Goldschmidt, M. A.

Hjemmefra!

Der hjemme, paa den Plet, hvor Vuggen stod, svæve endnu usynlige, uendelig smaa Genier omkring. Maaskee bliver deres Flugt med Aarene alt langsommere, maaskee forlader hver Fødselsdag en af dem Kredsen, stigende op til Udspringet, saa at i vor sidste Stund Bevægelsen ogsaa ganske ophører hist og den sidste Genius følger vor Sjæl, hvor langt den end var kommen fra Hjemmet.

Eller maaskee ere de paa deres Maade dødelige, og af hver Synd, vi begaae, dræbes een.

Der hjemme, i den Have, hvor Legen gik, der svæve luftige Smaavæsener af en lettere Art. De tumle dem endnu i den Luftstrøm, hvor Barneglæden foer afsted; om Sommeren, i Solskin, 511 mylre de i Luften, leende - var man der nu, kunde man høre dem! Om Vinteren boe de luunt under den hvide Snee og aande Liv i Vintergjækken, svinge sig op over de første Foraarsblomster. Hvo som kommer derhjemmefra, har maaskee gaaet igjennem Sværmen, og nogle af dem have hængt sig fast i hans Haar og Skjæg eller Klæder - derfor bringer Den, der kommer hjemmefra, saa deilig Duft med sig.

Men naar man taler til dem og han svarer, eller man ikke har Mod at spørge dem, saa de kunne tale! Da gjør man kun igjen den gamle Erfaring, Hjertet, der aabnede sig for at modtage Vidunderet, som det tørstede efter, lukker sig igjen sammen om sit Haab.

Peter var tilbageholden og bange for at være for simpel til Otto, hvorimod Otto efter at have trængt Erindringer og Følsomhed tilbage fik en ny Beskjæftigelse. Han saae paa sin Barndomsvens Høvl, Saug, Øxe, med en Kjærlighed eller Beundring, som denne ikke forstod. For Peter vare de uden reflecteert eller sygelig Misfornøielse Tegn paa Nødvendighed og Trældom; for Otto vare de Symboler paa Haandværkslivets Frihed og robuste Livspoesi. Og Peter oplevede jo netop Noget. Allerede hans simple Fortælling om den Aften, da de havde truffet sammen, vidnede derom. Han havde været med at holde Afskedsgilde for to Bortreisende. Den Ene var en Skrædersvend paa nogle og tredive Aar, der havde en Kjæreste ude i et Landsogn og havde begivet sig derud for at arbeide; det turde han ikke uden Bevilling, og han havde ansøgt om en saadan; men i den nærliggende Kjøbstad havde man virket derimod, og pludselig var han bleven requireret og transporteret til sit Forsørgelsessted, Kjøbenhavn. Paa Veien havde en Herredsfogeds Hund bidt ham i Benet; men han maatte marschere videre alligevel, og da han kom til Kjøbenhavn, erklærede Politiet strax, at han kunde gaae, hvorhen han vilde, kun ikke i den Retning, han var kommen fra, altsaa ikke ud til Kjæresten og hente sit Tøi eller til Herredsfogden og faae Erstatning for Hundebidet. - Den Anden var et mechanisk Geni, der ikke havde lært nogen Profession paa Lauget, men i Alt, hvad han tog sig for, leverede det Fortræffeligste. Men han kunde ikke faae Arbeide i Værkstederne, eftersom han ikke var Laugssvend, og han turde ikke arbeide for egen Regning. Saa »sagde man«, at han havde for en anden Mand forarbeidet en Plade til 512 at trykke Rigsdalersedler med, og han havde været under Tiltale, men var bleven frifunden.

Peter fortalte dette som noget Hverdagsligt og Naturligt, uden Bitterhed og uden Tanke om, at det kunde forhindres; Folket syntes ham født til Sligt ligesom til Udskrivning; men man kunde trække sig fri. Otto fik heller ikke Følelsen af Bitterhed, men dvælede ved de to Menneskers Udsigter: Ude i Verden kunde de føre et frit og lykkeligt Liv, de havde lært Noget, som gjaldt overalt, og for dem og deres Lige syntes Verden kun en Anstalt, hvori det Skabte saa godt som mulig nød sin Tilværelse, blomstrede, visnede og sank hen. Nu kunde han ikke længer eftertragte Sligt, som da han havde gravet i Haven med sin Broder; nu følte han saa tydelig den evige Aands Ørnevinger saagodtsom dens smertebringende Klo. Men -det svimlede et Øieblik for ham - hvor var Formaalet? Hvor skulde han og hans Lige finde Lykken?

Men han udtalte sig ikke mere paa barnlig Viis, saadan som han følte. Han sagde til Peter: Det synes jeg forresten godt om, at I Svende saadan tager Jer af dem, der lide under Laugsvæsenet.

Men denne Tanke var Peter næsten uforstaaelig; thi selv var han stolt af at være Laugssvend. Nei, sagde han, Han, Skræderen, var nede fra vor Egn, og den Anden var fra Taasinge; derfor var nogle Taasinge Skibstømmermænd med ved at hjælpe dem afsted, og da vi saa havde fulgt dem bort, saa drak vi sammen.

Otto mærkede den særegne Aristokratisme og taug.

Peter vedblev lidt efter: Det er ellers Synd for ham Rigsdaler-Fabrikanten ....

Men Du sagde jo, at han var bleven frifunden, hvorfor giver Du ham saa det Navn?

Ja, det er sandt nok, svarede Peter; men Folk siger det nu engang, og saa er det jo ligesaa godt, som han havde gjort det. - Det var Synd, han skulde i den Forlegenhed, for han var rigtignok flink! Han vilde finde Cirklens Quadratur.

Hvad er det, Peter? raabte Otto forbauset, hvordan kjender Du det Ord? Har Du lært Mathematik?

Lidt, svarede Peter med uforandret Tone og uden at see op fra Træet, han borede i. Han lærte mig lidt.

513

Ja, men Cirklens Quadratur kan ikke findes! Du maa da ikke troe derpaa!

Nei, men hvorfor har de saa udsat en Præmie for den, som finder det ud?

Hvem er det, som har udsat Præmien?

Ja, jeg kjender naturligviis ikke de lærde og fornemme Herrer; men der skal være sat en styrtende høi Priis ud, og ogsaa for et Perpetuum mobile.

Det tænkte I da ikke paa at gjøre!

Jo, sagde Peter og blev ganske rød.

Naar?

Sidste Vinter boede han jo hjemme hos os, og saa arbeidede vi derpaa, og saa blev vi begge To saa fattige. Jeg fik nu Arbeide her i Byen; men han kom i Fidtefadet, stakkels Fyr. - Her kan De see, tilføiede Peter og nedtog fra en Hylde nogle smaa Maskiner udførte i Træ og Jern.

Sig nu ikke De, Peter!

Her kan Du see, rettede Peter og forklarede Otto Mechanismen, hvori der kun manglede en Ubetydelighed, saa gik den og kunde aldrig standse.

Troer Du nu virkelig, at den Umulighed kan gjøres? spurgte Otto, hvis Forstand og Phantasi kjæmpede med hinanden.

Nei, det er jo rimeligt nok, at den ikke kan; men det var dog saa fiffigt, om man kunde det! .... Men her skal Du see, den har jeg selv fundet paa.

Det var en Maskine, hvorved der kunde spares en betydelig Arbeidskraft, og Peter viste, hvor godt og bestemt den udførte sin Forretning. Otto sagde: Blot jeg kunde Mechanik! Jeg vil studere det! For naar man troer derpaa, saa henvender man sig til hele Verden ....

Ja, hvad kan det hjælpe her hjemme! sagde Peter. Nei, jeg har hørt, at der er et Sted i Udlandet, hvor de strax, naar man kommer med saadan en Opfindelse, siger: Her er Penge! Lad os see, hvad den duer til! Jeg vil tage den med udenlands.

Naar vil Du da reise, Peter?

Ja, nu skal jeg først iovermorgen ud paa Landet og arbeide for 514 min Mester en fjorten Dages Tid, og saa gaaer vel Sommeren her hjemme..... Bare man havde lært Noget!

Naar Du kommer tilbage, vil jeg gjerne lære Dig, hvad jeg kan .... Men iovermorgen er det jo Søndag, saa skal Du da ikke arbeide?

Nei; men jeg havde tænkt at være med, for der skal nok være Folkefest dernede.

Skal der være Folkefest? Ja, saa tager jeg med, saa følges vi ad!