Goldschmidt, M. A. Sjette Capitel

Sjette Capitel

Otto havde gjort et lille Skridt ind i et Forhold og mærkede, at dette lille Skridt havde ført ham netop ligesaa vidt som et stort: heelt indenfor. Han var en forlovet ung Mand, og naar han det ene Øieblik var mismodig og undselig over at være paa næsten uforklarlig Maade kommen til at gjøre Andet eller Mere, end der var hans Villie, saa fremstillede sig i næste Øieblik med en Slags Stolthed og Glæde den Tanke, at han var forlovet, ja, hans Sinds Barnlighed ligesom saae sig i Speilet og glædede sig over at være bleven voxen, anerkjendt, optagen i en Familie som Forlovet! Han havde udhængt et Skilt, og han nærede i enkelte Øieblikke den Illusion, at han eiede al den Lykke, som Skiltet antydede. I en saadan Stemning sagde han en Dag pludselig til Sem: De maa tie stille dermed, Sem, men jeg er bleven forlovet.

Tædas exosa jugales! raabte Sem fornøiet; hvem er det, med Forlov? - Og da han erfarede det, udbrød han: Sagde jeg det ikke? Har jeg ikke sagt det? Den lille Nausikaà! Har jeg ikke spaaet det? Gavstrik! Byesbarn! ..... Naa, vedblev han, idet han pludselig slog over i høitidelig Tone: Herren beskytte og velsigne Eder! Han lade sit Ansigt lyse over Eder og give Eder Fred! Opfylder Jorden og gjører den Eder underdanig. - Med stor Andagt vendte Sem Øinene mod Himlen. Men hvor parodisk dette end tog sig ud, slog det dog Otto; han følte først nu tilfulde, hvilken høitidelig Ting han havde indladt sig paa, hvilken Andagt og Sjæleglæde han burde have hvilet i.

Det er en løierlig Maade at citere paa, sagde han til Sem; tædas exosa jugales er paa Dansk: Hun hadede Brudefakler.

Sem blev blodrød og kunde i Førstningen ikke finde Ord af Skamfuldhed og Vrede. Ja, udbrød han, der hittede Du mig endelig! Det var en lapsus linguæ. Jeg kunde selv slaae op og pege lige paa det, det staaer nederst paa venstre Side i Baden. Men Du vidste godt, at Meningen var god! Du skulde ellers ikke være saa krakilsk, naar Dine bedste Venner komme op for at gratulere Dig. Nei, da lover jeg Hald, han var saa straalende som en nyslaaet Toskilling. Og 413 Hr. Bregning! Men de fik nu ogsaa styrtende Penge, kan jeg troe; dem faaer Du nok ikke mange af, stakkels Fyr.

Sem, hvor kan De nu sige, at De kom herop for at gratulere mig? spurgte Otto, parerende i »Octav med et Smiil« uden at lægge Mærke dertil.

Det er i Grunden ogsaa sandt - skal vi saa være gode Venner igjen, hvad Byesbarn? sagde Sem. Jeg skal nok tie; paa min Mund kan Du stole.

Kort efter traf Otto i Foreningen sammen med Schiøtt. De havde i lang Tid kun flygtig talt sammen, hver havde paa sin Viis været beskjæftiget med Livet og Virkeligheden. De vare ene i Stuen; Schiøtt sad med en Cigar ved en Kop Kaffe og læste et Blad.

Det er dog mærkeligt, sagde han, da han en Stund havde vedblevet at læse og vendte Bladet: Det er høist mærkeligt, nu koster Rugen fem Daler.

Hvor De er blevet agronomisk, sagde Otto. Den Priis er da ikke saa mærkelig endda.

Nei, men tænk Dem! Æggene koster 2 Mk. 8 Sk.

Saa vil Ferrini formodenlig lægge paa sin Omelette soufflée.

Hm, De tager Sagen som Philosoph. Men hvad siger De til det: Smørret er ogsaa steget til 2 Mk. 8 Sk.

Gid det faae en Skam!

Ja, det maa De nok sige. Det er skrækkelige Tider, vi lever i. Og pas paa, det bliver værre endnu! Agter De at kjøbe Herregaardssmør eller Bøndersmør? Bøndersmørret er nok det drøieste, ikke?

Nu begyndte Otto at mærke, hvortil det sigtede; men trods alle Bestræbelser var det ham ikke muligt at faae Schiøtt til at forandre Thema, uden forsaavidt han gik over til at tale om Tjenestepiger og det Rigtige for en Huusfader i at holde en styg Tjenestepige.

Endelig raabte Otto utaalmodig: Men, Du gode Gud, Schiøtt, har De ikke selv sagt, at man skal være honnet?

Maa jeg spørge, er det da ikke honnet at holde en styg Tjenestepige?

Aa, De veed godt, hvad jeg mener!

Tillad, De viser mig altfor stor Ære, for det er maaskee meer, end De veed selv. Men siden De ynder at tale i Gaader, vil jeg give Dem 414 en Gaade at gjætte: Hvad Lighed er der imellem Dem og Marmorkirken?

Ingen, det jeg veed .... uden det skulde være, at der ikke er holdt Gudstjeneste i nogen af os.

Ih! Jeg begynder virkelig at faae Agtelse for Dem! De giver Deres Rolle med Anstand; De er værdig Borger, agtbart Samfundslem, paa Vei til at blive from, men endnu kun paa Angerens Standpunkt.

Det slog godt til, endskjøndt han befandt sig inde i en ganske anden Anger end den, Schiøtt nærmest sigtede til. - Han taug og Schiøtt reiste sig for at gaae.

De glemmer Marmorkirken, sagde Otto udfordrende.

De vil det - vel, hold Skjoldet for!

Skyd kun!

Messieurs, De ere Begge blevne Ruin, inden De bleve færdige -

»Og hvor er Din Barm saa rund og saa fuld,
Du Sølvergraa!
Du havde vel hundrede Krøller af Guld,
Nu har Du saa faa!«

reciterede Schiøtt, idet han hilsende gik til Døren.

Ottos Hals var som sammensnøret. Han følte godt, at der laa noget Rigtigt til Grund for Schiøtts Spot og Bebreidelser; men det gjorde ham ondt, at Schiøtt ikke kunde see, at han selv indsaae det, og at Schiøtt troede at kunne lade haant om ham paa Frihedens og Ideens Vegne, medens Sandheden dog var, at intet ungt Menneske mindre end han havde opgivet Idealerne - hvorledes de end maatte stille sig til de Forhold, hvori han var kommen. Men om end ikke Følelsen for Pauline havde draget ham til det Billeske Huus, saa vilde han nu have søgt det af Trods .... skjøndt, han kunde ikke ved Hjælp af nogen Slags Trods forjage den Fornemmelse, der dvælede i hans Sind: at han gik til en mørk Stue, og udenfor flagrede i rigeste Solglands Frihedens og Lysets Génier, og imellem dem gik Schiøtt med opløftet Hoved, smilende og citerende.

Hans »nye Hjem« var ham virkelig en mørk Stue, uagtet han hverken savnede Imødekommen eller Velvillie, ja end ikke Beundring. Mdm. Bille betragtede sin Svigersøn som et Vidunder af 415 Klogskab, undtagen i de Ting, som hun forstod sig paa. Vistnok blev paa denne Maade en vid Mark ladet aaben for ham; men hun ansaae hans Kundskaber for at være noget Oversandseligt, Noget, som ikke havde med Jorden at skaffe, henhørte til en Lærdomsverden, der nu engang bestod, men af uforklarlige Grunde. Dersom en saa jevn borgerlig Kone kunde have gjort sig skyldig i Ironi, vilde man have kaldt det et ironisk Smiil, hvormed hun undertiden hørte Otto yttre sig ivrig, ja enthusiastisk til Pauline om en Verden, der ikke kom Nogen ved; men det var ikke Ironi, det var Stolthed, stille Forundring og Anstrængelse for at følge med. Hun antog og erklærede det udtrykkelig, at hendes Svigersøn var for fiin til at beskjæftige sig med det daglige Livs Anliggender; men hendes Mund unddrog sig det opstillede Princip, og saasnart hun skulde tale med ham, maatte hun tiltrods for sin bedre Viden tale om slige Hverdagsting, især om Reenlighed. Hun var en overordenlig proper Kone, og derfor talte hun om Reenlighed, indtil det næsten blev stygt og snavset; thi hun yndede at skildre store Bedrifter, og det kan jo ikke skee, uden at Fjendens Styrke nøiagtig angives.

Otto havde nu engang ingen Forkjærlighed for denne raske, paa sin Viis dygtige og forstandige Kone og for lidt godmodig Resignation til langsomt at bearbeide dette Metal. Hun forekom ham som Prosaens Sindbillede, og i hendes Nærhed bleve hans Tanker sløve; ja, undertiden foresvævede ham den groteske Idee, at det i Grunden var hans Mosters Mand, der som en Slags Dæmon hævnede sig over hans Foragt for Familien og hans Aandsaristokratisme ved at blive hans Svigermoder. Og dog kunde han ikke blive uberørt af den Tilfredshed, som malede sig paa hendes Ansigt, naar han f. Ex. tog imod en Indbydelse til at spise til Middag hos dem. Saa opbød den flinke Kone al sin Dygtighed for at byde ham, hvad hun ansaae for det Bedste, og han nænnede ikke at sige hende, at Maden var ham temmelig ligegyldig. Han vilde i alt Fald hellere som Tractement havt et Glas fiin Viin; men naar de fik Viin, var den slet, hvilket dog ikke forhindrede, at den gamle Bille drak den med stort Velbehag. Dette smertede Otto mere, end Synet af virkelig Fattigdom vilde have gjort.

Billes hele Maade at være paa svarede hertil. Han stod egenlig ikke »under Tøflen«; men hans Tilværelse syntes anlagt paa at 416 undgaae at komme dertil, nemlig ved at gjøre saa faa Fordringer, være saa stille beskeden med sin Personlighed som blot mulig. Han var tilfreds med Alt og modtog kun to Gunstbeviisninger; den ene var, at Pauline, naar han om Aftenen kom hjem fra Contoiret, bragte ham hans Tøfler - dermed var hun formodenlig kommen i Vane alt som ganske lille; den anden var, at han, naar han var forkjølet, fik en Spølkum Havresuppe uden Sukker og gik tilsengs Kl. 9. Han kunde sidde saa stille, optage saa lidt Plads, forsvinde saa fuldstændig i en Krog eller i den gamle store Lænestol, at Otto ofte troede, det var hans Forkjølelsesaften, og at han var iseng, uagtet han ved nøiere Eftersyn opdagedes i Stuen. I Førstningen af Forlovelsen ventede Otto stadig, at Bille skulde give Livstegn fra sig; thi da han hiin første Aften havde taget ham i Haanden, var der i dette Haandtryk noget Kjærligt og Mandigt, det var idetmindste en brav Mands Haand. Det kan være med enkelte menneskelige Gestus som med Musik: de tiltale paa hemmelighedsfuld Maade, Haanden kan mindes et Haandtryk som Øret en Melodi; men det maa fornyes, naar Indtrykket ikke skal udviskes. Til daglig Brug havde Bille den Vane at give to Fingre; saadan gjorde hans Chef ved ham, og saadan havde han i nogle og tredive Aar vænnet sig til at gjøre ved Andre.

Kun en enkelt Gang havde Bille, ligesom for at protestere mod sin Kones Underholdningsgaver, gjort en Bemærkning, der knyttede den afbrudte Traad og for Otto var som en pludselig smuk Udsigt. Men dette var saa enestaaende, at det kunde opfattes som en tilfældig Erindring eller som en forvildet Kundskab. Otto vidste ikke af, at der i hans eget Væsen, i den særegne Energi, hvormed han holdt sig til den aandige Verden, var Noget, der skræmmede Bille fra at slutte sig til ham. Menneskene ere ofte saa beskeden-forfængelige. Han havde forresten tænkt sig sin »Svigerfader« omtrent som den gamle André, idetmindste en livlig Mand. Underlig nok, havde et Ord af Mdm. Bille vakt denne Tanke; nu kunde han ikke afholde sig fra at gjøre den Bemærkning ved sig selv: Hvorfor sagde hun den Nat, at hvis jeg ikke gik, vilde hun kalde paa Bille? Han kunde snarere, hvis det havde været ham, have sagt: Gaaer De ikke, kalder jeg paa min Kone!

Det faldt hverken ham eller Pauline ind, at hun paa en eller anden Maade skulde repræsentere Huset og gjøre ham det hyggeligt, 417 og hun kunde heller ikke. Moderen vilde gjøre Alting selv, og medens hun nægtede Pauline Ret til at være »Stadsdame«, havde hun dog opdraget hende dertil. Otto var meget tilfreds med, at hun ikke deeltog i Huusgjerningen; de faa Gange, han saae det, kunde han ikke lide det; thi hun steg derved ned fra den poetiske Tilværelse, hvori han vilde holde hende: hun var kun til for Kjærlighedsforholdet, hendes Ømhed var Husets eneste Ædelsteen - men havde den Mangel, ikke at være indfattet i Huset.

Pauline var ogsaa friere og gladere ude end i Hjemmet; det var, som om hun havde mere Selvtillid, naar hun stod ene med sin Personlighed og kun havde sig selv at svare for. Det gik derfor ikke, som Otto havde ventet: at hjemme vilde hendes Taushed ophøre, han vilde faae Nøglen til dette Dulgte, der for ham var en saa lokkende Hemmelighed, han skulde læse Hieroglypherne, der vare bag de lange Øienhaar. Han mærkede kun, at hun overfor Moderen ligeledes var taus, men paa lidt forskjellig Maade. Hun svarede aldrig, naar Moderen skjændte. Moderen sagde: Pauline sætter sit Ansigt op og gjør, hvad hun vil. Otto havde som i Eventyret faaet en Dør lukket op uden at være kommen nærmere.

Han havde Tørst efter at opdage dette Dyb af Sjæl, at blive fortrolig med denne anede, skjulte Rigdom af Kvindefølelse, Verdens mysteriøse Herlighed; men han havde nu engang vænnet hende til at høre ham tale, hans Iver og Enthusiasme løb saa tidt af med ham, han vidste ikke, hvordan han skulde lokke hendes Tale frem. O, at være en rigtig erfaren Mand, der havde Magt over Kvindesind, og hvem de maatte følge selv til Afgrunden som Børnene hiin Fløitespiller i Hameln!

de vare en Aften sammen i Theatret, og han saae pludselig Taarer i hendes Øine. Scenen var ikke rørende, og han kunde ikke forstaae, hvad der havde gjort et saadant Indtryk paa hende, især da hun, saasnart hun mærkede hans Blik, pludselig lo og gjorde ham opmærksom paa, at man kunde see, hvorledes en af Skuespillernes falske Skjæg var bundet fast. Hvad der havde bragt Taarer i hendes Øine, skulde hun selv maaskee havt størst Vanskelighed ved at sige. Tidligere havde hun aldrig havt Ro i Theatret; naar hun saae en Skuespillerinde, havde hun tænkt sig i hendes Sted, forestillet sig, at hun selv skulde debutere i denne Rolle, og hvordan det da vilde 418 gaae, oplevet Angsten og Henrykkelsen, seet paa Publikum, frygtet det, udvalgt sig Enkelte til at være hendes Helte og Beskyttere; nu havde hun en Stund siddet og seet til som en anden Tilskuer, og pludselig var kommet et stærkt bevæget Øieblik, et Sammenstød af mangfoldige halvklare Følelser, Glæde over Otto, over Udsigten til solid Ro og Fred, maaskee tilligemed et dunkelt Savn af de andre, ubestemte, ideale, urobringende Skikkelser - hvilket tilsammen, plumpt oversat i Ord, vilde lyde omtrent som: Gud skee Lov, nu bliver jeg gift! Gud give jeg alligevel var Skuespillerinde! Da Otto ved Bortgangen fra Theatret spurgte, hvorfor hun pludselig havde faaet Taarer i Øinene, svarede hun, at det kunde hun ikke huske, og begyndte at tale om andre Ting. Otto var begjærlig efter at kjende hendes Tanker og søgte at opfriske Øieblikket i hendes Erindring; men hun taug.

Pauline - sagde han endelig, idet han af hendes haardnakkede Taushed sluttede, at det var noget saare mærkeligt - Du gjør Uret imod mig! Husk paa Prindsessen i Eventyret, et Ord af hende var som Roser og Perler; det Samme kan Du være for mig, og saa vil Du ikke tale.

Hun nøiedes med at trykke hans Arm til sig, og dette Svar var paa sin Maade veltalende nok, skjøndt ikke tilfredsstillende. Det gjorde ham ondt, han følte det som en Ydmygelse, at han ikke kunde lokke Skatten frem.

En anden Gang, da hun paa lignende Maade havde vakt hans Længsel og Begjær og alle hans forskende Forsøg alligevel bleve frugtesløse, udbrød han utaalmodig: Jeg frygter, Du gjør tilsidst en Ulykke imellem os med Din Taushed; betænk det vel, Pauline!

Hun svarede: Jeg vil hellere høre Dig tale. Du siger det, jeg tænker.

Dette Ords Skjønhed overraskede ham, og han taug i stille, erkjendtlig Glæde over, at hun var hans; men et Øieblik efter gav hun sig med et ganske andet, simplere Væsen til at tale om ubetydelige Ting.

Vi ere nok een Ting, have een væsenlig Retning, en vis Enhed i vor Characteer; men vi ere tillige meget Andet, Forskjelligt, ja Modsat. Otto var poetisk-troende og barnlig, men tillige klog, kun at Klogskaben aldrig kunde faae Overmagten. Den var i mange 419 Henseender en Phantasiklogskab, skjærpet ved Samtalerne med Schiøtt og saadanne Fortællinger som Lieutenant Holms. Den sagde til ham, at Pauline maaskee egenlig spottede over hans Delicatesse, Hensyntagen, poetiske, ideale Opfattelse, at hun vilde have en dristigere og djærvere; men han havde ikke Mod til at troe det fuldstændig - ligesaa lidt som det var fuldstændig sandt - og handle derefter - og havde heller ikke Øvelsen, forstod det ikke. Saa kunde han pludselig beslutte at sysselsætte hende paa rigtig og velgjørende Maade; men han var altfor ung til at kunne udføre sin egen Tanke. Thi det er ikke Tankerne, man mangler i Ungdommen; man reflecterer i mange Øieblikke ligesaa fornuftig og klogt som i nogen senere Alder; men det er ved Tankernes Overgang til Handling, at man ligesom kommer ind i en farvet Taage og ikke kan finde Vei. Han vilde ikke paa nogen Maade have fordærvet hende; men skulde han paa Ære have erklæret, om han vilde have styrket hende mod enhversomhelst Fristelse, vilde han i sit Sind have opdaget Noget, han nu oversaae. Naar han vilde bringe hende Læsning, var der ogsaa Bøger, der vakte hans Betænkelighed, fordi han frygtede for at styrke hendes Theaterlyst. Hun omtalte den aldrig mere, han heller ikke, maaskee fordi den laa som noget Truende imellem dem. Saa faldt han paa at lede hende ad en anden og dog kunstnerisk eller poetisk Vei ved at bringe hende til at synge. Han roste hendes Stemme og bragte hende Musik; men saasnart de kom til at synge sammen, gik det besynderlig til. Pauline havde faaet sin musikalske Smag ledet ved Vaudevillerne, ved de Musik-Uddrag, som saa rigelig bydes Publikum; han havde suget Næring af den ædle, skjønne Romantik, af de gediegne Værker, som Alfons studerede; hans Sjæl havde optaget denne Duft, og i Sangen, det ubestemte og dog saa stærke, umiddelbare Udtryk af vor indre Tilværelse, brød den frem. Hun kunde høre det; thi hendes Øre var bedre end hendes Sang, og saa fik hun pludselig »sit Ansigt«, brød af og var senere ikke at formaae til at synge, skjøndt hun øvede sig hemmelig.

Paa saadan Maade gik Tiden med smaa Glæder, med Mismod og Forknythed. Otto følte temmelig godt sin Stilling, men havde den Evne at kunne ligesom afskjære Forbindelsen mellem denne Følelse og den øvrige Bevidsthed. Han levede videre; men Livet trak sig tilbage i ham, og det blev ham en Gaade, hvorledes han nogensinde

        

420 skulde komme til at føre en kraftig og skjøn Tilværelse. Mdm. Bille saae ham med Fornøielse lidt efter lidt blive »en Smule stækket«. Hun var forvisset om, at siden det Hele nu var kommet »i Trit«, vilde det nok være uforgængeligt. Thi de fleste Mennesker ere jo saaledes indrettede, at naar de have begyndt at grave efter Lykkens Skat, men begynde at tvivle om, at den er der, blive de alligevel ved med Gravningen for Folks Skyld.

Under en af disse Sløvheds- eller Muthedsperioder kom Paulines Onkel, Bageren fra Middelfart, til Byen, og ved at see ham mindedes Otto en af sine Illusioner, en af de Forestillinger om et lykkeligt, ja af Poesi beskinnet Familieliv, som havde været medvirkende til Forlovelsen, og smilede bittert over sin Barnagtighed. Saadan kunde jeg dog gjerne have tænkt mig en Bager fra Middelfart! sagde han til sig selv, og saa kom Noget over ham, som Familien, hvis den havde havt Hang til Mystik og kjendt Navnet, vilde have kaldt en Dæmon. I et uimodstaaeligt Anfald af Selvironi, i et Udbrud af den sunde, livsfriske Natur, der var kjed af at tage Verden sentimentalt, betragtede han Bageren som Illusion og sin tidligere Illusion som den rette Bager.

Bare det maa vare ved! sagde Mdm. Bille, da hun saae ham saa munter og saa hjertelig berede sig til at gaae ud med dem.

Det er sgu en rigtig Studentmagersvend! sagde Bager Bille og slog ham paa Skulderen.

Ja, men hvilken Studentmagersvend har ogsaa en Onkel som jeg? Sommetider hører man om Onkler, der komme fra Indien som Nabober; men naar jeg engang med Pauline reiser over til Fyen og Jylland, saa slaaer vor Onkel en Bro over Beltet, en Bro, der er saa luftig hvælvet som Regnbuen, og belægger den med Klæde, der er saa flint og blødt farvet som de smaa Skyer ved Solopgang. Og Hindsgavls Træer rykker han op med Rode og planter dem paa Broen til en skyggefuld Allee - hvert andet Træ skal være en sølvhvid Bøg med saphirgrønne Grene, hvert andet en Guldranke, for jeg elsker Guldranken .... det Navn holder jeg mere af end »Guldregn« ....

Nei, hør nu, veed De hvad, sagde Bager Bille og kløede sig bag Øret, der har man nok fortalt Dem feil. Jeg kan, Gud skee Lov, 421 svare hver Mand Sit, og lidt kan der jo blive tilovers kanskee; men saadan rig er jeg dog ikke, nei, mæn er jeg ei, det var ikke saa vel!

Ved dette Stød indtoge Illusion og Bager hver sin rette Plads, og Otto sank pludselig tilbage i Taushed. Hvad kunde det hjælpe? Det var dog Folk ligesom af en anden Menneskerace; han var inderlig bedrøvet, følte sig idee- og gudsforladt, og i denne Forladthed gik Tanken uvilkaarlig tilbage til Hjemmet som for at finde Trøst og Hvile der, og saa mødte han sin Moders Ansigt, og han fornam ved Intuition hendes Kritik af den nye, fornemme Familie. Fra Moderen gik Tanken hastig til andre Skikkelser, til lyse, magisk skjønne Øieblikke, til Forhaabninger og Ønsker, der nu laae for ham som i en forgaaet Sagnverden. Og medens Brystet var ved at sprænges af disse Følelser, gik han mekanisk og rolig med. De kom forbi en lav Stue-Boutik, hvori hang noget Værk og Toug; gjennem den aabentstaaende Dør saae man en Mand ifærd med Haandarbeide, hjulpen af en lille ti, elleve Aars Pige. Hun syntes at gjøre en Feil, og i det forbittrede Lune, som Fattigdom og Sorg saa ofte medfører, slog han hende haardt med et tyndt Toug over Armen. Hun skreg ikke og græd ikke; men det trak hende i Ansigtet af Smerte, og det har noget uendelig Sørgeligt ved sig at see et Barn beherske Udtrykket af Lidelse, fordi det af Erfaring veed, at man dog ikke har Medlidenhed. Det traf sig saa, at Otto opfangede hendes Blik, og det greb ham med sær Magt, som om det var hans egen Barndom, der stod hist personliggjort, forladt og mishandlet af Fremmede. Han gik ind og spurgte Manden, hvorfor han slog dette Barn, og da han efter en kort Ordvexling erfarede, at den lille Pige udenfor Skoletiden var paa Arbeide her, tog han hende ved Haanden for at bringe hende til hendes Hjem. Først da Manden ikke længer var under Trykket af den Uvillie, der havde lyst fra Ottos Ansigt, blev han vred og sendte sin Vrede efter dem.

Billes kunde ikke sige Noget imod selve Handlingen; men man følte under eller igjennem den noget Fjendtligt og var krænket, og især Mdrn. Bille gav senere, da hun erfarede, at Otto vedblev at tage sig af den lille Birgitte, Tegn paa en besynderlig, ulogisk Skinsyge. »De vare ikke gode nok til ham«, og hun søgte at tvinge ham til, at de skulde blive gode nok. Det var en vanskelig Opgave, der kun 422 frembragte et temmelig bestemt Krigsforhold. Otto tog imod det som en Forøgelse af Trældommen og dog - saa dobbelt kan man være - som en begyndende Befrielse. Mellem ham og Pauline blev oftere end før hentydet paa den forsvundne, af ham selv forjagede Tid, da de mødtes i Hemmelighed, havde saa megen dyb, uforstyrret Glæde.

Under en saadan Samtale svarede hun engang: Naar jeg blot har Dig, saa er det Andet mig det Samme.

Ja, sagde han, det mener jeg ogsaa - og en Tvetydighed blev uafgjort imellem dem.

Der er saa megen Inconsequens i denne Slags Forhold. Pieteten, som ligger til Grund, eller som man anerkjender burde ligge, gjør sig hvert Øieblik gjældende; en lille Straale af Velvillie samler igjen Delene, der syntes nærved at adsplittes, og dog samles de ikke til noget Centrum, hvor der er blivende Sted.

Han kom derop en Eftermiddag og fandt Ingen i Dagligstuen; Mdm. Bille var ude i Kjøkkenet, hvor der blev vasket, hun stod ved Skorstenen og stødte med en Sløv i en stor Kjedel, hvorunder blussede en stærk Lueild.

Paa hans Spørgsmaal om Pauline svarede hun: Hun kommer vel hjem inden Aften.

Ja, jeg vilde blot sige, at jeg har lovet mig ud iaften; farvel!

Hør, veed De hvad, min gode Krøyer - udbrød hun pludselig med hævet Stemme, idet hun aftog og igjen ombandt sit store hvide Forklæde - jeg vil sige Dem det: Pauline er stridig. De skulde itide vænne hende af dermed! Hun holder nok af Dem - det veed Gud, hun gjør! - og De kan vikle hende om en Finger, naar De blot vil. Hendes Fader kjender De jo nok, han siger Ingenting! Men tro De mig, vil De have en god Kone, skal De passe paa itide! Nu sagde jeg dog til hende, at hun kunde gaae de Ærinder en anden Dag; men saa satte hun sit Ansigt op og gik uden at mæle et Ord. Det burde De ikke taale .... ja, ja, det er nu ikke med det alene! Tro De mig, Krøyer, er en Datter ikke lydig mod sin Moder, saa bliver hun det heller ikke mod sin Mand! .... Strix, ja vist er jeg strix! Nei, var jeg bare noget mere strix! Men lige meget hjælper det! Men siden De er en lærd ung Herre, saa forehold De hende 423 nu, at hun skal lyde sin Moder, for jeg er jo dog hendes Moder, hvad Griller hun saa har i Hovedet!

Otto bedømte denne Tale meget rigtig: Mdm. Bille var bleven stærkt uenig med sin Datter og vilde nu have Enighed med ham. Han følte sig kun lidet kaldet til denne Slags Opdragelse, til at lære Pauline Kjærlighed og Agtelse for Mdm. Bille, og han syntes at see Schiøtts Ansigt smilende over den bedstefaderlige Rolle, der blev ham tildeelt. Men han, der som Barn havde levet i et saa kjærligt Familieliv, kunde ikke unddrage sig Virkningen af, at Mdm. Bille henvendte sig til ham med denne Tillidsfuldhed, og da Pauline lidt efter kom og Mdm. Bille lod dem blive ene i Skumringen i Dagligstuen, gav han sig til at holde en blid Formaningstale for hende. Hun hørte paa ham i Taushed, og han blev ved at tale og gjentage sig selv for at faae Svar, indtil hun med et næsten umærkeligt Smiil tog ham om Halsen og hviskede: Tag Bladet bort og kys mig!

Han blev som beruset ved disse Ord. Hun havde aldrig kysset ham saaledes, han havde aldrig følt hendes Skikkelse, de ungdomsyppige Former saaledes i sine Arme - og Alt dette var hans! Det slog pludselig op som med glødende Lue i hans Sind: det var hans! Det hviskede om ham, omgav ham som med duftende Toner:

Kom ned til vor Vigne,
Hvor Rankerne groe -

Mdm. Bille aabnede Døren paa Klem og sagde med fortrædelig Stemme: Naa, jeg troede, De havde saa travlt iaften!

Ja, det er sandt, jeg maa gaae, sagde Otto.

Skal Du ud, min Ven? spurgte hun med den klangløse, Intet forraadende Stemme, der svarede til »hendes Ansigt«, og hvis Hemmelighed han i dette Øieblik instinctmæssig begreb.

Ja, jeg har lovet at komme til Mendozas - vilde Du hellere have, at jeg blev?

Du maa jo gaae .... og her kan jo ikke være morsomt for Dig iaften, alene med Moder og mig.

Hvor skulde jeg hellere være end hos Dig, med Dig ....

Hun svarede ikke, men det syntes ham, at han skilte sig fra Himlens Salighed, idet han forlod hende. 424 Da han gik forbi Mdm. Bille, hørte han hende mumle Noget, hvoraf Slutningen var: .... rigtigt Mæhæ af et Mandfolk.

Det varede en Stund, inden Otto paa sin Vandring huskede, hvad han havde lovet hende, og forstod Betydningen af Ordene. Aa! sagde han og afviste hendes Krav som en ubeleilig Creditor.