Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Jeg havde naturligvis strax saa blidt og forsigtig som mulig underrettet Faderen om det Passerede. Han sendte en Læge og bebudede, at han vilde komme selv, hvis der skulde vise sig Fare. Da jeg havde meldt ham Sønnens Yttring, svarede han, at Resultatet var tilfredsstillende, uden at dvæle ved Maaden, hvorpaa det var kommet. Og da Sønnen endelig var Reconvalescent, bad han os reise til Wien, hvor der var »en anden Luft og andre Omgivelser«, og hvor han vilde komme og møde os.