↩ Man bliver altid let tiltrukket af den, der viser En Beundring, og den Fremmede havde desuden en stor Evne til at indlede og fastholde en Samtale, saa at vi et Kvarters Tid gik frem og tilbage udenfor Døren i Maaneskinnet. Det blev i Samtalens Løb berørt, at vi havde gjort Touren tilhest, og han udbrød: »Men jeg er ogsaa ridende! Kunde vi ikke gjøre Følgeskab ind til Byen?« - Jeg troede ikke at begaae nogen Uhøflighed mod mine Venner, der nu vare beskjæftigede og maaskee vilde holde ud til Morgenstunden, ved at modtage denne Opfordring, og gik ind og sagde dem Godnat. Da jeg kom ud, saae jeg, at den Fremmede havde Rideknægt med. Jeg mærkede da, at det var en fornem Person, og fik yderligere Bekræftelse herpaa, da han i Talens Løb berørte, at han havde opholdt sig en Dags Tid paa Slottet i Frederiksborg. Inden vi skiltes, navngav han sig - han var en holstensk Greve - og bad mig besøge sig i Hotel Royal, »eller,« sagde han, »lad det ikke være en ubestemt Aftale, nævn mig en Dag, De vil komme og spise Frokost med mig.«