Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Men et Par noget senere Begivenheder bragte megen Forandring heri. Jeg fulgte engang Fader langt ud i Marken. Han holdt ogsaa af at fortælle mig Et eller Andet; men han var corect i, hvad han fortalte, og holdt sig til en interessant, men forstandig Sandhed, medens Ritmesteren brugte høitlydende Ord og malede i det Umaadelige, hvilket 14 ganske anderledes tiltalte. Desuden vilde Fader gjerne have, at jeg til Gjengjæld skulde fortælle ham Noget, betroe ham Noget, behandle ham med aaben Tillid. Den manglede det heller ikke paa; men netop fordi han gjorde sig Umage derfor, kunde jeg aldrig finde Noget at fortælle ham; Alting forsvandt under min Søgen efter Noget, der var ham værdigt. Medens han nu saadan gik med mig, fik jeg pludselig Øie paa Høien med de graae Ringe, og skjøndt dette henhørte til en Verden i mit Indre, hvorom jeg ellers var taus til Alle, gav jeg pludselig efter for Lysten til at tale og raabte: Fader, veed Du, hvorfra de graae Rande komme?