst og litteratur. - Phidias: se n.t.s. 128. - Sophokles: se n.t.s. 107. - Euripides: græsk tragediedigter (484-406 f.Kr.). - egne Ord: s. 272 (»i Athen ... Tribut til«). - Soirée: aftenselskab. - Mirabeau: fransk politisk forfatter (1747-91).

358

✂ jakobinske: revolutionære. - Tiden maa tilsidst (...): kilden ikke identificeret.

359

✂ Cometen af 1770: Messier's komet.

360

✂ Anfald: overfald, angreb. - Forchhammer: Georg F. (1794-1865), professor i mineralogi og kemi.

361

✂ Kosmogoni: lære om verdens opståen. - Epopee: gr., epos.

362

✂ Døden kom ind i Verden: 1. Mos. 3, 19.

363

✂ billigt: rimeligt. - Thi paa hvilken Dag (...): 1. Mos. 2,17. - Bøhmen: sceneangivelsen i Shakespeares Et Vintereventyr lyder: »Bøhmen. En øde kyst«, hvad der i Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil 1803 giver Harlekin lejlighed til at tale om den uvidende brite, »som troer at Bøhmen er omflydt af Vand« (Poet. Skr. ved Liebenberg I 7). - Kranielæren: videnskaben om hovedskallens former, sml. II s. 64.

364

✂ Sara-svati: se s. 324. - Historie, som Abraham havde: Sara fødte ham, skønt 90 år gammel, sønnen Isak (1. Mos. 17, 19). - Solen (...) : Jos. 10. 13. - Mir nichts (...): ty., uden videre. - Phaeton: solgudens søn, der fik lov til at køre solvognen, men da hestene løb løbsk, og vognen kom ud af sin bane, måtte Zeus dræbe ham med en lynstråle. - Herodot: den græske historiker H. (485-425 f.Kr.) i Historier, 2. bog II 142. - Josva: Jos. 10. - Connexioner: forbindelser.

365

✂ Mellemtilstand: tiden mellem døden og dommen, i den katolske dogmatik udformet som læren om skærsilden, som H.L. Martensen havde sympati for (Den christelige Dogmatik 1849 § 276). - Origenes('s) (ca. 185-ca. 254): kirkelærer, hvis teori om alle menneskers definitive frelse (apokastasis) blev forkastet på en synode i Konstantinopel

386

543.

✂ - forsone »de Dannede« (...): der tænkes sikkert på Schleiermachers religionsfilosofiske skrift Über die Religion. Reden an die Gebildeten unter ihren Verächtern (1799).

366

✂ den national-krigersk-orthodoxe og den moderne danske Theologi: Grundtvigs og Martensens. Samtalen om præsterne skulle if. Goldschmidt have været anledning til et eller andet sidenhen i romanen, men da den kierkegaardske kirkestrid udbrød omkring Øieblikket, måtte Goldschmidt »undgaae, hvad der end ikke kunde blive Rivalisering, men blot Efterklang« (NS 1857 XI 227). - Mangen gjør (...): Peder Syvs Ordsprog nr. 6748. - Jus: lovkyndighed, jura.

367

✂ Guizot og Thiers: af disse to franske statsmænd (hhv. 1787-1874 og 1797-1877) havde den første studeret æstetik, før han skrev i Le Globe, og den anden været litterær medarbejder ved Le Constitutionnel, inden han stiftede bladet National. - Gesandtskabshoteller: palæer for gesandter.

368

✂ Maade, hvorpaa Dalberg optraadte (...): sml. LE I 164 om Goldschmidts forhold til Carl Ploug. - Kammerjunker: se ovf., note A.

369

✂ je ne sais quoi: fr., jeg ved ikke hvad.

370

✂ Er hält (...): Han fastholder de fromme tåbers indbildning, at de døde ikke går tabt for os, og forbitres over sandhedens dristige bejlere, som afslører menneskets lod og kækt lader blikket dykke ned gennem hellige tåger, der indhyllende ryger over afgrunden. Fra Nikolaus Lenaus episke digt Die Albigenser (1842, s. 57).

371

✂ Periculum: lat., eg. periculum in mora, risiko ved at vente - antydning af, at et barn er undfanget inden brylluppet. - Jeg var hans Gjæst: s. 276.

372

✂ fik Paulsen paa Døren: s. 151. - guddommelig Lidenskab: s. 319. - Actrice(rs): skuespillerinde. - Choristinde(rs): kvindelig korsanger. - Figurantinde(rs): danserinde, der optræder i mindre roller. - Don Quixote: sindsforvirret ridderlig tilbeder (efter helten i Cervantes' roman (1605-15)). - Sinecure: sovepost. - Samtidig(s): Otto selv s. 371.

373

✂ hans døende Fader: s. 70. - hans Brev: s. 319. - skuffet: bedraget.

374

✂ Guds Kirkes Længsel: antagelig efter W F. Engelbreths oversættelse af Højsangen med titlen »Guds Kirkes Længsel og Glæde udtrykt i Høisangen og den 45de Psalme« 1852.

375

✂ Heibergs Vaudeville: Kong Salomon og Jørgen Hattemager (1825). - Jeschaia: hebraisk form for Esaias; citaterne er fra 11, 5. - Parder: leopard. - Mange Vande: Højs. 8, 7.

387

376

✂ Du, min Veninde: smst. 6, 4f.

377

✂ en Historie: kilden til denne Talmudlignelse er ikke identificeret. -artium: studentereksamen.

378

✂ Glæd Dig (...): Sal. Ordspr. 5, 18. - hvorfor vil Du (...): smst. 3, 20. - Salomon, som selv havde (...): 1. Kong. 11, 3. - Derfor tog Gud (...): smst. 11, 11. - lidt af: dvs. lidt under. - to halvvoxne Fættere: sml. LE I 59.

379

✂ Pauluner: telte. - Men vil Du indgaae (...): Matt. 19, 17-22. - Liggendefæ: rigdom.

380

✂ Den, der er reen (...): Joh. 8, 7. - Kvinden, der salvede ham: smst. 12, 3. - en from Mand: Martin Luther.

381

✂ lade Violen sørge: bortkaste bekymringerne. Talemåden er muligvis af tysk eller hollandsk oprindelse; ses hos Holberg i komedien Abracadabra I, 6. Ordbog over det danske Sprog siger: »egl. maaske: lade Spillemanden spille op til Begravelsesgilde som Tegn paa, at nu vil man ikke sørge længere« (ODS IV 1021 40). - Student Lind: s. 160.

383

✂ Manna: hvormed Herren bespiste israelitterne i ørkenen (2. Mos. 16, 14). - Lykken hjælper (...): dansk talemåde efter latin (»fortes fortuna adjuvat«, Lykken står den kække bi, fra Terents' (190-159 f.Kr.) skuespil Phormio). - Moder sagde: s. 99. - ien Pokkers Fart: s. 346. - har godt ved: kan sagtens.

384

✂ Kjeldermand: ordvittighed, brander. - Grisetten: se n.t.s. 157. - Studiegaarden: Universitetet. - Deutscher Jüngling (...): Tyske yngling, smuk men ulykkelig. Kilden ikke identificeret. Er ligesom Zerrissen og Weltschmerz udtryk for en affekteret modedyrkelse af livstræthed. - Præmisserne: forudsætningerne, på hvilket grundlag der drages en konklusion.

385

✂ bansat Syllogisme: jf. Holberg: Erasmus Montanus IV, 1; Syllogisme: følgeslutning. - Jean Dupuis: en fransk bryder, der optrådte i København 1839 og udlovede en stor sum til hvem, der kunne besejre ham. - Grevens Fejde: s. 371. - Jægeren: i J. K. A. Musäus' (1735-87) eventyr »Gældsbrevet« (overs. fra tysk af Oehlenschläger i hans Eventyr I 1816), hvor hovedpersonen dog ikke er jæger, men bonde. - Rübezahl: Riesengebirges bjergånd. - Elysium: de saliges opholdssted efter græsk mytologi. - Valhal: Odins hal for de faldne krigere efter nordisk mytologi. - Reise til Jothunheim: Oehlenschlägers epos fra Nordiske Digte 1807. - Ydun: nordisk gudinde, som gemmer Asernes gyldne æbler, der skænker evig ungdom. - absenteret: fjernet. - Dronning Elisabeth: regerede England 1558-1603 og 388 var kendt for sin forfængelighed. - Hebe: ungdommens gudinde, som skænkede vin (nektar) for de græske guder. - Condition: aftalt tjeneste. - Iis ødelægger ei de græske Haver: fra Oehlenschlägers Væringerne i Miklagard (1826, Poet. Skr. ved Liebenberg VIII 28), sml. n.t.s. 271.

386

✂ Rhapsoderne: foredrog i antikken de episke digte, især Homer, evt. til citharakkompagnement. - Hexametret: seksfodet urimet versemål, hvori de homeriske digte er affattet. - Alexandrinen: seksfodet rimet versemål (efter et middelalderepos om Aleksander den Store). - Snefokke: snefnug. - gaae i Kloster: Fr. Schlegel forlod Berlin efter at have skrevet kærlighedsromanen Lucinde (1799), der blev betragtet som usædelig. - Zacharias Werner: tysk digter (1768-1823), førte et ret vildt liv og blev gift og skilt tre gange. - gelebt und geliebt: levet og elsket. Fra Theklas sang (ogsa kendt som »Des Mädchens Klage«) af Schillers trilogi om Wallenstein (Die Piccolomini 1799, III 7); sangens anden strofe slutter: »Ich habe gelebt und geliebet«. - gehaßt: ty., hadet. Sml. Ottos ord om had s. 199. - gode Venner (...): her må især være tænkt på Heibergs venskab med H. L. Martensen og stiftsprovsterne Paulli og Tryde.

387

✂ Phidias: se n.t.s. 128. - Sophokles: se n.t.s. 107. - at ikke Græsk (...): fra Heibergs komedie »En Sjæl efter Døden« 2. akt (Nye Digte 1841, Danske Klassikere 39). - Horats: Oder IV 2, 25. - Cocytus: flod i den græske underverden. - Elysiums »Gefilde«: de saliges enge, udtryk fra Goethes Dichtung und Wahrheit (1811ff. Jub. Ausg. XXII 247). - Saa Meget (...): fra Platons Symposion 214a. - offre Asklepios en Hane: Sokrates' ord lige inden døden ved gift (Platons Faidon 117e). Asklepios var lægekunstens gud.

388

✂ Venustemplet: i den romerske kirke S. Lorenzo fuori le mure, som Goldschmidt havde besøgt 1847. - Post: vandpost. - Tilværelse efter græsk Anskuelse: sml. forsøgene herpå i Goldschmidts vennekreds, omtalt LE I 176, 212. - Elskov! (...): fra Oehlenschlagers digt »Naturtemperamenter« 1803 (Poet. Skr. ved Liebenberg XIX 55). - Philomele: gr., nattergalen. - Eders: jeres.

389

✂ Pigeskole: P.L. Møller søgte 1837 en stilling som dansklærer (sml. Frithiof Brandt: Den unge Søren Kierkegaard 1929, 182). - Applomb: sikkerhed, styrke.

390

✂ Dogma: gr., læresætning. - 300 Rbd.: se ovf., note B. - Nicht mehr (...): Ikke mere for Fieskos hoved. Fra Schillers drama Die Verschwörung des Fiesco zu Genua (1783) I 9. - Skattebevillingsret: se n.t.s. 290.

389

391

✂ Cancellipræsident: justitsminister. - Storkors: se n.t.s. 315. - collegiale: baseret på »Collegier«, bestyrelser med afgørelser gennem stemmeflerhed. - Eidergrændsen: se n.t.s. 301.

392

✂ Chimære: hjernespind. - skjønnere at erobre en Kvinde (...): sml. Orla Lehmanns ord om friheden LE I 192. - Hjarne: en sagnskjald, der ifølge Saxo 6. bog kap. 1 som tak for et mindekvad om Frode Fredegod fik kongeværdigheden. - Vægteren: sml. Chr. Richardts vise til Carl Plougs 25-års studenterjubilæum 1854 med linjen »Han var vor Hejmdal, naar Vægterne sov« (Saml. Digte I 1895 12). - ikke (...) Hatteskygge: citat fra Plougs avis Fædrelandet.

393

✂ macte: lat., hil dig. - Ivanhoe: i Walter Scotts roman 1820 kap. 12. - Ney: franskmanden, den senere marskal Michel N. (1761-1815) var født i fattige kår, blev kontorist og gik derefter ind i hæren som husar.

394

✂ Medusaskjold: det kvindelige uhyre Medusa, der forstenede enhver med sit blik, blev fældet af Perseus, som satte hendes hoved i sin værnegudinde Athenes skjold. - Nabrin: ifølge vejviseren 1834 paraplyfabrikant på Østergade.

395

✂ Patronesse: beskytterinde. - Honneurs: hædersbevisning. - Distinctionerne: kendetegn. - Ugle: visdommens fugl hørte til gudinden Athene (Minerva). - Alumnus: discipel. - den store Gaard: universitetet. - Fideicommis: stamgods.

396

✂ en ung Pige: sml. s. 119. - Fru Heiberg: se n.t.s. 137. - Mdm. Nielsen: skuespillerinde ved Det kgl. Teater Anna N., f. Brenøe (1803-56).

397

✂ Hercules's Støtter: bjergene Kalpe (Gibraltar) og Abyla (Ceuta) ved indgangen til Middelhavet.

398

✂ Kom nu (...): Aladdins bad i sultanpaladset, sandsigerindernes dronning Peribanus ord frit citeret fra Oehlenschlägers Aladdin 3. akt (Poet. Skr. ved Liebenberg I 190; orig.: »Kom nu, min vakkre Yngling! / Nu Alt er tilberedt, / Alt, hvad dit Hierte ønsker, / Er efter Ønske skeet: / En sval og kølig Grotte / Nu herligt hvælver sig, / De slebne Marmorsider / Saa glat omgive dig. / Paa Bunden strøet er bleven / Flint Alabastersand. / I Badet bølger Rosen- / Og klart Lavendel-Vand«. - vorden: blevet. - Alabaster(sand): hvid krystallinsk gipsart.

399

✂ sagt til Bregning: s. 365. - skrive: notere udgift. - Bordter (...) udhugges: om udskæring af borter (pyntebræmmer) som del af malerarbejde. - Adjunct: s. 224 omtales han som overlærer.

400

✂ gaillards: fr., muntre fyre. - enfin: fr., velan, godt!

401

✂ Iversyge: jalousi.

390

402

✂ ulykkelig Maade: forklaringen gives s. 452. - Basse: sml. s. 42.

403

✂ iKloster: sml. II s. 57, 142. - Guds Moder (...): fra H.C. Andersens syngestykke Liden Kirsten 1846 sc. 1 (sml. n.t.s. 202).

404

✂ Papisten: katolicisme. - voxe dens Vinger: efter Platons Faidros 245-247. - sex Slags Kjærlighed: formentlig inden for sufismen, den islamiske mystik.

406

✂ Bernard de Palissy: fransk keramiker (1519-90). - Rubens og Klosterbroderen: kilden ikke identificeret. - Refectoriet: spisesalen.

407

✂ uskatteerlige: uvurderlige.

408

✂ Hekatomber: ofringer hos grækerne af hundrede okser (Øxne) eller andre dyr; navnet er afledt af ordene for 100 og okse, ikke af gudindenavnet Hekate. - deriverer: afleder. - hiin Aften: s. 178.

409

✂ Inclination: tilbøjelighed. - Gud naade dennem (...): sidste strofe i folkevisen om Aksel Thordsen og Valborg (i A.S. Vedels gengivelse; DgF nr. 475).

410

✂ Kobbersmeddøttre: hentydning til J. C. Hostrups komedie Genboerne 1844.

412

✂ Tædas exosa (...): lat., Hun hadede bryllupsfakler (Ovids Metamorfoser I 483; om Daphne, der ønskede at forblive jomfru. For at undgå Apollons tilnærmelser lod hun sig af sin mor Gaia (se n.t. II s. 220) forvandle til et laurbærtræ). - Nausikaà: s. 133. - Herren beskytte (...): udtryk fra Alterbogen. - Opfylder Jorden (...): 1. Mos. 1, 28. - lapsus linguæ: lat., fortalelse. - Baden: se n.t.s. 150. - lover: lovpriser.

413

✂ iOctav: sml. s. 60. - Foreningen: se n.t.s. 183. - 2 Mk. 8 Sk.: se ovf., note B. - Ferrini: restauratør på Kongens Nytorv (if. Vejviseren 1840 og 1841). - honnet: s. 187, 210, 497.

414

✂ Marmorkirken: påbegyndt 1749, henlå som ruin p.g.a. pengemangel, indtil C.F. Tietgen erhvervede pladsen 1874 og fik bygningen fuldført 1894. - Og hvor er din Barm (...): fra Poul Martin Møllers digt »Den gamle Elsker« 1817; saa fuld, orig.: »saa fuld?«. - Genier: ånder.

415

✂ hans Mosters Mand: s. 220ff.

416

✂ Spølkum: skål, stor kop. - den Nat: s. 178.

417

✂ Eventyret: muligvis fru Gyllembourgs novelle »Den magiske Nøgle« (sml. n.t.s. 115). - Fløitespiller: efter et tysk sagn lovede borgerne i Hameln en mand mange penge for at befri byen for rotter, og ved at blæse på sin fløjte lokkede han alle dyrene ud i floden Weser; men da man »glemte« at betale ham, lokkede han byens børn med sig og forsvandt ind i et bjerg med dem.

391

418

✂ Prindsessen i Eventyret: ikke identificeret.

419

✂ Lieutenant Holm(s): s. 172. - Delicatesse: finfølelse. - sin musikalske Smag: sml. s. 212 og NS 1858 I 132. - sit Ansigt: s. 417.

420

✂ Studentmagersvend: student (spøgende, måske efter Genboerne, sml. n.t.s. 410). - Nabober: rigmænd.

423

✂ Tag Bladet bort (...): s. 407. - Kom ned (...): s. 114.

424

✂ sat Ret: fast sædvane.

425

✂ Isabella: s. 30. - Schabbesgoi: jiddisch, en kristen, der hjælper jøderne med handlinger, de ikke må udføre i sabbatten (sml. novellen »Maser« 1868, DK 222).

428

✂ Cardinalen som Djævel: efter sigende har Michelangelo på Dommedagsfresken i det sixtinske kapel givet Minos (se n.t.s. 136) den pavelige ceremonimester Biagios ansigtstræk som hævn, fordi denne forargede sig over personernes nøgenhed (sml. Georg Brandes: Michelangelo Buonarotti 1921 s. 387).

429

✂ Der Meilech: hebr. (eg. Melek), kongen. - Doris: se n.t.s. 30.

430

✂ Adaunoi: hebr. (eg. Adonaj, plur. af Adon), Herren.

431

✂ en stor Digters Ord: muligvis Goethes afhandling »Am Rhein, Main und Neckar« 1816 (Jub. Ausg. XXIX 238).- Kunstværk: templet (1. Kong. 6, 1). - Schamir: ifølge Talmudskriftet Gittin; Goldschmidts kilde er Abr. Tendlau: Das Buch der Sagen und Legenden jüdischer Vorzeit 1842 218ff. - Asmodai: dæmonernes konge i den jødiske Haggada (fortælletradition).

432

✂ det andet Tempel: Jerusalems 2. tempel blev brændt af kejser Titus 70 e.Kr. (sml. »Et Dagbogsblad fra Rom«, Udv. Skr. I 449). - Lilis: hebr. Lilita, hos Esaias 34, 14 en kvindelig natdæmon, efter rabbinsk overlevering Adams første hustru, som forlod ham og derefter i slangens skikkelse blev årsag til syndefaldet.

433

✂ Bileam: jødisk profet, omtalt i 4. Mos., som forledte israelitterne til frafald fra Jahve og for den senere jødedom kom til at stå som inkarnationen af alt ondt. - Kabbala: jødisk mystisk lære af teosofisk art. - Schamsadai: omtalt i de talmudiske skrifter Gittin og Pirke Aboth (kap. 5), i digtform behandlet af Tendlau (se n.t.s. 431). Sml. skitsen »I en Postvogn« (Udv. Skr. V 273).

434

✂ Børnebal: s. 30. - Daimonisk: fra en indre stemme (daimon som hos Sokrates). - Tag Bladet bort: s. 404, 423.

435

✂ der er Forhold (...): s. 213.

436

✂ Carriere: se n.t.s. 214. - Salen: stadsestuen, som i tidligere tiders hjem blot benyttedes ved selskabelige lejligheder. 439 reputeerlig: agtværdig. - Fru Heiberg: se n.t.s. 137. - Mdrn. Nielsen: se 392 n.t.s. 396. - Jomfru Ryge: skuespilleren Joh. Chr. R.s datter Natalia (1816-95), selv skuespillerinde ved Det kgl. Teater. - Er Tante rig?: sml. s. 453, 466.

440

✂ Revue: oversigt. - Feuilleton: se n.t.s. 354. - fratræde Embedet: endnu så sent som 1854 havde regeringen A. S. Ørsted afskediget de nationalliberale førere C.C. Hall, C.G. Andræ og D.G. Monrad fra deres embeder, fordi de angreb ministeriets politik. - brød sig (...) om: tog sig nær.

441

✂ Balzac: fr. romanforfatter (1799-1850). - Periklesser og (...) Aspasier: Perikles' (se n.t.s. 134) elskerinde Aspasia holdt en slags salon for græske kunstnere og forfattere. - Fablen om Ræven: Jean de La Fontaines (1621-95) »Le corbeau et le renard«, i hvilken ræven med smiger får ravnen til at forsøge at synge, hvorved fuglen taber den ost, den har i næbbet.

442

✂ kun een Nøgle: antydning af, at den letlevende dame måske også havde givet Otto nøglen til hendes entredør. - Wenn die Jugend (...): ty., hvis ungdommen vidste. Kilden ikke identificeret. -Holms Vindue: i vejviserne fra 1840erne forekommer to silkekræmmere af navnet Holm.

444

✂ Da man Deine Tempel (...): Da man endnu bekransede dine templer - Fra Schillers digt »Die Götter Griechenlands« (1788) strofe 1. - Amathusia: fra den fønikiske by Amathus, et hovedsæde for dyrkelsen af Afrodite (Venus). - Agnes: sml. s. 158 og 284. - Heloïse: blev elsket af sin lærer, den skolastiske teolog Pierre Abailard (1079-1142); forholdet fik følger, og de blev hemmeligt viet. -Concubine: elskerinde.

445

✂ Beranger(s): den franske visedigter PJ. de B. (1780-1857), af hvis sange flere handler om hans elskede, grisetten Lisette. I en afhandling om ham siger Goldschmidt bl.a., at nogle af hans digte »indeholde den største Profanation af Kjærligheden, som omtrent er mulig« (NS 1857 III 26). - Waterlooslaget: Napoleons nederlag 1815.

446

✂ Dryade(n): trænymfe i græsk mytologi. - Aber ich (...): Men jeg, jeg har vundet dig og alt, slot og folk, pauker og trompeter hylder min unge herlighed. Fra Heinrich Heines »Berg-Idylle« nr. 3 i Die Harzreise 1826. - Stads: festivitas. - indgetogen: se n.t.s. 282.

447

✂ Svingbasser: se n.t.s. 11. - Harald Godwinson: den sidste angelsaksiske konge, faldt i slaget ved Hastings (1066). Af kilder citeres Lappenbergs Geschichte von England (1854) i NS 1857 I 139. - William: 393 Vilhelm Erobreren (1027-87). - Harald Haardraade: norsk konge 1046-66.

448

✂ Editha: således kaldes Haralds elskede Edgyth hos Heine i romancen »Das Schlachtfeld von Hastings« (Romanzero 1851). - Æolsharpe: vindharpe (efter vindenes gud Aiolos). - Francesca da Rimini: fyrstedatter fra Ravenna, var ulykkeligt gift med Gianciotto Malatesta og elskede hans bror Paolo; da ægtemanden opdagede forholdet, dræbte han dem begge (ca. 1285). Parret optræder i Dantes Divina Commedia (1302-21), hvor oldtidsdigteren Vergil leder Dante gennem Helvede (5. sang). Maleriet af den fransk-hollandske Ary Scheffer fra 1834 er omtalt i Arvingen (1865, Danske Klassikere 109). - Amor noi (...): ital., Kærligheden fører os sammen i døden (Divina Commedia vers 106).

449

✂ sympathetisk(e): samstemt, samfølende. - vilde have os til at danse: s. 398.

450

✂ determineert: bestemt.

451

✂ deres gamle Sted: s. 447. - gjøre Honneurs: se n.t.s. 276. - Barnet døde: II s. 143.

452

✂ Kongen selv, siger (...): 2. akt 4. se. - Kjøbmand Bille: s. 402. - Borgerrepræsentant: borgerrepræsentationen blev indført i København 1840 som et kommunalt råd på 36 medlemmer, valgt af borgerne. - Kobbermarker: markstykker, jf. ovt., note B.

453

✂ Broderdatter: Pauline Bille.

454

✂ da han saae hende i Brudedragt (...): s. 381.

455

✂ Jo ringere (...): s. 157. - En god Huusmoders Rang (...): af Jens Baggesens rejsebog Labyrinten (1792-93, Danske Værker 2. Udg. IX 111), anvendt på den tyske skuespiller F. L. Schröders hustru, der selv var skuespillerinde.

456

✂ Feinter: se n.t.s. 60.

457

✂ chicaneus: fr., ondsindet, præget af lovtrækkeri. - Basse: sml. s. 42, 402, 563. - Bedækning: beskyttelse. - Firrnan: tyrkisk forordning. -den hvide Snee: s. 407.

458

✂ Syngemester: embedsmand, der ledede korindstuderingerne ved Det Kgl. Teater.

459

✂ Francesca da Rimini: se n.t.s. 448.

460

✂ Choristinde: se n.t.s. 372.

461

✂ Æneas (...): trojanernes landflygtige leder søgte efter sagnet tilflugt hos Karthagos dronning Dido, hvem han fortalte om alle sine genvordigheder (skildret i Vergils (70-19 f.Kr.) Æneide 4. sang). - à qui: 394 fr., for alle og enhver. - Baisse moi (...): kys mig, Suzon, og lad os ikke fordømme nogen. Fra Bérangers digt »Mon curé« (Oeuvres Complètes 1836 I 163). Sml. n.t.s. 445.

462

✂ Mein Sohn (...): Min søn har sagt, at hvad der trykker en, må man forarbejde, og når han har haft en sorg, har han gjort et digt deraf. Fra Bettina (se n.t.s. 320) I 53. Også citeret LE I 200.

463

✂ skuffe: bedrage. - Podagra: fodgigt.

464

✂ folie: fr., tåbe (eg. tåbelighed). - folly: eng., d.s. - Christiansted: by på St. Croix. François André havde som ung opholdt sig i Vestindien (s. 58). - Bankhæftelser: efter Statsbankerotten og Rigsbankerotten 1813 blev der pålagt alle ejendomsbesiddere en engangsskat, kaldet B., på 6 % af ejendommens værdi. Da folk gennemgående ikke regnede med, at banken snart ville kunne give dem dividende, solgte de dem til lav pris (forklaret af Goldschmidt i den engelske oversættelse af romanen II 203).

465

✂ Cato: Marcus Porcius Cato den Yngre (95-46 f.Kr.) ønskede ikke at opleve republikkens undergang gennem Cæsars sejr ved Thapsus; efter filosofiske samtaler med sine venner og læsning i Platons Faidon dræbte han sig med sit sværd (Plutarchs Levnedsbeskrivelse kap. 68ff.). - en gentilhomme: fr., som fin mand. - chose: fr., ting. -bêtise: fr., dumhed. - Que voulez vous?: fr., hvad vil De have? - messieurs (...): fr., de herrer studenter. - Mundus vult (...): lat., verden vil bedrages, lad den derfor blive bedraget (tillagt kejser Neros hofmand, forfatteren Gajus Arbiter Petronius (1. årh. e.Kr.)).

466

✂ j'en conviens: fr., det indrømmer jeg. - je ne dis pas non!: fr., det nægter jeg ikke! - Priis: dosis snustobak. - Pauline Bille arver: s. 439.

467

✂ dialectisk: set fra flere sider, tvetydig.

468

✂ Jam tempus (...): lat. Kilden ikke identificeret. - Jeg har reent Linned paa: sml. s. 59, 73.

469

✂ Flip: engelsk betegnelse for blandingsdrik af øl og brændevin. - Seir og Lykke: s. 214.

470

✂ mange Piger (...): s. 64. - Justitsraad Roed: s. 352. - at leve mere (...): s. 564.

471

✂ Baldur: Odins søn, som ifølge Snorres Edda blev dræbt ved Lokes list af den blinde Høder, der skød en mistelten mod ham. - et greveligt Huus: ifølge den engelske udgave (II 218) er det grev Løvenhjelms.

472

✂ den magiske Nøgle: se n.t.s. 115.

473

✂ Mæcenas: se n.t.s. 357. - Privatpræceptor: se n.t.s. 105.

474

✂ Academiet: Kadetskolen hed indtil 1869 Søkadetakademiet.

395

475

✂ Greven af Montferrat(s): se n.t.s. 113. - Français e (rne): fransk selskabsdans med seks ture.

476

✂ mener deux (...): fr., føre to intriger på en gang. - à la guerre (...): fr. ordsprog. I krig må man indrette sig efter krigens gang.

477

✂ en gros: fr., i det store. - Kammerjunker: se ovf., note A. - tegne(de) sig: blive noteret på en dames balkort. - Balsløifer: som herren erhverver fra damen i cotillon (selskabsdans med skiftende ture).

478

✂ Ponton: brobåd. - Hr. Bagger: s. 110. - Hende: s. 475. - Zaubersaiten (...): ty. tryllestrenge, se s. 277 med note. - leflende: letfærdige, flirtende.

479

✂ engang paa Østergade: s. 116. - Couvrez æ sein (...): Bedæk dette bryst, som jeg ikke vil vide af at se! Ved slige genstande bliver sjælene såret, og deraf kommer syndige tanker. (Tartuffe 1669 III 2).

480

✂ Persifflage: fr., spot, stikpiller.

481

✂ Borddandsen: den første dans efter souperen.

482

✂ Mdm. Roland: se n.t.s. 290.

483

✂ gentil: fr., nobel. - Strid med Regeringen: s. 440.

484

✂ forsøgt: prøvet. - Conferensraad: se ovf., note A. - Lady Macbeth: i Shakespeares drama Macbeth (ca. 1605) ægger hun sin mand til at dræbe kong Duncan og efterfølge ham på tronen.

485

✂ Ludvig Philip: den franske »borgerkonge« (d. 1850) var i sine senere regeringsår stærkt upopulær og blev fordrevet ved Februarrevolutionen 1 848.

486

✂ Spanier: stolt, ærekær person. - Cicisbeo: ital., en hustrus fortrolige ven (eg. den, som hvisker).

487

✂ Victoria Colonna: italiensk digterinde (1492-1547). - Carl d. 5te(s): tysk kejser 1519-56, konge i Italien fra 1526.

488

✂ Til Seir (...): se n.t.s. 214.

489

✂ skuffende: bedrageriske, illuderende. - hans Frue: skuespillerinden (s. 371).

490

✂ ved Leilighed: s. 491. - Han betroede mig: s. 367. - Baron: s. 371 omtales han som greve. - ride en Mand over: s. 214. - ride til Byen: s. 235.

491

✂ faae deres Krig frem: få deres vilje.

493

✂ slimede Kryb: sigter vel til s. 188. - Bagger: s. 478.

494

✂ Gongon'en: brugtes i Det kgl. Teater, når der opstod meningstumulter, for at genskabe ro.

495

✂ Rappierer: fr., fægtekårder. - ingen Mand (...): ifølge NS 1858 I 136 citat fra Aristofanes, men ikke identificeret. Aristoteles' Ethica Nicomachæa X 8 har en lignende tankegang (Niels Møllers overs. 1936 396 s. 278). - Pistolen: s. 46. - Humlestang: s. 13. - Hun paa Ballet: s. 481.

496

✂ Gladiator (er): fægter, sværdkæmper. - bøie: vende nedad. - Fader stod (...): s. 70. - Vinde: hejseværk. - Tabula rasa: lat., ubeskrevet blad, her måske i betydningen: rent bord. Udtrykket ses hos Albertus Magnus (1193-1280) i De anima 3,2,17, men har forudsætninger hos Aristoteles. - et Blik (...): kilden ikke identificeret.

497

✂ honnette: s. 187, 210, 413. - Forskjellen mellem Ideal og Natur: s. 156, 356, 523.

498

✂ Prosit: fra Johan Herman Wessels Kierlighed uden Strømper 1772 V, 7. - Marmorbilder stehen (...): Marmorbilleder står og ser dig an. Fra Goethes digt »Kennst du das Land« (1795, Jub. Ausg. II 85); sehen Dich an: orig.: »sehn mich an«.

499

✂ Bei meines (...): Ved min faders evige skæg. Fra Goethes farce Götter, Helden und Wieland (1774, Jub. Ausg. VII 137).

500

✂ romerske Hærfører: Menenius Agrippa i kampen mod volskerne 446 f.Kr. (Livius' Romerske historie III kap. 70).

501

✂ Birgitte: s. 421. - seet sin Barndom: smst.

502

✂ jactus yeneris: Venus' kast. - Genier: ånder. - schofelt: uanstændigt, gement. - Arrak: rusdrik af ris m.m.

503

✂ kvægede: vederkvægede, forfriskede. - Pythagoræerne: disciple af den græske filosof Pythagoras (6. årh. f.Kr.). - Wahlverwandtschaft: valgslægtskab. Hentydning til Goethes roman Die Wahlverwandtschaften (1809).

504

✂ Bank: spilleparti. - allons (...): fr., afsted, mine herrer, fat mod; næsten ordret citat fra Oehlenschlägers Sanct Hansaften-Spil (1803), »mødende Chor af Alt«. - Wohlauf (...): Afsted, kammerater, til hest! Fra Schillers drama Wallensteins Lager (1798) sc. 11 vers 1050. - Jacob den 2den: flygtede 1688 fra England og slog sig ned i Frankrig.

505

✂ krigersk-religiøse Sang: Mirjams sang (se n.t.s. 31).

506

✂ Gid han var et Grevebarn: sml. s. 37.

507

✂ Gudernes Tog: efter Platons Faidros 248d. - Perikles: se n.t.s. 134. - Sophokles: se n.t.s. 107. - Rector: Goldschmidts gamle skolebestyrer K.C. Nielsen troede i anledning af Corsaren, at han var ved at gå i hundene (Br. I 81).

508

✂ Equivoque: fr., tvetydighed. - Han med de store Ører: s. 506. - chevalereske: kavalermæssige.

509

✂ Muser: se n.t.s. 167. - Gratier: se n.t.s. 152.

397

511

✂ Laugssvend: medlem af håndværkerlaug (med eneret indtil 1857, sml. n.t.s. 290).

512

✂ Udskrivning: til soldat. - trække sig fri: ved lodtrækning af frinummer. - gravet i Maven: s. 219. - Cirklens Quadratur: en umulig opgave, da en cirkel ikke kan inddeles i kvadrater.

513

✂ Perpetuum mobile: drivværk, som ved egen kraft holder sig i stadig bevægelse.

514

✂ Folkefest: ved anordningen af 28. maj 1831 fastlagdes de grundlæggende bestemmelser for stænderforsamlingerne, hvilket gav anledning til, at Tscherning foreslog afholdelse af politiske møder på denne dag. Sml. »En Maifest« (Fortællinger 1846), LE I 206f. Efter gennemførelsen af Junigrundloven i 1849 afløstes 28. majfesten af møder på grundlovsdagen. - Foreningen: se n.t.s. 183.

515

✂ fortrød det ham: fortrød han. - Phønix: sagnfugl, som opbrændte sig selv og genopstod forynget af asken. - Athenes gamle Skik: som oftere i de homeriske digte. - Det virkelige Liv: gentagelse fra s. 394.

516

✂ Dalberg havde udviklet: Orla Lehmann havde på Casinomødet 11/3 1848 opfordret til at tvinge de slesvigholstenske oprørere, mens Goldschmidt anbefalede at spørge dem, om de ville gå i konstitutionel forbindelse med Danmark (NS 1848 II 80ff.); for ham betød friheden mere end nationaliteten. - Metternich: østrigsk kansler 1821-48. - Herskere: det 1815 oprettede tyske forbund bestod af 31-35 stater og 4 fristater. - Uffe: U. hin Spage, sagnagtig forkæmper for Danmarks frihed og ære, jf. Saxo 4. bog.

517

✂ uforsøgte: uerfarne. - Kjærminde(folk): hentydning til et af Grundtvig hyppigt brugt udtryk, fx i sangen »Fædreneland ved den bølgende Strand« 1848.

518

✂ Derfor hver (...): ifølge den engelske udgave af romanen et citat af Oehlenschläger, men det har ikke kunnet identificeres. - det levende Ord: hentydning til Grundtvig, der opr. brugte udtrykket i Kirkens Genmæle (1824) om Guds ord (som i Ap. Gern. 7, 38). - vælske: sydlandske.

519

✂ i de bare Skjorteærmer: s. 389.

520

✂ see Dig ud (...): omkvædet i folkevisen »Svend Vonved« (DgF nr. 18).

521

✂ Nordens Gjenfødelse: s. 191. - Ludvig Philip døer: se n.t.s. 485. - Føre til Seir: se n.t.s. 191.

522

✂ altklugt: ty, gammelklogt. - Fremtidens Martyrer: s. 392.

523

✂ Collot d'Herbois: fransk revolutionsmand (1750-96), som i sin ungdom 398 skrev skuespil, hvoraf et blev udpebet i Lyon; i sin senere politiske karriere blev han som medlem af Velfærdskomiteen sendt til denne by for at undertvinge den og for da meget hårdt frem, måske som hævn for sit tidligere nederlag. - Gideon: gik i spidsen for sine mænd frem mod Mideanitterne med fakler skjult i lerkrukker, som de pludselig med stor larm knuste, hvorpå de stormede fjendens lejr (Dom. 6-8). - Alles von mir gelernt: ty., altsammen lært af mig. - Historien hos Milner: s. 371. - schofel: se n.t.s. 502. - Cekrops: græsk sagnhelt, ansås for den, der havde bibragt beboerne af Attika kultur og gode sæder.

524

✂ Nur die Lumpe (...): Kun uslinge er beskedne. Fra Goethes digt »Rechenschaft« (1810, Jub. Ausg. I 92).- Fylgie: se n.t.s. 122.- Fogden: Jesper Ridefoged i Holbergs komedie Erasmus Montanus. - Hvad er Sandhed?: Pilatus' ord til Jesus (Joh. Ev. 18, 38; sml. s. 292). - Jesuitisme: Jesuiterordenens lære, ifølge hvilken hensigten helliger midlet. - Raphael(s): se n.t.s. 157.

525

✂ Nürnbergerværk: betegnelse for billig og dårlig kunst. - Og naar Folket (...): ifølge den engelske oversættelse (II 264) citat af et dansk skuespil; hvilket vides ikke. - Conradin: den sidste Hohenstaufer (1252-68), der sammen med sin farbror Manfred forsvarede dynastiet mod paven; begge faldt i kamp mod Karl af Anjou. - Bandiera: de italienske patrioter, brødrene Attilio (1811-44) og Emilio B. (1819-44) var oprindelig officerer i den østrigske flåde, men sluttede sig til »det unge Italien«, dvs. den bevægelse, der opstod i 1830'erne og 1840'erne og som mål havde Italiens »genrejsning« (»Risorgimento«) som et sprogligt og kulturelt fællesskab. Da de forsøgte at undsætte calabreserne, blev de fanget og henrettet.

526

✂ profecto: lat., sandelig. - Sokrates oplæser (...): s. 346. - Mennesket er et Selskabsdyr: det ses ikke, at Schiøtt tidligere har udtalt dette; derimod svarer det til Aristoteles' ord, at »mennesket er af naturen et samfundsvæsen« (Statslære I, 1, 9) og Kierkegaards, at »Mennesket er et selskabeligt Dyr« (Enten-Eller, Søren Kierkegaards Skrifter II 1997 s. 278). - Rangforordning: se ovf., note A.

527

✂ Og dem, jeg elsker (...): fra Carl Baggers digt »Ønskerne« (1826). -staaer i Borggaarden: s. 202.

528

✂ Hør Ungersvend (...): se n.t.s. 202, sml. II s. 55. - Bruspulver: pulver til fremstilling af brusende drik mod ildebefindende.

529

✂ Revers: forpligtelsesdokument; Hald havde måttet love ikke at skrive mod regeringen (s. 440). - Etatsraad: se ovf., note A. - Ottos Yttring: s. 519f.

399

530

✂ Æresord: sml. s. 522.

532

✂ Tasso, Torquato (1544-95): italiensk digter; med ordene om gode Stridsmænds Løn sigtes der formodentlig til IlGerusalemme liberata 8. sang vers 29. - Hvo der holder (...): Emilie har fortalt Camilla (s. 305) om sine ord til Otto (s. 9, sml. II s. 138). - Viinaand: alkohol.

533

✂ iLysthuset: s. 50. - Correggios Nat: maleriet »Den hellige nat« af Correggio (ca. 1494-1534) i Dresdnergalleriet. - Slag af Sværdet: på skulderen, hvormed man blev slået til ridder. - Bøn til Muserne: s. 509.

534

✂ lært at bede: s. 99, sml. 383. - Bankactierne: s. 465. - Fattigskat: skat eller afgift til fattigvæsenet, som siden 1762 måtte betales i København; blev fra 1816 pålagt de mere velhavende borgere, især grundejere. Fra 1861 blev fattigvæsenets udgifter afholdt sammen med kommunens udgifter i øvrigt. - Kjærlighedsmaaltider: de kristnes »Agaper« i de ældste menigheders tid (1. Kor. 11, Jud. 12).

535

✂ hvorfor man læser: s. 384. - Kjeldermænd: se n.t.s. 384. - Juno Lucina: Jupiters hustru i egenskab af fødselsgudinde.

536

✂ Æresord: s. 530. - den »Gamle paa Bjerget«: Gud på Sinai, sml. 2. Mos. 19ff. - holdt Lyset: var til nar.

538

✂ Kvinden behøver (...): s. 162. - sympathetisk: se n.t.s. 126.

539

✂ Stropher ved Stranden: s. 528. - Kjære Sjæl (...): mulig reminiscens af Mephistopheles' ord til Sjælen i J. L. Heibergs komedie »En Sjæl efter Døden« 3. akt (»Kjære Ven, det er Det, Du nu taler igjen«), idet Sjælen har spurgt, hvad en anapæst er (Danske Klassikere 51). - Pricerne(s): den oprindelig engelske kunstnerfamilie, der først optrådte i pantomimerne på Morskabsteatret, senere på Casino og sluttelig i Den kgl. Ballet. - Der hører Lykke: sml. s. 214, 383.

540

✂ Asyllærer: lærer på anstalt for fattige børn, hvis forældre er på arbejde. - anch io (...): ital., også jeg er maler. Ord tillagt Correggio (se n.t.s. 533), da han i Bologna så Rafaels »Hellige Cæcilia«. - Buk: se n.t.s. 82. - norske Skiløber: vistnok en lap, som i 17. årh. skulle vise vej for nogle svenskere ned til Tysfjorden i Nordland, men i mørket ledte dem vild hen til en afgrund, der siden kaldtes Mandefjordfjeldet (fortalt af P. Chr. Asbjørnsen i Billed-Magazin for Børn 1839).

541

✂ Cimbrernes Nedgliden (...): i folkevandringstiden, da de rykkede ind i Italien. Sml. n.t.s. 18, II s. 164. - døe i sin Rede: vending fra Jobs Bog (29, 18) tillagt Frederik III, da han under Københavns belejring 1658 blev tilrådet at flygte ud af landet. - Vilhelm af Oranien: prins Vilhelm »den Tavse« (1533-84), statholder i Holland, men 400 modstander af Filip II og hertugen af Alba, sluttelig snigmyrdet af spanierne ved Balthasar Gérard, der var lejet dertil af jesuiterne. - Und setzet (...): Og sætter I ikke livet ind, vil I aldrig have vundet livet! Fra slutningsscenen af S chiliers drama Wallensteins Lager (1798). - Gustav Adolph: Sveriges konge Gustaf 2. Adolf regerede 1611-32 og faldt i Trediveårskrigen.

542

✂ Dommedag: s. 353. - Die Menschen scherzen (...): Menneskene spøger og ængster sig over livsgåderne; få bekymrer sig om de forløsende ord. Fra et brev fra Goethe til Schiller 12/7 1801. - iSkoven: s. 523.

543

✂ sympathetisk: samstemmende, dertil svarende.

544

✂ Herre i Aandens Rige: se n.t.s. 106. - Physiognomi: ansigtsudtryk. Sml. II s. 218. - at Christendommen ikke (...): sml. s. 195. - Kjærlighedsmaaltid: se n.t.s. 534.

546

✂ den maccabæiske Kvinde: 2. Makk. 7. - Stephanus: kristenhedens første martyr, der blev stenet (Ap. Gern. 7). - Noæh Ark: sådan kaldtes Sems kvistkammer (s. 130). - 4000 Daler: se ovf., note B. - Pjæs: piece.

547

✂ tenax (...): en mand, der holder fast ved sit forsæt. Horats Oder III 3,1.

548

✂ en Comedie: baggrunden herfor kan være den atellan (se n.t.s. 152) af Carl Plougs Et Besøg, der opførtes 1852 ved en Studenterforeningsforestilling. Heri forekom en »rejsende Skjønaand« Moses Meyer, redaktør af Øst og Vest, som var møntet på Goldschmidt (sml. Br. III 123; Kyrre I 248f.). - in effigie: lat., billedligt, gennem en forestillende person. - Lad derfor Svøben (...): s. 189. - ikke kunde aabne Munden (...): se n.t.s. 106. - stige ned (...): s. 188. - 1ste Klasse: sml. s. 505f.

549

✂ tæmmede et heelt Publicum: da tilskuerne i Weimar Teater lo højt på de alvorligste steder i Fr. Schlegels Alarcos (1802), tilvejebragte Goethe som direktør ro ved at råbe »Man lache nicht!« - saa Mange »stænge deres Dør (...)«: s. 188. - Honneurs: ærestegn.

550

✂ Greven: s. 276f. - Dersom jeg var et Grevebarn: s. 37, 506. - Cæsars Hustru (...): Pompeia gav en fest til ære for gudinden Cybele, hvorved ingen mand måtte være til stede; da det rygtedes, at en sådan alligevel skulle have indfundet sig, forklædt som kvinde, lod Cæsar sig skille fra hende med denne begrundelse, selvom mistanken viste sig urigtig (Plutarchs levnedsbeskrivelse af Cicero kap. 28).

401

551

✂ Scene i Øehlenschlægers Levnet: i sine Erindringer (1850 I 231ff.) fortæller han, at et par af hans venner, der skulle rejse til Vestindien, holdt et gevaldigt afskedsgilde i Ermelundshuset i Dyrehaven. - Fortunen: traktørsted i Dyrehaven.

552

✂ Halds reise sydpaa: sml. s. 327, II s. 109. - Øl og Mjød (...): fra Oehlenschlägers heltedigt Hrolf Krake 1828 (Poet. Skr. ved Liebenberg XXXI 162).

553

✂ Fortunus: hentydning til »Fortunen«. - Faldera de rødeste Roser: fra sanglegen »Bryde kloster« (se n.t.s. 15). - da gik Munken i Enge: se n.t.s. 14.

554

✂ Bommen: del af flydebro til havnespærring. - thi vogt Dig (...): orig.: »Men vogt dig, o min Pige, for Elverkongen seer dig«, fra J. L. Heibergs skuespil Elverhøi I, 1. - Jeg lagde mit Hoved (...): smst. og fra folkevisen »Elverhøj« (DgF nr. 46). - Hylas: Herakles' yndling, der i Mysien blev draget ned i en kilde, hvor han ville hente vand (Vergils 6. Ekloge og Theokrits 13. Idyl). - Gibson(s): den engelske billedhugger John G. (1790-1866), hvis skulptur »Hylas, overrasket af nymfer« Goldschmidt havde set 1847 i kunstnerens atelier i Rom. - Minder om Barndommen: s. 14.

555

✂ Kjøbmanden: s. 168.

556

✂ deres første Møde: s. 353ff. - Samfundsstilling: Berg er blevet kontorchef (II s. 231). - Friherrinde v. Stein: Charlotte v. Stein (1742-1827), hvis nære forhold til Goethe er kendt gennem deres brevveksling; 1806 ægtede han den jævne borgerlige pige Christiane Vulpius, som han længe havde haft boende hos sig. - Voluspa: Eddadigtet Vølvens spådom vers 42-44.

557

✂ omkring et Æbletræ: sml. s. 12, II s. 91, LE I 71.- hvor Støtten kneiser: vel en oversættelse af »colonne étincelante« i Victor Hugos digt »A la colonne de la Place Vendôme« (1824, Odes et Ballades). - Ich gehe (...): Jeg rejser videre i morgen og kommer vel aldrig igen. Efter Heines ord til en ung pige i Goslar, som han har fravristet et kys (Harzreise 1826, Eisters udg. III 38).

558

✂ Stoicisme: selvbeherskelse, upåvirkethed (efter de græske stoikeres filosofiske levelære). - Execution: udpantning.

559

✂ Samuel: ågerkarlen, sml. s. 206. - Jus: lat., jura. - tyve Daler: se ovf., note B. - Slutteriet: se n.t.s. 207. - Alkibiades: se n.t.s. 128.

560

✂ le jeu (...): spillet er ikke en tælleprås værd (datidens scener blev oplyst af tællelys). Fra den franske dramatiker Pierre Corneilles Le menteur (opf. 1643) l, 1. - Mississipi-Bank: den skotske finansmand 402 og eventyrer John Law (1671-1729) dannede i Louisiana det såkaldte Mississipi-Kompagni, der en tid blomstrede, men til slut krakkede og forvoldte aktionærerne store tab.

561

✂ (Reise)penning: kasse. - skuffede: bedrog. - Luften hører (...): se n.t.s. 215. - kastet paa Hovedet: et lignende fald med en hest var overgået P.L. Møller (Br. I 211).

562

✂ Fru Vandamme: s. 182.

563

✂ Eventyret: kan være Grimm-eventyret »De tre feltskærer«. - Heldraad: heldbringende råd (efter de islandske sagaer). - den ene Side: sml. II s. 175. - Proces: s. 457.

565

✂ Hun var ellers (...): Emilie, der har været hjemme til faderens begravelse. - bag Haverne: s. 87. - Byfoged: se n.t.s. 12. - Caroline Amalies Gang: s. 286. - despecteerlig: respektløst. - Odelsbonde: selvejende bonde (i kraft af odel, slægtsbetinget jordejendomsret). - gentilhomme bourgeois: titelpersonen i komedien Le bourgeois gentilhomme (Den adelsgale borger) 1670, II 6. - philosophiske Sten: »de vises sten«, et kemisk middel, der antoges at kunne forvandle ethvert metal til guld, hjælpe mod sygdom og forlænge livet. - Jochum: kilden ikke identificeret.

566

✂ Assembleer(ne): forsamlinger, sammenkomster.

567

✂ Servilisme: følgagtighed. - approberet: godkendt. - Sølvgehæng: sølvindvirket bælte el. skærf, især til at bære våben i.

568

✂ bleven bleg i Paris: s. 90.

✂

Bind II

✂ 7 Brüsselertæpper: se n.t.s. 175. - Schach: shah, konge. - søgte et lykkeligt Menneske: gammelt folkeeventyr, genfortalt bl.a. af H.C. Andersen i »Talismanen« (1836). Kilden kan være et fransk digt om Harun-alRaschids søn, sml. Anderseniana 1976 s. 265. - Töplitz: Teplitz, Teplice, by på den tjekkiske side af grænsen.

✂ Vognslaget: vogndøren. - Mailænderinder: damer fra Milano. - Lombardiet: norditaliensk landskab. - Østerrigernes Adfærd (...): først 1859 lykkedes det størstedelen af Italien at befri sig for østrigsk overherredømme. Sml. II s. 160f.

✂ bøhmisk(e): tjekkisk. - gjøre Honneurs: se n.t. I s. 351. - traktede: tragtede. - ambrosisk: guddommelig (af gr. ambrosia, gudespise). - Rübezahl(s): se n.t. I s. 385. - gjækket: narret. 10 table-d'hôte: værtens fællesservering. - Syvsoverne: efter et sagn blev 403 syv kristne på kejser Decius' bud (ca. 250) indemuret i en hule, hvor de faldt i søvn og først vågnede op ca. 200 år efter under Theodosius II; de dyrkedes som helgener og mindedes i kalenderen med en »Syvsoverdag«.

✂ (Wiener-)Würste: ty, pølser. - Ruster: vin fra egnen omkring byen Rust på grænsen mellem Østrig og Ungarn. - Kjæmpeviser: folkeviser. - Overøsterrigere: nordøstrigere. - Gloggnitz: ikke identificeret. - Da ist er: ty., der er han.

✂ Elle est terrible (...): Frygtindgydende er min kastaniebrune elskede, som synet af en krigsfane, og hendes bliks trylleri er en trompet, som river os med. Fra visedigteren Pierre Duponts sang »Ma châtaine« (af La Muse populaire 1851), som Goldschmidt citerer i sin afhandling om Béranger (se n.t. I s. 445). - Winthers Digt: »En lille Erobring« 1840 (Saml. Digtninger 1860 I 204). - Jeg har oplevet noget Lignende: I s. 259f.

✂ Kroat: sml. II s. 11.

✂ juliske Alper: Alpeparti nord for Triest. - Borra: eg. Borea(s), det græske navn for nordenvinden. - Diana(s): månegudinden. - Karfunkler: røde ædelsten.

✂ Capitolium: Kapitolinerhøjen, stedet for det antikke Roms hovedtempel. - erkjende: anerkende. - Æneas: efter sine rejser (sml. n.t. I s. 461) nåede han til slut Latium, som han vandt herredømme over. - Porta salaria: port i den aurelianske mur ved Via Salaria. Sagnet er opstået i forbindelse med den 2. puniske krig (218-201 f.Kr.) mod Karthagos feltherre Hannibal (sml. n.t. II s. 165). - den Søile: i kirken S. Prassede (Dagb. 13.3.1847). - ført Jerusalem hertil: de hellige genstande efter Titus' ødelæggelse af jødernes hovedstad (sml. »Et Dagbogsblad fra Rom« NS 1849 V 50, Udv. Skr. I 449). - Monte cavallo: også kaldet Piazza del Quirinale, med kolossalgruppen af Zeus-sønnerne Castor og Pollux med deres vilde heste, tidligere fejlagtigt tilskrevet de græske billedhuggere Phidias (se n.t. I s. 128) og Praxiteles (4. årh. f.Kr.). - rund Hal: Sala delle Muse.

✂ Sokrates: se n.t. I s. 136. - Bias: en af Grækenlands såkaldte »syv vise« (ca. 570 f.Kr.). - Demosthenes: se n.t. I s. 302. - Sophokles: se n.t. I s. 107. - Alkibiades: se n.t. I s. 128. - Perikles: se n.t. I s. 134. - Af dem, jeg elsker (...): se n.t. I s. 527. - bedet til Gudinderne: I s. 509. -Antigone: avlet i blodskam af Ødipus med hans egen mor, begravede trods et forbud sin bror og blev til straf levende begravet. - engang lovet mig: I s. 386. - Oberon: sml. n.t. I s. 85. - Hippogryphen: fabeldyr, hest med rovfuglehoved (grif).

404

✂ Hjelmkrones: I s. 371. - giftes: med fru Vandamme (I s. 182, 562, II s. 213). - Osteri: ital., værtshus. - Aloysius: romersk adelsmand (1568-91), som plejede pestsyge og 1726 kanoniseredes som helgen. - Befani-Festen: til fejring af Kristi åbenbarelse (gr. epiphani) for hedningene på Helligtrekongersdag 6. jan.

✂ Torlonia: hertug Alessandro T. (1800-86), rig bankmand og mæcen, der også udfoldede stor gæstfrihed. - Principe: ital., fyrste.

✂ prostituerede: vanærede, skandaliserede. - mærkværdige: bemærkelsesværdige, særprægede.

✂ Achilleus: homerisk helt.

✂ cortile: ital., indre gård (her Cortile ottogona del Belvedere). - belvederiske: fra Vatikanfløjen Belvedere (»den smukke udsigt«).

✂ Du Heilige (...) geliebet: Du hellige, tag dit barn tilbage, jeg har nydt den jordiske lykke, jeg har levet og elsket. Fra Theklas sang (se n.t. I s. 386); nehme Dein Kind, orig. »rufe Dein Kind«. - Aftenseiladsen: I s. 258ff.

✂ Thekla (...) Max Piccolomini: personer i Schillers Wallenstein-trilogi. - Aabning: sml. II s. 102. - Forum: det antikke Roms centrale torv. - Colosseum: det flaviske amfiteater til gladiator- og dyrekampe. - via sacra: lat., »den hellige vej« på Forum Romanum. - Gladiator: se n.t. I s. 496.

✂ et Grevebarn: sml. I s. 37.

✂ Monte Pincio: en af Roms nordlige høje på venstre Tiberbred. - engang i Kjøbenhavn: sml. I s. 124. - engt: se n.t. I s. 203. - Maria del neve: ital., sneens Maria, nu S. Maria Maggiore, en af Roms syv pilgrimskirker. - Basilika: rektangulær bygning med forhøjet midterskib og to eller fire sideskibe. - Passegiataen: ital., promenaden, her om parkanlæggene på Monte Pincio, sml. II s. 84.

✂ den appiske Vei: gammel landevej fra Rom i sydøstlig retning, benævnt efter anlæggeren Appius Claudius (312 f.Kr.). - Kedrons Bæk: i dalen mellem Jerusalem og Oliebjerget (nævnes bl.a. i 1. Kong. 2, 37, Joh. Ev. 18, 1). - Hylas: se n.t. I s. 554.

✂ Hver Vaar (...) selv: fra »Christi Fødsel«, som indleder digtkredsen »Jesu Christi gientagne Liv i den aarlige Natur« (1804, Poet. Skr. ved Liebenberg XIX 195); i Jord, i Luft og Elv, orig.: »i Luft, i Lund, i Elv«. - Oplagsstedet: lagerpladsen.

✂ sat mig Stævne: sml. II s. 13. - Ubillighed: urimelighed. - forlade Alt: Matt. 19, 29.

✂ Virak(en): røgelse. - Bournonville(s): franskfødt koreograf (1805-79), som fornyede den danske ballet. - Pirouette: fr., snurren på én fod.

405

✂ søger (...) finde (...) banker (...) blive oplukket: jf. Matt. 7, 7. - Kapuciner(kutten): hættemunk af Franciskanerordenen (grundlagt af Frans af Assisi).

✂ Fra (Ambrosio): frater, broder. - Fredag: katolsk fastedag.

✂ Jesuiter: sml. n.t. II s. 74.

✂ Kopar: ar efter kopper.

✂ Pallavicini: Pietro P. (1607-67) skrev Istoria del concilio di Trienti 1656-57 om kirkemødet i Trient i 16. årh., hvor romerkirken drøftede modforanstaltninger mod reformationen.

✂ Menneskepakket (...): fra Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre 7. bog, 3. kap. (Jub. Ausg. XVIII 184). - Savanarola: Savonarola, florentinsk bodsprædikant og kirkereformator (1452-98); brændt som kætter.

✂ Fourierismen: utopisk socialistisk lære, udformet af Charles Fourier (1772-1837), hvorefter de menneskelige tilbøjeligheder skal tilgodeses frit, og ægteskab og familie erstattes af storfællesskaber.

✂ Sophisme: spidsfindighed. - Aloysius: se n.t. II s. 17.

✂ Janitscharerne: korps i den tyrkiske hær, fra 1361 til ind i det 17. årh. rekrutteret af unge græske krigsfanger, som blev omvendt til muhamedanismen. Korpsets musik af slående og skingrende instrumenter vandt i løbet af 18. årh. indpas i europæisk (især militær)musik. - Maria Maggiore: se n.t. II s. 25. - i Familie med Schiøtt: I s. 505. - Wahlverwandtschaft: se n.t. I s. 503.

✂ Santa Prassede: helgeninde, som med en svamp opsugede blodet fra kristne martyrer, der blev dræbt for hendes øjne, og fyldte det i et kar, hvori hun senere selv blev begravet. Sml. n.t. II s. 15.

✂ Om ti Uger: sml. II s. 101.

✂ Sta. Agnese in Piazza Navona: Sta. Agnese in Agne (sml. Dagb. 17.3.1847). - Vita nuova: kærlighedsfortælling (ca. 1293), overs. af Johs. Dam 1915 s. 7f.

✂ Pascal og Bossuet: franske teologiske skribenter (1623-62, hhv. 1627-1704). - Lagrimi Christi: ital., Kristi tarer. - Campagnen: den flade egn omkring Rom. - Falcone: restaurant nær ved Pantheon, der søgtes af skandinaverne (sml. »Ghetto«, Poet. Skr. V 23).

✂ Velletri(vin): by med vinavl i Albanerbjergene 30 km sydøst for Rom. - Falerner: en i oldtiden berømt vin fra Ager Falernus i Campanien.

✂ en haie: fr., på række, i spalier.

✂ Tilhold: tilholdssted, holdepunkt.

✂ S. Eustachio: den meget gamle kirke S. E. in platana nær ved Corso Vittorio Emanuele.

406

✂ Kom ned (...): sml. n.t. I s. 114. - deroppe ved Apollo: II s. 23f. - Marmorstatuen: II s. 25.

✂ Pygmalion: sml. n.t. I s. 212. - Didrik af Bern: i slutkapitlet af sagaen om denne sagnhelt (eg. østgoterkongen Teoderik fra o. 500 e.Kr.) bortføres han af en sort hest, der forsvinder med ham. - Der hører Lykke til Livet: I s. 213. - Mein Glück (...): Min lykke er min hjemstavn. Fra Goethes Briefwechsel (se n.t. I s. 320) I 147. - oversaae: overskuede. - Virak: røgelse.

✂ En Hyrdedreng: bondesønnen Hildebrand fra Toscana blev 1073 pave under navnet Gregor VII. - Souverainetet: overhøjhed. - de Tydskes Casino: samlingssted for den tyske koloni i Rom (i Palazzo Poli, sml. Dqgb. II 24). - nazarenske Malere: eg. en spottende betegnelse for den skole af tyske malere (Overbeck, Schnorr, Carolsfeld m.fl.), der i begyndelsen af 19. årh. malede fromme billeder i smag med de italienske 1400-tals-malere. Goldschmidt besøgte selv Overbecks atelier og skildrer hans kunst med stor sympati (NS 1849 V 69). - Biblen kun var for gamle Folk: I s. 99.

✂ communistisk: præget af ejendomsfællesskab. - Stenen smeltede: II s. 26.

✂ Donna Agnes: Ottos værtinde, sml. II s. 48. - Senatorernes Tog: ifølge Goethes Italienische Reise 1786-88 åbnes karnevalet med, at guvernøren og en senator (omtr.: rådmand) med følge kører i kareter gennem Corso (hovedstrøget) (Jub. Ausg. XXVII 212).

✂ Menneskeslægten var bleven Barn igjen: sml. »Karnevalet« 1863 (Udv. Skr. II 210). - Scudo: italiensk mønt til en værdi af ca. 5 lire, dvs. ca. 1½ øre.

✂ Høitideligheden paa Capitolium: sml. n.t. II s. 15. Her frigives karnevalets løssluppenhed ved klokkeringning (Goethe anf. st. 201). - Scipio: efter triumftoget for feltherren S. Africanus, der havde bragt den 2. puniske krig (se n.t. II s. 15) til heldig afslutning, nedlagde han i Jupitertemplet sin laurbærkrans og gyldne krone som tak til guderne (Appians romerske Historie VIII 66). - Frisk Mod (...): fra Holbergs komedie Den politiske Kandestøber (ca. 1723) I, 1 (sammensmeltning af to replikker). - betale Omkostningerne: siden 1467 måtte nogle jøder åbne karnevalet ved at løbe en kilometer gennem Corso; dette afløstes fra 1668 af en afgift på 300 scudi (sml. »Ghetto«, Udv. Skr. III 10ff.).

✂ Cajus Gracchus: romersk politiker (153-121 f.Kr.); var så temperamentsfuld, at han som taler hævede stemmen og tabte tråden, hvorfor han lod en tjener stå bagved og med et musikinstrument 407 angive den rette tonehøjde (Plutarchs Levnedsbeskrivelse kap. 2). -Den tredie Gang (...): sml. n.t. I s. 202, 528. - Runer: trylletegn, der kunne vække elskov. - imorgen er der atter en Dag: mundheld tillagt Valdemar Atterdag (konge 1340-75).

✂ S. Onofrio: kloster på højen Janiculum, hvor den italienske digter Torquato Tasso døde 1595 (sml. Dagb. 16/3 1847 og kapitlet »Ved St. Onofrio« i Fortællinger og Skildringer I 1863).

✂ Afbilledet af Ens Sjæl: modsat tankegangen i Paludan-Müllers Adam Homo (1842-49), sml. Goldschmidts efterskrift NS 1858 I.

✂ Din Seirssang: sml. n.t. I s. 31, 434.

✂ Mocatta: navnet på den engelske finansmand Isaac Goldsmids kompagnon. Forbilledet for Sir James har dog været finansmanden Moses Montefiore, der ligeledes rejste omkring i Østen for at støtte jødernes frigørelse. Sml. artiklen »De londonske Jøder« NS 1852 I 141 og Fam.br. I 90f.

✂ efter engelsk Skik: vel i modsætning til sædvanen i romanske lande, hvor herren kyssede damen på hånden (sml. Karen Blixen: Sidste Fortællinger 1957, 71). - de Castro: navnet (sml. borgsymbolikken i lignelsen I s. 377) efter Montefiores ven Chananel de C. (Brøndsted GF 354). Det var en anset slægt af livlæger og hofagenter (P. Katz: Jøderne i Danmark i det 17. århundrede 1981).

✂ iSamtaler hos Milner: I s. 360. - Alexandrien: Alexandria. - Paladset: II s. 54.

✂ Ara Coeli: lat, »Himlens alter«, kirke ved siden af Capitolium. - Concordia(-Templet): gudinden for enighed, hvis tempel blev indviet under kejser Augustus (2 e.Kr.). - Catilina: romersk patricier (108-62 f.Kr.), anstifter af en sammensværgelse mod staten. - Septimius Severus('s): romersk kejser 193-211. - Palatinerbjerget: den tidligst bebyggede af Roms høje, bl.a. med flere kejserpaladser.

✂ de mamertinske Fængsler: statsfængslet i det gamle Rom, benævnt efter et røverfolk på Sicilien. Herover er bygget kirken S. Guiseppe dei Falegnami. - Jugurtha (d. 104 f.Kr.): konge i Numidien, led nederlag mod Rom og omkom i fængslet. Hans replik nævnes i Plutarchs levnedsbeskrivelse af Gajus Marius (kap. 12). - Hjernebygning: kraniologien som videnskab var nylig grundlagt af den svenske antropolog Retzius (1796-1860). - Tiber, Sejan: S. var prætorianerpræfekt (leder af den kejserlige livgarde) under Tiberius (romersk kejser 14-37 e.Kr.), men da denne opdagede, at han stræbte efter selv at blive kejser, lod han ham henrette (31 e.Kr.).

✂ Dominikanerne: munkeorden stiftet af spanieren Dominicus, stadfæstet 408 af paven 1216. - Inquisitionen(s): forhørsdomstol over kættere. - Albigenserne: sydfranske kættere fra landskabet Albigeois. - Pius d. 5te: inkvisitionens generalkommissær, der var pave 1566-72. - Um den Namen (...): Kun navnet, navnet er det dem om at gøre. Fra Lessings drama Nathan der Weise (1779) II, 1. - forgreb sig jo endog paa en Konge: Juda lod Adoni-Beseks tommelfingre og storetæer afhugge (Dom. 1, 6). - en krigersk Mand: Moses dræbte en ægypter, der havde slået en jøde ihjel (2. Mos. 2, 12). - Det er sagt Eder: Matt. 5, 43-44.

✂ par préférence: fr., fortrinsvis.

✂ Schechina: i rabbinsk teologi betegnelse for Gud, der bor iblandt sit folk, svarende til de kristnes Helligånd; kilden er A. F. Gfrörers Geschichte des Urchristenthums I 1. Abt. 1858, 301 ff. (sml. LE I 73, II 95, 132, 157f., Brøndsted GF 141ff. og Knud Wentzel i tidsskriftet Kritik X 78ff.). Beretningen om templets bygning er gengivet i D. Simonsens Jødiske Æventyr og Legender 1928, 47ff.

✂ Villa Mills: nu Villa Mattei, anlagt på ruinerne af kejserpaladset på Palatinerhøjen; Goldschmidt havde set den i 1847 (Dagb. 29/1) og genså den i 1863 (»Ghetto«, Udv. Skr. III 18). - Arons Stav: 4. Mos. 17, 8. - Sokrates: i begyndelsen af Platons Faidros. Sml. også NS 1849 I 375. - det andet Tempels Fald: 70 e.Kr., sml. n.t. II s. 15. Kilden er Gfrorer anf. st. 381-87. - Rabbi Jonathan: efter Gfrorer anf. st. 304. - Bathseba: Urias' hustru, som David forførte efter at have sendt hendes mand i felten, hvor han dræbtes (2. Sam. 11).

✂ Nemesis: den rette tildeling, græsk skæbnegudinde. Af Goldschmidt er N. udvidet til en forestilling om tilværelsen som et ordensrige, jf. Brøndsted GF 143ff. - Lære om Sjælen: efter Gfrorer anf. st. 2. Abt. 55f. (sml. Wentzel i Kritik X 77f.). - Schamir: se n.t. I s. 431.

✂ Mennesket staaer til Ansvar (...): Matt. 12, 36. Denne tanke fremhæves i Efterskrift NS 1858 I som den væsentlige deri og forklares nærmere ved, at »af den Omgang, af de Lærdomme, af de Exempler, man modtager, paavirkes Ens Natur og Ens Skjæbne, og Skjæbnen fuldbyrdes ved de Ord, man siger, og de Handlinger, man foretager.« - Schiøtts Foredrag: I s. 157f. - 2den Mose Bog: »og Moses gik ned af Bjerget til Folket og helligede Folket, og de toede deres Klæder« (GT 1902). - grundet paa Retfærdigheden: om denne grundidé se NS anf. st.; smst. 137 anføres de Castros efterfølgende ord om at sætte sig til doms. Sml. også LE II 58, Brøndsted GF 86f.

409

✂ Jeg straffer (...): 2. Mos. 20, 5-6. - Calvinisterne: tilhængere af reformatoren Calvins lære (d. 1564). - anglikanske: engelske biskoppelige (ved løsrivelsen fra paven 1534). - Prædestination: forudbestemmelse.

✂ Djævlen er nødvendig: således fortælles i den babyloniske Talmud Joma 63b. - sympathetisk: se n.t. I s. 126.

✂ Hun fra den forrige Dag: II s. 55. - Albanerinde(dragt): fra Albanerbjergene 18 km sydøst for Rom. - haver andensteds hjemme: fra St. St. Blichers digt »Præludium« til hans cyklus Trækfuglene (1838). Også citeret i fortællingen »Mendel Hertz« (1883, DK 7). - i Colosseum: II s. 24. - gik hjem fra Baggers: I s. 111.

✂ Sphinx: fabelvæsen (løvekvinde), der taler i gåder. - St. Pauls Kirke: S. Paolo fuori le mure, der var blevet genopført efter en hærgende brand i 1823. - S. Lorenzo: valfartskirke for martyren St. Laurentius ved Via Tiburtina. - Jesuiterkirken: S. Ignazio (opkaldt efter ordenens stifter Ignatius af Loyola). - Trinità del monte: kirke for Treenigheden for enden af den spanske trappe. - Christi Brude: de til Kristus viede nonner.

✂ rystet sin Kappe: sml. n.t. I s. 153.

✂ den belvederiske Apollo(s): sml. n.t. II s. 21. Medaljonen er modstykket til værtinden Agneses medalje II s. 48. - Piazza del popolo: central plads for enden af Corsoen (hovedstrøget) med en obelisk hentet fra Ægypten af Augustus. - oversee: overskue.

✂ Forjettelse: bebudelse, sml. I s. 35. - Albanerinden: II s. 73.

✂ den magiske Nøgle: se n.t. I s. 115.

✂ Vig fra mig (...): Jesu ord til djævelen på bjerget (Matt. 4, 10, sml. 16, 23). - omplantet: Fra Jacobeo er født jøde (II s. 37).

✂ Fra Jacobeo prædikede: efter en prædiken, Goldschmidt hørte af en katolsk præst i St. Goar (Dagb. 3/7 1853, NS 1857 X 1221). Sml. også opsatsen om italienske prædikener i Blandede Skrifter IV 1860 304.

✂ Kidduschin Jeruschalaim: traktat af den jerusalemske Talmud, lat. udg. Tractatus Kiddschin seu de Sponsalibus, Venedig 1765. Selve eremitfortællingen står dog ikke deri, men et lignende stykke om gode og onde gerninger, der lægges på Guds vægt (Le Talmud de Jerusalem s. 237-39).

✂ Jacob, da han blev halt: Isaks søn brødes ved Pnuel med en engel, der rørte ved hans hofteskål, så at han blev halt (1. Mos. 32, 24f.).

✂ la Passeggiata: se n.t. II s. 25. - Villa Borghese(s): den borghesiske 410 fyrsteslægts lystslot fra beg. af 1600-tallet. - Porta del popolo: antik byport ombygget til æresport for den svenske dronning Christina ved hendes indtog 1658.

✂ Nemesis: se n.t. II 69, 144.

✂ Rabbi Jacob: Jakob Tannaite (2. årh.), som sagde: »Skønnere er én time i omvendelse og gode gerninger i denne verden end det hele liv i den kommende verden« (P. Mischa-traktaten Pirke Abot IV 22). - Nilens Vande til Blod: 2. Mos. 7, 20. - Vand til Viin: Joh. Ev. 2, 9. - Lazarus: Joh. Ev. 11, 44. - Denn wer Gefahr (...): Thi hvem, som ikke skyer fare og død, er herre over Jorden, herre over ånderne. Fra Goethes festspil »Des Epimenides Erwachen« (Jub. Ausg. IX 152).

✂ physikalsk: fysisk. - Moria Bjerg: 2. Krøn. 3, 1.

✂ Vore gamle Rabbinere: sml. »Rabbi Jakob plejede at sige: Når en mand vandrer hen ad en vej og benytter tiden til at repetere det lærte og så afbryder sin repeteren og siger: Hvor skønt er ikke dette træ, hvor skøn er ikke denne mark! så regner Skriften det, som om han havde gjort sig skyldig på sin sjæl« (Pirke Abot III 9, sml. Br. II 118).

✂ Revolution i Paris: 24. febr. 1848 dannedes en provisorisk regering, der afsatte kong Louis Philippe og indførte republikken. - Basunstød: Matt. 24, 31. - Civita Vecchia: Roms havneby 71 km mod nordvest. - Vetturiner: hyrekuske.

✂ Ha ragione (...): ital., Han har ret! Godt sagt! Nå hvorfor? - Evviva la libertá (...): ital., Leve friheden og hvem der forstår at bruge den, og hvem der ikke forstår at bruge den, sukke ved dag og nat (også NS 1849 V 14, sml. 4). Kilden ikke identificeret. - Evvivano i due milordi: ital., Leve de to lorder. - Depescher: ilbreve, hastemeldinger. - Lamartine: digteren Alphonse de L. (1790-1869) var overbevist frihedstilhænger og i revolutionens første måneder dens egentlige leder. - Sætte Livet ind (...): se n.t. I s. 541.

✂ hemmelige Selskaber: reaktionsperioden efter Napoleons fald medførte i mange lande en opblomstring af sådanne sammenslutninger, der virkede for politisk frihed. - Guldbrikker: sml. I s. 556.

✂ Parablen: lignelsen i Luk. 12, 16-21. - Røst af venlige Vinde: Herren åbenbarede sig for Elias først ved et stærkt vejr, dernæst ved et jordskælv og til sidst ved en stille sagte lyd (1. Kong. 19) - fordred ham til Kamp (...): alluderer til Poul Martin Møllers digt »Til Kamp!« ca. 1824, der indledes: »Til Kamp jeg kræver dig, du gamle blinde« (Efterladte Skrifter 3. udg. 1855 I s. 131).

411

✂ den tydske Kunstner: II s. 51. - Cohorte: fra lat., eg. afdeling af krigsfolk; skare af forbundsfæller. - Brutus: en af de sammensvorne mod Cæsar. - medicæisk(e Venus): fra den florentinske familie Medicis kunstsamlinger. - Silen: halvgud, som opdrog vinguden Bacchus (Dionysos). - capitolinske: fra samlingerne på Capitolium (II s. 15).

✂ Triton: havgud, halvt menneske og halvt fisk. - unitarisk: tilhørende en kristen sekt, som kun antager én person i guddommen. Sml. Udv. Skr. VI 291.

✂ Herweghs Sang: se n.t. I s. 194. - Quirinalet: det pavelige (efter 1870 kongelige) palads. - den liberale Pave: Pius IX, der som nyvalgt 1846 blev modtaget med begejstring, da man af ham ventede en liberal kirkepolitik, men som efter et par år gik over til reaktionen (sml. artiklen om ham NS 1849 V 1ff..).

✂ Nemesis: gengældelsens guddom, sml. II s. 68, NS 1858 I 129f. -Midgardsormen: i nordisk mytologi en uhyre slange, der i verdenshavet omslynger jorden.

✂ Ghettos Mure: nedrivningen fandt først sted i april 1848. Sml. »Ghetto« 1865 (Udv. Skr. III 13, hvor årstallet fejlagtigt er 1847) og Vilh. Bergsøe: Eventyr i Udlandet 1905, 237. - Jøderne tilbage til Palæstina: af afhandlingen »Palæstina-Pladsen« (NS 1856 III 1ff.) fremgår, at Goldschmidt var modstander af denne tanke. - Sta. Maria in Trastevere: middelalderlig kirke på højre Tiberbred. - Ciceroacchio: romersk folketribun (eg. Angelo Brunetti 1800-49), som opildnede romernes glæde over Pius (sml. n.t. II s. 96) og iøvrigt medvirkede til nedbrydningen af ghettomurene (NS 1848 II 11). -Sappeurer(ne): pionersoldater, der havde til opgave at rydde veje og anlægge løbegrave.

✂ Høitidsdragt: på de store jødiske festdage er hjemmets overhoved iført en hvid dragt (sml. romanen En Jøde, 1845, Udv. Skr. I 221, samt LE I 48).

100

✂ Skuffelse: illusion. - San Francesco: Frans af Assisi (1182-1226; helgenkåret 1228) (Fra Jacobeo er franciskaner, sml. II s. 32). - Sichem(s): by i Kanaan. - Japhet(s): en af Noas sønner, stamfader til indoeuropæerne.

101

✂ Ti Uger: sml. II s. 40. - Santa Prassede: se n.t. II s. 39. - Scudi: flt. af scudo, se n.t. II s. 53.

102

✂ Sorgens Huus: II s. 54. - Café nuovo: Roms fornemste kaffehus i Palazzo Ruspoli på Corsoen (skildret af flere danske digtere, bl.a. H.C. Andersen i hans romerske dagbøger). - Du har luret paa mig: II s. 18, 23.

412

103

✂ aabnede pludselig Døren: II s. 25.

107

✂ Elba: ø ved Korsika, Napoleons forvisningssted 1814-15. - Grenaderer: stormtropper. - St. Helena: ø ud for Sydafrika, Napoleons forvisningssted fra 1815, sml. n.t. I s. 65.

108

✂ Skjæbne som Han: måske fejl for »Skjæbne som Hans«. - Austerlitz: by i Mähren, hvor Napoleon besejrede den russisk-østrigske hær; i overført betydning: sejr. - Comtessen havde sat ham Stævne: II s. 12f., 28. - ewig Weibliche: det evigt kvindelige, fra Goethes tragedie Faust II vers 12.110.

109

✂ Coppet: ved Genfersøen, hvor forfatterinden Madame de Staël (se n.t. I s. 290) ejede et slot. - stod overfor Comtessen: sml. n.t. II s. 108. - Forfatning: Christian VIII var død i januar 1848, og Frederik VII gav 5. juni 1849 landet en grundlov.

110

✂ (at den) jo (har): ikke.

111

✂ Orlogsmand(s): kriger, spec. søkriger. - det grevelige Bal: I s. 477f. - 1846-Revolutionen: Genèves liberale under ledelse af James Fay gjorde oprør mod den konservative regering, og 24. maj 1847 fik kantonen en demokratisk forfatning (skildret NS 1848 I 155ff.). -Virak: røgelse. - en General og en Oberst: sml. II s. 149.

112

✂ Belgarde(s): Ottos rejsefælle II s. 8.

113

✂ Guerickes Halvkugler: den tyske fysiker Otto v. G. (1602-86) opfandt luftpumpen og demonstrerede den bl.a. ved Rigsdagen i Regensburg 1654, hvor 16 heste forsøgte at trække to »magdeburgske halvkugler« fra hinanden, efter at luften var pumpet ud. Sml. n.t. I s. 118 om Goldschmidts interesse for fysikken. - Mirjams Sang: se n.t. I s. 31.

114

✂ to Gange kaldt: I s. 434 og II s. 58.

115

✂ Rousseaus Ø: sml. Dagb. 13/6 og 21/6 1847, Fam.br. I 63.

116

✂ Stamfælle: Fra Jacobeo, der var jødisk født (II s. 37, sml. 80). - fire hellige Floder: ifølge 1. Mos. 2, 11-14 Pison, Gihon, Hiddekel og Phrat.

117

✂ Lyd af Instrumenter: erindring fra Traunsee 1855 (Fam.br. I 191).

118

✂ St. Maurice: by i Berneralperne, nu kendt som vintersportstedet St. Moritz. - Afhang: skråning. - Kothurne(n): tyksålet støvle for skuespillerne i de græske tragedier; patetisk stil. - (som) jo (kan): ikke. - Herluf Trolle: skal som admiral have sagt »Vide I, hvorfor vi hedde Adelsmænd, hvi vi bære Guldkæder«, da teologen Niels Hemmingsen ved søsætningen af et nyt skib rådede ham fra at deltage i det farlige togt (refereret i Hemmingsens ligtale 1565). Sml. II s. 315.

413

119

✂ lykkelige, som ere hende nær: afspejling af forelskelsen i skuespillerinden Anna Rosenkilde 1855 (Fam.br. I 39-42, Dagb. 18/7 1855). -Escadroner: se n.t. I s. 48. - skuffet: snydt. - oversee: overskue. - Altorf: Altdorf ved Vierwaldstättersøen, hovedstaden i kanton Uri.

120

✂ Peter Krøll: hans udenlandsrejse bebudet I s. 513. - Facultet: (her) lægevidenskab. - en Mand: de Castro, sml. II s. 96f., 122.

121

✂ Verschiß: ty. slang, vanry. - Lumpazivagabundus: østrigeren Johann Nestroys tryllefarce, opført på Casino 1850, handler om en fattig snedkersvend, der går på valsen med sin randsel, men ved ånders hjælp bliver en holden mand. - Ziegenhainer: ty., den vandrende håndværkers knortekæp. - Einsiedeln: klosterby i kanton Schwyz.

122

✂ Nehme mein Kreuz (...): ty., Tag mit kors på dig og følg mig! Jesu ord til disciplene (Matt. 16, 24 og Mark. 8, 34), som Goldschmidt fandt over en hvælvet gennemgang til saltværket i Ischl, og som han opfattede som et tilsvarende tegn på, at han skulle modstå en fristelse (Dagb. 15/7 1855).

123

✂ Feinter: se n.t. I s. 60. - bona officia: lat., redebonne tjeneste.

124

✂ Orion (...) Berenices Haar: stjernebilleder. O. blev ifølge græsk mytologi dræbt af jagtens gudinde Artemis, men forvandlet til et stjernebillede. - Kjærlighedsmaaltid: som Goldschmidt havde holdt det efter afskeden med Anna Rosenkilde (Dagb. 21/1 1855, Fam.br. I 41). Se også n.t. I s. 534.

126

✂ Miss Mirjam: II s. 60. - Til Seir og Lykke (...): sml. I s. 214.

127

✂ Gejstlighedens Ægteskab: der tænkes formentlig på Tridentinermødets beslutning herom (1562-63, sml. n.t. II s. 34). - Anden Mose Bog (...): »Moses sagde til Folket: Holder Eder ikke til Kvinder« (v. 15) (GT 1902). - Collegio Romano: den af pave Gregor XIII 1582 grundlagte Jesuiterskole, som Goldschmidt havde besøgt i 1847.

128

✂ Fredens Due: 1. Mos. 8, 11.

130

✂ Dalbergs Lære: I s. 298. - Daguerreotypi: fotografi (opfundet af L.J.M. Daguerre 1838). - Piazetta: pladsen uden for Dogepaladset.

131

✂ ved Ave Maria: tiden for aftenbøn. - besynderlig: særdeles. - Senn(hytte): ty., alpe-, sæterhyrde.

132

✂ Johannis Evangelium: »Og da han [Jesus] gik frem, saa han et Menneske, som var blind født. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: Mester! Hvo har syndet? Denne eller hans Forældre, at han er blind født? Jesus svarede: Hverken denne syndede, heller hans Forældre; men paa det at Guds Gerninger skulde blive aabenbarede paa ham.« (NT 1902). - ingen (...) Utroskab: samme beslutning, 414 som Goldschmidt tog overfor ægteparret Rosenkilde (Fam.br. I 191, 194). - holdt ilde Huus med: skændtes med.

133

✂ Croquis: fr., udkast, skitse. - Sangen: »Es blies ein Jäger wohl in sein Horn« (digtet »Die schwarzbraune Hexe« fra Des Knaben Wunderhorn, se n.t. I s. 128). - Ideens Bærere: sml. II s. 127. - parerende i Octav: Andrés lære I s. 60, 112.

134

✂ Ignatius Loyola: se n.t. II s. 74.

135

✂ Cananiterne: indbyggerne i Kanaans land (mellem Syrien og Sinai), 5. Mos. 12, 29-31. - et tredie Sted: Mellemtilstanden (se n.t. I s. 365). - løse: se n.t. I s. 157.

136

✂ gjenkjendte (...) Manden: prædikenen minder dog mere om Pater Benedikts udlægning II s. 43ff. - Jægerhornet: se n.t. II s. 133. - Verdens Hank: sml. II s. 24, 166 (også J.P. Jacobsen bruger ordet i denne billedlige betydning i Niels Lyhne 1880, Danske Klassikere 155). - Man skulde være et Grevebarn: sml. I s. 37, 506, 550, II s. 24.

137

✂ alt: allerede. - Scenen i Genf: II s. 113. - Katastrophen: hans stykkes dårlige modtagelse (I s. 492). - Fatum: lat., skæbne.

138

✂ Dryade: trænymfe. - meest elsket af Ideen: sml. I s. 532. - Du meest velsignede: efter Højs. 1, 8.

139

✂ Ilden i os: Camilla optager Ottos ideer om »Gud i lidenskaben« (I s. 319), som hun har fået videregivet gennem Milner (I s. 326). Sml. Brøndsted GF 151.

140

✂ blev (...) Billedstøtten levende: hentydning til Pygmalion (se n.t. I s. 212).

142

✂ ham i Middelfart: I s. 452.

143

✂ forkastede min Stemme: sml. I 419. - takket mig for min Nonnesang: II s. 131. - fordret hendes første Barn: I s. 451.

144

✂ Redskab i Guds Haand: forklares således i Efterskrift NS 1858 I »Da disse Personer (...) ere nærved at ødelægge hinanden, kommer Nemesis og tager sig af dem, saa at det samme Slag, der i de barmhjertige Søstres Kloster kaster Otto fra Camilla, tillige frelser hende - bevirker et Sammenstød af Omstændigheder, hvorved hun føler sig indhyllet i Vidunderets farvede Sky, løftes op paa Pligtens og Ærens Tinde og forsagende holder sig der i sit øvrige Liv - og desuden viser, hvorledes Pauline er blevet udsonet med Livets ideale Magter«. »Nemesis«: se n.t. II s. 69. - Etatsraad: se ovf., note A. - Bau: ved landsbyen Bov nord for Flensborg besejrede danskerne 9. april 1848 slesvigholstenerne. - Hertugen af Augustenborg(s): Frederik Emil August (1799-1865) indtrådte 1846 i den provisoriske regering, 415 men udtrådte efter nederlaget ved Bov og forlod 1850 Danmark. Året efter blev han landsforvist.

145

✂ Croquis: se n.t. II s. 133. - paa Kothurnen: se n.t. II s. 118. - Nausikaa: Se n.t. I s. 130; desuden I s. 133, 412. - Kvinde, veed Du ei (...): se n.t. I s. 126.

146

✂ iSteyermark: II s. 13.

147

✂ Undine: vandnymfe. - Afhang: skråning. - oversee: overskue. - engt: snævert.

148

✂ Revolutionerne i Wien og Berlin: udbrød henholdsvis 13. og 18. marts 1848. - brister Hjertet (...): kilden ikke identificeret. - Skjønt at udvikle sin Menneskelighed: kilden ikke identificeret. - Halds Brudefærd: I s. 381. - med Paraplyen: I s. 393. - i Colosseum: se n.t. II s. 23. - Vaabnene i Vognen: II s. 10. - Costergia: lille bjergby.

149

✂ Aus der Welt (...): Friheden er forsvunden ud af verden. Fra Schillers Wallensteins Lager 11, vers 105. - raillerende: spotsk. - General: II s. 111. - Dalmatier: fra bjerglandskabet Dalmatien i det nordvestlige Balkan, 1815 indlemmet i Østrig, efter 1848 grebet af en slavisk nationalbevægelse. - Tscherkessien: uroligt område i Nordvestkaukasus, præget af opstande mod russerne.

150

✂ Selskabs (liv): (fra ty. Gesellschafts-) samfunds-. - Marius: romersk statsmand og hærfører (155-86 f.Kr.), syv gange valgt til konsul. Om hans indtog i Rom fortæller Plutarchs Levnedsbeskrivelse kap. XLIII.

151

✂ Paré: fr., væddemål. - Ducat(er): guldmønt til en omtrentlig værdi af 4 rigsdaler (8,50 kr.). D. mistede egenskaben af rigsmønt i 1857.

152

✂ den belvederiske Apollo: se n.t. II s. 21.

153

✂ afsluttede: indesluttede. - en garde: fr., på vagt. - Mailand og Venedig: Milano (på ty. Mailand) og Venedig gjorde henholdsvis 18. og 22. marts opstand mod østrigerne, men de gamle tilstande vendte snart tilbage i Norditalien.

154

✂ der Mensch irrt (...): ty., Mennesket fejler indtil graven. Sagt af en russisk dame, som Goldschmidt traf i Traunkirchen 1855 (Dagb. 20/7). - L'homme est (...): fr., sagt af samme dame (Dagb. anf. st.). Oversat i en anmærkning til originaludg. (III s. 1221): »Mennesket er en permanent Eva, nemlig med Hensyn til Æblebiddet.« - C'est à dire (...): fr., Det vil sige, at der skal være en slange - som det bør sig.

155

✂ Veit Weber: pseudonym for den tyske digter Leonhard Wächter (1762-1837), der havde opholdt sig i Schweiz og begejstret for den 416 franske revolution kæmpet under Dumouriez (I s. 202); opholdet inspirerede til skuespillet Wilhelm Tell. Sml. n.t. I s. 132.

156

✂ Heidelbergerfad: i Heidelbergs slotskælder, et af kurfyrst Karl Theodor 1751 bestilt fad, som rummer 221.726 liter. - opkrampet: hæftet op. - Appenzellere (...) Glarnere: beboere fra svejtsiske kantoner. - vælske: sydlandske, især italienske.

157

✂ Den græske Gud: Apollon. - (som) jo: ikke. - Uglspilagtigt: som Till Eulenspiegel, en middelalderlig spasmager, hvorom der fandtes en folkebog, overs. bl.a. til dansk (Uglspil ved R. Paulli, Danske Folkebøger udg. af DSL, XI 1930).

159

✂ Stikpenge: bestikkelse.

160

✂ Spindelvævs-Vægtskaal: hårfin vægt. - Kapun(er): kastreret hane.

161

✂ hængt hendes Fader (...): sml. II s. 8 med note. - Grev Fulco: vistnok ingen historisk person. I Lenaus Albigenserne (n.t. I s. 370 og II s. 65) handler sidste afsnit om Fulco, den senere biskop af Toulouse (13. årh.).

162

✂ Breno: by i den norditalienske provins Brescia.

163

✂ Folkefesten: se n.t. I s. 514. - Medaillonen: II s. 76. - paa Jordens yderste Rand: I s. 496. - Den stærke, skjønne Gud: Apollo Belvedere (sml. II s. 21, 152, 172).

164

✂ Solothurner: se n.t. II s. 156. - Cimbrerne og Teutonerne: de havde passeret Alperne, men blev slået af Marius (sml. n.t. I s. 18 og II s. 150) ved Aquæ Sextiae år 100 og Vercellae 101.

165

✂ Hannibal: den karthageniensiske feltherre H. (ca. 247-183 f.Kr.) gik over Alperne og besejrede romernes langt større hær ved Cannae 216, men vovede ikke at angribe Rom (sml. sagnet II s. 15). Han vendte tilbage til Karthago, hvorefter Scipio (se n.t. II s. 54) slog hans hær ved Zama 202. - Rossolani: II s. 149.

166

✂ hemmeligt Selskab: se n.t. II s. 91. - Hanken: II s. 136. - Fødeegnens Skik: de svejtsiske edsforbund. - Afhang: se n.t. II s. 118.

167

✂ Georg af Frundsberg: schwabisk landsknægtfører (1473-1528). - i Rom hos Sir James: II s. 75.

168

✂ Landstormen: de sidste årgange af indkaldte soldater. - gjenerobre Venedig og Mailand: se n.t. II s. 153. - Böhmen: Tjekkiet.

169

✂ Byfoged: se n.t. I s. 12.

170

✂ Mailand (...) ikke vort Parti: 25. juli 1848 havde italienerne lidt nederlag mod østrigerne ved Castozza på Posletten, og 5. august rykkede marskal Radetzky igen ind i Milano (Mailand). Der eksisterede imidlertid to anti-østrigske partier; jf. også s. 177. - Camillus og Cincinnatus: Marcus Camillus fordrev gallerne fra Rom 390 f.Kr.; 417 Lucius Cincinnatus valgtes til konsul lige fra pløjemarken 460 f.Kr. og blev to gange diktator. Livius' beretning herom er oversat i NS 1849 V 67. - en oprørsk lille Prinds: Hertugen af Augustenborg (se n.t. II s. 144).

171

✂ du haut en bas: fr., fra oven nedad. - Gustav Adolph: se n.t. I s. 541. - Pater Dauws Prædiken: II s. 134ff.

172

✂ Skalken: spøgefuglen. - see med Uvillie: sml. II s. 21. - Vincentio(s): generalen II s. 196. - Sablen og Pistolerne: II s. 10.

173

✂ Donna Agnese: sml. II s. 47, 106. - va banque: fr., alt på spil.

175

✂ Michael Angelo (...) Dommedag: på endevæggen i det sixtinske kapel i Peterskirken.

176

✂ Byron: den engelske digter kæmpede som frivillig i den græske frihedskrig mod tyrkerne og døde herunder af sygdom 1824. - en Mand, som havde foranlediget (...): II s. 196.

177

✂ Midas: græsk sagnkonge, som i en musikalsk væddestrid mellem Apollon og Pan gav den sidste prisen, hvorefter Apollon lod ham få æselsøren, som han skjulte under en frygisk hue.

178

✂ Kjoler: soldateruniformer. - Bandoleer: skulderrem til våben. - feilede ham: var galt med ham.

180

✂ Elle est terrible: se n.t. II s. 12. - Sands: fornuft. - Schwaberen: adjudanten er svabisk (II s. 161). - à la suite: se n.t. I s. 205.

182

✂ franske Konge: Henrik IV (d. 1610) skal have ønsket, at hver bonde i hans rige havde en høne i gryden om søndagen.

183

✂ sympathetisk: se n.t. I s. 126.

184

✂ skuffer: snyder.

185

✂ Tirailleurer: fr., blænkere, kædeskytter.

186

✂ Løvenhjelm: sml. I s. 276, 349; han er i mellemtiden blevet østrigsk officer. - status quo ante: den tidligere tilstand.

187

✂ Depescher: ilbreve.

188

✂ i Böhmen: II s. 9. - undkommen: undsluppet. - Die Krähe: ty., Kragen. - Afhang: skråning.

190

✂ skuffende: illuderende. - mødt Skuespillerinden: I s. 234. - Sagnet om Røverne: sml. Br. II 193f., LE I 94. H.C. Andersen henlægger det til Vissenbjerg (i romanen O.T. kap. 12) efter J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn 1843 I 365.

191

✂ Afslutning: afsondring.

192

✂ Calvariebjerg: valfartsbjerg (af lat. calvaria, hjerneskal, benævnt i lighed med Golgata, hovedskalstedet).

193

✂ Nehme mein Kreuz (...): Se n.t. II s. 122.

194

✂ Pater Dauw: omtalte sin mission til Frankrig II s. 33. - alt: allerede. 418 - Cavaignac: den franske general Louis C. (1802-57), hvem det som krigsminister efter februarrevolutionen påhvilede at nedkæmpe arbejderopstanden i Paris. Junikampen er skildret i NS 1848 III 185ff. (optrykt i Blandede Skrifter III 72ff.).

198

✂ Athene, Herskerinde (...): fra Aischylos' (524-456 f.Kr.) Eumeniderne, overs. af P. O. Brøndsted vers 226ff. (udg. af N.V. Dorph 1844).

201

✂ over Lillebelt: sml. I s. 218. Om gensynstematikken i 3. del sml. nærværende udgaves efterskrift II s. 340. En første udformning af kompositionen ses i Dagb. 25/7 1855 (I 380). - derhos: desuden. -Creditorer: formentlig lapsus for »Debitorer«.

202

✂ liden Gunver: fra romancen »Liden Gunver vandrer som helst i Qvel« i Johannes Ewalds syngestykke Fiskerne (1779). - Mendozas Svigerfader: Mocatta, sml. II s. 59.

203

✂ hans Søster: Isabella. - ved S. Onofrio: se n.t. II s. 56. - Børneballet: I s. 30. - Forjættelser: løfter om noget vidunderligt. - i Genf: II s. 126. - Kjøbmanden: I s. 168, 555. - Dünkirchen: den nordfranske havneby Dunkerque.

204

✂ iErmelund: I s. 554. - Havde Gud ikke (...): se n.t. I s. 554. - Terne: tjenestepige. - Det er ikke Alt Guld (...): opr. latinsk ordsprog: Non omne quod nitet aurum est. G. Chaucer (1328-1400) hentyder til det i Chanones Yemannes Tale.

205

✂ Tilforladelighed: pålidelighed. - Johannis Evangelium: »ligesom jeg sagde til Jøderne: Hvor jeg gaar hen, kunne I ikke komme, siger jeg Eder nu« (13, 33, NT 1902).

206

✂ hos Kongen: I s. 427ff. - Paulsen: I s. 231. - Centralskolen: militærakademi. - Justitsraad: se ovf., note A. - kauscher: jiddisch, ren, ægte, god, antagelig.

207

✂ ere (jo) hjemme: måske: er tilgængelige. - Salomo havde lært (...): en udbredt jødisk og muhamedansk legende (L. Ginzberg: The Legends of the Jews 1909-38, registerbd. s. 448).

208

✂ Jægermester (inde): se ovf., note A. - blive Ridder (...) Baand: få prygl (elefant- og storkorsridderne kaldtes riddere af hhv. det blå og det hvide bånd). - Rasmus (...) Jesper: efter Erasmus og Jesper Ridefoged i Holbergs komedie Erasmus Montanus. - profecto: lat., sandelig (udtrykket lånt hos Holberg).

209

✂ Selv var jeg skudt (...): fra Chr. Winthers digt »En Ven« (1840).

210

✂ skyder Dig Huen af Hovedet: sml. Rossolanis taktik II s. 152.

211

✂ Pigen fra Veilaa Mølle: I s. 238. - ud i Haven: I s. 219.

212

✂ Um gut tranchiren (...) haben: For at kunne skære godt for må man for det første være af adel og for det andet have mod. Tysk mundheld, 419 sml. Hans v. Fleming: Der vollkommene Teutsche Soldat 1726 s. 29. - Mariage: fr., et kortspil (eg. giftermål). - Gudinden: Nemesis. Sml. om skæbnespillet Brøndsted GF 157. - Eumeniderne (s): Erinyerne, skæbnegudinder, som oldtidens grækere søgte at forsone ved ofringer.

213

✂ skuffe: bedrage. - sin Kone: den tidligere fru Vandamme (I s. 562). - at vi vare gifte: II s. 17. - Geert Westphaler: i Holbergs komedie af samme navn en barbér, som ustandselig taler om sin rejse til Kiel. - Schwytz: kanton i Schweiz.

214

✂ Slangen: sml. II s. 154. - at gjøre Lykke: I s. 158, 278.

215

✂ Franklin: amerikaneren Benjamin F. (1706-90), der havde held med sig både som fysiker og statsmand. - commis voyageur: fr., handelsrejsende. - strække Gevær: nedlægge våbnene. - Marmorpaladser: I s. 532. - Michelet: den franske historiker Jules M. (1798-1874) har skrevet om kvinden i skrifterne De la Femme og La Femme.

216

✂ Skuffelser: illusioner. - og dem er der endnu (...): fra Chr. Winthers digt »Henrik og Else« (1828), hvor talen er om trofaste danske piger. - Ladegaarden: Københavns fattiggård.

217

✂ Chambertin: se n.t. I s. 353. - Ben Jonsons Ord: udtalelsen skyldes dog kritikeren John Dennis (1657-1734) og er gengivet i The Gentleman's Magazine 1781 s. 324. - Kjeldermand: se n.t. I s. 384. - Tannhäuser: sagnomspunden tysk minnesanger fra 13. årh., emne for Wagners opera (1845). - Venusbjerget: fristelsernes sted.

218

✂ Physiognomier: Goldschmidt var stærkt optaget af fysiognomik og skrev i anledning af Sophus Schacks Physiognomiske Studier (1858) en længere afhandling i NS 1858 III 19ff. (også i særtryk).

219

✂ mere Menneske: sml. slutningen af »Fra Paris« (Udv. Skr. I 478).

220

✂ Metal af Leer: kilden ikke identificeret. - Antæus: græsk sagnhelt, søn af jordgudinden Gaia og havguden Poseidon, kæmpede bl.a. med Herakles, men kunne ikke besejres, så længe han berørte jorden. - Birgitte: I s. 421, 564. - Penge: I s. 564.

221

✂ Proces: smst. - Bagger: I s. 110, 478, II s. 237. - paa Colosseums Ruin: II s. 24. - tidligere havde sagt: I s. 527, II s. 91. - Hannibal(s): se n.t. II s. 165. - Scipio(s): se n.t. II s. 54. - paa Bjergene: II s. 165.

222

✂ Justitsraad Roed: I s. 352, 472.

223

✂ Hvo sig selv (...): Matt. 23, 12 og Luk. 14, 11.

224

✂ vedblevet at være Minister: Martsministeriet afløstes i november 1848 af et nyt. - Flødebonde: mælkemand. - capuansk: fra byen Capua lidt nord for Napoli. - Hasdrubal: bror til Hannibal (se n.t. II s. 165). Under et forsøg på at komme denne til undsætning faldt han i slaget 420 mod de romerske legioner ved Sena 207 f.Kr., hvorefter konsulen Gaius Nero kastede hans afhuggede hoved over til Hannibals forposter (Livius' romerske historie XXVII 51, 11). Om den capuanske kvinde er intet fundet hos Livius.

225

✂ gjøre Lykke: sml. I s. 383. - Priis: dosis snustobak.

226

✂ Kammerherrinde Hjelmkrone: II s. 18. - hendes Færd: II s. 102f. - en Fremtid i hans Øine: II s. 21.

227

✂ forekomme: forhindre.

228

✂ en Ubetydelighed i Stykker: sml. II s. 235. - indgetogent: tilbagetrukket i sig selv. - Grevindens Bal: I s. 474. - Etatsraad: se ovf., note A.

229

✂ Conferensraad: se ovf., note A. - Podagra: fodgigt.

230

✂ Carlsen: I s. 135ff. - Lieutenant Holm: I s. 166. - Fred: 10. juli sluttedes en foreløbig fred.

231

✂ Vilhelm Berg: I s. 353, 555. - i Ermelundshuset: I s. 556. - Kammerherre(ns): se ovf., note A.

232

✂ den tynde Mand: formodentlig tænker Goldschmidt på Kierkegaard, om hvem han i et udkast til LE (I 272) skrev: »Han elskede ikke Menneskene, og derfor var han i sit Hjerte hverken blid eller ydmyg.« I Corsaren lod han et af hans pseudonymer sige: »Jeg vil tænke mig det Tankeexperiment, at jeg har givet en fattig Kone med fem smaa Børn en Rigsbankdaler. Tænk Dem hendes Glæde!« (nr. 276). - Schiøtts Taler: fx I s. 156ff., 191, 497, 523. - Ballet i Kjøbstaden: I s. 223. - Barnet: II s. 122. - 2000 Rdl.: se ovf., note B. - en græsk Forfatter: ikke identificeret.

235

✂ Gudinden (...): foran Nørreport stod to statuer symboliserende Christian V's valgsprog: »Pietas et Justitia«, lat., fromhed og retfærdighed. Der er altså her tale om retfærdighedsgudinden. - Agent Hagemann: I s. 452. - den lille Lyd: II s. 228.

236

✂ Costergia: II s. 148. - Ponte di Cretto: II s. 184.

237

✂ Bagger: I s. 110, 478.

238

✂ Løvenhjelm: II s. 186. - Schofelt: uanstændigt, gement.

239

✂ Basse: I s. 42, 402. - Spekhøker(ne): eg. forhandler af viktualer og andre madvarer; her om simple folk. - Justitsraaden: Roed, sml. II s. 222; Justitsraad: se ovf., note A. - Die Welt ist arg (...): Verden er slem, verden er blind, den vil altid miskende dig; arg: orig.: »dumm«; Sie wird Dich: orig.: »Und dich wird sie«; frit efter Heines »Lyrisches Intermezzo« (1822-23) nr. 15.

240

✂ l'embarras (...): fr., vanskeligheden ved at træffe et valg. - Donna Agnes: II s. 105. - havde hjemme overalt: Ottos egne ord, II s. 7. - god Karl: min gode.

421

241

✂ Die Welt (...): forts. af citatet s. 239. Den ved ikke, hvor bløde dine arme er, og hvordan dine kys brænder. - Comtessen: II s. 196. - tyve Daler: I s. 442.

242

✂ Kom ned til vor Vigne (...): se n.t. I s. 114.

243

✂ ewig Weibliche: se n.t. II s. 108.

244

✂ den Nat i Rom (...)faae Øieblikket: II s. 47.

245

✂ bad i Colosseum: II s. 24. - Donna Agnes stod ved Lampen: II s. 47. - tog Afsked med Camilla Hald: II s. 116, 126. - til Comtessen om Protestantisme: II s. 171. - vilde være en Fra Jacobeo: II s. 90. - som de Castro sagde: II s. 71. - sondret: adskilt, hver for sig.

246

✂ Domine quo vadis: II s. 26. - den lille Dreng: II s. 17. - de mamertinske Fængsler: se n.t. II s. 64.

247

✂ Table d'hôte: se n.t. II s. 10. - Probenreutere: se n.t. I s. 79. - Medaillonen: II s. 76. - Daphne: nymfe, som efterstræbtes af Apollon og for at undgå ham bad sin mor Gaia (sml. n.t. II s. 220) om at blive til et laurbærtræ. - Nehme mein Kreuz (...): Se n.t. II s. 122. - jeg har lært at bede: I s. 99.

248

✂ Otto skrev: om Ottos dagbog siges det i Efterskrift NS 1858 I til romanen, at der i den »er og skal være noget Skjævt eller Ufuldstændigt, hvilket man vel ogsaa bemærker, naar man har læst Bogen ud«. - han havde Ret: de Castro II s. 87. - Marmorpaladserne: I s. 532, II s. 215, 257. - magiske Nøgle: Se n.t. I s. 115.

249

✂ at allerede Bregning sagde: I s. 365. det viser sig i vor Literatur: i H. L. Martensens teologi og Paludan-Müllers skærsild-sang i versromanen Adam Homo (1842-49).

250

✂ Jeg fordømmer Dig ei heller (...): Joh. 8, 11. - en Mark: se ovf. note B.

251

✂ Varmestue: opvarmet offentligt lokale, især for hjemløse og fattige. - Parias: udskud.

252

✂ Gustav Adolph: Se n.t. I s. 541. - Mendozas Sang: II s. 58. - Noget i Luften hører En (...): II s. 27. - Maaneden udløben: II s. 246. - kjendt Peter Krøll: I s. 513.

253

✂ Wenn aber (...): Men når nu hjertet vender sig bort fra skinnet og kun begærer det ægte, rene, menneskelige - og dog med al stræben ikke kan nå noget mål: da må man vel også tilgive manden sorgen. Fra Uhlands digt »Rechtfertigung« (Gedichte 10. Aufl. 1836 s. 65). -Fattigskolerne: Goldschmidt var stærkt socialt interesseret og havde især i London besøgt fattigskoler, som beskrevet i NS 1852 II, sml. Dagb. I 292ff, 312ff.

254

✂ Luther (...) Beviisførelse: ikke identificeret. - en Bog, hvori historisk paavises: formentlig David Strauss' Das Leben Jesu (1835). - omvendt422Pyramide: sml. Holbergs roman Niels Klim (1741-42) kap. 3 (Værker IX 1971, 50). - Handsel: dagens første indtægt.

255

✂ Et Kongerige (...): sml. Shakespeares tragedie Richard III V 4 (»Et kongerige for en hest«). - Fra Jacobeo sagde: II s. 34.

257

✂ Drømme (...) paa Bjergene: II s. 147. - det forgaaede Skib(s): I s. 42. - Rübezahl: I s. 385.

258

✂ Molina: den portugisiske jesuit Luis M. (1535-1600), der i sit skrift Liberi arbitrii (1588) ville forene læren om viljens frihed med Guds forudbestemmelse. - I Joh. Aabenbaring: »Og Folkeslagene af de Frelste skal vandre i den [himmelske Stad]s Lys, og Jordens Konger føre deres Glans og Herlighed (...) til den« (21, 24) (NT 1902). -Herrens Bøn: den 6. i Fadervor.

259

✂ Frøken de Vega: I s. 479. - hendes Mands Hovedprydelse: hanrejhorn, jf. n.t. I s. 333. - Hende: Camilla.

260

✂ Har De Budskab: II s. 115. - Værtshuset: II s. 122. - Klostret: II s. 143. - Schechina: se n.t. II s. 67. - Selvskuffelse: selvbedrag. - Affald: frafald.

261

✂ Bruderherz: ty., broderhjerte. - Skuddet: II s. 186. - Bagger beskyldte: II s. 238. - min Fætter: sønnen af den ældre greve, I s. 275f. - Sammenstødet: I s. 371. - som administrativ Embedsmand: den næstældste grev Løvenhjelm har en kort tid været amtmand (I s. 349), men er derpå blevet kaldt til en indflydelsesrig stilling i hovedstaden (I s. 520). Han synes tegnet over grev C.E. Frijs (Brøndsted GF 164).

262

✂ Mdm. Staëls Sætning: fr., Moralen er tingenes natur. En bærende tanke i hendes værk De la littérature considérée dans ses rapports avec les institutions sodaks (1800). Sml. n.t. I s. 290. - Aristoteles udtalte: i Ethica Nicomachea 2, 5. - Tapperhed: sml. Aristoteles anf. st. 1107a 33f.

263

✂ Han skrev: som fortsættelse af dagbogen, der blev afbrudt ovf. s. 260. - Denn wer Gefahr (...): se n.t. II s. 86. - sex Fod: ca. 2 m. - Jord: ved begravelsen. - paa bestemt Udtræk: særlig valgt udtrukket nummer.

264

✂ overveier: har overvægt over, overgår. - Tobiæ Bøn: det apokryfe skrift Tobias' Bog 8, 4-10.

266

✂ Eswar mir nicht lieb (...): Det var mig ikke kært at bemærke dette, thi det tyder på en for sart samvittighed, som skatter det egne moralske selv så højt, at den ikke vil tilgive det noget. En sådan samvittighed skaber hypokondre mennesker, hvis den ikke afbalanceres af en stor aktivitet. Fra Eckermann: Gespräche mit Goethe 29/5

423

1831.

✂ - En Brahmin (...): kilden ikke identificeret. - man muß erstens (...): II s. 212.

267

✂ Conferensraad: se ovf., note A.

268

✂ Tausend Ritter (...) Geist: Tusind riddere vel bevæbnet har den Helligånd udvalgt. Nå, så se mig an mit barn, kys mig og se dristigt, thi jeg er selv en sådan ridder af den Helligånd. Fra Heines digt »Berg-Idylle« nr. 2 af Die Harzreise 1826. - det, han havde skrevet: II s. 259f. - Will Einer (...): Vil en lade mærke, at han holder med Gud, så må han give sig kækt i lag med den slemme, onde verden. Fra Uhlands digt »Bitte« (Gedichte 10. Aufl. 1836 s. 56).

269

✂ Til Seir og Lykke (...): I s. 214. - Accord: overenskomst, aftale. - Seelenverkooper: holl., hverver af kolonitropper (eg. sjælesælger). - alt: allerede. - Patchouli: parfume af æterisk olie.

271

✂ Afhandling: afhandlingen »Om legemlige Berøringer paa Scenen« i J.L. Heibergs tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post 1830 nr. 86-87 er skrevet af C.N. David. - Hadchi: dvs. haschish, hash. - Hadchi Babas Æventyr: romanen The Adventures of Hajji Baba of Ispahan 1824 af den engelske legationssekretær i Persien James Morier (1780-1849). - Sennhytte: sæterhytte (i Schweiz). - Zenobia: se n.t. I s. 208. - Panacee: gr., universalmiddel.

272

✂ altkluge: ty., gammelkloge.

273

✂ forlovede med Friheden: sml. I s. 392. - efter Biblen: Matt. 5, 39. - Viriathus: fører for lusitanerne (portugiserne) i deres uafhængighedskrig mod romerne år 150-133 f.Kr. Kilden er Theodor Mommsens Römische Geschichte II (1855) 9f.

274

✂ Justitsraad Paulsen: I s. 226. - Umtriebe: ty, intriger.

277

✂ Rencontre: fr., sammenstød. - Pelham: den engelske politiker Thomas Pelham-Holles (1693-1768), adlet under navnet hertug af Newcastle, premierminister og berygtet for at bestikke sine vælgere; hvilken bog der er tale om, kan ikke afgøres. - canvassing: eng., hvervning af stemmer.

278

✂ Vienervogn: se n.t. I s. 25. - Viggo Gram: I s. 365. - Thrymurs Bryllup: i Eddadigtet »Thrymskvadet«. - Oberlin: Johan Friedrich O. (1740-1826), præst i Waldersbach i Steintal mellem Elsass og Lothringen.

279

✂ spytte Dem ud (...): Joh. Ab. 3, 16. - Odin bortgav sit ene Øie: for at vinde kundskab om skæbnen satte han sit ene øje i pant hos jætten Mimer, der var visere end nogen anden. - Forstanderskabet: se n.t. I s. 276. - snilde som Slanger (...): Matt. 10, 16. - Dansken er Herre i Danmark: kilden ikke identificeret.

424

280

✂ Lykkensgave: i den engelske udgave er det justitsråd Paulsens gård, der bærer dette navn.

281

✂ Bregning: I s. 152. - Tjørnelund: I s. 245. - Birgitte: om B. i Brøndsted GF 170f.

282

✂ Madamen (...) Jægermesteren: fru Vandamme, I s. 562. - Faderens Død: 11 s. 220.

283

✂ Saras Død: 1. Mos. 23.

284

✂ Tyltebær: tidligere anvendt sideform til tyttebær.

286

✂ Rhonen hiin Aften: II s. 115. - Elven ved »die Krähe«: II s. 188.

287

✂ hidses: hejses. - Fjer: fjeder. - Urt: mødet i Altdorf II s. 120. - holde Dug og Disk: (dvs. bord) har egen husholdning.

289

✂ Assembleer: fr., selskaber. - Historien om Alexander: verdensherskeren skal have sagt, at hvis han ikke var Aleksander den Store, ville han være den nøjsomme filosof Diogenes (sml. n.t. I s. 293). Fortælles i Diogenes Laertios' filosofihistorie 6, 32 og Plutarchs levnedsbeskrivelse af Aleksander 14. - kneben: smålig.

290

✂ Landsthinget: efter 1849 rigsdagens førstekammer. - Scenen i Skoven: I s. 244.

291

✂ Hilsen og Velkomst: I s. 248.

293

✂ Consuelo: roman fra 1843 af den franske forfatterinde George Sand (1804-76), hvori hun har gendigtet sin kærlighedshistorie med Chopin. Paul V. Rubow har eftervist påvirkning fra hende hos Goldschmidt (Goldschmidt og Nemesis 1968, 67ff.). - havde forsket: sml. dagbogen ovf. s. 258.

294

✂ den kommer aldrig i den Forstand: sml. II s. 69f. - Læren om de tre Slags Sjæl: smst.

295

✂ da han havde siddet i Baaden: I s. 260.

297

✂ lege Mand og Kone: I s. 49. - i Huset etsteds: hos familien André, I s. 64.

298

✂ Saa ta'er vi (...) Vandgrød: I s. 26. - Green: I s. 17. - Dueslaget: I s. 16.

299

✂ paa Grathehede: ifølge Saxo havde Valdemar den Store i slaget på Gråhede 1157 et mandskab i stålgrå kofter, der lignede brynjer så nøje, at Svend først rettede sine mænd mod dem i den tro, at det var kærnetropperne (Jørgen Olriks overs. 1908, III 254). - til Seir og Lykke (...): I s. 214.

300

✂ Munken gaaer (...): Se n.t. I s. 14. - Der stander et Kloster: se n.t. I s. 15.

301

✂ lagt det af: II s. 246. - Pauli Breve: især Rom. 14, 1ff., 17ff., 1. Kor. 6, 12ff., Kol. 2, 20 og 1. Tim. 4, 1ff. - Manden af første Classe: I s. 505f.

302

✂ Deres Ord for rum Tid siden: I s. 365. - Maria: Lazarus' søster, der 425 ifølge Joh. Ev. 12, 5-7 salvede Jesu fødder med kostbar nardussalve, hvad Judas bebrejdede hende.

303

✂ Interpellation: forespørgsel. - Axeltorvet: torv, hvortil varer føres »på aksel« og sælges fra vogn. - Byfogden: se n.t. I s. 12. - Fødelandets gemytlige Blødhed: sml. betragtningerne over danskerne i Arvingen (Danske Klassikere 76-77).

304

✂ Kongebrev: ægteskabsbevilling. - Rebellion: oprør.

306

✂ Rister De Runer?: se n.t. I s. 55. - Hvo der holder (...): I s. 9.

307

✂ det er stærkere end jeg: ifølge Paul V. Rubow (Goldschmidt og Nemesis 1968, 70) fordækt citat af George Sands roman Valentine 1832. Sml. også I s. 12 (»en Magt over ham«).

308

✂ Fru Ingeborgs Ja: det påskud kong Erik Klipping bruger til at have forført Marsk Stigs hustru Ingeborg i hans fravær (i den såkaldte lange vise om Marsk Stig, DgF nr. 145 A strofe 41).

309

✂ Paulsen (...) gaae isøvne: II s. 277.

310

✂ Da det brændte i Paris: II s. 196. - Troldkjærling: legetøjsfyrværkeri, heksehyl. - Sparre- (...) værk: spær, bjælkeværk.

311

✂ det er det Vindue Jeg skal ind ad: sml. II s. 307. - sin Faders Ansigt: I s. 70. - Barnebilledet: II s. 122, 232, 246. Sml. Dagb. 20/7 1855 (I 375). - fri os fra det Onde (...): syvende og sidste bøn i Fadervor.

313

✂ Uri: II s. 120, 287.

315

✂ Verden er god, men handler ondt (...): Goldschmidt udtaler det samme som sin egen »tro« i et julebrev 1854 (Br. II 25f.). - den smertefulde Bro: sml. »Dødens Bro« II s. 250. - Derfor ere vi Adelsmænd: se n.t. II s. 118. - en Maaneds Tjeneste: sml. II s. 17, 246.

316

✂ sit Kald: som lærer ved fabrikken. - Snuustobak: II s. 219. - Gracchernes Moder: se n.t. I s. 220.

317

✂ Barnet: Se n.t. II s. 311.

✂

Tillæg

✂ M.A. Goldschmidts efterskrift fra 1857 til Hjemløs

320

✂ 2den D. Pg. 418, 644 og 1118: I s. 329-30, I s. 452, II s. 144. - 1ste D. Pg. 11, 2den D. Pg. 427 og 3die D. Pg. 207: I s. 12, I s. 334, II s. 308. - Nemesis: se n.t. II s. 69. - 2den D. Pg. 394 og 413 (...) Pg. 980 (...) Pg. 1110: I s. 316, I s. 326-27, II s. 70, II s. 139-40. - Guden Vatch: se n.t. I s. 324. - 2den D. Pg. 457 og flg.: I s. 353ff.

321

✂ Oversættelser: se nærværende udgaves efterskrift II s. 350.

426

Goldschmidt, M. A. Hjemløs

Efterskrift og noter

Efterskrift

I. Baggrund og tilblivelse

II. Tolkning

Første del. Hjemmet

Anden del. Hjemløsheden

1. Ungdommens prøvesejladser

2. Skiftende engagementer

3. Rejsens udfordringer

Tredje del. Hjemgangen

III. Modtagelsen

IV. Tekstforhold og udgaver

V. Litteraturhenvisninger

Noter

Bind I

Bind II

Tillæg