Goldschmidt, M. A.

Otto overraskede en Dag sig selv i at finde det ubehageligt, da Pauline glad fortalte ham, hvilke Kunstgreb hun havde anvendt for lykkelig at have en heel Eftermiddag til ham. Forgjæves sagde han sig selv, at her var dog netop den listige Eros, han alt i Skolen havde lært at tilbede, og at noget Saadant havde han nylig selv opfordret hende til, været glad og henrykt over - forgjæves! Der var 455 indtraadt en Forandring, Idealet var blevet stærkere end Naturen, den Kjendsgjerning var ikke til at forjage, at Pauline savnede det vigtigste Moment af Skjønheden: at være ophøiet, at kunne være Gjenstand for Beundring.

Alligevel faldt det ham langtfra ind at skilles fra hende, og beskjæftiget med sin poetiske Verden lagde han knap Mærke til, at han paa hendes Vegne gik paa Accord: Kunde hun ikke være noget Større for ham, saa kunde hun være noget Ringere.

Men det bevægelige, virkelige Liv, der i glade Øieblikke er saa føieligt, kan paa Tider, da vi meest behøve dets Lydighed, være stridigt lige indtil de mindste Ting. Altsom Glæden over hende aftog, vilde Ord og Samtaler ikke længer komme saa let og fornøielig som tidligere - engang vare de ved Synet af hende komne som Sang i Naturen ved Solopgang. Og idet der saaledes laa Tvang paa Samtalen, kom han ligesom ved en dæmonisk Magt til at bringe Andet paa Bane, end han egenlig vilde. Han forespurgte om hendes Syngeøvelser og talte om hendes gamle Theaterlyst; hun slog det hen med de Ord: Aa, hvor kunde jeg tænke paa at træde op imod Fru Heiberg! - See, der kom det! Det var jo blevet sagt ham: Jo ringere en Kvinde bliver, desto mindre bliver hendes Ideal! - Saa fortalte hun halv spøgende, at »de hjemme« - saaledes betegnede hun nu, de sjeldne Gange det var nødvendigt, sin Moder - vilde have hende til at lære at koge, og stadig skjemtende viste hun ham et Sted i en Bog, han havde laant hende - det var Baggesens Labyrinth - hvor der stod: »En god Huusmoders Rang er uendelig ophøiet over en ypperlig Skuespillerindes; thi det er dog upaatvivlelig mere magtpaaliggende at udføre de fuldkomne Pligter for Alvor end de ufuldkomne for Spøg.«

Han vidste, at der var noget Falsk i disse Ord saavelsom i hendes Lystighed. De havde Begge et Øieblik Øinene nedslagne, medens de gjensidig læste eller forskede i hinandens Sind. Han læste Meest: Hendes Fordringer paa ham bestode i deres hele Uendelighed.

Hvis den Evne, vi næsten Alle have, især i Ungdommen, den at kunne støde ubehagelige Tanker ud i et særskilt Rum, i Sjælens Pulterkammer, ikke havde været særlig stærk hos ham, vilde han være bleven angst over den Taskenspillerkunst, som »det virkelige 456 Liv« havde gjort lige for hans Øine. Nu oplevede han det kun halvt eller som noget Uvirkeligt, var med den overveiende Deel af Bevidstheden inde i Poesiens og Drømmenes Verden, der stod for ham i overordenlig Livfuldhed og Tydelighed, beskinnet af en fortryllet, aldrig nedgaaende Sol. Men medens han saaledes syntes at lade staae til, blev der alligevel i hans Indre ført en eiendommelig, ham selv smertefuld Proces: hver Feil, hun begik, var en Anklager, der søgte at forskyde hende; Vanen, kjærlige Minder og Høimodigheden førte Forsvaret; men paa Dommersædet sad hiin Begavelsens Egoisme, der længes efter det Uendelige, der vakt til Virkeligheden føler sig som en fangen Ørn og siger: Jeg har Ret til at udvikle mig, jeg er skabt til et Formaal, Intet maa staae mig i Veien!

Hvor tidt lagde hun ikke Hovedet til det Bryst, inden i hvilket saadan Proces blev ført, tabt og vunden, uden at hun anede det, fordi han bevarede Blidheden og Opmærksomheden. Hun forsøgte engang i Tanker at tage en af hans Handsker paa; men da den blev hende trang, skyndte hun sig af kvindeligt Instinct at tage den af og lægge den fra sig. Hun tænkte ikke, at han havde bemærket det, endsige med det Samme lagt Mærke til, at hun egenlig ikke havde smaa Fødder, og ført Processen, anstillet Betragtninger over Menneskeslægtens ædle Racer, der alle have smaa Hænder og smaa Fødder.

Men endelig anede hun dog Noget, og da vilde hun mangengang igjen være snild, gjøre ham usikker, lade ham see Muligheden af at tabe hende; men hun havde ikke Mod til at foretage Prøven paa afgjørende Maade, og med tidlig udviklet mandlig Kløgt gjennemskuede han hende, afparerede hendes Feinter - thi ogsaa han frygtede Afgj øreisen. Endelig tog hun dog Mod til sig og sagde en Aften: Hvad siger Du til det, der er saamæn En, som anholder om min Haand!

Det lidt opskruede Udtryk, som hun i sin Ængstelighed betjente sig af, var ham ubehageligt, og endnu ubehageligere var ham selve Feinten - thi derfor ansaae han det.

Saa? spurgte han, hvem er det, som »anholder om Din Haand«?

Otto, Du elsker mig ikke mere! .... Vidste jeg det blot bestemt, at jeg er Dig til Besvær, saa vilde jeg strax gaae, og Du skulde aldrig 457 see mig mere, skjøndt Du saa tidt har sagt, at jeg er Din gode Engel, og at jeg vil tage Din Lykke med mig, naar Du mister mig!

Dette Sprog og hendes Taarer vandt al Proces og hidførte en Forsoning, hvorved det syntes dem Begge, at Alverden blev dem endnu mere ligegyldig, forudsat at de blot elskede hinanden.

Men en Dag fik han fra sin Moder Underretning om, at en chicaneus Proces, som Procurator Basse havde faaet istand imod hende, var tabt for Underretten ved en skjødesløs Sagførelse, og blandt andre Ting skulde han nu sørge for, at den blev appelleret. Da han med Iver havde faaet udført Moderens Sager, søgte han i Læsning at blive frie for den bittre Uvillie, som for Øieblikket maatte slaae sig tiltaals, og traf tilfældigviis paa Beskrivelsen af en Reise i den arabiske Ørken, hvor den Reisende ved en Oase havde truffet et Par græske Munke. Da han spurgte dem, hvorledes det gik til, at de kunde reise saa ene, uden Bedækning mellem røverske Stammer, viste den ene Munk ham et Firman, underskrevet af General Bonaparte 1799. Siden den Tid var Generalen bleven Keiser, Keiseren var død paa St. Helena, Dynastier havde vexlet paa Frankrigs Throne; men endnu adlød Araberne med Ærefrygt »Ildsultanens« Befaling, hans Navn paa dette Stykke Papir var endnu Æresvagt i Ørkenen!

Otto bævede af Sindsbevægelse, Taarer kom ham i Øinene, og den mægtige Længsel efter at udrette noget Stort blandt Menneskene vaagnede paany med aandedrætstandsende Magt. Da kom Pauline. I hendes Kjærtegn var der Noget, som ikke hørte hjemme ved den hellige Arne, hvor Moderens Billede sad, trygt og fast trods dets prosaiske Simpelhed, ei heller kunde Tanken om hende være med paa Begeistringens Flugt, ude mellem Hæderens Faner.

Han kaldte sine Tanker tilbage, satte dem i Fængsel og modtog hende med Blidhed. Hun var livligere end sædvanlig, gav sig til at tale om hans Drama, om Rollebesætningen, hvis det blev antaget, og da hun trods Blidheden mærkede, at der var »Noget i Veien«, vilde hun med et Trylleord vække hans Erindring, bøiede sig ind til ham og hviskede: Tag Bladet bort og kys mig! - Han følte kun paa det dybeste den umaadelige Forandring, der var skeet, siden de gik over den hvide Snee, og saa kort Tid der end hengik, inden han 458 beherskede sig selv, havde hun dog mærket det Forfærdelige - en brændende Rødme, der hastig kom og hastig veg for Bleghed, var Beviset paa, at hun i dette Øieblik fuldstændig forstod ham.

Han søgte at kjærtegne hende; det var af Medlidenhed eller Skaansel - den samme Skaansel, man undertiden anvender mod sig selv ved hellere at bære Tandpinen længe end lade Tanden trække ud. Hans Sind forkastede hende; han vidste det nu - men hvad saa?

Mennesket kan saa sørgelig-hurtig lære, ikke at være stolt. Hun kunde ikke opgive ham, men heller ikke finde sig i det Indtrufne. Med stor Selvbeherskelse, med Betvingelse af usigelig Bitterhed, som en mørk Magt i hendes Sind lovede, at han engang skulde betale, førte hun Talen over paa andre Ting og brød pludselig frem med en Gjentagelse af, at Nogen friede til hende.

Han vilde ikke tage det for Alvor; hun vilde bringe ham til at udtale et eller andet Ord, der bandt ham. Det var en Duel, hvori hver værgede for sin Personlighed, en Duel med utallige Feinter, fordi Ingen vovede at sige sin hele Tanke.

Endelig bød hun ham Farvel og gik til Døren; men der vendte hun pludselig om, ilede hen imod ham, omfavnede ham og sagde: Nu kysser en tro Kvinde Dig for sidste Gang i Dit Liv! - Hun gav ham et Kys, der var vaadt af hendes Taarer, og ilede bort. Udenfor ventede hun, at han skulde komme efter hende; han meente, at hun kom nok igjen.

Næste Dag begav Pauline sig til en Syngemester for at komme til Theatret. Vilde hun naae til Berømmelsen for at holde Otto fast, eller hvad søgte hendes urolige Sind?

Syngemesteren lod hende synge for sig og erklærede, at hun tog sig godt ud, en saa kjøn Pige vilde altid behage Publikum. Han var ikke nogen ung Mand, men smuk og anseelig, og det syntes Pauline, at der hos ham var noget Faderlig-Venligt og tillige noget Kraftigt, saa at hun kunde have betroet ham sine Sorger. Men da han engang sang med hende, traadte hans Naturs erotiske Magt tydelig frem i Stemmens Klang, i den Inderlighed og Livfuldhed, hvormed han var Artist. Da skimtede hun nok en Fare, men flygtede ikke for den; hos hende var kommet en altoverveiende trodsig Trang til Liv, Virksomhed, Stræben, Glemsel. Hun traf ogsaa sammen med andre unge Piger, hvis Maade at yttre sig paa var hende 459 en Lettelse. At komme frem, at opnaae Noget, at gjøre Lykke var dem det Høieste; mangt et Middel fik en særegen ubetydelig Plads ved en Skjemt, ved et Smiil.

Hun følte godt Forskjellen mellem dette Liv og Samlivet med Otto. Hos ham havde der altid selv i Glæden og Hengivelsen været noget Alvorligt, noget Strengt; hun mærkede først nu, hvorledes hendes hele aandige Tilværelse havde været anstrengt, og hun vaklede mellem Beundring og Had ved Tanken om, at hun var falden ved Den, der havde viist hende det Høieste.

Hun vilde glemme. Og en Aften, da Syngemesteren havde bestilt hende til et vanskeligt Musikstykke og for ret at oplive Sangen lod Champagnen knalde, lagde han Armen om hendes Liv ....

Jeg er dog fordømt alligevel, mumlede hun.

Fordømt? sagde han; nei, De er en velsignet Pige!