Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

En pludselig Tanke sprang frem, og uden at dreie og vende den skyndte jeg mig med at udføre den, saasnart min venskabelige Banquier, efter at have bedet mig vel betænke hans Forslag, var gaaet. Jeg havde den foregaaende Aften i hans eget Hus truffet en Videnskabsmand, med hvem jeg var kommen i Samtale om en Opgave, der interesserede os Begge høit, og over hvilken jeg troede at være Herre. Jeg gik nu til ham og spurgte, om han kunde og vilde bruge et Arbeide i den Retning, om han vilde skaffe mig det solgt. Jeg sagde det saa ligefrem som mulig og havde en overordenlig Tilfredsstillelse af at byde mig selv, min Eiendom, tilsalg for dens virkelige Værdi i Handel og Vandel. Han var maaskee noget overrasket, men gik beredvillig ind paa mit Forslag. Saa havde jeg altsaa den nærmeste Fremtid beskjæftiget og sikkret. »Bi lidt,« sagde han, »der er et fortræffeligt Bibliothek med en sjelden, fuldstændig Samling af Værker i dette Fag. Jeg kjender det ikke selv; thi det er temmelig langt borte; det er paa 120 et Slot i Landskabet Sondrio, som en lombardisk Adelsmand, der for nylig er død, har testamenteret til Keiseren. Jeg kunde vist skaffe Dem Tilladelse til at boe i nogen Tid paa Slottet og benytte Bibliotheket.« Intet kunde træffe heldigere eller behageligere, og fri som en Fugl, flere Aar yngre, syntes mig, end den foregaaende Dag, forlod jeg ham for at fortælle min Ven Banquieren Alt og bringe ham til at undskylde og bifalde min Adfærd, hvilket ogsaa, som det lod til, lykkedes mig.