↩ Saasnart de vare gaaede, var Hillebrandt igjen mut og tog fat paa sit Arbeide. Otto søgte at faae ham oprømt og talte med ham om 401 Tegningerne, hvorpaa Hillebrandt viste ham nogle meget vellykkede og med særeget Velbehag, i dæmpet Tone fortalte, hvor meget han kunde tjene derved. Hvad troer De ikke, sagde han, at de Fleste, som have gaaet paa Academiet, vilde gi'e til, om de havde lagt sig efter saadant noget Solidt, der føder en Familie! Og i det Samme saae Hillebrandt paa ham med et uhyggeligt Blik. Otto kunde ikke forstaae, at denne Mand siden Sønnens Fødsel var deelt imellem Begjærlighed efter Penge og den uslukkelige, frugtesløse, skuffede Længsel efter kunstnerisk Berømmelse. Istedenfor at give ham Ret forsvarede Otto Kunsten, hvorpaa Hillebrandt med stigende Vrede drog tilfelts imod den og paastod, at det Hele var kun til, fordi pæne Folk ikke vilde have deres Børn til et ærligt Haandværk, og derfor vare de enige om at kjøbe Kunst. Ogsaa imod Kunstnerne ivrede han, skildrede deres indbyrdes Misundelse, Falskhed og Iversyge, fortalte smaa Træk fra Academiet og spurgte endelig: Og hvorfor? hvorfor? - For dette her! svarede han selv, idet han greb i Lommen og med sært Blik fremrakte en Haandfuld Penge.