Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Valdemar kom farende over, aldeles ellevild, dels vel af Glæde over at gjensee mig, dels af Iver for at fortælle mig, at nu endelig skulde han tilsøes. Tre Ting af Søvæsnet havde han allerede lagt sig til: han bandede, gik i Cadetlærreds Benklæder og kunde ikke blive ved Jorden, men vilde altid klattre op. Vor første Samtale fik vi i Toppen af et Træ, hvor der rigtignok var Kirsebær. Jeg forekom mig selv saa tam, og lod beredvillig det »kjøbenhavnske Væsen« tage af mig. Hans Forældre beklagede, da jeg kom over, at Gaardene igjen vare gledne saa langt fra hinanden, og at de sjelden eller aldrig saae Fader. »Jeg behøver ikke at sige Dig, Axel,« sagde Valdemars Fader, »at jeg baade holder af Din Fader og respecterer ham; men han gaaer for meget i Morgensko, og det er, Pinedød, ikke godt.«