↩ En lille Familie, der boer tilleie, har dog i sin Sorg det Trøstende, at den kan være ene, naar den vil, og ikke lade Verden speide ind; men anderledes er det paa en saadan stor Gaard, hvor Murene tale med, baade vemodig og tilskyndende, hvor midt under Ens Kummer Hanen galer glad, hvor Kvæget brøler sundt fra Stalden, hvor Hestene skulle rides tilvands, hvor Melkespandene med Messingbaand om stilles ud og lyse i Solskin ligesom i glade Dage, og hvor en hel Befolkning er paa sin Maade deltagende, nysgjerrig med nedslaaede Øine.