Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Jeg mærker, at jeg ikke har holdt chronologisk Orden. Da jeg var imellem fem og sex Aar, forefaldt en Begivenhed, der et Aars Tid efter bragte mig den første Glæde og senere skulde skaffe mig meget mere. Jeg fik en Søster, og det var mig, der lærte hende at gaae. Jeg var kommen til at lege med hende og havde stillet hende ved en Stol, hvori hun holdt sig fast; thi jeg mente, at hun kunde godt staae, naar hun vilde. Saa vilde jeg have hende over til en anden Stol, der stod nogle Skridt borte; men alle Opfordringer hjalp ikke, hun stirrede taus paa mig med sine store, brune Øine. Saa tog jeg et Jordbær og spurgte, om hun vilde have det, og pludselig gav hun slip og løb over til mig og greb med den ene Haand i Stolen og Jordbærret med den anden. Hvilken besynderlig Henrykkelse, da hun saadan pludselig blev Menneske! Hvor jeg forkyndte over hele Gaarden, at hun kunde gaae, og at jeg havde lært hende det! Af dette lille Øieblik og den sjælelige Tilknytning, det efterlod, kan jeg svagt, tilnærmelsesvis forstaae, hvorledes en Moder seer paa sit Barn og har en hel Fortid erindrende tilstede ved hvert Blik.