Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Jeg var dengang omtrent ti Aar og havde faaet endel Undervisning af Sognepræstens Capellan, der hver Dag kom nogle Timer paa Gaarden. Nu fandt man, at jeg burde føres sammen med Drenge, som jeg »ikke saa let kunde cujonere«, og Fader tog mig over til en Herremand, der boede en halvanden Mils Vei borte og holdt Huslærer til sine fem Sønner, af hvilke den yngste var paa Alder med mig. Der gik stort Ry i Egnen af denne Huslærer; han var forskreven fra Kjøbenhavn paa Grund af sin Dygtighed, fik ni hundrede Daler aarlig Gage foruden Ridehest o. desl. Min Faders Ønske, at jeg skulde deltage i Undervisningen, blev beredvillig efterkommet, og Husfruen tilbød at give mig Nattely, naar jeg i daarligt Veir, navnlig om Vinteren, ikke kunde ride hjem. Den yngste Søn hed Valdemar og vilde være Søofficier. Da vi mødtes første Gang, spurgte han, hvad jeg vilde være, og da jeg svarede Cavalleriofficier, yttrede han sig haanlig om Landetaten, hvorpaa vi kom op at slaaes. Vi vare lige stærke og sloges med største Lidenskab, bogstavelig saa længe vi kunde røre os. Da vi næste Gang mødtes, droges vi til hinanden ligesaa sympathisk, som vi først havde været antipathiske, og der udviklede sig mellem os en saadan Hengivenhed, at jeg aldrig senere har havt Plads til rigtigt Venskab for nogen Anden. Jeg følte en sand Forelskelse, en sugende Længsel, naar jeg var borte fra ham, en dyb, glad Tilfredsstillelse, naar jeg var ham nær. Intet, som jeg eiede, var for godt, det havde nu ikkun Værd for mig som Middel til at gjøre ham en Fornøielse, og noget Lignende var Tilfældet paa hans Side. Han var saadan en smuk, blond, aaben Dreng og havde kun den Feil, at han stammede lidt; men det kom kun af, at han skyndte sig for meget med at tale, og senere,

        

20 da han blev vænnet af hermed, kom der i hans forsigtige Maade at tale paa noget vel Samlet, vel Betænkt, Tilforladeligt, der forøgede hans Elskværdighed. Det Eneste, der i nogen Tid generede mig, var, at han hed Valdemar, saa at i vort Venskab han var Kongen og jeg kun Bispen; men da han ikke gjorde Fordring paa Souverainetets-Rettigheder, blev Navnets Overherredømme efterhaanden glemt. Ritmesteren syntes godt om mit nye Venskab og overhovedet om det større Ungdomsliv, som nu engang imellem droges til Gaarden. Uagtet han havde sine Svagheder, imponerede han dog ved sin statelige Holdning endog Herremandens ældste, sextenaarige Søn; han forstod sig paa saa Meget, var praktisk, havde ungdommelige Interesser, og naar vi red ud otte i Tallet - thi Fader fulgte gjerne med - var det et lykkeligt, larmende Tog, som Ritmesteren, endskjøndt han ikke gjorde sig latterlig ved at commandere militairisk, dog førte an.