Goldschmidt, M. A. Tiende Capitel

Tiende Capitel

Der var stort Bal i et greveligt Huus, og Otto kjørte dertil. Medens Vognen foer gjennem de sneedækte Gader, hvor det summende, varme Liv bevægede sig i Lygternes Halvlys, huskede han 472 pludselig paa hiin Aften, da han som i Feber var gaaet gjennem disse Gader - nu var den magiske Nøgle funden! Men hvis den pludselig var bleven given ham ihænde dengang, hvilket Vidunder vilde han da have havt at takke for og være stolt af, og hvad vilde han da have undgaaet, spart! Hvorfor giver Skjæbnen En ikke det Attraaede i Begjærets høieste, friskeste Øieblik?

Dog, dersom slige Tanker end vare hos ham, gik de gjennem hans Bevidsthed som de lette Taager, der en Sommermorgen give Plads for en usædvanlig skjøn Soldag. Det var Lys og Herlighed, han kjørte til, og det straalede allerede i Afstand ind i hans Bevidsthed; hans Sjæl fornam Livets Idealitet med en saadan Inderlighed og Fylde, beredte sig til fremtidig skjøn, stor Virken med en saadan Energi og Begeistring, at han ikke engang ret begreb det Forbigangne; det syntes ham Noget, der ikke havde hørt ham selv til, noget Tilfældigt, der kunde glemmes og falde af.

Der var ingen Magi og intet Eventyrligt i det Nuværende; men i den naturlige Vending, hans Forhold havde taget, var dog Noget, som han med stille, stolt Glæde kunde ansee for Beviis paa Skjæbnens, de høie, lysende Stjerners Gunst, et Tegn paa, ikke hvad han havde fortjent - skjøndt hans Aands poetiske Skaberkraft dog væsenlig var den magiske Nøgle - men hvad han ifølge Gudernes Villie skulde blive værdig til.

Det var dog morsomt eller mærkeligt nok, tænkte han, at Justitsraad Roed strax var falden paa at indbyde ham.

Justitsraaden havde i sin Ungdom været fattig, men med særeget Talent for og Længsel efter Elegance, og denne Længsel var bleven Aarsag til, at han havde hævet sin Forlovelse med en fattig Pige for at gifte sig med en rig Pige, der var lidt skjæv. De havde nu en voxen Datter, der ogsaa var lidt skjæv. Skjøndt han levede saa dybt i Følelsen af Velvære, smigret eller behagelig berørt af Verden og følgelig i høieste Grad afhængig af den, omhyggelig og ængstelig for dens svageste Kritik som for det mindste Fnug paa sine sorte Beenklæder, var der dog fra Fattigdommens Tid levnet noget Velvilligt i hans Hjerte. Det Gode maatte kun ikke genere ham og ved Siden af hans forfængelige Smaaplaner med Otto, var det faldet ham ind, at den unge Digter kunde til Gjengjæld i hans Huus gjøre nyttige, fordeelagtige Bekjendtskaber. 473 Otto havde ikke Anelse herom; han opfattede Justitsraad Roed som en fuldstændig enthusiastisk, kjærlig Mæcenas eller egenlig som et Menneske, der af Skjæbnen, af Ottos Lykke, havde faaet det Hverv at føre ham til Verdens Herligheds Forgaard - selv skulde han nok paa egen Haand finde videre. Ja, hvor urimeligt det end vilde synes ikke-poetiske Mennesker: det forekom Otto, at han og Justitsraad Roed havde en Hemmelighed sammen derom, og at han slet ikke behøvede at takke Justitsraaden, eftersom denne vilde faae Tak af hans Formynder: Skjæbnen, Lykken.

Justitsraaden havde forestillet Otto for sin Kone og ligeledes for sin Datter. Det var en meget godmodig lille Pige, naar hun ikke blev irriteret, og meget forfængelig; hun gik for ramme Alvor ud paa at faae Otto til at sige hende en Compliment for hendes Skjønhed, og da Otto troede, at det var en Fælde, hvori hun vilde lokke ham, for at hun kunde see, at han var smagløs, gik han ikke i Fælden. Derimod gik han og ventede paa, at det Egenlige, Rigtige skulde komme, at det Liv, der hørte til den lyse Sal og de elegant klædte Mennesker skulde aabenbare sig - medens Justitsraaden gik og ærgrede sig over, at den nye Gjæst ikke var tilstrækkelig opmærksom, ikke spillede nogen Rolle og ikke engang var en Smule Vindbeutel. Otto havde for meget indre Liv til at bemærke dette eller blot blive utaalmodig. Ved hans Forventninger, ved hans forskjønnende, poetiske Længsel blev Selskabet for ham, som naar Instrumenterne stemmes i Orchestret, utilfredsstillende men dog livsalig vækkende Forbud paa, at Skjønhed og Harmoni var nær.

Endelig havde Justitsraaden med stille, høflig Forbittrelse istedenfor at forestille Otto for unge Damer ført ham hen til en gammel Professor og Etatsraad, en Mand, der havde Ord for at være meget lærd, meget sær og ikke sjelden frastødende. Men al Ottos gamle Kjærlighed til Universitetet blussede op, da han blev personlig forestillet for denne Professor, hans Privatpræceptor, og man skulde troet, at den Gamle endnu havde flere Sandser end mangen Yngre, at han kunde mærke Kjærligheden, Ungdommen, Begeistringen. Ja, under det rynkede Ansigt og det halv pedantiske, halv sarkastiske Smiil skjultes noget sandt Menneskeligt, og han blev baade glad og forundret over at møde en Friskhed, der havde holdt sig ved Siden af en paafaldende Erfarenhed, et Ungdomssind, der i 474 sit Fædrelands Selskabsliv anede Skjønhedens Realisation, paa Samfundets Tinder formodede det Ædleste, Indehavere af den ophøiede skjønne Bevidsthed, der velgjørende vilde udstrømme paa Enhver, som fik den Lykke at nærme sig.

Han lod endelig Otto mærke, hvor kjært det var ham at gjøre en saadan »yngre Medstuderendes« Bekjendtskab.

De er min Privat-Præceptor, svarede Otto som En, hvis ugjengjældte Kjærlighed endelig opdages.

Er jeg det? - hm! sagde Etatsraaden og anmodede lidt efter Otto om et Visitkort.

Han er morsom, vi lege Komme Fremmede, tænkte Otto, idet han leverede Kortet.

Hvad Otto ikke vidste, var, at den gamle Mand maaskee i sit hele Liv kun havde begaaet een stor Feil, men dobbelt: han havde giftet sig to Gange. Hans Kone var meget yngre end han, og der var imellem dem ikke nogensomhelst fælles Interesse eller Sympathi. Hun var det eneste Væsen, han hadede, og Alt, hvad hun foretog sig, var ham ubehageligt, endog om hun ikke tilsigtede det. Da han saaledes intet godt Hjem havde at byde Otto til, tog han Visitkortet for at skaffe ham Erstatning, og et Par Dage efter fik Otto Indbydelsen til det grevelige Bal.

Han havde stræbt, ikke at komme for tidlig, men var dog blandt de første Gjæster, og det gjorde en behagelig overraskende Virkning paa ham, da Dørene bleve slaaede op og man saae den smukke, tomme, stærkt oplyste Balsal med det hvælvede Loft, i hvis Midte Familievaabnet var anbragt i Stuc og syntes at række den mægtige Lysekrone ned til Glæde for Gjæsterne. Kun var det ham paafaldende, at derinde stod næsten militairt opmarscheret en halv Snees Cadetter, lig Dandsemaskiner, ventende paa Tegnet til at engagere; de vare tilsagte paa Academiet. Men forresten var Otto saa glad over Lysglandsen, over Rigdommen, Ungdommen, Skjønheden, der i langsom Strøm vældede ind, at han glemte at dømme og bedømme.

Grevinden gjorde denne Aften et Forsøg paa at indføre en smuk 475 udenlandsk Skik, at der nemlig ikke blev dandset uafbrudt, men undertiden sunget eller musiceret. Det tiltalte ikke den yngre Deel af Selskabet og kunde kun gjennemføres i Begyndelsen af Aftenen; men hos Otto fremkaldte denne Blanding hele Sjælens poetiske Energi, han befandt sig saa fuldstændig vel og hjemme i denne Herlighed og Skjønhed, at det Altsammen efter faa Minutters Forløb syntes ham gammelt, bekjendt, nyopdaget. Netop i et saadant Øieblik, under en af hine Pauser i Dandsen, medens et romantisk Musiknumer blev spillet, gik en nysankommen ung Dame over Gulvet for at hilse paa Grevinden. Denne unge Dame havde et paafaldende ædelt og tillige smukt Ansigt, og hun gik saa smukt. Man saae paa hende, at hun var vant til at bevæge sig med Sikkerhed, Skjønheden var hendes Natur og hendes Vane. Otto strøg sig om Øinene ved dette deilige Syn; ham syntes, at de bløde Toner, som løde i Luften, udgik fra hans Sjæl, at han var Sangeren i Greven af Montferrats Slot og hun Markgrevens Søster, det Høieste, man ridderlig turde tragte efter - da gled pludselig Paulines Skygge forbi, han havde kaldt hende sin danske Pige, de danske Piger vilde Alle erfare det og kræve Regnskab for hende - - en saadan Fornemmelse varer i Ungdommen og under Musik saare kort, Sjælen bortstøder af al Magt Ydmygelsestanken.

Han fik et af hine underlige, poetiske Indfald, han vilde lade en Dands gaae over og imidlertid see paa de Andres Glæde. Naar han fik sin egen Personlighed ud af Bevægelsen, kunde han nyde den, see det Smukke roligere, blev ikke saa voldsomt reven med. Man dandsede Françaiserne. Grevinden kom og spurgte Otto, om han ikke dandsede.

Jo, Tak, svarede han, men ikke i dette Øieblik.

Hun meente vel, at det kunde hun omtrent see, og sagde smilende: Hvorledes kan man i Deres lykkelige Alder være Tilskuer ved en saadan Dands?

Jo, Deres Naade, netop! For den er saa deilig at see paa, det er en heel Roman!

En Roman? sagde Grevinden skarpt og fulgte Retningen af Ottos Blik, der nu tilfældigviis standsede ved et enkelt Par. Hun undrede sig over den Ligefremhed, hvormed han omtalte en saadan Ting; men da hun et Øieblik havde seet opmærksomt til og Intet 476 opdaget, sagde hun med et fornemt Smiil: Jeg tilstaaer, jeg kan ingen Roman see.

O, jo, Fru Grevinde! see blot nu! Nu gaae de to Linier imod hinanden; hvor de ligne de deiligste Blomsterguirlander! ..... nu brydes Rækken ..... Damen gaaer ud i Verden ud imellem Fremmede .... der komme de hende imøde .... artig, listig, med bedaarende Musik .... men see, nu kommer hun hjem igjen, saa er der Glæde hjemme! see, hvor han tager hende i sin Arm og svinger hende ..... og hvilken Musik, hvor den er glad! hvor man kan længes efter den Glæde .... nu skal han ud ....

Grevinden havde hørt paa ham, først forundret, derpaa behagelig tiltalt af hans Skildring og var et Øieblik reven med. Hun sagde endelig, idet hun gik videre: Ja, naar man er saa lykkelig at see saadan, saa er der Roman i Verden!

Men der var tæt ved hende ogsaa Roman paa anden Maade. Ottos Opmærksomhed fæstedes paa en ganske ung, aabenbart nylig confirmeret Piges Bevægelser. Hun sad i en Krog; hendes Ansigt var roligt; men hendes Blik ilede ængstelig-speidende til alle Sider for derpaa at følge en enkelt Retning: Der sad en voxen Cadet og ved Siden af ham en ganske ung Pige, med hvem han talte; men et Sideblik gik hen til hiin første unge Pige, og hans Finger pegede paa den tomme Stol ved Siden af ham. Hun adlød endelig, ganske skjælvende; det saae ud, som om han holdt i en Traad, og da hun var kommen, kastede han et smilende, triumpherende Blik hen til en Kammerat, et ungdommeligt, kjækt, skjelmsk Ansigt, der smilede til, at Don Juan kunde mener deux intrigues de front.

Otto saae paa dette med klogt Blik. Han havde ikke tænkt sig fleer end En; men siden det blev praktiseret, syntes det ham yderst tiltalende. Kun fandt han, at det kunde gjøres smukkere og i alt Fald med en ganske anden Alvor og Kraft; thi at lege med Pigebørn for at vise andre Mandfolk sin Kunst, kunde ikke godt falde ham ind. Nei, fik han Greb i et Par saadanne Piger, vilde han føre dem ..... hvor var Pauline bleven af? ..... nu, à la guerre comme à la guerre!

Hiin Cadet med det kjække, skjelmske Ansigt behagede Otto, og han nærmede sig Stedet, hvor han stod med sin Dame. Her var Alt ganske anderledes, end man skulde troet; det var kun tilsyneladende 477 eller i alt Fald en gros, at de Ældre og Fornemme gave Tonen an. En Cadet kom og rapporterede: Kammerjunker N. N. gjør Cour til Frøken N. N. - Han med det kjække Ansigt svarede: Man lade ham selv sørge for hende. - En anden Cadet meldte lidt efter om en Kammerat, at han gjorde Cour til en Dame. - Anføreren svarede: Man vise sig opmærksom.

Nysgjerrig fulgte Otto nu saavidt mulig Ballets Bevægelser og saae, at Dandsen trak sig bort fra Kammerjunkerens Dame; der blev Ebbe om hende; hvorimod Cadetterne lidt efter lidt, paa en meget smuk Maade, uden at vække Opmærksomhed, bragte deres Kammerats Dame »i Velten«; thi som de utrætteligste og bedste Dandsere beherskede de Ballet.

Otto saae paa dette kammeratlige Sammenhold - en af de hemmelige, men en af de stærkeste Fjedre i vort Samfundsværk - og morede sig derover, medens det tillige lod ham personlig uberørt. Thi som dygtig, afsluttet Natur, der ikke tænkte paa at blive Noget uden ved sig selv, vilde han hverken dele med Andre eller være dem forbunden og allermindst have et andet Mandfolk at takke for en Kvinde. Desuden, hvor rask og freidig disse unge Mennesker end forstode at tage fat paa Livet, var der for ham noget Uskjønt i det Forhold, hvori de stillede sig til Vært og Værtinde eller egenlig til Gjæstfriheden. Hvergang han paany saae Greven eller Grevinden, foraarsagede de ham Glæde ved deres anselige Skikkelser, ved deres ligefremme og dog fornemme Anstand, ham syntes Huset at have Fordring paa, at hver Gjæst viste sig adelig, og trods sin personlige Sympathi for hiint kjække, unge Menneske tog han Parti imod ham og hans Tilhæng og tegnede sig for en Dands hos »Kammerjunkerens Dame«.

Hvor der er livfuldt og bevægeligt paa et saadant Bal, mellem denne friske, favre Ungdom og mellem dem, der skulde være unge!

See, der dandser et ungt Menneske forbi. Hvor han seer skikkelig ud! Det er han ogsaa. Alt, hvad der paaligger ham, udfører han samvittighedsfuldt, selv hans Dands er præget deraf, Damen faaer i den fasteste Tact de behørige Trin, Vendinger og Svingninger, Alt, hvortil Dandsen i vort Aarhundrede har hævet sig, er ham bekjendt, og hun faaer det, og med Alvor. Han sætter de smaa Balsløifer i sin Kjole, Side om Side, Alle lige nær ved Hjertet, viser dem ikke 478 pralende frem næste Dag, men forstaaer dog med stille, umærkelig Stolthed at lade Venner og Bekjendte erfare, at han inat var paa Bal hos Grevens. Møder han i Livet en Hindring, springer han ikke over, kaster heller ingen Ponton derover, men gaaer om til alle Sider og samler Brokker og bygger en Bro, der er saa solid, at hans Børnebørn kunne benytte den. Der er i hans Væsen Noget saa overeensstemmende med Livets Mekanisme, saa forstandigt, paa Ro og Fred henvendt, at Otto overrasket spørger sig selv: Man kan altsaa være lykkelig uden at leve? Det er Hr. Bagger, det unge Menneske, der engang indbød Otto til sig paa Fredriksberg. Dengang skjønnede man, at der med Otto ikke lod sig slutte noget nyttebringende Venskab; hans Formløshed, Barnlighed og dulgte Lidenskab hørte slet ikke til denne Families Verden. Og nu skulde den unge Bagger, der havde stræbt og slidt i lang Tid for at faae denne Indbydelse, der var stegen langsomt opad gjennem en Mængde gode Bekjendtskaber, see Otto ved Siden af sig - det var, ligesom en Copist blev Contoirchef samtidig med sin Fuldmægtig!

See, der dandser den unge Grev Løvenhjelm. Hvor han dog i Grunden er kjøn, og hvor lidet han ligner sig selv - at sige, saadan som han er ude blandt Mandfolk. Hvilken Sikkerhed i alle Bevægelser, hvor han kan være stok-ærbødig og selvtillidsfuld-elskværdig mod sin Dame - og det er Hende, der gik saa smukt over Gulvet, Hende som Otto ikke havde vovet at berøre. Ja, Løvenhjelm blev født til denne Gunst - hvad hjalp nu »Zaubersaiten und Gesang«? Ligger ikke hele Livets Hemmelighed, dets egenlige Lyksalighed i at kunne være som han?

Saadan spurgte Otto. Selskabslivet havde den dobbelte Virkning: at pege mod Idealet og at forstyrre Billedet. Hos ham var Attraa efter at kunne tage det behagelige, leflende Liv ligesom de Andre -og Følelsen af, at det ikke vilde gaae, fordi hans inderste Natur gjorde Modstand; en Fornemmelse af Stolthed, og en urolig, utydelig Bevidsthed om, at en hemmelighedsfuld Magt, en Evne til i disse Kredse at faae Stoltheden sat igjennem fattedes ham; - et pludseligt Minde om, at i Poesien havde han denne Evne indtil det Uendelige - Angst for, at han da ikke skulde due til den virkelige Verden - - Ja, nu var han der, nu saae han Alt det, som Skuespillerinden havde aabnet hans Blik for, og nu var der Noget inde i ham, 479 som gjorde Indsigelse, som ikke vilde tilstede ham at concurrere enten med de Skikkelige eller med Grevebarnet, men satte dem Stævne - hvor?

Noget vakte Opsigt i Salen. Ah, Frøken de Vega! blev der sagt. En Dame, der efterlod en Herre paa Tærskelen, kom ind og blev strax Gjenstand for Cavalierernes Hyldest. Otto kjendte hende. Det var hende, som engang paa Østergade havde sendt ham hiint brændende Blik, og da hun nu igjen gik forbi ham, meget blottet, følte han, at Moliere havde havt Uret ved at lægge Hykleren Tartuffe de Ord i Munden:

Couvrez ce sein que je ne saurais voir!
Par de pareils objets les âmes sont blessées,
Et cela fait venir de coupables pensées -

thi Sjælen blev virkelig saaret af det Uskjonne og Ukvindelige i Blottelsen, og naar »strafværdige Tanker« ikke reiste sig, saa var det kun, fordi Hensigten, endog for den blot lidet Erfarne, saa umiskjendelig var at vække slige Tanker og dog kunne nægte det og i Nægtelsen have Medhold af Verden. Og hun blev feiret! Otto saae, at Grevinden kyssede hende paa Panden; men han kunde rigtignok ikke see, hvor varmt eller koldt Kysset var. Ham syntes blot, at Salens Loft blev lavere derved.

Men Alting forandrede sig, da Grevinden for Alvor lagde Mærke til, at han ikke dandsede, og selv forestillede ham for nogle Damer. Blandt disse var den Nysankomne. Hvor ganske anderledes tog hun sig ud, da hun talte til ham med blød, men sikker Stemme, der ved sin Uvidenhed om de blottede Skuldre skjulte dem, da hun under Dandsen virkede paa ham med al den Magt, som en livfuld, behagelysten, smuk, i Ordets egenligste Forstand udspeculeert, af Verden feteret Dame, kan udøve. Og da han senere under Maaltidet sad ved samme lille Bord som hun, da han nød den Gunst at være optagen i den privilegerede Kreds, da hun talte om det nye Stykke og henkastede den Bemærkning, at det behagede hende, og to andre unge Damer sagde det Samme - hvad var da Publikums meest tordnende Bifald imod disse Blink? I Sandhed, Intet! Selv de farverige Glimt fra Lysekronernes og Lampetternes Krystal, som man 480 kunde see langs ind igjennem Værelserne, syntes paa hemmelighedsfuld Maade at staae i Forbindelse med disse varme, magiskhenrykkende Blik. Otto havde aldrig følt sin egen Personlighed saa meget, ei heller havt saa store Begreber om Samfundets Virkelighed som i dette Øieblik, da Skjønheden syntes ham at være saa livfuld agtpaagivende paa Poesien, gjøre sig saa meget til Opgave at bedømme den med Selvstændighed og lønne den med Smag - og da vedkommende Dame i Virkeligheden ikke tænkte paa Andet end at nyde sin Magt over ham, ombytte det Blik, hun godt huskede engang at have sendt ham, med Paavirkninger, som passede, naar de mødtes paa officiel Grund.

Hun dvælede ikke længe ved literaire Sager, men bragte Samtalen over i et Element, hvor hun var hjemme, en munter, fiin Persifflage.

Der blev talt om en tilstedeværende Dame, som nylig havde forlovet sig for at drille sin forrige Forlovede.

Otto sagde forundret: Det, synes mig, er et Stik at give ligesom Bidronningen, den døer deraf.

Det er meget godt! meget godt! Bidronning! sagde hun leende og bøiede sig over til en tjenstgjørende Cavalier, ved hvem det hurtig gik videre.

Synes Dem, at de to Damer er smukke? spurgte hun ham lidt efter, idet hun med Øinene viste ham, hvem hun meente.

Otto begik en Feighed. Han mærkede instinctmæssig, at hun var fjendtlig sindet mod disse Damer, og sagde: De to Damer, dem sad jeg for nogen Tid siden i Nærheden af i Theatret, og de talte hvert Øieblik under Forestillingen halvhøit, saa jeg ansaae dem for Tjenestepiger.

Det var forresten Sandhed, hvad han sagde; men han stillede Sandheden i uværdig Tjeneste, og i samme Øieblik som Ordene vare ude, som han selv hørte dem, blev han fortrydelig paa sig selv, over sin Mangel paa Personlighed; hun gjentog imidlertid leende hans Ord, med Lommetørklædet halvt for Ansigtet, og han troede deri at see Tegn paa, at hun egenlig undsaae sig paa hans Vegne. Hendes tjenstgjørende Herre spurgte ham i næste Øieblik, hvad han meente om hiin aldrende Dame, der aabenbart fandt Nydelse i den Beundring, man i Afstand ydede hendes forlorne Yndigheder. 481 Dreven af ideel Smerte, paavirket af en uforklarlig Magt, kom Otto til at sige Noget, der laa langt ud over hans Aar; i enkelte Øieblikke foregriber Sjælen sin Udvikling, en af de Tanker, der som smaa Knopper ere i os, kunne pludselig modnes og udfolde sig.

Ja, det er mærkeligt nok, sagde han; men ogsaa hun var dog ung, og hun drømte vist ligesom de Fleste om et skjønt Liv og fornam dunkelt et Ideal. Og som de Fleste lod hun sig nøie med at drømme, indtil Idealet, trykket af mangfoldige smaa Feilgreb, blev kvalt inde i hende, og nu maa hun nøies med, at det Døde et Øieblik faaer et skuffende Liv, naar hun med sin Person paa skuffende Maade frembringer Beundring. Men det Besynderligste er, at hun selv godt veed det. Naar hun hjemme har aftaget sit falske Væsen, søger hun famlende sit sande; men saasnart hun kommer ud imellem Folk, søger hun en ny Dom for, at det falske er det rigtige.

Disse Ord, der saa poetisk passede paa den aldrende Dame, passede ogsaa paa den unge; hun troede det sigtet paa sig - det faldt hende ikke ind, at et aandfuldt Menneske kunde være saa dumt eller naivt - og medens Otto meente, at han havde reist sig i hendes Øine, og medens han hermed forbandt listig-erobrende Tanker, havde han skaffet sig en uforsonlig Fjende, der nu ingenlunde vilde være paa hans Parti imod de Fjender, hun ved at lade hans Ord gaae videre, havde skaffet ham.

Hun havde lovet ham Borddandsen, men befandt sig pludselig ikke ganske vel, saa at hun ikke kunde dandse, og bad ham søge sig en anden Dame. Det vilde han ikke, og da den utrættelige Grevinde kort efter igjen bemærkede, at han ikke dandsede, og erfarede Grunden, sagde hun med næsten moderlig Godhed: Kom nu med mig, saa skal jeg til Tak for den lille Roman, De fortalte mig, gjøre Dem bekjendt med en Dame, som rigtignok ikke dandser; De veed jo nok, at vor kjære Fru Hald har mistet sin Fader for et halvt Aars Tid siden.

Grevinden havde fortalt Camilla den lille Scene, og Camilla ventede nu at træffe en ung Poet med et Anstrøg af Barnlighed. Men i dette Øieblik var han, skjøndt hendes Jevnaldrende, ældre end hun. Som naar et Dampskib har gaaet igjennem et ikke bredt Farvand og der endnu en Stund efter kastes lange, rullende Bølger op imod Kysten, saaledes havde den Uvillie, der var gaaet igjennem hans 482 Sind, efterladt ideal Uro og Smerte, og ved at bemærke denne Ungdom, der var præget af saa megen Tankefylde og Melancholi, huskede hun, at det var ham, der allerede som Barn havde været »altfor forelsket« i Emilie.

Saa saae han hende da for tredie Gang, og denne Gang var enten han naaet over i Drømmenes eller hun over i Virkelighedens Verden; thi hun saae paa ham, hun talte til ham, han fornam denne Stemme, der var saa sikker paa sig selv og dog saa venlig og hjertelig imod ham. Hvilken forunderlig, velsignet Klang; det syntes ham, at han var det eneste Menneske i Verden, hvis Sjæl tilfalde kunde lytte og anerkjende den hemmelighedsfulde Skjønhed i denne Musik.

Paa en Maade havde han Ret.

Da Hald giftede sig, havde han indrettet sit Hjem med sund, praktisk Sands, uden Pragt, men paa en hyggelig Maade, der svarede til hans Stilling og ikke til Folks Forestillinger om hans Svigerfaders Rigdom. Camilla kom ham beredvillig imøde; hun tog selv Deel i Huusholdningen, og hun følte sig lykkelig ved at byde sin Mands Venner en tarvelig, men altid smagfuld Gjæstfrihed. Hun vidste selv ikke af, hvilken misundelsesværdig Lykke det dengang var at høre til Halds Venner, og i hvilken Grad den lille Kreds af yngre, næsten alle begavede Mænd paaskjønnede hende. Mangen ædel og skjøn Tanke, som dengang gik ud i Folket, var bleven til saa at sige for hendes Skyld, ved hendes Smiil, ved den Opmuntring, som hendes stille Bifald gav. Paa dansk Maade, i Stilhed og Simpelhed, var hun bleven »hvad Mdm. Roland var for Gironden«, og mærkeligt nok, end ikke Dalberg, der havde talt pathetisk om Mdm. Roland og Kvindens Betydning, lagde ret Mærke til, at han nu havde det Attraaede for sig. Thi deri bestod hendes Kunst eller hendes lykkelige Natur, at Enhver troede at spille Hovedrollen.

Kun hendes egen personlige Lykke holdt ikke Skridt med den, hun skabte for Andre. Hendes Skuffelse med Hensyn til Hald bestod ikke i, at han i Begavelse ikke indtog nogen høi Plads; det havde hun alt tidligere indseet. Men hun havde agtet ham, fordi hun i en for hendes Sjæls Fred farlig Tid havde følt sig ærlig, om just ikke lidenskabelig elsket af ham, og fordi hun havde fattet den Tro -maaskee især ved at sammenligne ham med Milner - at han var en 483 ædel Characteer, en kraftig, ophøiet Personlighed. Det er Kvinders Skik, endog de meest Begavedes, at overdrive, hvad de interessere sig for. Som naar Solens Straaler falde paa en fjern Kyst og denne da »toner høit«, saaledes hæver Kvindesjælens Gunst ofte den begunstigede Gjenstand, skjøndt den ikke stiger virkelig. Eiheller vilde Camilla kunnet paastaae, at hun var bleven grovt skuffet. Hald havde alle de formodede gode Egenskaber, kun viste det sig, at de hverken gik i Høiden eller i Dybden. Han var velvillig, paalidelig, trofast mod sine Venner, gentil saavel i sin Klædedragt som ved Spillebordet, havde aldrig skyldt en anden Mand Penge, og naar han i saadanne Henseender tilfældigviis kom til at dømme Andre, saa følte man, at det var en Mand med en god Samvittighed og en god Regnskabsbog. Han erindrede ogsaa fra Studietiden adskillige Sætninger hos Klassikerne og kunde anvende dem, saa at han syntes nær beslægtet med det Ophøiede i Verdenstilværelsen. Men i de smaa Samtaler mellem Mand og Kone, hvor det, man virkelig attraaer og er begeistret for, træder frem, om det just ikke udtales i Ord, blev det Camilla tydeligt, at hans Hjerte var tempereert, og især da den lille Strid med Regeringen indtraadte, fik hun Beviis nok for, at det Heltemod at gaae fra Embedet og byde hende at blive en fattig Manuducteurs Hustru var ikke at finde her. Han handlede efter, hvad i hans Kreds blev anseet for en dannet Mands Ret og Pligt overfor Omstændighederne. Han var lunken; hun bar Begeistringens Ild. Hun var gift med en skikkelig Mand! Selv om hun havde villet og turdet klage overfor Verden, hvo havde andet end smiilt, hvis hun havde klaget over denne Ulykke - hvo havde kunnet begribe, at hun havde solgt sin Person og var bleven bedragen for Kjøbesummen?

Men der er paa den anden Side i den hele huuslige Syslen, i Mængden af smaa Beskjæftigelser og af Glæder, som man skaffer Andre, i livlig Omgang med en lille Kreds, noget Beroligende og Opmuntrende. Blot at tage det nye Dækketøi frem, eller at klæde sig om til Gjæsternes Ankomst, hvor meget Adspredende og Forfriskende kan ikke ligge deri!

Saa kom den Tid, da hendes Fader følte sig saa lykkelig og skaffede hende og Hald en hidtil ukjendt, rig Tilværelse - og derpaa Sorgens Tid. Efter Grosserer Sanders Død fik Hald strax en meget stor 484 Sum udbetalt, og saasnart det med Anstand kunde skee, begyndte han at leve paa en stor Fod. Da blev det værre for Camilla; hun havde faaet mere Kummer eller Uro og mindre at sysselsætte sig med paa sund Maade; thi nu var hun stor Dame. Hendes Skjæbne tvang hende til at anstille en særegen Sammenligning. Hun ansaae sin Fader, især som hun til Slutningen havde kjendt ham, for et større, renere, ganske anderledes forsøgt og luttret Gemyt end Hald, endskjøndt hun vidste, at Verden vilde dømme det Modsatte - dog, det var et Dyb, som hun skyede at see ned i. Hun trængte til Noget at udfylde sig med, beskjæftige sine Tanker, hige efter, og glemme, hvad der i hendes Sind var hende til Besvær. Da hun levede saa meget mellem politiske Samtaler, vaagnede en Slags Ærgjerrighed hos hende. Det var ikke den Slags Ærgjerrighed, som opstaaer naturlig i en Kvinde, der er født i en høi Stilling og øiner Muligheden af at komme til at herske. Hendes Ærgjerrighed var en borgerlig, men poetisk Sjæls Tørst efter det store og mægtige Liv, efter at bøie sig i Beundring og fryde sig ved Mænds lysende Bedrifter, og al praktisk Ærgjerrighed, store Damers activ politiske Rolle, var og blev kun en mat, prosaisk Oversættelse heraf. Desuden var Hald ikke ærgjerrig; han vilde nok naae høit; men et usædvanligt Spring, et dristigt Greb laa udenfor hans Tanker; at avancere til det øverste Trin paa Embedsstigen og blive Conferensraad, at stige ifølge de anerkjendte, gamle Vedtægter, var den eneste Ærgjerrighed, hvoraf han var opfyldt, medens han hver Dag arbeidede og passede sin Dont. Om ogsaa hun havde været en Lady Macbeth og energisk kastet sig ud i det Onde, kunde hun ikke have faaet ham til at blive en Macbeth. De øvrige Mænd af Partiet, hun kom i Berørelse med, vare i Grunden heller ikke ærgjerrige, idetmindste ikke i stor Stiil. En Theolog kunde drømme om at blive Biskop, en Jurist om at blive Stiftamtmand o. s. v.; men en egenlig ildfuld Energi viste sig ingensteds, Alle vare en jevn borgerlig Blanding af forskjellige personlige Attraaer og virkelig Interesse for det Almindelige, og Ingen troede aldeles fuldstændig og tilforladelig paa, at den store Forandring vilde komme, Ingen satte sin hele Personlighed ind paa dette Terningkast; men Alle indrettede sig hyggelig for Øieblikket. Det piinte hende, endnu bestandig og daglig at høre tale om den samme Forandring, Omstyrtning, Indførelse af Nyt og Bedre, medens Ingen foretog sig

        

485 noget Dristigt, udsatte sig for en alvorlig Fare eller ventede Hjælp af Andet end af udenlandske Forhold, af en gunstig Vind, der skulde komme og blæse det Bestaaende overende. »Naar Ludvig Philip døer«, var det stadige Omkvæd. Hun havde en Huusjomfru, der havde tjent hos hendes Fader og var forlovet; Hald vilde bekoste hendes Bryllup; men det blev flere Gange udsat og dog hyppig omtalt. Naar skal det store Slag da staae? spurgte Dalberg engang, da der var Tale om Jomfruens Fortræffelighed og Troskab. Naar Ludvig Philip døer, svarede Camilla med et Smiil, som Dalberg kun halvt forstod.

Hun læste meget; undertiden syntes det hende rigtignok, at Livet paa denne Maade blev hentørret; men atter syntes det hende igjen, naar hun mødte noget Skjønt, Livsfrisk, Troende, at netop bag denne Verden af Blade laa et tilkommende nyt Liv, et Haab, ligesom i Skoven de grønne Spirer bryde sig Vei gjennem forrige Aars Løvfald. Og desuden havde hun en Slags Tilfredsstillelse i Selskabslivet. Vel havde hun snart tabt sine Illusioner; men ofte naar hun steg i Vognen, var det dog endnu for hende, som om hun skulde møde noget Nyt, og i alt Fald kom hun da med frisk Længsel tilbage til sine Bøger. Hald kom i det Hele til at virke saa gavnlig paa hende, som det efter Omstændighederne var muligt. Han kunde ikke ret tale med hende; han anede i hendes Sjæl et Dyb, en Brønd, som det var bedst at faae tilkastet, og undgik derfor alle Samtaler, der kunde føre for dybt. Han vilde glæde sin Kone, adsprede hende, lade hende nyde det virkelige Liv og lidt efter lidt glemme »visse romantiske Ideer, som alle unge Koner have«. Han talte til hende om Verden, om Selskaber - eller talte slet ikke, førte hende med, lod hende være Gjenstand for Verdens Blik, fik hende behændig gjort til Directrice i et Velgjørenhedsskab, fik ogsaa ledet hendes naturlige Tilbøielighed til at gaae i Kirke; han følte sig saa tryg og stærk ved den Tanke, at Vorherre saaledes blev Opsynsmand over hans Huus.

En utrættelig og paalidelig Medhjælp havde Hald i Milner.

Han var naturligviis vedbleven at høre til deres nærmeste Omgangskreds. Hvorledes kunde der indtræde et Brud med et Menneske, som Begge havde kjendt inden deres Giftermaal, hvem man saae overalt, og som var vel seet overalt? Desuden havde han jo 486 egenlig aldrig erklæret sig med tydelige Ord til Camilla. Der gives Forhold, som man i sin Samvittighed har seet bestemte, næsten haandgribelige, men som mellem Folk af Dannelse og Anstand kunne svinde ind til næsten Intet, saalænge de ikke have faaet officiel Skikkelse i Ord. Men dette »næsten Intet« er Alt, og Milner vidste, at alt Haab med Hensyn til Camilla var forbi for ham. Kun begreb han stadig ikke hvorfor. Han var overbeviist om, at Camilla maatte have Interesse for en Anden, og Hald var den Sidste, han tænkte paa. Denne Hemmelighed vilde han nok opdage, ikke af Had eller Hevngjerrighed - han var ingen Spanier - men af Nysgjerrighed og for at kunne drille, og hvo veed, hvad den videre kunde bruges til? Men den væsenlige Grund, hvorfor han holdt sig til Halds Huus, bestræbte sig for at være elskværdig, være uundværlig for Hald og taalt af Camilla, var for Folks Skyld. Camilla havde Noget i sit Væsen, der gjorde hende mægtig; hun kunde ikke let ruineres i Verdens Øine; man maatte være hendes Ven. Hald havde det paa Følelsen, at Milner ikke var farlig for hans Huusfred, og overlod ham derfor gjerne en Stilling, hvori han passede saa godt ved sit Kjendskab til Verden og en Mængde praktiske Forhold. Den forstandige og lykkelige Hald havde en Slags Cicisbeo, der med passende Skinsyge vogtede paa Camilla.

Saaledes var altsaa Camillas Skjæbne; men saa stor kan Guds Herlighed være i et Menneske, at selv efter de Tab, hun havde lidt, eller maaskee formedelst Tabet og formedelst Kampene, havde hun trods sin Ungdom en Dames Sikkerhed og dog tillige noget forunderlig Uforsøgt, Jomfrueligt.

Det var dette, som Otto følte med sin Sjæls bedste Instincter, og han blev saa rolig og glad overfor hende, fornam Livet som en Velsignelse.

Hun havde uden at antyde hans Forfatterskab bragt Stykket paa Bane, men tilføiet, at hun kun kjendte det »af Berømmelse«; thi formedelst en Skuespillers Sygdom havde det endnu kun været opført een Gang.

I Anledning af den Lykke, det havde gjort, kom de til at tale om Lykken i Almindelighed, og han sagde med poetisk Frihed, uden Frivolitet, men ogsaa uden Hensyn til Selskabslivets fine Regler: De er vist lykkelig! 487 Som de Færreste vilde falde paa at tale saaledes, vilde det ogsaa kun blive de Færreste tilstedet. Her er det Privilegium, som er givet Digterne. Kvinderne see paa den sande Digter som Den, der skal give deres utydelige Idealer Skikkelse; de antage ogsaa, at det Skjønne og Stærke strømmer fra noget usædvanlig Godt, eller, hvis de ere mere forvirret romantiske, antage de en dæmonisk-pikant Modsætning. I alt Fald er der sympathetisk Interesse, ofte endog en Tillid næsten som til Lægen - der ogsaa tidt maa forstaae indirecte Tale.

Camilla smilede bekræftende og sagde: Hvad kalder De Lykke?

O, Lykke synes mig at være at føle alle Sjælens Evner anstrængte, at have fjendtlige Elementer for sig som levende Væsener og holde dem Stangen, betvinge dem.

Den Lykke vilde være mig for anstrængende, svarede hun smilende.

Det var heller ikke, hvad jeg egenlig vilde sige .... og desuden er der vel Forskjel imellem den mandlige og den kvindelige Lykke. Igjennem Husets Værelser gaae mangfoldige Strenge, og hvert Øieblik blive de forstemte; men naar hun træder ind, blive de strax stemte og give en sagte, deilig Klang.

Hun sagde: Det er en smuk Tanke, men af den Slags, som er farlig for Virkeligheden.

Hjulpen af hendes Stemme overvandt han Fristelsen til at sige en triviel Compliment og anførte istedet derfor som Beviis for Rigtigheden: Victoria Colonna, der havde udbredt en saadan velgjørende og begeistrende Fred om sig. Det var dog hendes mærkværdige Venskab, sagde Otto, der fremkaldte Michel Angelos Genialitet; hvis hendes Smiil ikke havde skinnet paa ham, var han sandsynligviis kun bleven en ganske jevn Billedhugger. Og selv var hun dog ikke lykkelig i almindelig Forstand; thi Pescara, hendes Mand, var Carl d. 5tes nøgterne Hærfører og uden Sympathi for Alt, hvad hun havde kjært.

Uden at forandre en Mine, kun lidt mere muntert end før, sagde Camilla: Historien gjør ham vist Uret; thi hvorledes var han bleven General uden af Begeistring ligesom Michel Angelo?

En Dame kom til og forandrede Samtalen. I samme Øieblik, næppe ti Minutter efter at have forladt sin Dame upasselig, saae 488 Otto hende dandse med den unge Løvenhjelm. Han var for glad og sund til at kunne ansee det for en Fornærmelse, uagtet det var saa fuldstændig udenfor Reglerne. Han var snarere tilbøielig til med Lune at lade det gjælde som en Slags Compliment: at med ham, hvis Force var Hovedet, behøvede hun ikke at tage det saa nøie med Benene.

Han lagde ret Mærke til hende og blev greben af den Magt, som udgik fra hende. Hun var fornem og havde i sit hele Væsen noget Overlegent blandet med Frivolt. Intet i Verden syntes at være Alvor, naar man betragtede hende; det kunde ikke staae sig imod hendes Smiil. Noget Ubeskriveligt i hendes Blik gav Nøglen til andre Kvinders Svaghed, saa at man fik den Tro, at der mellem alle Kvinder ikke var anden Forskjel end Gradsforskjellen. Ogsaa Camilla syntes ham at stige ned fra den ideale Høide; han lagde nu for første Gang Mærke til hendes Figur. Saa kom han forbi hende, hørte igjen hendes Stemme, og saa blev hun igjen forherliget, hævet over Forkrænkelighed .... hvilken mageløs Herlighed her dog var! hvor det var Umagen værdt at tilhøre Selskabet med Liv og Sjæl! Een Ting var fremfor Alt nødvendig dertil: vorde berømt, berømt og atter berømt. Det jublede i ham omkaps med Musiken og Dandsens Hvirvel:

Til Seir og Lykke blev Volmer født,
Det staaer i Stjernerne skrevet!