Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Det var nu virkelig en vanskelig Opgave; thi Oprigtighed vilde saare, og alle høflige Omskrivninger vilde dog lade Meningen skinne 57 igjennem. Men Sagen blev gjort mig meget lettere, end jeg ventede; thi saasnart jeg berørte den til Mdm. Salling, udbrød hun: »Gud ske Lov! Vi har længe tænkt paa, at det dog ikke gik an saadan!« Og nu vedblev hun med en Blanding af Selvfølelse og Ydmyghed at udvikle, at jeg aldrig kunde faae noget bedre Sted, men at jeg dog hellere burde være imellem mine Lige, om jeg ogsaa skulde spise skrabet Smørrebrød til Thevand. Doctoren blev hun vred paa, da hun hørte, jeg skulde til ham, og kaldte ham en Lux; men »der skulde jeg da heller ikke blive til evig Tid.« Det Eneste, som hun og Salling forlangte, var, at jeg skulde blive med en Maaneds Opsigelse, for Folks Skyld; det skulde ikke see ud, som om man pludselig fandt mig og tog mig bort.