Goldschmidt, M. A. Syvende Capitel

Syvende Capitel

Mendozas var det eneste Familiebekjendtskab, Otto havde foruden Billes, og han kom der jevnlig. Men han var altid lige fremmed imellem dem, fordi han aldrig kunde finde noget Tilknytningspunkt, aldrig Noget at tale om med Iver og Varme, og fordi han altid frygtede for at saare ved at overtræde et eller andet ham ubekjendt Bud, som han agtede for de fredelige Menneskers Skyld uden at kjende det. Den eneste Fortrolighed, der blev vakt, var en enkelt Gang, naar han havde opsnappet et hebraisk Ord og forsøgte at udtale det; da lo Damerne, men medens han saae, at det morede, frygtede han dog, at Latteren kunde blive et høfligt Skjul for en saaret Følelse, og han holdt Maade for ikke at misbruge den gjæstfrie Overbærenhed.

Det er et godt Barn, sagde de om ham, og Alfons kom engang til at gjentage det i Schiøtts Paahør. Schiøtt var altid misfornøiet, naar en Anden stod i Yndest, endog om han selv ikke ønskede at blive foretrukken, og længe efter undlod han sjelden, naar Talen var om Menneskekundskab, at anføre Jomfruerne Mendoza.

Lidt efter lidt var det blevet en »sat Ret«, at Otto kom hver Fredag Aften; han havde med stille Fornøielse fundet, at han kunde være dem nyttig denne Aften. Naar Sabbathen indtræder, tør den fromme Jøde intet Arbeide udføre, eiheller røre ved Ild eller Lys, men maa lade alt Sligt forrette ved Andre; men den meget Fromme troer sig derhos ikke engang berettiget til, udtrykkelig at anmode det christne Tjenestetyende om at gjøre, hvad der er ham selv forbudt. Dette medførte endeel Uleilighed i Mendozas Huus. Thi naar den Gamle en Vinteraften følte, at det blev koldt i Stuen, eller naar Lampen brændte for høit eller skjar ham i Øinene, turde han Intet 425 sige; men han vedblev med de udtryksfulde Øine at see saalænge, indtil Vedkommende forstod ham. Dog ogsaa dette gjorde han med Ængstelighed; thi skjøndt Blikket ikke beviislig var en Opfordring, erkjendte han dog, at det nærmede sig stærkt dertil. Otto opfangede engang et saadant uroligt Blik og skruede Lampen ned uden at gjøre sig videre Tanker derved; men af den Erkjendtlighed, man viste, indsaae han, at han havde ydet en særlig Tjenestebeviisning, hvis Betydning han snart kom efter, og gjorde sig nu nyttig, saa tidt det behøvedes. Men derved traadte ogsaa det Fremmede, som laa imellem dem og ham, endnu bestemtere frem; de tilhørte to forskjellige Verdener, selv midt i deres Stue, ved deres Bord, var han udenfor deres Familieliv.

Alfons's Søster Isabella kom til Bedstefaderen for at tilbringe nogen Tid i Kjøbenhavn. Hendes Hudfarve var ikke længer saa brun, men havde den eiendommelige skjønne Bleghed, som man seer paa ældre, italienske Madonnabilleder, og hendes mørke og kulsorte Haar gave dette fine, blege, regelmæssige Ansigt en særegen Ynde. Naar man saae hende, skulde man troet, at hun var meget livlig og munter; men den rolige, ensformige Tvang i et jødisk Huus, Iagttagelsen af Ceremonierne, den strenge Afsluttethed havde bevirket en Selvbeherskelse og Tilbageholdenhed, som var over hendes Alder. Hun var venlig og forekommende mod Otto, men altid i samme Tone; som de mødtes første Gang, gjensaaes de alle senere Gange. Og for Ottos Vedkommende, da stod hun som Alfons's Søster og Jødepige udenfor alle Forestillinger, hvormed han ellers betragtede Kvinder. Maaskee vilde hans Tanker have forandret sig noget, hvis han havde overværet en Scene, som fandt Sted en Fredag Aften, da en af Tanterne talte om Otto og hans forventede Komme og spøgende kaldte ham deres Schabbesgoi. Saaledes kaldes det Tyende, der gjør Tjeneste om Sabbathen. Skjøndt det var Spøg, fik Isabella Taarer i Øinene og vedblev at trænge paa Tanten, indtil hun havde taget Ordet tilbage og indrømmet, »at det var en Skam«.

Medens Otto læste, forelskede sig og færdedes i Uro, studerede Alfons med uforstyrret Sind sin Kunst og vakte lidt efter lidt Opmærksomhed som et usædvanligt Talent. Han havde det Held at blive afholdt af Alle formedelst hans aabne, blide Væsen. Hvad der bidrog ikke lidet til at bane Veien for ham, var, at han hilste smukt. I 426 en saadan By som Kjøbenhavn har virkelig Evnen til at hilse en stor social Betydning; thi baade Bourgeoisi og Embedsstand lever af gjensidige smaa Agtelsestegn, hæves ved smaa Opmærksomheder, krænkes ved smaa Uagtsomheder. Der behøves under saadanne Omstændigheder ikke Meget i Kjøbenhavn, for at et dygtigt og høfligt Menneske skal blive søgt og draget frem af formaaende Folk. Der er - eller der var maaskee i høiere Grad for endeel Aar siden, da Politiken endnu ikke havde bragt sin Gjæring og sine Partilidenskaber ind i en Mængde Forhold - i adskillige formuende Familier en virkelig Kjærlighed og Agtelse for Alt, hvad der hævede sig frem i Poesi og Kunst, der var en i ædel Forstand æsthetisk Gjæstfrihed. Et rigt, kunstforstandigt, borgerligt Huus indbød paa en venlig Maade Mendoza, en adelig Dame, hvem han der blev forestillet, drog ham strax til sig, talte med Iver om ham i Selskaber og i sit store gjæstfrie Huus. Han kom i disse Huse paa samme Maade, som Otto kom i hans Hjem, uden at attraae Noget, og han blev end ikke saaret ved, at unge Damer betragtede ham paa en særegen Maade, næsten som en abstract Tilværelse, som et Talent eller en Begavelse i smuk Form, men uden at have Opmærksomhed for denne Forms mandlige Kjøn. Saa ganske abstract kunde unge Piger jo rigtignok ikke tage en Sag, hvis de tænkte derover; men de tænkte ikke, og den fremherskende uvilkaarlige Følelse overfor Mendoza var Sikkerhed og Ro. Saaledes var han en Formiddag i hiint adelige Huus ene med Døttrene og et Par Veninder. Musik og Sang veg snart for Samtale mellem de unge Piger. Alfons hørte til, men var uvidende om Meget, som stod i Forbindelse med noget Tidligere; han nød, selv taus, den glade Samtale og de livlige Miner som Musik og greb først en bestemt Tanke, da den yngste Comtesse, idet hendes usædvanlig smukke Kniplings-Lommetørklæde tilfældigviis blev bragt ind i Samtalen, sagde: Det vilde maaskee ved Ægteskab med en Borgerlig falde tungest, at man skulde lade Kronen gaae ud af sit Tøi. - Otto vilde disse Ord have irriteret; men Alfons saae med hjerteligt Velbehag paa den smukke, aristokratiske Pige, tænkte sig med stille Skjønhedsnydelse hendes hele idealere, finere Tilværelse; han var aldeles ikke tilstede med sin Personlighed eller med Fordringer paa dennes Vegne, men betragtede og nød saa uinteresseret, som man kan nyde Duften af en Blomst.

        

427 I et rigt borgerligt Huus lagde han meget godt Mærke til de unge Piger, til deres Pynt, deres Adspredthed ved nogle Leiligheder, deres ivrige, snart dulgte, snart uforbeholdne Interesse for Personer og Begivenheder, deres smaa Krigspuds, Anlæg til Intriguer, der næppe bleve Andet end afrevne Traade, kort til den hele forfinede Verdslighed, der forekom ham som Illustration til en af de bedre franske Romaner. Han saae paa det med Nysgjerrighed, med Fornøielse over det bevægelige Spil, og bekymrede sig ikke om, hvem mulig de udsendte Pile traf, hvilke mandlige Existenser der forstyrredes eller - bragte Forstyrrelse. For ham opløste Alt sig i Harmoni, i livlige, lette Melodier, som han kunde have nedskrevet og overladt en Dandsecomponist.

Men denne milde, uskyldige Tilværelse skaffede ham som sagt Venner og god Omtale, og endelig fik han en Opfordring til en Aften at spille ved Hoffet i en Concert.

Denne Aften tilbragte Otto hos hans Familie. Den første Stolthed og Henrykkelse over den overordenlige Ære havde tabt sig og givet Plads for Ængstelighed. Den gamle Mendoza var imod Hverdagsaftens Sædvane inde hos Familien; han sov eller lod som han sov, vaagnede, reiste sig op i Sophaen, var gnaven og lagde sig ned igjen. Hverken Tanterne eller Søsteren havde Forestilling om, hvordan det egenlig saae ud i hine Omgivelser, som Alfons nu var kaldet til, og følte en kvælende Angst for, hvordan det vilde gaae. Den yngste Tante var jevnlig nærved at faae ondt og drak meget Vand. De Andre forsøgte at sye eller strikke, gjorde engang imellem usammenhængende Spørgsmaal og hørte ikke paa Svaret.

Han skulde assistere i en Sextet af Beethoven og i en af sine egne Compositioner for Piano, Fløite, Violin og Violoncel.

Schiøtt havde været tilstede ved en af Prøverne og pludselig afbrudt Spillet med det Udraab: Men det er jo mig, stop Tyven! Vent et Øieblik! Jo, Høistærede, troer De ikke, jeg kjender mig selv? Disse Kvæk af Fløiten, der lyde ind ligesom nedenfra, dem er jeg Forfatter til, det er en af mine »følesløse« Bemærkninger. Hvor Pokker har De kunnet gribe det - for det er godt gjort! Og hvor det kommer igjen i Fugaen, hvor disse kvækkende, gjækkende Lyd titte ind i Middelharmonierne, medens Violinen i stille drømmende Begeistring bærer Hovedtonen og Krøyer og de Andre følge paa 428 Pianoet! .... De har villet hævne Dem, ligesom Michel Angelo, der satte Cardinalen som Djævel ind i sin Dommedag! Tilstaa, De vilde hævne Dem!

Det er ikke Hævn, svarede Mendoza; men jeg tilstaaer, at en Scene eller en Samtale har foresvævet mig, eller jeg har componeret denne Sats, medens man talte.

Det kunde ingen Anden end en Jøde gjøre, for det er ikke blot genialt, men snildt. Men det er en mageløs uskyldig, elskværdig, godmodig Snedighed! Det lærer mig en ny Slags Reflexion, som jeg ikke havde Anelse om. Og hvad Musiken angaaer, saa siger jeg nu, at De er Kunstner; saadan en Melodi og Harmoni kommer ikke fra en Klodrian. See Dem selv i Speilet, saa seer De Ægget til en stor Mand. - For Pokkerjeg kunde dog ogsaa vidst, at et Menneske ikke er saa smukt, uden at det betyder Noget, tilføiede Schiøtt i en mere dæmpet Tone, og idet han satte Hatten paa og nærmede sig Døren, sagde han: Spil den Sats igjen, idet jeg gaaer.

Otto fortalte dem denne Historie, og Damerne bleve ganske styrkede og tillidsfulde derved, uagtet de ikke kunde lide Schiøtt og aldrig havde budt ham ind, naar han kom og spurgte om Mendoza. - Han seer saa underlig paa En, sagde den yngste Tante; jeg troer altid, at jeg har faaet noget Sort paa Næsen ude i Kjøkkenet, og at han gjør Nar deraf; men naar jeg saa gaaer hen for Speilet, er der intet Andet end mit eget Ansigt.

Synes De ogsaa, at Alfons er smuk? spurgte den ældste Tante.

Ja, meget smuk, svarede Otto.

Samtalen vilde ikke gaae livlig; Enhver var for beskjæftiget, for langt fraværende med sine Tanker, og medens Strikkepinde og Synaal gik, skred Arbeidet ikke frem under de bævende Hænder.

Endelig troede man at høre Alfons komme op ad Trapperne; de vovede næppe at røre sig for at lytte; men i det Øieblik han traadte ind, sprang de tre Tanter op med Udraabet: Hvordan gik det Dig? Isabella ilede til og omfavnede sin Broder med Taarer, næsten som om han vendte tilbage fra en farefuld Reise. Hvordan gik det Dig, Alfons, min kjære Alfons? spurgte hun.

Slip ham, lad ham komme tilorde, bød Bedstefaderen.

Det gik godt, svarede Alfons med stille Tilfredshed, med en Tone, der overbeviste Søster og Tanter. 429 Gud skee Lov! sagde de og gjorde Plads for ham.

Det gik godt! sagde Bedstefaderen vredt - thi han var spændt og vilde ikke ligefrem tilstaae det -; det gik godt! Hvad gaaer ikke godt? Naar man selv er tilfreds, er Alting godt, for En selv!

Nei, Bedstefader, Kongen sagde det selv.

Kongen! raabte Søsteren og Tanterne; har Kongen talt til Dig, Alfons?

Der Meilech? sagde Bedstefaderen og tog uvilkaarlig til sin Fløils Kalot. Was hat der Meilech gesagt?

Den ældste Datter berørte Bedstefaderens Arm og blinkede for at gjøre ham opmærksom paa den Fremmede.

Nu, sagde Bedstefaderen høit, naar Kongen har talt til mit Barnebarn, tør Hr. Studenten gjerne høre, at hans gamle Bedstefader er en Jøde. Veed De det ikke nok alligevel? vedblev han, idet han venlig rakte Haanden ud imod Otto.

Otto nærmede sig rørt og gav den gamle Mendoza Haanden.

Den Gamle sagde stolt: I vor Slægt er spanske Dons, Mendozaerne have gaaet med klirrende Sporer over andalusiske Kongers Gulv, og vi ere af Juda Stamme. - Men som om Alt, hvad der var imellem hiin Tid og det nærværende Øieblik, hastig drog forbi hans Erindring, tilføiede han i en ganske anden Tone: Hvad sagde Kongen?

Kongen spurgte, hvad jeg hed, og hvor gammel jeg var, og hvorlænge jeg havde studeret Musik, og hvem der havde været min Lærer?

Og hvad svarede Du, Alfons? raabte den ældste Tante.

Hvad skulde jeg svare Andet end Sandheden, Tante? spurgte Alfons.

Naa, og saa?

Saa sagde Kongen, at jeg havde Talent, og at jeg skulde reise, og jeg skulde søge om Stipendium.

Gud, saa faae vi travlt med at gjøre hans Tøi færdigt! raabte Tanten, og saa meget dvælede hendes Tanker ved Kongens Villie og Efterkommelsen deraf, at hun ikke tænkte paa Afskeden og Skilsmissen. Ei heller de Andre tænkte derpaa, kun Isabella forstod af sine egne Følelser, hvorfor Alfons var kommen saa stille hjem med sin Lykke. 430 Dronningen talte ogsaa til mig, vedblev Alfons.

Dronningen! Hvad sagde hun? Hvordan saae hun ud? Er hun smuk nærved?

Du, Nar, sagde den Gamle oprømt til sin Datter, en Dronning er altid smuk.

Ja, hun er virkelig smuk; og det er en velsignet venlig Dame.

Hvad sagde hun da? Blev Du slet ikke bange? Kunde Du svare hende? Hvad sagde hun?

Hun sagde, at .... at jeg havde et smukt .... et meget smukt Talent.

Et meget smukt Talent! Alfons! Og vi har gaaet saadan og hørt paa Dig hver eneste Dag! O, Alfons! raabte den ældste Tante og faldt ham grædende om Halsen.

Og saa sagde hun, at hun haabede, det vilde gaae mig vel, og at jeg altid vilde tænke paa, hvor al sand Begeistring kommer fra.

Nu, fra hvem Anden end fra Herren, Adaunoi, vor Gud! raabte den Gamle.

Om Alfons' Mund kom et uvilkaarligt, svagt Smiil, som om han vidste, at det ikke aldeles nøiagtig var Ordenes Mening.

Og hvad svarede Du, Alfons?

Jeg svarede, at det gjorde mig lykkelig at have vundet Hendes Majestæts naadige Bifald, og jeg vilde stræbe at være den værdig.

Nei, hvor godt, hvor net han svarede! Hvem skulde troe det? Hvor kunde Du have Tankerne samlede til at tale saadan?

Jeg veed ikke. I et saadant Øieblik ere alle Ens Kræfter spændte, troer jeg; der er noget Hedt i Sindet, man er stemt en Tone høiere end sædvanlig, og der er dog en vidunderlig Harmoni i En.

Men kom nu og sid ned og fortæl os videre. Hvad skete saa?

Saa blev der budt Thee og Smørrebrød og Kager.

Almindelig Thee? Saadan som vi drikke? Og bød man ogsaa Dig? Har Du spiist og drukket hos Kongen og Dronningen?

Ja, jeg har.

En stor Ære, sagde den Gamle, og selv han glemte at tænke paa, om Spisen havde været ganske reen efter den jødiske Lov. Men han afbrød sin Sønnesøn med det Spørgsmaal: Sagde Du nu ogsaa Velsignelsen, da Kongen havde talt til Dig?

Hvilken Velsignelse, Bedstefa'er? 431 Dumrian! raabte den Gamle fornøiet, Ingenting forstaaer han sig paa. - Han fremsagde den Formular, som det er paalagt Jøden at udtale, naar han seer en Konge, endog en hedensk: En Tak til Gud for, at hans Øine have skuet noget Majestætisk.

Næste Gang jeg træffer en Konge, skal jeg huske det! sagde Alfons.

Og nu gik det videre med Spørgsmaal om de Tilstedeværende, om Værelsernes Udseende, om Etiketten, Damernes Dragt, de Spillende o. s. v., og Bedstefaderen blandede heri det Spørgsmaal, hvor stort Stipendiet vel vilde blive.

Otto sagde: Det bliver vist 600 Rbd. aarlig i to Aar.

To Aar! Skal han være borte fra os i to Aar?

Og nu begyndte først Sørgmodigheden, og med vaade Øine greb Fruentimmerne atter deres Arbeide og ønskede næsten, at det ikke var gaaet godt.

Men den Gamle vilde ikke tilstede Sørgmodighed at dvæle i Huset paa denne Glædesaften og bragte igjen Talen paa Kongen. Uden at dadle directe fremførte Otto en stor Digters Ord om, at Kongen skal tage vare paa Staten og med stort Overblik sørge for alle dens aandige og materielle Fornødenheder, men overlade Kunstliebhaverier til rige Private. Han sagde det med stor Forsigtighed for ikke at synes uvenlig mod Den, der havde viist Huset Gunst. Den Gamle svarede ikke directe, men syntes kun at forfølge sine egne Tanker, idet han talte om det store Kunstværk, som Gud havde budt Kong Salomon at bygge paa Moria Bjerg. Og hvem var Kong Salomons største Bygmester? spurgte han muntert; ja, det veed Hr. Studenten maaskee ikke, og knap min egen Sønnesøn.

Nei, men hvem var det, Bedstefader? sagde Alfons.

Det var Schamir; men hvem var Schamir?

Man vogtede sig vel for at svare, og den Gamle vedblev: Paa Skabelsens sjette Dag, da Tusmørket alt var ved at falde paa og den første Sabbath skulde begynde, skabte Gud ti mærkelige og vældige Væsener, blandt hvilke var Ormen Schamir. Den var saa lille som et Bygkorn, men den kunde gjennembore et Granitbjerg. Og da det var paalagt Salomon at bygge Templet uden at berøre Stenene med Jern, skaffede han sig med stor Kløgt og efter mange Farer Schamir fra Aanden Asmodai, der opbevarede den.

432

Alfons sagde: Det var dog mærkelig nok, at Gud i sidste Øieblik, og efter at Alt var skabt, vilde skabe Noget, som havde mere Magt end det Øvrige!

Du Nar, svarede Bedstefaderen, gjør Gud det ikke altid? Var det ikke i Skumringstid, at Moses blev født? Bliver ikke altid det Store til i Skumring, naar Alt synes udtømt?

Hvor er Schamir da nu bleven af? blev der spurgt.

Da det andet Tempel blev brændt af Romeren Titus, forsvandt Schamir fra Jorden.

Otto var greben, især af de sidste Ord: Hele Tilværelsen havde følt Smerte ved Templets Fald, Jorden havde i Vaande givet slip paa en af sine mærkelige skabte Ting, og endnu bævede en Eftervee gjennem Taler og Tilhørere.

For at hjælpe til at bryde Tausheden sagde han: Saa er der dog Dæmoner, store, overnaturlige Væsener!

Den Gamle vaagnede af sine Tanker ved Lyden fra den Fremmede, hvem han havde glemt, og fandt sig et Øieblik selv fremmed; thi Tankerne havde hvilet i det store bibelske Hjem. Han søgte med en næsten barnlig Forlegenhed, der rørte Otto, at gjøre ham forstaaeligt, at man ikke troede paa disse Ting, uagtet man omtalte dem som virkelige.

Ja, det forstaaer jeg godt, sagde Otto, alle Mennesker kalde det Poesi og beundre det.

Den Gamle svarede med Stolthed: Vi have i Sandhed meget Beundringsværdigt i vore Bøger ... Naa, kan De sige mig: Hvad hed Adams første Kone? De forstaaer mig? Det er saadan, som man fortæller det; det er ikke Religion, men der er en Betydning derunder.

Adams første Kone? Var det ikke Eva? Var Adam to Gange gift?

Den Gamles Øine bleve smaa af Fornøielse, og han sagde: Adams første Kone hed Lilis. Gud skabte hende af Jord ligesom Adam; men hun vilde ikke være ham underordnet. Tilsidst forførte hun to Engle og fralokkede dem det hemmelige Ord, der fører bort fra Jorden og aabner Himlen, og saa fløi hun afsted. To stærke Engle bleve sendte efter hende, men kunde ikke faae Magt over hende uden paa det Vilkaar, at hun skulde have Lov til, hvis hun kunde, at skade Menneskenes Børn, Drengene til den ottende, Pigerne til 433 den tyvende Dag, og derfor søger man endnu at beskytte dem ved Hjælp af hellige Ord. Men (saaledes sluttede den Gamle) man behøver ikke at troe derpaa, skjøndt Mange gjøre det; det fortælles blot, fordi det betyder noget Skjult.

Hvad betyder det da, Bedstefa'er?

Mange Ting. F. Ex. man seer deraf, hvorfor Eva blev skabt af Adams Ribbeen; thi naar der er altfor meget Jordisk i en Kvinde, saa kan hverken Ægtefælle eller Engle magte hende.

Otto var opfyldt af Forbauselse og Ærefrygt for denne særegne Dannelse og Poesi.

Hvor den Fremmede seer! sagde den Gamle dæmpet til sin ældste Datter.

Han hører gjerne Bedstefader fortælle.

Naa, jeg vil fortælle ham Mere. Hvorledes gik det til, vedblev han høiere, at Kong Salomon lærte at beherske Asmodai og tage Schamir? Hvor havde baade han og Bileam lært deres Kabbala og Tryllekunster? - Af Schamsadai, den Engel, der blev lænket til de mørke Bjerge formedelst sin Synd. Thi engang sad Gud Herren i Himlen og talte med Englene om Menneskenes Synder, og da sagde Englen Schamsadai, at naar han kom ned til Jorden, skulde han opføre sig ganske anderledes fromt. Da sagde Gud: Lad os see! og sendte ham ned. Han mødte en ung Pige ved Navn Istehar, og hun var smuk. Han fristede hende, og endelig sagde hun, at hun vilde tilhøre ham, hvis han vilde sige hende det hemmelige Ord, der fører ind i Himlen. Og da han havde forraadt det, udtalte hun det høit og steg til Himlen, og Gud tillod, at hun blev sat som syvende Stjerne i Stjernebilledet Kimah - hvad er det, I kalde Kimah?

Det er Pleiaderne, svarede Alfons.

Naa, sagde den Gamle til sin ældste Datter og kneb hende i Kinden, Istehar er det Samme, som Du hedder: Esther. See Du ogsaa til at komme i Kimah, hvis en Engel vil forelske sig i Dig.

Det bliver nok ikke denne Gang, Bedstefader, svarede hun.

Det troer jeg selv, sagde han. Men lad os nu faae lidt Musik, lad os høre »det meget smukke Talent«, vedblev han med hiin Ironi, der forgjæves søger at skjule Kjærligheden og Stoltheden.

Hvad skal jeg spille?

O, Alfons, udbrød Otto, spil en spansk Sang! Kan Du huske den 434 spanske Sang? Det er saa mange Aar siden - kan du huske som Barn, da vi havde Børnebal, at Du og Din Søster sang saadan en deilig Sang? O, spil den, slaa den blot an!

I samme Øieblik havde Alfons alt begyndt Mirjams Sang. Og ved de første Tacter kunde det skjønnes, at den var Slægtens religiøse Slagsang; thi som en Menighed hørte de andægtig og begyndte derpaa at synge med, først dæmpet, saa høiere; den Gamle skjød Kalotten paaskraa, lukkede Øinene og istemmede engang imellem med sin dybe Bas. Ved gamle Sange bryder Fortiden frem i Hjertet som de gamle Freskomalerier i Kirkerne, der ere overkalkede, men vise sig igjen. Deres Tanker gik til det aldrig sete, men i Traditionen saa vidunderlig levende skjønne Spanien og til Havbredden, hvor Mirjam kom i Spidsen for Israels hvidklædte Jomfruer og hilste Hæren med Jehovas Lov. De samme Toner bare atter hans Tanker til hans Hjem, til Tiden og Stedet, hvor han hørte dem første Gang, til det deilige Barn, han dengang havde holdt ved Haanden, og underlig blandedes heri den magiske Sommeraften ved Skuespillerindens Side og Seiladsen paa Søen. Idet han ved Tonernes Tryllemagt gjensaae det Forsvundne, fyldtes Hjertet med hans Barndoms Kjærlighed, og Seirshymnen, der lød omkring ham, tog al Forkrænkelighed og Smerte bort. Det blev ham givet, et Øieblik at føle den almægtige Kjærlighed, hvortil hans Sjæl var skabt, den sværmerske Hensmelten og Opgaaen i et andet Væsen, den fuldstændige Hengivelse til en Personlighed, der syntes at bære alle skjønne Tings Fane og vinke til Udødelighed. Og pludselig, da Sangen standsede, mindedes han - Pauline.

Da vidste han i sin Samvittighed, at han ikke elskede hende af ganske Hjerte og Sjæl. Hun og Hendes stode afsides fra det milde, blaa, stjerneklare Lys, der syntes at omgive hans Bevidsthed, og han havde en besynderlig stolt Fornemmelse, som om noget Ubekjendt og Mægtigt, noget Daimonisk, der vilde ham vel, havde draget Tæppet tilside for Tilværelsens Indre. Men i næste Nu mindedes han Skumringen, Tonen, hvori Pauline havde sagt: »Tag Bladet bort og kys mig!« hans Læber fornam det vidunderlige, bløde, varme Tryk, og da blev det blaa Lys overstrømmet, bortskyllet af et dunkelt, rødt, glødende. Og i Førstningen var der nogen sjælelig 435 Smerte derved; men strax efter syntes ham, at alle Stjerner gjerne maatte slukkes, hvis de stode ham i Veien. Hvad der fornuftig og betænksomt kunde siges ham, laa i hans egen Bevidsthed, men sammenrullet, uden Luft og Lys. Han standsede engang paa Hjemveien og sagde til sig selv: Ja, Schiøtt sagde engang, at der er Forhold, som ingen Engel og ingen Djævel løser ..... men naar man nu er i dem?

Næste Morgen begav Otto sig til Billes, ligesom villieløs baaren af en løsladt Strøm, medens han gjennem Phantasien havde en piinlig Forestilling: han forekom sig deelt i to Væsener, et adeligt og et plebejisk, der gjensidig traadte i hinanden.

Da han kom, blev der sagt, at Pauline var gaaet til sin Fader paa Contoiret og snart vilde være hjemme.

Mdm. Bille puslede i Huset og sagde Intet. I Virkeligheden gik hun og tænkte paa, hvorledes hun saa smaat kunde drille Otto til Gjengjæld for, at han den forrige Aften havde svigtet hende; men for Otto havde hendes Taushed noget Truende og Ironisk: Havde hun ikke mærket Noget? Gjættede hun ikke hans Tanker? Hun stod under ham, det vidste han; hans Sind bebreidede hende altid, at hun havde skuffet ham, eller at han med hende havde skuffet, bedraget sig selv for Samliv med fortræffelige og elskværdige Mennesker, som han kunde beundre og glædes ved istedenfor at være Gjenstand for uintellectuel Beundring; men han kunde ikke afværge Fornemmelsen af, at hun nu ogsaa stod over ham som Moderen, for hvem hiint Kys og hans Tanker maatte være en Hemmelighed.

Jo længere hun puslede, og jo længere han uden ret at see op modtog Paavirkning fra hende, desto værre blev det. Hun var i Morgendragt, uden Pynt, beredt til Dagens rensende Gjerning: i Natkappe, Trøie og sort Skjørt; Trøien var meget vid, og i enkelte Øieblikke, især naar hun bukkede sig, saae hun ud som pukkelrygget. Men dette Hæslige, der frastødte ham som en Gnom og fremkaldte barokke Phantasier, kunde, hvad Øieblik det skulde være, ydmyge ham ved at kræve hans Tanker til Regnskab! I saadan ynkelig Stilling sad han, den danske Student! Han var nærved at faae 436 Feber af Vrede, Angst og Mismod, tilmed ved at huske, hvorledes han fordum engang rev sig løs. Hans Phantasi sprængte bort i Carriere, han selv blev siddende, lænket, lammet.

Mdm. Bille faldt paa, at Gulvet skulde »tørres over med en vaad Klud«, skjøndt eller fordi hun vidste, at et vaadt Gulv var Otto som de fleste Mandfolk imod. Han veg mekanisk ud af Dagligstuen ind i »Salen«; men ogsaa her fulgte Mdm. Bille efter ham uden at vide, at hun dæmonisk forfulgte ham. Han valgte tilsidst en Krog, hvor Gulvet var aldeles reent og hvidt, og sagde i nervøs Irritation til sig selv: Hvis hun vasker her, saa lad det afgjøre det Hele!

Det varede en Stund. Man skulde troet, at Mdm. Bille havde en Anelse om den skjæbnesvangre Gulvklud, hun førte. Tilsidst nærmede hun sig dog Krogen; han trak sig alt længere tilbage; endelig sagde hun: Aa, vær saa god at gaae tilside.

Han svarede: Ja, saa langt tilside, at vi aldrig skulle mødes mere! Farvel Mdm. Bille!

Han er gal, sagde Mdm. Bille og blev staaende med opløftet Gulvklud.

Da han ilede ned af Trapperne, slog Luften ham imøde som Frihedens og Mandighedens Luft, en uhyre Byrde var kastet bort, en voldsom, men dog frisk og velgjørende Fornemmelse gjennemstrømmede ham, det jublede i ham, at han var ung igjen.

I Gadedøren mødte han Pauline, og den første Tanke var at fortælle hende Alt med hensynsløs Ligefremhed: Synet den foregaaende Aften, Slagskyggen, der var kastet over hende. Men han fik ikke Tid til at overveie, paa hvilken Maade det skulde blive ham muligt at udsige dette; thi da han saae hende ind i Ansigtet, da han mødte det glade, varme Blik, var det ham umuligt at fastholde Synet som en Sandhed - Idealets fjerne blaa Blomst var ikke istand til at holde sig imod den duftende Virkelighed.

Menneskets Sind gaaer hastig. Han lod sig nu nøie med at være ærlig paa den almindelige, factiske Maade: fortalte hende, at den gjensidige Antipathi, der havde hersket mellem hendes Moder og ham, ved en tilsyneladende Ubetydelighed var kommen til Udbrud, at han havde brudt med hende, var gaaet bort med den faste Beslutning aldrig at komme tilbage, at Forlovelsen altsaa var hævet. 437 Hendes Ansigt blev uigjennemtrængeligt, og hun stirrede nogle Øieblikke hen for sig; derpaa aftog hun Ringen og rakte ham den, medens et Par Taarer traadte ud paa Kinderne. Mig har Du Intet imod, jeg har ikke gjort Dig Ondt, vel min Ven? sagde hun.

Skilsmissen fra hende, især paa denne Maade syntes ham saa umulig som at skilles fra sig selv, og det var ham ligesaa umuligt at gjøre et Skridt tilbage. Hvad der midt i Forvirringen stod for ham som noget aldeles Klart og Deiligt, var deres forrige, hemmelige Forhold. Han var beredt til at see hende sjelden, blot han ikke ganske skulde miste dette livsalige Solskin af sin Tilværelse.

Hun svarede: Du kunde jo komme sjeldnere til os.

Det vilde jo kun blive det Gamle! raabte han utaalmodig.

Vær nu blot ikke vred; lad os ikke skilles som Uvenner. Giv mig et Kys til Afsked. Lad mig endnu engang see Dig ind i Øinene. Saa! ...... Kan Du see, Du kan ikke være vred paa mig!

Men, Barn, Du leger jo med os Begge! Verden vil forlange, at vi skulle glemme hinanden eller endog være Fjender - skjøndt, Fjendskab, det er dog umuligt mellem Dig og mig!

Hvor kan jeg være Din Fjende? Jeg, Din Fjende! raabte hun og kastede sig i hans Arme.

Pauline, Du fortumler mig! Hvad skal der blive af os!

Jeg veed det ikke! Hvorfor kan Du ikke være mig bekjendt?

Være Dig bekjendt! Jeg har altsaa staaet og talt til ingen Nytte, Gud veed, hvor lang Tid! Men jeg har nok hørt, at saadan ere Fruentimmerne! Og det har jeg ogsaa altid hørt, at en kraftig, stormodig Beslutning, der imponerer En og binder En for bestandig, kunne de ikke tage ....

Nu bliver Du igjen utaalmodig ....

Ja, vel, og bedst maaskee saa! .... Hvad tænker Du nu paa? Nu stirrer Du igjen!

Vil Du, naar vi nu ere skilte, engang imellem skrive mig til og lade mig vide, hvordan Du har det? .... Nei, det gaaer heller ikke an!

Det lader virkelig til, Pauline, at Du slet ikke rigtig kan forstaae, at det er Alvor; Du vil først føle det, naar det er for silde.

Kom blot engang om Maaneden herop!

Naar Du ikke et eneste Øieblik kan være alvorlig, saa er det bedst, at jeg byder Dig Farvel. 438 Gjør det Dig da slet ikke ondt? spurgte hun, idet hun holdt hans Haand; sig mig blot det Ene, at det gjør Dig ondt!

Om det gjør mig ondt! Men hvad Glæde troer Du da, at Virkeligheden byder mig fjernt fra Dig? Udenfor denne Synskreds, synes mig, ligger lutter klam, graa Taage med sære Billeder og Skikkelser ...... Men hvad saa? Om det gjør mig ondt, hvad vil Du saa? Tal

dog nu, Pauline! Stir ikke saa gaadefuldt og fristende! Gud give, jeg blot et Øieblik kunde laane Aandebesværgernes Magt for at kalde Dine Ord frem, mane dem op af Din Sjæl! For Din egen Skyld og min Skyld, tal dog endelig nu!

O, hvis jeg var rig!

Han studsede ved dette Udbrud, ved dette Glimt, der lyste saa dybt, og sagde greben af mangfoldige Følelser: Hvis Du var rig, Pauline? Hvorfor rig?

Saa brød man sig ikke om Folk, svarede hun nølende.

Ak, saa brød man sig om andre Folk. Kjørte Du i Kareth, vilde Du bryde Dig om dem, der kjøre i Karether. Er man ikke uafhængig i sig selv, saa finder man Afhængighed, hvor man end kommer hen.

Nei, sagde hun, og det glimtede igjen, hvis man var berømt og stor!

Ja, svarede han, og en Blanding af dyb Sorg og Begeistring gjennemstrømmede ham; thi han huskede en Scene, hvor under ganske andre Forhold Lignende havde været paa Bane. Hvis man var det! Men hvo nægter da os To at naae til det Store, blot vi holde sammen? Naae vi dertil gjennem de Forhold, som hidtil have omgivet os? Mig have de næsten kvalt..... Dog, bede og trygle kan jeg ikke i denne Sag, ei heller sige et Ord til Forlokkelse. Skal vi skilles, Pauline?

Kom blot herop engang hver Maaned!

Saa, i Guds Navn, farvel, Pauline!

Et Par Dage efter sagde Pauline pludselig: Moder, lad mig nu gaae til Theatret. 439 Til Theatret! raabte Mdm. Bille og fik Lettelse for sin Sorg ved at kunne blive vred. Saa Du har endnu de Griller! Hun tilføiede mange bittre Ord og sluttede endelig i en mildere Tone: Er vi da saa simple Folk, Pauline, at Du skal give Dig til Theatret? Er Din Fader ikke en reputeerlig Mand? Synes Dig ikke, vi har Sorg nok?

Moder dog! Er Fru Heiberg og Mdm. Nielsen og Jomfru Ryge simple Folk?

Ja, bliv Du først en Fru Heiberg eller Jfr. Ryge eller Mdm. Nielsen!

Det kan jeg da ikke blive, før jeg begynder derpaa!

Nei, men Du kan blive mange Ting, naar Du begynder derpaa! .... Og hvad troer Du, Din Tante vil sige? Hun veed det meget godt, at Du har de Nykker, og hun har sagt, at jeg for Guds Skyld maatte passe paa Dig. Jeg veed, at hun har betænkt Dig i sit Testament; men fik hun det at vide, gjorde hun det om igjen, det kan Du være saa sikker paa, som jeg staaer her!

Er Tante rig?

Rig? Hvad kalder Du rig? - Noget har hun lagt sig til Bedste, saa sparsomt som hun lever, og jeg tænker, Du vil faae to, tretusinde Daler.

Hvad kan det hjælpe?

Hjælpe! .... Hvad det kan hjælpe! Har man hørt Mage! .... Ja, veed Du hvad, min Pige, enten det kan hjælpe eller ei, saa vil jeg før spærre Dig inde, hvor der hverken er Luft eller Lys - men hvad er det for en Urimelighed! Jeg vil ikke høre et Ord derom, ikke et Ord! Nu har Du ikke mere ham at trodse mig med! Nu har Du kun mig, nu skal Du lystre! .... Ja, sæt Du kun Dit Ansigt op! Jeg skal nok magte Dig.