Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Imidlertid var Indtrykket af de Potters Dødsscene dybt og langvarigt ogsaa paa mig. Der hengik Maaneder, inden jeg kunde see paa Mennesker uden at tænke mig deres halve Hoved bortskudt. Hermed forenede sig en trykkende Fornemmelse: at Livet var en Mechanisme, der skjulte en sindrig Kunst, men ingen skiøn eller dyb Hemmelighed. Jeg kunde ikke faae ud, at de Potter havde havt en udødelig Sjæl, og ved bestandig at huske paa, hvad dette smukke, unge Menneske var blevet til: et Lig i sine sorte Klæder og lakerede Støvler, blev Alting i Tilværelsen farveløst og trist, og min egen Livskraft kunde kun hæve sig ironisk og trodsende, uden Fodfæste. Underlig nok var det samtidig ved at see Grev Fritz, at en Følelse af Livets store 114 Aandemagt holdt sig dunkelt fast i min Sjæl; thi bagved ham, syntes mig, laa sammenrullet som en mørk Sky Noget, der var krænket. Jeg havde Møie med at behandle ham som forhen, og han selv var, trods den Umage, han vistnok gjorde sig, ogsaa forsaavidt forandret, som han undertiden viste Arrogance istedenfor den tidligere ungdommelige, ureflecterte Selvfølelse. Jeg fandt det naturligt; han vilde skjule en Følelse af Ydmyghed, en Frygt for, at han ikke skulde have samme Ret og Krav som forhen, og netop derfor gjorde han Kravet.