Goldschmidt, M. A. Hjemløs

III. Modtagelsen

Goldschmidt fortrød undervejs romanens bredde, som fik mange læsere til at trættes og afsige abonnementet på tidsskriftet, hvori den fremkom. Publikationsformen var også uheldig for en beretning med så mange indvævede tråde, som forudsatte nøjagtig erindring om det forudgående for at kunne danne det tilsigtede mønster. Forfatteren måtte forklare sig i to længere efterskrifter, dels som anhang til slutkapitlet (optrykt her s. 319-21), dels i den følgende årgang af Nord og Syd (1858 I s. 125-39). Centrale udsagn derfra er benyttet i nærværende efterskrift.

Modtagelseskritikken blev især bestemt af de ideologiske holdninger. Den første af de få samtidige anmeldelser fremkom i det konservative organ Flyveposten 1857 (nr. 283), vistnok affattet af den jødiske litterat Gottlieb Siesby. Han havde været medarbejder ved Corsaren, men også polemiseret mod sin chef i en »Epistel«, hvor han efterlyste mere humanitet hos den vilde fribytter. Romanen imødekom netop dette ønske, og den anonyme anmelder er da også anerkendende uden dog at vise dybere indsigt. Han finder det karakteristiske for Krøyer i »Ungdommens urolige Higen efter Tilfredsstillelse i Livet« uden særlig retning mod noget idealt, og heltens tidsomgivelser er langt interessantere end helten selv.

347

Den næste dagbladsomtale fremkom i det nationalliberale Fædrelandet 1858 (nr. 55) og var forfattet af den unge kritiker Clemens Petersen, så at sige som en modkritik på partiets vegne. Han finder at »første Del er et fortræffeligt Arbejde, der kun taber noget af sit Værd ved, at den senere viser sig for lille til at bære de Dynger der læsses paa den, hvorimod hele Resten er skrevet saa modløst og famlende, at Bogen gerne kunde være nogle Dele endnu, hvis Forfatteren ikke tilfældigvis havde slaaet Helten ihjel.« De to sidste dele er usammenhængende med hib til højre og venstre, »en Samling af mere og mindre underholdende Feuilletoner«, som bortset fra spredte naturskildringer og enkelte småscener af høj lyrisk skønhed ikke indeholder egentlig digtning. Hovedpersonen »er i moralsk Forstand en Pjalt, Forfængeligheden er hans Drivfjeder, men ogsaa hans Orm, og den har til sidst udmarvet ham saa grundigt, at man kunde fløjte i hans Benpiber.« Goldschmidts biograf Hans Kyrre bemærker at Clemens Petersen ikke har tænkt på hvordan denne kritik leverer det åbenlyseste bevis på rigtigheden i romanens skildring af Fædrelandets kritiske metode gennem Helzens nedrakning af Krøyers drama.

Den mest udførlige analyse foretog litteraturhistorikeren Carl Rosenberg i Dansk Maanedsskrift s.å. (bd. 7). Han bestemmer indholdet som en skildring af livets modsætninger mellem det lave og det høje, mellem natur og ideal. Hvad specielt angår angrebene på det nationalliberale parti, kan man ikke deraf slutte at forfatteren forkaster respekten for det nationale. Hans beskrivelser af dansk natur, begejstring for dansk poesi og kunst og ikke mindst billedet af patriotisk kvindelighed i Camillas skikkelse gør det klart at »han elsker sit Fædreland og vil vække den samme Følelse hos sine Læsere«. Det har været sød musik i forfatterens øre. Derimod er Rosenberg ikke tiltalt af den nådeløse gengældelseslov, selvom han bevidner den gribende virkning af romanens slutning.

I øvrigt har det skortet på anerkendelse. For den uvillige Georg Brandes opløste mastodontromanen sig i brokker (Kritiker og Portraiter (1869), optr. i Samlede Skrifter II 452). Vilhelm Andersen, der i sine Tider og Typer bruger den som type på dansk hellenisme i guldalderen (Goethe II 1916 183), kalder den i sin litteraturhistorie en »genial Kladde« (III 647). Udtrykket minder om Carsten 348 Hauchs i et brev til Goldschmidt lige efter udgivelsen: »De digter ligesom i aandfulde Spring og hentrænger tit Alt som paa en overraskende Spids, medens De forsømmer at give os Mellemledene, men derved faar det Hele paa mange Steder Udseende af en genial Skizze« (Kyrre II 40, sml. Goldschmidts indsigelse smst. 41).

Blandt dem i eftertiden, der har værdsat romanen, er Karen Blixen for hvem den var en af hendes ungdoms yndlingsbøger (Breve fra Afrika II 98). Ellers har den med tiden fortonet sig til en »høitidelig Colossus i Baggrunden« - for at bruge Oehlenschlägers ord om Shakespeare - der står som dannelses- og udviklingsromanens store paradigma og med sine tre dele har navngivet dens faser hjemme, hjemløs, hjem. Men den der gennemlever dem, Otto Krøyer, har ikke vundet plads i den litterære bevidsthed i samme grad som sine efterfølgere Per Sidenius og Jørgen Stein.

Efterverdenen har i højere grad taget forfatterskabets to følgende romaner til sig: Arvingen (1865, udgivet i Danske Klassikere 1988) og Ravnen (1867), som begge i mere sammentrængt form giver udtryk for Nemesis-tanken. I den sidste er et eventyrmotiv lagt ind i den realistiske handling, som omfatter fabriksarbejderforhold. Dette sociale islæt viderefører Ottos samfundskald, som han aldrig nåede at gøre til virkelighed. Således ender Goldschmidt på sin særlige måde med at overvinde deltheden og forene idealisme og realisme.