Goldschmidt, M. A. 1. Ungdommens prøvesejladser

1. Ungdommens prøvesejladser

Forfatteren har i en efterskrift bragt i hans tidsskrift Nord og Syd forklaret, at med andendelen »begynder han sit Studenterliv med ubestemt og urolig Længsel efter Idealet, med en sympatetisk Trang der er »hjemløs« ... Han bærer paa en Anelse om, at hvad der bydes ham ikke vil holde ud til Enden, men hvad han kan faa, tager han som Afdrag paa det Ubekendte, der skal komme og være sandt, paalideligt og udholdende til det sidste« (Nord og Syd 1858 I s. 127). Det er et modstykke til Paludan-Müllers Adam Homo, en anden enlig provinsstudent, der stadig fristes til at svigte sin idealitet. I tråd med udnyttelsen i Goldschmidts noveller af det meningsfulde tilfælde hedder det i afsnittets første forfatterrefleksion, at »Tilfældet er ikke saa blindt, som man troer ... Hvad man møder og finder, afhænger ogsaa af, hvad man søger, af den Retning, som Sjælen har, bevidst eller ubevidst« (I s. 104).

Af de forskellige studiefag er det navnlig den antikke filosofi og digtning, der tiltrækker som arnestedet for den europæiske idealisme. Men der er ingen kontakt mellem universitetets lærere og studenter, og de skiftende logier kan ikke erstatte det tabte fødehjem. Han føler også urolig længsel efter kvinder - dette tema får sit ledecitat fra en strofe af Chr. Winther, der passer med den mytiske erindring om æblet (I s. 115). En logiværtindes datter bliver af studiekammeraterne antikiseret til Odysseus' Nausikaa; hendes navn Pauline er måske fra fru Gyllembourgs novelle »Den magiske Nøgle«, som der et par steder alluderes til. Hjemligere tilknytning 331 har pigen Marie Elisabeth, som han træffer under et forårsbesøg på barndomsegnen; hun hedder det samme som hans mor og som et forlist skib der var opkaldt efter denne. Men størst betydning får i første runde en kendt skuespillerinde, der er gæst på en af de større gårde hvor han indbydes. Herved drages han ind i teatrets tryllekreds ligesom Goethes Wilhelm. Og han er beredt dertil gennem samværet med sine æstetiske venner i København, frem for alle kunstkenderen Schiøtt.

Denne er den mest levende af romanens bipersoner: en fuldblods æstet ligesom sin model, kritikeren P. L. Møller (også portrætteret af Henrik Stangerup i Det er svært at dø i Dieppe). Sarkastisk og maliciøs, afskydende hvasse pile mod idealets fjender som selve Apollon fra Belvedere - deraf navnet, der betyder skytte, og som passer med at han senere gennem et fordelagtigt giftermål bliver jægermester. Hans sjælelige pansring har baggrund i en ulykkelig barndom (I s. 180). Debatterne mellem ham og vennerne er ikke alene elegant fægtekunst à la André (ovf. s. 329), men åndrige platonske dialoger med ægte attisk salt. Hvis han synes ualvorlig, er det fordi det komiske tilhører den højere guddommelige sfære, hvorimod det tragiske hører sammen med det af jorden tyngede menneske (I s. 186, et paradoks som Karen Blixen har overtaget i »Sorg-Agre«). Han hævder endda at man må undgå tragedien og have lykke - et farligt ord for Otto, der på en dumdristig ridetur vælger sig mottoet fra Ingemanns Valdemar Seier: »Til Seir og Lykke blev Volmer fød« - uden at huske fortsættelsen: »Men sorgløs Mand har ei levet,/ Og Lykken vendes kan om til Nød:/ I Stjernerne staaer det skrevet.« Et af de mange varsel- og skæbnetegn på hans livsvej.

Lykkejagten kan synes at harmonere med den israelske sejrshymne, og som et bindeled mellem kunst og barndomsmiljø møder vi sønnen fra den sefardiske familie Mendoza, der nu studerer musik og kan udvikle den musiske side af diskussionerne.

Nogle af dem har drejet sig om politik, skandinavisme og andre dagsaktuelle sager, og det store afsluttende kapitel af første bog bringer disse emner i forgrunden, konkurrerende med de kunstneriske. Kompositorisk sker det som ringe der breder sig i vandet. Schiøtts spirituelle konversation bliver kopieret af juristen Milner 332 (som er kopist i et ministerium) med den hensigt at gøre indtryk på grossererdatteren Camilla. Hendes far har forretningsforbindelse med Emilies far, agenten i Jylland, og inviterer ham og datteren på kurophold ved den nyoprettede badeanstalt i Klampenborg. Her omgås de med politikeren Dalberg, journalisten Helzen, juristen Hald og teologerne Gram og Bregning (delvis tegnet efter samtidige). Derved udvides tidsbilledet, men de afgørende hændelser tager sigte på den fraværende Otto, som er på kroferie og skriver til Schiøtt om en art naturreligiøst gennembrud, hvor han har oplevet guddommen i lidenskaben. Schiøtt opfatter det som et litterært plagiat, og Milner gør det dertil ved at udgive det som sit eget over for Camilla; snarere er det dog en af de mange forklædninger for den ottoske idealitet. Og denne kommer nu på en hård prøve, idet første bog slutter med at der har været eroter i luften på kuranstalten: Camilla forloves med Hald, for næsen af Milner, og Bregning med - Ottos Emilie.