Goldschmidt, M. A. Hjemløs

Otto pleiede kun at see sin Værts Familie undtagelsesviis, og navnlig naar han betalte sin Maanedsleie, og ved disse Leiligheder skiftedes ikke andre Ord end de sædvanlige korte Hilsener. Familien var for ham ikke Andet end det mekaniske Livsprincip i hans lille Bopæl.

Men Pauline havde kjendt hans Trin paa Trappen, da han denne Eftermiddag kom hjem sildigere end efter Sædvane, og modtog ham i Døren med den Efterretning, at Hr. Sem havde været flere Gange og spurgt efter ham, og han saae ud, ligesom der var hændt ham noget meget ulykkeligt. Otto sad og ventede; men da Sem ikke kom igjen, trøstede han sig med, at Ulykken vel ikke var stor. Det var den just heller ikke, men dog efter Omstændighederne stor nok.

En Dag, da Sem havde indfundet sig paa Borchs Collegium og haardnakket forstyrret en fornuftig Samtale med sine Citater, kaldte en af Candidaterne ham: den store Doctrinaire. De andre Tilstedeværende smilede over Ordet, og Sem følte sig slagen af dette Ord eller Tilnavn, som han ikke forstod.

Han vovede ikke at spørge Nogen om, hvad Doctrinair betød; thi han havde ved sin Stridbarhed bragt sig i et saadant Forhold, at Alle vilde benytte Anledningen til at gjøre ham latterlig, og skjøndt han ikke saae Sagen fra denne Side, troede han dog at maatte være forsigtig, fordi Alle misundte ham og vilde gribe Leiligheden til at ydmyge ham ved Hjælp af dette underlige Ord. Det Værste var endda, at han syntes at skulle kjende Ordet, og at Betydningen dunkelt foresvævede ham eller usikkert og gjækkende viste sig for ham, naar han slog op i et latinsk Lexicon. Hvert Øieblik syntes det ham, at den fine Betydning vilde tage Plads i hans Hjerne, men vips var den borte. Det blev ham en stor Plage, og han besluttede at anvende List, at lade Andre selv forklare Ordet, medens han syntes at være høit hævet over enhver Mistanke om begjærlig Lytten. Listen udførte han paa den Maade, at han engang midt i en Disput med Otto udbrød: De er doctrinair! Otto, der maaskee netop i Øieblikket var doctrinair, eller maaskee ikke ret kjendte Betydningen af 146 Ordet - thi ikke Alle vide det - blev forbauset over, at Sem pludselig brugte et saadant Udtryk, og trak sig tilbage. Den seirende Seminarist var frapperet over Virkningen af det gaadefulde Ord, der syntes et Universalmiddel til at stoppe Munden paa Folk; men han maatte jo frygte for, engang at anvende det feil, og at det da vilde skyde bag ud som en slet betjent, sprængt Kanon.

Han havde engang Forretninger hos en Præst; ved den Leilighed kom de til at tale om Biskoppen, og Præsten lod falde et Ord om Doctriner. Mener De, at han er Doctrinair? spurgte Sem med skjult, lurende Begjærlighed. Doctrinair? svarede Præsten, hvad er Doctrinair, min Ven? - Det var altfor tydeligt, at Præsten selv vilde svare, og ei anderledes end som en Tiger, der venter paa Rov, krummede Sems Videbegjærlighed sig sammen, beredt til at gribe Byttet. Præsten vedblev: Hvad er det Andet end den i Subjectiviteten optagne Objectivitet henstillet af Subjectiviteten med ideel Berettigelse?

Dermed var Samtalen forbi, og den ulykkelige Sem havde nu faaet en Forklaring: den store fremmede Mynt vexlet i ligesaa fremmede Smaapenge.

Dette Ord blev tilsidst ligesom en hemmelig Forbrydelse eller hemmelig Sorg eller hemmelig Kjærlighed eller Alt tilsammen, som han gik og bar paa. Med den slige Folk egne Haardnakkethed vilde han nu ud af sig selv finde Forklaringen, men kunde ikke fremtvinge den. Han havde ikke Raad til at kjøbe andre Bøger end de meest nødvendige, men maatte læse i et af Studenternes Læseselskaber, og her vovede han aldrig at bede om Nøglen til det Skab, hvor Conversationslexicon stod bag et Jerntraadsgitter, af Frygt for, at Folk skulde see det og ligesom gribe ham i Gjerningen, i hans Søgen efter »Doctrinair«. Ja, han var bange for, at Folk skulde opfange de stjaalne Øiekast, han ikke kunde undlade at sende Bogstavet D paa Lexiconnets Ryg, hvergang han gik forbi.

Hans Længsel blev imidlertid saa stærk, saa uovervindelig stærk, at han med stor Møie sammensparede 2 Mk. og om Morgenen ganske tidlig gav dem til Læseselskabets Betjent, idet han bad om Nøglen til Skabet, og tilføiede: Her er to Mark; sig det saa ikke til Nogen.

Han holdt Bindet med D i sin Haand! Han slog op i skjælvende 147 Hast og slugte ligesaa hastig Forklaringen: om de franske Statsmænd Collard, Broglie, Guizot o. s. v., som vilde sætte en paa Fornuften grundet Politik imod Vilkaarlighedens Politik. En halv Time efter kom en af Candidaterne, og Betjenten sagde strax til ham: Jeg kan ikke begribe, hvad der gik af Hr. Sem; han gav mig 2 Mk. for at laane Nøglen til Skabet. Har ikke ethvert Medlem Ret til at læse Bøgerne i Skabet?

Candidaten anede strax, hvad der var paafærde, og besluttede, at Sem dog ikke skulde slippe saa let. Han kommer i Eftermiddag, sagde han ved sig selv.

Sem kom ganske rigtig om Eftermiddagen paa Borchs Collegium og skred ind med et saadant Udtryk i Ansigtet, at man kunde see, hvilken ubarmhjertig Triumph han vilde feire.

Men netop som han var traadt ind ad Døren, blev der sagt, ligesom i Fortsættelsen af en Samtale: Jeg undrer mig forresten over, at de franske Doctrinaire saadan pludselig have kunnet gaae over til Pelagianismen; de høre dog principmæssig nærmest hjemme blandt de jacobitiske Christne.

Ja, blev der svaret, men de ere jo ikke blot et kirkeligt, men ogsaa et politisk Parti og maatte som saadanne foretrække Monotheleterne.

Sem veg tilbage som en Aand ved Midienat, naar man gjør Korsets Tegn. Han ansaae det, han havde hørt, for videnskabelige Sætninger og havde altsaa dobbelt Vanskelighed ved at finde Rede deri. Ei blot var nu Triumphen vristet ham af Hænderne, men han var kastet ud i end forfærdeligere Uvished. Det løb rundt for ham, han var nærved at fortvivle af Vrede og Videbegjærlighed. I denne Nød besluttede han endelig at skrifte for Otto og ilede til ham, men traf ham ikke hjemme, skjøndt han flere Gange kom igjen. Ogsaa dette skulde slaae feil, til det Ubegribelige skulde komme det Urimelige, at Otto ikke var hjemme paa bestemt Tid! Han ilede om i Gaderne i det ruskede Foraarsveir, hans tynde Klædning blev gjennemvaad, og han kom endelig hjem med ophedet Hoved og rystende Lemmer. Om Natten phantaserede han, gjorde en skrækkelig Uro, og det stærke Menneske pryglede sin Vært, der vilde berolige ham. Saa lod Værten ham bringe paa Almindeligt Hospital som Afsindig.

Her fik man snart at vide, hvordan Alt var tilgaaet, og Overlægen 148 helbredede ham i nogle faa Dage med en spansk Flue og ved selv at fremstille sig for ham som Doctrinair og lempelig bibringe ham en Forklaring.

Imidlertid havde det vakt nogen Uvillie og Medfølelse, at Historien med Sem havde taget en saadan Vending; man huskede paa, hvorledes han gik for Lud og koldt Vand, hvor kummerlig han havde det, hvor tjenstvillig han var, kort, man saae kun Sem i det gunstigste Lys. Carlsen fattede Ideen til, at man skulde indbyde ham til et lille Gilde - maaskee mere for Gildets end for Sems Skyld - vandt Deeltagere og begav sig til Sem for at indbyde ham. Han yttrede sin Medfølelse og spurgte, hvordan han havde det.

Jo, Tak, svarede Sem og tilføiede med et mistroisk Blik de Ord af Catechismus: Endskjøndt timelig Nød rammer Menneskene, fordi de ere Syndere, saa maae vi dog ikke mene, at jo mere et Menneske maa lide her i Verden, desto syndigere er det; thi det er først i et andet Liv, at Guds Retfærdighed fuldkomment skal aabenbares.

Det er meget sandt, sagde Carlsen; men der er ogsaa Retfærdighed i dette Liv.

Inte megen, svarede Sem.

Jo, nu skal jeg strax give Dem et Beviis derpaa. Vi ere nogle Studenter, der agte at gjøre et lidet Gilde og bede Dem være Gjæst blandt Deres commilitones: det er mit Ærinde.

Det er megen Retfærdighed! sagde Sem tænksomt og tilføiede: Gratias tibi ago. Veniendum est .... eller mener De, at dette er for dristigt, og at man heller bør bruge futurum activum?

Jeg mener, min gode Sem, at det passive Futurum nok egenlig er bedst, siden det passive Præteritum er uden Nytte.

Ikke uden Nytte, min gode Carlsen, ikke uden Nytte, men det kan ikke anvendes her.

Det er spildt, Sem.

Ja, det er spildt, naar man bruger det galt; men hvor kan en gammel Latiner som De ....

Farvel, Sem, glem ikke, at det er imorgen Aften Kl. 7.

Nei, venturus sum. Men i hvad Anledning er egenlig Gildet? raabte han efter Carlsen nedad Trapperne.

Til Fordeel for en Incurabel, raabte denne op. 149 Aa, Herregud, den Stakkel! sagde Sem og gik ind paa sit Kvistkammer.