↩ Saasnart jeg havde fremvist Creditivet med Grevens Navn, reiste Kassereren sig og bad mig gaae ind i et Sideværelse, og her indfandt sig strax en aldrende Herre, der under mange Complimenter bad »Hr. Greven« opholde sig et Øieblik og søgte at indlede en Conversation. Det Udtryk, hvormed Kassereren havde reist sig, og Tonen, hvori den aldrende Herre - aabenbart en af Cheferne - talte, var meget forskjellig fra den sædvanlige Contoirhøflighed og Opmærksomhed, og Forskjellen blev mig endmere paafaldende, da en anden aldrende Herre, en temmelig lille Mand, næsten skaldet, med et særdeles velvilligt og tillige klogt Physiognomi, kom til. Der behøvedes ikke stor Menneskekundskab for at see, at han var i en Sindsbevægelse, enten det var Sorg eller Angst, som han gjorde sig Umage for at overvinde. Min første Tanke var, at Noget var tilstødt den gamle Greve, og at disse Herrer skulde meddele mig Efterretningen. Men i næste Øieblik følte jeg instinctmæssig, at det ikke kunde være noget Saadant, som forelaa; thi i saa Fald vilde den velvillige gamle mand have grebet min Haand og viist mig Deeltagelse, hvorimod han nu øiensynlig skyede at komme mig nær og, skjøndt man havde bedet mig vente paa ham, syntes at ville træde bag den Anden. Men det Gaadefulde begyndte at klares, da den første aldrende Herre forestillede den sidst Indtrædende med de Ord: »Hr. Greve .... tillad mig .... Hr. de Potter, min Compagnon.«