Goldschmidt, M. A.

Den kongelige Hentydning til Alfons om Reisestipendium var blevet et bestemt Tilsagn; men Opfyldelsen havde ladet vente længe paa sig, og ei heller var Summen bleven saa stor, som man havde antaget, saa at Alfons for at kunne gjøre Reisen paa tilfredsstillende Maade og navnlig kunne studere den gamle Musik i Italien, havde maattet anstrenge sig meget med Underviisning. Endelig var Alt i Orden, han havde sin lille Reisecapital beredt, og nogle af hans Venner og blandt dem især Vilhelm Berg, for hvem han havde sat nogle Digte i Musik, besluttede at give ham en lille Afskedsfest. Foraaret var nylig kommet, Skoven stod i sit fineste Grønne, og man kom overeens om, at Festen skulde holdes i Ermelundshuset. Derfra udsender Danmark sine vordende store Mænd paa Reiser, sagde Vilhelm Berg med Hentydning til den bekjendte Scene i Øehlenschlægers Levnet.

Sem kom til Otto og sagde, at Alfons ikke gjerne vilde have et saadant Gilde, medmindre han var med, og Otto var strax villig paa den Betingelse, at Schiøtt var med. Ja, det tænker jeg da nok, sagde Sem og meddeelte tillige, at de fleste af Deeltagerne vilde være tilhest.

- Tilhest, i Foraarsluft, mellem muntre Mennesker, saa kan man hverken forstaae sin egen eller Andres Sorg.

Man mødtes ved Fortunen. Nogle af Selskabet stod allerede udenfor, paa den af Naturen dannede, mægtige Terrasse, hvorfra man seer ud over Bernstorf Slot til Kjøbenhavns Kirketaarne, til Trekroner og det vidtstrakte Øresund. Havet var saa mørkeblaat, og de foraarsfriske Skovgrupper stode saa deilig dertil; den ligeopadstigende blaalige Røg fra mellemliggende Bygninger blandede Fornemmelsen af menneskelig Hyggelighed ind i Duften af den frie Naturverden.

Man besluttede at gaae til Ermelundshuset ad en Omvei ind igennem den ubanede Skov tilhøire. I denne Skov komme Folk sjelden, og den har Noget ved sig, som om den følte sig mere ugeneert end dens Colleger nær den alfare Vei, voxede mere uforstyrret, lod sine Grene hænge friere og Krattet udvikle sig med mere 552 Naturlighed. Selskabet gik taust; Veien, man tog, tillod ikke at gaae samlet, man hensank i sig selv og opfattede med uvilkaarlig Sands de skjønne Partier. Eftermiddagssolens Straaler spillede gyldent mellem Bøgekronerne og dannede undertiden lange Lysstriber paa den grønne Jord, mellem de ranke hvide Stammer, hvis maleriskuordnede Søilerækker bleve afbrudte af aabne Steder med Krat og Buskads, og over alle lavere Grupper laa en blød, rødlig Tone, et henrivende mildt Farveskjær fra den skraanende Sol. Hist og her rislede smaa Væld, og utallige Fuglestemmer kviddrede, fløitede og pippede, Gjøgen lod langt borte i Mellemrum sine Kuk lyde, og undertiden standsede man lyttende, man troede at høre en Nattergal.

De kom endelig halv trætte og i en stille, men dog kraftig Sindsstemning til Ermelundshuset, hvor Bordet var dækket med Retter, som Mendoza nogenlunde turde spise.

Digteren sagde til Mendoza: De har Held; at faae saadan en deilig Foraarsdag med som sidste Erindring! Danmark tager en smuk Afsked med Dem .... Forresten vil De nok faae Leilighed til at træffe elskværdige Landsmænd og Landsmandinder underveis; jeg har blandt Andre hørt, at Halds reise sydpaa iaar.

Mendoza svarede ganske vemodig: Jeg kan ikke forstaae, hvorfor Folk ville reise bort, naar de ikke have det nødig. Her er dog saa deiligt. Naar man hører Foraarskildevældene risle, synes mig de minde om Middelalderens Musik. De nyere Musikere maae føle en ond Samvittighed, naar de i en saadan Natur komme til at tænke paa deres Værker og paa det Bifald, de vinde. Man burde have Stipendium til at blive hjemme ....

Og tage i Skoven, afbrød Schiøtt ham. Jeg stemmer ogsaa derfor. Det var forresten en ganske rigtig Tanke, hvad Musiken angaaer. Men saa var det ikke nok med Kildevæld, man skulde kunne boe i en Hytte ved Kilden, og naar man havde fældet en Hjort, stege den i Jorden mellem hede Stene og saftige Urter, og saa ingen Thee og Kaffe drikke. Nei, Trællene skulde gaae om som hos Konning Hrolf:

»Øl og Mjød de bar

I Horn og skaarne Bægre, den Drik var sød og klar.«

553

Mendoza havde kun halvt hørt efter og sagde hen for sig: Ja, jeg elsker Middelalderen.

Saa? Gjør De det? Det er smukt af Dem, svarede Schiøtt. Var det nu Middelalder, saa var dette Selskab formodenlig Klerke eller Kanniker, der droge ud paa en Valfart til Sanct Ermelund eller til Skovbroder Fortunus, og De mødte dem i Kaftan og med langt Skjæg og gik ærbødig bukkende forbi, medens man spyttede ad Dem, istedenfor at man nu gjør Stads for Dem.

Ja, men saa troede vi gjensidig paa Noget, hver paa Sit.

Schiøtt blev overrasket eller gjorde sig Umage for at see saadan ud, idet han udbrød: See, der har vi igjen en Reflexion! En christelig Musiker som Dem vilde jeg uden Videre give Plads i Categorien lyrisk, umiddelbar, og være sikker paa, at han ligerviis som en god Skildvagt aldrig fjernede sig et Skridt fra sin Post. Men det Folk springer ud af alle Categorier - og duer heller ikke til Skildvagter.

Hr. Schiøtt er endnu vittig, blev der sagt længere nede ved Bordet.

Schiøtt lod, som han ikke hørte det, og sagde: Naa, Mendoza, jeg vil prise Middelalderen og gjøre Dem god igjen .... Det er en fortræffelig Viin, og mens jeg kiger gjennem Glasset, seer jeg Skoven derude tindre i røde Luer! jeg vil drikke et Glas af dette Drueblod langsomt og med Glæde paa Middelalderens Velgaaende ....

Der havde et Øieblik været noget Forceret i Schiøtts Munterhed; men det lod til, at en stærk Livsglæde slog op i ham, idet han vedblev: Stille, Begeistringen kommer, og jeg vil tale, mulig bliver det endog et Melodrama. Altsaa jeg siger: Leve Middelalderen! Da var der Liv i Verden, Ridderen traadte i Dandsen med Guldsporer, Jomfruen rødmede saa tugtig derved; Væbneren stod udenfor med hans Sværd og Skjold og skottede ind, og Tærnen smilede saa listelig dertil. Da var der Engle i Himlen og en utallig Mængde blaaøiede Engle paa Jorden, og der var Spøgelser, Nisser, Underjordiske og Skovtrolde. Ved Solnedgang mylrede det frem, eia, hvor sælsom en Dands! Men paa Sletten stander Klostret med den høie, hvide Muur, faldera de rødeste Roser! Og Rødviin er der i Klostrets Kjelder! Faldera de rødeste Roser! Da gik Munken i Enge den lange Sommerdag. Og Munken bad Nonnen give sig et Kys - nei, 554 Fa'er, det er forbudt! - Aa, Snak, sikken en Sludder! Her har jeg fundet en herlig Plads! - Da sad Kjøbmændene ikke som nu bag en Pult eller nøiedes med at see deres Skibe gaae ud af Bommen, men droge, lig Østerlænderne endnu, i Karavaner, og Borgherrerne lurede paa dem for at plyndre dem med vaiende Fjerbuske. Den Vægter raaber høit, naar Toget kommer: Nu faae vi Vinterpels og Vams til Sommer! - Og da var der Elverpiger, der lurede paa Vandreren - thi vogt Dig, o Mendoza, for Elverpigen seer Dig!

»Jeg lagde mit Hoved til Elverhøi,
Mine Øine de finge en Dvale!«

Naa, mine Herrer, vil De ikke synge med!

Det lod man sig ikke sige to Gange, men sang med Glæde Omkvædet af den deilige Sang.

Nei, raabte Otto, det bør dog ikke være Elverpiger, som lokke Mendoza! De er hule bagtil som Deigtrug - er det Noget for En, der selv er saa lidt huul som Mendoza? Jeg foreslaaer, at de etsteds i Udlandet komme og drage ham til sig, som Hylas, der blev bortført af Nympherne. Jeg har seet en Tegning af Gibsons Gruppe. De ere komne bagefter Hylas, da han gaaer bort fra Kilden; den Ene har lagt Armen om hans Liv og drager ham tilbage; men den Anden, hun, som meest har forelsket sig i ham, og hvem han rimeligviis skal tilhøre i de krystalklare Grotter, berører ham kun svagt, sin Kind har hun blidt lagt op til hans Haar, og idet Hylas bøier Hovedet tilbage for at see, hvor den Følelse kommer fra, som gjennemrisler ham, møder han hendes Blik - og dette Blik bortfører ham fra de levende til de udødelige Gudinder!

Mendoza saae halv undselig, halv fornøiet over til Otto; men Otto havde over Hylas og Billedet alt glemt Den, han sammenlignede med Hylas. Fra det Øieblik, da Schiøtt havde sunget »Munken gaaer i Enge«, vare Minder om Barndommen, de stærke Længsler efter Lykke vaagnede hos ham; men formedelst den Skjæbne, der var kommen over ham, flagrede de som Fugle over et Hav, øinede ikke noget Punkt i Hjemmet, hvor de trygt kunde tage Plads.

Samtalen blev lidt efter lidt ført mere afbrudt og høirøstet 555 mellem Enkelte. Schiøtt sad imellem Otto og Kjobmanden og lod sig af denne give en Fremstilling af, hvorledes han havde ordnet Mendozas Pengeanliggender og Reiseroute. Saa kom de til at tale om Kjøbmanden selv, om hans Skjæbne, siden de sidst havde været samlede, og han fortalte, at han længe havde været i England for at grunde et Filialhuus. Det var interessant at lægge Mærke til, hvorledes han var voxet, hvorledes han havde faaet en stor Udsigt over Verdensbegivenhederne, forsaavidt som de stode i Forbindelse med Handelen, og hvilken stille Selvtillid der var i ham, støttet paa store Midler og Kjendskab til deres Brug.

Pludselig bemærkede Otto, at Schiøtt var heelt borte, han stirrede frem for sig, medens et besynderligt, smertefuldt Smiil var om hans Mund. Men i næste Øieblik havde Schiøtt følt, at man bemærkede ham, tog sig sammen og spurgte livlig om de engelske Damer. Saa geraadede Kjøbmanden i Ekstase; han kunde ikke finde Ord nok til at prise dem, baade de blonde og de mørke, de vare saa smukke og saa kraftige og saa venlige, naar man først var bleven forestillet dem. Saa dan at faae en Hilsen paa Gaden, hvor det er deiligt! raabte han. Det er heelt Solskin, man uforvarende faaer over sig .... for De veed jo, at i England hilse Damerne først, det er ikke som her, at enhver Griis har Lov til at hilse en Dame .... Ja, De skulde see .... kom engang over til os, Hr. Schiøtt.

Ja, svarede Schiøtt, og Otto saae igjen et Øieblik det smertelige Smiil bæve om hans Mund, men strax blive afløst af Skjemt.

Vilhelm Berg havde skjænket flittig i Mendozas Glas og faaet ham meget snaksom. Han talte om mange Ting, men kom igjen tilbage til, hvor tungt det var at reise bort, og hvor meget han holdt af hver Plet her hjemme.

Berg rykkede nærmere til ham og sagde: Det interesserer mig, for jeg troede dog virkelig, at De ikke betragtede Landet her som Deres rette Fædreland.

Mendoza studsede, men svarede strax efter med et fiint Smiil: Betragter De det som Deres rette Fædreland?

Det er endelig ogsaa sandt .... man skulde jo ikke.

Efterhaanden var kommen en urofuld Stemning i Selskabet; Enhver følte den og gjorde sig Umage for at betvinge den, men bidrog paa sin Maade til at nære den; Vinen slukkede den ikke. Den 556 kom af Tanker om Afsked og Reise, af Foraarsaftenen, hvis Farver udenfor døde hen, medens Vinden bevægede Træernes Grene, men vel især fra Tilstedeværendes Sind og Skjæbne.

Vilhelm Berg havde vendt sig til Otto, og deres Samtale dvælede et Øieblik ved deres første Møde og Planen til Dommedagsværket. Derved blev Berg mindet om den Lykke og Storhed, han engang havde haabet paa som Digter, medens han i Virkeligheden var naaet til en behagelig Samfundsstilling. Digtersindet hævede sig, slog med Vingerne og stræbte at afryste Virkeligheden som noget Fjendsk, medens Digterens Person elskede den.

Han talte om Selskabslivet og den Magt, det faaer over En. Det synes at ville give En Alt uden at forlange Noget, sagde han, og i Virkeligheden tager det Alt uden at give Noget. Det tager Ens Freidighed. Det er afhængigt af Noget udenfor, stoler ikke paa sig selv og lader dog saa. Det skal hver Dag erobres udenfra, og Seirherren, der drager ind og griber efter Elverpigen, faaer som oftest fat i - Taage.

Ja, sagde Schiøtt, det er den Hemmelighed, som altid gaaer igjen. Friherrinde v. Stein sværmede for Goethe; men han maatte gifte sig med sin Husholderske. Meer end een dygtig Kvinde æsthetiserer med Geniet og kysser sin - Mand.

Man lo over Slutningsordet, der for Nogles Phantasi kom uventet.

Otto sagde: Blandt Søfarende gaaer det Sagn, at naar man kommer gjennem Nordpolisen, træffer man under selve Polen aabent Vand og en sommerlig Ø med Frugter og Blomster ....

Naa, og De mener?

Jeg mener, at vi Alle ere ude paa den Expedition og nære os af Haab om Noget, som maaskee ikke er.

Ja, svarede Digteren, idetmindste maae vi bilde os det ind.

Endskjøndt, vedblev Otto uden at agte paa Bergs Ord, hvad er, og hvad er ikke? Der er Indbildninger, man har, og som ere tusinde Gange mere værd end al saakaldt Sandhed. Jeg troer, at faa Ting have gjort et dybere Indtryk paa mig end Ordene i Voluspa, at efter Ragnarokr kommer en fornyet Jord, og da finder man i Græsset de Guldbrikker, hvormed Aserne i Tidens Morgen have leget. Jeg har i 557 Tidens Morgen havt en Græsplet, hvor vi legede med Guldbrikkerne omkring et Æbletræ, og jeg troer, de skulle gjenfindes, ja naar den synkende Foraarssol skinner paa Grønsværet, troer jeg, det er en Forjættelse ..... endskjøndt det er saa forbandet urimeligt, veed jeg nok.

En raabte: Guldbrikkernes Skaal! Kjærlighedens Guldbrikker! Blot man vidste, hvor de var!

Jeg veed, hvor de er, sagde Kjøbmanden.

Hvor da?

Aa, der er sgu mange inde i Kjøbenhavn!

Aa! .... Nei, saa veed jeg det dog bedre, udbrød Vilhelm Berg. De ere ude i den store, skjønne Verden! De ere i Syden, i Bjergdalene, under Viinløvet, ved Carnevalsfesterne, paa Vendome, »hvor Støtten kneiser«, ved Arno og ved Donau. Der ere de! Der, hvor man er Fremmed, hvor man har Vandrerens lette Sind, hvor man om Aftenen, naar Lygterne tændes, kommer til en By og en guldlokket Mø seer ud af Vinduet og man siger med Heines Ord: Ich gehe morgen fort, komme nie wieder! De ere imellem Capitoliums Søiler og Vaticanets Antiker, under de gothiske Kirkers Hvælvinger, paa Basilikaernes Fliser, naar der ringes til Ave Maria .... Hvergang en Postvogn kjører ud af Kjøbenhavns Port og Postillonen blæser i sit Horn, klinger det af Guldbrikkerne, uden at han veed deraf; nei, han veed ikke, hvad han blæser, stakkels Karl, klædt i Amors røde Liberi. Han kalder os til at blive Mennesker, komme ud og suge Lykke og Skjønhed i os og komme hjem idetmindste med Erfaring om dem, med Brænde til Ovnen for hele den følgende Vinternat - men naar han blæser og kalder, maa jeg op paa Contoiret .... Men De skal bort, lykkelige Mendoza! Lykkelige, reis lykkelig!

Man raabte Hurra og lykkelig Reise for Alfons.

Medens Berg talte, havde Otto igjen hos Schiøtt bemærket det stirrende Blik og det sære, overordenlig smertelige Smiil, og det traf sig, at da Schiøtt hastig og pludselig kom til sig selv og for at deeltage i Skaalen rakte sig over efter Viin, kom han i en saadan Stilling, at Otto saae ned paa ham og opdagede, at han ingen Skjorte havde paa. 558 Schiøtt følte Ottos Blik, og deres Øine mødtes stirrende. Det varede kun et Secund, saa slog Otto Hænderne for Ansigtet, reiste sig, men sank strax med en Stønnen eller et Skrig ned paa sin Plads. Schiøtt bøiede sig ned over ham og hviskede: Betænk, hvor De er; lad Pøblen Intet mærke.

Man saae paa Schiøtts Ansigt, at Noget maatte være foregaaet mellem de To, men begreb ikke hvad eller hvorledes. Man raabte mellem hinanden for at erfare, hvad der var i Veien.

Otto reiste sig, gik hen til Mendoza og tog ham om Hovedet. Du er det eneste Menneske her, sagde han sagte; bliv ikke vred, at jeg tager bort.

Men hvad er det da, kjære Otto?

En Ulykke. Bliv siddende.

Som om de havde gjort Aftale, fulgtes han og Schiøtt.

De gjorde Uret, sagde Schiøtt, De hilste ikke Selskabet til Afsked. Men denne Stoicisme var kunstlet hos Schiøtt; hans Læber bævede, og han kunde ikke see Tøilerne, som Staldkarlen rakte ham.

De red længe uden at tale.

Endelig brød Otto overtvers og sagde: Hvorfor har De ikke ladet mig vide, at jeg kunde være Dem til Nytte?

Hvorfor kom De ikke af Dem selv?

Jeg var engang hos Dem; men De var flyttet. Jeg troede ikke, at der var noget Alvorligt i Veien - eller jeg veed ikke, hvordan det er kommet imellem os, men vi have jo været saa bange for at være sentimentale.

Hm, ja.

De maa have lidt meget, Schiøtt.

Aa, ja, som man ta'er det. Men først vil jeg dog berolige Deres Hjerte med Hensyn til det Synlige: Der skete først imorges Execution hos mig.

Execution?!

Ja, det er en lang Historie, men egenlig interessant; saasnart den er overstaaet, vil mit Menageri være blevet betydelig forøget. Seer De, da Katastrophen skete og jeg var afsat fra alle mine Embeder og Værdigheder, tænkte jeg, det var bedst at blive Overlærer eller foreløbig Adjunct. Saa gik jeg op til Grev Løvenhjelm; han sagde mig 559 Complimenter for Deres Breve og skattede mit Talent overmaade høit; men han havde ikke Mod til at skaffe mig Ansættelse. Man er utrolig feig - dog, afbrød Schiøtt sig selv og vaandede sig eller skar Tænder, det har jeg jo vidst i Forveien! Jeg, som selv holdt Foredrag derover! - Foredrag! Naa, vedblev han tvingende sig selv, det begyndte da at knibe lidt for mig. Jeg skulde reise Penge deels for at leve, deels fordi en temmelig stor Vexel, jeg havde udstedt til min Ven Hr. Samuel, var forfalden. Jeg henvendte mig ..... ja, det er nu ligegyldigt ..... det var ogsaa frugtesløst - nok er det, Tiden forløb, og Hr. Samuel kom imorges.

Naa?

Ja, De kjender nok saa meget til Deres Jus, at De veed, hvor død man er, naar Gribbene komme med en protesteret Vexel. Han lod skrive Alt, hvad jeg eiede, og da der manglede tyve Daler i Gjældens hele Beløb, vilde han lade mig føre i Slutteriet derfor; men pludselig fik han den diabolisk-ironiske Idee at ville tage min sidste Skjorte for 20 Daler. Min Karl var ude paa Gangen med mit Tøi og holdt sig snildelig derude, og saa tænkte jeg: Lad gaae! Alt er tabt undtagen Overtøiet, og det er dog det vigtigste. I Frakke og Beenklæder kan jeg endnu oprette mine Sager, men ingenlunde i bar Skjorte.

Hvor De dog forholdsviis er lykkelig, at De har saa let Humeur! Jeg troer ikke, at jeg kunde have taget det saadan .... især i det første Øieblik.

Ja, det kunde jeg kanskee heller ikke; men siden vi dog iaften ere sentimentale, vil jeg betroe Dem det; der var en nydelig Pige, som den samme Aften havde lovet mig det første Stævnemøde, og med hende, der var saa uvidende om Stormen, glemte jeg den.

O, ja, det er begribeligt, sagde Otto. Kvinderne blive altid længst troe. Det var ogsaa en Kvinde, som holdt ud hos Alkibiades, da Barbarerne vilde indebrænde ham, og hun salvede hans døde Hoved. Gud velsigne hende for det!

Ja, sagde Schiøtt - og den henkastende Tone, hvori han en Stund havde stræbt at tale, gav pludselig Plads for en Bitterhed, som Otto aldrig havde hørt Mage til. - Ja, det har De Ret i. Og bed saa Deres Gud fordømme det Fruentimmer, jeg tænker paa!

Hvad har hun da gjort? 560 Hun er den Eneste, der temmelig nøiagtig kjender det hele Forhold; men hun er selv gaaet med og har overværet Klapjagten!

Hvem er det da? Kan De ikke nævne hende? Thi man skylder da kun at være discret med den Gunst, man nyder.

Det er Fru Hald.

Hun! udbrød Otto og huskede paa, hvor deilig hun havde staaet for ham, hvor ophøiet hun efter Milners Beretning havde kritiseret ham, og hvor ydmyg han havde bøiet sig derfor. Han blev væmmelig ved Alt, hvad han paa saadan Maade havde hædret og tilbedet; han skammede sig over sin følsomme Tilbedelse af den Ubekjendte, som rimeligviis ikke var en Smule bedre eller trofastere end de andre Damer .... vilde han da aldrig begynde at troe paa sin Erfaring, men altid paany troe paa noget Godt, der ikke var? .... Intet i Verden syntes ham at være sandt og alvorligt uden den Fattigdom, den bittre Lidelse og Forladthed, som han havde haandgribelig for sig, og som gjorde ham svimmel af Forbittrelse. Han sagde: Jeg vil gjøre Dem et Forslag, Schiøtt, og jeg giver Dem mit Æresord paa, at det er Alvor, saa stoler De vel paa mig?

Ja.

Vel; lad os ride ind til Byen og endnu i denne Morgenstund skyde Helzen og Milner og hvem vi ellers i vor Samvittighed ansee for vore Fjender, og saa falde kjæmpende!

Schiøtt svarede: Det er en daarlig betænkt Hævn; le jeu ne vaut pas la chandelle. Man maa ganske anderledes betale Samfundet med dets egen Mynt. Man maa see at blive kold. Vær en for alle Gange sikker paa, at der ikke er et eneste Menneske, som for Ideens Skyld gjør det Allerringeste for en Anden, opgiver Noget af sit Velvære. De have fundet paa Religionen for at gjøre sig tilgode med kjønne Stemninger og kjønne Phraser. I Virkeligheden ligner den Laws Mississipi-Bank; naar de skulle betale, give de Anviisning paa Jorderne og Strækningerne hiinsides, men skulle de have Betaling, saa forlange de Valuta.

Jeg kan ikke holde det ud! raabte Otto; kan jeg ikke vælge Døden, saa vælger jeg Livet! Saa vil jeg ud at blive Menneske, ud i den vide Verden .... ja, ud at blive til noget Dygtigt og Kraftigt, faae Gavn af den Sjæl, man bærer i sig .... søge og finde Guldbrikkerne .... reis med, Schiøtt! - Jeg har endnu en lille Fædrenearv. 561 Hm, svarede Schiøtt, det er næppe behageligt at færdes To paa een Hest eller paa een Reisepenning .... jeg eier ikke engang saa Meget, at jeg kan betale Leien for den Hest jeg nu rider paa ....

Og da han havde sagt det, da han hørte sine egne Ord, da først forstod han sin fuldstændige Elendighed, sin haabløse, tilintetgjorte Tilværelse, og idet han uvilkaarlig standsede Hesten og vendte sig ud mod Søen, hvor nedenfor den stjerneklare Himmel sorte Skyer stode i uformelige Skikkelser, udbrød han stønnende i en forfærdelig Forbandelse over Alt, som nu hvilede eller om Dagen havde Glæde; han forbandede Skyerne, fordi ogsaa de vare bedragerske, fordi de skuffede med Udseende af onde Aander, som ikke vare til, som ikke vilde tage imod et Menneskes Sjæl for en Haandfuld Penge og en Haandfuld Hævn.

Han havde kastet Tøilerne, og Hesten strakte Hovedet langt frem og udstødte en huul, sukkende Lyd.

Stille, Schiøtt! sagde Otto; man bliver tagen paa Ordet. Husk, her i denne Egn sagde De engang til mig:

Luften hører det og disse Bjerge,
Og gjennem dem de føres til min Herre!

Aa, dengang legede man med Livet, nu er det Alvor! Jeg er kjed af al Verdens Citater og Poesi! ..... Rid De; De har Hjem at søge til, jeg skal ingensteds hen.

Rid idetmindste tilside, der kommer en Vogn meget hastig! Kom, skynd Dem!

Schiøtt greb uvilkaarlig efter Tøilerne, men samlede dem galt, og idet han trak til og gav Hesten Sporen, begyndte den at gaae rundt. Den kom i Veien for det hastig farende Kjøretøi, Vognstangen stødte paa dens Bagdeel, den gjorde et vældigt Spring, saa Saddelgjorden brast, og Schiøtt blev kastet paa Hovedet ned i Grøften.

Kudsken vilde kjøre videre; men Otto red til, greb en af Tøilerne og truede med at ride Vognen i Grøften, hvis man ikke standsede.

Hvad er der paafærde? spurgte en kvindelig Stemme fra Kaleschen.

De har maaskee dræbt et Menneske, svarede Otto; skynd Dem og hjælp. 562 Ih, Gud bevare os! raabte Damen, aabnede selv Slaget og steg ud.

Hun var omtrent tredive Aar, hendes Ansigt var rundt, Munden stor og fyldig, Haaret rigt; hun var endnu kjøn, men saae især bestemt ud.

De fandt Schiøtt; han laa besvimet; fra et Hul i Hovedet randt Blodet ned over ham.

Otto hentede Vand i sin Hat, Damen badede Schiott med sit Lommetørklæde, bøiede sig over ham og tog hans Hoved i sin Arm.

Efter en Stund aabnede Schiøtt Øinene, stirrede paa hende og sagde: Ottilie!

Han lukkede dem igjen, og hun sagde: Han phantaserer.

Men han saae strax efter op paany, stirrede og sagde: Ottilie Angelika, er Du kommen hjem igjen?

Han kan ikke blive liggende her! raabte hun; jeg vil tage ham ind i Kaleschen, jeg boer tæt herved .... Mit Navn er Fru Vandamme ....

Van Damm? sagde Schiøtt.

Vil De hente en Læge? vedblev hun til Otto.

Og mit Tøi, sagde Schiøtt og sank paany hen i en dyb Besvimelse.

Otto havde forstaaet ham. Han hjalp dem med at faae Schiøtt op i Vognen, anbefalede Kudsken hans Hest og red bort.