Første Capitel

✂ I Haven var en stor grøn Plads, og midt paa denne stod et ensomt lille Æbletræ, bugnende af det tætte Løv og halvmodne Æbler. Emilie havde fundet et Æble, der var blevet for tidlig modent og faldet ned fra Træet; strax stimlede Skaren af de legende Børn sammen, men bydende som en Dronning sagde den otteaarige Pige, idet hun holdt Æblet høit: Artig, vær stille, I skal Alle faae et Stykke. Hun tilføiede med et Sideblik: Hvo der holder meest af mig og artig venter tilsidst, faaer det største Stykke. Ved Siden af hende stod en jevnaldrende Dreng, med gule Haar og nøddebrune Øine; han gik øieblikkelig ud af Kredsen og ventede i Afstand, medens hun skar Æblet istykker og deelte det ud. Pludselig raabte hun: Saa, nu er der ikke Meer! og rakte leende de tomme Hænder i Veiret. Den lille Dreng fik Taarer i Øinene, og hans Læber dirrede, som om han med Møie holdt sig fra at briste i lydelig Graad, medens de andre Børn gave sig til at lee ad ham, fordi han var saa slikken og var bleven narret. Han vilde taus gaae bort, da nærmede hun sig og hviskede, idet hun gik ham forbi: Jeg smagte jo heller ikke Æblet, Otto; vi To var de Eneste, der ikke fik Noget. Ved disse Ord bredte der sig en overordenlig Glæde over Drengens Ansigt; uden at see paa hende sprang han tilbage mellem de Andre og anførte den vilde, jublende Leg i hans Faders Have, mellem Ribs- og Stikkelsbærbuskene og ned i en Lund af Popler, der hørte til Haven.

✂ Emilies Forældre, Agent Theilmanns, boede skraasoverfor. Agentens Familie havde fra Arilds Tid boet i Byen. Hans Gaard hed Theilmanns Gaard, en Gjenvei, man kunde skyde mellem Haverne, hed Theilmanns Gang, gamle Begivenheder vare foregaaede paa Theilmanns Bedstefaders Tid, og da Familien, saa langt man kunde mindes, havde været formuende, vare Byens Beboere saa at sige fødte med Agtelse for Christian Theilmann, Agenten. Han havde fortsat og udvidet, men ikke forandret sine Forfædres Virksomhed. Han var Kjøbmand og havde Krambod, men eiede megen Jord, 10 drev en stor Handel med Stude, som han tildeels fedede ved Hjælp af Brænderiet, udskibede Korn, førte de saakaldte grove Varer o. s. v. Det var en stor Virksomhed, som han passede med kraftig, stille Flid, vant til Lydighed i alle sine Omgivelser. Hans Hustru af andet Ægteskab, Emilies Moder, var Datter af en afdød Ritmester ved Landsenererne, og skjøndt hun ikke havde nydt en udmærket Opdragelse, medbragte hun dog til Huset og sine næsten voxne Steddøttre en dannet Sands og navnlig Smag for Musik og Blomster, hvad hidtil kun havde været lidet kjendt hos Agentens. Om hun havde havt Tilbøielighed til større Reformer, er ikke let at sige; ethvert Forsøg var i alt Fald strandet, og istedenfor at skabe en ny, moderne Epoke var hun indtraadt som nyt Hjul i Husets store, maskinmæssige Orden. Agenten saae gjerne, at der herskede Munterhed i den talrige Familie - paa denne Tid var den ældste Datter forlovet med en ung Kjøbmand -; men hvis en Dag en god Kunde, f. Ex. en formuende Bondekone, i egen Person kom til Byen, saa maatte, om der end havde været Englemusik i Stuen, Musik og Glæde været standset, for at man kunde modtage Bondekonen med en Kop Kaffe og conversere hende paa det opmærksomste. Thi saa havde det været Skik i Agentens Faders Tid. Og gammel Skik, ligesaa urokkelig som det store Chatol, var det ogsaa, at Dagligstuen var Spisestue og Forretningsværelse tillige. Man vidste, at det skulde være saa, eller endnu mere: man faldt aldrig paa den Tanke, at det kunde være anderledes, og som naturlig Følge af denne Aand herskede i Huset med de smukke voxne Døttre, trods Rigdommen, ja trods Titlen, en simpel, utvungen Livlighed - om det end maa tilføies, at man næppe gjorde Agenten Regnskab for alle moderne Tanker. Om Aftenen kom jevnlig nogle af Byens unge Mennesker, Byfogdens, Amtstuens, Toldkassererens Fuldmægtige o. desl., og saa morede man sig med Samtale og Sang. Men til sine Tider var der store Selskaber, alle Byens og Omegnens Honoratiores vare tilstede, og da var det Agentens Villie, at Huset skulde udfolde sin Pragt, da saae man ved Bordets Anretning, hvilken massiv Rigdom der var gaaet i Arv i den gamle Familie. Et Barn saae Meget og lærte Meget i dette Huus, om just ikke af Bøger.

✂ Ottos Hjem var beskednere uden at være fattigt. Kjøbmand Krøyer og hans Kone havde foruden ham kun eet Barn, en toaars 11 Dreng; de levede stille og deeltoge kun sjelden i den rige Gjenboes muntre Lag og gjorde endnu sjeldnere Gjengjæld. Krøyer var oprindelig fra Kjøbenhavn, men havde arvet Kjøbmandsgaarden efter sin Svigerfader, og skjøndt han holdt Boutik og efter Tidens Skik havde Jord o. desl., beskjæftigede han sig meest med Kornhandel. Han eiede endog et Skib, en Jagt, som han selv havde ladet bygge og kalde »Marie Elisabeth« efter sin Kone. Dette Skib var Husets Yndling; i Ottos Forestilling hørte det til Familien ligesom Hunden Charmant, eller endnu meget mere, thi det bar jo Moderens Navn, og det syntes ham at have menneskelig Forstand; der blev saa ofte sagt: Nu er Marie Elisabeth i Bergen! - Gud veed, hvor Marie Elisabeth nu er? - I Løverdags otte Dages gik Marie Elisabeth fra Lübeck - blot Marie Elisabeth har hyttet sig i Nat! - Og det havde hyttet sig; det kom hjem, og naar det saa kom hjem, havde han Lyst til at klappe det; men han kunde ikke, de tjærede Sider svarede ikke ganske til Forestillingen; men han elskede det alligevel og klappede det i Tankerne. Naar Krøyer lod Marie Elisabeth faae en ny Maling, var det næsten for ham, som om han havde foræret sin Kone en ny Kjole. Men man vidste ogsaa, at hvorsomhelst Marie Elisabeth var, saa blev der ombord St. Hansdags Morgen - Madam Krøyers Fødselsdag - affyret to Kanonskud, et Skud med hver af de smaa Svingbasser, og Mandskabet heisede Flaget, og alle tre Mand raabte Hurra. Egenlig maatte det vel have været underligt, hvis man havde kunnet see det ensomme Skib og høre de ensomme Mennesker pludselig gjøre sig lystige paa Havet; men i deres Forestilling var hele Byen nærværende. - En anden Ting var der ved Huset, som især gjorde det kjært for Ottos Kammerater, og det var den store Have med den grønne Plads og Lunden, der bedre end noget andet Sted i Byen egnede sig til Leg. Det var en Frugt- og Kjøkkenhave; med Undtagelse af Belliser paa Randen af Urtebedene var der ingen Blomster - man skulde troet, at Madam Krøyer paa ingen Maade vilde concurrere med Agentens -; men desto friere kunde Legen gaae.

✂ Mangen Aften, naar Legen var forbi og hver gaaet til Sit, og man dæmpet kunde høre Lystighed ovre fra Gjenboens, sad Otto ensom i en Krog og lyttede og længtes efter Emilie, indtil Moderen kom ind fra sin Huusgjerning og Faderen fra Contoiret. Saa blev der 12 tændt Lys, Skodderne lukkede og Aftensbordet dækket; undertiden indfandt sig en enkelt velkommen Gjæst, hyppigere var Familien ene, men fornøiet. Dog er det vanskeligt at sige, hvorfor og hvormed man fornøiede sig, uden at det var, fordi en dyb gjensidig Kjærlighed havde hjemme i dette Huus. Naar Faderen laa i Sophaen eller endog paa Gulvet og legede med de to Børn og Moderen skjemtende søgte at lokke dem fra ham, kunde Ingen uden Otto høre den fjerne, dæmpede Glædeslyd; han hørte den eller troede at høre den, fordi hans Sjæl ikke var heelt hjemme, fordi hans Tanker og Længsler med uvilkaarlig Magt bleve dragne til Emilie. Moderen læste noget Skjult og Dunkelt i sit Barns Øine, og engang, da Emilie om Eftermiddagen glædedrukken og stolt havde fortalt ham, at de skulde ud at seile om Aftenen med Musik, og at Christian Foss, Byfogdens Søn, skulde seile med, var der et saa tungsindigt og sørgmodigt Udtryk i hans Ansigt, medens han legede, at Moderen pludselig slog Biblen op, tog ham paa Skjødet og læste med ham deri.

✂ De læste om Skabelsen og Edens Have og om Træet, som stod midt deri, og Otto tænkte paa Æbletræet midt i hans Faders Have paa den grønne Plads. Og da de læste om Æblet og Syndefaldet og om Adam og Eva, som skjulte sig i Lunden, tænkte han paa Poppellunden, og det forekom ham at Alt maatte være foregaaet i hans Hjem. Med hellig Sky syntes det ham, at han og Emilie vare Adam og Eva, og at Gud var nede i Haven.

✂ Næste Morgen gik han med Faderen gjennem Haven, og da de kom forbi det lille Æbletræ, hvis Frugter hang lavt, sagde Faderen: Otto, Du maa ikke plukke nogen af disse Æbler (thi det var et Yndlingstræ). For barnet var det, som om han havde faaet denne Formaning før, eller som om den hørte til Stedet; han havde en Følelse af, at han nu blev sat paa den Prøve, der skulde falde saa ulykkelig ud, og dog var det med den bedste Villie til at adlyde, at han svarede: Ja, Fader. Men samme Dag kom Emilie over, og da de havde leget en Stund, sagde hun: Jeg er tørstig, jeg troer, jeg vil spise et Æble. - Du maa ikke, Emilie! raabte Otto angst, Fader har sagt, vi maae ikke. - Hun tog alligevel et Æble og gav sig til at spise deraf og tog et til ham, og han gav sig ogsaa til at spise, ikke fordi han havde Lyst, men fordi der var en Magt over ham. Men næppe 13 havde han bidt, før han til sin store Rædsel hørte sin Faders Stemme. Der kommer Gud, Emilie! raabte han. Sikken Snak! raabte hun og gav sig til at løbe; han fulgte hende, og de kom aandeløse til Lunden. Otto! Otto! hvor løber Du hen? hvor er Du? raabte Faderen. Drengen var nærved at blive afmægtig af Angst for Gud og Faderen; han havde kastet sit Æble bort og vilde krybe ind i et huult Træ. Emilie skjulte sit Æble ved at holde Hænderne paa Ryggen. GGOtto! Emilie! vedblev Faderen at raabe; kom op, vi skal ud at kjøre, Emilie kan tage med, hvis hun maa for sin Moder!

✂ De kom op, og Moderen kunde ikke see paa sit Barn, hvilket Syndefald der var foregaaet; at han havde overtraadt et Bud og ikke længer troede, at Gud var i Haven, eller at det var sandt, hvad der stod i den hellige Bog; thi det var jo ikke gaaet saaledes til. Og dog kjæmpede det i Drengens Sind, og han vilde gjerne have sagt sin Moder Alt; men han vidste ikke, hvad han skulde sige, og det kan ogsaa gjerne være, at han spurgte sig selv, barnlig-forundret og tillige dæmonisk-trodsende: Hvorfor veed hun det ikke?

✂ Saaledes hengik Tiden. Moderen mærkede ofte, at noget Fremmed, Særeget, hvis Oprindelse hun ikke kjendte, havde sneget sig ind i hendes Drengs Sind og satte en Skranke mellem dem, saa at hun ikke ret kunde oversee ham. En Aften havde hun seet ham staae længe med en Humlestang i Haanden foran et Lysthuus, og da hun bragte ham iseng, bad han om, at Døren til det lille Værelse maatte blive lukket, skjøndt han ellers var bange for at ligge i Mørke, naar Døren til »Ammestuen« ikke stod aaben. Paa alle hendes Spørgsmaal fik hun intet tydeligt Svar, og da hun kom op i Stuen og hendes Mand forelæste nogle Folkesagn, sagde hun pludselig: Der er en Nisse i vort Huus; ligesom Du der læser om, at Nissen vælger sig den bedste Hest i Stalden og rider, strigler og fodrer den ved Midnat, saaledes er der Noget, der har at gjøre med vor Otto. Han er ikke saa naturlig, saa glad og djerv, som saadan en Dreng skulde være. Der er Noget i hans Stilhed, som jeg ikke holder af. - Hvor falder Du paa det? - Hun fortalte ham, hvad hun havde lagt Mærke til. - Du er en lille Nar, sagde Faderen og læste videre. - Men lidt efter vedblev hun: Man kan ikke skille Drengen fra hans Legekammerater, og dog vilde jeg ønske, at han var langt borte fra Emilie. - Hvad har Du imod Emilie? spurgte hendes Ægtefælle og 14 lagde Bogen tilside. - Jeg har nu engang Noget imod hende. - Du er skinsyg paa hende, sagde Faderen leende, tog sin Kone om Livet og kyssede hende; en Svigermoder kan sjelden lide sin Svigerdatter, men Svigerfaderen forkjæler hende; det er en gammel Sag. Jeg holder meget af Emilie, det er dog et deiligt, kjækt lille Pigebarn, og hvem veed, om Otto og hun ikke engang faae hinanden? Man har før seet, at der er blevet Alvor af saadanne Barnestreger. - Ja, det kan saamæn blive Alvor .... Vilde Du ønske, at Emilie var Din Datter? spurgte hun. - Min Datter? vor Datter ..... hm, nei, rigtig betænkt maa hun helst være Theilmanns Datter. Men hvis hun var en voxen Pige og jeg ikke var gift med Dig og ikke kjendte Dig ..... hm, nei ..... hør, veed Du hvad, Mutter, vi To er større Børn end Otto og Emilie, lad Børnene lege og lad os være fornuftige. - Hun svarede: Ja, ja, tro Du mig, Otto burde ud paa Landet til en Præst eller til Kjøbenhavn. - Strax? spurgte Faderen og tog atter til Bogen.

✂ Sagen var, at i den senere Tid havde Emilie faaet fat i et Par Ridder-Romaner, som tilhørte hendes Søstre, og dem læste hun og Otto tilsammen. Pludselig, som de sad i Lysthuset og læste om en Ridder og hans Elskede, havde hun taget ham om Hovedet og kysset ham og var derpaa taus gaaet bort. Da havde Otto stillet sig som en Ridder med Landse ved Lysthuset, og paa ridderlig Viis havde han gjort det Løfte at ville vaage en Nat i Mørke, hvilket han dog forandrede til at sove i Mørke.

✂ Men for at opdage og forstaae Sligt skulde man Skridt for Skridt have fulgt Børnene og med dybtskuende Blik vogtet paa deres Leg. Legen blev ikke holdt i Skjul og var støiende nok; men hvo kunde have iagttaget den Sjæleglæde og Lyksalighed, de simple, men stærke Sindsbevægelser, der flettede sig som usynlige Blomster i den! Naar de havde dannet den store Kreds og legede »Munken gaaer i Enge« og Emilie »bredte ud sin Kappe saa blaa«, ventede Otto med Haab og Angst, at hun skulde vælge ham. Hun gjorde det kun sjelden; men han valgte altid hende. Tidt blev han vred, og saa forekom det ham, at han skulde tage Mod til sig og vælge en anden Pige; men i det afgjørende Øieblik blev han bange for at tilsidesætte Emilie og gjøre hende vred. Og naar hun saa en enkelt Gang havde valgt ham, »naar Munken bad Nonnen at hvile sig lidt« og de knælede overfor hinanden; naar »Munken bad Nonnen at rede sit 15 Haar« og hun strøg ham om Haaret; naar »Munken bad Nonnen at give sig et Kys« og hun kyssede ham, saa var al Sorg slukt, og fuldstændig glad sprang han op med hende - »og see, hvor lystig de dandse de To, som om de havde stjaalet baade Strømper og Sko!«

✂ Andre Lege frembød lignende Anledninger til Sindsbevægelse. De sluttede Kreds og sang:

✂ Der stander et Kloster i Østerrig!
Faldera, de rødeste Roser!

✂ Inde i Kredsen stod en Pige, hun var indespærret i Klosteret, og udenfor stod en Ridder. Sangen beskrev, hvordan han nærmede sig for at befrie Jomfruen:

✂ Saa bryder han ned den store Kobbermuur,
Faldera, de rødeste Roser!

✂ og saa forsøgte Ridderen at bryde Kredsen, men blev i Almindelighed kastet tilbage. Nu kom det store Øieblik, de sang med forstærket Stemme:

✂ Saa bryder han ned den store Jernport -

✂ og Otto kunde aldrig bryde igjennem, undtagen naar Emilie stod indenfor. Det forekom ham da, at hun virkelig var indespærret, og at han maatte frelse hende, og han var ikke stærk nok uden denne Angst for hende.

✂ Byens Politibetjent hed Green; det var en gammel, høi, mager og bleg Mand, og naar han paa Festdagene bar sin lange, røde, grønkravede Frakke, saae hans Ansigt ud som en Dødnings. Saadanne Festdage var navnlig Markedsdagene; da holdt Bøndernes Vogne i Række langs Byens Gade fra Torvet til begge Portene, og eftersom Bønderne trods alle Paalæg aldrig spændte Skaglerne fra, naar de forlode Heste og Vogn, gik Green i Embeds Medfør fra den ene Vogn til den anden og skar Skaglerne over. Han udførte ikke dette som en Pligt, men med Lyst og Lidenskab; hans graa Øine funklede, medens han mumlede Forbandelser over de »skjødesløse, 16 fordrukne Slyngler« og overskar Skagler. Han tilføiede aldrig Folk Ondt, tvertimod var han ivrig for Borgernes Sikkerhed og Byens Ro; men han var altid vred og bidsk i sit Embeds Gjerninger; han var Enkemand og barnløs og kunde ikke lide, at Børn legede og larmede, jog dem gjerne fra hinanden, naar de legede paa Markedet eller til andre Tider samledes paa Torvet efter Skoletiden, og skjøndt han aldrig slog, undtagen maaskee de fattigste Børn, gjorde hans høie blege Skikkelse, forbittrede Miner og haarde Ord samme Virkning, som om man kun med hurtig Flugt kunde undgaae hans Tugt. Denne Bussemand kom Otto og Emilie til at angribe i hans eget Hjem. Green boede i et ensomt liggende Huus bagved Ottos Faders Have og havde i sin lille Gaard et stort Dueslag. Han elskede Duer; han eiede et halvt hundrede Par, hvoriblandt nogle meget smukke, og en Sommer-Eftermiddag havde Børnene seet ham sidde oppe i Dueslaget, klappe og kysse dem og kurre som en Turteldue. Det undrede dem, at den strenge Mand kunde sidde der og være saa kjælen. De fik Lyst til ogsaa at krybe op og lege med Duerne, og da Green saa sjelden var hjemme om Dagen, syntes det dem en let Sag. Med forenede Kræfter flyttede de Stigen til Duehuset, slog Skodden fra og krøb ind. Emilie udsøgte sig et Par Unger og legede med dem, medens Otto med en Stok holdt Moderen borte; men engang slog han for haardt, saa at Duen laa som død. Forfærdet sagde han: Nu har Ungerne ingen Moder! - Saa ta'er vi dem med! raabte Emilie, og de skyndte sig bort med Ungerne. Men om Aftenen, da de ikke havde kunnet finde Noget at made dem med og de smaa Stakler skreg, og de ikke turde betroe sig til Nogen, tog Otto Ungerne, og for at forkorte deres Lidelser stak han dem ned i en Sump. Emilie græd, men han ikke, skjøndt han var forfærdet over sig selv og sin Gjerning.

✂ Da Green kom hjem, mærkede han, at der havde været Fremmede i Slaget, og besluttede at holde Vagt og lægge en Snare. Han behøvede ikke at vente længe; thi Emilie og Otto plagedes af Samvittighedsnag og vilde gjerne vide, om ikke idetmindste Moderen skulde være kommen tillive; ledsagede af Christian Foss, Byfogdens Søn, begave de sig til Slaget paa den Tid, da Green ikke kunde formodes hjemme. Otto steg først op, men ligesom han var kommen ind i Slaget, begyndte Stigen at bevæge sig, rykkede til Siden og 17 styrtede om; i samme Øieblik saaes Green ved det aabne Vindue, og ved dette Syn tog Christian Foss Flugten. Green blev staaende nogle Øieblikke ved Vinduet og nød forud sin Triumph, ligesom en Gourmand dvæler lidt, inden han spiser af sin Yndlingsret. Men denne raffineerte Nydelse rev Green den virkelige Seir af Hænderne. Med sikker Haand greb Emilie det Toug, Green havde bundet til Stigen, rykkede det fra ham, foer hen til Døren og satte Krogen paa - thi i Gaarddørene er der som oftest Kroge udvendig, for at man, medens man gaaer ud i Gaarden eller Haven, kan lukke for Høns og Ænder - og Politibetjent Green var saaledes Arrestant. Han forsøgte at komme ud ad Vinduet, men det var for lille, og han var for stiv. Medens han i stor Hidsighed gjorde allehaande Forsøg og rev et Par Urtepotter med Geranium ned, reiste Emilie med Anstrængelse af alle sine Kræfter den raae, af Green selv forfærdigede Stige, fik Hænderne iturevne paa Sømmene og fyldte med Smaasplinter, men befriede Otto. Green havde imidlertid i sin Forbittrelse faaet det ene Been halvt ud af Vinduet; men Hovedet stødte imod Loftet, hvormeget han end krummede sig, og han kunde umulig komme ud; da han saae Forbryderne i Frihed, skreg han med halvkvalt Stemme: »I Kongens Navn arresterer jeg Jer, I Tyvetøi!« men Ordene havde ikke den magiske Kraft, som han ventede, Otto og Emilie flygtede kun desto hurtigere.

✂ Emilie havde skjult sine blødende Hænder paa Ryggen og skyndte sig strax hjem. Først Dagen efter, da hun gik med forbundne Hænder, blev det Otto klart, hvad hans Befrielse havde kostet hende, men de talte ikke til hinanden derom; om Børn gjælder det nok saa meget som om voxne Mennesker, at »enhver sand Følelse har sin Undseelse«. De følte sig knyttede inderligere til hinanden; hos Emilie forøgede det den ubevidste, skjelmske Sikkerhed, hvormed hun stolede paa hans Hengivenhed, paa Otto virkede det, som om han havde faaet en Trylledrik, man skulde sagt, at hun var bleven Lys- og Varmeprincipet i hans Tilværelse.

Andet Capitel

✂ Enhver, der kjender Byen R., veed, at fra Hoved- eller Adelgaden, der i Grunden ikke behøver noget udmærket Navn, eftersom den egenlig er Byens eneste Gade, nedskyder en bred, brat Vei, der fører til »Fiskerhusene«, en uregelmæssig Samling Hytter ved Fjorden. Ottos Forældre boede ligeoverfor denne Vei, og baade Otto og Emilie sneg sig ofte til at rutsche ned ad Bakken i en lille Slæde og aflægge Besøg ved Fiskerbaadene. Deres Selskab ved saadanne Leiligheder var en lille Dreng, Peter Krøll, hvis Fader var druknet paa et Fiskertog. Enken havde foruden Peter tre Smaa og hjalp sig kummerlig; hun var begjært i alle Byens Huse, naar der var Slagtning, Syltning, stor Vask eller Reengjøren, da hun var kjøn, venlig og utrættelig arbeidsom; men de Smaa forhindrede hende ofte fra at forlade Hjemmet. Men naar nogen Kjøbmand i Byen skulde have en »gaaende Stafet«, Bud ud paa Landet til Præster eller Herregaarde, saa søgte man altid Ane Krølls Peter, der var saa vever som et Egern og saa tro som en Hund. Naar han kom tilbage med vel udrettet Ærinde, fattedes det sjelden paa et »Rundtenomstykke« med Smør og Ost og et Stykke Candis, som han tilligemed Otteskillingen bragte hjem efter et Par Miles Løb. Der var Tider paa Aaret, da Peter ernærede hele Huset uden at lægge Mærke dertil. Det var Peters største Fornøielse, naar han en Søndag Formiddag, da han var fri baade for Fattigskole og for Ærinder, saae Otto og Emilie oppe paa Brinken og de paa hans Raab: »Vil I glide?« nikkede med Hovedet og forsigtig saae sig om. Saa krøb han op til dem med sin Slæde og lod dem rutsche ned. Selv foer han ofte ned næsten paa samme Maade som Cimbrerne og Teutonerne giede ned ad Alperne, men uden Skjold under sig. Thi han gik i stærke, Faareskinds Buxer. Saa løb de alle Tre ned til Vandet, og Peter tog den Ene efter den Anden paa Ryggen og vadede ud med dem til en Baad; der sad de og gyngede eller stirrede i Taushed ud over Havfladen. Ofte, naar der viste sig et mørkt Punkt ude i Synskredsen, udbrød Otto: Der kommer vist Marie Elisabeth, og alle Tre gave sig til at stirre eller kom i Disput. Otto troede just ikke, at det var Marie Elisabeth, men vilde gjerne troe det; Emilie vilde 19 ikke troe det, hun kunde ikke lide, at Otto elskede Marie Elisabeth; Peter var den erfarne Sømand og afgjorde Striden.

✂ Emilie var meget bange for Vand, men undlod dog sjelden, før de forlode Baaden, at krybe op paa Reilingen og more sig over Ottos Angst for, at hun skulde falde ud, og over hans ængstelige Greb i hendes Klæder.

✂ Lad hende kun falde, Du! sagde Peter engang ganske rolig.

✂ Jeg kan ikke udstaae Peter, sagde Emilie, da de vare blevne ene.

✂ Hvorfor vil Du da glide ned til ham og gynge i hans Baad? spurgte Otto.

✂ Det er jo Dig, der vil; og ellers bliver Du vred.

✂ Otto kunde ikke svare herpaa, skjøndt han havde en Fornemmelse af, at der var noget Vrangt derved.

✂ Engang tog Emilie en Billedbog med ned i Baaden, og da Peter saae den, blev han henrykt over de smukke Billeder; han vaskede sine Hænder, aftørrede dem omhyggelig paa Buxer og Trøieærmer, og sad hele Tiden og frydede sig ved at blade og stave i Bogen.

✂ Du maa gjerne beholde den, sagde Emilie.

✂ Ja, men tør Du bare? sagde Peter og stirrede ængstelig paa hende.

✂ Vist tør jeg saa, han, tossede Dreng! raabte Emilie.

✂ Peter var saa glad over Bogen, at han forsømte at sige megen Tak. Men da de gik hjem, tilbød han at trække dem opad Bakken; dertil var han dog ikke stærk nok, stakkels Dreng.

✂ En af de følgende Dage var Bogen henlagt mellem Emilies andre Bøger og Legetøi, uden at Nogen sagde hende et Ord derom. Da hun saae den, tilhyllede hun den i Hast, og om Aftenen, da hun et Øieblik saae Kjøkkenet tomt, kastede hun den ind i den store Skorsteensild. Næste Dag fortalte hun dog grædende Otto, hvad der var skeet, idet hun tilføiede: Du er den Eneste, der er mig tro; og Otto følte en stille, stolt Tilfredshed ved at være hendes Fortrolige. Men til deres store Forundring talte Peter heller ikke et Ord om det Forefaldne.

✂ Tilfældet fandt nu for godt at blande sig i Sagen. De kom sædvanligviis Søndag Morgen et Øieblik over til den gamle Madam Hoberg, der boede i det ældgamle Sted paa Hjørnet af hiint Stræde. Hun havde været Begges Gudmoder og havde Hævd paa, hver Helligdag at mønstre, hvor pæne de vare, og saa fik de altid »noget 20 Godt«. Hun var over halvfjerdsindstyve Aar og meget formuende; men hendes Mand af andet Ægteskab, der var en halv Snees Aar yngre, drak stærkt, og hun havde Møie med at gjemme sine Penge for ham; thi som den Ældre, Forstandigere og Ædruelige havde hun uden Øvrighedens Hjælp gjort ham umyndig, og Ægteherren søgte ad Omveie at indtræde i den fulde Nydelse af Husets Formue.

✂ Søndagen efter den foran omtalte Begivenhed kom de over; men Madam Hoberg var syg og bød sin Ægtefælle give hver af Børnene en Kage. Han benyttede Leiligheden til at see efter i adskillige Gjemmer, glemte imidlertid, hvad der var befalet ham, og da han fandt to store Æbler, gav han Børnene disse.

✂ Ligesom efter Aftale ilede de ud paa Brinken og gav Peter Æblerne, i den stiltiende Forudsætning, at de vare Erstatning for Bogen. Emilie vilde dog ikke rutsche og heller ikke med ned i Baaden, og da Otto blev paastaaelig, sagde hun: Jeg gaaer med min Moder op til Byfogdens. Saa skiltes de. Men da Peter kom hjem til sin Moder, maatte han atter miste sin Foræring; thi idet han tog Æblerne op af Lommen, gik de midt over, og i hver af dem viste sig istedenfor Kjærnehuus en Tidalerseddel. Ane Krøll kjæmpede vel en Kamp med sig selv ved Synet af denne Skat; men hun bragte den tilligemed Æblerne til Mdm. Krøyer.

✂ Ottos Moder hørte den korte Beretning og sagde efter nogen Taushed med et dybt forskende Blik: Sig mig, Ane, hvorfor har Hun ikke beholdt det? - Ane slog Øinene ned, pillede ved sit Forklæde og svarede: Min Dreng, Peter, saae derpaa. - Mdm. Krøyer vendte sig hastig bort for at skjule Taarerne, der brøde frem, og ilede over til den gamle Mdm. Hoberg.

✂ Hent mig mine Æbler! skreg den Gamle, da hun hørte, hvad der var skeet.

✂ De bleve talte, og der manglede kun to.

✂ Hun var bleven rask ved Sindsbevægelsen, reiste sig op i Sengen, slog Kattungardinerne tilside og kaldte med høi Røst paa Hoberg. Hvad bestilte Du i mine Gjemmer idag, lille Hoberg? spurgte hun ham; hvorfor gav Du ikke Børnene Kager?

✂ Jeg gav dem Kager, lille Moer, svarede Hoberg, jeg troer for Sandten, at jeg gav dem Kager. 21 Nei, Du gav dem Æbler, gjorde Du! Og i hvert Æble var en Tidalerseddel!

✂ Det gjør mig, sandt for Herren, ondt, lille Moer, svarede han hastig og vilde ud af Døren.

✂ Ja, vist gjør det Dig ondt, lille Hoberg! Men Du skal ikke uleilige Dig, lille Fatter, der er ikke flere Tidalersæbler. Jeg stakkels Kone er ruineret! Du drikker mig paa Fattigvæsenet; det veed Gud, Du gjør, lille Hoberg. Men nu maa Du gjerne gaae ud, lille Fatter, for nu er jeg rask.

✂ Hvad skal der nu gjøres ved disse to Tidalersedler? spurgte Mdm. Krøyer.

✂ Ja, lad mig see, lille Marie, hvad skal der gjøres ved dem? Det er saa vanskeligt at gjemme Penge, og det er dog slemt, naar man ikke har dem. Ja, lad os nu see. Hør, lille Marie, hvis Hoberg havde taget dem, vilde det jo nu være overstaaet, og hvis han havde drukket dem op, vilde det ogsaa være overstaaet. Lad hende beholde den ene ..... nei, dem begge. Og husk paa, lille Marie, at naar jeg engang er død og borte, saa skal Ane Krøll have denne Seng og alle Klæderne og to Sæt Lagener. Glem det ikke, lille Marie!

✂ Tyve Daler ere saa Lidet for den Formuende; men for den stræbsomme Fattige ere de en Formue. Tyve Daler! Peter beregnede med stor Møie, at for dem kunde han gaae 240 Gange Stafet og tilbagelægge næsten 400 Miil, hvorved rigtignok Rundtenomstykkerne og Candissukkeret ikke var taget med i Beregning. De tyve Daler forsloge til en Kaskjet og Lærredsbeenklæder til Peter, Gardin om Anes Seng, en ny, hvid Hovedpude og Dynevaar til det mindste Barn, to Fyrrebræder til Udbedring af Gulvet og Langhalm til Taget. Stuen blev lys og venlig og paa sin Viis smuk, ja, Geranierne og Resedaerne i Vinduerne syntes at voxe frodigere derved, ligesom for at antyde, at et freidigt, modigere Sind var kommet med Pengene. Men den største Deel af Capitalen medgik til to Lam og et Sviin og Istandsætning af Gjærdet om Husets lille Jordplet. Det blev Anledning til lykkelige Tider for Otto; thi Emilie fik pludselig en stor Kjærlighed til Ane Krøll og vilde hellere ned til hende end i Baaden. Og naar de da samledes her, var det som i en afsluttet Verden med uforstyrret Fred, med Solskin udenfor og indeni dem. Legen var ogsaa anderledes end oppe i Haven. Man 22 skulde troet, at Otto og Emilie aldrig før havde seet Faar, saa glade vare de ved at see dem her; de havde aldrig betragtet deres Forældres Faareflokke med saadanne Øine som disse to Smaadyr, der vare Peters og hans Sødskendes Øiesteen og deelte Glæde og Sorg med den lille Familie.

✂ Men trods Alt dette var der dog et særeget Forhold mellem dem og Peter. Naar han kom forbi Haven og hørte andre Børn derinde, gik han ikke ind, men kunde sommetider blive staaende længe udenfor og stirre paa dem og glemme sit Stafetærinde. Og det faldt heller ikke Otto og Emilie ind, at han ved en saadan Leilighed skulde være tilstede. Det var ligesom stiltiende aftalt, at han var et udenoms Bekjendtskab, han hørte ikke officielt til Selskabet. Peters Tilbageholdenhed havde vistnok fra Først af bidraget betydelig dertil; men det var nu engang saa. Ogsaa Civilisationen har sine Instincter, og det synes, at Klasseinddelingen ikke behøver at læres vor Tids Børn. Dog hændte det sig, da der til Ottos Fødselsdag skulde være Børnebal og han skulde ud i Byen for at indbyde Byfogdens, Toldkassererens og de betydelige Kjøbmænds Børn, at han pludselig forlangte at faae Peter med. Stuepigen, der hørte det, sagde: Hvor kan Du falde paa det? Skal han dandse i Træsko? - Bondepigen var den Første til at forstøde ham, der var af hendes egen Kaste. - Otto blev paastaaelig, og det endte som sædvanlig med Graad. Da han havde udgrædt og faaet Øinene tørrede og faaet en Forklaring over, hvorfor Peter ikke kunde komme med, gik han ud ved Pigens Haand og besørgede Indbydelserne. Paa saadan Maade gjør man Børns Forstand rigere og deres Hjerte lidt fattigere.

Tredie Capitel

✂ Det var, sandt at sige, ikke noget rigtigt Børnebal, saaledes som man seer det i vore Tider, da sexaarige Damer spørge hinanden: »Hvormange Baller har Du været paa i Vinter?« eller: »Hvormange Engagementer har Du til Justitsraadens?« Der var ikke den Livslethed og Sorgfrihed, den Sands for det skjønne Nødvendige og Overflødige, som gjør det muligt at bære stor Omhu for Børnene 23 og overdrive eller forvanske denne Omhu; Fortiden hvilede endnu tyngende paa Kjøbstæderne. Noget opvakt og kraftigt Liv har vel neppe nogensinde hersket i disse Smaabyer, medens den overveiende Deel af Landbostanden fattig og vorned var stavnsbunden til Herregaardene. Dersom der i nogle Familier var samlet Formue og erhvervet nogen personlig Selvstændighedsfølelse, havde kun faa bevaret den under Krigen og de forskjellige Ulykker. Medens selve Herregaardene mistede deres Glands og for resterende Skatter bleve overtagne af Staten, eller deres adelige Eiere levede som Forpagtere, var Kjobstadlivet en forkuet Tilværelse, en med smaa Midler ført Kamp for det Nødtørftige. Den vigtigste Deel af Kjøbmandsforretningen bestod i at dyrke Jord og drive Brændeviinsbrænding; Manufacturhandelen dreves næsten udelukkende af Jøder, for hvem alt andet Erhverv var spærret - de christne Kramboddrenge og Svende oplærtes ikke til at have Forstand herpaa -og disse Jøder vare sjelden i Besiddelse af mere Dannelse end deres naturlige Kløgt; deres Handelsbøger bestode af Papirstrimler med det hebraiske Skriftsprogs mystiske Tegn. De Fattigere af dem »gik paa Landet«, det vil sige: dreve Bissekram og Tuskhandel, især mod gammelt Sølv, som Bønderne skrabede sammen for at faae Kaffe, Korsklæder og Gyldenstykkes Huer. Høie Toldsatser gave Anledning til et stærkt Smugleri, der førte til Angivelser, Confiskationer, dristige Smaaskipperes Ruin, eller til Bestikkelser; ude paa Landet hørte Retsbrud og i Kjøbstæderne Kassemangel til Dagens Orden. For den Fremmede, der kom til saadanne Kjøbstæder, vidnede den skrækkelige Brolægning, Mangelen af Gadebelysning og de elendige Gjæstgiversteder med deres jevnlige Slagsmaal tilstrækkelig om den herskende Tilstand, medens mange af disse Byer laae omgivne af den herligste Naturskjønhed og ved selve deres Contrast til denne vidnede om, at det er ved Vindskibelighed, Selvstændighed og Skjønhedssands, at Menneskene holde Skridt med Naturen. - Sporene af denne Tilstand ere ingenlunde ganske forsvundne endnu.

✂ Men en lykkeligere Tid var begyndt. Gode Aar og adskillige samvittighedsfulde Regeringsforanstaltninger havde bragt et freidigere Liv tilveie, og dette skulde snart yttre sig i de første usikkre Fordringer paa politisk Frihed. Endnu var det kun en idyllisk 24 Livsnydelse, Glæde over Sol og Lys og Luft, et velfyldt Spiskammer og Begyndelsen til en Pengekiste. Naar de Ældre kom sammen, bare de endnu i Furer og Rynker Præget af de overstandne Kampe, og Selskabsdragten passede ofte kun slet til de bøiede, af Arbeide uskjønt formede Figurer eller til de haarde, røde Hænder. Et Sæt af Ungdommen, Landjunkere, der havde gaaet i Latinskole, Forvaltere fra de omliggende Herregaarde, nogle faa unge Kjøbmænd og Kjøbmandssønner, der et Par Gange om Aaret gjorde Kjøbenhavnsreisen, vare et livsglad Folkefærd, undertiden noget rye og tilbøielige til Sviir, men i det Hele taget godmodige, ja man kan næsten sige uskyldige. Til en vis selskabelig Belevenhed, der udbredte sig, bidrog især Agentens store, gjæstfrie Huus og et Par Embedsmands-Familier. Den yngre Slægt blev ikke plaget meget med Bøger og opvoxede i et sorgløst, solbeskinnet Samliv, der i nogle Naturer, hvor Anlægget engang var, kunde udvikle en tidlig Modenhed, en stille, romantisk Inderlighed; men man maa, paa et Par Undtagelser nær, ikke forestille sig dem i barnlig Ynde, de Fleste havde tykke, røde Kinder og en egen, skrævende, vraltende Gang, ja, Byen var nok dengang berømt for sine pluskjævede Børn med Pølsebenene, som man sagde. Og hvad nu Bal eller Dands angik, vilde de fleste Forældre have fundet det i sin Orden, at Børnene paa Fædrenes Viis lærte Sligt ved at see paa de Ældre og tilegne sig baade deres Bevægelser og deres gjensidige Nøisomhed.

✂ Men der havde i Løbet af Sommeren været en Dandselærer i Byen. Egenlig var han indbudt af Byfogden eller hans Frue, der begyndte at tænke paa sin tilvoxende Børnefloks høiere Udvikling, hvad Nederdelen angik; Byfogdens store Sal var indrømmet Kunstneren, og under den mægtige Beskyttelse fik han strax Børn fra andre Familier, saa at Omkostningerne bleve deelte. Men i den Maanedstid, Dandselæreren havde at anvende her paa sin Rundreise, vare Kjøbstadens Smaabeen ikke skredne langt frem. Selv Emilie, der hyppig havde seet Dands og endog lært Reel, var bleven forbauset og mismodig ved Begyndelsesgrundene til en systematisk Dands, og for Otto, der havde usikkre, anelsesfulde Forestillinger om en dandsende Cavalier, var det, som om han skulde til sin Død, naar han blev fulgt op til Byfogden for at staae i besværlige Stillinger, med omdreiede Been, eller for at gaae langs en Streg i Gulvet 25 med opløftet Hoved og bukke ved Døren. Var det Dands? Ak, der er en besværlig Begyndelse til Alt; man maa staae i Position, før man kan gjøre Cour som Balcavalier, man maa stave, før man kan læse Digterne, og selv Veien til de skjønne Stjernebilleder gaaer igjennem kjedelige Tal.

✂ Desuagtet kom Børneballet istand. Hver Familie sendte sine Børn, for at de idetmindste skulde see de andre Børn dandse, eller - lad os være ganske ærlige - man sendte Børnene for selv at følge med og i det hemmelige Haab, selv at faae en glad Aften.

✂ Og saaledes blev det ogsaa. Havde man gjort Musik og sluppet uvidende Børn ind i Salen, vilde de have sprunget og hoppet og moret dem; men Kjøbstadens Børn havde spiist af Kundskabens Træ uden at spise tilstrækkelig - hvad ellers ikke var deres Vane; -de havde lært nok til at vide, at de ikke kunde dandse, og dog vilde de forsøge det. Der blev Graad og Misfornøielse; men da Gulvet var tomt, engagerede en Forvalter Mdm. Krøyer, idet han hyklersk paastod, at det kun var, fordi Huusmoderen burde have en Dands. Derpaa skulde hun jo dandse med alle Herrerne, og pludselig, uden nogen logisk Beviisførelse, vare alle Damerne ude at dandse.

✂ For da dandsede Hr. Krøyer med Fru Ellen Rostgaard, Kammerraad Rostgaards, Toldkassererens Hustru. Hun var en høi, meget smuk, fyldig Brunette, temmelig dybt inde i de Tredive. Om det nu var fordi hun var saa smuk, eller fordi der virkelig var Grund, havde hun ikke noget godt Rygte, som endmere blev forværret ved den store Pragt, hun førte. Men i denne Pragt tog hun sig ud som en Dronning blandt de andre Damer, og i den korte Tid Ægteparret boede i Byen, blev dets Huus næsten betragtet som et Feeslot. Thi Kammerraaden kjørte ud med fire Skimler for sin Vienervogn -Byens eneste -, førte undertiden baade en Greve og en Baron tilbage med sig som Gjæst, og naar Byens Honoratiores da bleve medindbudne, gaves der indtil ti Retter Mad og fire, fem Slags Viin! Byens fornemme Damer indfandt sig ikke ved saadanne Leiligheder, fordi Fru Rostgaard havde et slet Rygte, og fordi de »ikke kunde gjøre Gjengjæld«, nemlig med Anretningen. Kammerraaden var en aldrende, meget mager, graahaaret Mand, der var berømt i Byen for sin fine Opdragelse og adskillige fornemme Særheder. Han gik altid med en Tommelfinger i hver Beenklædelomme og spillede med 26 de andre Fingre, medens han gjorde mange Buk og sagde mange Complimenter. Hjemme lukkede han aldrig en Dør op, men kunde blive staaende med Hænderne i Lommerne i halve Timer og bandende skrige paa Tjenestefolkene, og naar de saa kom, hed det: Jens eller Peter eller Maren, hvor bliver Du af, hvad giver jeg Dig Kost og Løn for - Herren forbande Dig! luk mig den Dør op. Han udmærkede sig ogsaa ved et overordenligt Galanteri mod sin Kone; i Selskaber nærmede han sig hende meget hyppig, spurgte med den største Omhyggelighed og Høflighed: Feiler Du Noget, ønsker Du Noget, allerkjæreste Ellen? Men enten hun nu aldrig feilede eller ønskede Noget, eller hvorledes det var, saa er det vist, at man aldrig saae, at han bragte hende Noget, og naar de skulde tage bort, sad han altid først inde i Vienervognen og raabte til sin Hustru, hvem andre Herrer hjalp Tøiet paa: Feiler Du Noget, har Du glemt Noget, allerkjæreste Ellen? Man sagde, at Grunden til denne særegne Adfærd mod hans Kone var, at hun ved hemmelig Exercits i Hjemmet fremdrev et Galanteri, der ikke havde Rod i hans Hjertes Ømhed og derfor blev gold. Senere forstummede de onde Tunger, da baade hans store, grundmurede Sted, hans Sølvtøi og hans Skimler bleve solgte, og da Familien trak sig tilbage i en Dunkelhed, hvor hun trolig arbeidede for ham og sine tre Børn. Men i dette Øieblik var enhver Tanke om mørke Tider fjern fra den skjønne, pragtelskende Kvinde, der dandsede med Hr. Krøyer.

✂ Efter dem dandsede Dr. Siemsen med Fru Maren Gjedde. Doctoren var en stor Slagsbroder, og især i en tidligere Tid havde det næsten lønnet sig for en anden Læge at nedsætte sig i Byen for at lappe paa dem, som Siemsen slog. Men han var desuagtet afholdt af de Fleste, fordi han var en munter og godmodig Mand, der kun blev krakilsk, naar han drak. Ved Sygesengen fortalte han en Mængde Anecdoter og Historier, og hans sidste Ord, naar han forlod Patienten, var i de fleste Tilfælde: Saa ta'er vi en Skeefuld Olie og spiser lidt Vandgrød. Hans Uvenner kaldte ham Vandgrød med Olie, og saa fik de Bank. - Fru Maren Gjedde eiede et stort Gods et Par Miil fra Byen og var Enke efter en Adelsmand. Han havde ægtet hende, skjøndt hun kun var en fattig Præstedatter; men da han døde et Aars Tid efter Brylluppet, vilde Familien drive hende fra Eiendommen og have Stamgodset solgt. En Mængde Processer 27 bleve begyndte imod hende og en Mængde Udpantninger og Uretfærdigheder fandt Sted ved den bestukne Birkedommer; man plyndrede ved høilys Dag hendes Skove, og i de slette Kornprisers tid forhindrede man hende ydermere fra at faae Jorderne dyrkede og lagde Beslag paa Fæsteafgiften; men hun udholdt alle Forfølgelser, trodsede de haardeste Savn, veg ikke fra Gaarden, skjondt man engang midt om Vinteren kom og tog Kakkelovnene bort, afslog alle Tilbud om en stor Sum Penge: hun vilde efterlade sin Son det store Stamgods, om hun saa selv skulde døe i Elendighed. Nu vare alle Processer vundne, nu blev Skoven fredet og Marken dyrket, nu byggede hun Gaarden om, og nu dandsede hun med Doctoren, medens hendes Øine fulgte Sønnen, den femtenaarige, ranke, rødmussede Stamherre, der dandsede fjernere med Agentens Datter Ottilie.

✂ Næstefter dandsede Kjøbmand og Brændeviinsbrænder Jacob Lund, Capitain for Byens Borgervæbning, en mager, stram, knokkelstærk, høitanseet Mand, med Agentinden, en munter, brunet og temmelig fyldig Dame, lidt over de Tredive.

✂ Næst da dandsede Catechet Qvistgaard med den gamle, rige Bager Olsens Datter. Han var godt lidt i Byen, og det Værste, de unge Piger vidste om ham, var, at han nok beredte sig paa at frie til Jomfru Olsen, og det Værste, man fandt ved hende, var, at hun allerede lagde Ansigtet i Præstekonefolder.

✂ Saa dandsede Agenten med Proprietair Hasles Frue, Moder til fire tilstedeværende Pigebørn. Hun havde tidligere været Gouvernante, men havde opgivet Opdragelsesvæsenet, da hun blev gift.

✂ Dernæst dandsede Kjøbmand og Brændeviinsbrænder Gjern med Mdm. Nebel, Møller Nebels Kone. Kjøbmand Gjern var i Compagni med sin gamle Fader, om hvem der gik det besynderlige Sagn i Byen, at han for mange Tider siden formedelst en slem Assurancesvig havde været dømt til Slaveriet, men var sluppen fri mod at betale en stor Sum Penge aarlig til Kongens Kasse, og at derfor kunde han aldrig komme videre, uagtet han havde den største Handel i hele Byen. Man sagde, at han havde Lænkerne hængende over sin Seng og maatte stille sig engang om Aaret til Mønstring, og skjøndt han aldrig fjernede sig fra Byen, blev det dog bestandig paastaaet, men ganske hemmelig. Den unge Gjern var en høi, svær, 28 bredskuldret Mand, paa hvem Rygtet kunde gnave længe, inden det fik ham lagt i Graven.

✂ Saa dandsede Apotheker Schrøder med sin Kone. Han havde giftet sig med sin Tjenestepige og dandsede altid med hende, fordi han frygtede, at Andre ikke skulde vise hende den tilbørlige Opmærksomhed, skjøndt hun i Virkeligheden blev holdt i Ære af Alle, deels formedelst hendes Beskedenhed, deels fordi hun var en trofast og dygtig Huusmoder.

✂ Dem fulgte et feiende Par, Fuldmægtig Schytte med Proprietair Thybjergs blonde Datter. Schytte var Fuldmægtig hos Kammerraad Rostgaards og den smukkeste unge Herre i Staden; imellem de unge Damer var en Aftale - man vidste ikke, om den var stiltiende, eller om den blev brugt som Paaskud, men Meningen var: at de dandsede med ham og inclinerede for ham for at ærgre Fru Rostgaard. Om de ærgrede Fruen, er usikkert; vist er det derimod, at de glædede Fuldmægtig Schytte.

✂ Frem dandsede derefter Krigsraad, Møller Nebel med sin Hustru. Han havde i Krigens Tid været Maanedslieutenant og var derfor, da han senere udmærkede sig ved et Mølleanlæg, bleven Krigsraad. Efter at have været Lieutenant var han bleven Kaper og havde gjort sin Lykke ved det, hans Navn betød paa Tydsk. Thi da han engang laa ude i Storebelt og blev overfaldet af Taage, stødte han paa en engelsk Coffardifarer, som han gjorde til Prise tæt under et engelsk Krigsskibs Kanoner. Han var en lille tyk Mand og dandsede med sin høie, magre Kone, fordi hun ellers kneb ham, sagde Folk.

✂ Hvorledes adskillige af disse havde lært at dandse, vides ikke; naar man saae paa dem, fristedes man undertiden til at troe, at de ikke havde lært det.

✂ O, ja, naar man seer et saadant Selskab, leer man ad de kantede, barokke Figurer, eller føler sig ilde tilmode mellem deres prosaiske Alvor og Gravitet. Men der kommer maaskee en Tid, da man har været ude at søge efter de Idealer, som dengang foresvævede Sindet og gjorde det længselsfuldt-misfornøiet eller utaalmodigt-spottende, og da vilde man maaskee give Meget til, om man igjen kunde see hine Figurer og være sammen med dem, om Tiden vilde gaae tilbage, om de kunde staae op af Gravene og atter vise sig i den 29 vante Dragt og med de vante Ansigter, medens man selv var Barn igjen.

✂ De yngre Par dandsede smilende, gjækkende, der var saa megen Friskhed og Munterhed, saa liden Sorg for Livets tørre Prosa, Hjerterne sloge saa let og varmt, og den største Kummer i Verden syntes dem Alle at maatte være Kjærlighedssorg.

✂ Fagre, fagre, Krigsmand!
Døden skal du lide!

✂ Naar tyve Aar ere hengaaede, dandse I som Hine.

✂ Og Hvo der kommer allersidst
Skal i den sorte Gryde.

✂ Dog, hvortil disse melankolske Tanker, medens Musiken lyder og »Dandsen gaaer saa let gjennem Lunden« eller mere nøiagtig: saa temmelig let over Gulvet.

✂ Byfogdens Kone var upasselig og derfor ikke tilstede. Byfogden havde derimod indfundet sig og bevægede sig, efter en kort Dands med Mdm. Krøyer, ensom mellem de Dandsende. Han var en lille, spinkel Mand med en sygelig Ansigtsfarve og bekjendt for den Særegenhed, at saasnart han havde faaet samlet hundrede Daler, lagde han dem tilside, og naar der saa i Huset forefaldt nødvendige Udgifter, inden nye Sportler indkom, gik han ud i Byen og laante Penge. Men han havde forresten Ord for at være en redelig Mand, og man vænnede sig til hans Særhed. Han bar denne Aften som sædvanlig sin røde Kjole og fulgte sin gamle Vane at lude med Hovedet og stikke Hænderne i Baglommerne, hvorved han paa en paafaldende Maade blottede den Deel af Legemet, som Skjøderne vare bestemte til at skjule. Medens han paa denne Maade gik om og sagde Høfligheder, var Kammerraaden ligeledes beskjæftiget med at vise Galanteri med Tommelfingrene i Beenklædelommerne og spillende Fingre. Saaledes gik de om i nogen Tid, indtil de mødtes og bleve enige om et Parti Piquet, og Sandsynligheden er for, at de da toge Hænderne af Lommerne. 30 Medens de Voxne dandsede, kom Børnene igjen frem og en og anden Herre tog en lille Pige, og et Par unge Damer slæbte hver paa en lille Dreng. Man forsøgte derpaa igjen med større eller mindre Oprigtighed at faae Børneballet istand; men det mislykkedes paany. I et Hjørne af Salen sad imellem Tilskuerne et Ægtepar med to Børn, en Dreng og en Pige. Saavel Ægteparret som Børnene havde ikke rørt sig fra den Plads, de havde indtaget ved deres Ankomst, men sad i beskeden Taushed og saae til. Det var Kjøbmand Manuel Mendoza og hans Familie. De vare Jøder, men saakaldte portugisiske eller egenlig spanske Jøder. Deres Slægt var indvandret i Danmark for meer end hundrede Aar siden; dog med Undtagelse af, at denne lille Familie talte Dansk, havde den ikke tabt nogen af de Egenskaber, hvormed Forfædrene vare komne: af den strenge, religiøse Afsluttethed, det fremmede, østerlandske Physiognomi eller den ængstelige Tilbageholdenhed, som var bleven Slægtens anden Natur, siden den gjennem utallige Forfølgelser havde bevæget sig nordpaa efter at være flygtet fra Sevilla. Mendoza, hans Hustru og Børn lignede ganske de faa andre Jøder i Byen, paa det nær, at det Hvide i deres Øine var blaaligt og Øienhaarene usædvanlig lange. Men saa stor var Virkningen af dette lille Kjendetegn eller af Navnet, der vidnede om det skjønne Spanien, eller af den stille Stolthed, som Familien bevarede ved Erindringen om Riddere og Dons blandt Forfædrene, eller af dens Formuenhed eller af Alt dette tilsammen, at man næsten agtede dem lige med Christne og uvilkaarlig syntes, at der var noget ganske Andet ved disse Jøder, der længtes efter Spanien og bade til Jerusalems Gjenopbyggelse, end ved de andre Jøder, der kun havde eet Fædreland foruden Danmark.

✂ Da man atter søgte at fremtvinge Børneballet, sagde en lille Pige med et Ansigt, der bævede paa Vei til Graad: Alfons og Bella kan dandse Spansk. Alfons og Bella eller Isabella vare Mendozas Børn.

✂ Ved at høre deres Navne blive nævnte, trak de to Børn sig skye tilbage, ligesom de vilde skjule sig i Folderne af Moderens Kjole.

✂ Aa, lad Deres Børn dandse! lad os see den spanske Dands! bad man Ægteparret, idet man stimlede sammen.

✂ Det varede en Stund, inden det kunde skee; men endelig sagde Faderen med dæmpet Stemme nogle Ord i et fremmed Sprog, og 31 pludselig reiste Drengen sit Hoved som en Stridshest, naar den hører Trompeten, og den lille Pige fulgte bleg, men rolig sin Broder ud paa Gulvet.

✂ Musikanterne kunde ikke spille den fremmede Dands, og Børnene maatte selv synge. Der var en lille Indledning, nogle faa Stropher, som Alfons sang til sin Søster, og de klang som krigersk Marsch; Lyden af det fremmede Sprog var som Duften af en exotisk Plante. Tilhørerne troede, at det var Spansk, og henryktes, men det var Hebraisk, det var Mirjams Sang over de slagne Ægyptere. Saa kom selve den spanske Dands, og de to Børn begyndte de lette Bevægelser, de yndefulde Svingninger. Livligere og stærkere blev Bevægelsen, høiere Sangen; Børnenes Øine funklede, og Faderens Øine skjøde Lyn; Moderen sad med nedslaaet Blik og dybtaandende Barm. Pludselig standsede det, og Børnene skyndte sig hen og skjulte sig bag Moderen.

✂ Der lød intet Bifald og ingen Tak, skjøndt især Drengens Stemme var beundringsværdig smuk. Men Tilskuerne, der ikke vare vante til at see nogen Slags Forestilling, havde følt Undseelse paa Børnenes Vegne over, at de saaledes gave sig selv tilbedste og gjorde noget Usædvanligt. Man vilde ikke have gjort det Samme, »ikke for aldrig det«.

✂ Kun Værtinden sagde Forældrene et venligt Tak og bød hvert af Børnene et Stykke Appelsin, den gyldenrøde Frugt fra Forfædrenes Hjem. Hun førte ogsaa Otto hen for at takke dem, og da Drengen havde overvundet den første Undseelse, følte han sig saa vel ved at tage Alfons og Isabella ved Haanden; thi han havde staaet fortabt i Beundring, som om det var Engle, han saae. Ogsaa Emilie kom til og var barnlig blid og kjærlig mod Alfons. Det var fire usædvanlig smukke Børn: Otto med det aabne, sunde, kjærlighedsfulde Ansigt og med et Haar, der endnu hang i guldgule Lokker, Emilie med det livlige og dog dybe Blik og med de tidlig udviklede, skjønt formede, skjemtende, drillende, bløde Læber; Alfons med et drømmendelidenskabeligt Udtryk i de sorte Øine og med en Blanding af Skyhed og Snildhed i Physiognomiet, Isabella med det blide, ydmyge, brune Ansigt. Der gik et Øieblik en poetisk Luftning over de Tilstedeværende; de følte, at de saae noget Skjønt. En fremmed Tilskuer skulde maaskee tankefuld have tilføiet det Spørgsmaal ved sig 32 selv: Ere de bestemte til at visne i Hjemmet, eller, hvis de skulle ud, hvorledes ville de da komme tilbage? Hvorledes vil dette Blanke see ud, naar Verden har grebet paa det?

✂ Klokken ni bleve Børnene hentede hjem, og nogle af de Ældre fulgte, blandt dem Mendozas. Kun Otto og Emilie fik ved særlig Gunst Tilladelse til at blive længere oven Senge. Emilie var bleven stille og ydmyg denne Aften. Da de andre Børn vare borte, søgte hun og Otto til et Sideværelse, der stødte op til Salen. Her gave de sig til at løbe omkring et rundt Bord; de forbandt ingen Leg dermed, men vedbleve at løbe i Taushed, snart ved Siden af, snart efter hinanden. Gemyttet var opfyldt af den fremmede Melodi, de havde hørt, og af den fremmede, eventyrlige Dands; enkelte afbrudte Ord, Kjærlighedsord, trængte til dem fra et ungt Par, der et Øieblik sad nær Døren, eller skjemtende Ord, der skjulte Elskovstanker, naaede til dem fra Par, der engang imellem hvilede i dette Sideværelse. En erotisk Duft omgav Børnene, deres Sjæle indsugede den ubevidst. Hvad man sagde, var jo egenlig ganske uskyldigt, og man generede sig ikke for Børnene, der syntes saa beskjæftigede med Leg; men smaa Gryder have ogsaa Øren, og det er mærkeligt, hvad man kan huske at have hørt i sin Barndom, skjøndt man dengang ikke ret forstod det.

✂ Skal vi ikke have lidt at spise, Moer? Mandfolkene er bestemt sultne, sagde Krøyer, da en Dands ophørte.

✂ Jeg tænker, Pigerne og Konerne med, svarede Mdm. Krøyer sagtmodig. Ja, vedblev hun med hævet Stemme: De er Alle velkomne, det veed De nok. Men jeg har kun beredt mig paa Aftensmad til Børnene, saa De maae tage tiltakke og selv hjælpe til ved Anretningen. De flinkeste Mandfolk kan følge med ud i Spiskamret.

✂ Dette var et dygtigt Hib til Fru Rostgaard og hendes glimrende Bord, og maaskee ramte det brede, tunge Slag ogsaa Agentens. Krøyer gjorde kun sjelden Selskab, og naar det skete, fik Gjæsterne altid den simpleste Beværtning; men de morede sig alligevel.

✂ Allesammen! Vi hjælpe Alle til! blev der raabt. Vi dandse ud i Kjøkkenet! blev der tilføiet, og i et Nu vare Parrene opstillede, og Musiken drog foran gjennem alle Værelser, ud i Kjøkkenet. Det var et mægtigt Kjøkken, lige saa stort som Balsalen; det lange 33 Kjøkkenbord var skuret saa hvidt, saa hvidt! Lyset straalede fra de tætte Rader Tallerkener i Tinrækken og fra en Mængde blanke Kjedler og Kasseroller over Skorstenen.

✂ Fru Rostgaard satte sig med den elskværdigste Mine paa Huggeblokken; Kammerraad Rostgaard spadserede med lange Skridt og stærkt spillende Fingre hen til Mdm. Krøyer ved Spiskammerdøren og sagde: Et charmant Kjøkken, lille Madam Krøyer! Et charmant Kjøkken! og bukkede. Byfogden trængte ind i Spiskamret, greb en stor Skinke, bragte den hen paa Kjøkkenbordet og gav sig til at skjære for. - Feiler Du Noget? Ønsker Du Noget, allerkjæreste Ellen? spurgte Kammerraaden, ilende hen til sin Hustru og ilede strax fra hende igjen. - Lang mig den Steg med den grønne Garnering! raabte Agenten, og da han fik den, satte han sig hen i Skorstenen med Fadet paa Skjødet og skjar for. - Hvo kan skjære Brød? spurgte Mdm. Krøyer og holdt et stort, bruunt, hjemmebagt Brød i Veiret. - Jeg! skreg Dr. Siemsen. - Nei, lad Capitainen, her er en Sabel, svarede Mdm. Krøyer og rakte en lang Brødkniv ud. Her er Smør, vedblev hun, lad Kjøbmand Gjern og Doctoren komme, det er de to stærkeste Mænd i Byen. De to Udvalgte forsvandt i Spiskamret og kom lidt efter ud med en Tønde Smør, som de vrikkede frem midt paa Kjøkkengulvet. - Lad nu Pigebørnene gjøre Kreds om Tønden og smøre Mad og fjas ikke med dem saalænge, sagde Mdm. Krøyer; der, Krigsraad Nebel, er et Brød og en Kniv, hjælp De ogsaa til. Forvalter Thybjerg, De er saa lang, ræk De op og tag mig en Ost ned deroppe fra Hylden ... See saa, mine gode Venner, nu er det ikke min Skyld, hvis I ikke blive mætte.

✂ Tjenestepigerne bragte et stort Bord, hvorpaa de satte Melk, Mjød og Øl; dybt inde paa Skorstenen snurrede Vandet i den store Theekjedel, medens Krøyer havde udsøgt sig en Krog, hvor han i Ro kunde udpresse Citroner til Punschen, og medens Værtinden endnu rakte adskillige Redskaber ud, saasom Knive, Gafler, Tallerkener og Glas.

✂ Det er charmant, det er deliciøst, delicat, ganz vorzüglich! sagde Kammerraaden; jeg troer saamæn, jeg skal have et Stykke Mad.

✂ Her, Kammerraad! lød det fra Skorstenen.

✂ Her, Kammerraad! fra Smørtønden.

✂ Her, Kammerraad! fra Capitainen. 34 Snart havde han Hænderne fulde og Munden fuld. Det er charmant, mumlede han. Hvad mener Du, allerkjæreste Ellen?

✂ Jeg mener, svarede Fru Rostgaard med sin smukke, behagelige Stemme, jeg mener, at Mdm. Krøyer er en fortræffelig Værtinde, og jeg vilde ønske, at jeg kunde gjøre mit Huus saa indbydende som hendes.

✂ I dette Øieblik var Fru Rostgaard atter Dronning, ved sin Ydmyghed; thi hvo som siger en Compliment, er Dommer.

✂ Og dette skal være Madam Krøyers Skaal! begyndte Doctoren.

✂ Og Skam faae Den, som ikke
Madam Krøyers Skaal vil drikke!
Hurra! Hurra!
Den Skaal var bra',
Hurrah!

✂ Nok en Mal, Hurra! Nok en Mal! Hurra-h!

✂ Mdm. Krøyer traadte frem og sang:

✂ Og dette skal være Børneballets Skaal!

✂ Hurra!

✂ O. S. V.

✂ Børneballet leve! Og alle store og smaa Børn! raabte Doctoren.

✂ Doctor, hviskede Mdm. Krøyer ham i Øret, Recepten lyder paa tre Glas, ikke mere!

✂ Ikke en Draabe mere! hviskede Doctoren; det var jo Synd at banke disse skikkelige Mennesker. Men troer De ikke nok, at jeg iaften kan drikke fire? Jeg har alt faaet to.

✂ De er jo Gjæst i vort Huus, og dersom De vil drikke en heel Tønde, skal jeg selv dreie Tappen om.

✂ Ikke en Draabe meer! Tre Glas! Eet endnu! De skal see, hvor jeg 35 skal holde godt Huus med den ene lille Smule - blot Ingen støder til mig og spilder det!

✂ Der var Skjemt og Latter mellem de Unge; men man spiste i Hast; thi man vilde ind og dandse igjen. Mdm. Krøyer sagde, at de skulde dog give lidt Tid endnu, og aabnede en Dør ind til et stort Aflukke, hvorfra en frisk, behagelig Duft strømmede ud. Der laae Æbler og Pærer omhyggelig ordnede paa Gulvet og paa de talrige, brede Hylder. - Nu maae De være artige og gaae forsigtig ind En for En og vælge, hvad De vil have, sagde Mdm. Krøyer.

✂ Agenten satte Tallerken og Glas fra sig i Skorstenen, reiste sig op, slog sig paa Maven og sagde: Nu begynder jeg at blive i godt Humeur. Nu skal vi Gamle, F. g. m.! have en Pibe og et Slag Kort, og det hjemme i min Stue! Hei! I Unge skal Alle følge os Gamle over! Jeg fører op! Kehraus!

✂ Agenten tog Mdm. Krøyer, de andre Par ordnede sig, og efter en Svingom om Smørtønden greb Agenten et Tællelys og med Musiken foran sig førte han Dandsetoget gjennem Værelserne, hvor saa mange Cavalierer, som kunde, forsynede sig med Lys, og saa dandsede Toget ud paa Gaden. I den stille, stjerneklare Efteraarsaften vedbleve de fleste Lys at brænde, især fordi Steenbroen og dens Huller fremtvang en meget forsigtig Dands. De to Børn løb efter med hinanden i Haanden, skjøndt de længe af Søvnighed havde havt Møie med at holde sig paa Benene. Den flagrende Lysglands under den mørke Stjernehimmel og ledsaget af Musik forekom dem som en Drøm og stod i senere Tider for dem som et forunderligt, storartet Eventyr. Agenten og »de Gamle« bleve satte af, og Toget dandsede tilbage og begyndte forfra paa Molinasco'er, Holsteenskvalse, Langengelsk og Bøhmerdandse.

✂ Hvad er her paafærde saa sildig? Klokken er over Ti! sagde Politibetjent Green og stak sit lange, magre Ansigt ind ad Vinduet.

✂ Krøyer rakte ham et Glas Punsch og en Mark; begge Dele gled hurtig i Green, det Ene i hans store Lomme, det Andet i hans storkeagtige Hals. Greens skrækindjagende Ansigt var det Sidste, som Otto saae; de trætte Øienlaag faldt til; Emilie laa allerede i en Krog og sov paa det bare Gulv. Hun blev opsamlet henad Midnat, da Hver beredte sig til at gaae, kjøre eller ride til Sit, og da 36 Kammerraaden sad ude i Vienervognen og raabte: Feiler Du Noget, har Du glemt Noget, allerkjæreste Ellen?

Fjerde Capitel

✂ Mdm. Krøyer var endnu saa ung, og hun hengav sig saa hjertelig til den Glæde at have Gjæster og see dem glade, at hun hele Aftenen ikke havde tænkt paa Otto. Desto skarpere var maaskee Øie og Øre den følgende Formiddag, da Ane Krøll og Peter kom over og bade om, at Otto maatte følge med dem ud i Egnen til en Skovfoged og plukke Hasselnødder.

✂ Saasnart Otto saae Peter, raabte han med angrende Miner: Om Forladelse, Peter, vi havde Børnebal iaftes! Hjertet trak sig vist et Øieblik sammen paa Peter; men han satte et dumt Ansigt op, som om han ikke forstod, hvad Børnebal var. Ane Krøll fandt det altfor naturligt, at hendes Dreng ikke havde været indbuden, og havde altfor meget Fattigdommens Tact overfor Mdm. Krøyer, til at hun skulde vise den ringeste Bevægelse. Ottos Ord klang hen tilsyneladende saa upaaagtede, at han selv blev undseelig over dem og kom til at sætte et ligesaa dumt Ansigt op som Peter.

✂ Men Mdm. Krøyer, der alligevel var bleven lidt forlegen, svarede hastig paa Anes Indbydelse, at hun vilde gaae ud og spørge sin Mand.

✂ Krøyer raabte: Aa, lad ham gaae med Ane! Lad ham kun komme mellem Drengebørn; han har saa ikke Godt af at løbe bestandig om med Tøse!

✂ Der blev da fremtaget en gammel Haglpose, som Otto skulde have at sanke Nødder i, men som foreløbig blev fyldt med Hvedebrød og Candissukker til Skovfogdens Børn; endvidere blev afveiet et Fjerdingspund Kaffebønner, som Ane skulde tage med til Skovfogdens - thi for Intet skulde Kjøbmandens Søn naturligviis ikke beværtes. Tilberedelserne havde for Otto noget Høitideligt, som om det gik til en stor Fest, og efter at han urolig havde seet snart paa den Ene, snart paa den Anden, spurgte han, om Emilie ikke skulde med. 37 Vist ikke, hvor kan hun være med at plukke Hasselnødder! blev der svaret, medens man satte ham Huen paa Hovedet og gav ham Haglposen i Haanden, og afsted gik det.

✂ Han havde spurgt og taget imod Afslaget med et saadant Udtryk, at Moderen blev forbauset og urolig over denne vedvarende, voxende Ømhed i et Barnehjerte.

✂ Gid han var et Grevebarn! sagde hun til sig selv - som om en høiere Stilling i Samfundet sikrede Menneskene mod Følgerne af deres Tilbøieligheder.

✂ Hun begreb ikke, hvorledes hun skulde lede denne Natur; kun Et stod bestemt for hende: at han maatte løsnes fra sine Omgivelser, Emilie og Peter kunde ikke være hans Livsformaal, og hendes Pligt var det, lempelig og skaansomt at tilveiebringe en Adskillelse.

✂ Krøyers Ord, at han havde godt af at komme sammen med Drenge, vare som Lysglimt for hende, og pludselig faldt det hende ind, at Møller Nebel havde Drengebørn paa hans Alder, og Nebel boede en halv Miil fra Byen: der kunde det være passende at sende Otto hen i kort Tid, til en Prøve. Og - hvad der forekom hende næsten som et Vink fra Oven - et Øieblik efter at hun havde fattet denne Beslutning, kom Mdm. Nebel, med hvem Sagen snart var afgjort.

✂ Imidlertid fortsatte Ane Krøll med Otto og Peter trøstig deres Vei, stadig glædende sig til at skulle plukke Hasselnødder. Hvad Glæde er der egenlig herved? Nødden er ikke saa skjøn at see til og giver ikke den røde, liflige Saft som Hindbærret, der plukkes i det foraarsfrodige Krat, eller som det af hvide Blomster fødte Kirsebær, der svulmende hentes ned fra Skjulet under det mørkegrønne, solvarme Løv. Men Nødden i det bleggrønne Hylster er Aarets sidste Frugt, simpel og stærk som vort danske Efteraar. Man vandrer i den kraftige Luft gjennem Skov; tørre Kviste briste under Fødderne, Solen spiller paa det mangefarvede Løv, der før det døer, faaer Udseende af nyt, stærkt Liv. Man har en kroget Stok og bøier dermed Grenene til sig, man griber Nøddeklyngen, hvis Grenen ikke svipper bort og slaaer en Anden i Ansigtet. Mens Karlen og Pigen staae hver paa sin Side af Busken, hænder det maaskee, at Karlens Mund istedenfor Nødder søger Pigens Mund. Men hvad kunde dette fornøie Ane, Peter og Otto? Og dog gik de og glædede sig til at 38 plukke Hasselnødder. Ja, maaskee er der ingensomhelst Fornuftgrund at give til den hele Fornøielse. Vore Glæder stemples til Betydning af vort Sind; Sorgerne komme helst fuldt prægede og stemplede.

✂ Men naar Fattigfolk indbydes til Fattigfolk, kan der let komme Hinder - eller, som Ordsproget siger: Fattig Mand har kun een Lykke, og den er tynd. Da de kom til Skovfogdens, vare alle Husets Beboere, paa Konen nær, til Klapjagt, og der kunde ikke blive plukket Hasselnødder den Dag.

✂ Saa begav man sig paa Hjemveien, og hjemme fik Otto den Trøst fremfor de Andre, at han maaskee næste Dag kunde komme til at plukke Nødder, han skulde ud at besøge Nebels.

✂ - Otto løb og legede lystig med Drengene og var næsten vildere end de. Han vilde op i Møllehatten, see ned i Kværnene, og Svenden sagde i dødelig Angst: Gid S- havde den forbandede Dreng! Hvad skal jeg gjøre, naar han kommer til Ulykke! - Saa vilde han op ad Møllevingerne, da de et Øieblik stode stille, og Nebel bankede sine egne Drenge, da han ikke turde banke Otto.

✂ Men, da Mørket faldt paa, og de samledes i Stuen til Aftensmaaltidet, blev Otto alt meer og mere stille og spurgte jevnlig: Kommer Jørgen ikke snart? Han antog, at Jørgen nødvendigviis maatte komme og hente ham. - Spiis Du bare, min Dreng, sagde Mdm. Nebel; men Otto sagde med Taarer i Øinene: Bare Jørgen ikke har glemt mig. Det havde begyndt at regne og blæse, og jo mørkere det blev, desto høiere steg Ottos Angst for, at han skulde blive glemt ude; da Skodderne bleve lukkede, og der blev rigtig hyggeligt hos Møllerens, tog hans Hjemvee aldeles Magten over ham. Da Møller Nebel saae den dødelige Angst i Drengens Øine, blev han ganske bange, men vidste ikke at finde Raad. Det bedste Raad, han vidste, Prygl, turde han ikke anvende, betvang derfor sig selv og sagde saa mildt som mulig: Det er jo ikke Veir at jage en Hund ud i, Otto; kan Du nænne, at Jørgen skal ud i det Veir? Du skal faae en ordenlig varm Seng inat, og imorgen tidlig skal jeg selv bringe Dig hjem!

✂ O, Gud! hulkede Otto, blot der ikke skeer Fader og Moder en Ulykke inat!

✂ Mølleren og hans Kone saae paa hinanden. Han kan da ikke hjælpe dem mod en Ulykke, stakkels Dreng! sagde Konen ganske bleg.

✂ Han maa hjem! sagde Nebel resolut. Kom, giv ham hans Tøi. Lad Enspændervognen kjøre for Døren.

✂ De kom ud i Døren; Vinden slog den i og op, Regnen pidskede imod dem, det tudede omkring Møllen og Vingerne susede som vrede Aander.

✂ Nei, sagde Nebel, jeg kan ikke forsvare at jage Dyret ud i det Veir, endsige mig eller Drengen. Men lad os sidde oppe med ham, til det dages, og saa skal en vis Mand hente og flytte og føre mig, inden jeg skal tage fremmede Børn i Huset igjen. Spænd fra og sæt den Graa ind i Stalden!

✂ Otto havde seet den gode Villie og begyndte at føle, hvor uskjønsom han var imod de fremmede, velsindede Folk. Han søgte at tvinge sine Taarer tilbage og sad og rystede af Angst, indtil han faldt i Søvn.

✂ Moderen hørte med Misfornøielse Beretningen om Ottos heftige Hjemvee; om den end vakte en stille Glæde i hendes Hjerte, stod den dog hendes Forstand og Villie i Veien. Men efter et saadant mislykket Forsøg, som nu var gjort, bliver et nyt Forsøg vanskeligere, især naar tusinde Smaating i det daglige Liv adsplitte Tankerne og Sindets Energi. Skolelæreren, der var bleven urolig over Skoleforsømmelsen, kom ned. Det var en aldrende theologisk Student, der havde drevet om for mange Smaastorme og endelig var bleven kastet iland paa denne Kyst, gift med en Bondepige fra en Herregaard, hvor han havde været Huuslærer. Han var i Besiddelse af mere Snildhed og flere Kundskaber, end hans Ydmyghed og Fattigdom lod formode. Moderen raadførte sig med ham, uden Haab om at faae et godt Raad, men fordi hun trængte til at tale om sit Barn. Skolelæreren sagde: De skal ikke være saa mismodig, Mdm. Krøyer; Otto har et udmærket Hoved, han bør studere; lad os læse dygtig med ham, det vil give ham den rigtige Retning, og naar jeg ikke kan lære ham Mere, bliver der jo altid Leilighed til at sende ham til Kjøbenhavn.

✂ Derved blev det. Tiden gik hen, og flere sammenstødende Begivenheder maatte tjene til at sønderrive, hvad der ikke med Lempe lod sig løse.

Femte Capitel

✂ I de store Stæder hører man, at Vinteren gaaer og Foraaret kommer, men seer det ikke. Man er afskaaret, Skibet staaer paa det ensomme Bjerg, og udenfra kommer Budskabet: Nu svinde Vandene. Men om ogsaa den nye Sol sender sit Olieblad og Violer bringes ind i Kræmmerhuse, stiger man dog ikke strax ud; man venter, til Alt er ryddeligt, Veien jevn, Skov og Mark gjort comfortabel, og begiver sig da ud for at tage det Hele i Øiesyn.

✂ Men ude paa Landet eller i de smaa landlige Byer der føler man al Naturens stille Liv i sin Nærhed. Der har man ud paa Sommeren en Dag seet Storkene forlade deres huuslige Ensomhed og samles til et stort Møde, hvor der bliver samtalet og raadslaaet med stor Alvor og Tiden til Afreisen formodenlig bestemt, hvorpaa hvert Ægtepar igjen begiver sig til Sit. En Morgen ere de borte, og snart skal Skov og Mark staae afbladet, ligesaa taus og forladt som deres Reder. I de mørke Nætter drage Vildgjæs og Krager med hæse Skrig gjennem Luften; Stormene komme, afrive det sidste Løv og hvirvle det om; Skoven svaier og stønner som i Livets sidste afmægtige Kamp mod Vinteren, der om kort Tid skal indhylle den i sit Liglagen. Nu ruge de korte, mørke Dage over By og Land. Pleilen lyder i Loen, Faareklipperen sidder i Borgestuen og klipper Skindene; Røgteren bringer en Aften et for tidlig født Lam og varmer det ved Ovnen; Avlskarlen har etsteds i en Mose fundet en Vibe i Dvale, viser det »sølle Kræ« frem, men det døer under hans Hænder, til almindelig Beklagelse - man har om Vinteren saa dyb en Kjærlighed til det Liv, man om Sommeren gaaer ligegyldig forbi eller dræber. Man kjører i Slæde eller Kane, holder en glad Juul, har slaaet Kors paa alle Ladeporte for at være fuldkommen tryg, finder, at Vinteren dog ogsaa er en frydelig Tid; men naar Kyndelmisse er forbi, begynder man dog at længes ud fra den som af et Fængsel.

✂ Da føler man en Dag, at der etsteds maa være Blomster; thi der er kommet et Smiil over Vinterens Ansigt; man rydder op i Sneen, og see! der staaer en lille hvid Blomst med blege, grønne Striber og med smalle, gule Tunger. Den hedder med Føie Vintergjæk; thi den har gjækket Vinteren, draget sin Hvidhed af Sneen, tillistet sig 41 Farver ad ukjendt Vei og staaer i skjelmsk Ydmyghed med bøiet Hoved under det kolde Dække. Kort efter reiser sig i Haven en større hvid Blomst paa sin smækkre, grønne Stilk; den synes i sin Simpelhed at være en jomfruelig, hellig Blomst, i Slægt med den Gjenopstandelsens Høitid, da den viser sig. Og saa komme de duftende Violer! Men i Forveien er Stæren kommen; Bogfinken, Droslen, Dompappen, Sidskenen, Lærken lade høre fra sig, hvis man vover sig ud i den solbeskinnede, smeltende Snee, mellem piblende Vandløb og sort, blød Muld; Snæppen »smidsker« og »brummer« og forraader sig selv for Jægeren, Viben indfinder sig eller reiser sig af Mosen og skal snart hilse de Pløiende med sine ængstelige Skrig, Storken spadserer en Dag saa rolig ude i Engen, som om den aldrig havde været borte, man seer efter dens Bryst, hvilken Sommer den bebuder; paa alle Buske er Knopper, Katten sidder ude paa Trappen, stryger sig om Skjægget og bebuder en Soldag, Svalen kviddrer - o, nu veed Alverden, at det er Foraar.

✂ Men see, indad Byens Port drager et stort Tog og forkynder høit, at nu bringer Vaaren os den danske Sommer! De ride Sommer i By.

✂ Det var Skik, at Gaardmandssønnerne henad Mai bragte deres Hatte til Kjøbmændenes Koner, og disse maatte, hvis de ikke vilde bortjage Kunderne, udpynte Hattene med en stor Mængde Baand af alle Farver, med Guld- og Sølvbrokade o. desl. Hertil blev føiet som Laan Guldkjeder og Smykker, der tilligemed de flagrende Baand og den glimrende Brokade bedækkede Hattene og dannede en meget kostbar, men temmelig barbarisk Pynt. Paa Festdagen kom da det pyntede Tog tilhest, med grønne Grene i Haanden og med Musik i Spidsen og drog ind i Kjøbmandsgaardene. I Stadsstuen stod et opdækket Bord, og efter Frokosten spillede Musiken. Formanden eller Skafferen bød Husmoderen til Dands, og hun »gav ham sin Dands igjen«. Alle andre kvindelige Personer, Tjenestepigerne og Børnene indtil de allermindste fik og gav ligeledes deres Dands, hvorpaa Toget begav sig ud i Gaarden, steg tilhest og i en Slags Slagorden rykkede frem til Huusdøren. Skafferen bød med høi Røst Familien hjem til sig til Gilde, og hans Hjælper eller Medskaffer udviklede Indbydelsen nærmere: »Hvo der vil sidde godt, tager Jynde med, hvo der vil æde godt, tager Kniv og Gaffel med«, sagde han i en traditionel, snøvlende Tone, idet han dreiede 42 Hatten. Naar han var færdig, holdt han Hatten frem, og saa lagde Kjøbmanden Sølvpenge og Æg deri.

✂ Ved Bondens Gilde blev man modtaget paa det gjæstfrieste. Man blev øieblikkelig sat tilbords og fik Suppe, Klipfisk, Brændeviin, Smørrebrød, Kaffe og Brændeviin. Saasnart en Vogn bragte nye Gjæster, blev der anrettet paany, Suppegryden var bestandig paa Ilden, og i Kjøkkenet vare hele Dagen og Aftenen Piger beskjæftigede med at knuse Klipfisken, uden anden Maskine end deres Hænder. Dandsen stod i Loen, der var behængt med Lagener og pyntet med Grønt, Karlene dandsede med deres Hatte, hvorfra Baandene raslede og Guldkjederne klirrede.

✂ l det Aar, hvorom nu er Tale, fulgte Lykken ikke Sommer i By for det Krøyerske Huus.

✂ Allerede henad Foraaret fik man Budskab om, at »Marie Elisabeth« var forliist, og skjøndt Skibet var assureret, følte Familien sig dog nedslaaet af Tabet og bar næsten Sorg som for en Afdød.

✂ Nogen Tid efter kom en Skibsfører, Capitain Bolt, til Krøyer og foreslog ham en Speculation. Det tegnede til et overmaade rigt Frugtaar, og Bolts Plan bestod nu i, at Krøyer skulde sende ham med en Ladning Frugt til Bergen og tage Kommen i Hjemfragt. Skjøndt Foretagendet var usædvanligt, besluttede Krøyer sig dog rask dertil, gjorde Indkjøb af Frugt og udvidede Planen ved at tilføie noget Korn.

✂ Vinden var gunstig, Skibet laa færdigt, Bolt indfandt sig om Aftenen hos Krøyer for at udstede Connossementerne. I samme Øieblik, som han skulde undertegne dem, rakte Kjøbmand Gjern Hovedet ind ad Vinduet og sagde: Aa, Bolt, kom ud et Øieblik, jeg har en vigtig Ting at sige Dig. - Jeg skal strax komme igjen, sagde Bolt, gik ud, gik ombord og seilede bort.

✂ Bolt kom hjem fra Reisen og lod sig ikke see hos Krøyer, og da denne engang talte med Gjern om Sagen, sagde Gjern: Det gjør mig ondt, min Bro r, at jeg uskyldig har været Anledningen; men Du har jo Regninger og Beviser nok, giv Du dem til Procurator Basse og lad ham sagsøge Knægten. - Dette Raad fandt Krøyer godt, lod Basse hente og overgav ham Sagen.

✂ Der hengik en Tid, og Krøyer hørte stadig Intet om Søgsmaalet 43 mod Bolt, og engang, da Basse gik forbi, raabte han ud til ham: Heida, Basse, hør lidt. - Hvad vil I mig, Fatter? spurgte Basse og standsede midt paa Gaden. - Kom nærmere; jeg har Noget at tale med Dem om. - Jeg har ikke Tid, sig frem, hvad I har paa Hjerte, Fatter. - Hvad jeg har paa Hjerte, ja, det veed De da nok; hvordan gaaer det med Sagen mod Bolt? - Hvilken Sag? - Ih, den Sag, som De fik Papirerne og Regningerne til! - Hvilke Papirer? Hvilke Regninger? - Hvad for Noget? raabte Krøyer, De vil da ikke nægte, at jeg har overgivet Dem mine Regninger og Beviser for, hvad Bolt skylder mig? - Naboerne vare komne til Vinduerne ved den usædvanlige Ordvexling, og Basse vendte sig til dem, idet han pegede paa sin Pande: Gud veed, om det staaer rigtig til med Krøyer herinde? Jeg har hidtil kjendt ham som en ædruelig Mand, og det er jo desuden Formiddag. Vorherre veed, hvad det er for Papirer, han væver om. Farvel, Fatter Krøyer; møder jeg Dr. Siemsen, skal jeg sende ham ned til Jer.

✂ De fleste kraftige, redelige Characterer have Noget tilfælles med Michel Kohlhaas, Forbryderen af Retfærdighedsfølelse. Krøyer brød sig ikke saa meget om Pengetabet; men denne frække Uærlighed vakte en utæmmelig Forbittrelse, han ilede fra Vinduet, og havde ikke hans Kone holdt ham tilbage, vilde han have styrtet ud efter Basse. Flere Timer tilbragte han nu med at lægge Planer til følelig at tugte Denne; men jo mere han tænkte, desto tydeligere følte han sig magtesløs overfor den snedige Procurator.

✂ Imidlertid var Efterretningen om det Stedfundne faret som en Løbeild gjennem Byen; men endskjøndt de Færreste i Hjertet tvivlede om, hvorledes Sagen virkelig forholdt sig, var det dog langtfra, at den blev opfattet og bedømt i sin Simpelhed. Under den almindelige Ivrighed levede gamle Fjendskaber op og søgte Tilfredsstillelse; man brugte sin Mening om Sagen som Vaaben og valgte altsaa den Mening, der syntes bedst tjenlig overfor Modstandere. Krøyer kunde ei blot ikke taale at høre ringeste Tvivl om den rette Sammenhæng, men forlangte ogsaa bydende, at hvo der vilde være hans Ven, skulde være hans Fjenders Fjende, hvad der umulig lod sig gjennemføre, og som derfor kun skaffede ham selv nye Krænkelser. Endog med sin gamle Ven Agenten kom han paa en spændt Fod, 44 fordi denne vilde staae aldeles uberørt mellem Partierne. Den blotte Tanke om, at her kunde være Partier, at han selv skulde være Part og ikke Dommer, krænkede Krøyer.

✂ Medens Krøyer og hans Kone med bittert Mismod omtalte alle de forskjellige Episoder, som indtraadte, lagde de kun lidet Mærke til, at Otto med stille Lidenskab antog sig deres Sag og led deres Lidelser. Uden tilfulde at forstaae, hvad der blev talt om, begreb han dog, at Nogle vilde hans Forældre ilde, og uden bestemt at vide, hvorledes han kunde gavne imod Fjenderne, stod han med mistænksom Ømhed stadig paa Vagt mod Omverdenen.

✂ En Dag, da der ved Middagsbordet havde været en af de mismodige Samtaler og Mdm. Krøyer forgjæves havde søgt at formilde den Bitterhed, hendes Mand nærede, kom Emilie over. Mdm. Krøyer havde klaget over Hovedpine og lagt sig paa Sophaen, og Otto gik med Emilie ud i Haven. Hun mærkede, at han var forknyt, og hun gav sig til at tale med en usædvanlig stille Blidhed. Paa en underlig Maade blandede sig det Kvindelige, der kjærtegner og opliver, med det Barnlige, medens hun som en voxen Dame tog hans Arm. Hun talte om Fremtiden og sagde: Du skal jo være Student, og saa maa Du reise herfra. Men det gjør ikke Noget, jeg skal ikke forlove mig med Andre. Du maa studere til Byfoged, og saa kommer Du hjem. Men saa skal Du give Green Afsked, for jeg kan ikke udstaae Green; man kan jo aldrig mere faae Lov at komme op i Dueslaget. Saa gaaer Du paa Bal i Din røde Kjole, og paa Kongens Geburtsdag fører Du op med mig. Og en Morgen gaaer Du ned til Fader og frier til mig. Jeg troer ikke, at mine Forældre har Noget imod Partiet, og din Fader heller ikke. Men der er alligevel store Hindringer, for jeg troer ikke, at Din Moder kan lide mig - og jeg kan heller ikke lide Din Moder.

✂ Neppe havde hun sagt dette, før han med knyttet Haand slog hende i Ansigtet.

✂ Hun gjorde først en Bevægelse, som om hun vilde fare løs paa ham; men i næste Øieblik vendte hun sig og gik ud af Haven.

✂ Han blev staaende som fastnaglet og stirrede efter hende, og da hendes lyse Kjole forsvandt bag de halvafbladede Buske, bemærkede han først, at Aftenen var kommen, og det forekom ham, som om alt Lys og Solskin nu var forsvundet fra Jorden. 45 Han kom stille op til sin Moder og satte sig i en Krog. Hun sagde: Naar Du ikke er i Skole, løber Du med Emilie, og naar Du saa kommer ind, er Du bedrøvet over at skulle være hos mig.

✂ Hans Læber bævede, og tunge Taarer hang i hans Øienhaar: Saaledes blev han lønnet for det uhyre Offer, hans sønlige Kjærlighed havde bragt!

✂ Hun kunde i Skumringen ikke see ham og antog hans Taushed og Ubevægelighed for Tegn paa Trods, og medens Moderhjertet smertelig beredte sig til at gjøre Afkald paa et Barns Kjærlighed, tænkte hun dog paa en endelig sidste Anstrengelse, for mulig at forebygge det.

✂ Den følgende Morgen tidlig stod han ude paa Steentrappen og kiggede over til Agentens Gaard; men Emilie kom ikke efter Sædvane ud paa Trappen for at hilse over til ham. Saasnart han kom fra Skolen, var han igjen paa Trappen; men Emilie lod sig ikke see. Derimod sad Tyrk, deres Hund, oppe paa Trappen og saae over til hans Charmant, og da de havde siddet lidt paa deres Bag og betragtet hinanden, gik de gravitetisk hinanden imøde til midt paa Gaden og gave sig til at lege; ved dette Syn var Ottos Hjerte bristefærdigt; han gik tilbage i Boutiken, kastede sig paa en Bunke Hamp og skjulte sit Ansigt deri. Pludselig rørte Nogen ved ham: det var Emilie. Hun saae paa ham med et Udtryk, som om hun vilde opfordre ham til at betragte hende; han gjorde det og saae, at hendes ene Øie var guult og blaat. Saaledes stirrede de en Stund paa hinanden, indtil han endelig i dyb Sønderknuselse sagde: Aa, Emilie, Du maa ikke sige det til Din Moder!

✂ Han vidste, at disse Ord aldeles ikke passede til deres Forhold, han følte det, men han var ikke istand til at sige Andet. Emilie var bleven blodrød og løb bort.

✂ Da Drenge og Piger næste Gang samledes og legede »Munken gaaer i Enge«, var det Alle tydeligt, at der var et stort Brud mellem Emilie og Otto, og ved at bemærke det, forøgede de kun Bruddet. Emilie valgte udelukkende Christian Foss, en stor, fjortenaars Dreng, og Otto greb efter den Første, den Bedste, blot ikke Emilie. Selvsamme Dags Aften i Skumringen sloges Otto og Christian Foss, og Otto fik dygtige Prygl.

✂ Da han derefter gik alene omkring, befandt han sig i en Tilstand, 46 hvori der ikke var en Tommes Afstand mellem det Ophøiede og det Latterlige. Han følte en sand Smerte, en dyb, skjærende Forladthed, og han var fortumlet af Smerten samt af de modtagne Prygl. Han lignede en Baad, der førte for store Seil; hans Alder kunde ikke bære Stemningerne og ikke holde sig paa ret Kjøl med det Pres, hvorunder han gik. Noget Voldsomt maatte han gjøre, og han ladede en Pistol. Hans Villie var ligesaa langt fra Drab paa Christian Foss som fra Selvmord; men hans Indbildningskraft spillede paa disse Enemærker, og han trængte idetmindste til at forvisse sig om sin dræbende Magt og gjøre en skrækkelig Larm. Han ladede altsaa Pistolen og gik ud i Bryghuset, og han var saa betænksom at aabne en Luge at skyde ud af, for at Forladningen ikke skulde antænde hans Faders Huus. Hvo kan vel sætte sig ind i, hvad der foregaaer i en saadan exalteret ung Hjerne? Endnu i sidste Øieblik sagde han: Farvel, Emilie, gid Du maa blive lykkelig med Christian Foss! - og afskjød Pistolen tæt forbi sit Hoved - saa nær havde hun bragt ham Døden.

✂ Ulykken vilde, at Smeden fra Lundtofte denne Aften skulde have forsinket sig i Byen og være i Begreb med at stige op paa sin gamle abildgraa Hest lige udenfor Lugen og lige i det Øieblik, da Otto skjød. Et Par Hagl traf Hestens Bagdeel, den glemte sin høie Alder, steilede og kastede sin Rytter af og foer i vilde Spring ud af Gaarden. Oppe i Hovedbygningen havde man hørt Skuddet og seet den herreløse Ganger sprænge afsted, og medens Otto endnu stod i en Slags vellystig Bedøvelse og Henrykkelse over sit stærke Skud, Krudtdampen, Selvmordet, den ulykkelige Kjærlighed, fyldtes Bryghuset af Mennesker med hans Fader i Spidsen. Da Krøyer saae Otto med Pistolen, foer han med en Heftighed, som Drengen aldrig før havde bemærket, hen imod ham, slog ham, rev ham i Haaret, sled i ham, imedens han stønnede: Du vil skyde Mennesker! Du vil skyde Mennesker! Jeg skal lære Dig at skyde Mennesker!

✂ Faderen slog saa haardt, at han, som det lod, slog Emilies Billede itu indvendig i Otto; thi da Drengen kom til sig selv, var hans første Følelse Anger og Undseelse over hans Kjærlighed, hans Raseri og hans Skud. Han havde fuldstændig Bevidsthed om den latterlige Comedie, han havde spillet; men han troede tillige, at Alle havde gjættet den, at han var til Spot for hele Byen og aldrig kunde 47 afvaske denne Plet af sit Liv. Derfor var Ingen gladere end han, da Moderens længe gjemte Tanke kom til pludselig Modenhed. Man fik med Et Øiet op for, at han næsten var en trettenaars Dreng; det havde Hast, hvis han skulde blive til Noget, og Faderen, der netop laa for en Kjøbenhavnsreise, tog ham med.

Sjette Capitel

Syvende Capitel

✂ Den Familie, hos hvem Otto paa denne Tid kom i Huset, blev anseet for meget agtværdig og var det ogsaa, men havde adskillige Eiendommeligheder eller Særheder. Særheden bestaaer som oftest kun i en Sondring af Egenskaber, der ellers pleie at være dulgte eller bundne under deres Forening med andre, og Livet i en saadan Familie kan indeholde den samme Sum af Dannelse, som paa anden Maade er fordeelt i andre Familier paa samme Udviklingstrin. Huusfaderen, François André, nedstammede fra en indvandret fransk Familie, der havde havt Plantager i Vestindien og mistet dem under Revolutionskrigen. Han havde i sin Ungdom opholdt sig i Vestindien, havde senere været i Frankrig og gjort endeel Reiser i Europa; nu levede han tildeels af en beskeden Formue, tildeels udførte han, som det lod, nogle Forretninger for transatlantiske Huse. Det var en kraftigbygget, noget fyldig Mand, men livlig i sine Bevægelser. Han bar næsten altid blaa tilknappet Kjole med blanke Knapper, hvidt Halstørklæde bundet i en stor, temmelig skjødesløs Sløife, og Sko med Spænder. Hvor meddeelsom, munter og behagelig, han kunde være ude, vidste Otto ikke; hjemme var han altid meget alvorlig og viste sig kun ved Middagsmaaltidet, der blev holdt i dybeste Taushed. Otto havde været over en Maaned i Huset, inden han ret havde hørt Andrés Stemme, og var allerede næsten vænnet til at betragte ham som en uundgaaelig Bussemand, der regelmæssig lod sig see. Han blev derfor en Søndag Formiddag, da han var ene hjemme, meget overrasket ved Hr. Andrés 59 Besøg paa hans Værelse, men endnu mere ved den høflige Tone, hvori denne tiltalte ham. Otto var aldrig bleven behandlet haardt eller raat; men Ingen havde endnu talt saaledes til ham: Det lød, som om han var et voxent Menneske, og var dog ikke Andet end ganske sædvanlige Ord. André spurgte ham, om han befandt sig vel i Huset, og erkyndigede sig om, hvad han læste til Skolen. Senere kom André regelmæssig hver Søndag, indskrænkede sig i Førstningen til faa Spørgsmaal, men begyndte lidt efter lidt at drage Otto ind i en Samtale. Samtalen var altid kort; deres Forestillinger var altfor forskjellige, og André var trods sin værdige og høflige Holdning for utaalmodig til at kunne lempe sig efter yngre Fatteevner. Hans Bemærkninger vare som oftest almindelige Sætninger grundede paa Erfaring blandt Menneskene; men det syntes herved, at han havde sat sig til Opgave at indvirke paa Ottos Opdragelse. Han gjentog ofte: Man maa være genereux, man maa være gentil! En ung Mand bør altid være gentil! Det er hans første Pligt! Cavalier fremfor Alt!

✂ En Søndag Formiddag indbød han Otto over til sig, og saasnart de vare komne ind, anviste han ham Plads i Sophaen og bød ham en Cigar, skjøndt han endnu ikke havde lært den ædle Smøgekunst. Hvad der imidlertid fængslede Ottos Opmærksomhed var Fleuretter og Pistoler paa Væggene; han forbandt uvilkaarlig Synet af disse med Ordene: Man maa være Cavalier. André mærkede hans Interesse og tilbød øieblikkelig at lære ham at fægte, men blev efter et Par Minutters Forløb kjed deraf. De maa tage en ordenlig Fægtemester! sagde han; men vi har Tid, vi er ung endnu!

✂ Efter nogen Tids Forløb var det blevet Vane, at Otto ubuden indfandt sig hos André hver Søndag Morgen. Engang traf han ham i stor Sindsbevægelse; han var vred paa et Menneske, som nylig havde forladt ham. Den Oxekjæft! sagde han gjentagende og tilføiede, henvendt til Otto: Det har jeg meest imod os Danske, at vi kun tage reen Skjorte paa hver Søndag! Jeg og nogle andre Folk er en Undtagelse! Men, enfin, naar man kun tager reen Skjorte paa om Søndagen, saa skal man ogsaa om Søndagen tage reen Skjorte paa! Den Oxekjæft!

✂ Hør! vedblev han: Enten bliv en Prakker eller tag fiin reen Skjorte paa hver Dag. Gaa med hvid Vest under en tilknappet 60 Kjole! Gaa paa en Restauration, spiis Lidt, hvis De ikke har mange Penge, men giv rigelige Drikkepenge! Vær genereux, vær Cavalier! Alverdens Vise kan ikke sige Dem en Regel, som ikke er indeholdt i disse Ord!

✂ Hør! Jeg skal sige Dem Noget: Bedøm enhver Huusmoder efter hendes Dug og enhver ung Pige efter hendes Lommetørklæde, og De vil ikke gaae feil! Og lær at parere Octav .... see, denne Parade .... Modstanderen fører dyb Terts efter en Feinte i dyb Qvart. Gjør det ikke som en Fægtemester, for han er stiv, gjør det med Aand, med Elegance, altid med et Smiil .... man maa være født gentilhomme for at gjøre det .... saa kan De gaae hele Verden igjennem og gjøre Lykke i alle Selskaber!

✂ Ja men, sagde Otto, man taler dog i Selskaber.

✂ Taler? Man parerer! Den første Regel i Selskab er at være en garde! Et let Haandled, let Fod, sikkert Øie! Tale? Det kan vi Alle. Jeg taler godt og har aldrig lært at tale .... Naa, min unge Herre, jeg overdriver lidt, men De vil engang bedre forstaae mig. De Fleste lære først paa det Yderste at parere. Død og Pine, sige de, saadan var Feinten! og saa døe de.

✂ Fra Førstningen havde Otto instinctmæssig følt, at han ikke skulde tale til Nogen i Huset om Andrés Besøg hos ham. Det var virkelig en Familie, hvor man ikke maatte omtale den Ene til den Anden. Fru eller Madam André - dengang var Madam endnu en agtværdig Titel - var en dansk Creolerinde og havde vistnok i sin Ungdom været smuk; men nu var hun styg, kun med Undtagelse af de smaa sorte Øine. Disse Øine kunde afvexlende antage et overordenlig blidt og overordenlig voldsomt Udtryk, og samme Øine med den tilsvarende letbevægelige vestindiske Characteer havde hendes Søn Ferdinand. Forholdet mellem Moder og Søn var fuldstændig tropisk: snart saa glødende varmt, saa gjensidig smigrende, saa bærende paa Hænderne, at de vare lig to Engle, der erkjendte hinandens Fuldkommenheder; snart brød en Orcan ud, og under en saadan Storm maatte hvergang en af Parterne knækkes. Formedelst det eiendommelig Heftige i deres Temperament, der blev holdt tilbage fra de sidste Yderligheder ved Sønligheds- og Moderfølelsen, kom det an paa, hvo der under Oprøret først begyndte at beherske sig selv og blev kold. Da kom noget saa skjærende og 61 tirrende, at Modparten ikke kunde holde ud; var det Moderen, saa besvimede hun; Sønnen fik Krampe. Men aldrig saasnart var Seiren vunden, før den hos den Seirende vakte den dybeste Anger og Fortvivlelse, og naar en saadan Scene var overstaaet, kunde de sidde længe Haand i Haand og med grædende Taarer og de kjærligste Ord bede hinanden om Forladelse. Besynderligt var det, at Mdm. André i den rolige eller kjærlighedsfulde Tilstand yttrede sig med Beundring om sin Søns Talent - han var Musiklærer - og med stor Glæde hørte ham spille, og at hun under Uveirsscenerne med en paafaldende Nøiagtighed, uden Overdrivelse, kunde udtale sin Daddel eller sin Mangel paa Agtelse for det Udviklingstrin, hvorpaa han stod. Blev dette blandet ind i Striden og lykkedes det da Mdm. André at samle sig og med blege, bævende Læber sige: Hvad siger Din Fader om Din Genialitet? - saa var Ferdinand slagen og fik Krampe.

✂ Saasnart man havde vænnet sig til disse Scener, der indtraadte hver ottende eller fjortende Dag og vare overordenlig pludselige og korte, var det et roligt og mildt Huus. Otto kunde heller ikke Andet end holde af Ferdinand og føle sig vel ved hans Omgang. Skjøndt Ferdinand var syv, otte Aar ældre, var han dog næsten ligesaa barnlig som Otto, var munter og tjenstvillig, paastaaelig og hurtig eftergivende, bøiede sig med en vis Sky for de Kundskaber, han ikke selv havde erhvervet, og for det Anstrøg af fast Villie, som Skolelivet kan give ved sin Tvang og Regelmæssighed, ved at fastsætte en Orden i Anvendelsen af Tiden. Ferdinand syntes sammensat af to Bestanddele, Godmodighed og Uro, og alle Yttringer af hans Væsen vare prægede deraf. Han begyndte paa at lære Otto Generalbas, som han ikke selv forstod, og endte med at lære ham Noderne. En af de faa Gange, hans Fader yttrede sig om ham til Otto, sagde han: Min Søn er det fuldstændigste Futteral til en Kunstner eller Poet! Jeg gad vidst, hvad han skal i Verden, Gud forlade mig! - Da Otto i den Anledning havde yttret sig med Varme og Hengivenhed om Ferdinand, kom den gamle André samme Dag ind til Middagsbordet med et usædvanlig opklaret Ansigt; men da han saae Kone og Søn, formørkedes det igjen, og ved at opdage en Plet paa Dugen reiste han sig med Voldsomhed og forlod Stuen. Da han var gaaet, betragtede Mdm. André Dugen med luende Øine, opdagede 62 Pletten og kastede hele Saltkarrets Indhold derover. Der blev ikke talt et Ord, og Huset gik atter sin jevne Hverdagsgang.

✂ Dog havde Otto i Begyndelsen Mere at vænne sig til, inden han kunde finde Hverdagslivets Hyggelighed i sit nye Hjem. En af de første Aftener efter hans Ankomst, ved Theetid, traadte den gifte Datter ind, aabenbart i en meget mismodig Sindsstemning. Moderen saae opmærksomt paa hende, Ferdinand spurgte: Hvordan er det med Din Mand? - Aa, det er daarligt! sagde hun. Jeg vil dog see efter, om det ikke snart forandrer sig. - Ja, lad os det! raabte Ferdinand ivrig og strøg hurtig Dugen tilside fra en Deel af Bordet. Søsteren, Mdm. Hillebrandt, en Kone paa omtrent syvogtyve Aar, med et Ansigt, der syntes at vidne om, hvor smuk Moderen engang havde været, fremtog et Spil Kort og gav sig til at lægge op. Den andagtsfuldeste Stilhed herskede i Stuen; Otto saae til med spændt Nysgjerrighed. Flere Gange slog hun Kortene sammen og begyndte forfra; men endelig raabte hun fornøiet: Der er Lig til Skræderens Huus! Saa tænker jeg nok, Hillebrandt skal blive fornuftig!

✂ Hvor han seer! hviskede Ferdinand og blinkede hen paa Otto.

✂ Troer De ikke paa Kort? spurgte Mdm. Hillebrandt.

✂ Nei, svarede Otto og følte sig i sit Indre tilfreds over at være en stærkere Aand end de Andre.

✂ Det er ogsaa noget dumt Tøi, svarede hun; men det trøster mig dog, naar jeg er saa nedtrykt. Herregud, hvor skal man hen i Verden, naar man er beklemt? Men ellers vil jeg dog sige Dem, at det er virkelig forunderligt, hvad man sommetider kan see i Kortene - kom, nu vil jeg lægge op for Dem! vil De trække?

✂ Hun betragtede opmærksomt det Kort, Otto havde trukket, lagde med høitidelig Langsomhed Kortene i Rækker og saae længe paa dem. O! raabte hun pludselig, her er Hjerterdame!

✂ Den brændende Rødme, som overfoer Ottos Ansigt, troede han, gik ubemærket forbi. Hun tilføiede strax: Og hun er ung, og hun er smuk! Og see, hvor det ligger kjærligt imellem dem, hele Hjerterkortet! Men der er en lang Vei, og der er et Vand - Mere kan jeg ikke see iaften - - naa, vil De saa troe, at Kortene kan sige rigtig?

✂ Otto indrømmede det, undselig, men tillige tilfredsstillet, kildret ved, at hans Kjærlighed blev behandlet med Agtelse, som en alvorlig Sag. 63 Sagde jeg det ikke strax, søde Moder? udbrød Ferdinand. Sagde jeg ikke, da Hr. Krøyer havde været heroppe med Krøyer og talt med Dig, sagde jeg ikke, at der var noget Usædvanligt ved det unge Menneske, at han havde Noget paa Hjertet? Sagde jeg det ikke, Moder?

✂ Jo, sagde Mdm. André.

✂ De maa fortælle mig Mere, De maa betroe mig Deres Kjærlighed, jeg vil være Deres Fortrolige! raabte Ferdinand.

✂ Men der var noget Jomfrueligt i Ottos Følelse, og han kunde ikke saaledes give den til Priis.

✂ Han spurgte: Men hvad var det med Skræderen, der skal døe?

✂ Ak, ja! det er en lang og kjedelig Historie, sagde Mdm. Hillebrandt. Min Mand er Malermester, ja De skal nok see, hvilken rar og kjøn Mand jeg har. Men han har den Idee, at han egenlig var bestemt til Kunstmaler, og det veed Gud, endnu da vi vare forlovede, malede han Portraiter af os herhjemme, De skal faae dem at see, hvor smukke de er. For han havde gaaet paa Academiet; men hans Fader var en haard Mand, og saa maatte han i Lære. De kan troe jeg har grædt mine modige Taarer - tilføiede hun grædende - da min Mand fortalte mig, hvordan han havde tigget og bedt for sig. Men hvo veed, hvad det var godt for! Var han blevet Kunstner og Professor, saa havde han vel faaet en fornem Pige, der ikke havde holdt saa meget af ham som jeg. Men naar han nu hører tale om et nyt Maleri, der gjør Lykke, eller om Gud veed hvad, saa bliver han melankolsk. Og det vilde endda nok gaae over; men nu er der en Skræder, en gammel Skolekammerat af ham, der er kommen til at boe overfor os, og han er fornemgal, for hans Familie er bleven rig og gjør store Baller, hvor de ikke vil have ham med, og han er reent ustyrlig sommetider. Naar han har faaet rigtig fat i Hillebrandt, saa er han ikke Menneske meer, saa tør Ingen tale til ham om Værksted eller Kunder, og saa lægger han sig hen og staaer ikke op i hele Uger. Ellers er han den eiegodeste og stræbsomste Mand under Solen. Men Fader er da ogsaa lidt sær, og som Faderen er, er jo altid Svigersønnen. - Saa, nu veed De min hele Historie.

✂ Ferdinand havde sat sig til Claveret og begyndte at spille en Vals. - Kan De dandse? spurgte hun Otto. Naa, det var jo deilig! vær saa god at engagere mig! 64 Hun blev høiere og fik mere Anstand under Dandsen; Otto følte de lette, sikkre Bevægelser. Da de standsede, sagde hun: De dandser meget ordenlig; men De fører ikke godt. De har gode Anlæg, og jeg skal lære Dem. Naar Hillebrandt bliver rask, skal vi dandse!

✂ Hun satte sig hen hos Moderen og sagde dæmpet: Han vil bringe mangen Pige til at græde.

✂ Otto var i den anden Ende af Stuen, men opfangede dog disse Ord, og uvilkaarlig gjennembævede ham en Følelse af glad Stolthed, skjøndt han, hvis han havde tænkt derover, ikke vilde have kaldt det godt eller smukt at bringe Folk til at græde.

✂ Hvergang Otto var kommen hjemmefra, og hvad der end var skeet, havde han følt en heftig Længsel efter Hjemmet; det var ikke blot et Savn af bestemte Ting eller bestemte Personer, men hiin dybe, uudgrundelige Følelse, som især Børn paa saa taus og rørende Maade kunne lide under og kjæmpe imod: Hjemvee. Den var nu ogsaa medvirkende til at forstyrre ham i Husets øvrige Bevægelighed; men lidt efter lidt satte den hele Gjæring sig, og han blev hyggelig tiltrukken, ofte oplivet af Familien.

✂ Om Aftenen ved Theebordet var det Mdm. Andrés største Fornøielse, naar hun kunde faae Leilighed til at fortælle om Vestindien, om sin Ungdom i dette lykkelige Klima, om Rigdommen, der omgav hende, om de sorte og brune Slavinder, der adløde hendes mindste Vink, eller om Naturen, den gjennemsigtige, hede, blaa Luft, Skyggerne, de duftende, kjølige Aftener med de ildfunklende Insecter. Det blev i hendes Fortællinger til noget Umaadeligt, en forgaaet Sagnverden, et i Dæmring begravet ubeskriveligt straalende Paradiis, hvor Jord og Hav syntes skabt for en finere, fornemmere Menneskeslægt end Europas og Nordens, hvor den gule Mark istedenfor Korn bar Sukkerrør og Ingefær med purpurrøde og gule Blade, hvor Ukrudt var Cactus, hvor endog den sorte Slaves lille Jordplet prangede med Kaffetræet og dets fine røde Blomster, hvor Æblerne vare Ananas, Slyngplanterne Vanille, og Agurker voxede paa Papaytræet, hvor mellem den hurtigopskydende Pisangs favnlange lysegrønne Blade Bananens Blomster hang ned, dækkede af et rosenrødt Blad, hvor Cocospalmer og Granater stode istedenfor Piil, hvor Colibrien og Poppegøien hoppede i Træerne istedenfor Spurve, hvor selve Dyndet havde Skildpadder istedenfor Krabber. 65 Medens hun talte om Sligt, havde hun et besynderligt Talent til at frembringe Uorden. Sytøiet kom op paa Bordet mellem Theekopperne, Brødbakken flyttede ned i Sophaen, Strikketøi og Lapper af Silke- eller Bomuldstøi syntes at drage ud af Bordskuffen og udbrede sig om hende, Lampen blussede for høit og osede eller var nærved at gaae ud, medens hun rastløs greb snart efter det Ene, snart efter det Andet, vilde være beskjæftiget, men ikke kunde sysselsætte sig med Andet end med sin Phantasi og Erindring. Men de straalende Egne, hun udmalede, stode kun desto forunderligere for Tilhørerens Indbildningskraft.

✂ Otto spurgte aldrig, hvorfor hun ikke var der mere. Dette Dunkle hørte til Skildringen, stod i hemmelighedsfuld Forbindelse med hans Viden: at Edens Have var lukket. Men paa samme Tid syntes det ham ogsaa, at den stod aaben, at man maatte kunne komme dertil; thi Alt dette var jo etsteds.

✂ Til andre Tider fortalte hun om sine Venner og Fjender derovre; hendes Følelser vare ikke paa mathematisk Maade aftagne med Afstanden i Rum og Tid. Hendes smaa Øine funklede ved Tanken om en Planterfamilie, og pludselig, idet hun fortalte om den Ulykke, der var kommen over Familien, navnlig ved Mandens ynkelige Død, dirrede hendes Læber og randt Taarerne ned ad hendes Kinder - hun kunde endnu græde over Den, hun havde hadet meest og formodenlig elsket meest. Men det var ikke den Slags Graad, som gjør godt. Saa fortalte hun om de vilde Uveir, om Jordskjælvene, om Blanke eller Negre, der vare blevne slugte af Uhyrer, om Angsten for de Sortes mysteriøse Fester, og naar man saa skulde troe, at hun gjerne var dragen bort, beskrev hun saa sørgmodig sin sidste Dag, Afskeden fra hendes gifte Søster og Børnene, det Øieblik, da det sidste Punkt af Landet forsvandt, og Otto var ligesaa beklemt, som naar han læste om Napoleon i Fontainebleau eller paa St. Helena.

✂ Hun fortalte ikke meget regelmæssig, gjorde sære Spring fra det Ene til det Andet, var uvidende om Blomsters og Dyrs Navne, fordi hun havde modtaget et almindeligt Indtryk, men ikke paa en erkjendende Maade opfattet Noget - gjentog vel ogsaa undertiden sine egne Historier. Men hun fængslede altid, fordi i det Øieblik, hun talte, var der et dunkelt glødende Liv tilstede. 66 Det var en broget Mængde Forestillinger, som Otto optog af hendes Beskrivelser, af Andrés Livsphilosophi og korte Bemærkninger, af Mdm. Hillebrandts Spaadomskunst og Ferdinands Indfald, Klager, Anecdoter og Fremtidsplaner. Men det beskjæftigede ham, og medens hans Tanke blev modnere, blev han paa en Maade mere Barn.

✂ Ferdinand fik ham lidt efter lidt til at tale om Emilie, først i faa Ord, saa i længere Beskrivelser, og endelig sagde han hendes Navn. Han mærkede, at Ferdinand ikke var en taus Fortrolig; men Kjærlighedsforholdet blev baade af Moder og Datter betragtet med Interesse, og ved hyppig at blive omtalt tabte det, om ikke ganske sin indre Magt over ham, saa dog i Tydelighed og Bestemthed som hans afsluttede, hemmelige Eiendom.

✂ En Mængde andre Anliggender kom nu ogsaa til og toge hans Opmærksomhed og Evner i Beslag. I denne Alder have de intellectuelle Interesser, naar de ere vakte og blive fornuftig ledede, en overveiende Indflydelse; man er maaskee mere istand til at føle en dyb Hengivenhed eller Kjærlighed i sin Barndom end i sit femtende, sextende Aar. Dette synes ogsaa antydet i det Udvortes; thi medens der i Barnet er noget saa Ømt, Yndefuldt og Harmonisk, at man vilde ønske, det altid kunde blive saa, ja har fundet Menneskets Ideal symbolsk udtrykt i den skyldfrie, kjærlighedsfulde Barnealder, er der ved det halwoxne Mandfolk noget Uharmonisk, Skarpt, Usammenhængende, der ikke vækker Ønsket om en Standsning, og Lignende er Tilfældet med den halwoxne Pige.

✂ Man havde tøvet saalænge med Ottos Confirmation, at den næsten syntes forglemt, og først paa denne Tid gik han til Præsten. Den Tanke at lade det unge Menneske, i en Alder inden Lidenskaberne komme, og medens Sindet endnu maa antages for naivt og frisk, bekræfte sin Daabspagt med frivillig og selvstændig Erkjendelse, er ligesaa smuk, som den er vanskelig at virkeliggjøre, undtagen maaskee i meget inderligtroende Tidsrum af Menneskehedens Historie. Man har indrettet det saaledes, at en Mængde halwoxne Mennesker samtidig indfinde sig for at modtage Religionsunderviisning hos Præsten, hos en geistlig Embedsmand, der har mange Forretninger, kjender lidet til de Enkelte, han har for sig, og maaskee har meget ringe Talent til at paavirke Ungdommen. Denne 67 Ungdom har vel kun liden Livserfaring, igjennem hvilken den dybe Betydning af Religionens Sætninger kunde gjøres indlysende som nøiagtig svarende til Livets Krav og Bevægelser; men nogen Kundskab om Livet er dog altid tilstede, og Vanskeligheden ligger i at benytte denne og ikke blot bevise Skriften ved Hjælp af Skriften, bortskaffe mulige Betænkeligheder ved Hjælp af et absolut Bud, lade Gud henstaae udenfor Mennesket som en Befalingsmand. Pigebørnene, der indfinde sig med mere Naivetet og Andagt end Drengene, optage Sagen paa deres Maade og see ofte i Præsten, der udtaler de hellige Ord, en fuldkommen Repræsentant for dem; for mangt et elskeligt kvindeligt Gemyt har Præsten været den første, stille, andagtsfulde Kjærlighedsgjenstand, og for mange andre har Præstens Personlighed i en senere Tid staaet som en anden Samvittighed, da Ordene, han havde talt, laa som en død Skat, som Noget, der ikke tilfulde var gaaet over i Bevidstheden. - Otto greb i Førstningen denne nye Underviisning med Begjærlighed; de overnaturlige Sandheder, der paany bleve ham foredragne, tiltalte hans Phantasi og Gemyt og vakte en heftig Længsel efter Erkjendelse. Men efter ganske kort Tids Forløb stødte denne Erkjendelseshigen paa en Hindring: Sandhederne stode som Steen. Han var for ung, for lidt udviklet til at kunne gjøre sig Regnskab for den piinlige Følelse, der undertiden kom over ham; den vakte Længsel trak sig tilbage, og han lærte Religionen udenad som en anden Lectie. Confirmationen blev en glædefuld Ceremoni, fordi hans Fader var tilstede.

✂ I dette Tidsrum blev i nogle faa kjøbenhavnske Skoler indbragt en ny Læregjenstand: Physiken, og tiltrak strax de mere opvakte Disciple. Grunden hertil var ikke alene den Interesse, som Videnskaben selv vakte, naar man ved nogen Flid var kommen over de første Vanskeligheder, men ogsaa Læremethodens Forskjellighed fra, hvad man i alle de øvrige Skolediscipliner var vant til. Det var ikke blot Udenadslæsning og abstract Viden, men Beskjæftigelse med virkelige, haandgribelige Ting, samtidig underholdende og belærende. Livet, som det gik og stod, blev draget ind i Skolen, hverdagslige Ting fik en ny Betydning, en Plads i Videnskaben, og denne Videnskab ordnede undertiden Verdens værdifulde Gjenstande paa en ganske ny Maade, havde en ganske egen Rangforordning. 68 Katteskind, Diamant og Svovl stode i Geled overfor Electriciteten; Vand, Jern og Luft bleve maalte pundeviis; Jern brændte i Fugtighed; Vandet var ikke et Element, men dannet af to Luftarter, af hvilke den ene brændte, den anden nærede Branden, og høist mærkeligt var det at see, hvorledes ophedet Jern brændte i lys Lue i denne Luft; den Overflade af det smeltede Bly, som altid havde geneert saa meget, naar man vilde støbe Flitsbuekugler eller Tinsoldater, var ikke Aske fra Skorstenen, men Blyets videnskabelige Forening med Ilten; det Hvide paa Svedskerne, som man havde anseet for Sukker, var levende Dyr o. s. v. Alting bevægede sig, forandredes, adlydende en bestemt Lov, og hvert Experiment slog nøiagtig til, saaledes som Loven foreskrev. I nogen Tid stod i Ottos Forestilling Qviksølv som det kosteligste af Jordens Metaller; thi naar det havde undergaaet en vis Operation, kunde man koge Ilt eller Ildluft af det, hvis man blot havde en Kolbe og Retort. Men selv uden dette var hans Indbildningskraft stadig beskjæftiget med Qviksølv, ved hvis Hjælp man frembragte Thermometer og Barometer. Da han endelig fik kjøbt et Thermometer, var det dog ikke dette, der tilfredsstillede ham; han vilde selv udføre det Experiment at bringe Qviksølvet ned i Kuglen og smelte Rørets Aabning, og han brændte utallige Gange sine Fingre uden at løse Opgaven, og selv om han havde kunnet løse den, vilde heller ikke dette have været det Eftertragtede; hvad der bevægede ham, var en beundrende Længsel efter det inderste Naturliv, efter den hemmelighedsfulde Fornuft og Villie, som de døde Ting syntes at have. Hans Yndlingsgjenstande skiftede, altsom Underviisningen skred frem; men endelig kunde han ikke længer i Taushed bære sin Begeistring, han raabte en Dag til Mdm. André: Jeg kan lave et Træ!

✂ Lave et Træ? hvilket Træ? spurgte Mdm. André.

✂ Et kunstigt Træ!

✂ Ja, det kan jeg ogsaa! Jeg kan lave Fastelavnsriis, og min Datter kan sye Blomster!

✂ Aa, ikke Andet end det, Mdm. André! Saa har De jo hvert Stykke af Træet eller Blomsten i Forveien; men jeg kan lave et Træ ud af Ingenting eller næsten ud af Ingenting.

✂ Det gad jeg nok seet, sagde Mdm. André. Ferdinand kom til og hørte, hvad der blev talt om, og var ligesaa nysgjerrig. 69 Otto havde forskaffet sig noget salpetersurt Sølv, i daglig Tale kaldet Helvedessteen, gjød lunkent Vand derpaa, stak en Kobbertraad med et Par smaa Tverstilke deri og bad Mdm. André selv tilbinde Glasset.

✂ Næste Morgen førte han hende hen for det - der stod virkeligt et Træ, en knudret Eg med tyk Stamme og faa Grene, med Sølvbark og fine Sølvblade.

✂ Mdm. André saae til med opspilede Øine og sagde derpaa med dyb, hemmelighedsfuld Tone: Jeg har en Nat seet Negre frembringe et blomstrende Granattræ af en afskaaren Stub ved at skjære i deres Legeme og dryppe deres eget varme Blod derpaa.

✂ Nu var det Otto, der blev forbauset og rystet; men efter at det første uhyggelige Indtryk var overstaaet, følte han en inderlig Uvillie over, at den natlige Troldom skulde staae ved Siden af hans skjønne Sølvtræ, og han spurgte tilsidst Physiklæreren, om det var troligt. Læreren blev fornøiet over den Iver, han opdagede, og anvendte næsten hele Timen til at paavise, hvorledes Alt i Naturen gaaer efter uforanderlige Love, hvorledes ingen Organisme frembringer Noget, som ikke paa anden Maade eller i anden Skikkelse er bragt ind i den, hvorledes Træernes Væxt, deres Blade- og Blomstersætning hidrører fra bestemte Stoffer i Jord, Vand og Luft, som de optage og forarbeide o. s. v.

✂ Ja, men! raabte en Dreng, Arons Stav, der blev lagt ind i Tabernaklet, fik paa een Nat Blomster og Mandler!

✂ Og Jesus forvandlede Vand til Viin ved Bryllupet i Cana! raabte en anden.

✂ Den overraskede og forlegne Lærer svarede hastig: Ja, det var i Tider, før Physiken var opfunden! Men da han øieblikkelig erkjendte sine Ords Utilstrækkelighed, brød han af, forbød al videre Spørgen og holdt strengt paa Dagens Lectie.

✂ Om Aftenen var Mdm. Hillebrandt hjemme og lagde Kort op og spaaede Otto, at hans Fader snart vilde komme.

✂ Saa er her kommet Brev! udbrød Otto.

✂ Ja, det er der ogsaa, svarede hun godmodig; nu kan De snart spaae ligesaa godt som jeg.

✂ Krøyer kom ogsaa ganske rigtig, men fordulgte for Otto Anledningen til sin Reise. Han led af en farlig Sygdom og var kommen 70 for at søge Raad hos Hovedstadens Læger. Otto fulgte ham en Aften etsteds hen og ventede udenfor Porten, til han kom ned, uden at vide, hvilken Slags Besøg Faderen aflagde. Paa Hjemveien tog Krøyer sin Søns Arm og støttede sig paa den. Otto følte sig glad over dette - saa udlagde han det - Tegn paa kjærlig, faderlig Fortrolighed og vidste ikke af, at det næsten traadte istedenfor Faderens sidste Haandtryk. Den følgende Dag, da Faderen skulde reise, vilde Otto blive fra Skolen for at følge ham tilvogns; men han modsatte sig det. Men henad Formiddagen aabnedes pludselig Døren til Klassen, og Faderen stod i Døren, meget bleg, og bad Læreren, om Otto maatte komme ud et Øieblik. Ude i den dunkle Corridor omfavnede og kyssede Faderen ham og sagde: Bliv et flinkt og ærligt Menneske! Da Otto var kommen tilbage i Klassen og han hørte Skolens Port slaae i, blev han pludselig greben af en kvælende, ømhedsfuld Angst; hvis ikke Skolens uvilkaarlige Tvang havde holdt ham, vilde han være ilet bort, afsted efter Faderen; han blev siddende, men Angsten steg, og han kom i en Tilstand, der grændsede til Fortvivlelse, og endelig kunde han ikke længer beherske sig, bøiede sig over Bordet og græd Angstens, Længselens, Kjærlighedens Taarer. Ingen forstyrrede ham, Læreren forlangte ikke hans Opmærksomhed, ingen af hans Klassekammerater talte til ham den Dag; det var, som om Alle havde følt Dødsafskeden.

✂ Kun kort Tid efter kom Budskabet.

✂ Sorgen bidrog til at knytte Otto end inderligere til Skolen. Det var for ham, som om Skoleværelset var blevet helliget ved hans Faders sidste Blik, ved at Faderens blege Aasyn havde viist sig i Døren, ved at hans Stemme havde lydt i dette Rum. Faderen syntes endnu at være her paa dette Sted, og i denne fromme Illusion tilskyndedes alle hans Kræfter til at virke for det af Faderen opstillede Maal: Bliv et flinkt og ærligt Menneske.

✂ Dog, det er nu engang ikke givet Ungdommen at kunne dvæle længe hos de Døde. Da Ferien nærmede sig, var Sorgen alt meget dulmet, og Otto beredte sig i Tankerne paa at reise hjem; men han fik Brev fra sin Moder, at hun vilde komme til Byen, hvor hun havde Forretningssager at ordne.

✂ Undertiden gjør det ydre Tegn paa en stedfunden, halvforglemt Begivenhed en Virkning, som om den var bleven ny igjen eller 71 kom tilsyne i en ny Betydning. En skjærende Smerte, en dyb Følelse af hans Families Forladthed gjennemfoer Otto ved Synet af den sortklædte, blege Moder og den ligeledes sortklædte, lille Broder, som hun førte med sig. »Stakkels Barn!« jamrede det i Otto, idet han tog Broderens Haand, og saa fuldstændig hengav hans Sind sig til Medfølelsen for de Andre, at han glemte, at dette Ord ogsaa kunde anvendes paa ham selv.

✂ Og desuagtet skulde denne Stemning, hvor sand og stærk den end var, ikke vare længe. Moderens Væsen, der altid havde været præget af en sund Kraft, hvor Alvoren var blandet med Lune, havde undergaaet en Forandring; det havde faaet noget Strengt, for Ottos Fornemmelse næsten Haardt. Som det ofte gaaer Folk, der have udstaaet en stærk sjælelig Kamp og seiret, forlangte hun af alle Andre, at de skulde tage Livet paa samme Maade, uden Hensyn til, om Muligheden var tilstede og Forholdene de samme. Hendes Sind havde vendt sig fra det Verdslige, og skjøndt hendes dybe, moderlige Kjærlighed kunde bære over med den pludselige barnlige Livsglæde, kom hun dog altid til at tynge den ved strax at ville føre Tanken hen til Anliggender, der for hende vare de mere fornødne. Undertiden kunde det ogsaa skee, at et Udbrud af Lystighed, af Glæden over at være sammen med Sine, at gaae med Moder og Broder paa Gaden og kunne vise dem noget Nyt, blev mødt med en Henviisning til Faderens Død, og i en saadan Tilretteviisning fandt Otto, uden egenlig at kunne skjønne hvorfor, en Uretfærdighed. Moderen troede, at Otto manglede Følelse, og enhver Antydning deraf fjernede i Virkeligheden hans Følelse fra hende; en Samtale imellem dem, en udtømmende Undersøgelse af, hvorledes det egenlig stod til hos dem Begge, var umulig, og Tausheden sætter ofte mellem Menneskene en Skranke, af uendelig smaa Ting bygger den flittig og reiser en Muur, som det senere er vanskeligt at gjennembryde.

✂ Først da Adskillelsens Time igjen slog, droges de Begge for et Øieblik kjærlig og smertefuldt berørte til hinanden; men efter Moderens Afreise var det dog for Otto, som om et sort Slør var draget tilside fra Verden.

✂ Det var en tung og bedrøvelig Tilstand, som uden den gamle Andrés Indskriden vilde have udøvet en lang, nedtrykkende 72 Virkning. André var enten ved Omstændighederne bleven trængt tilside eller frivillig traadt i Baggrunden, medens Otto havde at bære sine Sorger. Men den første Søndag efter Moderens Afreise kom han tidlig ind til Otto og sagde: Vi maae have frisk Luft, vi maae have dygtig frisk Luft! Vi vil gjøre en Fodvandring, vi vil tage Hillebrandt med, hvad mener De derom?

✂ De begav dem til Hillebrandts, der betragtede Indbydelsen som en stor Ære, og Fodvandringen gik til Østerport, hvor de toge Vogn og kjørte til Charlottenlund.

✂ Det var en reen og klar Sommer-Formiddag; Solstraalerne spillede liflig ind mellem Træernes Skygger, og en svag Brise kom oplivende ind fra det blaa Sund. Efter at have spadseret lidt i Gangene gik man ind i et Telt for at spise Frokost. Her sad to unge, velklædte Mennesker ved Frokosten og vare paa samme Tid beskjæftigede med at gjøre Cour til Opvartningspigen, men havde dog snart endt begge disse Forretninger. Da de vare gaaede, sagde André, der hele Tiden havde givet en indre Uro tilkjende baade med Hænder og Fødder: Saa! Naa! Saa blev vi da frie! Hør, jeg vilde givejeg veed ikke hvad, om jeg blot i een Klokketime maatte banke disse to Herrer fordærvet, især den ene! Saae De det? Først gjorde han Cour; men saa skulde han dog vise os, at han var fornemmere end som saa, og saae De: saa kastede han Drikkepengene til hende! Uf! den Oxekjæft! den canaille!

✂ Hillebrandt vinkede og blinkede saa meget, som Ærbødigheden tillod, for at gjøre opmærksom paa, at det vel ikke var en Tale for Ottos Øren.

✂ Jeg forstaaer deres Øine, Hillebrandt; men jeg mener, at det er ufornuftigt af Forældre og Værger, ikke at tale til vordende unge Mennesker om denne Verdens Ting. En Posefuld moderlig Moral og bibelske Sprog hjælper ikke, naar det kommer til en Prøve med Kjød og Blod. Jeg siger, og den unge Hr. Krøyers salig Fader maa gjerne høre paa mig: Den Dag han kaster Penge til En, han har gjort Cour til, er han en Oxekjæft, en canaille. De kan ikke holde et ungt Menneske fra at gjøre Cour, Hillebrandt; det kan De ikke, han skal gjøre Cour, han skal Pine og Død gjøre Cour, men han skal være Cavalier! han skal være gentil! han skal ikke snavse sin hvide Vest! 73 Saa maa han gifte sig, naar han er tyve Aar, sagde Hillebrandt halv sagte.

✂ For mig maa han gifte sig imorgen den Dag! Sandt er og bliver sandt. Fiat justitia, pereat mundus! Kom, lad os gaae! Lad os spadsere udenfor .... det vil sige, hvis de Herrer ikke have Noget derimod, for jeg kan ogsaa gjerne blive siddende.

✂ Hør, vedblev André, da de vare komne udenfor; det Menneske syntes nu at være et net Menneske, og imorgen kan De maaskee møde ham i honnet Selskab og finde ham upaaklagelig. See, det er Opdragelsen her hjemme! Veed De, hvad der er i Veien? De lære at ansee Høflighed for en Gjæld, de betale Andre, istedenfor at det er en Pligt imod dem selv! Den, som er høflig i Bredgade, kan gjerne være grov i Lillekongensgade; man er aldrig sikker paa dem. For nogen Tid siden var der Selskab og Dands hos en Borgermand, der kjender mange af Byens fine, unge Herrer; han havde inviteret dem, men Familiens kvindelige Bekjendte, Baldamerne, vare temmelig ubetydelige, skjøndt ordenlige, nette Piger. De fine Herrer fandt nu her ingen af deres Ligemænd og følte ingen Respect og gebærdede sig tilsidst omtrent som paa en cabaret, en Kneipe. Det faldt ingen af dem ind, at han nedværdigede sig selv ved at krænke Værten og hans Gjæster! Man er ikke Cavalier, man er ikke gentil!

✂ Hvad hjælper saa den hvide Vest? spurgte Otto skalkagtig. For de havde vel hvid Vest paa?

✂ Den hvide Vest hjælper til Intet, naar den bæres for Stads, svarede André meget alvorlig.

✂ Otto fik ikke strax at mærke, at den lille Skjæmt havde saaret André; men senere blev det ham tydeligt, at André ikke mere var saa hjertelig, skjøndt altid velvillig og høflig. De kom op til Grøndals og standsede imellem Træerne for at see paa et Par Familier, der formodenlig havde slaaet sig sammen om en Skovtour og nu morede sig her med Gyngen, Leg og Dands. Der var mange Børn, næsten Alle i Hvidt, og det tog sig nydelig ud i den grønne Skov.

✂ André stod og betragtede dem med stille Fornøielse; Hillebrandt lagde sig ned, fremtog et Stykke Papir og gav sig til at tegne; Otto saae paa ham og sammenlignede Virkeligheden med Afbildningen, altsom den kom frem.

✂ Efter en Stunds Forløb gav ogsaa André sig til at betragte 74 Tegningen og sagde derpaa: Nu vil vi, hvis Dhrr. synes saa, gaae op til Bellevue og drikke et Glas Viin paa, at De er bleven Malermester, Hillebrandt!

✂ Det var, som om Natten selv sendte sine Skygger over Hillebrandts Ansigt ved disse Ord. Er Tegningen da saa slet? spurgte han endelig med et kvalt Suk.

✂ Slet? Tegningen? Det sagde jeg ikke, min kjære Hillebrandt, min brave Svigersøn! Men seer De, mens jeg har staaet her og suget Ungdom ind i mig og er bleven et Aar yngre, har De ligget og bragt Ungdommen paa Papiret. Kunstnere og Digtere og alt saadant Noget forekommer mig som Destillationsapparater, Alting gaaer igjennem dem, ud af dem; det Bedste give de til Andre. Hør! sig mig oprigtig, er det ikke bedre at være saadant et Barn som den Lille der med de røde Sko, end at være en Kunstner, der tegner det? Og er det ikke bedre at være en god Haandværksmand og om Søndagen trække Veiret og indaande denne Luft mellem Træerne, end at være en Kunstner, der speculerer paa, hvilket Træ og hvilken Blomst der vil behage Publikum meest?

✂ Disse Ord gjorde et oplivende Indtryk paa Hillebrandt. Da de vandrede videre, saae han sig muntert om i Skoven, hans Bryst udvidede sig, som om det var blevet befriet fra en Byrde, endelig aftog han Hatten og sang Christian Winthers Sang:

✂ »Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang,
Alle de smaa Fugle saa yndelig sang,
De havde ei andet at bestille;
Der kvad Stillids, og der kvad Gjøg,
Der slog høit i den hviskende Bøg
En Irisk sin sittrende Trille.
Da tænkte jeg paa Hende, som er ikke her,
Da tænkte jeg paa Hende, mit Hjerte har kjær,
Og jeg tænkte, det bedste jeg kunde;
Og Alting omkring mig det tænkte som jeg,
Den gamle Eg og Granen, der brystede sig,
Og alle smaa Fugle i Lunde.«

✂ André og Otto stemmede i, og tre fornøiede Vandrere ankom til Bellevue.

Ottende Capitel

✂ Under alle disse Forhold laa Tanken om Emilie i Ottos Bevidsthed, men ubestemt; hun var bleven en Forestilling uden fyldigt Liv, uden Gjenstand for stærk Længsel eller stærke Følelser; Alt, hvad der knyttede sig til hende, var som en oplivende, flygtig Solstraale. Han havde en Glæde, en Rigdom nedlagt etsteds; men den lignede Eventyrets slumrende Prindsesse, hun var af Marmor, og Tryllekvisten, der kunde vække hende, var ikke funden. Ferdinand vedblev vel bestandig at tale om hende og bringe Otto til at tale; men ved saa hyppig og næsten mod sin Villie at tale, ved at skulle gjøre sig og sit Forhold interessant for en Tilhører, der forlangte alt Meer og Mere, blev Billedet kun forflygtiget, og havde Otto kunnet give Agt paa sit eget Indre, vilde han have bemærket, at han lidt efter lidt havde frembragt et andet Billede af Emilie end det virkelige, et meget lignende Billede, men et udpyntet.

✂ Med Ferdinand foregik derimod en modsat Forandring. Han hørte saa tidt og saa livlig om Emilie, at han troede at kjende hende og var nærved at tage feil af sin egen og Ottos Barndom. Hendes Skikkelse fik bestandig mere Virkelighed for hans Bevidsthed, og han gjorde sig da ogsaa Umage nok for at skaffe sig en aldeles tydelig Forestilling. Naar de spadserede sammen og mødte unge, smukke Damer, spurgte Ferdinand: Ligner hun Emilie? - og Otto fandt vel undertiden nogen Lighed, men var naturligviis altid af den Mening, at hun ikke kunde taale en Sammenligning, og maatte da paany beskrive og udmale.

✂ Men der gik virkelig skjønne Kvinder forbi, og alle de Funker, som fløi ind i Ferdinands Hjerte, antændte tilsidst en fuldstændig Ildebrand i det brændbare Stof, han havde opsamlet. Da han, som saa mangen Kjøbenhavner, aldrig havde seet nogen Kjøbstad, manglede han Maalestokken til at bedømme Ottos Skildringer. Livet i Kjøbstaden stod for ham som den reneste, yndigste, barnligste 76 Tilværelse; Menneskene forekom ham saa naive, godmodige og hjertelige, at ingen Lykke syntes ham saa stor som den at kunne leve imellem dem. Sandt at sige var han selv ikke saa aldeles naiv, at Agentens store, rige Huus ikke ogsaa udøvede nogen Fortryllelse, og at kunne blive en Svigersøn af dette Huus var Noget, han ganske uskyldig misundte Otto, indtil den Tanke pludselig faldt ham ind: Men de ere jo dog ikke forlovede! Hvo siger, at hun vil have ham? Barneforlovelser! I »den første Kjærlighed« gaaer hun og sværmer for sin Charles og forelsker sig dog i Rinville, blot fordi han kalder sig Charles. Den velsignede Pige venter maaskee blot paa en ung, rask Kjøbenhavner ..... og hvo siger, at ikke Himlen selv har bestemt Krøyer til at komme her i Huset blot for at føre Emilie og mig sammen? Det, som jeg føler for den Pige ..... ja, jeg elsker hende! ..... Der er en Magt, som har villet det!

✂ Han raadspurgte Kortene, og der laa, mærkværdig nok, en Reise og et Vand og hele Hjerterkortet, ganske som tidligere for Otto. Alting straalede af Kjærlighed og Lykke. Han bad sin Søster lægge op, og Under over Under, samme Constellation! Blot var der en Kløverknægt, som han skulde tage sig iagt for. Det er Krøyer, tænkte han. Men hvad vil den Kløverknægt gjøre mig? spurgte han Mdm. Hillebrandt. - Det kan jeg ikke see; men han mener Dig det ikke godt, Du skal tage Dig iagt for ham, han ligger imellem Dig og Reisen.

✂ Det er Krøyer, gjentog han ved sig selv. - Men han skal ikke forhindre mig - thi tilladt er det dog idetmindste at see hende - ja, tage derover og lade Himlen raade!

✂ Han betroede sig til sin Moder. Der var i hendes egen Natur et saadant Hang til det Romantiske og Glødende, at Ferdinands Kjærlighed til den Ubekjendte slet ikke forekom hende urimelig. Hun hørte paa ham med kjærlig Deeltagelse, indtil han kom til det Praktiske: Sæt nu, hun vil have mig! Det er i Grunden et godt Parti; Agenten er rig og en fortræffelig, godmodig, munter Mand, ret en Svigerfader for mig. Jeg er vis paa, at han vil synes godt om mig ..... troer Du ikke, søde Moder? Jeg er munter, jeg vil spille for hamjeg vil dandse med Døttrene, være elskværdig mod Agentinden, hei! det skal blive en Lystighed og Glæde! Krøyer er dog kun 77 en Dreng og ingen Mand for saadant et Pigebarn! Synes Du ikke, min egen lille velsignede Moder?

✂ Dette besvarede hun med et skarpt: Nei!

✂ Der var Electricitet i denne Tone, og Ferdinand raabte heftig: Hvorfor, Moder? Hvorfor synes Du ikke derom?

✂ Jeg synes ikke derom! sagde Mdm. André med den begyndende dæmonisk kolde Vrede i Blikket og i den bævende Overlæbe.

✂ Ferdinand blev bleg og raabte: Du vil staae min Lykke i Veien! Du vil bestandig have mig her hjemme til at pine og tirre! Jeg skal sidde og hænge hjemme! Jeg skal følge Dig paa Comedie og hente Dig! Andet duer jeg ikke til!

✂ Det kan gjerne være.

✂ Saa! nu sagde jeg da et Ord, Du kunde hænge Dig i! Hvis Skyld er det, jeg ikke er bleven til noget Stort? Det er Din Skyld! Fader har Ret! Men endnu kan og skal jeg blive til Noget! Kjærligheden skal hæve mig! Der er en Kunstner i dette Bryst!

✂ Kunstner! svarede hun med et saa bedsk, skjærende, blegt Smiil, at Ferdinand blev dødbleg, saae sig om med rullende Øine - og fik Krampe.

✂ Hun saae lidt paa ham, da han laa paa Gulvet, gik nogle Øieblikke hastig op og ned, drak lidt Vand og begyndte da at stænke ham i Ansigtet.

✂ Da hun saae, hvor bleg han var, og hvorledes Smerten stod præget om den farveløse Mund med de sammenbidte Tænder, begyndte hun sagte at græde, reiste ham med stor Besværlighed, tog ham paa Skjødet, klappede og strøg ham, medens hun med dæmpet Stemme sagde ham ind i Øret: Min egen lille Søn! Min velsignede Ferdinand! Dø ikke fra mig, mit søde, stakkels Barn! Hører Du, Ferdinand! Din Moder er ond imod Dig; men hun holder saa meget af Dig! saa meget, saa meget! Vaagn op, min Dreng, mm søde, velsignede, allerkjæreste, deiligste Dreng! Du vil blive lykkelig! Naar hun seer Dig, vil hun elske Dig ligesaa høit, som Din Moder elsker Dig ..... ak, Gud hjælpe os!

✂ Saa lagde hun ham blidt fra sig, gik grædende op og ned foran ham, slog sig for Brystet og traadte endelig hen til Claveret og spillede de første blide Tacter af en Vuggevise. 78 Saa vaagnede Ferdinand. Han var meget mat; hun satte sig hen hos ham, tog ham i sine Arme, og de græd og kyssedes. - Min kjære Dreng! - Min søde Moder!

✂ Otto kom i det Samme; det var den mundlige Examens første Dag, og han havde staaet sig godt.

✂ Det glædestraalende Ansigt formørkedes af Medfølelse, da han saae Ferdinands lidende, taarevædede Ansigt.

✂ Hvad er der i Veien? spurgte han.

✂ Moder vil ikke gjøre, hvad jeg beder hende om, svarede Ferdinand forlegen.

✂ O, kjære Mdm. André, vær god idag; gjør det til Ære for min Examensdag! indvi min Examen!

✂ Ja ja, da! sagde Mdm. André mat; men saa maa De bære Skylden.

✂ Ferdinand var skamfuld og havde i dette Øieblik gjerne opgivet det Hele; men nu havde han dog lidt saa Meget for det - og det Værste, antog han - og desuden udbrød Otto: Hør, André, den Lyksalighed det er at tage Examen, naar man kan sine Ting, gjør De Dem ingen Forestilling om! Gid hele mit Liv kunde være en Examensdag med præ'er!

✂ Naa, naar han har sin Metaphysica og sin Logica, saa kan jeg sagtens tage hans Emilia - var omtrent Ferdinands Tanke - og desuden, lad Himlen afgjøre det!

✂ Han begyndte øieblikkelig at gjøre Anstalter til Reisen og gik op til en bekjendt, rig Grosserer, i hvis Huus han engang havde givet Underviisning, og bad om en Anbefaling. Grossereren blev lidt forlegen og spurgte, for hvad han skulde anbefale ham, hvortil Ferdinand svarede: Ikke for noget Bestemt; han bad om en Anbefaling i Almindelighed - og saa fik han en prægtig, ubestemt Anbefaling. Næste Morgen tog han afsted. Det er vel bedst, at Du siger Krøyer op, sagde han til Moderen ved Afskeden.

✂ Bliv nu forlovet først, svarede Moderen.

✂ Da Ferdinand var kommen til Kjøbstaden og efter omhyggelig udført Toilette nærmede sig Agentens Huus, følte han et Øiebliks Skuffelse. Det Huus, der i Ottos Fortællinger stod som en stor og mægtig Bygning, næsten som et Palads, var i Virkeligheden meget lille, især i en Kjøbenhavners Øine. Det var rigtignok vidtstrakt, solidt og net; men Ferdinand kunde med sin Stok naae Tagskjægget, 79 og den meget omtalte store, brede Steentrappe var kun anseelig i Forhold til de Huse, som kun havde en lille Trætærskel udenfor Indgangen. Dog, han besteg Trappen - ny Skuffelse! Den herlige Boutik, hvor Kjærlighedens Solstraaler havde spillet, var lav og mørk, og mange Bønder, der gik og kom, havde forvandlet Gulvet til et lille Morads. Efter disse første Skuffelser blev Ferdinand dog kun modigere overfor, hvad han havde frygtet som Storartet og Stolt, og spurgte ved Disken med en vis Suffisance efter Agenten. Boutiksvenden antog ham for en Probenreuter, bad ham vente lidt og sendte en Dreng efter Husbonden. Lidt efter kom Agenten.

✂ Denne betydelige Person, der i Ottos Skildringer altid var nævnt med en vis Ærefrygt, skjøndt med en Hengivenhed, som hans joviale og godmodige Optræden fortjente, fremstillede sig i lang, bruun gammel Frakke, i Beenklæder, der vare opsmøgede forneden, og i svære, uformelige Vandstøvler; paa Hovedet bar han en grøn Saffians, bredskygget Kaskjet og i Haanden en stor Meerskumspibe, der netop var gaaet ud. Ferdinand, der stadig havde Ottos Barneøine til Maalestok og stadig maatte tage nyt Maal, havde ventet, at han skulde see op til en meget høi Mand, og fandt, at han selv kun stod tilbage for Agenten i Tykkelse. Agenten var heller ikke nær saa fornøiet ved Synet af Ottos Stedfortræder, som han vilde have været ved Ottos Besøg; han var unægtelig en høflig og venlig Mand, men imod Bekjendte, og imod Probenreutere var han tvær og lurende. Ferdinand følte dette forsigtige, mistænksomme Blik, men kunde ikke forstaae det anderledes, end at Synet af en Kjøbenhavner imponerede. Han hilste desaarsag sin maaskee tilkommende Svigerfader med den mildeste Mine og bad om en Samtale under fire Øine. Vær saa god at følge med, sagde Agenten og gik foran ind i en lille Sideboutik eller et Oplagssted for finere Varer og derfra ind i sit »eget Contoir«. Dette var et Rum, som i Henhold til Tidens fremskridende Oplysning var taget fra Boutiken, men saa lille, at foruden Pulten og Skruestolen kunde ikke to Agenter rummes deri. Da Døren var lukket, befandt Ferdinand sig næsten klods op til Agenten, medens han havde tænkt sig, at han i en stor Stue, først i beskeden Afstand, saa med bestandig Nærmelse, skulde indlede Bekjendtskabet og maaskee Slægtskabet.

✂ Han overgav sit Brev. Agenten læste det, og den store Agtelse, 80 han nærede for Udstederen, var synlig paa hans Ansigt; men han vidste dog ikke ret, hvortil det sigtede. Med usikker Mine løftede han paa Kaskjetten, idet han gjorde en høflig Bøining, saae paa Ferdinand, saae paa Brevet, lagde det sammen, rømmede sig og valgte endelig at sige: Det fornøier mig meget .... gjør mig den Fornøielse at spise til Middag hos os idag, Kl. 1.

✂ Ferdinand stod imidlertid saa tæt op til sin tilkommende Svigerfader, at den Electricitet, han følte i sig selv, syntes ham at vække en beslægtet Kraft i Agenten og forøge hans egen. Hans Natur egnede sig hverken til dyb Overveielse af en Plan eller til langsom, omhyggelig Udførelse; naar han begjærlig saae paa Frugten, syntes den ham at blive moden. Agentens Usikkerhed og Nølen var allerede halvt om halvt forekommet ham som en undselig, forventningsfuld Anelse om det, han havde paa Hjerte, og da nu Indbydelsen kom, da Agenten drog ham ind i sin Familiekreds, udbrød han: Tak, tusind Tak, Hr. Agent! Jeg -

✂ Agenten saae paa ham.

✂ Han vilde holdt en smuk, lang Indledningstale; men den korte Afstand gjorde hans Følelser overvældende stærke, og han sagde:

✂ Jeg kommer, Hr. Agent, kort sagt, jeg - Hr. Agent, tillad mig ..... tilstaa mig en Gunst, lad mig gjøre Dem til min Fortrolige! De er en ædel Mand, det første Blik paa Dem indgyder Tillid! Jeg elsker Deres Datter Emilie ..... jeg beder Dem, forhast Dem ikke! Jeg forlanger og haaber ikke, at De hastig skal sige Ja, men sig heller ikke hastig Nei! Tillad mig med Deres Vidende i al Tugt og Ære at stræbe efter at vinde Deres Datters Hjerte, og to Hjerter skulle evig velsigne Dem!

✂ Paa Agenten mærkedes ikke Spor af det Stød, den Rystelse, som foregik i hans Indre. Med rolig, fast Haand løftede han paa sin Kaskjet og sagde: Hm! - Hm, maa jeg spørge, Hr. An- André, Ferdinand André.

✂ Maa jeg spørge, Hr. André, hvad De er?

✂ Musikus, Pianist. Det staaer vist i Brevet.

✂ Hm!

✂ Hr. Agent jeg føler, hvor paafaldende og overraskende mit Ønske, min Bøn maa være Dem. Men jeg elsker Deres Datter, Himlen veed ..... ja, ved Gud, Himlen veed det! Min Lykke er i Deres 81 Haand! De har selv været ung, Hr. Agent, De har selv elsket, og jeg veed, De har et godt og varmt Hjerte! De er en Mand, hvem Kongen har hædret, De er en Mand - De er, kort sagt, en Mand i Ordets sande, ædle Betydning!

✂ Hm! Ja, veed De hvad, Hr. André, det er en Sag, som Fruentimmerne maae være om. Nu kommer De jo og spiser til Middag med os Kl. 1, saa ....

✂ Tusind Tak, Hr. Agent! Tusind Tak! Jeg anbefaler mig saalænge.

✂ Agenten fulgte ham høflig ud gjennem Boutiken og gik saa, tyggende paa sin udgaaede Pibe, ind i Stuen.

✂ Efter at have gaaet et Par Gange op og ned, standsede han foran sin Kone og sagde: Hør, Mutterjeg har Nyt at fortælle Dig.

✂ Nyt?

✂ Ja, der var en Mand ude og friede til Emilie.

✂ Til Emilie! raabte Fruen og to tilstedeværende Døttre. Hvem var det?

✂ Det var, kort sagt, som han selv sagde, en Kjøbenhavner, der kalder sig André.

✂ Mon han er i Familie med den André, som Otto Krøyer er i Huset hos?

✂ Det veed jeg ikke; men han er anbefalet til mig af en af de rigeste Grosserere i Kjøbenhavn.

✂ Hvad er han?

✂ Han er Musikant.

✂ Musikant?

✂ Ja, det sagde han.

✂ Musikant! Hvordan saae han da ud?

✂ Meget net og nydelig af en Springfyr at være. Munden gaaer paa ham som en Kjæp i et Hjul. Men I kan selv faae ham at see, for jeg har bedt ham spise til Middag idag.

✂ Idag! Ih, Gud bevares, hvad skal vi gi'e Mennesket at spise? Klokken er allerede 11! Og hvor har han gjort Emilies Bekjendtskab?

✂ Ja, det veed jeg ikke. Nu faaer I sørge for Resten. Jeg har gjort Mit.

✂ Kl. 1 var Ferdinand paa Pletten og blev modtaget af Agenten i den store Stue. Han havde ved paany at spadsere igjennem Byen 82 mellem de smaa Huse, ad den ynkelig brolagte Gade, fornummet hos sig selv en Selvtillid, som om han havde været et fem Etagers Huus fra Østergade, der ringeagtende gik op og ned mellem sine Kjøbstadcolleger. Medens han og Agenten sad i Sophaen og samtalede om saa ligegyldige Ting som mulig, men dog i en elastisk, spændt Sindsstemning, havde Tjenestepigen flere Gange Ærinder i Stuen, Døren gik hvert Øieblik, og medens Bondepigen gik ind, bevægede sig i Hast andre kvindelige Væsener forbi Døren, og lynsnare Blik fore ind. Ferdinand følte det og anbragte sig i den Stilling, han ansaae for heldigst.

✂ Endelig skulde man spise. Familien kom ind, og Agenten sagde: Her, Lille Moer, er Hr. André, en af mine Bekjendte fra Kjøbenhavn.

✂ Agentinden neiede. En kort Samtale begyndte om Veiret og Veien; men imidlertid bemærkede Ferdinand, at en af Damerne kaldte den anden Emilie, vogtede nøie paa den, der gav Svar, og undlod ikke senere at føre baade hende og Agentinden tilbords.

✂ Under Maaltidet udtømte han al sin Elskværdighed og fortalte sin unge Sidedame en Mængde Historier, indtil denne pludselig udbrød til en ligeoverfor siddende Dame: Emilie, det var en Historie for Dig!

✂ Au, fy for Pokker! sagde Ferdinand til sig selv, der har Du gjort en net Buk. Men hvor kunde Du ogsaa tage hende, hun er jo blond! Hun derovre ligner forresten heller ikke godt Beskrivelsen; men han har jo seet Alting i Forstørrelsesglas.

✂ Fra dette Øieblik henvendte han sig kun til Agentinden; men saasnart Maaltidet var forbi, begyndte han en Samtale med Emilie og talte med en saadan Varme, med saadanne Blikke, at det ikke kunde misforstaaes - da siger hun til en tredie Dame: Emilie, det var Noget for Dig!

✂ Ferdinand følte sig et Øieblik svimmel. I næste Øieblik kom han til den faste Anskuelse, at han var totalt slaaet, og som god Feltherre tænkte han kun paa Tilbagetoget. Han greb sin Hat og ilede ud af Huset.

✂ Han vilde øieblikkelig forlade Byen og befalede Gaardskarlen at tage Billet strax, uopholdelig. Gaardskarlen sagde Ja; men efter to Timers Forløb, som Ferdinand tilbragte i stor Bevægelse op og ned 83 ad sit Stuegulv, saae han endnu Intet til Billetten. Han greb efter Klokkestrengen - der var ingen. Han kaldte, raabte - der kom Ingen. Han sprang ud og fandt efter lang Søgen Gaardskarlen ved en huuslig Forretning i Kostalden. - Hvor er min Billet? raabte han. - Ja, vi behøver ikke at skynde os, svarede Mads, Ageposten gaaer først iovermorgen. - Saa, for S-! hvorfor bestilte Han saa ikke Extravogn? - Ja, det vidste jeg jo ikke, om jeg turde. - Naa, hvorfor gaaer Han da ikke strax? - Jo, nu gaaer jeg.

✂ Ferdinand blev staaende for at see Gaardskarlen gaae; men han gik ikke. - Men for Allandsens Ulykker, hvorfor gaaer Han ikke? - Ja, nu gaaer jeg jo, svarede Mads og pillede lidt ved sit Tøi. Men han gik ikke.

✂ Endelig gik der et Lys op for Ferdinand; han fremtog sin Tegnebog og spurgte, hvad det kostede. - Der er syv Miil til næste Station, sagde Mads, saa bliver det vel noget over en halv Snees Daler.

✂ En halv Snees Daler ere mange Musiktimer, og Ferdinands Haand gjorde uvilkaarlig en Bevægelse, som den ikke vilde have gjort, hvis han var blevet Agentens Svigersøn. Hør, sagde han til Mads, kan Du ikke skaffe mig en Hyrekudsk eller Vognmand til at kjøre for mig? - Jo, svarede Mads, der er nu Peer Christensen; men han har solgt sine graae Hopper, og jeg troer ikke, han har meer end eet Øg paa Stalden; nei, han har ikke. - Saa kan jeg jo tage Enspændervogn. - Ja, sagde Mads, saa kunde De jo ta'e Enspændervogn. Men det er en svært sandet Vei, er det, og der er mange Huller og Slag nu paa Aaret, og Peer Christensen har ingen Enspændervogn. - Er der da ingen anden Vognmand i Byen? - Nei, ikke uden den lille Hendriksen; han handler med Heste, men han pleier ikke at leie Vogn ud. - Men saa kunde vi jo tage Hendriksens Heste og Christensens Vogn! - Mads kom indvendig ud af Fatning ved dette nye, uhørte Associationsprincip. Dog var Nytten deraf hans sunde, forstandige Natur indlysende, og efter nogen Tøven svarede han: Ja, saa kunde vi jo tage Peer Christensens brune Vogn med een Agestol og Hendriksens Heste, kunde vi. Men jeg tvi'ler dog om, at vi kan det, for Peer Christensen og den lille Hendriksen er nu ikke rigtig go'e Venner. - Aa, det har vel ikke Stort at betyde. - Nei, det forstaaer sig; men de er jo rigtignok slemt Uvenner. - Aa, det er vel ikke saa slemt endda. - Nei, det er jo ikke saa slemt endda; men den 84 lille Hendriksen slog ham jo rigtignok forleden Dag, ligesom det kunde være en Røg, og saa alle Fire gik fra ham, og jeg har maattet gjøre min Ed derpaa, for jeg var Vidne, var jeg. Og see saa, saa vilde jeg jo ikke gjerne vove mig ned til den lille Hendriksen. Nei. For han er nok lille, men han er vov. Det er nu ikke for det - vedblev Mads og blev næsten mindre, medens han talte - det er nu ikke for det, hvis han kom her i Gaarden og bød mig Hug, see saa kunde man vel nok holde ham fra Livet; men man har ikke Lov til at slaae ham i hans egen Stue, skjøndt han kunde have godt af en Livfuld Hug. - Ja, hvad bliver det saa til med Vognen? spurgte Ferdinand. - Ja, det var nu Vognen, sagde Mads. Min Husbond har en meget ordenlig Vogn, og vi har to pæne Hopper, De kan selv gaae ind i Stalden og tage dem i Øiesyn. Saa Husbond kunde jo magelig kjøre Dem. Men det er nu forbudt, og De maatte sige, at Vognen var Deres Eiendom. Men jeg kan ikke være fra Huset før imorgen tidlig. Vil De vente til imorgen tidlig, saa skal jeg kjøre Dem saa nydelig de syv Miil - vi skal saa have Vogn dertil, tilføiede Mads i lidt lavere Tone.

✂ Den Sag blev da afgjort; men nu havde Ferdinand en heel Aften og en Nat at vente i denne skrækkelige By, hvor han gjerne vilde gjøre sig usynlig; thi han var jo ikke sikker paa, hvorvidt hans Eventyr allerede var bekjendt. Da han i Mørkningen hørte Byens Folk samle sig ved Siden af i Gjæste- og Billardstuen, vovede han sig ikke mere ud; men han kunde ikke undgaae at blive Vidne til, hvorledes Alle spurgte om Kjøbenhavneren, hvorledes Hensigten med hans Nærværelse blev debatteret, hans Klædedragt kritiseret osv. - Saadan gaaer han, sagde En, og Ferdinand kunde lykkeligviis ikke see, hvorledes man gjorde ham efter; men han kunde høre det paa Latteren. - Hvem er dennehersens Kjøbenhavner? spurgte En Opvartningspigen. - Jeg veed det ikke, svarede hun; han havde svært Jav med at komme afsted, men da han hørte, at en Extravogn kostede ti Rbd., slog han sig tiltaals. - O, den Forræder! mumlede Ferdinand, da han saaledes hørte, hvorledes Mads med den uskyldige Mine havde iagttaget ham. Han hensank i dybe Tanker, og pludselig gik der et Lys op for ham, han kjendte Mads, og glemmende sig selv slog han i Bordet og raabte: Kløverknegt!

✂ De spiller Kort derinde, sagde En i Gjæstestuen. 85 Saa har han faaet Fremmede, sagde Opvartningspigen.

✂ Hvem? Hvilken Han?

✂ Ih, Kjøbenhavneren!

✂ Død og Pine! Saa har de maaskee hørt os, mumlede man, blev meget stille og listede sig bort, En efter En.

✂ Imidlertid sad Ferdinand derinde og lyttede. Opvartningspigen gjorde sig et Ærinde ind, blev meget forbauset ved at see ham sidde ene i Mørke, og gik strax igjen. Han vovede ikke at røre sig af Frygt for at forraade, at han var nær, og Natten sænkede sig med piinlig Langsomhed over denne Dag, da han var kommen, havde seet og var bleven slagen.

Niende Capitel

Første Capitel

✂ En Efteraarsmorgen gik en ung Student over Frue Kirkeplads til sin første Forelæsning. Hvo der havde mødt ham og lagt Mærke til ham, vilde maaskee have havt en Fornemmelse af Velbehag; hans ranke, smækkre Skikkelse havde noget Fiint og Blødt, der vilde have givet den et Udseende af Svaghed, hvis man havde kunnet oversee dens Ungdommelighed, men især Kindernes barnlige Friskhed og de nøddebrune Øine, der med et drømmende Udtryk saae paa Verden. Det Eiendommelige, Sympathivækkende ved hans Fremtræden laa vel netop i en Blanding af noget Lyst, Opvakt og Uskyldigt, med noget Dulgt, Alvorligt, Tankefuldt. Han hørte til dem, som man ved det første Øiekast anseer for meget lykkelige, Gjenstand for megen Kjærlighed, fordi der i deres Væsen synes at ligge en Tilsigelse om, at de have Fordring derpaa. Det var Otto Krøyer.

✂ Efter de sidste Ord, der var blevne vexlede mellem ham og hans Moder om Emilie, havde der i den korte Tid, han endnu tilbragte hjemme, hersket Taushed undtagen om de nødvendigste Ting. Moderen følte sig magtesløs til at sige eller foretage Mere; men paa Otto havde hans eget Ord gjort Virkning: han var bleven skræmmet ved at høre, hvad han selv sagde, han havde følt Angst for den Magt, som talte ud af ham. Uden Evne eller Leilighed til i Gjerningen at vise sig saa trodsig, som han havde antydet, og ligesaa meget uden Evne til af Sjælen at udrydde det Urolige og Lidenskabelige, der havde givet Lyd, var han sunken hen, det Gode og det Onde havde lukket sig sammen under en stille Eftergivenhed mod Skik og Brug.

✂ Dr. Siemsen var kommen ned for at sige ham Farvel, og da Vognen kjørte, stod han og Madam Krøyer og saae efter den. I Himlens Navn, sagde Mdm. Krøyer; nu maa Vorherre være med ham og bringe ham hjem igjen som et godt Barn; jeg kan ikke gjøre Noget. - Med Guds Hjælp, det vil han, sagde Dr. Siemsen, men tilføiede 104 ved sig selv, idet han gik ned ad Gaden: Jo, nu løber vi om! Kjærlingesnak! Jeg vil vædde min Enspænder mod en Trillebør paa, at aldrig saasnart er han kommen indenfor Vesterport, før han slaaer ud med alle fire. Lystige Kammerater og Fruentimmer er der nok af i Kjøbenhavn ... jeg var selv tilfreds jeg kunde komme lidt til Byen.

✂ Dr. Siemsen havde vistnok Ret i, at Vorherre ikke paatager sig at være personlig Veileder og Opdrager for de unge Studenter; men paa den anden Side er et saadant ungt Menneske heller ikke ganske priisgivet til det første, det bedste Tilfælde, falder ikke i Hænderne paa enhver »Kammerat«. Tilfældet er ikke saa blindt, som man troer, eller den menneskelige Sjæl ikke saa let undergiven dets Luner. Hvad man møder og finder, afhænger ogsaa af, hvad man søger, af den Retning, som Sjælen har, bevidst eller ubevidst.

✂ Hvis Otto - som han selv antog - havde været flittig for Emilies Skyld, hvis denne tidlige Kjærlighed havde været Drivfjeder og Formaal, saa var nu efter Tabet af Emilie det Aandige og Videnskabelige blevet sit eget Formaal, eller det laa idetmindste som en uvilkaarlig Trang i ham, hans Sind var vendt opad mod det Lyse, Erkjendende, Erobrende i Tankens Verden, om han end intet Formaal øinede. Han havde endnu ikke seet eller deeltaget i noget Uskjønt, kjendte ikke Veien dertil, og gjennem det sædvanlige Hverdagsliv, der modtog ham, gjennem Gaderne, der stode i deres adstadige Stilhed, faldt hans Gang af sig selv til Studentens Hjem, til Universitetet.

✂ Han gik rask opad den brede Steentrappe, og da han for første Gang aabnede den store Dør, havde han ligesom en religiøs Følelse, en stolt og ærefrygtsfuld Fornemmelse af at høre til de Udkaarne, til dem, hvis Plads er under Pallas Athenes Banner. Døren faldt haardt til efter ham, og det gjorde ham næsten ondt, at han ikke havde passet paa at gjøre mindre Larm, idet han betraadte Stedet.

✂ Nogle Timer efter, da Forelæsningerne vare endte og Døren udgjød Studenterstrømmen, fulgtes han med et Par Andre henad Pladsen, og i Betragtning af det smukke Veir foreslog han en Spadseretour udenfor Byen. Men de to Andre havde ikke Tid dertil, fordi de skulde i Selskab hos en af Professorerne. Otto opfattede denne Selskabelighed som Noget, der ganske simpelt og naturlig ogsaa kunde være blevet ham tildeel, hvis han havde aflagt et Besøg hos 105 sin Privat-Præceptor. Der var ved Immatriculeringen blevet gjort ham det høitidelige Spørgsmaal: hvem af Professorerne han valgte til Privat-Præceptor, til særlig Overordnet, Raadgiver, Formynder, og hans Valg var høitidelig blevet indført i en Protocol. Han havde i Mangel af andet glædeligt Nyt at melde sin Moder underrettet hende om, at han havde valgt en berømt Videnskabsmand og Etatsraad, og hun havde i sit Svar yttret sig med Tilfredshed og Glæde over det gode Huus, han havde udsøgt sig. Nu besluttede han at aflægge et Besøg.

✂ Han kom til Privat-Præceptoren. Tjeneren lukkede op og spurgte, hvem han var.

✂ Jeg er Student, sagde Otto.

✂ Ja, sagde Tjeneren i en Tone, som om han vilde tilføie: dem er der nok af.

✂ Etatsraaden er min Privat-Præceptor, tilføiede Otto.

✂ Tjeneren gik ind og vendte strax efter tilbage med den Besked, om han vilde komme igjen en anden Gang eller helst indgive sin Begjæring skriftlig.

✂ Otto mærkede, at han havde taget feil; men det Fornemmes Autoritet hvilede paa ham, og han blev kun undselig over sine dristige Forventninger og rødmede over den Misforstaaelse, hvortil han, af Tjenerens Ord at dømme, havde givet Anledning. Dog, han trøstede sig hurtig, han huskede, at han havde Tusind og een Nat og danske Kjæmpehistorier liggende hjemme, og skyndte sig at dukke ned i denne Verden af Poesi.

✂ Det Hele var fra Ottos Side en Naivetet, hvori maaskee et Kjøbenhavnsbarn ikke let kunde have gjort sig skyldigt; thi i Kjøbenhavn faae Børnene tidlig Forstand paa Verden, de vænnes til at have et skarpt Øie for det Factiske, det Falske, det Latterlige, den tørre Prosa, der skjuler sig under store Titler og skjønne Talemaader. Rigtignok søger man ogsaa i Provindserne at skaffe sig et nøiagtigt Begreb om Alt, hvad man skal møde i Verden, i Kjøbenhavn, og mange Kjøbenhavnsbørn have vel ogsaa en skjøn, tillidsfuld Uvidenhed; men i Reglen vil kun blandt Provindsbørn findes saadanne Gemytter, som ikke spørge meget, nøies med de Forestillinger, de uvilkaarlig have dannet sig i en lille Kreds, sammenflikke deres Erfaring af hver Skuffelse, der møder deres Phantasi, og med en 106 barnlig eller poetisk Tro - af Nogle ogsaa kaldet Kulsviertro - forlade sig paa Alt, hvad der med nogenlunde Alvor siges dem, medens de samtidig have ypperlige Theorier om Menneskenes Falskhed; have de i en enkelt Retning gjort en smertelig Erfaring, saa betragte de den som noget Mærkværdigt, der er hændet dem alene.

✂ Desuden laa der en sund og naturlig Forestilling til Grund for Ottos Forventning om Privat-Præceptoren. Naar man seer det Palads, der er reist for Studierne, naar man stadig hører Tale om det høie og herlige Formaal, hvortil Studenten er indviet, naar man læser deres Sange, hvori de kalde sig selv »Herrer i Aandernes Rige«, saa er det tilgiveligt at antage, at der ogsaa udenfor Forelæsningerne finder et Samkvem Sted imellem Studenterne og deres Lærere, at de Unge drages op til en Selskabelighed og Omgang, der passer for dem og deres høie Formaal, at det ikke er eller synes at være den ligegyldigste Sag af Verden, om de fra Universitetsbygningen gaae til »Himmerig« eller til »Helvede«. Men der findes nu engang ved vor videnskabelige Høiskole ingen Tilknytning mellem Lærere og Disciple; Professorernes Liv er ikke helliget Ungdommen uden i Forelæsningstimerne; de have Intet at gjøre med at være Veiledere, at virke umiddelbart med deres Personlighed og Exempel. Der er ei heller noget samlet, særskilt Studenterliv, men rigtignok heller intet Burschenschaft, ingen Landsmandskaber o. desl. Professorerne ere Lærde, Selskabsmænd, Politikere, Partiførere o. desl., Studenterne ere betvungne af eller optagne i den store By, leve af dens Aand og dele dens Vilkaar.

✂ Istedenfor den selskabelige Omgang med Lærerne, istedenfor den fyldige, levende Paavirkning af deres Personligheder, træder hos mange Studenter en æsthetisk: Man opfatter Manden efter hans Navn, hans Foredrag, Noget i hans Væsen og omgiver ham med en Cultus paa Afstand. En Professor, der i høj Grad havde været Gjenstand for en saadan Dyrkelse, var Poul Møller; med den særegne Dybde, Inderlighed og joviale Djærvhed, der laa i hans Personlighed, havde han mægtig paavirket Mange og fra Kathedret været en levende Repræsentant for Videnskabens Skjønhed og Herlighed. Men han var dengang død, og Ingen havde arvet hans Popularitet blandt »Russerne«, forsaavidt som de ikke alt dreve Politik og valgte deres Idol af Hensyn hertil. Brøndsted var den 107 Nærmeste til at tage Arv efter Poul Møller; han havde i sit Væsen en Blanding af Fornemhed og Ungdommelighed; en vis Lyst til at tage sig ud blev hurtig opfattet og kritiseret af hans endnu ungdommeligere Tilhørere. Men han talte om Grækenland med et Kjendskab og en Begeistring, som det kun er givet Faa, og han fængslede ved de livfulde Skildringer af hans egen Reise, Opholdet mellem den store Fortids Ruiner, Udgravningerne, det nulevende Folks Skikke o. desl. Man kunde mærke paa ham, hvor dybt han fornam det Skjønne i et Vers af Sophokles, og hvor glad han tillige var over sin egen vellykkede latinske Oversættelse. De, som vare poetisk begavede, kom til Erkjendelse af Stedets Skjønhed og glædedes med ham; de øvrige morede sig over, at han var saa fornøiet. Der udgik Liv fra ham; men Mange kom ikke til ret kjærlig Erkjendelse deraf, før »en venlig Hilsen var bleven hans Død«, som Digteren sang. Netop i ham forelskede Otto sig; en ubetydelig Scene, der forefaldt og maaskee gik sporløst hen over Mange, blev den nærmeste Anledning. Brøndsted var engang kommen for silde, og da Timen var ude, vilde han ikke strax bryde af og truede saaledes med at optage de ti Minutters Fritid. Man gav sig til at hoste og skrabe med Fødderne; han vedblev uforstyrret, og Larmen tiltog. Pludselig lukkede han Heftet og gav sig til at see paa Auditoriet; hans Hoved bevægede sig langsomt mellem de mægtige Flipper. Da der var indtraadt Stilhed, sagde han: Han forstod deres Tegn, men han vilde gjøre dem opmærksom paa, at han stod ikke paa dette Sted for Løns Skyld, hverken for Gave eller for Gunst, men han stod her for Videnskabens Skyld, og hvo der ikke havde Respect for den, kunde gaae. - Der var Noget i Professorens Væsen, som rev Otto med; det var ved Maaden, hvorpaa Brøndsted sagde disse Ord, og ved den dybe Taushed, der paafulgte, som om Videnskaben viste sig for ham i sin Høihed, som om Gudinden var skreden forbi.

✂ Den Trang til at elske og beundre, der var i hans Hjerte, havde faaet en Gjenstand eller en Sysselsættelse; han følte sig sund og beroliget ved sin Flid.

✂ Og saa foregik der i hans Indre en Slags optisk Bedrag; hvad der laa ham nærmest, hvad der nylig havde foraarsaget ham Kummer, drog sig længst tilbage i Erindringen, medens Fortiden, de første Barndomsaar og deres Skikkelser, traadte nærmere frem, men dog 108 usikkert og frembragte en stille, sugende Længsel, der som hiin Romer bar Fred og Krig i sin Togaflig.

Andet Capitel

✂ Han stod en Morgen ved Vinduet. Vinteren dvælede endnu paa Gaderne og paa Husenes Tage; men paa Himlen, paa de solbeskinnede hvide Skyer mærkedes Vaarens Smiil. Han mindedes Hjemmet, Barndommen, smaa Scener fra Haven, og hans Hjerte svulmede af Taarer, han følte sig uendelig savnfuld og forladt. Saa stærk blev hans Længsel efter det Tabte, saa mægtigt blev Savnet, at han syntes, der maatte, selv ved Underværk, gives ham Erstatning, og Himlen vilde tilføre ham hans Barndoms Erindring levendegjort, hans Kjærligheds Ideal gjenfødt i ny jordisk Skikkelse, saaledes som Freia paa sin Karm førte Alvilde til Vaulundur. Han vedblev at see efter de hendragende Skyer; den ene afløste den anden, deres Skikkelse forandredes, altsom Vinden tog i dem, og vel kunde en endnu større Forvandling foregaae - men den skete ikke.

✂ Hvor De dog stirrer sørgmodig op imod Himlen! sagde hans Værtinde, der var kommen ind uden at han mærkede det.

✂ Med et tilbageholdt Suk vendte han sig bort fra sine Drømme.

✂ Jeg har aldrig seet et Menneske stirre saa bønfaldende; stod De og bad? - vedblev hun med blid Stemme, idet hun traadte nærmere.

✂ Nei, sagde han.

✂ Har De Hjemvee? spurgte hun igjen. De kan jo snart komme hjem .... til Sommer.

✂ Nei, til det Hjem kommer jeg aldrig.

✂ Saa ung og saa sorgfuld! vedblev hun og betragtede ham.

✂ Han saae ind i hendes Øine; de vare blaae, næsten som Himlen, eller som Havet, og uudgrundelig dybe, og de hvilede paa ham med et besynderligt, blidt, varmt Udtryk.

✂ Han vedblev at see paa hende, som naar man har vendt sig fra Himlen til Havet, hvori den blaae Luft og Skyerne speile sig, og 109 stirrende ned i den omvendte Verdensorden kunde have Lyst til at søge Himlen paa Tangbunden, men ikke har Mod.

✂ Hun strøg ham med sin bløde Haand om Hovedet, dvælede endnu et Øieblik og vendte sig derpaa bort med et Smiil, og dette Smiil havde en uforklarlig Magt, det gjorde ham næsten svimmel. Endnu i det Øieblik, da hun gik ud af Døren, saae han dette Smiil paa hendes Kind, og han bebreidede angrende sig selv, at han ikke havde havt Mod.

✂ Længe efter at hun var gaaet, hvirvlede det i hans Sind, som om han befandt sig i en Malstrøm. Han forsøgte at fæste Tanken paa det skjønne, svævende Barnebillede; men det voxede og skiftede; det blev Emilie, der kyssedes af Knud Gjedde, og pludselig blev det hans Værtinde, de blaae Øine saae igjen paa ham, drog ham til sig med altovervældende, fristende Magt.

✂ Han vovede ikke at gjøre noget Skridt for at nærme sig hende, han frygtede en ny Tilnærmelse fra hendes Side, og han ønskede den. Om Aftenen, da han kom hjem, var han bange for at møde hende paa Gangen, og da han lykkelig var sluppen ind uden at have mødt Nogen, omfattede han med et hurtigt Blik sit Værelse: om hun ikke var der. Han var ene. Han drog Aandedrættet dybt og vidste ikke selv, om det var et lettende eller længselsfuldt Suk.

✂ Saaledes hengik et Par Dage, hvori han omtumledes af de stridende Magter, undflyende og søgende, længselsfuld og sky. Naar han saae paa de andre unge Studenter eller hørte deres muntre Larm, forekom de ham sorgfriere og uskyldigere end han, og da vilde han gjerne lære af dem, men vidste ikke, hvordan han skulde spørge.

✂ I denne Slags Studier kunde Forelæsninger og Universitet ikke hjælpe ham. Hvad en Professor sagde om Astronomien, gjorde ham hverken sikker paa Himmel eller Jord; Psychologien forekom ham som en stor, fornem Læge, der talte om Sundhed og Sygdom, men ikke angav noget Apothek eller Lægemiddel, og Historien fortalte om store Begivenheder, der som Steenkolosser tørnede imod hinanden, og under hvis Bevægelser det menneskelige Hjertes Pulsslag ikke vare til. Og hans Yndlings-Professors kjære Ansigt forsvandt, naar Timen var ude, lig en af de salige Guder, der stege fra de Dødelige op til Olympen. 110 Men det traf sig saa, at Otto paa denne Tid fik en Indbydelse. En Medstuderende havde nogen Tid i Forveien bedet ham om en Oplysning, og da han ved denne Leilighed bemærkede den smukke Orden, hvori Otto holdt sine Collegier, havde han ønsket at laane dem hjem til at afskrive. Otto havde beredvillig stillet sin hele Eiendom af Collegier til hans Tjeneste. Fra den Tid af sad de sammen ved Forelæsningerne - naar den Anden ikke forsømte - et Bekjendtskab blev knyttet, og en Dag blev Otto af sin nye Ven indbudt til at følge med ud til hans Familie, der boede paa Fredriksberg.

✂ Det var en vakker Familie af den Slags, som man træffer mange af i Danmark. Moderen var Enke efter en Embedsmand; af Døttrene var den ældste, en trediveaarig, fyldig Dame, mere styg end kjøn; men de to yngre, den ene paa atten, den anden paa tre eller fire og tyve Aar, smukke og elskværdige, og baade Moder og Døttre havde et huusligt, stille og dog hjertelig imødekommende Væsen. Foruden Otto var der et Par Gjæster, venlige, belevne unge Mænd, og ganske utvungent kom en Samtale igang, hvori hverdagslige Ting paa en let og tiltalende Maade bleve belyste af Tanker fra en høiere Verden. Det var en dannet Samtale, ført af Mænd og oplivet af Kvinder. Otto var dragen ind i den; han følte en dyb Glæde, næsten Begeistring for dette Selskab, han var det taknemlig for de Ord, det udbragte af ham, for den Følelse, det fremkaldte: at han passede til det. Saaledes gik Alt godt, indtil den yngste Datter fremdrog en Harpe og sang. Han var allerede i en livfuld indre Bevægelse, der kun ved hans naturlige Tact blev holdt indenfor sine rette Grændser; men denne Sang og Strængeleg henrykte ham. Hun sang en af de simple nordiske Folkemelodier, og uden just at være usædvanlig smuk var hendes Stemme frisk og behagelig, og hun følte, hvad hun sang. Han havde længe ikke hørt Musik, og for ham var det, som om en Verden af Reenhed, Skjønhed og Lyksalighed viste sig i det Fjerne, hans Sind blev hævet op over Jorden, rakte sig med uendelig længselsfuld Uro efter Gjerninger og Glæder, der vare saa ædle og herlige, at Alt, hvad han hidtil havde kjendt af Lyst og Sorg og Lidenskab, trak sig tilbage i Ubetydelighed. Sangen skiftede og Billederne med den. Det blev undertiden saa stille og hyggeligt; han kunde høre sin Moders Rok snurre, han saae sin Faders Ansigt; 111 han saae en Dands ved Stjerneskin over den gamle Gade. Da hævede Tonerne sig paany; det klang som Sværdslag og som Seirsraab, det lød som en Fryd saa stor, at Kongerigers Herlighed var som en liden Perle kastet i det kostelige Bæger, og ved Siden af gik som en sagte Nattevind Tanken om de Døde.

✂ Men Musiken og Sangen hørte op, og da standsede den skjønne Strøm i ham, Virkeligheden syntes ham ubehagelig; han gik frem, og undselig, men med dyb Følelse sagde han de overdrevne, skjøndt fra hans Side sande Ord til den unge Pige: O, bliv ved, syng mere! De veed ikke, hvor lykkelig De gjør mig, skjøndt det gjør ondt.

✂ Hun efterkom hans Begjæring, greb nogle Accorder og sang nogle faa Stropher og satte derpaa Instrumentet bort.

✂ Da følte han, at han havde sagt noget Forkeert, og han vidste ikke, hvorledes han skulde hjælpe sig, og krøb heelt sammen i sig selv, indtil Afskeden kom, da takkede han hende endnu engang, næsten paa samme Maade, dreven af den besynderlige Geneerthedens Magt, der undertiden søger at gjøre en Feil god igjen ved at gjøre den om. Det var galt, sagde han til sig selv, da han gik hjem; naa, men det gjør vel ikke Noget.

✂ Han fulgte tilbage til Byen med de andre Gjæster, og da de vare komne indenfor Porten, spurgte man ham, hvor han boede. Ved dette Spørgsmaal huskede han paa sin Værtinde og alle hine Stemninger og det blev ham umuligt at lade sig følge til dette Sted af disse Mennesker, at gaae fra denne Familie til dette Huus. Han nævnede et Hotel og sagde ved sig selv: Jeg vil bede Sem flytte mit Tøi for mig, saa behøver jeg ikke engang at betræde Huset oftere. De følgende Dage, medens han var beskjæftiget med at ordne sine smaa huuslige Anliggender, tænkte han stadig paa Familien; den var bleven hans Verden, og han gjennemgik Alt, hvad der var forefaldet derude, og dvælede med lidt piinlig Følelse ved sin Keitethed. Men det rystede han bort med sit gjentagne: Aa, det gjør vel ikke Noget!

✂ Men det gjorde Noget. Kort efter hørte han paa Collegierne, at hans Ven havde sagt om ham, at man kunde ikke byde ham hjem til sig, uden at han strax blev forlibt og gjorde sig latterlig.

✂ Det ydmygede og krænkede ham dybt, det smertede ham som en grændseløs Ubillighed; han kunde ikke forstaae, hvorledes 112 Mennesker kunde være saa uretfærdige, hvordan de kunde falde paa saa onde Tanker. Men snart huskede han dog paa, at han ei heller selv var ganske fri for Skyld, og han tænkte paa, hvorledes han skulde faae det gjort godt igjen. Andrés Ord faldt ham ind: Man parerer i Selskab; man taler ikke, man parerer. Og jeg, tilføiede han i Samtalen med sig selvjeg stod der med aabent Bryst, og Kaardespidserne sænkede sig i mig!

✂ At parere! Paraden i Octav, med et Smiil! Flere Dage beskjæftigede han sig dermed, og han kunde udtænke mange Ting; men han skjælvede ved Forestillingen om at bringe dem i Udførelse, at sætte sin Personlighed ind. Endelig standsede han ved en Plan og tvang sig selv til den Beslutning, at den skulde udføres.

✂ Han begav sig en Formiddag ud til Familien, og da han havde hilst paa Moderen, vendte han sig til den ældste Datter og sagde: Og maa jeg saa endnu engang takke Dem for Deres Sang forleden Aften.

✂ I sin Overraskelse svarede hun: Det var ikke mig, det var min yngste Søster - og han vendte sig med et taust Buk til Denne. Oprindelig havde han tænkt sig nogle faa Ord paa dette Sted; men han var ikke istand til at spille Rollen videre, og det Væsenlige var jo lykket. Dermed skulde efter hans Formening Sagen være afgjort paa det glædeligste; men han havde ikke lagt tilstrækkelig Vægt paa, at André havde sagt: Paraden i Octav med et Smiil. Og han havde deels ikke udført Paraden med en gentilhomme's Lethed og desuden ikke lagt Mærke til, at Planen havde sine særegne praktiske Vanskeligheder: Den yngste Datter vilde mulig have fundet Courmageriet undskyldeligt, men ikke Fornægtelsen deraf, og den ældste vilde have bifaldet Fornægtelsen, men ikke paa hendes Bekostning. Efter den første Overraskelse havde man med kvindeligt Skarpsind hurtig følt Paraden - uden just at vide, at den hed Octav, men ogsaa uden at beundre den - og man besvarede den med en høflig Kulde, paa hvilket Udfald Otto ikke var forberedt, og som derfor skjar ham i Hjertet.

✂ Da han gik bort, trøstede han sig med sin Vrede. Han havde dog idetmindste kjæmpet mod Uretfærdigheden, han havde i ærlig Strid stukket igjen, og det var tvivlsomt, om han i dette Øieblik vilde have ombyttet Følelsen af sin tappre Staaen paa Krigsfod med 113 den hjertelige Velvillie, hvormed han en Uge tidligere havde betragtet Familien.

✂ Men senere, da Sønnen, enten efter egen Tilskyndelse eller ifølge Instruction, undveg ham og kun med den største Høflighed tog Hatten af for ham, følte han sig dog overvunden og forladt. Den lille Verden, han havde dannet sig, var nu bleven borte, og han spurgte sig selv, hvorfor han havde bragt det Offer at opgive og krænke sin forrige Værtinde, som dog havde viist ham Deeltagelse, da hun saae ham bedrøvet, ja som maaskee nærede en virkelig Kjærlighed for ham. Der var et Øieblik, da han ligesom flød i Tilværelsen, hans Sands var sløvet og kunde ikke kjende Forskjellen mellem Godt og Ondt, Skjønt og Uskjønt.

✂ En usikker Attraa efter Nydelse gjennembævede ham, der foresvævede hans Bevidsthed Noget ligt et Fluidum, et heelt Hav, der med dulmende Vellyst vilde lægge sig om Sandserne ... af hvad Grund skulde man ikke? ... blot man vidste, hvor det var!

✂ For at blive fri for sine egne Tanker greb han en Bog; det var Christian Winthers »Sang og Sagn«.

✂ Som om han havde aabnet en Flaske med kostelig Essens, gjød der sig en sød, oplivende Duft om ham allerede ved de første Stropher af Tilegnelsen:

✂ »Kan om en rask, romantisk Daad
Nu Sangens Fugl fortælle« -

✂ og alt som han læste, kom han dybere ind i et virkelig lyksaliggjørende Fluidum, i Poesiens Hav, i de blide, smigrende, henrivende Tonebølger. Han læste om »min Skat«, der er »nydelig og frydelig som Fløiternes Klang«, og den »lille skjelmske Pige« med det nødbrune Haar stod levende for ham, lokkende ham med uskyldig Elskelighed, mindende ham om Barndomstiden uden at vække nogen bitter Erindring - thi det var, som om den ene Deel af hans Væsen, den selviske, den, som kunde lide, var dysset i Slummer, og kun den anden Deel, den, som kunde glæde sig ved Andres Glæde, var vaagen og livlig. Han læste videre, om »Sangerens Lykke« paa Montferrat i den gyldne Sal, hvor Markgreven kneiser med Fjederhat, og hvor Søsterens Hierte heftig slaaer, medens Rambaut af 114 Vacquieres, den ædle Troubadour, synger den hellige Jomfru til Ære. Denne Kjærlighed til en Fyrstinde, indvævet i Kjærlighed til den hellige Jomfru, omgiven af Riddersmænd, denne Citharklang, der dristig-blufærdig hæver sig til selve Thronen og vinder det Ypperste, Fyrstekappen »og det, som han fandt derunder« - hævede hans egne Tanker, førte dem ind i en høiere og skjønnere Verden, hvor en saadan Smaalighed som hans forrige Værtinde eller hiin Familie blev efterladt og om mulig glemt paa Tærskelen. Et ridderligt Formaal syntes at drage med Tonerne ind i hans Hjerte og gjøre det ridderlig kjækt og reent; han brød sig i dette Øieblik ikke om den hele Verden, den skjønne Verden i hans Tanker var ham nok, hvorledes han skulde naae den i Virkeligheden, bekymrede ham ikke. Han læste videre: »Serenaden«. - I sit Faust-Fragment lader Lessing Faust forlange den hurtigste Djævel, og han vælger blandt de concurrerende Djævle den, der erklærer, at han er saa hurtig som Menneskets Overgang fra Godt til Ondt. Otto læste »Serenaden«, dette sandselig-længselsfulde Digt, og dets glødende Attraa gjød sig i hans Hjerte.

✂ - - »Fortærende Flammer
De slaae i mit Blod.
Saa kom da Camilla!
Min Frelse, mit Haab!
Gjenfødes jeg kan kun
I Kjærligheds Daab.
Forjag Du min Længsel
Og dræb Du mit Savn,
Og døb mine Smerter
Med Saligheds Navn.
Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe,
Der hænger en Drue
Saa sød, kan Du troe.
115 Kom ned til vor Hauge
Bag Myrthernes Læ
Der plukke vi Frugten
Af bugnende Træ.
Den glimrer fra Grenen
Saa lokkende sød -
Jeg ryster med Lempe
Den ned i Dit Skjød.«

✂ Da kom igjen denne Tro paa en Salighed, paa et Hav af unævnelig Nydelse at styrte sig i - og den maatte være til, denne Salighed, et Menneskehjerte, der havde prøvet den, syntes bævende i Erindringen at forkynde Andre dens Evangelium. Brystet blev ham trangt, Stuen blev ham trang. Alt det Phantastiske, hvormed hans Sjæl var blevet opfyldt fra tidlig Tid gjennem Ridderromaner og Eventyr for Børn, vaagnede hos ham og ved denne Sang, stillede gjøglende, skuffende Forestillinger om Verden i den virkelige Verdens Sted. Byen, Gaderne derude stode ikke for ham som faste Mure, indesluttende simple menneskelige Vilkaar, men som Skjul for noget Unævneligt og Lokkende, Noget, der ventede paa ham og ved Synet af ham strax med Henrykkelse vilde kaste sig i hans Arme, omtrent som den deilige fremmede Kvinde ligger indenfor en Muur et eller andetsteds i Nærheden af Marmorkirken, naar man med »den magiske Nøgle« bringer Muren til at gaae op. Den magiske Nøgle, det var hans Attraa; den havde hele Lidenskabens dunkle, forvirrede Tro, tvivlede ligesaa lidt som en Helgen eller Martyr om, at dens Himmel skal oplukkes, naar der bankes, bortjog enhver Anelse om, at et Menneske, ledet af den, kan løbe Panden mod Muren, til han segner.

✂ Han kom ud paa Gaden. Det var endnu næsten høilys Dag, og Dagslyset pleier ikke at være de phantastiske Forestillinger huld. Men i den store By har endog en frisk, klar Vinter-Eftermiddag sine Stjerner og sine Lygtemænd. Der gik en ung Dame ved sin Forlovedes eller Ægtefælles Arm. Hun saae dette Menneske med usædvanligere, ideellere Ansigtstræk end Mængden, med Øiet tindrende af Ungdom, Friskhed og Lidenskab; omtrent saadan havde hun 116 maaskee drømt sig Lykken istedenfor den, i hvis Arm hendes Arm var lagt, og hendes Blik dvælede ved hans med et smægtende Udtryk af Behag, Længsel og Savn; efter at hun var gaaet forbi, dreiede hun endnu Hovedet en lille Smule - for at see ham, eller for at han skulde see? - og gik videre uden at bryde sig om, at hun havde tilslynget ham et

✂ »Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe«,

✂ og blot glemt at tilføie Adressen.

✂ Forelsk Dig i hende, Yngling! Følg efter, træng i den romantiske Lidenskabs hellige Navn ind i hendes Forhold, overvind alle Vanskeligheder, bliv den Lykkelige og gaa stolt med hendes Arm i Din den samme Vei - og hun vil sende en Anden det samme Blik, hendes Længsler ville evindelig landflygtige søge alt Andet end det, hun netop har.

✂ Otto vendte ikke om. Hans Attraa havde hvilketsomhelst Mod, kun ikke til at nævne sig selv ved dens rette Navn og trodse en factisk Vanskelighed. Det maatte komme endnu skjønnere og desuden byde sig ham bestemtere ... Ak, hvor hun er smuk, som gaaer der! Hvilket yndigt, barnligt Smiil, hvilket Skjælmeri i de smaa Smilehuller! Det er jo en af dem, der er nydelig og frydelig som Fløiternes Klang! Hvo der turde gaae ved hendes Side som den anselige, aldrende Mand! Hendes blotte Nærhed synes at fremkalde det Ridderlige, Rambaut af Vacquieres reiser sig atter i Sjælens Baggrund, en sagte Smerte over at have fornegtet ham bæver i Hjertet - ... O, hvilket kjækt Jomfrublik, hvilken Aand og Bestemthed i disse brune Øine! Hvo skal engang vinde hende? - ... Ah, see der! Hvor hun er smuk! ... Hvad meente hun med det Blik? Det var forunderlig brændende! O, hun har læst »Serenaden«! - Ja, Otto, hun har læst meget Mere, mulig endog Faublas og Casanova, hun veed tydelig, hvilken Slags Begjærlighed hendes mørke Øine kunne tænde, og hun fryder sig, naar hun seer Flammen tindre i et Mandfolks Blik. En Snees andre Blus har hun alt tændt, før hun mødte Dig; men de Andre ere mere erfarne end Du, de vide, af hvad Familie hun er, de nøies med, smilende at bedrive Utugt med 117 hende i Tanken, og ere ikke saa naragtige som Du at vende om og følge efter, i den Tro, at hun vil gaae lige ind i Muren ved Marmorkirken og lade den staae paa Klem efter sig. Seer Du, hun møder et fiint Selskab og standser, Du faaer endnu engang det samme Blik, blandet med hoverende Spot, og Du gaaer forbi som en vaad Hund.

✂ Der gaaer en anselig, skjøn Kvinde. Hvilke milde, blaae Øine, hvilket blidt, hjerteligt Udtryk de havde, da de mødte hans ... men han kunde ikke længer skjelne dette upartiske, rolige, stille Behag fra hiint Dæmoniske! O, det havde tændt og brændt dybt! Han vidste ikke engang, hvorfor Mandfolk, Børn og Stygge vare til uden for at gaae ham i Veien.

✂ Dagen hældede, det elegante Selskab var forsvundet, Lygterne tændtes, en anden Slags Kvinder færdedes paa Gaden. Mange af dem vare ene, nogle vare kjønne, nogle bare Slør. Hvorfor gik de der? Forvirret og forvirrende summede Livet om ham. Man mødtes og skiltes, søgte og fandt hinanden; i hans Phantasi var den nordiske Vinteraften og de sneefulde Gader forvandlet til en Olivenlund og Viingaard, hvor Elskovsduft blev baaren af sydlige, lune Vinde, medens han frøs. Han frøs af Angst; thi hvergang han gik forbi eller fulgte efter et saadant kvindeligt Væsen, voxede hun i hans Phantasi til Kvinden i sin Herlighed, i al sin dulgte Magt, med al sin Evne til henrykkende, forunderlig Beruselse, og hvem han begjærede, men ikke havde Ord til, medmindre hun vilde gjøre det første Skridt. Men saasnart En gjorde det, især i saa mange Menneskers Nærværelse, forsvandt pludselig Trylleriet, det var ikke hende, han søgte, og han skyndte sig videre, til et nyt Trylleri. Han gik ud i de eensommere Kvarterer af Byen; der, syntes ham, maatte de søge hen, som førtes af den samme romantiske Attraa som han. Men der var ingen. Han kom forbi et ungt Menneske, der gik op og ned ved Garnisonskirke. Efter et Kvarteers Tids Forløb kom han tilbage, det unge Menneske gik der endnu; men saa kom en tilsløret Dame, han ilede hende imøde, og hun tog hans Arm -

✂ »Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne Groe« -

✂ ... hvo der var i hans Sted!

✂ Det blev sildigere. Ogsaa denne Slags Skikkelser forsvandt eller bleve sjeldnere, og han gik ind i andre Gader, og da kom han i Nærheden af Kvinder, der udstrakte Haanden efter ham, kaldte og sang:

✂ »Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe«,

✂ men oversat i deres skaanselløse Sprog. Havde de blot villet eller kunnet vedligeholde et poetisk Skin! Ved en særegen Selvmodsigelse var han tilbøielig til at kaste et saadant Skin over dem, forudsætte en bacchantisk Elskovslyst, antage dem for Piger, hvis Forældre eller Foresatte vare reiste, og som vilde holde Saturnal den Aften, blot den ene Aften. Men hvad han saae, kjæmpede mod det, han vilde see, Reenhedens saarede Instinct brødes med den Dæmon, som Sang og Serenade og hiint brændende Blik havde vakt, og endelig, da et sminket, halvberuset Fruentimmer tog i ham, ilte han bort i en saadan Angst, Mismod, Fortvivlelse, at det ikke længer faldt ham ind at søge det Ideal, der ved at blive haandgribeligt, saae saadan ud.

✂ Han var legemlig træt, medens Nerverne vare krampagtig spændte af Lidelse, Længsel, Fortrydelighed. Rambaut af Vaquieres, Camilla, Greven af Montferrats Fjederhat, mørke og blaae Øine laae i hans Forestillinger, forvirrede og sammenblandede som en Maskerade-Garderobe. Hvor skulde han gaae hen? Nylig havde det været for hans Phantasi, som om hele Kjøbenhavn stod aaben for ham, og da han nu begyndte at see efter, var af alle Øienbekjendtskaberne ikke et eneste virkeligt Bekjendtskab blevet tilbage ... André ... nei! - Hillebrandts ... jo, han fik pludselig Lyst til at besøge Hillebrandts. Et heelt Hav var paa denne Aften skyllet imellem ham og den Følelse, som i lang Tid havde holdt ham fra den Andréske Slægt.

✂ Der var lidt mere Uorden i Dagligstuen, end der pleiede at være; men han opdagede snart Grunden: Mdm. Hillebrandt havde faaet sig en Lille, og det var Barnets Legetøi, der laa omkring paa Gulvet, blandet med Sophapuder, Gangkurv og Klædningsstykker. Idet han traadte ind, var Faderen ifærd med tilsyneladende uforsigtig at kaste 119 Barnet mod Loftet, medens han raabte: Sig nu Farvel til de Fremmede, Georg! Værsgo at neie! Moderen fulgte hans og Barnets Bevægelser med et fornøiet-ængsteligt Blik.

✂ »De Fremmede« var en tilsløret Dame - meget ung, som det syntes - der stod i Begreb med at gaae og med et Godnat til Georg forlod Værelset faa Secunder efter Ottos Indtrædelse.

✂ Naa, det er længe siden! Velkommen ... Hvad siger De til saadan en Tyksak som ham, vi her har faaet at lege med? raabte Hillebrandt.

✂ Jeg gratulerer!

✂ Hvordan har De havt det i al den lange Tid? spurgte Mdm. Hillebrandt.

✂ Jo, Tak, og hvordan have De levet?

✂ Vi? sagde Hillebrandt; vi kan sgu sagtens! Seer De, min gode Krøyer, naar man faaer saadan en Fyr - see engang rigtig paa ham, hvad siger De til de Glugger og til saadan en Arm? ... tegne saadan en har jeg aldrig kunnet lære ... det var i Grunden morsomt nok, hvad? ... Og vor Mo'er kan sgu heller ikke tegne den; men er den ikke rigtig alligevel? ... Naar man faaer saadan en Karl, saa har man ingen Griller meer; hvad Pokker gaaer det mig an, at jeg ikke blev Professor? - ja, for en Skrue løs havde jeg dog ... ja, det kan nu ikke nytte, De nægter det! Naar man tænker sig: sove og døse i tre, fire Uger ad Gangen! Men det skulde jeg bare have tænkt paa dengang! Nu skal vi snart have Skolepenge - ja, flittig skal han være, Mosiø! hei, hop! - og Brændepenge, og Gymnastikpenge, og Buxer - Georg, værsgo at see alvorlig, Du er snart et voxent Mandfolk - og Støvler ... hvad den Dreng allerede slider for en Mængde Skotøi! men see ogsaa, hvilket Par Been! ...

✂ Saadan talte Malermester Hillebrandt, medens han snart svingede Drengen eller snurrede rundt med ham, snart viste ham frem.

✂ Der blev ikke talt om Andet end Barnet - maaskee netop, fordi man ikke vilde berøre Grunden til, at man saalænge ikke havde seet Otto -; man fortalte mærkelige Træk af Georgs Tilværelse, Anecdoter af hans Liv og Levnet, indtil Hillebrandt sagde: Jeg maa ned og see efter, om Alt er i Orden, og jeg skal skrive Regninger iaften, saa spilder jeg ikke Daglyset imorgen ... ja, jeg skal ned at arbeide for ham, forstaaer han det? ... Og nu skal han iseng, 120 Klokken er otte ... See, hvor han leer og vinker, jeg skal gaae! Jeg troer saagu, han forstaaer mig ... Giv mig nu et Kys, Georg! ... Kan De see, hvor han spidser Mund! ... Og sikken en Pande, han har, hvad?

✂ Det er jo vanskeligt for en Fremmed at see et Barn med de Øine, hvormed Forældrene betragte det: denne Incarnation af Kjærlighedens salige Mysterier, dette forunderlige, ubegribelige, af dem selv fremgaaede Liv, et fuldstændigt Menneske ligesom andre Mennesker, naar det blot faaer Tid .... ja, bi blot, see paa dette Smiil! hvilke Ord, hvilke Gjerninger bebuder det ikke, naar Drengen kan tale og bliver stor ... en Dreng - nei, det er - vi siger det ikke høit, for det lyder naragtigt, det veed vi nok; men det er dog sandt alligevel - han er ikke en Dreng som andre Menneskers Drenge, vor er en Undtagelse ... Hvorfor skulde det være en Undtagelse? O, spørg ikke, hvorfor! De see jo paa dette Barn med Haabet, med Illusionen, med al den Poesi, deres egen Skjæbne er voxet fra. Det vil aldeles ikke forundre Malermester Hillebrandt eller Mdm. Hillebrandt, om Nogen kommer og siger: Denne Dreng bliver engang Minister eller Generalissimus eller Admiral, de ville finde det ganske naturligt, medens de uden Tvivl i samme Øieblik begynde at give Drengen den Opdragelse, indpode ham den Aands- og Sindsretning, der stempler ham som Søn af en Malermester.

✂ Otto saae i deres Kjærlighed til Barnet en Overdrivelse, der undertiden syntes ham at nærme sig Abekjærlighed. Selv manglede han den Evne, der lader den Fremmede finde Behag i et Barn og glædes ved det lille Væsens sjælelige Livsyttringer. Han længtes saa dybt og inderlig efter den voxne Verden, efter det Aandfulde, Lidenskabelige, de voxne Menneskers farlige Leg, at han ikke kunde finde Behag i den barnlige Leg, i den uskyldige Selvforglemmelse, og mindst i dette Øieblik, i den Sindsstemning, hvori han var kommen. Han ønskede sig langt bort fra al denne Sødhed.

✂ See, hvor han strækker de smaa Hænder ud efter Dem! ... See, han smiler til Dem! han er glad, han vil lege med Dem! ... Hvor kan De nu staae saadan som et Stykke Træ?

✂ Det maa være en Naturfeil hos mig, jeg holder ikke af Børn, sagde Otto næsten bittert; det kostede ham Umage ikke at sige, at han ikke kunde lide hendes Barn. 121 Ikke holde af Børn! raabte Mdm. Hillebrandt - saa har De ikke noget godt Hjerte; saa har De slet intet Hjerte.

✂ Otto følte sit Hjertes lidenskabelige Længsel efter voxne Børn og smilede.

✂ Der staaer skrevet, sagde Mdm. Hillebrandt, at uden I blive som disse Smaa, som denne Lille, min egen lille, søde, velsignede Dreng, skulle I ikke arve Guds Rige.

✂ At tale paa denne Maade om Guds Rige til et ungt Menneske, der synes, at det at være voxen og indtræde i alle den Voxnes Rettigheder er det ene Fornødne - der med Fornøielse vilde som Kong Volmer give Himmerig for Vordingborg Slot, ja for uendelig meget mindre eller uendelig meget mere - ligesom man tager det.

✂ Naa, vær nu ikke vred, lille Mdm. Hillebrandt, sagde Otto og tvang sig til at klappe Barnets Kind. Han følte dette Bløde, Varme, og det var, som en besynderlig, underfuld Kjærlighed til Liv trængte gjennem hans Fingerspidser ind i hans Hjerte. Barnet slog pludselig op med begge Arme, lo og sagde He! He! ligesom det vilde udtrykke sin Glæde over hans Venlighed. Denne Sympathi, som han troede at mærke, denne uskyldige Kjærlighed til ham, dette Fornøielige, Blide, Livsalige, gjorde en forunderlig Virkning paa Otto, løste den krampagtige Spænding og bragte Taarer i hans Øine.

✂ For at skjule Taarerne bøiede han sig over Barnet, omfavnede det og sagde: Lad mig bære det!

✂ Ja, kan De see! Men gjør ham blot ingen Fortræd! sagde Mdm. Hillebrandt.

✂ Og da han holdt Barnet, da han følte hele denne lille Existens i sine Arme, da han trykkede det til sig og kyssede dets lille varme Mund, brøde Taarerne stærkere frem, han græd ikke af Sorg, men af en smerteblandet Fred og Mildhed, der velgjørende sænkede sig over hans Sind.

✂ Pludselig hørte Mdm. Hillebrandt denne sagte Lyd af en Grædende blande sig med Barnets Glædeslyd; forbauset greb hun Barnet og spurgte: Men hvad feiler Dem, kjære Krøyer? Hvad er der i Veien?

✂ Ingenting, sagde han, idet han sank hen paa en Stol og skjulte Ansigtet i sin Arm. 122 Mdm. Hillebrandt forstod ham ikke med Forstanden, ikke paa den Maade, at hun kunde have sagt, hvorledes; men i hendes Hjerte var Noget, som forstod, utydelig, anende, medfølende, næsten - skulde man sagt - paa hendes Barns Vegne, og hun sagde blidt: Jo, der er Noget! Tal til mig, ligesom jeg var Deres Moder. - Hører De, see op, vedblev hun og lagde sin Haand paa hans Hoved.

✂ Denne Haand, der nu deeltagende berørte ham, dette svage Kjærtegn af en Moder, der stod hos ham med sit Barn paa Armen, havde en ganske anden Virkning, end den forrige Gang en Kvindes Haand havde strøget hans Haar.

✂ Hans Graad blev svagere, som de faldende Draaber efter et Uveir, og endelig reiste han sig og sagde med et blidt Smil, idet han tørrede Øinene: De finder det nok meget naragtigt, at saadant et stort Barn kan give sig til at græde.

✂ Nei, sagde hun med et forskende Blik; det var Straffen, fordi De sagde, De ikke holdt af Børn.

✂ Efter en Pause, hvori hun forgjæves tænkte paa Midler til at faae at vide, hvordan det egenlig hang sammen, sagde han: Jeg gjorde Dem nok ganske angst.

✂ Ja, jeg kan ikke sige Dem, hvor jeg blev tilmode. Jeg syntes, der var Noget i Værelset jeg turde ikke see mig om.

✂ Der var ogsaa Noget, sagde han halvt spøgende; det var min gode Fylgie; hørte De ikke den anden Fylgie slaae med de sorte Vinger mod Ruderne?

✂ Jesus! Hvor kan De sige saadan Noget! ... Vil De allerede gaae? Jeg tør næsten ikke lade Dem gaae alene hjem.

✂ O, Mdm. Hillebrandt, nu er Faren overstaaet.

Tredie Capitel

✂ Da Otto kom hjem, rystede han af Kulde; hans hele Væsen var nedstemt og slappet. Men om Natten, i Søvne, var det, som om Sjælens Strenge gave en Gjenklang af Alt, hvad der havde bevæget sig igjennem dem og overanspændt dem, kun endnu mere phantastisk og fuldstændig forladte af den raadende Fornuft. Hans 123 Kinder vare vaade af Graad, da han vaagnede, og idet han fik Øie paa sin Stue og sine Bøger, fornam han en Glæde, som om han havde været nede i Jordens Dunkelhed, i frygtelige Afgrunde og med uventet Lykke var naaet op til Sollyset. Gaarsdagens Begivenheder laae i hans Bevidsthed som noget Uforklarligt og Piinligt. Han havde Rædsel for igjen at komme i en saadan Fristelse, og det, at han var bleven frelst, forekom ham som et Mirakel, som en særlig Velvilliesgjerning af Skjebnen, og i dette Hjælpende, Kjærlige og Smilende, som han troede at spore, saae han med sværmersk Haab en Forjættelse om, at han var bestemt til noget Skjønt og Stort, til at faae fuldstændig Erstatning og virkelig at nyde al den Lyksalighed og Herlighed, han i nogle Øieblikke havde skimtet eller drømt om. Med Taknemlighed for det Skete og forudgribende Glæde over det, som skulde komme, hengav han sig paany til sine Arbeider. Da han kom hjem fra Collegierne, satte han sig med en Slags intellectuel Vellyst til at læse, efter ret studentermæssig at have stoppet alle sine Piber og bragt Ilden til at blusse og knittre i Kakkelovnen.

✂ Som om Skjæbnen med Velvillie paatog sig at hjælpe ham til en gavnlig Beskjæftigelse, fik han Brev fra sin gamle Rector med Forespørgsel, om han vilde overtage nogle Timer i Græsk, og Otto skyndte sig til ham med stille, hemmelig Glæde i Hjertet over, at han kunde see den Gamle i Øinene. Da han gik fra ham, havde han en ny behagelig Overraskelse; han mødte Alfons Mendoza. De havde kun seet hinanden lidt i Barndomstiden, skjøndt de Begge godt havde bevaret Erindringen om hinanden, især fra den Aften, da Alfons dandsede paa Børneballet. Mendoza var bleven Student et Aar tidligere end Otto, og en smertelig Begivenhed havde maattet bringe ham en Frihed, han tidligere forgjæves havde eftertragtet. Hans Moder var død; men i de sidste Dage havde hun indlagt Forbøn hos Faderen om, at Alfons turde følge sin Tilbøielighed, opgive den slagne Landevei og studere Musik, og Sørgeaaret havde han nu tilbragt i Tydskland.

✂ I første Øieblik, da de nu mødtes, stod den Ene for den Anden som Minde om Barndommens lykkelige Tid, hver udeelagtig i den Vemod eller Smerte, han bidrog til at vække hos den Anden, men saa nøie forbundet med det Skjønne og Hellige, at de forekom 124 hinanden som gamle, fortrolige Venner og uvilkaarlig sagde Du til hinanden.

✂ Hvor boer Du? spurgte Alfons.

✂ Ja, jeg er egenlig hjemløs, sagde Otto leende; jeg har i en Uges Tid boet paa et Hotel. Jeg troer, det har forekommet mig, ligesom Verden var nærved at forgaae, og det ikke var Umagen værdt at tage fast Bopæl. Men nu vil jeg igjen blive en solid Person - kom og gaa med og lad os leie den første den bedste ordenlige Leilighed, vi kan finde efter Adresseavisen. Eller har Du travlt?

✂ Nei, jeg kan gjerne gaae med.

✂ I det første Huus, hvor de kom op, forefandt de to smaa nette Værelser, og Otto kom hurtig overeens med Vertinden, en aldrende Kone, gift med en Handelsbogholder. Medens Otto »gav paa Haanden«, kom en ung Pige i Døren, men trak sig med et Udtryk af Overraskelse hurtig og ubemærket tilbage.

✂ See, saa! Nu er jeg flyttet! Saa nemt faaer man Huus og Hjem, sagde Otto.

✂ Der begyndte nu for Otto et rigere Liv, rigt i sin Halvdunkelhed, i sin Blanding af Lys og Skygge - den Slags Tilværelse, hvorfra Sindet, fordybet i ideelle Beskjæftigelser, i venlige og blide Følelser og Ungdommens usikkre Længsler, seer paa Virkeligheden som noget Fjernt, Poetisk, Uforstaaeligt, eller som noget Ængstende, man nærer Sky for, og paa den digtede Verden som en Slags Virkelighed.

✂ Mendoza var i Huset hos sin Bedstefader, en meget hellig Mand. Han levede sammen med sine tre Døttre, af hvilke den Ældste havde været gift og var taget hjem til ham som Enke, de to Ugifte vare langt over tredive Aar. Deres eneste Glæde, Haab og Stolthed var Alfons, paa ham havde de to Yngste overført al den Kjærlighed, som laa uanvendt og uforbrugt i deres Hjerter, den Ældste betragtede ham som sin egen Søn.

✂ Den gamle Bedstefader var næsten altid beskjæftiget med Studeringer i sit eget lille Værelse og behandlede Otto med en Blanding af Skyhed og Værdighed. Han talte aldrig til ham uden for at byde ham deeltage i Maaltidet, hvad Otto sjelden modtog, fordi han frygtede for at genere ved Bønnerne og Ceremonierne. Damerne vare meget venlige mod Otto, fordi Alfons holdt af ham, og for ham var det ofte en Nydelse og Hvile at dvæle et Par Timer hos 125 dem, især paa Helligdagene, naar den dybeste Fred syntes at have indfundet sig i dette Huus, naar selv den hvide Serviet over det gamle Bordtæppe syntes med stille Beskuelse at være hensunken i Sabbath.

✂ Men der var noget Fremmed imellem ham og dem, en aandelig Skranke, saa at hans Velbehag altid var en Tilskuers; deres Liv syntes ham at henhøre til noget Forgangent, til et Skyggerige, medens hans egne Tanker gik til Fremtiden med dens magiske Lys.

✂ Og dette Lys straalede til ham gjennem Anelsen, gjennem Videnskaben, gjennem Mendozas milde og venlige Omgang og hans Musik og gjennem Theatret. Theatret var Mendozas Lidenskab, og han havde ikke Møie med at meddele den til Otto; der var kun den Forskjel, at medens Scenen var Noget, der for Mendoza tillige havde praktisk Interesse, hørte til hans Livsopgave, var denne Illusionens Verden for Otto et Sted, hvor han søgte Oplysninger om det virkelige Liv, om Menneskenaturen og Selskabsforholdene. I den Tid gaves meget hyppig franske Stykker, i hvilke Salonlivet er skildret og Handling og Samtale ofte er som en uafbrudt Fægtning, utallige fine Kaardestød, Parader og Riposter. I dette Liv med dets Aandfuldhed og Kjækhed og - undertiden temmelig frie - Opfattelse af Kjærligheden, med dets elegante, smilende, aandrige, fornemme Damer, søgte Ottos længselsfuldt bankende Hjerte troende og tillidsfuldt den Virkelighed, som passede til hans Idealer, og blandede den sammen, forstørrede, forædlede eller forvirrede den med den poetiske Kraft og den ophøiede Skjønhed, som udstraalede af andre Værker, der dvælede ved Fortidens Heltebedrifter eller i usikkre romantiske Egne.

✂ De to Venner havde Stof nok for deres Begeistring. Hvilken Forskjel der end ifølge deres Opdragelse og Udvikling kunde være imellem dem, saa var dog Noget eens for begge: den Barnlighed, de havde overfor den opdigtede Verden, den Glæde, hvormed de optoge dens Skikkelser som virkelige, og den Sikkerhed, hvormed de som oftest fandt og følte det Skjønne uden at reflectere meget derover.

✂ Begeistring eller Beundring er en Blomst i Hjertet, der først aabner sig ret ved Meddelelse. Otto fik nu, da han kunde gjøre Mendoza deelagtig deri, Øie for en Mængde Skjønheder hos de 126 græske Forfattere og Digtere og droges derved noget videre i Studiet, end Omstændighederne gjorde nødvendig. Hemmelig var han vel ogsaa lidt stolt af sin Dygtighed, og der var desuden en sjælelig Trang hos ham til en saadan, til at hævde sig selv overfor Vennens Specialfag; thi det er Venskabets Særkjende, at man sympathetisk forenes i Stræben efter noget Godt og Skjønt, om end dette toner frem for den Ene i en anden Form end for den Anden.

✂ En Dag, da Mendoza kom, modtog Otto ham med Udraabet: Nu skal Du høre noget mageløs Smukt! Det er i Sophokles's »rasende Aias.« Aias siger til Tekmessa:

✂ »Du plager mig for meget, Kvinde! Veed Du ei,
at Guders Skyldner jeg ei længer er?«

✂ Han har nok »seine Sache auf Nichts gestellt«, som Tydskerne sige, sagde Alfons smilende.

✂ O, det maa Du ikke sige! Saa maa Du høre Sammenhængen: Odysseus er jo bleven foretrukket for Aias og har faaet Achilles's Vaaben. Derover er Aias bleven saa forbittret og fortvivlet, at han om Natten gaaer ud for at dræbe baade Agamemnon og Menelaos og Odysseus; men Athene leder ham vild og forvirrer hans Fornuft, saa at han anfalder Kvæghjorden, dræber de fleste og fører andre bundne hjem, idet han i sit Vanvid troer, at han bl. A. har fanget Odysseus, og den fangne Oxe, som han anseer for Odysseus, staaer han og pidsker tilblods. Det kjender Du jo Altsammen. Tragedien aabnes med, at den natlige Gjerning bliver bekjendt, idet Athene viser sig for Odysseus, hendes Yndling, »thi kun de Forstandige elsker stedse Guden, men hader Daaren«. Aias kommer til Besindelse, seer, hvad han har gjort, hvorledes Guderne have ført ham paa rasende Afvei, og foragtet af Grækerne, afskyet af Troerne, beslutter han at døe .... O, det skulde Du nu i Grunden høre Altsammen, hvor stærkt og dybt og simpelt det bliver udtalt, og hvordan Choret bæver over hans Beslutning og dog ikke kan Andet end give ham Ret:

✂ »Thi bedre er Hades's
Afgrund end vildsom Vei
For den, som sprang ud
Af ædel Stamme, men hvirvledes bort, reves hen,
Foer vild,
Med Sindet ei hvilende i Sædvanens Fasthed.«

✂ Tekmessa, hans Hustru, hører ham, og i sin Angst vil hun tydelig erfare af ham, hvad han agter at gjøre; han byder hende: »ikke at forske og ikke at fritte, Maadehold sømmer sig hende«; hun besværger ham ved Guderne, og da er det, han siger:

✂ »Du plager mig for meget, Kvinde! Veed Du ei,
At Guders Skyldner jeg ei længer er?« -

✂ Giver Du mig nu Ret?

✂ Ja, men hvad mere?

✂ Saa lader han sin lille Søn bringe for at see ham engang endnu, og gaaer ind i sit Telt. Og saa tænker eller haaber man, at det Hele maaske kan blive godt endnu - for man vil dog saa nødig have, at den herlige Aias skal døe. Men nu kommer det Skjæbnesvangre. Det er af Guderne bestemt, at denne Dag skal være farlig for Aias s Liv, fordi han, da Faderen ønskede ham, at han altid maatte føre sin Landse seirrig »med Gudernes Hjælp«, havde svaret, at med Guderne kunde selv den Daarlige erhverve Seirskrandsen; men han vilde seire uden dem. Broderen, Teukros, som imidlertid hos Kalchas har erfaret dette, iler hjem til Leiren; men ved sin Ankomst forhaanes han af Achæerne, fordi han er Aias's Broder, og saa træder Aias igjen frem, sender sin Hilsen til Salamis og den fædrene Arne, til Jordens Floder og Kilder og til Athenes Borg og slutter med:

✂ Idag tilraaber Aias Jer sit Afskedsord -
Jeg Skyggerne i Hades siger Meer!

✂ Dermed styrter han sig i sit Sværd.

✂ Efter nogen Taushed sagde Alfons greben: Det burde man 128 studere. Det klinger som Spil paa G Strengen; det Bløde lyder med saa besynderlig Alvor og Kraft.

✂ Otto udbrød: Ja, der er en uendelig Rigdom .... og ikke blot det Alvorlige og Strenge, men ogsaa muntre Ting. Saadan siger i »Philoktet« Odysseus, da han vil narre Philoktet for Bue og Pile: »Fremtidig vil vi atter være ærlige.« Er det ikke, ligesom man seer hans Smiil? .... Det var en listig Karl, Helten Odysseus, den Vidtbefarne! - - Det er dog i Grunden en Skam, at disse Tragedier ikke blive opførte paa vort Theater!

✂ Hvad siger Du da om »Hakon Jarl« og »Væringerne i Miklagaard« og »Elverhøi« ... og »Joseph og hans Brødre« og »den hvide Dame« - har Du glemt Alt det?

✂ O, nei, nei! Jeg er Guderne taknemlig for alt Skjønt - - Men see Dig rigtig om! Kan Du see, jeg har faaet leiet et Klaveer! Nu kan Du, som Du lovede mig, hjelpe mig lidt med at spille, og Du kan ogsaa synge, hvad Alfons?

✂ Alfons var strax villig og sang et Digt af »Des Knaben Wunderhorn«.

✂ En anden Gang havde Otto læst i Aristoteles's Værk om Staten og gjorde Mendoza opmærksom paa den Yttring: Fandtes der Mennesker, der havde en saa fuldendt Skjønhed og Høihed som Gudernes Billeder, saa vilde man øieblikkelig i en saadan Mand anerkjende sin retmæssige Herre. - Otto havde Vanskelighed ved at beherske og skildre den Skjønhedsverden, som ved disse Ord havde malet sig for ham. Han sagde: Nu kan man forstaae, hvorledes Athenerne efter Kodros's Fald kunde erklære, at Ingen var værdig til at beherske dem uden Jupiter, og hvorledes Phidias kunde begeistres til at skabe Gudens Billedstøtte af Guld og Elfenbeen, halvfjerdsindstyve Fod høi! Hvilken Stad dog Athen maa have været! Propylæerne og Akropolis, hvor Athenes Billedstøtte stod og kunde sees fra Havet! ... Havde de blot ikke ved Ægos Potamos ladet sig overliste af Lysander, saa at han kunde angribe de næsten tomme Skibe, saa vilde Philip af Macedonien senere ikke have seiret, og Athen vilde maaskee have staaet endnu! Og Alkibiades advarede dem dog! Men ham havde den dumme og vankelmodige Pøbel frataget Hærførselen, skjøndt han var den Klogeste, Tappreste og Skjønneste, og han havde ingen Magt. Hvad det var for en Mand, 129 den Alkibiades! Hvorsomhelst han kom, kunde han gjøre Alting med, henrive Athenerne med sin Tale, drikke og ride med Thrakerne, være overdaadig med Perserne, spise sort Suppe med Spartanerne, seirede i alle Feltslag, betvang endog de uovervindelige Lakedæmoner i vældige Slag, fratog og gjengav de utaknemlige Athenere Herredømmet over Havet, blev yndet og tilbedet af Alle og rev Alle med sig! Hans Krigere vilde ikke tjene med Soldater, der vare blevne slagne! Endog de, som meest hadede og misundte ham, siger Plutarch, fandt i hans Selskab den behageligste Underholdning. Kong Agis's Kone var stolt af, at hun havde født Alkibiades et Barn ...

✂ Det var da et underligt Fruentimmer, sagde Alfons.

✂ Otto kunde i sit Hjerte ikke sige Nei; men i hans Beundring for Alkibiades var det ikke faldet ham ind at see Sagen fra den Side eller tænke sig den ind under den fulde Virkelighed, og den moderne, tørre Moral forstyrrede ham. Han svarede: Ja, det kan nok være; men hvor det dog er sørgeligt og tungt, at Han, der engang var landet i Piræos med Athens seirrige Flaade og var dragen op til Borgen, medens Folket grædende af Begeistring hilste ham og løftede Børnene op, for at de skulde see ham - Han, som havde ført det Eleusinske Tog forbi Fjenden, der i flere Aar under hans Fraværelse havde forstyrret den hellige Ceremoni, men nu ved hans blotte Navn ikke vovede at vise sig - at han, landflygtig og forladt skulde falde for Barbarernes natlige Forræderi, paa Anstiftelse af Lakedæmonerne, fordi, saalænge som han levede, haabede Athenerne. De dræbte ham i Afstand med Pile eller at have antændt Huset, og en stakkels Kvinde, der elskede ham, var den Eneste, der salvede hans døde Legeme og medgav det Obolen til at blive roet over Styx og indtræde i Skyggernes Land!

✂ Hvor gammel blev han? spurgte Alfons.

✂ Femogfyrretyve Aar. Det er dog en Trøst. Hvorfor skulde han være bleven gammel!

✂ - Endnu en Person var undertiden tilstede hos Otto, nemlig Sem. Sem hed i Virkeligheden slet ikke Sem, men Diderik Haundrup; Navnet var en Forkortelse af Seminarist, hvilken Stilling han indtog, før han besluttede sig til at studere og slap igjennem Artium med et Non. Fra det Øieblik han var bleven Student, betragtede 130 han enhver Student som en Broder eller Kammerat, talte bekjendt til Alle, besøgte Alle og faldt besværlig med sin haardnakkede Paastaaelighed, Lyst til at disputere om Ubetydeligheder og Citater af Balles Lærebog, Luthers lille Catechismus eller Badens latinske Grammatik. Dette opveiedes kun ufuldstændig af hans store Tjenstvillighed, som dog Nogle benyttede sig af indtil Misbrug. Var han tilstede en Aften i et Lag og man savnede Noget, saa gik han til Spekhøkeren og hentede Lys, Brød, Ost, til Urtekræmmeren og kjøbte Citroner o. s. v., Altsammen formodenlig i den Tanke, at det ikke var Andet end godt Kammeratskab, og at Enhver vilde gjøre det Samme for ham, hvis det kom til Stykket og han kunde gjøre Gilde. Han kaldte Otto sit Byesbarn, fordi den Landsby, hvor han var bleven født og havde været Seminarist, laa to Mile fra Ottos Fødeby, havde derfor opsøgt ham og været ham besværlig med sin Trættekjærhed og forsonet ham med sin Godmodighed og Hjemstavns-Dialecten, ligesom Otto heller ikke havde undladt engang imellem at benytte sig af hans Tjenstvillighed. En Student, der havde seet Seminaristen sammen med Otto og Alfons, havde, i Betragtning af, at Alfons var meget mørkladen, kaldt dem Sem, Cham og Japhet, og det Kvistkammer, hvor Sem logerede, hed Noæh Ark.

✂ De kom en Søndag Eftermiddag fra en Spadseretour hjem til Otto. Værelset var just ikke glimrende udstyret; men der var ikke et Støvgran paa Meubler eller Bøger. Paa Krogene i Vindueskarmen var ophængt friske Grønnekrandse, og i en Underkop var sat Violer i vaadt Sand; Gardinerne vare halvt nedtrukne for at holde Solstraalerne ude.

✂ Sem fornam Behageligheden og udtrykte sin Beundring paa den Maade: De har det jo i Grunden saa overdaadig som en Phæacer.

✂ Hvorfor just som en Phæaker? spurgte Otto smilende.

✂ Jo, for de sølede dem ret i Vellyst.

✂ Tak skal De have Sem! Mange Tak baade for mig og Phæakerne? Hvor falder De ellers paa at sige det?

✂ Jo! det har altid staaet grant for mit Sind; min Manuducteur sagde, at det var et Slaraffenland, og saa faldt det mig ind, at de egenlig skulde hedde Fæasnerne. Og saadant et Navn kan man huske!

✂ Det er et syndigt Ord, Sem! Men det kommer der ud af at bruge c istedetfor k, sagde Otto, og istedenfor at strides med ham fremtog 131 han Wilsters Oversættelse af Odysseen og oplæste Beskrivelsen af den phæakiske Kongedatter Nausikaa, der om Morgenen med sine Piger kjører ned til Floden for at vaske, efter at have gjort Faderen opmærksom paa, at Brødrene behøvede nytvættede Klæder:

✂ »Saa hun talte, for bly til at nævne det blomstrende Bryllup
Selv for sin elskede Fader. Dog nok han forstod det«.

✂ Moderen medgiver hende et Skriin med Suul, med Grønsel og Bagværk, en Gedeskindsdunk hun fyldte med Viin,

✂ »og da Jomfruen alt var tilvogns, hun en Krukke
Gav hende med af Guld, som var fyldt med kostelig Olie,
At efter Bad hun selv og Ternerne kunde sig salve.«

✂ Der kan De see! - udbrød Sem - Olie i en Guldkrukke!

✂ Aa, Sem, lad os nu høre, sagde Mendoza.

✂ Otto vedblev at læse: Hvorledes Nausikaa ved Stranden træffer den skibbrudne Odysseus, giver ham Olien til at salve sig, laaner ham Brødrenes Klæder og lader sætte Mad og Drikke for ham; hvorledes hun da tager ham op med i Karmen, men lader ham staae af udenfor Staden, for at ikke Folket ved at see ham med hende og Tærnerne skal smæde hende; thi »den menige Mand er saa klaffersk«; hvorledes hun giver ham gode Raad og man seer den hele huuslige Indretning:

✂ »Men naar Du ind over Gaarden er traadt under Tag i
Paladset,
Da skal Du rask gjennem Salen begive Dig frem, til Du
kommer
Hen til min Moder; i Luernes Skin ved Arnen hun sidder,
Spindende søblaa Uld paa Tenen, et Under at skue.
Der ved den blussende Ild staaer ogsaa en Stol, hvor min
Fader
Sidder saa fro som en Gud, naar han Bægeret tømmer ved
Gilde« ...
132 Kan De see! sagde Sem.
... »Viid, at ifald blot hun i sit Sind Dig vorder bevaagen,
Da har Du Haab om at see Dine Venner igjen« -

✂ Nei, jeg kan ikke læse Mere, naar man hører saadan! raabte Otto og kastede Bogen.

✂ Ja, De vil ikke læse videre, for nu kommer nok Gilderne, nu skal de til at svire med Ulysses ... Det er ikke for det, vedblev Sem formildende, jeg vilde sgu gjerne kastes derop som skibbruden Mand. Men man maatte indrette sig og see at faae Kongedatteren, for net er hun.

✂ Alfons havde sat sig til Klaveret og sang af »Jüngling und Mädchen«:

✂ »Wirst doch nicht reisen fort,
Hast ja noch Zeit.
- Ja, ich will reisen fort
Mein Weg ist weit!
Hin wo ihr treue Lieb'
Kein Mägdlein bricht!
- Schatz, nimm zu Haus vor Lieb,
Hin findst Du nicht.«

✂ Aa, syng heller en Stridssang for Sem, det har han bedre af, sagde Otto.

✂ Alfons brød af, og efter et krigersk Forspil sang han:

✂ »Der hatte selbst die Hand am Schwerdt,
Der diesen Reim gemacht.
Bis Abend mäht' er mit dem Schwerdt,
Des Nachte besang er die Schlacht.
Er schwang die Saiten und das Schwerdt,
Ein Fiedler und Soldat,
Den Herrn und den Mädchen werth,
Dem Tänzer und Prälat«.

✂ Bravo! raabte Otto. Sem skal hver Aften besynge sine Seire!

✂ Lad os saa være gode Venner og synge »Danmark deiligst Vang og Vænge«, hvad Byesbørn? sagde Sem. Det er min Livarie, og det er den eneste, jeg kan. - Og han sang andægtig med som en Degn.

✂ Enten fordi Tjenestepigen havde Forlov denne Eftermiddag, eller fordi hun selv var nysgjerrig efter at betragte dette Studenterliv, kom Pauline, Værtens syttenaarige Datter, ind og dækkede Theebordet og bragte Maskinen.

✂ See, her er jo en lille Nausikaa, sagde Sem og plirede med Øinene.

✂ Ja, det er virkelig en smuk Pige, sagde Mendoza.

✂ Otto slog Øinene ned.

Fjerde Capitel

✂ Otto og Alfons kom en Dag fra Udstillingen. De havde gaaet omkring deroppe med beredvilligt, modtageligt Sind og sagtens skuffet dem selv med den Tro, at det var Kunsten, de betragtede. Men de kunde f. Ex. gaae ligegyldige forbi mangt, endog vel udført Portrait - et enkelt drog dem til sig ved Noget, der skyldtes Virkeligheden nok saa meget som Kunstneren. Det udsendte en Beretning om Livet, aabnede i et kort Glimt Udsigt til Characterer og Tilbøieligheder, til en Mands Erfaring eller en ung Piges Tanker og lukkede hurtig igjen. Fra en Domkirkes Søilerækker, en Ruin, et Palads kom et Pust af romantiske Tildragelser; Maleriets Hjemstavn stod et Øieblik for Phantasien, Personer syntes at skulle stige frem; de kom ikke, men den bestandig tilbagevendende og igjen forsvindende Forventning havde sit Trylleri. Landskaber og Søstykker kunde tiltale ved de utydelige Minder, de fremkaldte, ved den hjemlige Duft eller ved Glæden over at kaste Blikket ind i fremmede, lykkelige Egne med deres stærke Sol og rige Planteliv, eller de aabnede en Synskreds saa vid og ubegrændset, at Aandedrættet kunde standse af Længsel efter den store, hemmelighedsfulde og dog saa aabne Verden.

✂ Men saaledes gaae vel Mange omkring i Kunstens Sale. 134 Der er i den moderne Verden saa Lidt, som behersker. Man kan føle sig hindret af Love og Sædvaner; men Livet fremtræder sjelden eller aldrig i høitidsfuld, opløftende Enhed, fremkaldende Ærefrygt og Lydighed. Engang har Kunsten været et nøiagtigt Udtryk for Livets aandige Magter og fremstillet dem i Skikkelser, foran hvilke Sindet standsede; nu staaer paa alle Grændseskjel den usynlige Guddom, medens den opvakte, efter Liv begjærlige, af det Synlige henrevne, af en mangfoldig Literatur opfyldte og bevægede Ungdom drager Umættelighed af sit Slægtskab med det Uendelige og henvender sig til det Endelige. Billedhuggerkunsten har endnu noget Betvingende, idetmindste saalænge den holder sig til sin Tradition og ikke forsøger at blive malerisk. Men det er et Spørgsmaal, om Beundringen for den antike Statue er et naturligt Produkt hos os »Nytidens« Mennesker; thi vort Blik er ikke i Forveien øvet og skjærpet ved Beskuelsen af skjønne Naturformer. Vi lære at beundre; det bliver sagt os, at Hiint er Skjønheden, og en Deel af den særegne Magt, som disse Værker udøve, ligger i Beundringen for den Tid, det Folk og den Literatur, hvortil de hørte. At see en Statue, som maaskee Phidias har udført og Perikles berørt, som Alkibiades er draget forbi, da han gik for at indskibe sig i Piræos, som maaskee har staaet paa Parthenon og indsuget Duften af græske Offre og Lovsange, har været begravet i Aartusinder og er opstaaet lige marmorhvid! At see denne Statue, om end kun i Gips... det er jo dog de udødelige Former - og man indsuger med uforklarlige Følelser disse Skjønhedsformer og sukker af Hjertets Dyb efter den Tid, da deres »Wonnedienst noch glänzte«. Eller at see hvilkensomhelst Statue i Marmor, i det hvide Marmor fra Italien eller maaskee fra Paros!

✂ Vi faae saa sjelden et plastisk, et Enheds Indtryk af Nogenting! Vi vænnes til en sjælelig Dobbelthed eller Mangfoldighed, idet vor utilfredsstillede Følelse søger at fuldstændiggjøre sin Nydelse ved Hjælp af Phantasien. Der er en Erkjendelse, som samler og behersker alle den Slags Indtryk og lader dem tjene Kunstsandsen, ligesom den lader selve Kunst- og Skjønhedsglæden tjene til Grundlag for en høiere Glæde. Men Veien dertil er lang - den kan gaae igjennem et heelt Liv. 135 Otto og Alfons kom fra Udstillingen ind til en nærboende Conditor. I Værelset, hvor de vilde udsøge sig en Krog og drikke en Kop Kaffe, sad fire Personer om et Bord og to paa Forhøiningen ved Vinduet. Ved det første Blik kunde man see, at de Fire vare Studenter; de To vilde man snarest kaldt Herrer uden forresten at benægte deres Slægtskab med Universitetet. Den Ene af dem havde lænet sig mod Vindueskarmen, strakt Benene langt ud og røg i fine, langsomme Drag af en Cigar, medens han ligegyldig saae ud efter de Forbigaaende; hans høire Haand legede skjødesløst med en Guldlorgnet, og paa hans broderede Vest glimrede en Guldkjæde. Den Anden var simplere klædt, sad med Ryggen mod Vinduet og bøiede sig over en Avis, hvori han syntes at læse med stor Opmærksomhed. De Fire ved Bordet vare i en ivrig Samtale, som afbrødes, idet Alfons og Otto kom ind.

✂ Det er, Gud straffe mig, Otto Krøyer! raabte den ene, idet han reiste sig. Gamle Skolekammerat, hvordan har Du det? Hvor vegeterer Du i Verden? .... Og det er jo Mendoza, vi To er Studenter sammen - kom og sid hos os!

✂ O, er det Dig, Carlsen! sagde Otto. Jeg havde nær ikke kjendt Dig; hvor Du er bleven tyk og fed! Og Helzen .... god Dag, hvordan har Du det!

✂ Det fornøier mig s'gu rigtig at see Dig igjen, Krøyer, sagde Carlsen - en blond Fyr med livlige blaa Øine og lidt opsvulmede Øienlaag -; Du har ordenlig voxet Dig kjøn. Vi maae drikke et Glas Madeira paa gammelt Venskab - og nyt Venskab med Dem, Mendoza .... aa, heida, Madeira! .... I kommer vel fra Udstillingen? .... Naa, saa er I dobbelt velkomne, I forøge Auditoriet, Helzen holder Foredrag - hys!

✂ Helzen begjærede ikke Andet end Taushed for at slutte den Sætning, hvori han var bleven afbrudt: Det er jo slet ikke Kunst! det er den sørgeligste og urimeligste Maade, hvorpaa Kunstværker kunne opfattes. Man træffer en Bekjendt malet istedenfor levende, og saa er man henrykt over det mageløse Kunststykke, at man kan kjende ham igjen, ja man kjender saagar hans Brystnaal - er det Kunst?

✂ Det er hans Overbeviisning sagde Carlsen. Saadan talte han til mig hele Tiden deroppe. Jeg skal sige os, han har i Vinter udarbeidet 136 sig en Kunstanskuelse, og Alt, hvad der kommer ham i Veien, river han op, som Elephanten med sin Snabel oprykker Træer, naar den er vred.

✂ Ja, Du maa tale med! Du havde Din Snabel inde i alle Fruentimmerhatte!

✂ Jeg søgte at fortrylle de nydelige Smaa med mine Øines Fortryllelse, det bekjender jeg og staaer jeg ved. Du søgte at blende dem med Din Aands Lys, at de skulde sværme ind og brænde Vingerne. Naar vi stod ved et Maleri og et Par Glutter vare bag os, saa udtalte han med dyb underjordisk Stemme sin Minosdom, trak med Tommelfingeren Linier hen over Maleriet for at vise, hvordan det skulde være gjort, eller sagde nogle philosophiske Ord, der dandsede for Pigebørnenes Øine som Lygtemænd. Men jeg erobrede meest, det er jeg sikker paa, for jeg saae dog og betvang med mine Blikke-

✂ Jeg seer i Dine Blikke!
Ah, la, la, la, la, la, la, la!

✂ men han vovede kun at skjæve, han hørte en Kjole rasle, han følte, at en Silkekaabe var nær, og saa gik han løs paa Kunsten.

✂ Du Skumler! Du har ikke Gnist af Poesi i Dig, men en mageløs Evne til at paadigte Din Næste Lyder!

✂ Der er jo ingen Lyde deri! Du har et andet System end jeg jeg giver mit Fortrinet, men Dit er maaskee det bedste .... Aa, hør, Giovanni, giv mig en ny Cigar .... Forresten antager jeg, at det Bedste er, slet ikke at have noget System. Et godt Instinct ....

✂ I Kunsten?!

✂ Nei, med Pigebørn, men alligevel maaskee ogsaa i Kunsten.

✂ Naar Du vil kjøbe Korn paa Torvet, vil Du da gaae efter Instinct eller efter en Anskuelse om Kornets Natur, dets Vægt, Tørhed, Priis

✂ Du vil udspørge mig paa sokratisk Viis? Jeg bliver slaaet! jeg er slaaet! vi maae have en Kunstanskuelse - lad os saa faae Din!

✂ Helzen var ikke rigtig tilfreds med denne Maade at blive opfordret paa; men Ottos Ansigt bar Præg af spændt Forventning, og den 137 Avislæsende ved Vinduet saae i dette Øieblik op med et eiendommeligt Udtryk, opfordrende og kjærtegnende som en Kattepote.

✂ Velan, sagde Helzen, den Sætning jeg har at fremføre, er ganske kort: Kunstens Opgave er at befrie Mennesket fra den raae Virkelighed og istedenfor denne sætte Billeder, der fremgaae af den frie menneskelige Aand. Den stræber efter at virkeliggjøre Skjønhedsidealet, og et sandt Kunstprodukt er altsaa et Værk af den frie skabende Phantasi, der arbeider med bevidst Skjønhedslængsel og Herredømme over Midlerne. Dette, synes mig, er nok til at bevise, at Portraitmaleren ikke er Kunstner; han er i Kunsten Biograph, Historie- og Landskabsmaleren er Digter, Blomstermaleren er meer eller mindre smagfuld Afskriver.

✂ Ja, men, sagde en af hans Tilhørere, efter den Definition bliver Skuespilleren heller ikke Kunstner.

✂ Hvo siger ogsaa, at Enhver er Kunstner, der engang tilfældigviis har faaet Navnet! Man har jo endog givet Typographien Navn af Bogtrykkerkunst, og paa den Maade skulde Watt være Dampkunstner og Jacquard Væverkunstner.

✂ Hvad for Noget! udbrød Otto, er Skuespilleren ikke Kunstner?

✂ Nei, svarede Helzen, han skaber jo ikke Noget med Frihed, men fremsiger en Andens Ord og gjør forresten Brug af et Efterlignelsestalent, som vi Alle meer eller mindre ere i Besiddelse af.

✂ Ja, sagde Alfons, saa er Sangeren heller ikke Kunstner, for han udfører jo kun, hvad en Anden har componeret og bruger en Stemme, vi Alle meer eller mindre ere i Besiddelse af.

✂ Aa, ja, noget nær, svarede Helzen.

✂ Otto udbrød ivrig: Det er da ikke Dit Alvor, Helzen! Hvis det ikke skal være sand Kunst, saadan som Rosenkilde spiller Michel Perrin eller Trop, og hvis Fru Heiberg og Ryge ikke ere Kunstnere, saa ..... saa bryder jeg mig ikke om Kunst!

✂ Den Avislæsende sagde Hm! uden at see op. Helzen spurgte: Krøyer, troer Du, at Jorden er rund eller flad?

✂ Rund.

✂ Naa, ja; men Jesper Ridefoged troede, den var flad, og han brød sig ikke om hele Astronomien, naar Jorden ikke var flak som en Pandekage. Forresten - vedblev han med tilfreds Mine, da Otto 138 bøiede Hovedet - kan man jo gjerne lade den Slags Folk, Du nævnte, beholde Titlen, ligesom afgaaende Officierer faae Lov til at bære Armeens Uniform og Felttegn.

✂ Men hvad er saa det Hele til? raabte Otto; saa er det jo kun en Strid om Navne!

✂ Hvad? Anseer Du det for Intet at klare Begrebet og imellem forvirrende Navne fastholde Anskuelsen om Kunstens Væsen?

✂ Mendoza havde imidlertid søgt op i sine Tanker og Erindringer og udbrød: En Sanger ikke Kunstner! Jeg har hørt forskjellige Sangerinder synge den samme Rolle, de samme Noder, og hvilken himmelvid Forskjel var der ikke! Det var ikke blot den tossede Ting - havde jeg nær sagt - som man kalder Stemme, men hendes egen Sjæl, der gjorde Forskjellen. O, naar man kan høre saadan en Sangerinde, der virkelig føler for Kunsten - thi Musiken er dog vel en Kunst? - der er begeistret og hverken tænker paa at coquettere med Galleri eller Parket ......

✂ Ja, naar man kan høre saadan en Sangerinde! sagde Helzen.

✂ Alfons taug fortrydelig.

✂ Naa, vær nu ikke pirrelig, sagde Carlsen; lad os høre, hvad De vilde sige.

✂ Alfons betvang sig og sagde: Jeg forstaaer mig vel ikke paa at disputere; men det synes mig, at naar En giver en Definition af Kunst, hvorved Sangen, Skuespilkunsten og Portraitmaleriet bliver udelukket, og man har den Overbeviisning, at disse ere Kunst, saa er Definitionen urigtig.

✂ Naar man har den Overbeviisning! Det er godt! Nei, beviis, o Gode!

✂ Vel! Her er et Beviis! Qventin Messys blev erklæret for den største Kunstner, da han havde malet et Portrait af sin Mesters Datter!

✂ Aa, naar en Roman skal tages som Beviis ved Academiet, saa kan man ved Høiskolen studere Krigskunst efter »Guldslagerdatteren i Brügge« og de Bassenvelds Dragoner!

✂ Otto sagde: Det er jo kun Efterligningen, Du har imod, Helzen, ikke sandt?

✂ Ja, fordi Efterligneren er Naturens Træl; han kan udmærke sig ved Troskab og Inderlighed, men er dog Træl; i den frie Kunst derimod gjenfødes Naturens Idee til ny Virkelighed. 139 Ja, det kan nok være; men saa har jeg et Beviis! Der, hvor jeg logerede, før jeg blev Student, var der to Portraiter af min Vært. Det ene havde nok været dyrt, og det lignede, saa man øieblikkelig kunde kjende ham; ogsaa Brystnaalen, som Du talte om, var ligesom haandgribelig. Men naar man blev rigtig bekjendt med ham, var der det Mærkelige, at man blev mere fremmed for Portraitet. Det falder mig først nu rigtig tydelig ind, hvor stor Forskjellen var, naar man havde talt med ham og saa med Et saae Maleriet. Det andet var malet af hans Svigersøn, der var simpel Malermester, og de Fleste sagde, at der var ikke Spor af Lighed. Det hang i mit Værelse, og medens jeg repeterede Historie til Examen, gik jeg op og ned ad Gulvet og saae saa utallige Gange paa det, at jeg lærte det udenad tilligemed Historien, og ofte, naar der nu er Tale om store historiske Begivenheder, synes mig, at min Vært har været med, for jeg har ganske bestemt seet hans Ansigt der.

✂ Den Avislæsende sagde et Hm! der lød saa opmuntrende, at Otto blev ganske stolt.

✂ Og hvad saa? Hvad beviser det? spurgte Helzen.

✂ Det synes mig at bevise, at Portraitet maa have lignet, skjøndt Trækkene ikke vare efterlignede nøiagtig. Jeg slutter deraf, at vor Svigersøn havde malet Sjæl eller Aand, og det var jo det, Du forlangte.

✂ Helzen sagde: Hør, Krøyer, som gammel Skolekammerat tør jeg vel sige, at man ikke kan disputere med Dig, før Du faaer lært en vis logisk modus disputandi. Du har Evne til at strides; men Du har ikke Vaaben. Jeg fægter med Kaarde, Du med en Bønnestage.

✂ Nu veed jeg det! - raabte Mendoza - Kunstner er den, der gjenskaber i guddommeligt Billede, han indblæser sit Værk Livets Aande......

✂ Ja, vist blæser det! Gamle-Testamente-Stiil! sagde Helzen.

✂ Ja, lad det være, hvilken Stiil det vil, saa har jeg nu fundet det ud: at hvo der har Sjæl i sig, og hvo der udtrykker det paa skjøn Maade, han er Kunstner!

✂ Naa, men hvad er saa Skjønhed?

✂ Skjønheden, det er Guds Klædebon!

✂ Atter Gamle-Testamente-Stiil!

✂ Skjønheden, det er Guden i os! raabte Otto. 140 Du tager da idetmindste som god Christen ikke Din Snak fra det gamle Testamente.

✂ Skal vi gaae, Schiøtt? spurgte Herren med Guldkjeden den Avislæsende.

✂ Ja, strax, svarede Schiøtt og gjorde Mine til at reise sig. Omendskjøndt han havde tiet, havde det hele Tiden været, som om han var med i Samtalen. Han havde nylig seet saa ironisk paa Helzen, da han irettesatte Otto, og hans Øine mødte i dette Øieblik Ottos med et Udtryk, der forekom denne saa velvillig-lunefuldt, at han havde den største Lyst til at paakalde hans Hjælp. Til hans store Fornøielse sagde Carlsen: Lad Candidat Schiøtt være Dommer ..... Hr. Schiøtt! Troerne og de velbeenskinnede Achæer strides, saa man er færdig at kjede sig ihjel. Saa har jeg paataget mig at være Gesandt og bringe Sagen for den vise Pythia. Jeg er Deres allerydmygeste Chilian. Spelandisimo reenkaalavet spækavet. Copisoinsandum. Quod erat demonstrandum!

✂ Ambassadeurers ophøiede Personer pleie at medbringe et Creditiv, bemærkede Schiøtt.

✂ Jeg underkaster mig gjerne, hvis overhovedet en Dom behøves, sagde Helzen.

✂ Men ville de to Høiærværdigheder anerkjende et saa verdsligt Tribunal? spurgte Schiøtt.

✂ Otto blev overrasket ved, at den Velvillie, han havde forudsat, yttrede sig paa denne Maade; men han satte allerede for megen Priis paa Schiøtts Omdømme, til at han ikke skulde stræbe at gjøre saa gode Miner som mulig, og svarede: Jo, min Høiærværdighed underkaster sig.

✂ Lad os hellere gaae, det bliver dog til Spot! sagde samtidig Mendoza halvhøit til Otto.

✂ Ja, det maa De nok sige, sagde Schiøtt; men hvis De saa vil tage det med paa Veien, saa skal den Spot paa Ideens Vegne protestere imod, at man forvirrer sig selv i de gamle Krøniker. Om Nogen for sin Privatfornøielse vil troe paa de gamle Historier, er forsaavidt ligegyldigt; men naar man ikke i Astronomien vil holde sig til, at Solen kan falde paa at staae stille i Gibeon og lorgnettere Maanen i Ajalons Dal, saa udbede vi os ærbødigst, at vi blive frie for »Guds Klædebon« som æsthetisk Categori. 141 Otto sagde: Strenge Hr. Dommer, er da Helzens Definition rigtig?

✂ Det tilkommer hverken Dem eller mig at dømme, men kun at tage Hatten af for det Princip, Hr. Helzen har udviklet. Det har alt nydt den Ære at blive citeret næsten ordret af Schiller i Fortalen til »Die Braut von Messina«, hvormed forresten ikke skal være sagt, at Schiller har knebet fra Helzen; Sandheden er tænkende Aanders Fællesgods.

✂ Jeg kan paa Ære og Samvittighed forsikkre, at jeg aldrig har læst den Fortale! raabte Helzen.

✂ Naar De siger det, er det sandt - svarede Schiøtt godmodig - men det er tillige sandsynligt, ellers vilde De maaskee ikke have givet et rigtigt Princip en urigtig Anvendelse.

✂ Hvori bestaaer da Feilen?

✂ Det siger De saa mut, som om Deres Feil var en Tandjeg skulde trække ud paa Dem.

✂ Nei, hvori bestaaer den? sagde Helzen og tvang sig til at smile.

✂ Hvad vil det sige at efterligne Naturen? Der, hvor De troer, at Naturen er efterlignet eller portraiteret paa det allernøiagtigste, er maaskee høi Kunst. En fransk Forfatter har gjort den Bemærkning, at naar man lader sin Elskedes tilbedte Haand nøiagtig afstøbe, saa har man kun Liget af en Haand, og man maa henvende sig til en Kunstner for at faae Haanden portraiteret, saa man kan kjende den igjen.

✂ Men De kan da ikke ansee en saadan Efterligning for den sande Kunst.

✂ Nei, ikke ganske; men der er i Efterligning mere Kunst, end Deres æsthetiske System anerkjender. De tager Friheden for ensidig, eller jeg kan maaskee tydeligere sige, at De ikke lægger Mærke til den Yttring af Friheden, som kaldes Valgfriheden, og som netop er det Kunstbestemmende i Portraitmaleriet. Enhver Kunstner gjør paa sin Maade et Valg overfor den Personlighed, han vil male, behersket af Virkeligheden og dog fri; alt eftersom han har Aand til at opfatte med Frihed og poetisk Kraft til at gjenskabe, bliver Arbeidet et Kunstværk. Paa lignende Maade gaaer det Skuespilleren med hans Rolle og Sangeren med hans Noder, ellers skulde Pokker gaae 142 i eller til Theatret. Det var netop, hvad Deres to lærde Modstandere vilde have sagt, hvis de havde havt Formen i deres Magt.

✂ Hvis jeg havde havt Formen i min Magt? sagde Otto.

✂ Ja, eller Indholdet, svarede Schiøtt.

✂ Aa, ja, Indholdet, det var en ganske anden Sag.

✂ Ikke ganske, sagde Schiøtt smilende; hvad De tænker eller føler, faaer jo først Indhold, naar det er blevet anskueligt for Dem selv, saa at De kan hæve det ud i Ordets Form, ligesom et Arbeide først bliver Kunstværk, naar dets Idee er fuldstændig udtrykt i Formen.

✂ Naa - ja, sagde Otto tankefuld. Men, hvordan veed man, hvad der har været Kunstnerens Idee, naar han ikke har udtrykt den i Formen?

✂ Helzen lo, og det var maaskee Grunden til, at Schiøtt taalmodig vedblev:

✂ Naar De er i Theatret, saa vækker jo Stykket paa en eller anden Maade Deres Deeltagelse; men De bilder Dem dog ikke ind, at det er noget Virkeligt...

✂ Jo.

✂ Hvad for Noget? En saadan Tro har jeg længe ikke fundet i Israel ... Naa velan, De bilder Dem det ind; men De staaer vel dog tillige over Illusionen og bedømmer Poesien: om den ogsaa paa ærlig og rigtig Maade vækker Deres Deeltagelse.

✂ Ja, idetmindste bagefter.

✂ Jeg mærker, det kan endnu være en Fornøielse at være Skuespiller. Der er en Deel af Folket, som endnu føder levende Unger, Børn med varmt Blod, vi fødes ikke Alle med kritisk Fiskeblod ... Det er nu Altsammen godt nok; men et Maleri anseer De dog vel ikke for en Virkelighed?

✂ Nei; men det betyder en Virkelighed, som er eller kunde være et eller andet Sted, og man henflyttes dertil paa samme Tid som man bliver staaende foran Maleriet. Man er ligesom to Mennesker.

✂ De synes at være ganske stolt af, at De kan gaae dobbelt; men jeg maa have den Ære at sige Dem, at »man« er et Par Mennesker for lidt. En af os Andre er fire Mennesker foran et Maleri, vor Nydelse overgaaer Deres ligesom et Fiirspand overgaaer en Kaffemøllebefordring.

✂ Hvordan gaaer det til? 143 Det gaaer saadan til, at vi Andre ganske som De og Deres Ven først see det malede Lærred og Rammen, ligesom en Ko seer paa en Veirmølle, nemlig med Øinene, og dernæst gjøre vi Reisen til den Begivenhed eller den Egn, som det Malede betyder, og det er heller ikke saa vanskeligt, Hesten kaldes Phantasus. Men saa, medens den ene Person reiser og den anden staaer og seer, er et tredie Væsen beskjæftiget med at fordybe sig i den Sjæl, hvormed Kunstneren har malet, at indaande den Duft, der er henstrømmet fra hans Begeistring, og gjøre sig Rede derfor; det Ridt udføres paa Pegasus, det var den poetiske Nydelse. Og endelig er et fjerde Væsen beskjæftiget med at undersøge, ved hvilke Midler Kunstneren har faaet de to sidstomtalte Væsener op paa Phantasus og Pegasus, ved hvilken Anvendelse af Perspectiv, Lys og Skygge, Farver, Tegning, Forkortning, »saftig Pensel«, »Tinter« o. s. v., hvilke Kunstord De kan see i Bladene, hvor denne Hest er meget virksom. Naar den Fjerde i Fiirspandet - vi kunne kalde den Reflexionen - gjør sin Pligt inden i os, naar den er velnæret med Anskuelse og Tænkning, saa forhindrer den baade Phantasus og Pegasus fra at føite, saa bringer ikke enhver Stymper os op at ride. Det var altsaa Fiirspandet; men der gives overdaadige Folk, som endog kjøre med Sex eller ride paa Sex, idet de tillige nyde den særegne Kunstskole, hvortil et Maleri hører, samt nyde den Fornøielse at kjøbe det, ja til Syvende og Sidst nyde den Nydelse, det er at nyde en saadan Kunstnydelse -hvad siger De til det?

✂ Jeg siger: det var som Pokker! Jeg bliver ganske svimmel.

✂ Ja, hvad vil De da sige til det, at der er Nogle, der kun finde Behag i det Syvende og Sidste, det Allervanskeligste, og ikke længer finde det Umagen værdt at ride paa de Sex, saa at de nyde den Kunstnydelse at have en saadan Kunstnydelse, uden at have »en saadan Kunstnydelse«.

✂ Mendoza sagde: Skulde jeg componere med den Slags Tanker i Hovedet, gik jeg fra Forstanden.

✂ Naa, det er Dem! Jeg synes nok, jeg har hørt, at der er en Student Mendoza, som er gaaet til Musiken. Ja, saa er det bedst for Dem, at De istedenfor Logik studerer Contrapunkt og Nattergal.

✂ Men hvorfor skal jeg da? spurgte Otto.

✂ Tør jeg spørge: Er De ogsaa Geni? 144 Jeg veed ikke; men hvad man ikke er, kan man jo blive.

✂ Ja, skal De studere til Geni, saa er det bedst, De begynder med at staae Dem i Disputen mod Helzen.

✂ Men - vedblev Otto muntert, idet Schiøtt gik til Døren - maatte jeg spørge Monsør om een Ting: Om man vinder i Disputatsen, hvad vil da følge deraf?

✂ Ei, svarede Schiøtt i samme Tone, idet han gik, der følger deraf, at man har den Ære at vinde og passere for en snaksom Mand.

✂ Carlsen sagde: Jeg føler det Indhold og den Form, at jeg vil gaae hjem og lægge mig lidt. Jeg begynder at blive noget tung i Hovedet; men det var ogsaa en deilig Caviar, vi fik derhenne paa Hjørnet.

✂ Gaaer Caviar til Hovedet? spurgte Otto.

✂ O, I Guder! laaner mig et Forundringsudraab! .... Nei! men Rhinskvinen, som man drikker dertil! raabte Carlsen. Du er jo et hvidt Lam ligesom den nye Opvartningspige paa Constantia.

✂ Hvad hun da?

✂ Ja, det er næsten utroligt! I Søndags spiste vi Frokost derude, og da vi havde spiist, bad jeg hende tage af Bordet og bringe os Psalmebogen. Hvad bringer hun saa? En rigtig Psalmebog, indbunden i Rødt med Guldsnit!

✂ Men hvad skulde hun da have bragt?

✂ Nei, nu gaaer det over Skrævet! Han er kommen til Verden for en Time siden! Kortene skulde hun have bragt! Kortene, Menneske!

✂ Naa-aa, sagde Otto ganske skamfuld.

✂ Da de vare ene, yttrede Mendoza sig misfornøiet med Samtalen; den havde forstyrret ham, dens Blanding af Ironi og Alvor var hans Natur imod. Otto taug. Han havde faaet en Fornemmelse af, at han i een Henseende ikke tog Livet let nok, i en anden Henseende ikke tænkte dybt nok, og uden Hensyn til Gjenstanden havde desuden Samtalen gjort ham godt ved selve Livet, Disputen, Berøreisen med Andre. Mendoza var bøiet indad, Otto længtes udad og ønskede en Fortsættelse.

✂ Og Leiligheden tilbød sig snart.

Femte Capitel

Sjette Capitel

✂ Medens Bregning hørte til dem, der imod Livets Fristelser opstille Loven, og uden at han just i sin Personlighed havde det Imponerende, som ved ophøiet menneskelig Skjønhed vinder Mennesker for Loven, dog med Alvor stræbte efter selv at opfylde den, hjulpen af sine ydre Forhold og af heldige Naturanlæg - og medens Hald hørte til den større Klasse Mennesker, der selv ikke ere religiøse, men ikke gjerne taale at høre Religionen antastet, selv ikke ere overmaade moralske, men ikke kunne lide, at Moralen angribes, og forresten var udrustet med et lyst Hoved, gode Kundskaber og noget Behageligt, der sikkrede ham Venskab og Agtelse i »Selskabet« - indtog Schiøtt et Standpunkt udenfor Selskabet, idet han uafhængig af alle Hensyn opstillede Skjønheden som eneste Lov for Livets Tillokkelser.

✂ Schiøtt var født med store og lykkelige Evner, og Alt havde tilsmilet ham i hans første Barndomsaar. De første Blik, han med Bevidsthed kastede ind i Verden, mødte Formuenhed og Kjærlighed og det Skjønneste af Alt: en elskelig, øm Moder. Faderen bestyrede et Institut, der gav ham en god aarlig Indtægt, og havde desuden med sin Hustru faaet nogen Formue. Men allerede i Barnets femte eller sjette Aar vare store Uheld komne over dets Hjem; en Fallit i Moderens Familie havde taget deres Formue med sig, og med dette Tab var hos Faderen kommet et mørkt, opfarende Sind, der drog dem dybere ned, fra Uformuenhed i Fattigdom og fra et stille, lykkeligt Samliv til Mismod og Ufred. I Almindelighed sørgede Moderen for at holde Barnet fjernet fra hine smaa, uhyggelige huuslige Scener; men en Aften - han var da en ni, ti Aar - da han sad stille i 181 en Krog og efter at have lært sine Lectier og spiist sin Aftensmad ventede paa at blive bragt tilsengs, kom Faderen hjem i meer end sædvanlig ondt Lune og fandt snart en Anledning til at udøse det. De to Ægtefolk lagde ikke Mærke til Drengen, der ikke vovede at røre sig. Efter at hun længe havde tiet, brast endelig Hustruens Taalmodighed, og grædende afviste hun de urimelige Bebreidelser. Som det ofte gaaer, blev Faderen kun end mere forbittret ved at føle sin Uret, og endelig - slog han sin Hustru. Drengen, der havde hørt til i den dybeste Sjæleangst, udstødte et hvinende Skrig og underrettede derved Forældrene om sin Nærværelse; Moderen kastede sig grædende over ham, kyssede hans Øine, som for at bortkysse det Sete, omsluttede ham med sine Arme, skjulte hans Hoved ved sin Barm, som for at holde Lyden af det faldne Slag borte fra hans Sjæl. Men Slaget var faldet. Det havde sønderslaaet Barnesjælens uskyldige Tro og Tillid og gjort den vidende om Jordens Piinlige; det havde paatrykt ham Bevidstheden om den plebejiske Tilværelse, hvori han hidtil havde levet uden at være hjemme deri, og slaaet en Kløft mellem denne Tilværelse og Sjælens medfødte Sands for det Ophøiede og Skjønne. - Et Aars Tid efter var Moderen død, og Faderen arbeidede med mørk Alvor for sit Barn. Han vilde ved Opoffrelse for Sønnen gjøre godt, hvad han havde forsyndet mod Moderen, satte ham i en lærd Skole, savnede selv paa mange Maader for at bestride Omkostningerne, men var indesluttet, barsk og ulykkelig. I Skolen viste Drengen en overordenlig Flid, og det Lys, den Udsigt over Verden, det Kjendskab til Guders og Menneskers Herlighed, som han erhvervede, og den mægtige Attraa, som i hans yppige Natur fulgte Haand i Haand med Erkjendelsen, stod i skarp Modsætning til det tarvelige, ofte uordenlige eller fattige Hjem. Han levede i to Verdener; hans Legeme spiste ved et Fyrrebord, der var forladt af Kjærlighed og Agtelse, hans Sjæl sad tilbords med Zeus og alle Olympens Guder.

✂ Hans Barndomsskjæbne fulgte ham i Kjærligheden. Han gjorde Bekjendtskab med en Familie, hos hvem der var en fjerntbeslægtet, usædvanlig smuk Pige, et Aar ældre end han, og han var da atten Aar. Det var en Kvinde med en mægtig Natur, med en ubetvingelig Drift til det Store og Dristige indespærret i smaa Forhold - en Drift, der maatte faae fuldstændig Magt over hende, naar den første 182 Personlighed, hun hengav sig til, ikke forstod at betvinge hende. Det vakte Opsigt, men de nærmere Omstændigheder bleve aldrig fuldstændig bekjendte, da hun pludselig forsvandt - Nogle sagde, med en Kunstberider, Andre, med en bortreisende Diplomat. Ingen vidste, at Schiøtt havde elsket hende, og at hun havde efterladt ham den Gaade at gjætte, om hun midt i al den Lidenskab og Lyksalighed, hvormed hun havde beruset ham, havde elsket ham eller ei. Hun hed Ottilie Angelika Damm.

✂ Uheld eller Ulykker, der ramme et Menneske i hans tidlige Ungdom, ere trods al den Indflydelse, de kunne udøve, dog ikke ret betegnende; thi det kommer saa meget an paa den Naturmagt, der modtager dem. Med et blødt og dybt Gemyt kan et ungt Menneske efter saadanne Begivenheder blive tungsindigt eller menneskefjendsk. Schiøtt var altfor livskraftig og livslysten til at forbittre sig Tilværelsen med Melancholi; der var en dyb Trang hos ham til Viden og Erkjendelse, og heri søgte og fandt han den Tankemagt, der hjalp ham til at glemme, hvad han vilde glemme, og til at smykke, hvad Glæde Livet bød ham. Med sin Sands for det Ideelle og det Skjønne dannede han sig et Lyksalighedssystem, en Livsanskuelse med et Ideal, der syntes at føre opad mod det Høieste uden at paalægge for megen Tvang, forstod at lade smaa Nydelser gjøre Tjeneste som store Nydelser og slog en Bro over indtrædende Modsætninger med Ironi. Hvad der under hans langsomme Kamp imod smaa Kaar, under mangfoldige Tilsidesættelser og Skuffelser af Verden, foer imod ham medbringende Smerte, drog han ud af det Pantser, hvormed han lidt efter lidt fik Magt til at omgive sig, og forvandlede det til ironiske Pile, som han sendte tilbage paa Verden.

✂ Hans Fader var for rum Tid siden død, og han var nu sex og tyve Aar. Det ydre Formaal, han næsten ubevidst havde faaet sat for sin Tilværelse, en Adjunct- eller Overlærerpost, kunde han naae, hvis han vilde. Han havde faaet et Familielegat, der i Forbindelse med nogle Informationer sikkrede ham Tilværelsen, og han levede nu sorgløst, studerende efter Lyst, ironiserende, glædende sig ved det Spil af Kræfter, der rørte sig i hans Natur, aandig bevæget, vogtende sig for Sammenstød med den reale Verden, hjulpen i denne Tilværelsesmaade af et urokkeligt Helbred og et godt Humeur.

✂ Samtalen var hans Styrke; det var under den, at han blev 183 skabende virksom og undertiden med sin Aandfuldhed, Viden, Phantasi og dybe Skjønhedssands uhindret virkeliggjorde sit Skjønhedsideal, lod det fremtræde for Andre, satte dem i Stemning og udøvede en vækkende Indflydelse enten ved Idealet eller ved Ironien over Verden. Naar man hørte ham, skulde man troet, at han egenlig var Digter; men Digtekunstens Ideal er ikke Skjønheden, uagtet Poesien skal være skjøn. Den Livfuldhed, hvormed han talte, gav ham en vindende Magt, og det syntes, at hans Skikkelse og Ordene, Ideal og Natur, smeltede sammen til Et. Brast det, saa kom han let, næsten uvilkaarlig, til at slaae en Bro over Kløften med Ironi og Satire; thi Satiren fører Opmærksomheden bort fra selve den Talende, og man forudsætter uvilkaarlig, at han selv er udmærket i det Punkt, hvor han angriber Andre.

✂ Paa det Standpunkt, hvor han stod, var han sanddru og oprigtig, ligesom meget Uforfalsket og Velvilligt havde bevaret sig i hans Natur - en Velvillie, om just ikke for Menneskene, saa for deres »Idee« - og han troede i mange Henseender ærlig, at leve for Ideen; han var en skarp Iagttager, bedømte mange Forhold med træffende Sikkerhed, udtalte en Mængde slaaende Sandheder; men naar han skulde omfatte hele Livet i en Anskuelse, kunde Sandheden ikke rummes deri. Ved saadanne Leiligheder var det imidlertid vanskeligt at opdage, naar hans Tanker og Tale afveg fra det Rette; thi det Skjønne og det Sande ere saa nær beslægtede, og Tilhørernes egne Tilbøieligheder hjalp til at kaste et Slør over Afvigelsen. Ofte hændtes det desaarsag, at man stærkest bekjæmpede ham, naar han havde meest Ret, naar han med Aand, Vid, Sands for det Skjønne og dulgt Følelse bedømte Verden.

✂ Han talte næsten aldrig om sig selv. Det Eneste, han paastod om sig selv, var, at han ikke havde Lyst til at føre Ordet eller »holde Foredrag«, og det syntes virkelig saa, eftersom han sædvanligviis indtog en Stilling som adspredt Tilhører ved de Andres Samtale og kun kastede enkelte korte Bemærkninger ind i Discussionen. Men af saadanne Tirailleurfægtninger udviklede sig som oftest en Bataille; man vilde gjerne høre ham, holdt fast ved hans henkastede Ord og tvang ham til at opbyde al sin Magt for at gaae seirrig ud af Striden.

✂ Han sad en Eftermiddag i Foreningen ved en Bunke Aviser og en Kop Kaffe; i Værelset befandt sig syv eller otte Medlemmer, 184 blandt dem Hald og Bregning, Nogle læsende, Andre førte en Samtale, hvori der ikke ret vilde komme Liv. Mendoza traadte ind og spurgte efter Otto; han blev hilst med Venlighed, og En bød ham en Cigar, som han takkende afslog.

✂ Mendoza er saa overmaade skikkelig, bemærkede En; han ryger ikke og drikker ikke Viin, hvor tidt man end siger ham, at Ingen er Digter eller Kunstner, der ikke elsker Bacchi Druer.

✂ Mendoza svarede: Druerne kan jeg godt lide, og hvis Vinen smagte som Vindruer, vilde jeg gjerne drikke den.

✂ Uden at see op sagde Schiøtt: Ja, den har undergaaet Reflexionens Gjæring, og derfor smager den naturligviis ikke et saa umiddelbart, reflexionsblottet Gemyt.

✂ Da har jeg dog gjort den Reflexion, at hvis det ikke stod hos Digterne, at man skulde være begeistret for Vinen, saa vilde Mange ikke være det. Krøyer har lært mig et Vers af Euripides's »Bacchantinder«:

✂ »Ei Guden har befalet, at kun Ynglinge
Ham tjene skulle, heller ei de Gamle blot,
Af Alle Bacchus lige Hæder nyde vil,
Kun Daarers Hylding Guden tager ei imod.«

✂ Var der ikke saadanne Digte, vilde Mange ikke tvinge sig til den sure Drik.

✂ Ei, hvor De er veltalende idag ... men det er sandt, De taler for To. Men forresten tager De vist feil, Høistærede; Digterne anprise ikke Eddike, og det lader til, at De taler om Viineddike.

✂ Mendoza er i Grunden en Naturmærkværdighed, vedblev Schiøtt og saae paa ham med sit lunefulde Blik; han fatter ingen af Nuancerne mellem Sødt og Suurt, ingen pikant Blanding af Lifligt og Berusende, Spøg og Alvor; der er noget Elementarisk ved ham, i den Grad, at han ikke er kommen langt ud over Elementarunderviisningen.

✂ Dette saarede Mendoza, der satte en høi Priis paa, at han var Student. Han forsøgte at smile og sagde: Det var nu blot, fordi jeg ogsaa kunde citere, at De blev saa satirisk og følesløs!

✂ Ja, see! Hvor kan De nu selv være saa følesløs at pine to 185 forskjellige Begreber ind i een Categori? Holdt De Deres Categorier i en Smule Orden, saa vilde De vide, at Satiren er en omvendt Lyrik, en sand Følelse, der for ikke at blive sentimental yttrer sig negativt og undertiden istedenfor at rose en Gjenstand angriber dens Modsætning.

✂ De, som kjendte Schiøtt nøiere eller bedømte ham opmærksomt, vidste, at i disse Ord laa en Afbigt eller en Velvillieserklæring til Mendoza. Det var imod hans Vane og i dette Øieblik tillige imod hans Selvfølelse at udtale sig tydeligere; men Mendoza forstod ham ikke, og de Andre tænkte ikke paa at skaane ham meer, end han skaanede dem.

✂ Hald kom Mendoza tilhjælp og sagde: Ja, det klinger godt nok; men jeg troer, man kan snarere sige, at Satiren er en huusvild Lyrik, et Tilløb til Følelse eller, om De vil, en sand Følelse, der ikke finder sin faste Grund inde i Personligheden og derfor flagrer udenfor og skjuler den Mismod, den ved nøiere Betragtning vilde føle med sig selv, ved idelig at angribe sine Modsætninger, og disse Modsætninger ere maaskee Alverden.

✂ Ved dette kraftige Angreb studsede Schiøtt; men Hald, der mærkede, at han talte godt, og nu gjerne vilde vedblive, tilføiede: Derfor duer Satiren ogsaa kun til Angreb; hjemme i sin egen Stue mangler den Fodfæste og kan ikke forsvare sig. To Satirikere vilde strides som to Konger, der gjensidig førte deres Armeer i hinandens Land og gjensidig ødelagde hinandens Eiendele.

✂ Schiøtt udbrød: Alle Lignelser have Privilegium paa at halte; men der bør være Maade dermed, Høistærede. Jeg tager derfor den uforholdsmæssige Skjævhed, hvormed Deres Lignelse optræder, til Indtægt. To Konger, der føre Krig i hinandens Land, maae engang vende sig imod hinanden, og en af dem maa seire i et positivt Feltslag. Hvad Satiren imidlertid har ødelagt, groer frodig op igjen til Seirherrens Glæde. Vi ere altsaa ved alle Deres Ord ikke komne videre end til at sige, at Satiren maa have en positiv Baggrund, og det tog jeg mig den ærbødige Frihed at sige først. De derimod taler egenlig, som om det var muligt, at Deres to stridende Satirikere slet ikke vare Andet end Satirikere, kun fyldte med Satire, ligesom i visse yndede Tragedier een Mand træder op og er fyldt med lutter Heltemod, han kan ikke aabne Munden uden at sige en 186 Heltegjerning, en Anden er fyldt med Fromhed, en Tredie med Uskyldighed o. s. v. Men saadan forholder det sig ikke i den virkelige Verden; vi ere kunstig sammensatte Væsener, kunstbegavede Væsener, der f. Ex. lave Bue og Piil og Skjold og dække det, vi elske, snart med Skjoldet, snart med Vittighedspilen, der udsendes mod Angriberen.

✂ Det vi elske! Ja, hvad elske vi? ... Hvad skal forstaaes derved? Hvad mener De? Mener De Dem selv? ... Ja, Vittighedspiil! Hvo ynder ikke Vittighed!

✂ Saaledes raabte man paa engang.

✂ Schiøtt sagde: Hvo ynder ikke Vittighed? Prægtigt Ord! Vittigheden er en Kaarde; hvo der holder Fæstet og støder til, elsker den; hvo der faaer Stikket, ynder det ikke, men skriger paa, at slige satiriske og følesløse Vaaben burde forbydes.

✂ Men lad os komme bort fra slige subjective Bestemmelser som den, om vi ynde eller ikke ynde Vittigheden, og istedenfor anvise den sin rette Plads. Jeg tænker, at baade Hr. Mendoza og hans Ridder ere enige med mig om at henføre den under det Comiskes Categori. Men hvad er det Comiske, meine Herrschaften?

✂ Schiøtt standsede et Øieblik, og da Ingen bød sig til at svare, tog han atter Ordet: Det er det Guddommelige! .... o, De behøver ikke at fare op, Hr. Bregning .... Hvad er da det Alvorlige? - Det Alvorlige er det Menneskelige, det af Jorden Tyngede. De kunne see det i Livet. Jo mere de menneskelige Beskjæftigelser fordybe sig i det Materielle, det Ikke-Guddommelige, desto mere fjerne de sig fra det Comiske. Intet er alvorligere end Kampen for Spise, Drikke og Huusly, ingen Mand forstaaer Spøg, naar det gjelder derom. Det Alvorligt-Ophøiede, fra det Lyriske indtil det Tragiske, er Menneskets Opløftelse eller Opstigen fra Jorden til Idealet eller det, man kalder Guddommen. Den sublimeste alvorlige Digter udfolder sine Vinger, Jorderigets Smerter bærer han ved sit Bryst som Nattens Gudinde de to Børn, svinger sig op for det Guddommeliges Throne, og badet i Taarer raaber han: See, Fader! Saaledes er Din Jord! Og der græder han sig mæt, og senere seer man et blidt, svagt Smiil om hans Mund, en mat Afglands af, hvad han saae. Thi Guddommen - tænkt som Personlighed - Guddommen, han i Phantasien besøgte, er det intensiv Glade og Skjønne, det over al Sorg og Møie 187 Ophøiede, det, som hviler i sig selv, Idealet. Men fra Guden kommer en Straale, et Glimt, til den comiske Digter. Da fyldes hans Sind af den intensive Glæde, det blinker i hans Øine, hans Læber krumme sig som Apollos Bue og udsende Pile mod Idealets Fjender. Ingen arbeider sig op til at blive comisk Digter, det kommer fra Guden som ved Aabenbaring; thi det Comiske er det Guddommeliges Nedstigen til Mennesket, og naar det viser sig, juble Alle, uden at kunne angive Grund; Unge og Gamle, Konger og Spekhøkere, Sunde og Syge rystes af homerisk Latter og glemme i det Øieblik Alt, hvad der hører Jorden til. Det Comiske bryder frem af Sindet som en umiddelbar Lykkens Gave og beundres - med Forsigtighed. Kleon beundrede ikke Aristophanes; men vore Professorer geraade endog efter to tusinde Aars Forløb i Ekstase over ham, udlægge og commentere ham og opfordre ved deres Begeistring os Andre til at efterligne ham ..... om to tusinde Aar.

✂ Og lad det saa engang for alle blive sagt - vedblev han, idet han reiste sig, og hans Stemme blev kraftigere - vi leve ikke i en ideal Verden. Vi gaae ikke omkring i Paradiset, hvor man kunde hengive sig til Kjærlighed og omfavne alle Mennesker, fordi man kun var To, og det en Mand og en Kvinde. Det var saare viselig indrettet, at Folk maatte ud af Paradiset, inden de bleve Flere; var der først blevet nogle Mænd og nogle Kvinder, vilde Paradiset af sig selv være gaaet ud af dem. Vi ere Mange; den Ene synes, at den Anden gaaer ham i Veien; men den Ene behøver den Anden, det er Civilisationens og Instinctets Lov. Følgelig slaaes vi ikke som i en Rytterfægtning, hvor Enhver hugger paa egen Haand og søger at skaffe sig Luft. Der er en langt mindre mandhaftig Kamp, en feig Kamp i Vrimlen, hvorover er udbredt den sødlige Høfligheds og den hyklerske Følsomheds tunge Luft. Men der er Plads nok, naar blot Atmosphæren bliver renset - slaa Funker, stød til med den glimtende, fine Kaarde, der gjennemborer uden at dræbe!

✂ Der blev en dyb Pause.

✂ Indrømmer De da ikke - spurgte endelig Bregning - at i den stille Fredsommelighed dog ogsaa er en sand og kraftig Tilværelse?

✂ Jo, jeg kjender den, det er den negative Honnethed .... Hvad jeg mener dermed? Nu, en positiv honnet Mand er en saadan, der ikke blot har en Anskuelse, et Princip og tør være det bekjendt, men 188 ogsaa har Kraft og Mandemod til at kjæmpe for det og hengive sin Person, sin Tilværelse dertil. Kjende De en saadan? Vi have ikke Mangel paa dem, der have heist en Menings Fane, men mene noget Andet, end de sige, eller kun elske Principet, saavidt det vil lyde deres Villie og Hensigter. Vi have ogsaa nok af dem, der ganske smukt og vakkert erkjende Sandheden og ikke for nogen Priis i Verden vilde løfte deres Haand imod den. Men bliver Sandheden morderisk overfalden udenfor deres Gadedør, saa gribe de ikke det første, det bedste Vaaben for at ile ud og slaaes og maaskee falde for og med den; men de sige til Tjenestepigen, at hun skal see efter, om Gadedøren er vel lukket i Laas, at for Guds Skyld Kampen ikke skal vælte sig ind i deres Huus og deres Navn skal blive blandet i en Skandale. Og var det deres Venner, der gjorde Anfaldet, ville de sige, at den Overfaldne dog vist gav Anledningen. Her er Mænd, der have alle mulige Anlæg til at blive Martyrer: Mildhed, Sandhedserkjendelse, Lærdom, og kun lide af een Mangel: Mangel paa Mod, og derfor ville de aldrig kunne udrette Noget, og de begjære det da heller ikke, de ville kun leve i Fred inden deres fire Vægge. Hvo der iøvrigt er sund og for sin egen Persons Skyld ikke vilde være bange, har Børn; der skal tages Hensyn til dem og til deres Fremtid. Man er Fader; Børn, der i Naturens Tanke ere en Velsignelse, blive under Samfundets Stilling til Ideen en Forbandelse. Men saalænge Tilstanden er, som den er, og Betingelserne for Samfundslivet ere, som de ere, er Ironien det Eneste, der varetager Ideens Tarv. Kom til en saadan Bayard sans reproche et avec peur, tal til ham om alle mulige Ting, og I ville finde ham fast, rolig, smilende indenfor sine blanke Staalplader, sin negative Honnetheds Harnisk. Han roser mildt det Ene, han trækker paa Skuldrene ad det Andet, han dømmer klart og kjækt som Radamanthos, medens han sidder i sin bløde Sopha. Ja, han vil tale med besindigt Mod, skjønt og opbyggelig, indtil I begynde at see paa ham med det ironiske Blik, der Intet bebreider ham uden det, han med stille Samviden erkjender hos sig selv, at han ikke har Mod; han stiger da ned i sin Tilværelses Kjelder, gaaer vaklende ned ad Trappetrinene og holder med bævende Haand Lyset og seer, at der er tomt og mørkt dernede. Og at I have tvunget ham til at gjøre denne Gang, at Eders ironiske Blik saaledes bragte 189 ham til at søge indvendig, det tilgiver han Eder aldrig, og derfor skulle I ikke vove et sligt Blik, hvis I selv ere feige. At tale ved en saadan Leilighed er ulige vanskeligere; thi dertil hører en i høi Grad sikker Personlighed; men kommer Ordet, da er det som en Svøbe. I, vi have nu engang ikke en saadan Myndighed overfor de Bosatte, Agtværdige, Solide, med en eller flere Ordener eller idetmindste med en Titel Bedækkede - lad Svøben derfor blive svunget mellem de Unge, for god Tugts Skyld.

✂ Det bølgede mellem Tilhørerne; Nogle vare revne med, Andre søgte efter Argumenter til at bekjæmpe Schiøtt.

✂ Otto var kommen til og sagde ivrig: Det burde være som i den antike Tid, da man uhindret kunde slutte sig til de Bedste og omgaaes med dem i Stoa og Academiets Søilegange. - Og ved disse Ord kom han uvilkaarlig til at kaste et beundrende Blik paa Schiøtt.

✂ Er De da bedre? spurgte Bregning Schiøtt. Og tør De forlange Sandhedens ubarmhjertige Tribunal sat over Dem?

✂ Bedre Hvad? Bedre Philolog, Jurist, Pottemager? Det Eneste, der kan paahvile mig, idet jeg kritiserer Folk, er at være en god Kritiker, eller skal jeg bringe Præsteattest for god moralsk Vandel for at have Lov til at sige, at en Hare er en Kujon?

✂ Men De har ikke Lov til at tale, som om alle Andre vare Kjeltringer! sagde Hald.

✂ Hald, Hald! Maa De nu pidske Deres Bag med Overdrivelser for at faae Styrke til at springe imod mig? spurgte Schiøtt. - Han saae Tilhørerne betvungne til den vante Lytten og sin nærmeste Modstander irriteret og blev nu selv roligere. Han tilføiede: Jeg siger desuden ikke, at vi ere slettere end Folk andetsteds, tvertimod ere vi vel endog gemytligere og godmodigere.

✂ Naa, ja!

✂ Ja, endelig hørte De den rosende Floskel! Det lettede, hvad? Den gjør saa godt! Den burde anbringes ved Slutningen af enhver Forestilling ligesom Engelskmændenes God save the King.

✂ Men De indrømmer jo selv Rigtigheden!

✂ Ja, men erkjend De saa Prisen, hvorfor den Herlighed er kjøbt - mod den tilsvarende Portion Svaghed - saa gjøre vi Regnestykket 190 om og faae samme Facit. Den Deel af Folket, som bærer vort aandige Liv, er en Embedsverden paa 1500 Rbd. aarlig Gage i Gjennemsnit .....

✂ Men ubestikkelig og agtværdig!

✂ Ih, ja! Og huuslig og net og velklædt .... Har De flere Dyder at anbringe, inden Cataloget sluttes? - Jeg nævnte forresten ikke Sagen for at antyde Andet, end at i en Stand, der ikke kan føre stort Huus, indretter man sig saaledes, at Salon- og Familielivet smelter sammen, Altsammen ad majorem Gemytlighedens gloriam.

✂ Kalder De det da en Feil?

✂ Nei, men anseer De en Feil, som jeg maatte begaae i Talens Løb, for en Klump Guld?

✂ Nei, hvorfor?

✂ For De seer saa begjærlig ud, som om De med en af mine Feil kunde vergilde runde Thurm og hele det polerede Liv.

✂ Naa, hvad vil De da sige om denne Embedsverden?

✂ At vi i aandig Henseende kun have den ene Verden, det ene Selskab, og det er, som vi bleve enige om, en Embedsverden, en Hensynsverden. Man kjender hinanden, kommer i utallige Berørelser, skal være gode Venner, skal hilse og hilses venlig paa Gaden, der maa ingen Skyer komme paa Behagelighedens Himmel. Følgelig trækker man saa meget som mulig alle Kanter ind paa sin Personlighed og bliver i den høieste Fuldkommenhed et behageligt, elskværdigt, bøieligt Siv.

✂ Aa! respecterer man da ikke den kraftige Mand?

✂ Jo, i sin Samvittighed! I sit stille Sind eller under fire Øine hvisker mangen Mand sin kraftige Protest mod Modemeningen.

✂ De veed meget godt selv, at det er uretfærdigt eller bizart ....

✂ Og De veed ligesaa godt, at den almindelige, sande Regel altid lyder uretfærdig, naar man ikke kan nævne Undtagelserne og ikke vil gjøre det, for at Andre ikke over Undtagelserne skulle oversee Reglen. De vide, De føle Alle meget godt, at Særkjendet for vort Liv er denne behagelige Slaphed. Og deri kan ingen original og kraftig Characteer trives! I vor officielle Verdens Luft opvoxer baade en Literatur og en Kunst, hvor det egenlige Ideal synes at forsvinde og Alt kun tragter efter noget Underordnet-Skjønt, Nethed og 191 Pænhed. Egen falder og bliver erstattet af Ellekrat; istedenfor Dramaet faae vi Vaudevillen, istedenfor den store historiske Stiil med ædel ophøiet Ynde fremskyder Genremaleriet, Kufferters og Kaalstokkes Idealisering, de ubetydelige Menneskebeskjæftigelsers og Sindsbevægelsers Eviggjørelse. O, Svaghed, Dit Navn er .... Mandsperson! - og ved disse sidste Ord gjorde Schiøtt en Haandbevægelse, som om han vilde betegne Alt, fjernt og nær, og sig selv med.

✂ Det er sandt! udbrød man. - Men det kommer af Absolutismen! .... Det kommer af vort Maskepi med Tydskheden og Nationalaandens Fortrykthed! ....

✂ Hald sagde: Jeg giver forsaavidt Schiøtt Ret, som jeg erkjender, at baade det Gode og Slette maa vise sig svagt eller med forholdsviis ringe Styrke i en lille Nation.

✂ Ere vi da en mindre Nation end Athenerne?

✂ O, havde vi som Grækerne at kjæmpe mod et Anfald af Barbarerne, saa vilde vor Civilisation ogsaa under og efter Kampen udfolde herlige Blomster! Men vi ere overalt omgivne af Civilisation, og det er Naturkraft, som vi behøve!

✂ Hvor skal vi da tage den fra? Skal vi maaskee gjøre Matroser og Bønder til Professorer, Eovgivere og Kunstnere? Skal Skjønheden trædes ned, eller skulle disse blive civiliserede og ligesaa fordærvede som vi?

✂ Hald svarede: Jeg gaaer ikke til nogen Yderlighed og forguder ikke Nationaliteten paa Civilisationens Bekostning; men vi skulle udvide os med det Naturbeslægtede og danne een Nation med Normænd og Svenske! Den Civilisation, som er hos os, skal kaldes til en større Virkekreds, finde et større Fædreland, have Bevidsthed om mere Kraft og Betydning i Europa.

✂ Ja, raabte En, leve Skandinavien! Engang i Tiden vorder det heelt -

✂ »Da skal det Frie,
Mægtige Norden,
Føre til Seier
Folkenes Sag!«

✂ Schiøtt sagde: Jeg tør uden Ubeskedenhed antage, at mine Herrer vide, jeg forstaaer mig ikke paa Politik. Derfor tør jeg maaskee spørge, hvordan det skal gaae til.

✂ Aa, gaae til! - raabte En - saadan spørge Dødbiderne, men de er af Hels Slægt! Det er gaaet saadan til, og det er ikke for Intet, at der fra Odins Ring Drypner hver niende Nat drypper otte nye Ringe og vedligeholde den historiske Kjæde! Forfædrene have faret med hinanden paa Vikingetog og drabelig blandet Blod sammen og sjunget deres Seirsdrapa, enten det gik til Seir eller Nederlag. Forfædrene havde Løvehoved og Hjertespeil, og det bør vi ogsaa have!

✂ Ja, jeg er nu fornøiet med mit Hoved, som det er, sagde Schiøtt.

✂ Det ligner Dem!

✂ Unægtelig; hvem skulde mit Hoved ellers ligne?

✂ Aa, med Loke kunde selv Aserne ikke disputere fornuftig!

✂ Nei, men var det Lokes Skyld?

✂ Helzen raabte: Jeg skal sige Dem, hvordan det skal gaae til: Der er en Logik i Instinctet ...

✂ Glem ikke, hvad De vilde sige, Hr. Helzen; men naar De vil kjøbe Korn paa Torvet, vil De saa gaae efter Instinct eller efter en Anskuelse om Kornets ...

✂ Aa, det er en anden Sag!

✂ Naar De vil gaae til Skandinavien, vil De saa see efter, om - naa, Mendoza er gaaet - om Moses har lagt Bjælker under Isen ...

✂ Aa, det er en ganske anden Ting end det, jeg dengang sagde om Kunst!

✂ Hvorfor?

✂ Fordi der er Forskjel mellem et Skjønhedsideal og Noget, der kan naaes uden Genialitet, ved Folkets Villie.

✂ Folket er selv et Geni, og Geniet er sin egen Lov! raabte Otto.

✂ Hald sagde: Forklar mig, Schiøtt, hvordan det gaaer til, at ofte, naar De taler, henpeger De paa et fjernt, maaskee uopnaaeligt Ideal, men naar Andre have et Ideal, saa udhæver De saa bestemt dets Uopnaaelighed?

✂ Det skal jeg sige Dem, svarede Schiøtt koldblodig: Naar De taler om Deres Ideal, staaer jeg paa Naturens Standpunkt, men jeg tillader Dem, naar jeg taler om mit Ideal, ligeledes at stille Dem paa Naturens Standpunkt, og naar De bedømmer min Natur, dømmer 193 De ikke efter Deres Natur, men efter Idealet; det er den menneskelige Natur ... Desuden har jeg Autoriteter for mig baade i den nyeste Literatur og i den antike.

✂ I den antike?

✂ Ja, der var engang en Mand, som hed Aristophanes, og han har skrevet et Lystspil, som hedder »Fuglene« ...

✂ Aa, et Lystspil! ...

✂ Ja, ja, De veed da nok, at den gamle Comedie var overordenlig politisk; deri behandlede man Statssager næsten ligesaa grundig som heroppe.

✂ Hvad er da Indholdet af »Fuglene«? spurgte En.

✂ To skandinaviske Athenere ved Navn Raadkjær og Godthaab komme til Fuglene og raade dem til at emancipere sig fra Zeus og Menneskenes Børn, minde dem om den Tid, da Fuglene selv vare guddommelige som Hugin og Munin - hvor blev min Ven med Løvehovedet af? Naa, han gik, men han vender fyrgterlig tilbage - altsaa Hugin og Munin, de to Ravne, fra hvem Odin fik al sin Viisdom; de opfordre Fuglene til at tage Magten tilbage, saadan som den var i Odins Tid, og til Ende erklære den Luft, hvori de leve og flyve, hvor deres Forfædre have fløiet, for deres retmæssige Eiendom, befæste det Hele til en uindtagelig Borg, men først og fremmest give Borgen et herligt, velklingende Navn, nemlig Nephelekokkygia, hvilket, som enhver Hellener veed, er næsten ordret oversat, Luftkastellenborg. Da tillader en enkelt Fugl sig den næsvise Bemærkning angaaende deres forehavende Kamp mod det Bestaaende, at Udfaldet kunde blive noget betænkeligt:

✂ »Thi Zeus vil vist ei sit Scepter og Magt hengive saa let
til en Vipstjert« -

✂ Ja, den næsvise Fugl! Men vi er ikke Fugle! ... Nordens Folk have i alt Fald Næb og Kløer! blev der raabt.

✂ Tillad mig endnu at fortælle en lille Smule. Da Fuglene have fundet paa det Omtalte og sendt en Herold til Menneskene med Budskab om, at de bygge deres Luftkastellenborg, kommer Herolden tilbage og melder, at Ideen har vakt almindelig Enthusiasme blandt Studenterne:

✂ »Tilforn de sokratiserede
Og gik med Stok. Nu tvertimod nu er
De fuglegale, gjør med største Glæde Alt,
Hvad Fugleslægten gjør« -

✂ og berede sig til at indtræde i Selskabet, hvisaarsag der requireres 20,000 Vinger. - See, det er Vinger, man altid maa tænke paa at give Folk, der ville bekjæmpe det Bestaaende fra Luftkastellenborg.

✂ Aa, vær De kun rolig! Vingerne medbringe de selv, det er den fælles Fortid og de fælles Minder, Haabet og Troen. Gud skee Lov, ikke Alle gaae som vingeløse Tvivlere!

✂ »Ja, ved Ord bevinges Alle«, siger ogsaa netop Aristophanes.

✂ Det Bestaaende, taler De om - sagde Hald - men er det Bestaaende da virkelig Noget, der staaer fast, eller er det egenlig det Luftige, Omskiftelige, som i næste Øieblik er blevet et andet Bestaaende, bygget paa Mands Villie?

✂ Det Bestaaende! raabte Helzen; hvo veed, naar en Storm kan komme og rive det omkuld som et Korthuus! Der er dog some thing rotten i det!

✂ Aha! sagde Schiøtt, nu begynder jeg at faae Respect. De vil realisere ... Deres Bo.

✂ Ja, vel, realisere, gjøre virkelig! udbrød En. Realisere Friheden! Naar den kommer, saa kaldes Folkets ædleste Kræfter, al dets Intelligens, Mod og Fædrelandskjærlighed til at styre. Da skulle vi see Folkets Majestæt sidde paa Thinge! Da svinder hele Parykvæsenet, al Smaaligheden og Egenkjærligheden, alt det tørre Formvæsen! Baldur træder ind i Hels Hal, og alle de blege Contoirsjæle krybe sammen, føle Smerte og flygte bort ved Synet af hans Guddomsaasyn. Da er det Gjenopstandelsens Tid, Højsindets, Sanddruhedens, Samdrægtighedens Tid! Og skal den vindes gjennem Sværdtid og Øxetid, skulle vi end gaae frem i Stormskridt og tage den, saa velan:

✂ »Reißt die Kreuze aus der Erden!
Alle mussen Schwerdter werden,
Gott im Himmel wird's verzeihn!«

✂ Ja, leve Friheden! raabte en Anden. Leve Danmark og Broderrigerne! Leve Friheden i Norden! Da gaae vi samlede mod Østens Despot. Fra Østen blæser Dødskulden, i Østen vogter man skinsyg paa, at ikke Norden vorder frit. Men Friheden skal formæle Danmark med Broderfolkene, og, som en udmærket Taler har sagt, medens vi faae Slesvig, bringe vi Sverrig Finland i Morgengave!

✂ »Wir haben lange genug geliebt -
Wir wollen endlich hassen!«

✂ Det er Naturkraft, sagde B regning halvhøit.

✂ Theologen protesterer! raabte Helzen.

✂ Hvad skal det betyde? spurgte den sidste Taler.

✂ Jeg sagde blot, at det var Naturkraft ....

✂ Naa, og hvad har De derimod?

✂ Velan! Jeg troer at være saa dansk som Nogen og anseer Fædrelandskjærlighed for en forholdsviis hellig og skjøn Ting; men, medens De talte, stod den Tanke klart for mig, at den styrkende Gjenfødelse, hvorom her er talt, maa skee gjennem Religionen ....

✂ Aa, aa! Maae vi nu være frie! .... Der kan vi da slaae Dem med Deres egne Vaaben. En ordineret Præst og en Mand, for hvis Navn hver Dansk tager Hatten af, har offenlig og uimodsagt erklæret, at Folkenes Politik har Intet at gjøre med Religionen, og at man ikke kan anvende christelig Moral paa politiske Forhold. Maae vi saa være frie! Modersmaal er en hellig Lyd, og Asa-Thor skal nok vide at skjærme det!

✂ Helzen sagde docerende: Den philosophiske Erkjendelse paa den ene Side og Nationalitetsfølelsen paa den anden Side har ført Folkene ud af de gamle Fordomme og viist dem, at »Religionen« kun er et Bolværk, bagved hvilket de Herskende krybe i Skjul. Folkeslagene vaagne af den Dumphed og Slaphed, som de med christelig Resignation havde hengivet sig til! Man vil have sin Ret! Og det maa man indrømme endeel Geistlige baade her og i Tydskland, at de ikke ere døve for Folkets Røst, ja de gaae forud i Kampen, og naar det kommer til Stykket og de for et Syns Skyld bære Korset, saa skal vi nok see, at det er blevet Thorshammeren, og der voxer ikke Græs, hvor Slaget falder!

✂ Hald gik.

✂ Der maa komme et Uveir, vedblev Helzen; Alt er for lummert og trykkende; Alt er gispende mat fra det Største til det Mindste. Gaaer man i Selskab, saa er det, som om Ens Kjole talte istedenfor En selv. Den pæne sorte Kjole converserer med Damernes pæne Kjoler, og hele Samtalen gaaer som mellem tørt Tøi ...

✂ Ja, vi burde Alle gaae nøgne, sagde Theologen, saa førte Klæderne ikke Ordet.

✂ Det var en ægte præstelig Yttring! raabte Helzen; det var ret at lokke den værste Tanke ud af Ens Ord for at kunne korse sig over Menneskenes Ugudelighed! Vil De ikke holde en Prædiken derover og slutte med en Takkebøn for, at De er bedre end jeg stakkels Tolder?

✂ Jeg maa have ramt godt, siden det gjør saa ondt, bemærkede Bregning.

✂ Bravo Hr. Satyricus! raabte Schiøtt, idet han gik.

✂ Ja, sagde Helzen, jeg under ham den Triumph; han greb min Tanke, men gav den en hæslig Form ....

✂ Jeg klædte den nøgen af....

✂ De gjorde den til noget Andet, end den var hos mig! De Fromme have saa god Forstand paa Sligt! Naar Andre ikke vare syndige, kunde de ikke slaae sig for Brystet, deres største Sorg vilde være, om Alle vare ligesaa ærbare som de!

✂ Hvorfor gjør De da ikke de Fromme den Sorg? spurgte Bregning.

✂ Otto var fulgt strax efter Schiøtt og havde indhentet ham paa Trappen. - Hvorfor gaaer De? spurgte Schiøtt.

✂ Efter et Øiebliks Nølen svarede Otto: Oprigtig talt, jeg vilde gjerne følges med Dem.

✂ Høist forbunden.

✂ Men hvorfor gik De?

✂ Hm, engang skal vi Alle gaae ... forresten maa jeg, siden De giver mig Æren af Deres Ledsagelse, takke Dem for den udmærkede Floskel, De kom med: »Folket er selv et Geni, og Geniet er sin egen Lov« - var det ikke saadan? Den sidste Deel af Værket havde De da paa anden eller tredie Haand fra Aristoteles ...

✂ Paa første ... 197 Vel, lad gaae; første Deel havde De vel fra Thiers's Revolutionshistorie. Er det Danton eller Vergniaud eller hvilken anden af Deres Helte, som tilraaber Pøblen: »Folket er selv et Geni!« og bliver lønnet med enthusiastiske Bifaldsklap? Skammer De Dem ikke ved at bruge saadan en Floskel og drive Politik ligesom min Ven med Løvehovedet?

✂ Otto svarede forlegen og forvirret: Han er dog en godmodig og ærlig Fyr.

✂ Ærlig! Ja, han er unægtelig en Blanding af Ærlighed, Forfængelighed og middelmaadig Begavelse, en sammenpidsket Blanding af Øl, Suttungs Mjød og Pærevælling; han veed ikke, naar han lyver, og ikke, naar han siger sandt, han forholder sig til et Menneske som Ølskum til klar Viin, men Børn og barnlige Sjæle sige om ham: See, hvor ærlig han skummer! Han har rigtignok derhos den Værdi, at han er en tydeliggjørende Caricatur af dem, der hver Dag give Forestillinger i Skumning.

✂ Men hvad har De da imod Politiken?

✂ Politiken som Videnskab om Stæder og Riger har slet ikke gjort mig Noget; men det, som i Almindelighed kaldes Politik, bestaaer i »begeistret« Tale uden Erkjendelse, Sværmen for en Taage, der beæres med Titlen Ideal. Hr. Bregnings Christendom ere de lykkelig komne ud over; men en af Gud Thors Bukke vilde gjøre styrtende Lykke imellem dem og blive dyrket som Apis.

✂ Men er man da ikke berettiget og forpligtet til at være begeistret for Fødelandet, og tilkommer det ikke især os Studenter?

✂ Jo, men den nye Matrikel?

✂ Den nye Matrikel?

✂ Ja, kjender De ikke nok Forskjellen mellem den gamle og den nye Matrikel?

✂ Nei, men hvor falder De paa at tale om Matrikel?

✂ Fordi, naar jeg særlig vilde interessere mig for mit Fødeland og bedømme dets Politik, saa vilde jeg begynde med at studere det.

✂ Aa, naa, saadan! .... Ja, men der er dog visse almindelige Anskuelser og Principer, som man kan have uden cameralistisk Specialstudium; de grundes paa Kjendskab til Historien og Folket og, jeg troer næsten, paa den blotte Egenskab af Ens Fødsel i et bestemt Folk og Ens fornuftige, oplyste Kjærlighed til det. 198 Oplysning? Kjendskab til Historien? Hm, kjender De Indholdet af den Tractat, som 1603 blev afsluttet mellem Danmark og den kielske Hertug - hvad var det nu, han hed?

✂ Det veed jeg ikke.

✂ Jeg heller ikke; naar jeg skal være oprigtig, troer jeg, at der 1603 ikke blev afsluttet en Tractat og ikke existerede en kielsk Hertug.

✂ Jeg skal ikke længe være saa uvidende.

✂ Ja, det er godt nok; men De behøver ikke at være stødt paa mig, fordi jeg lægger Grundlaget til Deres fremtidige store Viden.

✂ Hvordan da?

✂ Jo, ved at vise Dem, at De Intet veed. De vil dog vel ikke nægte, at dette er den uundgaaelige første Betingelse for al Lærdom, saa at, hvis De engang bliver Professor og rager op fra Kathedret som en Pyramide, op over alle Matrikler og Tractater og Rescripter, saa er jeg Deres Fundament.

✂ De har Ret, og jeg takker Dem virkelig for den Sandhed, De har sagt mig, skjøndt den smagte bittert.

✂ Det er den pure Menneskenatur. Sig De til en Provst, at han ikke forstaaer sig paa Medicin, saa bliver han vred over den bittre Sandhed, skjøndt det er den rene Sandhed. Vi ville Alle have vor Uvidenhed respecteret ligesom Muselmændene deres Koner, Ingen maa løfte Sløret. - Men hvis De nu vil arbeide og læse, saa lad mig da, siden jeg er i Stemning dertil, bede Dem have Agtelse for Guderne og ikke læse til Embedsexamen .... Hvorfor studerer De Jura?

✂ Otto huskede i dette Øieblik paa, at hans Studium dog egenlig var blevet bestemt ved, at Emilie engang havde sagt til ham: Saa studerer Du til Byfoged. Et andet Studium var aldrig faldet ham ind.

✂ Han taug, og Schiøtt vedblev: Naa, det gaaer Dem som saa mange Andre. Jeg siger ikke, at De ikke skal tage Deres juridiske Examen, tvertimod, det kan være godt at have et fast Holdepunkt i Livet, og i alt Fald er det nu engang nødvendigt. Men gjør dog ikke som Mængden. De fordybe sig i Brødstudiet, bestandig med det skjønne, runde, fyldige Brød for Øie, og imidlertid slaae de om sig med begeistrede Floskler, der intet Hold have. Den Enthusiasme sprutter bort, og naar de blive Embedsmænd, ere de indsnørede i et 199 Specialstudium, have til Brug for Livets skjønnere Interesser kun nogle vage, sentimentale Erindringer, og en Titel, et Baand, et Kors er Gjenstanden for deres Sjæls Tragten - jeg vil ikke sige, at de i Grunden sætte Priis paa det Legetøi; men det hører nu engang til Mandarinværdigheden, og hvad er en Mandarin uden den hvide Knap og Paafuglefjeren? Og saa bliver lidt efter lidt deres Ideal en Hverdagshistoriehelt med Brysseler Gulvtæpper ..... hørte De ikke engang Milner? - Man maa ikke fortabe sig. Man maa itide skaffe sig et almindeligt Overblik, almindelige Livsinteresser grundede paa nogen sand Erkjendelse; De kan studere Deres Jura, men De maa gaae videre end Forelæsningerne og omfatte en Mængde Sidegrene; til de tørre Lovsamlinger hører Retsbevidstheden, til Retsbevidstheden Historien, til Historien Poesien; til Bedømmelsen af et enkelt Folk hører Sammenligning med andre Folkeslag, og først naar Blikket saaledes udvides og en alsidig Erkjenden kommer, hører man op at være Barbar, da har man den oplyste, erkjendende Fædrelandskjærlighed, ligger ikke nærende sig af Meninger og givende dem fra sig som Ænderne i Gadekjæret. Hm, det er mærkeligt, som jeg er veltalende iaften. Men det kommer af, at jeg dog virkelig havde en vækkende lille Kamp derinde. Den har ordenlig sat mig i Stemning.

✂ Otto var greben af Schiøtts Ord og optog de givne Raad med sit hele Sind. Netop fordi de vare saa gode, syntes de ham saa lette at følge, og han følte paa samme Tid Beundring for Raadgiveren, for et Menneske, der kunde bringe de skiftende, flygtige Stemninger til at krystallisere sig og selv betragte dem udenfra med kunstforstandigt Blik.

✂ En høi, smuk, aldrende Mand gik dem forbi. See, sagde Schiøtt, han er ikke overordenlig begavet; men han har gjort Lykke i Verden, han har staaet i Kjærlighedsforhold til de elskværdigste Damer og selv med Klogskab og Elskværdighed vidst at forandre hver Liaison til Venskab, og alle disse Venskaber have hævet ham til den Plads, hvor han staaer. - Schiøtt sagde dette med en Tone, der var en besynderlig Blanding af Ironi og Beundring.

✂ Otto svarede: Det forstaaer jeg ikke. Efter Kjærlighed, synes mig, maa følge Had.

✂ Det maa komme af, at De ikke er elskværdig, sagde Schiøtt. 200 Jeg synes ogsaa, det er uværdigt at lade sig hæve ved Kvinder, vedblev Otto; man skal gjøre sig Plads ved sin egen Dygtighed.

✂ Saa skal De pro primo være Pokkers dygtig, og pro secundo bliver De let en Arnold v. Winkelried.

✂ Hvordan det?

✂ Jo, for mod den Dygtige, Ensomme, Alvorlige, Trodsige, stiller Verden sig med fældede Landser. Alle Middelmaadige og mindre Dygtige staae i første Geled med Misundelsens skarpe Landser. Alle Fornemme og Indflydelsesrige forlange, at den Kommende skal være elskværdig; de staae bagved og styrke første Geled blot ved at staae der. Saa skal han bryde sig Vei, saa omfavner han Landserne, optager dem i sit Bryst og - falder.

✂ Det vilde jeg gjerne, sagde Otto mismodig, saa var det forbi.

✂ Ja, men husk paa, at jeg talte figurlig. Landserne vare ikke virkelige Landser, men Knappenaale.

✂ Er det virkelig Livet? spurgte Otto.

✂ Ja, det er det virkelige gamle Liv, hvor de gamle Sæbekjælderfolk boe, og den anden Sæbekjælder er ogsaa den gamle Sæbekjælder.

✂ Saa var et Pistolskud det bedste.

✂ God Nat, Hr. Werther! Hils Lotte!

✂ Nei, hør nu, De talte et Øieblik saa alvorlig, bliv nu ved blot et Minut endnu. Sig mig, er der da aldeles ingen Plads i Livet, hvorhen man kan bryde sig Vei? Kan De aldeles ikke vise mig et Punkt, hvor det er værdt at naae hen, hvor man lever og føler Tilværelsen i en skjøn og anseet Stilling?

✂ Anseet Stilling? Jo, slaa Dem til et Parti.

✂ Hvilket?

✂ Ja, det maa jo komme an paa Dem selv og Omstændighederne. Men det maa dog ogsaa komme an paa, om De af Naturen er en god Kammerat. Alle Partier ville herske, enten i Staten, i Kirken, i Kunsten, i Klubben, eller hvor det saa er, og for at herske maa man feie Andre tilside. Hvert Parti er en sammenbunden Kost, hvori hvert enkelt Riis maa feie løs, naar Kosten feier. Kosten ligger ikke indeni Sandheden, men Sandheden i Kosten og maa følge dens Bevægelser. Man maa, endog om man er et skikkeligt Menneske, have den mærkværdige kammeratlige Evne, at man for Ideens Skyld 201 hylder Sandheden og paa samme Tid er overbeviist om, at Sandheden kan ikke trives uden Partiet, selv naar det lyver.

✂ Men man maa dog have en Idee at troe paa!

✂ Ja, men De skal have Medtroende, De maa have Deres Medtroendes Tro eller altid lempe Dem lidt efter den. Og hvormange af de Medtroende troer De, bryder sig om Tro paa Ideen?

✂ Hvordan kan Verden da hænge sammen?

✂ Ved Centripetalkraften, Centrifugalkraften, Tyngdeloven og Ligevægtsloven, ved Interessernes Balance. Om enhver ideel Tanke sætter sig et vist System af Interesser, ligesom Skaldyrene sætte sig paa en i Havet nedsænket Gjenstand. Paa den bedste ideelle Tanke sætter sig den største Sum af vægtige, grove Interesser, det er en Naturlov, og derved faaer den meest Vægt og er seirrig, indtil tilstrækkelig mange Skaldyr sætte sig paa en modsat Idee og vippe den første op. Verden bevæger sig fremad til uendelig Fuldkommenhed ved Skaldyrenes Tyngde.

✂ Verden er dog herlig.

✂ Ja; men vi have af al den Herlighed,

✂ »von all seinem Glanz und Schimmer
Nichts als die Mühe und als die Schmerzen,
Und wofür wir uns halten in unsern Herzen.«

✂ See paa det Hele med Kløgt og livfuldt Blik, holde os fjernt fra Misundelsen og Hadet, nære os af Skjønheden og blive stærke ved den ....

✂ Ja, men Handling, Handling!

✂ Hvad kalder De Handling? De veed, eller De veed sagtens ikke, at Goethe var med paa det Felttog, som Preusserne og Østerrigerne under Hertugen af Brunsvig foretoge ind i Frankrig 1792.

✂ Var Goethe med der?

✂ Ja, De kan selv læse det i hans Værker. Da Tydskerne bombarderede Verdun, stod Goethe om Natten ved et af Batterierne og saae paa, hvor smukt det tog sig ud: Kanonaden, Branden i Byen o. s. v., og saa gav han sig til at spadsere op og ned bag en Viingaardsmuur med Fyrsten af Reuß og udviklede ham sine Theorier om 202 Farverne efter en Iagttagelse, han havde gjort om Morgenen ved et Kildevæld.

✂ Hm, det synes jeg ikke rigtig om.

✂ Hvorfor ikke? Skulde han maaskee have været sentimental og jamret?

✂ Jeg veed ikke .... jeg synes, der er en Mangel paa Mandighed deri.

✂ Mandighed? De har da læst om Slaget ved Valmy eller Kanonaden ved Valmy?

✂ Ja, der, hvor Dumouriez tvang de Allierede til Tilbagetog?

✂ De kan Deres Kofod næsten ordret. Det er ganske rigtigt. Der blev affyret omtrent tyvetusinde Kanonskud, og midt under Bataillen, da Goethe holder bag en Høi, faaer han Lyst til at prøve paa sig selv, hvad Kanonfeber egenlig er, og saa rider han op paa Høien, midt ind i Regnen af Kanonkugler, og bliver holdende der, indtil han tilstrækkelig har iagttaget sig selv. Kalder De det Mandighed eller ikke?

✂ Men er det ogsaa ganske sandt?

✂ Stabsofficiererne mødte ham jo paa Høien, og det Ridt blev senere med stor Forbauselse omtalt ved Kongens Taffel.

✂ Det er rigtignok mærkværdigt. Men hvad saa?

✂ Hvad saa? Saa mener jeg, at dette er den sande Maade at tage Livet paa: »skjønt at udvikle sin Menneskelighed«, som Giulio Romano siger i »Correggio«, under alle Omstændigheder at give Agt paa og vedligeholde Skjønhedens rolige, stadopbyggende Magt, blive Noget i sig selv, vorde en Personlighed, der staaer uafhængig med Sind og Villie, beredt til at gribe og beherske det store Øieblik, naar det kommer.

✂ Men hvis det ikke kommer?

✂ Det kommer! Men det lader sig ikke melde, det kommer med Vælde eller yndigt og blidt, maaskee naar man engang tankeløst staaer i Borggaarden, saa kalder en Stemme:

✂ »Hør Ungersvend, sig ikke Nei, leg Tavlbord med mig!«

✂ Schiøtt nynnede den deilige Melodi, og ved denne Lyd blev det saa varmt for Otto, saa vemodig og dog ønskelig, saa duftende, bly 203 og dog lokkende laa Verden, saa kjærlig syntes Fødelandet at aabne ham sin Favn, at han udbrød: Tak, Schiøtt! nu gjorde De igjen Alt godt!

✂ Ja, svarede Schiøtt adspredt, nu har jeg fortalt Dem om Pantheisten Goethe med hans Farve-Forelæsning under Verduns Beleiring og om Stoikeren Goethe paa Høien ved Valmy. Men han var derhos en godmodig Patron, der bestandig gav efter for den »herrische Gewohnheit, jüngern Männern meines Alters in Herzens- und Geistesnöthen beizustehn.« Det Samme gjør jeg i min Godmodighed. Men nu maa jeg sige Dem Farvel; der gaaer Nogen, jeg skal tale med. Gaa nu hjem og læs Goethe.

✂ Otto fortsatte sin Vei uden at vende sig for at see, om det var Mand eller Kvinde, Schiøtt skulde tale med. En uendelig Attraa opfyldte ham. Farver, Sang, Videnskab, Herredømme, en deilig Prindsesse i Borggaarden, de meest forskjellige, skjønne Billeder foresvævede ham, og han tænkte i dette Øieblik ikke paa, hvorledes de skulde naaes, selve Aftenens Skjønhed var en Lyksalighed.

Syvende Capitel

✂ Ved de nye Bekjendtskaber, hvori Otto var kommen, blev Samlivet med Mendoza løsnet lidt, uden at der dog kom noget engt Omgangs- eller Venskabsforhold mellem ham og Schiøtt. Deels var Forskjellen i Alder og den Overlegenhed, hvormed Schiøtt fremragede, en Hindring, deels iagttog Schiøtt overfor dem, han særlig interesserede, en vis Tilbageholdenhed, ligesom for ikke at opslide Interessen. Hvad der undertiden fra Damers Side anvendes af Coquetteri, og hvad mange Mandfolk forsømme altfor meget, udtalte han som en veloverlagt Regel, grundet paa Skjønhedshensynet. Men Otto saae ham ofte med tilsyneladende langt større Interesse omgaaes ubetydeligere Mennesker og kunde ikke værge sig mod en Slags skinsyg Mismod over ikke at blive anerkjendt. Derimod beklagede Schiøtt sig over, at Otto var som en Svamp og bestandig sugede ham ud med begjærlig Spørgen eller blot med Uvidenhedens til Belæring og Irettesættelse fristende Magt. Han 204 vilde, naar det endelig skulde være, hellere »holde Foredrag« for dem, der bekjæmpede ham og strede imod, end for Otto, der lyttede og vilde lære. - Al Deres Naivetet, sagde han engang til Otto, vil snart gaae bort, og jeg maa da holde mig til min Ven Milner, som dog idetmindste leverer et stort Erfaringsmateriale, hvoraf Parfumen lader sig uddrage; for han er i Grunden en Arbeidsbi, der ikke veed, hvad det er for Blomsterstøv, han medbringer til Kuben. - Trods denne Utilbøielighed gav Schiøtt dog tidt efter for den Fristelse, der laa i Ottos begjærlige Lytten, og paa given Anledning kunde han med sin overordenlige Hukommelse holde et vækkende og veiledende Foredrag over en historisk Begivenhed eller udtale sig med Interesse og Indsigt om et eller andet Kunstværk o. desl.; men hyppigere talte han, som det netop stod ham an, fulgte sin Drift til korte, aandfulde, ironiske Bemærkninger om Livet eller gav sig pludselig til at gjøre Forsøg med Otto, kastede en Dissonans ind i Samtalen og saae, hvad Virkning den gjorde.

✂ Paa den anden Side skuffede Otto Schiøtt ved den Mangel paa Tillid til Verden, til Paalidelighed og Troskab, som undertiden brød frem, ikke i bestemte Ord, men forraadende sig paa uvilkaarlig Maade. Schiøtt holdt sig overbeviist om, at dette sunde, aabne Ansigt ikke kunde skjule en Hemmelighed, at Otto ikke kunde have undladt at bryde frem med den, og speidede derfor efter, om der ikke dybt i hans Sjæl laa noget medfødt Troløst, som berøvede ham Evnen til at troe Andre.

✂ Hvad de havde tilfælles, og hvad der dannede det aandige Slægtskab imellem dem, var den ustandselige Higen efter Erkjendelse og den dybe Skjønhedsfølelse, Sandsen aabnet for Livets Duft. Men ogsaa i denne Lighed var Forskjel, fordi hos Otto var Attraaen endnu meest sjælelig, han higede efter Livets skjønne Illusioner; de Skuffelser, han hidtil havde lidt, havde kun borttaget de virkelige Gjenstande for hans Tragten, men ikke selve Attraaen, og Skjønhedstheorierne havde henviist Opfyldelsen til en Verden, han troede at kunne gribe. Schiøtt derimod saae paa Illusion og Virkelighed med erfarent og kunstforstandigt Sind, var snart i Idealiteten, snart i Realiteten og kunde spille med begge som Jongleuren med Kugler. Ved en Flaske Viin vaktes Ottos Forestillinger om ubekjendte Vine, 205 om gyldne Druer, Purpur-Druer, Olivenskove, Templer og hellige Lunde, medens Schiøtt drak sit Glas med Behag, satte Priis paa at kunne skjelne mellem en Chateau-Rauzan og en Leoville og derpaa talte om Druer, Lunde og Templer som en vidtbereist Mand, der har seet dem. Forskjellen imellem dem viste sig ogsaa i deres Oeconomi, skjøndt deres Kaar vare temmelig lige. Ottos Moder havde trukket sig tilbage fra Handelen og var flyttet til en anden By, hvor hendes Søster boede; Boet var blevet opgjort, og for Otto var udsat en Capital, hvis Renter dog kun forsloge til det Nødvendigste, og han maatte derfor hjælpe lidt til ved Information. Han havde en næsten kvindelig Sands for Orden, men var ligegyldig for Penge, Tingenes Værdi rettede sig hos ham efter den Lyst, han havde til dem. Andrés Opfordringer om at være genereux og gentil vare saa at sige trængte ind i hans Blod og bleve endmere bestyrkede og udviklede ved Skjønhedslæren. Schiøtt havde mere praktisk Sands og var sparsommelig, fordi han frygtede Afhængighed af Verden, men var derhos altid beskjæftiget med lidt »Klatgjæld«. Han sagde, at det interesserede ham, man havde ellers Vanskelighed ved at komme i Berøring med en vis Deel af Folket, og kun paa denne Maade kunde man undertiden høre den naturlige Pathos, der hos de Dannede alt mere kom i Forfald. En Vadskerkone, der krævede, afgav et agtværdigt, skjøndt ubleget Mønster paa en simpel og rørende Fremstilling af Familieforhold, blandet med en naiv, berettiget Vrede over Debitors Insolvens, og i hendes Skoser forekom ofte mærkværdige Træk af folkelig Ironi; hendes Tale havde en Duft som i Luften tørret Tøi, hvorimod hans dannede Værtindes vrede Tale var som en ovntørret Ble. Derfor betalte han sin Værtinde punktlig den 1ste i hver Maaned.

✂ Hun staaer à la suite, sagde han engang ved en given Anledning, da han i Solskinsveir fulgtes med Otto fra sit Hjem - thi, skjøndt Schiøtt altid var livlig, var det dog især Tilfældet i Solskin -; engang naar jeg faaer Tid, skal hun rykke op i Nummer og gjøre Tjeneste som gammelt Huus. Der kan være mange Hemmeligheder i et gammelt Huus.

✂ Hvad vil det sige? spurgte Otto.

✂ De mangler ogsaa alle Forudsætninger, saa man maa give en 206
kjedelig Commentar til hvert andet Ord. Man maa have lidt at pusle med i denne Verden. En Capitalist, der eier en Mængde Steder, gjør hver Morgen sin Ronde, og jeg seer ham undertiden gaae og føle paa Murene og klappe dem, ligesom Dyrtæmmeren klapper sin Rhinoceros eller gamle Jomfruer deres Hund eller Kat. Vi Andre, som hverken have Raad til at holde Huse, Hunde, Katte eller Rhinocerosser, lade vore Grundeiendomme og Yndlingsdyr gaae frit om, ernære og regenerere sig selv; i Mangel af den fulde Eiendomsret nøies vi med en betinget Brugsret ... Saae De ham, som hilste der? Det er en Aagerkarl, og han er min Ven. De Andre - som laane af ham - gaae en lang Omvei for ikke at møde ham, og naar de ikke kunne undgaae ham, hilse de keitet; thi de tør ikke være uartige og vove ikke at være høflige. Men jeg siger altid paa det venskabeligste: God Morgen, Hr. Samuel - skjøndt han er ligesaa god Christen som jeg - og saa leer han, som om han var deelt imellem Lyst til at kysse og bide, og bliver altid staaende for at tale lidt om Geschäftet og bevise mig, at han er en brav Mand. Ironien gjør en løierlig Virkning paa den Slags Folk; de vimse og flagre om En blot for at blive frie og flyve saa lige i den. Han har forsikkret mig paa Ære, at Skinnet er imod ham, at han nok veed, han bliver kaldt Aagerkarl, men at han i Virkeligheden gjør Vel mod utallige Mennesker, som ellers vilde blive flaaede. Ja, han har svoret, »saa sandt Gud lever«, at han endog, naar han ikke havde Pengene selv, og Vedkommende ikke vilde betale saa høie Renter, som tredie Mand fordrede, har lagt Penge til af sin egen Lomme. Og det er fuldkommen sandt. Han har to Kasser, den ene er hans egen, den anden er hans Børns, og som Fader og Forsørger kan han ikke forsvare at udlaane sine Børns Penge paa usikkre Forskrivninger mod mindre end 50 pCt. Byder nu En 48 pCt., saa lægger han samvittighedsfuldt af sin egen Kasse 2 pCt. i Børnenes. Da jeg svarede: De er en brav Mand, Hr. Samuel, blev han saa ivrig, at han bød mig hjem til sig og viste mig sine Bøger, hvoraf fremgik, at ved Udlaan mod 50 pCt., havde han kun en virkelig Fordeel af 10 pCt. - saa meget snyder man Aagerkarlene trods al deres Forsigtighed. Er det ikke interessant? Han er forresten Tigeren i mit Menageri; thi laaner jeg engang af ham, forført af hans Venskab, og betaler jeg da ikke paa Klokkeslettet, 207 sætter han mig, »saa sandt Gud lever«, i Slutteriet blot for at kunne kigge ind til mig og sige: God Morgen, Hr. Schiøtt!

✂ Ja, saadan som De kan fremstille det, er det interessant; men det er dog egenlig ikke skjønt.

✂ Aa, skjønt! Man maa ogsaa tage sig lidt iagt for det Antike og læmpe sig efter den romantisk-nøgterne Tid, vi leve i. En lille Jomfru ovre paa Vestkysten af Jylland taler maaskee med Henrykkelse om Zephyren og veed ikke af, at Zephyren er Vestenvinden, der i hendes Hjemstavn svider Markerne, bøier Skovene og kaster Vrag paa Stranden.

✂ Samtalen blev afbrudt for dengang, men blev gjenoptaget en Tidlang efter paa en Ridetour. Endeel af deres fælles Bekjendte gjorde en Skovtour, Otto vilde ride, og Schiøtt lod sig efter mange Overtalelser bevæge til at ride med, men paa den Betingelse, at Otto skulde lære Bions Klagesang over Adonis udenad paa Græsk og recitere den fra Fælleden til Bommen; for, sagde Schiøtt, saa har jeg Ro saalænge. Og det gjorde Otto, medens Schiøtt red og saae ud over Sundet og efter endt Recitation paastod, at hans Hest var bleven saa lærd, at den galopperede i feilfrie Anapæster.

✂ See der, sagde Schiøtt, da en smuk Equipage rullede dem forbi, nu skal jeg til Belønning for den Ære, De har viist den ædle Bion, fortælle Dem, hvem det var, som kjørte der. Det er en Mand, som for nogen Tid siden vandt en Proces ved Høiesteret og derved pludselig gik over fra Fattigdom til Rigdom. Nu er han klædt paa det nydeligste, alle Folk hilse ham, han kan spadsere Arm i Arm og kjøre med hvem det skal være, og er hoven. Jeg har kjendt flygtig til ham tidligere, og naar jeg nu hilser ham, tager han flygtig med en Finger til Hatten, han troer, jeg har Hensigter. Det er dog uendelig curiøst. De Andre, som han tager under Armen, tillægger han ingen Hensigter, fordi han behøver dem til sin »Anseelse«, mig tiltroer han Hensigter.

✂ Men hvorfor hilser De da stadig?

✂ Hvorfor? Jeg tager Hatten af for Dommen, for den blinde Retfærdighed, for Lykken, der som en ægte Kvinde har viist sig poetisk-lunefuld og engang kastet sin Gunst paa en Morian. Jeg tager Hatten af for Morianen, fordi hans skjønne Beskytterinde ikke er 208 visible, og paa samme Tid har jeg jo den Morskab at see ham henregne mig til hans courgjørende Hofmænd. Intet er fornøieligere end at blive misforstaaet af Schofelisterne ...

✂ Jo, at blive æret af de Ædleste!

✂ Det er det Næstbedste af den Glæde, man kan have af Mandfolk ... »De Ædleste« ere nu ogsaa med at spise til Middag hos min Morian, skal jeg sige Dem. Han holder Equipage, giver store Feter, er i Velten, jasker sine Penge bort.

✂ Hvad skulde han da gjøre ... hvordan vilde De bære Dem ad, hvis De var rig?

✂ Jeg? - Lad os see. Det Første vilde være, som Goethe tilraader, hver Dag at see paa noget Skjønt. Man maatte være omgiven af Skjønhed, af antike Statuer, Blomster, Malerier, Raphaeler og Murilloer, især Murilloske Madonnaer. Hver Dag maatte Decorationerne vexle, nye Kunstværker omgive En, hver Dag maatte være en Overraskelse, Opstaaen til et nyt Liv, ny Skjønhed eller ny Udstraaling af den eviggamle Skjønhed. Et Dampskib maatte ligge ved Toldboden, bestandig med Damp oppe, beredt til at føre En, hvorhen man lystede, til Athen, Smyrna, Jaffa, Monterey, Ny-Orleans. Ved Smyrna maatte arabiske Heste staae opsadlede, for at man strax kunde ride til Palmyra - kjender De Noget til Dronning Zenobia?

✂ Ja, hun forsvarede jo Palmyra imod Keiser Aurelian, men blev fangen og ført i Triumph.

✂ Hun skal have været en af Verdens skjønneste Kvinder; hun var den sidste Repræsentant for Grækenland, der kjæmpede mod de romerske Barbarer, og med græsk Aand og Frihed forenede hun Østerlandets mysteriøse Herlighed. Og hun var en Jødinde, og de ere sjeldne ... Hun skulde møde En i Ørkenen, omgiven af 100,000 orientalske Ryttere, der opførte en fantasia, og ved hendes Nærmelse skulde Kilder springe frem i Ørkenen og grønt Græs lægge sig fløilsblødt over Sandet. Og naar man seilede ud i Middelhavet, under Cypern, Greta eller Cythera, skulde Cleopatras Tog komme, med Purpurseil, med Skib af Perlemoder, med Dronningen selv i Bagstavnen, omgiven af syngende Kvinder, og man skulde selv være Antonius og have to Verdener at lægge for hendes Fødder - i det Ubegrændsede er Rigdommens Aand og Sandhed, kan man ikke være rig ubegrændset, saa opgiver man 209 Perlemoder-Skibene med Purpurseil og de 100,000 Ryttere og rider paa saadan en Krik som dennehersens og indsuger Brisen fra Sundet og veed, at Zenobia og Cleopatra døe aldrig, om de end ikke ere Dronninger.

✂ Schiøtt vedblev efter en lille Pause: Men man maa vogte sig for Næringssorg. Har man ikke Udsigt til at blive rig, maa man forstaae at undvære det Uvæsenlige for det Væsenlige; Glacéhandsker, Gulduhr, glimrende Meubler kan man undvære. Alt kommer an paa den Personlighed, man bærer i sig. Kvinden gjør en simpel Straahat yndefuld, den fuldendteste Silke- eller Fløilshat fra Glassing eller Levin gjør ikke Kvinden yndig, uden for Hofjunkere o. desl. Derfor maa man være sparsommelig og finde en Nydelse deri. Hvad Næringssorg kan føre til, er næsten utroligt. Jeg kom imorges ned til en fattig Barbeer, som boer i en Kjælder og er min Ven. Han betroede mig, at lidt før jeg kom, havde han ikke havt Brød i Huset, og han sad inde i sit Værelse og ventede paa en Kunde og Sexskillingen. Saa gik Døren til hans Barbeerstue, og han ud. Det var en ung, nydelig Dame, der spurgte efter Nogen i Huset. Muggen sagde han hende Besked og bandede hende i sit Hjerte, fordi hun ikke var et Mandfolk, han kunde barbere - saa vidt kan Næringssorg bringe en Mand!

✂ Schiøtt sagde disse Ord med et ubeskriveligt Smiil. Han talte med den Slags Ironi, hvorved et Menneske synes at staae saa mange Gange over eller bagved sig selv, at han er som i et Værelse beklædt med Speilglas: Øiet forfølger hans Billede i det Uendelige, faaer ikke Hold paa noget fast Billede, men tiltrækkes af sin egen bestandig utilfredsstillede Skuen.

✂ Otto sagde: Hvo der kunde tage paa Livet saadan som De!

✂ Ja, seer De, man maa have Interesse for Livet, saa kommer det En imøde.

✂ Jeg troer snarere, at den, der ikke bryder sig om Livet og ikke begjærer det, ham kommer det imøde og hengiver det sig til; men den, der længes efter det og gjerne vil omfavne det, ham skyer det.

✂ Ligesom Lieutenant Holm engang fortalte om den smukke Tjenestepige, der ikke vilde kysse ham, da hun mærkede, at han selv gjerne vilde?

✂ Ja, saa omtrent. 210 Ja, men han var ogsaa et Barn; havde han været Mand, saa havde han dristig kysset hendes Læber, da de vovede sig nær.

✂ Havde han været Mand, saa vilde hun vel ikke have nærmet sig.

✂ Det skal De ikke sige. Hun vilde ikke have nærmet sig paa den Maade; men engang vilde et lille Smiil med nedslaaede Øine have sagt: Jeg er nær. Man maa forstaae at læse Runer.

✂ Man maa jo altid frygte at læse feil.

✂ Og saa frygter man i Virkeligheden, medens Phantasien er modig? spurgte Schiøtt og kastede et forskende Blik paa ham.

✂ Otto taug.

✂ Efter en lille Pause sagde Schiøtt: Der er et skjønt Mysterium i Naturen; det Mandige, Dristige, Bevidste og Honnette hører sammen. Det skal sjelden slaae feil, at der ved de ængstelige, skye unge Mennesker er noget dulgt Uhonnet. De lure og luske om det, de begjære, de indsuge Lidenskab af Atmosphæren og af deres eget Aandedræt, og i deres Frygt for at begaae det Ene, begaae de ofte det andet endnu Værre.

✂ Hvad da? spurgte Otto beklemt.

✂ Det er meget forskjelligt; men jeg vil nu kun nævne det, at saadant et Menneskebarn tager feil baade af sine Følelser og af Gjenstanden, af sine Evner og af sine Forhold, og i et fristet Øieblik gjør pathetiske Løfter, kaster sin hele Personlighed hen paa Spillebordet og bagefter ikke kan og maaskee heller ikke vil indløse den. Det er det Uhonnette, det er Kjeltringestreger. Aphrodite er en ærlig Kvinde, Gudinde for Naturen og Skjønheden; Sangen til hende skal synges høit og ikke bævende nynnes indvendig. Manden skal vide, hvad han er, og hvad han vil; han styrer sig selv med Aandens og Skjønhedens Tøiler og har Bevidsthed derom. Lad Kvindens Instinct læse Runer i hans Blik, og lad hende søge ham eller stænge sin Dør, alt efter hendes egen Hu og Villie. Hun leger med den Farlige som med Ild; men hun driver Spot med den Ufarlige. At være til hemmelig Spot for en Kvinde, fordi man er forknyt - »den Skjæbne vorde Dine Fjender!« som den vise Nathan omtrent siger til Saladin.

✂ Gjennem hele Naturen, vedblev Schiøtt, gaaer en Ensartethed af det Dygtige og Skjønne, det Mandige og Honnette, i Modsætning til det Snigende og Umandige. Kvinden har med sin 211 beundringsværdige Organisme en uvilkaarlig Sands herfor. Hvadsomhelst Herligt og Stort hun seer frembragt eller hører Beretning om, meddeler hende en Følelse af det Mandige, der var dets inderste Ophav, og uden hvilket ingen Productivitet gives. Om hun seer en fuldendt Statue, en veludført Rolle, lytter til en skjøn og kraftig Sang eller hører om en Heltebedrift, er hendes aandige Glæde, hendes upartiske Beundring lempelig ledsaget af Eros. Jeg vil just ikke sige, at hun altid giver efter for denne Eros - Skuespillere, Sangere og Helte mene, at det hyppig er Tilfældet - men han er hende nær, selv paa den Blufærdiges Kinder puster han, hende selv uafvidende, sin skjønne, varme Aande. Ingen sand Kvinde ynder det Svage, Krybende, det fiint læspende Spæde; hun elsker Styrken. Det er just ikke af Sandselighed; men det er, fordi hun selv tilhører den friske, skjønne Natur og har en umiddelbar Sands for Naturens Harmoni.

✂ Kvinden er ikke egenlig sandselig - tog Schiøtt efter et Øiebliks Taushed paany Ordet -; alt det enkeltstaaende Sandselige, det Begjærlige, Raae, Ideeforladte, der nærmer sig hende, indgyder hende Mishag. Hvad der nærmer sig hende, skal behage hende, og man kan kun af Kvinden lære ... af Kvinden lære ...

✂ Paa aldeles usædvanlig Maade standsede Schiøtt og faldt i Tanker.

✂ Hvad kan man lære? spurgte Otto.

✂ ... At blive Mand, svarede Schiøtt kort, og idet han et Øieblik efter fuldstændig kom tilbage i den forrige Tone, tilføiede han:

✂ Hos hende er Skjønheds- og Velbehagsfølelsen ligesom en fim Æther, der omgiver alle hendes Nerver, og naar denne med sympathetisk Eidenskab optager en Personlighed i sig, staaer hele hendes Væsen i dens Tjeneste -

✂ For every thought is bent to prøve
Her passion in the hour of trial,

✂ som Byron siger i Sangen om Inez.

✂ Men hvor veed De dog Alt det! spurgte Otto.

✂ Ved Intuition, svarede Schiøtt smilende, ved den gjættende Magt, der opdager og erkjender endog det fjernt Beslægtede. Vi have Alle i vort Sind en Hovednøgle, der oplukker Døren til andre 212 Menneskers Sind, naar vi først ved lidt Erfaring have prøvet den paa os selv. - Hvad jeg for lidt siden sagde om Kvindens Forhold overfor det Store og Skjønne, gjælder ogsaa om Manden, idetmindste de velorganiserede Naturer. Der er virkelig i alle Arter af Nydelse noget Mandligt eller Kvindeligt. Naar De f. Ex. ved en Concert hører en særdeles smuk kvindelig Stemme, saa virker den paa Dem anderledes end paa en Kvinde, ligesom De ikke musikalsk føler det Samme for en smuk Mandsstemme, som en Kvinde føler. Følelsen kan synes saa fjern fra Attraa, som den vel vil - desuagtet skal det ikke kunne undgaaes, at en mandlig eller kvindelig Erotik jo gjennembæver den. Men hvilken Herlighed er ogsaa en skjøn Kvindestemme! Ingen har en saadan Stemme uden at være et sjeldent, fortræffeligt Væsen. Det sagde Mendoza engang; hans Instinct havde lært ham det. Paa Theatret hører man den sjelden, fordi Scenen med al dens Smaalighed og dens Intriguer snart berører Sjælen, og dog skal der være Fruentimmer, der have faaet en saadan Marmorhvidhed af den kjærlige Natur, at intet Smuds har kunnet hefte paa den, og selv i en fremrykket Alder behøve de kun at lade en Tone høre, for at man strax skal kjende en af de Udvalgte og anelsesfuld hilse al den Rigdom, som en Kvindesjæl gjemmer. Men sjeldent er det. Derimod kan man hyppig møde en skjøn, blød, uimodstaaelig vindende Stemme i det private Liv. Hun har da altid skjønne, bløde Former, hun er altid smuk, idetmindste naar hun taler, altid værdig en Mands Elskov, og lyksalig den, hun gjengjælder med sin! Grækerne havde en bestemt Forestilling om den erotiske Magt, der ligger i enhver Skjønhedsnydelse, og udtrykte det paa mærkelig Maade i Fortællingen om Pygmalion, der forelskede sig i Billedstøtten ...

✂ Ja, men det, synes mig, er ikke skjønt! udbrød Otto; Fortællingen om Pygmalion forekommer mig at være en af de faa frastødende Gjenstande i Oldtiden, ligesom Historien om Periander og Melissa ...

✂ Naa, ja, svarede Schiøtt, Smag og Behag er forskjellig, og saa kan man jo nøies med det Levende; det var jo ogsaa derfra, vi gik ud.

✂ Og dog, tilføiede han lidt efter, er der en dyb Sandhed i Pygmalionsagnet. Hvad vi elske i Ideens Rige, maa paa en eller anden 213 Maade faae Liv og aande os imøde. Nogle omfavne Ideen, og den bliver under deres Paakaldelse til en Malkeko, som Schiller siger; men Pygmalion begjærede Livets hellige Mysterier i en Form, der var reen som Marmor og skjøn som Kunstens Fuldendthed, og Guden skjænkede ham det: det Store og Skjønne, han selv havde frembragt, blev hans Eiendom og Løn.

✂ Ja, saadan forklaret! raabte Otto med tindrende Blik.

✂ Men, vedblev Schiøtt med en pludselig Bøining af Tonen, man maa vogte sig for det Tragiske.

✂ Hvad vil det sige? spurgte Otto, næsten ængstet ved den pludselige Slagskygge.

✂ Man maa have Lykke. Der er en Hemmelighed etsteds i Livet; der er Noget, som ikke kan udmaales og ikke veies paa nogen Vægtskaal, fordi der ingen Retfærdighed er deri. Det Uforklarlige er udtrykt i Formlen: Man maa have Lykke. Jeg har seet gamle Mænd, som i deres hele Liv have taget, hvad de kunde naae, som vare seilede ind i mangen Bugt, men altid slupne ud med gunstig Vind, og nu ere omgivne af en ærefrygtsfuld Slægt og Folkets Velvillie. Og jeg har seet unge Mennesker, der ængstelig nippede til Livet, med Frygt og Undseelse udstrakte Haanden efter, hvad Naturen havde bestemt som deres, komme i Forhold, som ingen Djævel og ingen Engel løser - jeg har seet dem gaae i Hundene.

✂ De vare komne langt forud for de Andre og havde under denne Samtale redet Fod for Fod, næsten uden at agte paa Hestene.

✂ Ottos Hest gjorde et Feiltrin, og han tugtede den med Sporerne, saa at den sprang og krummede sig under Tøilerne.

✂ Hvor den Vei er dumt anlagt! raabte han; see, hvilken vid Bugtning den gjør! Lad os ride lige over Marken!

✂ Deres Langsynethed bemærker nok ikke, at der er en bred Grøft og en Havremark, sagde Schiøtt. Man sætter ikke over en saadan reel Grøft med et af Deres yndede Tankespring.

✂ Lad os sætte over, Schiøtt!

✂ Lad os beholde Halsen heel, Krøyer!

✂ O, mig skylder Himlen saa meget, at den ikke kan lade mig døe endnu! raabte Otto og satte sin Hest i Galop.

✂ Schiøtt fulgte ham et Øieblik og tilraabte ham: De gjør gal 214 Regning, Høistærede! hvis Himlen er i Deres Gjæld, er den i høi Grad fristet til det Ønske at blive af med Creditor ved hans egen Uforsigtighed.

✂ Jeg troer paa Himlens Ærlighed! raabte Otto, jog Sporerne i Hestens Sider og tvang den fremad til Spring; men paa Grøftekanten standsede den og vendte om.

✂ Lad det nu være godt! raabte Schiøtt og greb efter hans Tøile.

✂ Rør ikke Tøilen paa den Hest jeg rider! skreg Otto, kastede sin Hest om og jog i Carriere mod Grøften. Dennegang sprang Hesten og kom over; men Bagbenene fik ikke sikkert Fodfæste i det løse Gruus, Hesten væltede bagover med sin Rytter ned i Grøften.

✂ Kom og hjælp! raabte Schiøtt til Vognen, der nærmede sig; men inden Nogen kunde ile til, saae de Hesten kravle op og løbe ind i Havremarken, og strax efter fulgte Otto, bedækket med Støv, blind og døv for alt Andet end Hesten.

✂ Han naaede den inde i Marken, hvor den ikke havde kunnet modstaae den fristende halvmodne Havre, greb Manke og Tøile og svang sig op.

✂ Lad os ta'e ham op! raabte en Stemme, og strax efter saae Otto sig afskaaren fra den brede Aabning i Gjærdet, hvorigjennem han var kommen. Det var Gaardmanden og hans to Karle, og den ene bar en Lee. Længere inde paa Markerne opdagede han mange Høstfolk.

✂ Gaa af Veien, Folk! raabte Otto.

✂ Ja, vist! svarede Gaardmanden; nei, nu ta'er vi Dem op! Lars, gaa Du hen og tag Tømmen fra ham!

✂ Det skal altsaa være Strid - sagde Otto til sig selv - og jeg giver mig ikke!

✂ »Til Seir og Lykke blev Volmer født,
Det staaer i Stjernerne skrevet!«

✂ brød uvilkaarlig frem i hans Tanker, og med al Magt gav han Hesten Sporen og jog lige imod Aabningen uden Hensyn til Bonden, der bredt havde stillet sig i Veien, medens Lars skulde nærme sig fra Siden. 215 Vil han ride Folk over, Kjæltring! raabte Bonden og sprang tilside og slog i det Samme ud med en Kjæp; den ramte Hestens Bagbeen og paaskyndede endmere dens Fart. Niels, hold Leen for! tilraabte han sin anden Karl.

✂ Det skal jeg! raabte Niels.

✂ Men Solen stod Hesten i Øinene, og den kunde ikke see Leen; den sporedes af Otto til det vildeste Fiirspring.

✂ Afveien for Konning Volmer og hans Skjæbne! skreg Otto som ude af sig selv og førte Hesten mod Karl og Lee. Niels havde ikke Mod til at dræbe, han kastede Leen, da Otto kom ham nær paa faa Alen, og i et mægtigt Spring satte Hesten over paa Landeveien.

✂ Fra Vognen hilste man Otto med Bravoraab, maaskee blandede med en Ironi, som han i den første triumpherende Bevægelse efter Stordaaden ikke bemærkede. Men senere, da Voldsomheden fuldstændig havde lagt sig og det stod tydeligt nok, at intet fornuftigt Resultat var kommet af det phantastiske Indfald at spille symbolsk om Liv og Død og Livets Lykke, følte han sig knuget af en uvilkaarlig Skamfuldhed.

✂ Schiøtt forholdt sig længe taus; endelig paa Tilbageveien, da Otto hele Tiden havde vedblevet at være nedstemt og kjedelig, red han nærmere til ham og sagde: Tag Dem iagt for det Ulogiske.

✂ Hvorledes da? Hvad mener De? spurgte Otto.

✂ Jeg mener, at en Galfrands bør være elskværdig; dermed afbetaler han den Gjæld, han paadrager sig. En melancholsk Galfrands er en ulogisk Person, der let hjemfalder til det Tragiske eller Comiske eller Tragicomiske.

✂ Saa paakalder jeg det Tragiske! sagde Otto.

✂ Tag Dem iagt:

✂ »Luften hører det og disse Bjerge,
Og gjennem dem det bringes til Din Herre.«

✂ Lad høre det, hvo der vil! sagde Otto.

✂ Lidt efter tilføiede han: De troer jo dog ikke paa, at Luft eller Jord kan høre, hvad man siger!

✂ Nei; men man skal lytte til, hvad man selv siger; sommetider faaer man Noget at vide, man ikke vidste. 216 En anden Gang traf Otto og Schiøtt sammen ved Bortgangen fra Theatret, hvor der var blevet opført et nyt Stykke, der udmærkede sig ved en saa simpel Inderlighed, en saa skjøn lyrisk Diction samt en saa fortræffelig Udførelse, at Begeistringsglæden ligesom vedblev at summe om det udstrømmende Publikum.

✂ Schiøtt og Otto vedbleve at gaae nogen Tid i Taushed. Endelig sagde Schiøtt: Naa, hvad er saa Deres lærde Dom over Stykket?

✂ Otto svarede: Jeg føler kun det Ene, at den Digter, der skriver et saadant Stykke, maa ved sin Død afgive en skjøn Sjæl til Vorherre.

✂ Hm! sagde Schiøtt, det var et Udtryk, som en Bladanmelder vilde misunde Dem. Den kunde vist magelig strækkes til to Spalter.

✂ Otto følte paa Schiøtts Tone, at der under de halv spottende Ord laa en virkelig Ros, og taug i stille Stolthed.

✂ Det kommer kun an paa, vedblev Schiøtt, om Billedet indeholder Sandhed. Maaskee De, fordi De indsuger Stykkets Skjønhed, efter Døden stiger op til Deres Herre - for at tale den Slags Sprog - medens Digteren, der har givet det fra sig, stiger ned et andet Sted.

✂ Det er underligt ... jeg har hørt en saadan Yttring før; men det er dog en urimelig Tanke!

✂ De har maaskee læst den hos Plato; han gjør netop stor Forskjel paa en Digter og en digterisk Mand. Den digteriske Mand er Nummer Et, Digteren sætter han i Klasse med Tyrannerne.

✂ Ja, men var det ikke, fordi Plato selv havde faaet et Stykke udpebet, og fordi Poeterne gjorde Nar af ham derfor?

✂ Ungdommen har ingen Pietet mere! Hvo giver Dem Lov til at tale saaledes om Plato? En af vore egne store Digtere siger jo forresten det Samme:

✂ »Hvis jeg var god, jeg digted slet;
Men jeg er slet og digter godt.«

✂ Troer De da virkelig, at endog rigtig store Digtere ikke komme i Paradiis?

✂ Schiøtt vedblev reciterende:

✂ »Om det hændes nogensinde -

✂ Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde.«

✂ Hvad Forskjel gjør De forresten mellem en Digter, en stor Digter og en rigtig stor Digter? Den ene er nogle Octaver større end den anden; i de lykkelige Øieblikke kommer Musen i Besøg, hun spiller paa Instrumentet, og naar hun er gaaet, er Digteren forstemt eller flau som en Viinflaske, hvori der har været Viin.

✂ O, nei! o, nei! det er en Paradox! laften er De i ondt Humeur.

✂ I Anledning af det, De der sagde, vil jeg give Dem et godt Raad.

✂ Naa?

✂ De skal aldrig sætte i Carriere ind paa andre Folks Humeur, hverken tilfods eller tilhest.

✂ Og jeg, sagde Otto med uventet Energi, jeg appellerer til Guderne og spørger, om det er værdigt, at De kommer med den Allusion.

✂ See, see! Han appellerer! Med de Jurister er intet Udkomme, sagde Schiøtt. - Men lad gaae, saa vil jeg da fortælle Dem Noget. Jeg sad iaften tæt ved en Digter, som jeg forresten ofte har Leilighed til at iagttage i Theatret. Hver Gang der blev klappet, kunde jeg see, hvor det trak i hans Ansigt; men han skyndte sig, løftede Hænderne heelt op over Hovedet og klappede med - men det lød ikke. Næste Gang, naar han faaer et Stykke opført, gaaer maaskee den Anden, som iaften fik Stykket opført, hen og klapper ligedan - undtagen hvis der er Hyssen eller Piben, for saa klappe de lydelig og stærkt! - Godnat!

✂ Den sidste Deel af Schiøtts Ord foraarsagede Otto ondt i Hjertet; han vilde anerkjende alt det enkeltstaaende Jammerlige, men ikke en almindelig deraf uddragen Regel. Der var en sund Følelse hos ham, som sagde, at den sande Digter er glad ved det Skjønne og Ædle, hvorsomhelst det møder ham, og at det slimede Kryb, som en Hovedstad udvikler, ikke tør indtræde i Reglen. Hvad han havde hørt, forstyrrede et Øieblik den Nydelse, han havde havt; men den brød snart frem igjen, og han tænkte: Hvorfor mon nu Schiøtt sagde det? For han meente det dog ikke! Det staaer jo ogsaa i fuldstændig Modsætning til, hvad han engang sagde om det Mandige og det Productive. Bare man kunde holde ham fast og faae ham til altid at tale alvorlig!

✂ Dog, Otto troede ikke engang saa naivt, som hans Ord til ham selv antydede. Men han holdt af Schiøtt paa samme Tid som han 218 beundrede ham, og af en Følelse, der kun er poetiske Gemytter egen, vilde han ikke kigge gjennem den Sprække, han havde opdaget, og maaskee derved see Andet end det, han vilde see.

Ottende Capitel

✂ En tidlig Sommermorgen seilede en Baad over Lillebelt. Hindsgavls Skovkuppel og Middelfarts røde Tage speilede sig i det dybe, klare Vand, hvis stille, svagt glindsende Overflade skjulte den stærke Strøm. Roerfolkene og deres Passageer, Otto, sad baglænds i Baaden med Ansigtet vendt mod Øst, hvor den luerøde Sol begyndte at hæve sig, og hvor smaa Skyer flygtede purpurfarvede, ligesom overraskede i deres Morgensøvn. Alt var stille; fra et enkelt Huus i Middelfart steg en blaalig Røg lodret i Veiret; der hørtes ingen anden Lyd end Aarernes tactmæssige Stød mod Tofterne og en svag Pladsken af Draaberne, der stænkede fra Aarebladene i det friske, grønlige, gjennemsigtige Vand. Otto sad betagen af den stille Fred. Menneskenaturen giver ofte forvirrende Svar, naar den adspørges om, hvad den er; men den store, tause Natur synes at forekomme alle Spørgsmaal, luller al Utaalmodighed til Hvile i sin andagtsfulde Stilhed.

✂ Det er en kort Fart over Beltet, og tidlig paa Formiddagen, efter endnu at have kjørt nogle faa Miil, var Otto hos sin Moder i hendes nye Hjem. Det var hyggeligt og net, men lille; Gulvet var hvidt, men Loftet lavt, Ruderne skinnende klare, men Vinduerne smaa. Nogle af Meublerne, som han saa godt kjendte, syntes ham at staae indsnevrede og vemodig minde ham om en større Plads og en større Tid. Bygningen var en Deel af det store Huus, som Moderens Søster og Svoger beboede; en beskeden Havepart og et Stykke Gaardsrum var afhegnet til Mdm. Krøyer; men man behøvede kun at gaae gjennem en Laage, saa var man inde i hele Kjøbmandsfærdslen, mellem Stalde, Brænderi, Skure - der tilhørte en Anden. Det var Otto klart, at hans lille Broder, der muntert og kjærtegnende var sprungen ham imøde, med Hensyn til mange barnlige Fornøielser var afhængig af en fremmed Mand, og den manende, 219 smertelige og tillige styrkende Tanke reiste sig hos ham, at han dog egenlig var dette Barns Værge.

✂ Saasnart han havde hilst paa sin Tante og hendes Mand - der modtoge ham med aabne Arme - gik han med Broderen ind i deres egen lille Have og udspurgte ham om, hvordan de nu levede, hos hvem han gik i Skole, hvad han lærte, og sluttede endelig med, om han ikke havde Lyst til at studere. - Moder har ikke Raad til at koste saa meget paa mig, svarede Drengen med en Tone, hvori der var en saadan Ydmyghed og Kjærlighed til Moderen, at Otto følte ligesom Samvittighedsnag over at være bleven ham foretrukken.

✂ Haven var kun slet bearbeidet, og Otto fik strax Lyst til at gjøre Anlæg, indrette den med Smag og især opdyrke et Stykke, der henlaa ubenyttet, bevoxet med Græs. Broderen gik ham tilhaande, og han anvendte i nogle Dage Morgentimerne paa dette temmelig besværlige Arbeide, fornøiet over, at han udførte noget Nyttigt. Da Gravningen var færdig, blev Spørgsmaalet, hvad han skulde plante eller saae paa denne Aarstid, og han valgte Ærter. Saa kan Moder og Vilhelm, sagde han til sig selv, spise Grønærter i September eller October. At kunne arbeide paa saadan Maade og med et saa nært Formaal for Øie, var Noget saa nyt og behageligt for ham, tilfredsstillede ham saa inderlig, at det pludselig faldt ham ind, om ikke en saadan Livsvirksomhed var langt at foretrække for al Beskjæftigelse i Tankeverdenen. Imellem de praktiske Arbeidstimer saae han sig selv som sin Broders Lærer og Beskytter, det tilsmilede ham saa sundt og skjønt - medens han kun høist utydelig forestillede sig, hvilket Arbeide det skulde være, om det altid skulde være Sommer og han altid Gartner.

✂ Han kunde ikke lade være i Samtale med sin Moder at antyde noget Saadant; men hun udbrød strax: For Guds Skyld! Du tænker da ikke paa at forlade Studeringerne! Skulde Din Fader have den Sorg i sin Himmel! ... Bryd Dig ikke om os; vi kommer nok ud af det, vi kan saamæn godt indskrænke os lidt mere, førend Du skulde mangle.

✂ Hvilken uopløselig Modsætning der kan ligge skjult i en kjærlig Ordvexling! Om han vilde forsage for hendes Skyld og hun for hans, kunde de to Forsagelser ikke mødes.

✂ Otto bemærkede ikke strax, hvilken Modsætning der havde 220 udviklet sig; men lidt efter lidt traadte det virkelige Forhold bestemtere frem. Hun følte, at han var voxet, at der hos ham var en Viden, en Tankefylde, en Anskuelse om, hvad der var Skjønt og Stort, som hun ikke kunde bedømme. Hans Tanker fløi fra hende, op i hende ubekjendte Egne. Hun var Arving til hendes døde Herres og Husbondes Magt over ham; men til at udøve dette Herredømme manglede hun Myndighed, og Fornemmelsen heraf gav hende noget Vaklende, idet hun det ene Øieblik var ydmyg, det andet Øieblik pukkede paa, at hun dog var hans Moder. Men det var netop denne Myndighed, denne Evne til Herredømmet, som Otto meest savnede hos hende; den instinctmæssige sønlige Kjærlighed og Ærefrygt hævede hende høit, og hans Tanker maatte bukke sig for at naae til hende; hans Forestillinger om en elsket Moder søgte hen til Gracchernes Moder, Coriolans Moder, en romersk Matrone - og hun var en jevn, borgerlig Kjøbstadkone. Hun forstod ikke hans Ydmyghed, den Kjærlighed, hvormed han havde gravet i Haven; men hun forstod heller ikke hans Stolthed, og imod hans utaalmodige Planer og Længsler, der utydelig brøde frem, stillede hun et ganske andet stolt Maal: at blive Byfoged - netop det Samme, som Emilie vilde ført ham til. Og medens det, idetmindste et Øieblik, havde forekommet ham let at forlade Studeringerne og leve stille med og for Sine, var det ham ubehageligt og frastødende, ikke just at arbeide for et saadant Embede, men at hans Person og Tilværelse blev betragtet som Værktøi for en lille Familie-Ærgjerrighed.

✂ Efter ganske faa Dages Forløb begyndte Otto desuden paa andre Maader at blive trykket af Livet i Familien, af den evindelige Tale om praktiske Smaating, og især af sin Tantes Mand. Han var foruden Kjøbmand og Byens Brandcapitain tillige en skikkelig Mand, der blev pleiet med overordenlig Omhu af sin Hustru. Morgen, Formiddag, Middag, Eftermiddag og Aften bleve Kjøkkenets og Kjælderens Kræfter opbudte til at styrke og glæde denne Husherre, og hvert Øieblik blev Otto hentet ind, for at han skulde spise med »Fatter«; men der blev altid tilføiet, at han endelig maatte komme strax; thi »Fatter« var saa præcis med at indfinde sig til sine Maaltider som det Bornholmske Stueuhr med at slaae paa Klokkeslettet. Ved alle Maaltider troede den gjæstfrie Mand tillige at burde tractere sin Gjæst med de nyeste Anecdoter og Bonmots fra 221 Kjøbenhavn; for Otto vare de saa gamle og forslidte som Avisen paa Postgaarden, og til det Utaalelige at skulle høre Sligt fortalt med Selvtilfredshed og ofte gjentaget, kom det endnu Ubehageligere, at de Andre, hans Moder medindbefattet, stadig fandt det morsomt.

✂ Der var Skovbal, alle Byens velhavende Familier deeltoge, og da han kom derud, ind i den hvælvede Sal, hvis Tag var grønne Grene, og hvis aabne Vægge vare smækkre Søiler omviklede med Gran og behængte med Lamper, syntes det ham, at nu skulde han dog endelig opleve Noget af det, han havde Anelse om og Krav paa. Som i Dæmring mindedes han Knud Gjedde og Skovballet, og med Mindet fulgte en triumpherende Tanke om, at nu kunde han selv være Knud Gjedde, naar det lykkedes. Men det var, som om Byens »unge Herrer« kunde læse Tanken ud af ham, tydeligere end den stod for ham selv. Der var Noget ved hans Skikkelse og Klædedragt, som gav dem Skinsygens skarpe Blik, og at han var Student vidnede desuden om en aandig Overlegenhed, som de vare saa lidet tilbøielige til at hylde, at de tvertimod speidede efter enhver Leilighed til at hævne sig paa et Fortrin, som de ikke selv besad. Hver Enkelt af dem vilde ene og forladt været saa bøielig som et Siv; i Masse dannede de en Tjørnehæk. Otto var kommen for sildig til at engagere, og for at deeltage i den Dands, der i Øieblikket blev opført, maatte han »gaae paa Rov«, som det hedder i Kunstsproget, laane en Dame hos en Cavalier. Dette er en anerkjendt og temmelig yndet Skik i Kjøbenhavn; men her følte man sig viet og givet til hinanden, saalænge Dandsen varede, og kunde ikke lide Forstyrrelse i Samlivet og den trygge Besiddelse. Næppe var han dandset ud, før Musiken standsede. Han troede, det var tilfældigt, førte meget artig sin Dame tilbage til hendes Plads og bemærkede ikke de Øiekast, som man vexlede. Næste Gang, da det atter syntes Smaamagternes Coalition, at han dandsede for meget med en af Byens Skjønheder, indtraf det Samme. Han anede endnu ikke, under hvilket mistænksomt Polititilsyn han stod, og under hvilken tyrkisk Despotisme Damerne befandt sig, men vilde dog ikke anden Gang lide under det ugunstige Tilfælde, gik altsaa til Musikanterne og bad dem spille videre; men Byens Balinspecteur, en Hattemager, hvis Søn var paa Byfogdens Contoir, gjorde ham 222 med majestætisk Mine opmærksom paa, at her var det Skik, at Balinspecteuren ledede Ballet, og Hattemagerens Søn, der var paa Byfogdens Contoir, maalte ham med et Blik, hvori der var saa megen Skadefryd og udfordrende Trods, at Otto følte baade Vrede og den uhyggelige Fornemmelse af at have seet ned i et inderlig smaaligt og raat Gemyt. Knud Gjedde vilde upaatvivlelig have behersket den hele Situation, især fordi han havde Noget udenfor sin Personlighed, der hjalp ham; men Otto blev behersket af den. Havde han blot havt eet Menneske at støtte sig til! Havde han havt Schiøtt ved sin Side! Hvor de vilde kunnet hævne dem alene ved Schiøtts Blik - hvis de ikke Begge havde faaet Prygl. Thi der hører en vis Grad af Civilisation til, for at et Publikum skal underkaste sig Ironien; den er til ingen Nytte, hvor man lever et kraftigt Naturliv og er mandstærk nok til at spørge: Hvad mener De med de Øine, De sætter op? - Otto følte, at han var udenfor den Verdensdeel, hvor han hørte hjemme.

✂ Ganske tæt ved ham sad maaskee en Dame, hvis Samtale vilde kunnet glæde og berige ham; thi hvorsomhelst man kommer i Verden, i store som i smaa Stæder, er der nok imellem Kvinderne en eller anden, der har havt Sorg, der i det stille Samliv med sin Sorg er bleven klog paa Verden og sig selv, og hvis Hjerte midt i den omgivende Smaalighed er blevet stort. Men de sidde som Klipper, og de give ikke Kildevæld for den første, den bedste Stav, der berører dem. Eller der sad maaskee en eller anden ganske ung Pige med dyb Længsel efter det Bedste i Livet, med store og glimrende Idealer i Sjælen, en af disse friske Naturer, der kunne blive til Alt og saa ofte blive til slet Intet. Hun behøvede maaskee kun et Par lykkelige Ord fra en mandlig Natur for at gjemme dem, klynge sig til dem og voxe ved dem som Vanillen paa en afsides Green. Men i sit 19de, 20de Aar har man ikke Ordet, og naar man vender tilbage med Ordet, er hun maaskee visnet.

✂ Maaskee sad der saadanne Kvinder, kun var det naturligviis ikke dem, til hvem Otto henvendte sig. Eller maaskee traf han heldig, og de turde ikke tale - thi han havde atter overtraadt en Regel. I Mellemrummet mellem Dandsene gik nemlig de unge Herrer ud til Conditoren, og det var ikke ærbart nok, naar en Enkelt blev for at tale med Damerne. Otto fik lutter Enstavelsesord til Svar, hvergang 223 han artig bestræbte sig for at indlede en Conversation. Ærgerlig søgte han hen til en Kreds af ældre Damer, i hvis Nærhed hans Moder og Tante sad. Her gjorde man beredvillig Plads, og her var Intet i Veien for en Samtale. Han kom til at sidde mellem en ung Dame paa tredive Aar og hendes Moder, og lidt efter lidt kom Talen paa de Tilstedeværende. Under Beskyttelse af den igjen begyndende Musik og Dands blev Talen alt dristigere, der blev hentydet til alt flere og flere Skandaler, de Dandsende dandsede Spidsrod. Om det saa var Pigebørn paa 17 Aar, bleve de ikke skaanede, man havde opdaget idetmindste Anlæget til en Skandale. Den unge Dame paa Tredive og hendes Moder fjernede sig, et Par andre Damer kom i Stedet, og Intet forandredes i Talen, uden at de to Bortgangne havde »efterladt deres Rygte«. Ind imellem de Talendes Stemmer trængte Musiken, indblandende snart en erotisk, attraavækkende Melodi, snart en skrigende falsk Tone, ligesom i det ene Øieblik protesterende for Byens Uskyldighed, i det andet dæmonisk-bifaldende, tænderskjærende-fornøiet.

✂ En kort Stund havde det moret Otto, at den fjendtlige Skare saaledes maatte løbe Spidsrod; men snart blev det ham inderlig ubehageligt. Thi naar de, der tale med Kjærlighed om Menneskene, hos Tilhørerne vække en Fornemmelse af noget Fast, Sikkert og Hyggeligt, ligesom en Arne, hvorpaa brænder en venlig Ild, saa er derimod Bagtalelsens Ord lig skrigende Fugle, hvis Reder ere ødelagte, lig herreløse Hunde, der anfalde Forbigaaende, og har man nogen Tid været i denne Støi, saa er det tilsidst for En, som om Alle, de Talende saavelsom de Bagtalte, flød imellem hinanden, som om hele Verden holdt Flyttedag og ikke havde Huse til at flytte ind i.

✂ Det var især Skandaler af erotisk Natur, som bleve omtalte eller rettere antydede med en skadefro Ærbarhed, der undertiden glemte sin Rolle, og det skulde synes, at de ikke kunde være synderlig ubehagelige for en ung Student. Men, medens Otto selv begjærede, forlangte han, at Gjenstanden skulde være hævet over Attraaen, og skjøndt han ikke bar Ærefrygt, blev dog Noget i hans Indre saaret, naar man bortstrøg den poetiske Uskyldsduft af Livet. Det var ham imod at høre det Uskjønne, og paa samme Tid listede dog ved det, han hørte, den Fornemmelse sig paa ham, at imod i Samfundet at betale sin Penge til Bagtalelsen kan man freidig dandse videre. 224 Til andre Tider var han sammen med Byens Honoratiores: Byfogden, Provsten, Rectoren, Toldinspecteuren. Medens han da gjerne vilde tage sig ud og mulig overgaae dem, forlangte dog den anden Side af hans Natur at møde noget Overordnet, Belærende, Dygtigt. Men selv med begavede Mænd, der ere komne fra Kjøbenhavn til Kjøbstæderne, foregaaer i Almindelighed en sær Forandring. Deres aandelige Capital holder op at bære Renter, og de tære aarlig paa den. De kunne ikke være med om at frembringe nye Tanker andetsteds end der, hvor det synes givet, at Rigets Tanker voxe; alle deres Anskuelser ere som en Flaske Viin, der har været optrukken: Kjendere kunne mulig mærke den gode Jordbund, hvor Vinen er voxet, men Bouketten er borte. Til desuagtet at føle sig vel mellem disse Mennesker, behøves den Mildhed, der kommer af Erfaring, eller en Pietet, hvorfor sjelden er anden Grund end den, at de boe i Ens Fødeby. Otto længtes undertiden efter at kunne føle denne Pietet, han snappede efter sin Fødebyes Luft; men han var skilt fra den ved meer end Tid og Rum. Een Mand var der, hvem han ikke kunde vrage; det var Overlæreren ved Skolen, en Mand paa nogle og tredive, og som havde Ord for at være meget religiøs, meget stille og flittig i sit Kald. Hans dybe blaae Øine havde engang hvilet forskende paa Otto, det var, som om han gjennemskuede al hans Uro, og Otto kunde eller vilde ikke gjøre sig klart, om den hemmelige Uvillie, han havde fattet mod Manden, kom af, at der havde været Hovmod i dette Blik, eller af, at han havde følt sig lille under det. Paa denne Maade søge vi i Livet; vi forlange det Bedste og attraae det Behageligste.

✂ Hvergang Otto kom hjem »fra Byen«, gik han uvilkaarlig ind i den store Gaard, hvor det var Svogeren, som herskede, og han skulde ind i det lille Sidehuus, der forekom ham som en Aftægtsbygning, men hvorfra han blev hentet ind til sin Frænde og Beskytter, til hans Mad, Anecdoter og Vittigheder. Otto kunde af al denne Mæsk ikke uddrage en Draabe af Ironiens Spiritus og maatte nøies med at ærgre sig og lidt efter lidt gjøre Svogeren usikker i Troen paa, at han var elsket af sin Kones Søstersøn.

✂ En Søndag maatte han med den øvrige Familie i Kirke. Han havde et Par Aftener i Forveien spillet Kort med Provsten og deeltaget med ham i et Aftensmaaltid, hvor der var mere Kjød end 225 Aand, og enten dette nu virkede paa ham, eller den geistlige Hyrde virkelig talte slet, saa fandt han kun liden Opbyggelse ved hans Tale, hvori gjentagne Gange forekom Udfald mod Rationalisterne og salvelsesfulde Forsikkringer om de Rettroendes Salighed i Abrahams Skjød.

✂ Ved Middagsbordet var Familien enig om at rose den deilige Tale, og endelig begyndte Ironien at prikke i Ottos Indre, og han spurgte: Hvad sagde da egenlig den ærværdige Mand?

✂ Her kalder vi ham ellers Høiærværdig, sagde Svogeren.

✂ Naa, hvad sagde da den høiærværdige Mand?

✂ Her siger vi: Hans Høiærværdighed.

✂ Om Forladelse, hvad sagde da Hans Høiærværdighed?

✂ Det siger vi heller ikke her.

✂ Naa, hvad sagde da den geistlige Mand, der idag stod paa Prædikestolen?

✂ Han sagde det, vi Alle kan have godt af.

✂ Men f. Ex.?

✂ For Exempel? Ja, lad mig see! ... Ja! han sagde: Fornuften er en Lygtemand, der fører ind ... fører ud ...

✂ ... Der fører ud i Vantroens Morads, tilføiede hjælpende Mdm. Krøyer.

✂ Ja, Fornuften er en Lygtemand, der fører ud i Vantroens Morads; saadan var det! Det var dog deilige Ord!

✂ Man føler sig saa sikker ved saadanne Ord, sagde Otto.

✂ Det gjør man, svarede Svogeren uden at forstaae Spotten; men han havde mærket Uraad og tilføiede: Hvorfor spørger Du ellers? Du var jo selv med og burde forstaae og forklare saadant Noget bedre end vi.

✂ Jeg troer ikke, at det var indrettet til at forstaae.

✂ Hvorfor ikke, maa jeg spørge?

✂ Fordi, naar man forstod, kom man jo ud i Vantroens Morads.

✂ Aa, Fixfaxeri! Studenterkneb! Jeg forstod dog det, at naar jeg holder fast ved Troen, skal jeg ikke savne Mutter hos Vorherre! sagde Svogeren, saae ømt paa sin Kone og tog med det Samme en god Mundfuld.

✂ Her brast det for Otto, det var, som om Schiøtts Aand fuldstændig foer i ham, og han udbrød: Ja, han sagde, at naar vi bare ville 226 troe, hvad han siger, saa skal vi hiinsides blive fedede som Kapuner, med Frokost, Klokken-Ti-Mad, Middags-, Vesper- og Aftensmad.

✂ Svogeren gav et Sæt, saa at hans velbesatte Tallerken sprang i hans Skjød; men hans Vrede var saa pludselig og stærk, at han ikke kunde frembringe et Ord, især da han i samme Øieblik havde Munden fuld af Mad.

✂ Mdm. Krøyer havde reist sig, Vilhelm saae forfærdet paa Otto, Søsteren var sprunget op og gav sig til med Servietten at aftørre sin Mand, Manden arbeidede paa at faae spiist af Munden, Alt tydede paa et frygteligt Uveir, da, i det kritiske Øieblik, bankede det rask paa Døren, og en Herremand fra Omegnen traadte ind.

✂ Undskyld, at jeg forstyrrer Dem i Deres Søndag og Middag, sagde han; det er dobbelt Helligbrøde, men -

✂ Ja, det maa nok undre Dem at see mig i den Positur, Hr. Justitsraad, sagde Svogeren med et pludseligt mildt Aasyn og et Blik nedad sine Beenklæder; men det lider jeg for Guds Skyld.

✂ Saa gi'er han Dem nok til et Par nye igjen, sagde Justitsraaden i en saa tør Tone, at det var umuligt at opdage, om der underneden laa Alvor eller Spøg.

✂ Det gjør han nok! Med Guds Hjælp! Ha, ha, det gjør han nok! sagde Svogeren.

✂ Justitsraaden forebragte sit Ærinde, og da han af Kjøbmanden havde modtaget det meest tilfredsstillende Svar og vilde til at gaae, vendte han sig til Otto og sagde: Naa, Hr. Student, De lovede os forleden et Besøg - kommer De nu snart? Nu skulde De ellers komme, for vi har Fremmede.

✂ Otto svarede: Det er saa vanskeligt at slippe bort fra denne Byes Herlighed, at De maa tage mig med strax, hvis det skal blive til Noget.

✂ Ja, det kan jeg sgu ikke, saa gjerne jeg vilde; De skal bare see, hvor Vognen er belæsset; der er ikke engang Plads til at hænge paa underneden som en Tjærekande. Men nu skal jeg sige Dem Noget: Jeg faaer imorgen Arbeidsvogne til Byen; jeg kan med det Samme lade en Ridehest følge ind; saa lader De Deres Tøi gaae tilvogns og rider selv - hvad? ... Det var Ret; men husk paa, at vi spiser Kl. 4. Kom ikke for sildig! Farvel! Farvel lille Madam, Farvel Hr. Capitain! Farvel Mdm. Krøyer! 227 Ved Justitsraadens Bortgang var den forrige Scenes Hidsighed sagtnet, men ikke glemt. Den indbyrdes Uvillie var blot istedenfor acut bleven chronisk. Otto gik ind og gav sig ifærd med sit Tøi. Han havde en stille Angst for det Øieblik, da Moderen vilde komme hjem; men med en Blanding af Husvalelse og Mismod bemærkede han, at hun rolig hentede hans Linned frem og uden Spor af Vrede vexlede de faa Spørgsmaal og Svar med ham, som denne lille Beskjæftigelse udfordrede. Hun var ikke mild og ikke vred; det saae ud, som om hun i den mellemliggende korte Tid var kommet til et Resultat, havde lukket sig inde i sig selv og lod ham staae udenfor. Han undrede sig over denne Sikkerhed og følte sig nedstemt.

✂ Er Du vred, lille Moer? spurgte han.

✂ Vred? Nei, jeg er bedrøvet.

✂ Der er dog ikke saameget at være bedrøvet for! - Hvad sagde Din Svoger, da jeg var gaaet?

✂ Han sagde, at Du under ham ikke Maden i hans Mund.

✂ Otto smilede.

✂ Uvillien blev synlig paa hans Moders Ansigt, og hun sagde: Jeg er en simpel Kone og kanskee ikke klog nok til Dig. Du er voxet fra min Tugt. Men tag Dig iagt, Verden vil tugte Dig. Der falder ingen Spurv til Jorden uden Herrens Villie, det er min Trøst, ellers vilde jeg gaae i Jorden af Angst.

✂ Det er haarde og store Ord for en lille Ting, Moder!

✂ Ja, ja! jeg seer Meer, end Du maaskee troer.

✂ Hvad seer Du da, Moder? Jeg er mig ingen Skyld bevidst uden den, at jeg ikke kan lide Din Svoger.

✂ Ja, ja, jeg veed nok, hvad jeg veed. -

✂ En saadan Samtale fører ikke til nogen Overeenskomst. - Næste Morgen tidlig, da Ridehesten stod for Døren, gik Otto ind og tog Afsked med Svogeren og Søsteren. Uden Spor af Vrede bød Svogeren ham Haanden og ønskede ham Levvel; der var kun intet Tryk og ingen Varme i Haanden og ingen Klang i Ordet. Otto beundrede næsten denne Adfærd, der kunde gjort en Diplomat Ære. Søsteren sagde ham med grædende Stemme Farvel og tog Forklædet op til Øinene; men det var utvivlsomt, at Forklædet ikke blev vaadt. De fulgte ham Begge ud.

✂ Farvel, Vilhelm, sagde Otto kjærlig og bøiede sig ned mod sin 228 Broder, men undlod at kysse ham, fordi Partiet om Munden i dette Øieblik ikke var ganske reent.

✂ Farvel, Otto, sagde Broderen med alle Tanker fæstede paa Hestens Bidsel, som han gjorde sig Umage for at faae fat i.

✂ Farvel, Moder, sagde Otto.

✂ Farvel, min Søn, Vorherre være med Dig! svarede Mdm. Krøyer.

✂ Han standsede et Øieblik, inden han satte Foden i Stigbøilen, og vendte sig om; Svogeren stod øverst paa Trappen med Hænderne i Lommerne og med et uigjennemtrængelig roligt Ansigt; Søsteren aftørrede paany det ene af sine taareløse Øine; Moderen drog blidt Vilhelm bort fra Hesten, medens hendes Øine hvilede paa hendes ældste Søn. Han følte sig tiltrukken og frastødt; han vilde gjerne have sagt Noget, men Sproget havde ikke Ord, der vare fælles for dem. Ved Moderens Side manglede den Personlighed, der kunde knytte ham til det stille Liv, sætte ham et Formaal ved Siden af hendes Tilværelse, gyde en sand Livsens Poesi over de Forhold, som nu frastødte ham. Manden skal forlade sin Fader og Moder, for at gaae ud i den vide Verden. En saadan bitter-travesterende Tanke foresvævede Otto, idet han svang sig i Sadlen, endnu engang hilste og red bort.

✂ Et Kvarteers Tid efter var han udenfor Byen paa en Brink; han holdt Hesten an og vendte sig om. Solen skinnede venlig paa Byens røde Tage og grønne Haver; Stranden var blaa, lidt ude saae man en Baad, hvis Aarer glimtede i Sollyset. Alt saae stille, fredeligt og lykkeligt ud.

✂ I dette Øieblik syntes det Otto, at Moderens simple, alvorlige Afskedshilsen havde havt Noget ved sig, der mindede om en romersk Matrone; hendes Søster, syntes ham, var en rar lille Kone, og Svogeren forekom ham som en skikkelig, uskadelig og i mange Henseender agtværdig Mand. Broderen kunde han - saa forekom det ham - i dette Øieblik have kysset, hvor snavset han end maatte være. Han vidste ikke, hvordan det var, at han i dette Øieblik ordenlig holdt af dem Allesammen; han vidste ikke af, at han i dette Øieblik elskede med Phantasien istedenfor med Hjertet.

Niende Capitel