Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Saadan omtrent var jeg tilmode, og det er en Selvfølge, at jeg snart maatte møde stor Skuffelse; thi i den Kreds, hvor jeg bevægede mig, blev det kun til Gjentagelse, og det en mat Gjentagelse, af det første Gilde. Der blev stadig sagt med Bekymring, at Noget truede vor nationale Fremtid, at det Onde kunde forebygges, at Noget burde gjøres; men naar der var blevet talt om, sunget og drukket paa, at Noget skulde gjøres, gik vi hjem hver til Sit. I visse Maader var det saare naturligt: For hver Enkelt bestod Handling i at studere; i den Retning stræbte man mere eller mindre energisk efter at blive selvstændig og udrette Noget; Talen om politisk Handling var et uselvstændigt, men velsindet Bidrag til den »offenlige Mening«, et Tilsagn om, at man vilde bifalde enhver Bedrift i en vis Retning, hvis den blev udøvet. For mig bestod Handling ikke i at studere, jeg havde aldrig kunnet øine mit Maal ad den Vei; der var ind i min Tilværelse blevet kastet en eventyrlig Hang og Trang til at virke, og den Slags Ro, der for Andre vilde være kvægende, var for min Natur en Pine. Da jeg paa samme Tid læste saadanne Værker som Bernal Diaz del Castillos Historie om Cortez og de andre »Erobrere«, om deres Bedrifter, Lidelser og Seirsløn, kom jeg i en utaalmodig og fjendtlig Stemning til Adskilligt omkring mig, navnlig til Sangerne. Det forekom mig, at der var Sange, som ikke burde synges, undtagen naar man som de gamle Barder havde Sværdet i Haanden og Fjenden foran sig. At en Krigssang blev gjort til en Slags Concertnumer, var mig ulideligt. Det syntes mig ogsaa, at Sangerne ved at frembringe Toner, skaffede sig af med Driften til Daad, og at de, hvis man kunde stoppe deres Syngen, vilde blive nødte til at give Sindet Luft paa kraftigere Maade. Plato har proskriberet Digterne fra sin Republik; jeg vilde udelukke Sangerne fra min, og skjøndt jeg nu godt kan indrømme det Paradoxe i min Stemning, har jeg dog i en senere Tid faaet en Bestyrkelse for min Mening i det Factum, at man ikke kan faae en Franskmand til at synge Marseillaisen for Spøg eller Tidsfordriv; den betyder og bebuder

        

65 Noget, naar den synges, og istemmes kun, naar man vil gjøre dens Tanke til Handling.