↩ Men under disse Bevægelser og Anstrængelser var hans Sind saa ivrigt og elastisk, saa energisk beskjæftiget og fremstræbende, at han i alle Samtaler med sine Bekjendte vilde behandle ideelle og alvorlige Gjenstande og ikke kunde finde sig i den Slags Conversation, som de satte stor Priis paa under Navnet: gemytligt Vrøvl. Helzen og Paulsen f Ex. vilde hvile, naar de hver paa sin Maade havde været flittige et Par Timer om Dagen; som om de havde anstrengt deres Fornuft ganske overordenlig, gjorde de Fordring paa, at Munden skulde have Lov til at gaae paa egen Haand og »tale surr«. For dem og Ligesindede var Livet alt noget Afsluttet; hver Dag maatte yde sin Deel af den Nydelse, der var at opnaae i Verden; for ham var Livet noget Umaaleligt, som han ikke engang kunde gjøre sig klart, hver Dag kunde medbringe et Underværk. Paulsen var sikker paa, at saasnart han var bleven juridisk Candidat, vilde han gjennem sin Faders Forbindelser indtræde i en behagelig og fordeelagtig Stilling. Helzen havde som Journalist hurtig sat sig ind i alle de Stemninger, 344 der bevægede Tiden, og øste af disse Stemninger og af den stadige Omgang med Ligetænkende sin Kraft til hver Dag at skrive Artikler. Han havde den Lykke at troe paa sine Artiklers Magt; naar han et Par Gange havde udtalt sig imod en Sag, var han overbeviist om, at den var »slaaet ihjel«; Bladets Contoir var for ham det Samme som Olympen for Grækerne, Jordens Centrum, og Bladets Spalter det Samme som den paa Olympen thronende Jupiters Lyn. Men den evindelige Beskjæftigelse med at skrive og læse Artikler standsede hans Udvikling; han var færdig, og han vilde ikke mindes om, at Verden gik videre i Udvikling, om end han standsede. Ottos fremstræbende Energi havde derfor ofte noget Ydmygende for Hine, især da han ikke tog i Betænkning at lade den ved forekommende Leiligheder fremtræde som en Overlegenhed. Helzen hævnede sig paa en eiendommelig Maade. I sin Stilling som Journalist havde han lettere end Otto Adgang til en Mængde Værker baade af den udenlandske og indenlandske Literatur eller idetmindste til at faae en Mening om dem. For Otto omtalte han de gode som slette og ikke værd at læse, de slette som gode og beundrede. Otto lagde ikke Mærke til det ulmende Had og søgte ikke at undgaae det. Til at han skulde vogtet sig i denne Henseende og forebygget de smaa, men uforsonlige Fjendskaber, ringeagtede han Mandfolk altfor meget - med Undtagelse af Schiøtt og Mendoza. Overfor dem forstod han Venskab, nemlig som en Blanding af Beundring, Hengivenhed og ærgjerrig Kappelyst, overfor dem begreb han Muligheden af personlig Opoffrelse, men da under store, overordenlige Omstændigheder. Med en saadan Sindsretning kunde han kun være lidet skikket til det eiendommelige Sammenhold i Godt og Slet, der kaldes Kammeratskab. Men ved Alt, hvad han ideelt optog i sig, følte han sig som adlet, han fornam noget Lyst og Straalende i sin Tilværelse - og Alt dette var til for at tækkes »Kvinden«; ved Kvindens Side var i hans Forestilling den eneste Lykke i Verden.