↩ Det fremgår navnlig gennem to af de ledere han kommer i berøring med, en schwabisk adjudant og en italiensk general. Begge bliver selv ledet, mindre af ideelle motiver end af private afreaktioner. Adjudanten bærer på et tilsidesættelseskompleks fra barndommen, og hans folkelige floskler dækker over en kynisk diktatorideologi. Den mere sympatisk tegnede general har engang i jalousi skudt sin gravide hustru, hvad der udelukkede ham fra regulær 339 karriere, og da han ender med at blive skudt selv ved en forræderiproces, giver Otto den »rigtige« forklaring: det var hans ufødte barn der skød ham, ligesom han selv efter døden vil dræbe sin morder (II s. 196). Det er de afsporede og forvildede lidenskaber, hvori ikke Gud findes, men en Nemesis der slår om sig som beruset (de Castros ord ovf. s. 336).