Goldschmidt, M. A.

Mdm. Bille modtog ham med stor Hjertelighed og svarede for sit Vedkommende, at hun samtykkede i Paulines Forlovelse; men hun bad ham komme igjen om Aftenen og tale med Paulines Fader og med det Samme drikke en Kop Thee i sit nye Hjem. Mdm. Bille kunde efter sine Anskuelser ikke svare anderledes paa hans Andragende; thi hun kjendte kun to Kategorier af Forlovelse, den hemmelige og den offenlige: om hiin talte man lidt mere hviskende end om denne. Otto udførte mekanisk, hvad han følte maatte være Skik og Brug, kyssede Pauline i hendes Moders Nærværelse og fandt det Kys næsten syndigt. Pauline var alvorlig og taus, og da han var gaaet, forsvandt ogsaa Glæden og Hjerteligheden af Mdm. Billes Ansigt, og hun satte sig til at græde. Hun havde beredt sig paa en ganske anderledes høitidelig Handling med Jubel og Rørelse, naar hendes Datter engang skulde forloves. Her var kommet et ungt Menneske, der i alle Maader syntes hende et godt Parti, naar han engang kom i Vei; men hvor ung og kjøn han end var, havde han kastet en saa underlig stor Skygge i Huset og havde meldt hende det store Øieblik som af Naade eller »paa saadan en besynderlig Maade«. Havde han blot sagt et kjærligt Ord, skulde han have følt, at hun kunde være hans anden Moder. Men efter en kort Stund tørrede hun Øinene og sagde: Naa, det bliver nok godt! Nu er Du da en forlovet Pige, min Pige!

Om Aftenen blev Sagen betragtet som afgjort. Den gamle Bille kom Otto imøde, trykkede hans Haand og sagde: Gud velsigne Jer, Børn! Saa talte Mdm. Bille om Ringen og hvilken Guldsmed han skulde gaae til, og endelig gav han de mange personlige Oplysninger, man gjerne ved saadanne Leiligheder spørger om, naar man ikke har kunnet spørge tidligere.

Da han var gaaet, sagde Mdm. Bille med et forskende Blik: Det er vist et rart stille Menneske, Din Kjæreste.