↩ Jeg var endnu engang derinde, saa kom Sommerferien - lidet vilde jeg have troet Nogen, som kort forinden havde sagt mig, at jeg engang nødig vilde hjem! Forgjæves bebreidede Hjertet sig sin Synd, sin Utroskab, og spaaede sig selv dunkelt en Straf derfor. Jeg var nu engang løsrevet fra Moderjorden, havde begyndt som Planet at rulle mig om mig selv og bevæge mig om min egen Sol. Først da jeg gjensaae Poplerne, begyndte Hjemmets Minder at dufte i Sindet; hvert Træ hilste mig, først trohjertig-bebreidende, saa kjærlig-tilgivende, og da jeg svingede ind i Gaarden, da Hundene glammede i høien Sky, da Karle og Piger stode i Dørene eller ilede til, da Fader og Ritmesteren kom ud paa Stentrappen fulgte af min Søster og vor Cousine - ja, da hørte jeg igjen mine Egne til og bragte kun en Fremmed med i Hjertet.