Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

For mig staaer hin Fortælling af Fader som en Sjeldenhed; han vilde i Regelen ikke udtale sig med Følelse, og syntes stadig at befinde sig i en rolig, uforstyrret Alvor. Men jeg gav selv engang Anledning til, at hans Hjerte ligesom blødte paa Grund af en ham eiendommelig Sensibilitet. Historien geraader mig just ikke til Ære; men jeg kan

        

18 idetmindste sige, at Alt gik aldeles ærligt til. Jeg havde faaet mit første Gevær, og alle mine Forestillinger dreiede sig naturligvis om Et: at træffe. Jeg var saa forstandig, at jeg vidste, hvad jeg turde skyde paa; men selv naar jeg ikke havde Geværet i Haanden, var dets Tanke over mig. Hvadsomhelst jeg saae, forvandlede sig enten til Skive eller lod sig af Phantasien sætte i Bevægelse i lige Linie mod et Centrum. Nu hændte det sig, at jeg engang saae to Bønderdrenge kaste med Smaasten efter hinanden, og jeg fandt det aldeles urimeligt, at de gjorde saa mange Bevægelser for at undgaae Stenen: saa var det jo ikke til nogen Nytte at sigte. Jeg foreslog dem, at de skulde staae stille, medens de bekastede hinanden; men efter det første Forsøg løb den ene sin Vei. Jeg holdt paa den anden, og dels ved Opmuntringer, dels med Pidskeslag fik jeg ham i en saadan Stemning, at han modtog den Duel, jeg foreslog: at vi skulde see, hvem der kunde træffe den andens Næse. Nu forstaaer jeg ikke, hvorledes Sligt kunde falde mig ind; men jeg har dog senere tidt seet i Verden, at naar et Menneske er betaget af en Lidenskab, kan han for at tilfredsstille den gjøre Ting, der ikke ere forenelige med Fornuft. Drengen fik unægtelig mange Prygl, inden han stod stille, og jeg paastaaer, at jeg stod stille, hvorom da ogsaa adskillige Skrammer indirecte kunde vidne. Endelig havde jeg det Held, den Triumph at ramme ham lige midt paa Næsen; men - han faldt og blødte saadan, at han besvimede. Det kunde jo ikke dølges, selv om der havde været Villie dertil paa begge Sider. Der maatte sendes Bud efter en Doctor. Ritmesteren, til hvem jeg først meldte det, beordrede mig Stuearrest, tog Nøglen af og foer afsted. I de fleste Huse bliver man ved en saadan Leilighed vred, hidsig og slaaer. Det skete ikke imod mig, tildels maaskee fordi jeg var lukket inde. Men da jeg kom ud, tog Fader mig for sig og talte saadan, at det gik mig til Marv og Ben; thi han talte ikke med den beregnede Hensigt at gjøre Virkning, men gav sit Sind Luft, og han var greben af Sorg og Angst, fordi Drengen var en Enkes Søn, og Faderen var nylig død. Han talte med en Følelse af, at jeg havde trykket og mishandlet de Svage og gjort en Uret, som Gud vilde tage sig af. Han var aldeles betagen af den Uret og Skyld, der var under hans Tag, og ved den Leilighed gjorde jeg for første Gang Bekjendtskab med et melancholsk, religiøst Gemyt eller har fra dengang den Erfaring, at han var et saadant. Der blev nu efter den omhyggeligste Undersøgelse Spørgsmaal om, hvordan jeg skulde bøde, ikke for selve »Duellen«,

        

19 men for at have tvunget og banket Drengen dertil. Først blev forlangt, at jeg skulde gaae ned og bede om Forladelse; men det vilde jeg ikke. Grunden var vistnok tildels en dunkel Følelse af, at jeg ikke burde commanderes dertil, men gjøre det af egen Villie, hvortil dog kom, at jeg ved Faders Ord var kommen til at betragte mig selv som en Forbryder imod Gud, en Cain, og havde en uforklarlig Fornemmelse, omtrent den, at Menneskene nu ikke havde noget Krav paa mig. Hverken Fader eller Ritmesteren eller endog Moder kunde faae mig til at tale og give efter, og medens jeg for en lang Tid var berøvet alle mine Fornøielser, forbudt at ride, skyde o.S.V., led jeg under et værre Tryk, end Nogen anede, indtil jeg en Dag gik ind til Enken og Drengen og bad dem om Forladelse, saa var Trykket borte.