Goldschmidt, M. A. Hjemløs

Andet Capitel

Han stod en Morgen ved Vinduet. Vinteren dvælede endnu paa Gaderne og paa Husenes Tage; men paa Himlen, paa de solbeskinnede hvide Skyer mærkedes Vaarens Smiil. Han mindedes Hjemmet, Barndommen, smaa Scener fra Haven, og hans Hjerte svulmede af Taarer, han følte sig uendelig savnfuld og forladt. Saa stærk blev hans Længsel efter det Tabte, saa mægtigt blev Savnet, at han syntes, der maatte, selv ved Underværk, gives ham Erstatning, og Himlen vilde tilføre ham hans Barndoms Erindring levendegjort, hans Kjærligheds Ideal gjenfødt i ny jordisk Skikkelse, saaledes som Freia paa sin Karm førte Alvilde til Vaulundur. Han vedblev at see efter de hendragende Skyer; den ene afløste den anden, deres Skikkelse forandredes, altsom Vinden tog i dem, og vel kunde en endnu større Forvandling foregaae - men den skete ikke.

Hvor De dog stirrer sørgmodig op imod Himlen! sagde hans Værtinde, der var kommen ind uden at han mærkede det.

Med et tilbageholdt Suk vendte han sig bort fra sine Drømme.

Jeg har aldrig seet et Menneske stirre saa bønfaldende; stod De og bad? - vedblev hun med blid Stemme, idet hun traadte nærmere.

Nei, sagde han.

Har De Hjemvee? spurgte hun igjen. De kan jo snart komme hjem .... til Sommer.

Nei, til det Hjem kommer jeg aldrig.

Saa ung og saa sorgfuld! vedblev hun og betragtede ham.

Han saae ind i hendes Øine; de vare blaae, næsten som Himlen, eller som Havet, og uudgrundelig dybe, og de hvilede paa ham med et besynderligt, blidt, varmt Udtryk.

Han vedblev at see paa hende, som naar man har vendt sig fra Himlen til Havet, hvori den blaae Luft og Skyerne speile sig, og 109 stirrende ned i den omvendte Verdensorden kunde have Lyst til at søge Himlen paa Tangbunden, men ikke har Mod.

Hun strøg ham med sin bløde Haand om Hovedet, dvælede endnu et Øieblik og vendte sig derpaa bort med et Smiil, og dette Smiil havde en uforklarlig Magt, det gjorde ham næsten svimmel. Endnu i det Øieblik, da hun gik ud af Døren, saae han dette Smiil paa hendes Kind, og han bebreidede angrende sig selv, at han ikke havde havt Mod.

Længe efter at hun var gaaet, hvirvlede det i hans Sind, som om han befandt sig i en Malstrøm. Han forsøgte at fæste Tanken paa det skjønne, svævende Barnebillede; men det voxede og skiftede; det blev Emilie, der kyssedes af Knud Gjedde, og pludselig blev det hans Værtinde, de blaae Øine saae igjen paa ham, drog ham til sig med altovervældende, fristende Magt.

Han vovede ikke at gjøre noget Skridt for at nærme sig hende, han frygtede en ny Tilnærmelse fra hendes Side, og han ønskede den. Om Aftenen, da han kom hjem, var han bange for at møde hende paa Gangen, og da han lykkelig var sluppen ind uden at have mødt Nogen, omfattede han med et hurtigt Blik sit Værelse: om hun ikke var der. Han var ene. Han drog Aandedrættet dybt og vidste ikke selv, om det var et lettende eller længselsfuldt Suk.

Saaledes hengik et Par Dage, hvori han omtumledes af de stridende Magter, undflyende og søgende, længselsfuld og sky. Naar han saae paa de andre unge Studenter eller hørte deres muntre Larm, forekom de ham sorgfriere og uskyldigere end han, og da vilde han gjerne lære af dem, men vidste ikke, hvordan han skulde spørge.

I denne Slags Studier kunde Forelæsninger og Universitet ikke hjælpe ham. Hvad en Professor sagde om Astronomien, gjorde ham hverken sikker paa Himmel eller Jord; Psychologien forekom ham som en stor, fornem Læge, der talte om Sundhed og Sygdom, men ikke angav noget Apothek eller Lægemiddel, og Historien fortalte om store Begivenheder, der som Steenkolosser tørnede imod hinanden, og under hvis Bevægelser det menneskelige Hjertes Pulsslag ikke vare til. Og hans Yndlings-Professors kjære Ansigt forsvandt, naar Timen var ude, lig en af de salige Guder, der stege fra de Dødelige op til Olympen. 110 Men det traf sig saa, at Otto paa denne Tid fik en Indbydelse. En Medstuderende havde nogen Tid i Forveien bedet ham om en Oplysning, og da han ved denne Leilighed bemærkede den smukke Orden, hvori Otto holdt sine Collegier, havde han ønsket at laane dem hjem til at afskrive. Otto havde beredvillig stillet sin hele Eiendom af Collegier til hans Tjeneste. Fra den Tid af sad de sammen ved Forelæsningerne - naar den Anden ikke forsømte - et Bekjendtskab blev knyttet, og en Dag blev Otto af sin nye Ven indbudt til at følge med ud til hans Familie, der boede paa Fredriksberg.

Det var en vakker Familie af den Slags, som man træffer mange af i Danmark. Moderen var Enke efter en Embedsmand; af Døttrene var den ældste, en trediveaarig, fyldig Dame, mere styg end kjøn; men de to yngre, den ene paa atten, den anden paa tre eller fire og tyve Aar, smukke og elskværdige, og baade Moder og Døttre havde et huusligt, stille og dog hjertelig imødekommende Væsen. Foruden Otto var der et Par Gjæster, venlige, belevne unge Mænd, og ganske utvungent kom en Samtale igang, hvori hverdagslige Ting paa en let og tiltalende Maade bleve belyste af Tanker fra en høiere Verden. Det var en dannet Samtale, ført af Mænd og oplivet af Kvinder. Otto var dragen ind i den; han følte en dyb Glæde, næsten Begeistring for dette Selskab, han var det taknemlig for de Ord, det udbragte af ham, for den Følelse, det fremkaldte: at han passede til det. Saaledes gik Alt godt, indtil den yngste Datter fremdrog en Harpe og sang. Han var allerede i en livfuld indre Bevægelse, der kun ved hans naturlige Tact blev holdt indenfor sine rette Grændser; men denne Sang og Strængeleg henrykte ham. Hun sang en af de simple nordiske Folkemelodier, og uden just at være usædvanlig smuk var hendes Stemme frisk og behagelig, og hun følte, hvad hun sang. Han havde længe ikke hørt Musik, og for ham var det, som om en Verden af Reenhed, Skjønhed og Lyksalighed viste sig i det Fjerne, hans Sind blev hævet op over Jorden, rakte sig med uendelig længselsfuld Uro efter Gjerninger og Glæder, der vare saa ædle og herlige, at Alt, hvad han hidtil havde kjendt af Lyst og Sorg og Lidenskab, trak sig tilbage i Ubetydelighed. Sangen skiftede og Billederne med den. Det blev undertiden saa stille og hyggeligt; han kunde høre sin Moders Rok snurre, han saae sin Faders Ansigt; 111 han saae en Dands ved Stjerneskin over den gamle Gade. Da hævede Tonerne sig paany; det klang som Sværdslag og som Seirsraab, det lød som en Fryd saa stor, at Kongerigers Herlighed var som en liden Perle kastet i det kostelige Bæger, og ved Siden af gik som en sagte Nattevind Tanken om de Døde.

Men Musiken og Sangen hørte op, og da standsede den skjønne Strøm i ham, Virkeligheden syntes ham ubehagelig; han gik frem, og undselig, men med dyb Følelse sagde han de overdrevne, skjøndt fra hans Side sande Ord til den unge Pige: O, bliv ved, syng mere! De veed ikke, hvor lykkelig De gjør mig, skjøndt det gjør ondt.

Hun efterkom hans Begjæring, greb nogle Accorder og sang nogle faa Stropher og satte derpaa Instrumentet bort.

Da følte han, at han havde sagt noget Forkeert, og han vidste ikke, hvorledes han skulde hjælpe sig, og krøb heelt sammen i sig selv, indtil Afskeden kom, da takkede han hende endnu engang, næsten paa samme Maade, dreven af den besynderlige Geneerthedens Magt, der undertiden søger at gjøre en Feil god igjen ved at gjøre den om. Det var galt, sagde han til sig selv, da han gik hjem; naa, men det gjør vel ikke Noget.

Han fulgte tilbage til Byen med de andre Gjæster, og da de vare komne indenfor Porten, spurgte man ham, hvor han boede. Ved dette Spørgsmaal huskede han paa sin Værtinde og alle hine Stemninger og det blev ham umuligt at lade sig følge til dette Sted af disse Mennesker, at gaae fra denne Familie til dette Huus. Han nævnede et Hotel og sagde ved sig selv: Jeg vil bede Sem flytte mit Tøi for mig, saa behøver jeg ikke engang at betræde Huset oftere. De følgende Dage, medens han var beskjæftiget med at ordne sine smaa huuslige Anliggender, tænkte han stadig paa Familien; den var bleven hans Verden, og han gjennemgik Alt, hvad der var forefaldet derude, og dvælede med lidt piinlig Følelse ved sin Keitethed. Men det rystede han bort med sit gjentagne: Aa, det gjør vel ikke Noget!

Men det gjorde Noget. Kort efter hørte han paa Collegierne, at hans Ven havde sagt om ham, at man kunde ikke byde ham hjem til sig, uden at han strax blev forlibt og gjorde sig latterlig.

Det ydmygede og krænkede ham dybt, det smertede ham som en grændseløs Ubillighed; han kunde ikke forstaae, hvorledes 112 Mennesker kunde være saa uretfærdige, hvordan de kunde falde paa saa onde Tanker. Men snart huskede han dog paa, at han ei heller selv var ganske fri for Skyld, og han tænkte paa, hvorledes han skulde faae det gjort godt igjen. Andrés Ord faldt ham ind: Man parerer i Selskab; man taler ikke, man parerer. Og jeg, tilføiede han i Samtalen med sig selvjeg stod der med aabent Bryst, og Kaardespidserne sænkede sig i mig!

At parere! Paraden i Octav, med et Smiil! Flere Dage beskjæftigede han sig dermed, og han kunde udtænke mange Ting; men han skjælvede ved Forestillingen om at bringe dem i Udførelse, at sætte sin Personlighed ind. Endelig standsede han ved en Plan og tvang sig selv til den Beslutning, at den skulde udføres.

Han begav sig en Formiddag ud til Familien, og da han havde hilst paa Moderen, vendte han sig til den ældste Datter og sagde: Og maa jeg saa endnu engang takke Dem for Deres Sang forleden Aften.

I sin Overraskelse svarede hun: Det var ikke mig, det var min yngste Søster - og han vendte sig med et taust Buk til Denne. Oprindelig havde han tænkt sig nogle faa Ord paa dette Sted; men han var ikke istand til at spille Rollen videre, og det Væsenlige var jo lykket. Dermed skulde efter hans Formening Sagen være afgjort paa det glædeligste; men han havde ikke lagt tilstrækkelig Vægt paa, at André havde sagt: Paraden i Octav med et Smiil. Og han havde deels ikke udført Paraden med en gentilhomme's Lethed og desuden ikke lagt Mærke til, at Planen havde sine særegne praktiske Vanskeligheder: Den yngste Datter vilde mulig have fundet Courmageriet undskyldeligt, men ikke Fornægtelsen deraf, og den ældste vilde have bifaldet Fornægtelsen, men ikke paa hendes Bekostning. Efter den første Overraskelse havde man med kvindeligt Skarpsind hurtig følt Paraden - uden just at vide, at den hed Octav, men ogsaa uden at beundre den - og man besvarede den med en høflig Kulde, paa hvilket Udfald Otto ikke var forberedt, og som derfor skjar ham i Hjertet.

Da han gik bort, trøstede han sig med sin Vrede. Han havde dog idetmindste kjæmpet mod Uretfærdigheden, han havde i ærlig Strid stukket igjen, og det var tvivlsomt, om han i dette Øieblik vilde have ombyttet Følelsen af sin tappre Staaen paa Krigsfod med 113 den hjertelige Velvillie, hvormed han en Uge tidligere havde betragtet Familien.

Men senere, da Sønnen, enten efter egen Tilskyndelse eller ifølge Instruction, undveg ham og kun med den største Høflighed tog Hatten af for ham, følte han sig dog overvunden og forladt. Den lille Verden, han havde dannet sig, var nu bleven borte, og han spurgte sig selv, hvorfor han havde bragt det Offer at opgive og krænke sin forrige Værtinde, som dog havde viist ham Deeltagelse, da hun saae ham bedrøvet, ja som maaskee nærede en virkelig Kjærlighed for ham. Der var et Øieblik, da han ligesom flød i Tilværelsen, hans Sands var sløvet og kunde ikke kjende Forskjellen mellem Godt og Ondt, Skjønt og Uskjønt.

En usikker Attraa efter Nydelse gjennembævede ham, der foresvævede hans Bevidsthed Noget ligt et Fluidum, et heelt Hav, der med dulmende Vellyst vilde lægge sig om Sandserne ... af hvad Grund skulde man ikke? ... blot man vidste, hvor det var!

For at blive fri for sine egne Tanker greb han en Bog; det var Christian Winthers »Sang og Sagn«.

Som om han havde aabnet en Flaske med kostelig Essens, gjød der sig en sød, oplivende Duft om ham allerede ved de første Stropher af Tilegnelsen:

»Kan om en rask, romantisk Daad
Nu Sangens Fugl fortælle« -

og alt som han læste, kom han dybere ind i et virkelig lyksaliggjørende Fluidum, i Poesiens Hav, i de blide, smigrende, henrivende Tonebølger. Han læste om »min Skat«, der er »nydelig og frydelig som Fløiternes Klang«, og den »lille skjelmske Pige« med det nødbrune Haar stod levende for ham, lokkende ham med uskyldig Elskelighed, mindende ham om Barndomstiden uden at vække nogen bitter Erindring - thi det var, som om den ene Deel af hans Væsen, den selviske, den, som kunde lide, var dysset i Slummer, og kun den anden Deel, den, som kunde glæde sig ved Andres Glæde, var vaagen og livlig. Han læste videre, om »Sangerens Lykke« paa Montferrat i den gyldne Sal, hvor Markgreven kneiser med Fjederhat, og hvor Søsterens Hierte heftig slaaer, medens Rambaut af 114 Vacquieres, den ædle Troubadour, synger den hellige Jomfru til Ære. Denne Kjærlighed til en Fyrstinde, indvævet i Kjærlighed til den hellige Jomfru, omgiven af Riddersmænd, denne Citharklang, der dristig-blufærdig hæver sig til selve Thronen og vinder det Ypperste, Fyrstekappen »og det, som han fandt derunder« - hævede hans egne Tanker, førte dem ind i en høiere og skjønnere Verden, hvor en saadan Smaalighed som hans forrige Værtinde eller hiin Familie blev efterladt og om mulig glemt paa Tærskelen. Et ridderligt Formaal syntes at drage med Tonerne ind i hans Hjerte og gjøre det ridderlig kjækt og reent; han brød sig i dette Øieblik ikke om den hele Verden, den skjønne Verden i hans Tanker var ham nok, hvorledes han skulde naae den i Virkeligheden, bekymrede ham ikke. Han læste videre: »Serenaden«. - I sit Faust-Fragment lader Lessing Faust forlange den hurtigste Djævel, og han vælger blandt de concurrerende Djævle den, der erklærer, at han er saa hurtig som Menneskets Overgang fra Godt til Ondt. Otto læste »Serenaden«, dette sandselig-længselsfulde Digt, og dets glødende Attraa gjød sig i hans Hjerte.

- - »Fortærende Flammer
De slaae i mit Blod.
Saa kom da Camilla!
Min Frelse, mit Haab!
Gjenfødes jeg kan kun
I Kjærligheds Daab.
Forjag Du min Længsel
Og dræb Du mit Savn,
Og døb mine Smerter
Med Saligheds Navn.
Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe,
Der hænger en Drue
Saa sød, kan Du troe.
115 Kom ned til vor Hauge
Bag Myrthernes Læ
Der plukke vi Frugten
Af bugnende Træ.
Den glimrer fra Grenen
Saa lokkende sød -
Jeg ryster med Lempe
Den ned i Dit Skjød.«

Da kom igjen denne Tro paa en Salighed, paa et Hav af unævnelig Nydelse at styrte sig i - og den maatte være til, denne Salighed, et Menneskehjerte, der havde prøvet den, syntes bævende i Erindringen at forkynde Andre dens Evangelium. Brystet blev ham trangt, Stuen blev ham trang. Alt det Phantastiske, hvormed hans Sjæl var blevet opfyldt fra tidlig Tid gjennem Ridderromaner og Eventyr for Børn, vaagnede hos ham og ved denne Sang, stillede gjøglende, skuffende Forestillinger om Verden i den virkelige Verdens Sted. Byen, Gaderne derude stode ikke for ham som faste Mure, indesluttende simple menneskelige Vilkaar, men som Skjul for noget Unævneligt og Lokkende, Noget, der ventede paa ham og ved Synet af ham strax med Henrykkelse vilde kaste sig i hans Arme, omtrent som den deilige fremmede Kvinde ligger indenfor en Muur et eller andetsteds i Nærheden af Marmorkirken, naar man med »den magiske Nøgle« bringer Muren til at gaae op. Den magiske Nøgle, det var hans Attraa; den havde hele Lidenskabens dunkle, forvirrede Tro, tvivlede ligesaa lidt som en Helgen eller Martyr om, at dens Himmel skal oplukkes, naar der bankes, bortjog enhver Anelse om, at et Menneske, ledet af den, kan løbe Panden mod Muren, til han segner.

Han kom ud paa Gaden. Det var endnu næsten høilys Dag, og Dagslyset pleier ikke at være de phantastiske Forestillinger huld. Men i den store By har endog en frisk, klar Vinter-Eftermiddag sine Stjerner og sine Lygtemænd. Der gik en ung Dame ved sin Forlovedes eller Ægtefælles Arm. Hun saae dette Menneske med usædvanligere, ideellere Ansigtstræk end Mængden, med Øiet tindrende af Ungdom, Friskhed og Lidenskab; omtrent saadan havde hun 116 maaskee drømt sig Lykken istedenfor den, i hvis Arm hendes Arm var lagt, og hendes Blik dvælede ved hans med et smægtende Udtryk af Behag, Længsel og Savn; efter at hun var gaaet forbi, dreiede hun endnu Hovedet en lille Smule - for at see ham, eller for at han skulde see? - og gik videre uden at bryde sig om, at hun havde tilslynget ham et

»Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe«,

og blot glemt at tilføie Adressen.

Forelsk Dig i hende, Yngling! Følg efter, træng i den romantiske Lidenskabs hellige Navn ind i hendes Forhold, overvind alle Vanskeligheder, bliv den Lykkelige og gaa stolt med hendes Arm i Din den samme Vei - og hun vil sende en Anden det samme Blik, hendes Længsler ville evindelig landflygtige søge alt Andet end det, hun netop har.

Otto vendte ikke om. Hans Attraa havde hvilketsomhelst Mod, kun ikke til at nævne sig selv ved dens rette Navn og trodse en factisk Vanskelighed. Det maatte komme endnu skjønnere og desuden byde sig ham bestemtere ... Ak, hvor hun er smuk, som gaaer der! Hvilket yndigt, barnligt Smiil, hvilket Skjælmeri i de smaa Smilehuller! Det er jo en af dem, der er nydelig og frydelig som Fløiternes Klang! Hvo der turde gaae ved hendes Side som den anselige, aldrende Mand! Hendes blotte Nærhed synes at fremkalde det Ridderlige, Rambaut af Vacquieres reiser sig atter i Sjælens Baggrund, en sagte Smerte over at have fornegtet ham bæver i Hjertet - ... O, hvilket kjækt Jomfrublik, hvilken Aand og Bestemthed i disse brune Øine! Hvo skal engang vinde hende? - ... Ah, see der! Hvor hun er smuk! ... Hvad meente hun med det Blik? Det var forunderlig brændende! O, hun har læst »Serenaden«! - Ja, Otto, hun har læst meget Mere, mulig endog Faublas og Casanova, hun veed tydelig, hvilken Slags Begjærlighed hendes mørke Øine kunne tænde, og hun fryder sig, naar hun seer Flammen tindre i et Mandfolks Blik. En Snees andre Blus har hun alt tændt, før hun mødte Dig; men de Andre ere mere erfarne end Du, de vide, af hvad Familie hun er, de nøies med, smilende at bedrive Utugt med 117 hende i Tanken, og ere ikke saa naragtige som Du at vende om og følge efter, i den Tro, at hun vil gaae lige ind i Muren ved Marmorkirken og lade den staae paa Klem efter sig. Seer Du, hun møder et fiint Selskab og standser, Du faaer endnu engang det samme Blik, blandet med hoverende Spot, og Du gaaer forbi som en vaad Hund.

Der gaaer en anselig, skjøn Kvinde. Hvilke milde, blaae Øine, hvilket blidt, hjerteligt Udtryk de havde, da de mødte hans ... men han kunde ikke længer skjelne dette upartiske, rolige, stille Behag fra hiint Dæmoniske! O, det havde tændt og brændt dybt! Han vidste ikke engang, hvorfor Mandfolk, Børn og Stygge vare til uden for at gaae ham i Veien.

Dagen hældede, det elegante Selskab var forsvundet, Lygterne tændtes, en anden Slags Kvinder færdedes paa Gaden. Mange af dem vare ene, nogle vare kjønne, nogle bare Slør. Hvorfor gik de der? Forvirret og forvirrende summede Livet om ham. Man mødtes og skiltes, søgte og fandt hinanden; i hans Phantasi var den nordiske Vinteraften og de sneefulde Gader forvandlet til en Olivenlund og Viingaard, hvor Elskovsduft blev baaren af sydlige, lune Vinde, medens han frøs. Han frøs af Angst; thi hvergang han gik forbi eller fulgte efter et saadant kvindeligt Væsen, voxede hun i hans Phantasi til Kvinden i sin Herlighed, i al sin dulgte Magt, med al sin Evne til henrykkende, forunderlig Beruselse, og hvem han begjærede, men ikke havde Ord til, medmindre hun vilde gjøre det første Skridt. Men saasnart En gjorde det, især i saa mange Menneskers Nærværelse, forsvandt pludselig Trylleriet, det var ikke hende, han søgte, og han skyndte sig videre, til et nyt Trylleri. Han gik ud i de eensommere Kvarterer af Byen; der, syntes ham, maatte de søge hen, som førtes af den samme romantiske Attraa som han. Men der var ingen. Han kom forbi et ungt Menneske, der gik op og ned ved Garnisonskirke. Efter et Kvarteers Tids Forløb kom han tilbage, det unge Menneske gik der endnu; men saa kom en tilsløret Dame, han ilede hende imøde, og hun tog hans Arm -

»Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne Groe« -

118

... hvo der var i hans Sted!

Det blev sildigere. Ogsaa denne Slags Skikkelser forsvandt eller bleve sjeldnere, og han gik ind i andre Gader, og da kom han i Nærheden af Kvinder, der udstrakte Haanden efter ham, kaldte og sang:

»Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe«,

men oversat i deres skaanselløse Sprog. Havde de blot villet eller kunnet vedligeholde et poetisk Skin! Ved en særegen Selvmodsigelse var han tilbøielig til at kaste et saadant Skin over dem, forudsætte en bacchantisk Elskovslyst, antage dem for Piger, hvis Forældre eller Foresatte vare reiste, og som vilde holde Saturnal den Aften, blot den ene Aften. Men hvad han saae, kjæmpede mod det, han vilde see, Reenhedens saarede Instinct brødes med den Dæmon, som Sang og Serenade og hiint brændende Blik havde vakt, og endelig, da et sminket, halvberuset Fruentimmer tog i ham, ilte han bort i en saadan Angst, Mismod, Fortvivlelse, at det ikke længer faldt ham ind at søge det Ideal, der ved at blive haandgribeligt, saae saadan ud.

Han var legemlig træt, medens Nerverne vare krampagtig spændte af Lidelse, Længsel, Fortrydelighed. Rambaut af Vaquieres, Camilla, Greven af Montferrats Fjederhat, mørke og blaae Øine laae i hans Forestillinger, forvirrede og sammenblandede som en Maskerade-Garderobe. Hvor skulde han gaae hen? Nylig havde det været for hans Phantasi, som om hele Kjøbenhavn stod aaben for ham, og da han nu begyndte at see efter, var af alle Øienbekjendtskaberne ikke et eneste virkeligt Bekjendtskab blevet tilbage ... André ... nei! - Hillebrandts ... jo, han fik pludselig Lyst til at besøge Hillebrandts. Et heelt Hav var paa denne Aften skyllet imellem ham og den Følelse, som i lang Tid havde holdt ham fra den Andréske Slægt.

Der var lidt mere Uorden i Dagligstuen, end der pleiede at være; men han opdagede snart Grunden: Mdm. Hillebrandt havde faaet sig en Lille, og det var Barnets Legetøi, der laa omkring paa Gulvet, blandet med Sophapuder, Gangkurv og Klædningsstykker. Idet han traadte ind, var Faderen ifærd med tilsyneladende uforsigtig at kaste 119 Barnet mod Loftet, medens han raabte: Sig nu Farvel til de Fremmede, Georg! Værsgo at neie! Moderen fulgte hans og Barnets Bevægelser med et fornøiet-ængsteligt Blik.

»De Fremmede« var en tilsløret Dame - meget ung, som det syntes - der stod i Begreb med at gaae og med et Godnat til Georg forlod Værelset faa Secunder efter Ottos Indtrædelse.

Naa, det er længe siden! Velkommen ... Hvad siger De til saadan en Tyksak som ham, vi her har faaet at lege med? raabte Hillebrandt.

Jeg gratulerer!

Hvordan har De havt det i al den lange Tid? spurgte Mdm. Hillebrandt.

Jo, Tak, og hvordan have De levet?

Vi? sagde Hillebrandt; vi kan sgu sagtens! Seer De, min gode Krøyer, naar man faaer saadan en Fyr - see engang rigtig paa ham, hvad siger De til de Glugger og til saadan en Arm? ... tegne saadan en har jeg aldrig kunnet lære ... det var i Grunden morsomt nok, hvad? ... Og vor Mo'er kan sgu heller ikke tegne den; men er den ikke rigtig alligevel? ... Naar man faaer saadan en Karl, saa har man ingen Griller meer; hvad Pokker gaaer det mig an, at jeg ikke blev Professor? - ja, for en Skrue løs havde jeg dog ... ja, det kan nu ikke nytte, De nægter det! Naar man tænker sig: sove og døse i tre, fire Uger ad Gangen! Men det skulde jeg bare have tænkt paa dengang! Nu skal vi snart have Skolepenge - ja, flittig skal han være, Mosiø! hei, hop! - og Brændepenge, og Gymnastikpenge, og Buxer - Georg, værsgo at see alvorlig, Du er snart et voxent Mandfolk - og Støvler ... hvad den Dreng allerede slider for en Mængde Skotøi! men see ogsaa, hvilket Par Been! ...

Saadan talte Malermester Hillebrandt, medens han snart svingede Drengen eller snurrede rundt med ham, snart viste ham frem.

Der blev ikke talt om Andet end Barnet - maaskee netop, fordi man ikke vilde berøre Grunden til, at man saalænge ikke havde seet Otto -; man fortalte mærkelige Træk af Georgs Tilværelse, Anecdoter af hans Liv og Levnet, indtil Hillebrandt sagde: Jeg maa ned og see efter, om Alt er i Orden, og jeg skal skrive Regninger iaften, saa spilder jeg ikke Daglyset imorgen ... ja, jeg skal ned at arbeide for ham, forstaaer han det? ... Og nu skal han iseng, 120 Klokken er otte ... See, hvor han leer og vinker, jeg skal gaae! Jeg troer saagu, han forstaaer mig ... Giv mig nu et Kys, Georg! ... Kan De see, hvor han spidser Mund! ... Og sikken en Pande, han har, hvad?

Det er jo vanskeligt for en Fremmed at see et Barn med de Øine, hvormed Forældrene betragte det: denne Incarnation af Kjærlighedens salige Mysterier, dette forunderlige, ubegribelige, af dem selv fremgaaede Liv, et fuldstændigt Menneske ligesom andre Mennesker, naar det blot faaer Tid .... ja, bi blot, see paa dette Smiil! hvilke Ord, hvilke Gjerninger bebuder det ikke, naar Drengen kan tale og bliver stor ... en Dreng - nei, det er - vi siger det ikke høit, for det lyder naragtigt, det veed vi nok; men det er dog sandt alligevel - han er ikke en Dreng som andre Menneskers Drenge, vor er en Undtagelse ... Hvorfor skulde det være en Undtagelse? O, spørg ikke, hvorfor! De see jo paa dette Barn med Haabet, med Illusionen, med al den Poesi, deres egen Skjæbne er voxet fra. Det vil aldeles ikke forundre Malermester Hillebrandt eller Mdm. Hillebrandt, om Nogen kommer og siger: Denne Dreng bliver engang Minister eller Generalissimus eller Admiral, de ville finde det ganske naturligt, medens de uden Tvivl i samme Øieblik begynde at give Drengen den Opdragelse, indpode ham den Aands- og Sindsretning, der stempler ham som Søn af en Malermester.

Otto saae i deres Kjærlighed til Barnet en Overdrivelse, der undertiden syntes ham at nærme sig Abekjærlighed. Selv manglede han den Evne, der lader den Fremmede finde Behag i et Barn og glædes ved det lille Væsens sjælelige Livsyttringer. Han længtes saa dybt og inderlig efter den voxne Verden, efter det Aandfulde, Lidenskabelige, de voxne Menneskers farlige Leg, at han ikke kunde finde Behag i den barnlige Leg, i den uskyldige Selvforglemmelse, og mindst i dette Øieblik, i den Sindsstemning, hvori han var kommen. Han ønskede sig langt bort fra al denne Sødhed.

See, hvor han strækker de smaa Hænder ud efter Dem! ... See, han smiler til Dem! han er glad, han vil lege med Dem! ... Hvor kan De nu staae saadan som et Stykke Træ?

Det maa være en Naturfeil hos mig, jeg holder ikke af Børn, sagde Otto næsten bittert; det kostede ham Umage ikke at sige, at han ikke kunde lide hendes Barn. 121 Ikke holde af Børn! raabte Mdm. Hillebrandt - saa har De ikke noget godt Hjerte; saa har De slet intet Hjerte.

Otto følte sit Hjertes lidenskabelige Længsel efter voxne Børn og smilede.

Der staaer skrevet, sagde Mdm. Hillebrandt, at uden I blive som disse Smaa, som denne Lille, min egen lille, søde, velsignede Dreng, skulle I ikke arve Guds Rige.

At tale paa denne Maade om Guds Rige til et ungt Menneske, der synes, at det at være voxen og indtræde i alle den Voxnes Rettigheder er det ene Fornødne - der med Fornøielse vilde som Kong Volmer give Himmerig for Vordingborg Slot, ja for uendelig meget mindre eller uendelig meget mere - ligesom man tager det.

Naa, vær nu ikke vred, lille Mdm. Hillebrandt, sagde Otto og tvang sig til at klappe Barnets Kind. Han følte dette Bløde, Varme, og det var, som en besynderlig, underfuld Kjærlighed til Liv trængte gjennem hans Fingerspidser ind i hans Hjerte. Barnet slog pludselig op med begge Arme, lo og sagde He! He! ligesom det vilde udtrykke sin Glæde over hans Venlighed. Denne Sympathi, som han troede at mærke, denne uskyldige Kjærlighed til ham, dette Fornøielige, Blide, Livsalige, gjorde en forunderlig Virkning paa Otto, løste den krampagtige Spænding og bragte Taarer i hans Øine.

For at skjule Taarerne bøiede han sig over Barnet, omfavnede det og sagde: Lad mig bære det!

Ja, kan De see! Men gjør ham blot ingen Fortræd! sagde Mdm. Hillebrandt.

Og da han holdt Barnet, da han følte hele denne lille Existens i sine Arme, da han trykkede det til sig og kyssede dets lille varme Mund, brøde Taarerne stærkere frem, han græd ikke af Sorg, men af en smerteblandet Fred og Mildhed, der velgjørende sænkede sig over hans Sind.

Pludselig hørte Mdm. Hillebrandt denne sagte Lyd af en Grædende blande sig med Barnets Glædeslyd; forbauset greb hun Barnet og spurgte: Men hvad feiler Dem, kjære Krøyer? Hvad er der i Veien?

Ingenting, sagde han, idet han sank hen paa en Stol og skjulte Ansigtet i sin Arm. 122 Mdm. Hillebrandt forstod ham ikke med Forstanden, ikke paa den Maade, at hun kunde have sagt, hvorledes; men i hendes Hjerte var Noget, som forstod, utydelig, anende, medfølende, næsten - skulde man sagt - paa hendes Barns Vegne, og hun sagde blidt: Jo, der er Noget! Tal til mig, ligesom jeg var Deres Moder. - Hører De, see op, vedblev hun og lagde sin Haand paa hans Hoved.

Denne Haand, der nu deeltagende berørte ham, dette svage Kjærtegn af en Moder, der stod hos ham med sit Barn paa Armen, havde en ganske anden Virkning, end den forrige Gang en Kvindes Haand havde strøget hans Haar.

Hans Graad blev svagere, som de faldende Draaber efter et Uveir, og endelig reiste han sig og sagde med et blidt Smil, idet han tørrede Øinene: De finder det nok meget naragtigt, at saadant et stort Barn kan give sig til at græde.

Nei, sagde hun med et forskende Blik; det var Straffen, fordi De sagde, De ikke holdt af Børn.

Efter en Pause, hvori hun forgjæves tænkte paa Midler til at faae at vide, hvordan det egenlig hang sammen, sagde han: Jeg gjorde Dem nok ganske angst.

Ja, jeg kan ikke sige Dem, hvor jeg blev tilmode. Jeg syntes, der var Noget i Værelset jeg turde ikke see mig om.

Der var ogsaa Noget, sagde han halvt spøgende; det var min gode Fylgie; hørte De ikke den anden Fylgie slaae med de sorte Vinger mod Ruderne?

Jesus! Hvor kan De sige saadan Noget! ... Vil De allerede gaae? Jeg tør næsten ikke lade Dem gaae alene hjem.

O, Mdm. Hillebrandt, nu er Faren overstaaet.