Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

»I skal faae at høre, om jeg kan tale sammenhængende!« raabte han med en Stemme, der ved sin skarpe, energiske Klang skaffede ham Lyd. »Hvad jeg skal tale om, er om Nationalitet og Indhold. Er Drik 67 national? (Ja! Kornbrændevin!). Ja, vel, Brøndums fuselfrie Commenaquavit er national. Det glæder mig at blive husket derpaa. Men er det nationalt at drikke den? (Ja, natyrlig!). Naa, ja, ja, saa er Drik national. Er Tyveri ogsaa nationalt? (Nei!). Hvorfor ikke? Hvis jeg, som er Dansk, stjæler en Pot af Brøndums nationale Aquavit, er jeg saa ikke national? (Jo! Bravo! En national Tyv!). Er Utugt national? (Ja! Nei! Hvordan mener De?) Jeg mener, om vi ved at drikke og ved at stjæle Vorherres Tid og ved at gaae paa Østergade ere nationale? (Ikke saa nationale, som vi burde være!). Godt! det er altsaa ikke nok, at man sætter sig et Par Timer om et Bord og spiser og drikker, og naar Nationalitetens Skaal udbringes, lader Vin eller Punsch løbe igjennem sin Hals. (Nei!). Og den første, den bedste Flab, der veed, at vi gjerne ville skylle Vin eller Punsch gjennem vor Hals paa Nationalitetens Velgaaende, bliver ikke nogen national Helt, fordi han reiser sig og i forslidte Floskler udbringer Toasten! (Nei!). Godt, det lader altsaa til, at det rette Nationale er noget Smukt og Alvorligt eller, for at tale pathetisk, noget Idealt, der fordrer Hengivelse og Opoffrelse, men at vi bruge det til triviel Fornøielse. (En Stemme: Vi bruge det ikke til triviel Fornøielse; men det er tilstede selv ved vore trivielle Fornøielser). Meget vel, vi tage det altsaa forfængelig. Vi gjøre os familiære med det, og istedenfor at gjemme de store Tanker til passende Tid og Sted, ligge vi og famle paa dem og jaske med dem og bringe os selv til at troe, at naar vi have raabt Hurra for dem, have vi udført en Bedrift. (Snak, Overdrivelse!). Overdrivelse? Godt, saa sig mig da: Er Feighed national? (Sludder! Nei!). Er det, ikke at ville vove sig selv under en national Fare, Feighed eller ei? (Feighed! Men vi sloges godt ved Slesvig, Nybel, Dybbel, Isted!). Vi? Lad gaae, det var os eller Nogle af os. Men sæt, at Nogen af os var bleven Professor og stod i Fare for at blive afskediget og fattig, hvis han imod Regeringen vilde forfægte det Nationale, og han saa trak sig tilbage og sagde, at i et saadant Tilfælde maatte de Folk, der ikke havde Professor-Embeder at miste, udføre den Gjerning, vi havde paataget os - var det nationalt, eller var det feigt? - Ja, se, nu tier I, Godtfolk, for I veed, hvad jeg sigter til. Og nu er jeg kommen til det, jeg er dum nok til at ville sige. En saadan Vending har Civilisationen taget, at det at miste sit Embede uden Haab om Erstatning er Livets høieste Ulykke, en saadan Ulykke, at Ingen kan anmodes om at paatage sig den. At blive Embedsmand er vort Livs Ideal, at miste Embedet er sindsforvirrende.

        

68 Vi have ingen Professorinde Arria, der kunde gaae forud for sin Husbond, Professor Pætus, og efter at have tilføiet sig selv Embedsafsættelsen kunde sige til sin Husbond: Mein Pætus, es schmerzt nicht. Men det kommer Altsammen af, at vor Krop efterhaanden og bestandig vænnes til at faae Magten over os. Den skal have det godt, den skal i Vei, den skal have Gage og Udsigt til Pension, og Alt, hvad vi tænker og føler, Alt, hvad vi begeistres for, naaer ikke i Høide ud over Gage og Pension. Vi udaande en Atmosphære, hvori »Hakon Jarl« ikke vilde kunne digtes, og derfor digtes det Pøit, vi har. (En Stemme: Snak, vi har gode Digtere!). Ja, een Undtagelse, og forresten adskillige Digte, der ret smukt og doctrinairt besynge det Nationale, men ikke give os Nationalitetens Indhold. Lad os udaande en bedre Atmosphære! Lad os istedenfor at raabe paa Nationalitet beflitte os paa nationale Dyder, lad os uden at blive Munke forene os om Udøvelsen af de tre Hoveddyder: Kydskhed, Fattigdom og Lydighed, lad os staae hinanden bi i Forsøg paa at hærde os! (Her var jeg saa uforsigtig at udraabe: Ja vel, lad os!). Saa, der er nu strax En, som gjerne vil stille sig i Spidsen for os og blive vor General og erhverve sig Storhed og Rigdom. Jeg er vis paa, at der ikke er en Eneste blandt os Allesammen, som ikke med Fornøielse vil være General. Men Soldat, ringe, ubetydelig, selvforsagende i det daglige Liv (En Stemme: Jeg er med!). Ja, men det er heller ikke nok at være ubetydelig (Latter). Man skal være Noget - jeg havde nær sagt: religiøs, ja vel, religiøs - og jeg beder om Forladelse for, at jeg sagde det. Vi skulle ikke see op til Folk, hvis Studier have ført dem bort fra Troen paa Gud og Sjælens Udødelighed, som Helvedes Karle - jo, netop som Helvedes egne Karle, for det er den rette og dybe Grund til Nøgternheden og Tørheden; der er intet andet Middel derimod end (En Stemme: Drik!) ... Nei det er jo ogsaa sandt! Lad os drikke, i Fandens Navn! Jeg vil være fuld iaften! Skaal for Nationaliteten! Skaal for Skandinavien! Skaal for Friheden! Skaal for vort Selskab! Skaal for mig!...« (Hurra! Skaal for Andreasen!).