↩
Kl. 7 blev det mørkt, og vi ventede i Spænding et Par timer uden at see eller høre Noget. Det var en ubehagelig Venten; Sindet svingede stadig frem og tilbage imellem det Heroiske eller Martiale, som behøvedes til at modstaae et Overfald, og Nedstemning ved Tanken om, at vi mulig havde gjort saa store Anstalter uden Grund. Men henved Kl. 9 hørte vi Lyd af mange Mennesker, der kom hurtig, men i skjødesløs, uregelmæssig Marche. Vi kunde ikke see dem; men da jeg efter Lyden formodede dem nær Broen, raabte jeg til dem. De syntes overraskede ved at blive anraabte fra et Sted nedenfor Slottet, og medens Alt blev stille hinsides Floden, hørte vi et Par Mennesker komme imod os. De spurgte, hvem der var paa Veien. Der blev svaret: Slottets Besætning. De sagde: »Vi vide, at Slottet ingen Besætning har; vi ere komne for at tage Museet og Bibliotheket i Besiddelse;
129
men enhver af Eder kan beholde sin private Eiendom.« Jeg svarede: »Vi have ingen Ret til at udlevere Eder Noget; gaae I over Broen, bliver der skudt paa Eder.« De vendte om, og et Øieblik efter begyndte langs Floden en heftig Geværild, der var rettet mod Stedet, hvor vi stode; men de kunde ikke see os, og vi vare desuden godt dækkede. Da der i Løbet af et Kvarterstid ikke blev svaret med et eneste Skud fra vor Side, troede de formodenlig, at vi vare dræbte eller havde trukket os tilbage, eller at der fra Først af kun var gjort et tomt Forsøg paa at skræmme dem, og ved Ilden fra deres egne Geværer, som de stadig vedbleve af afskyde, saae vi pludselig en mørk Masse bevæge sig over Broen. I samme Øieblik blev vor Kanon afskudt paa dem. Den sprang og dræbte en af Vore; men Virkningen paa Fjenden var kun desto større. En pludselig og uventet Decharge af en Kanon har i sig selv en overvældende Virkning paa uvante Folk; men Nattens Mørke og den forfærdelige Larm af vor Kanon, der formodenlig sprang af at være bleven for stærkt ladet, jog hele Skaren tilbage i vildeste Flugt, og Rædselen blev forøget ved, at adskillige af de Flygtende faldt paa Flugten og i Faldet kom til at afskyde deres Bøsser paa dem, som løb foran, saa at de selv overtoge, hvad vi ikke formaaede: Forfølgelsen. Men Nogen, der forstod sig paa Krig, var iblandt dem; thi efter en Stunds Forløb havde en Hob besat Vinbjerget og skjød derfra ned paa os, ikke blot med Kugler, men med Smaastene omvundne med Hamp for at stikke Ild paa Slottet. Vi havde Kanonen i Bibliotheksvinduet rettet paa Vinbjerget; men det var en hæslig Opgave at afskyde den: hvis den sprang, vilde den rimeligvis sprænge baade Væg og Loft. Der var imidlertid ikke Andet at gjøre end at vove Forsøget efter at have undersøgt Ladningen endnu engang - og det løb lykkeligt af. Kuglen traf formodenlig i de forholdsvis løse Stene, hvorpaa Vinbjergets Jord overalt hvilede, og gjorde det utilraadeligt for Fjenden at oppebie flere Skud. I den Overbevisning, at der ad uforklarlig Vei var kommet en Garnison til Slottet, trak man sig bort, og næste Dag var hele Landsbyen forladt. Næste Dag kom ogsaa et Compagni marcherende for at besætte Slottet og lade det Vigtigste af Samlingerne føre bort, og den commanderende Officier afgav en Rapport, der synes at have vakt nogen Opmærksomhed; thi der blev fra Hovedkvarteret affordret ogsaa mig en Beretning om det Passerede, og kort Tid efter fandt jeg mig udnævnt til Ridder af Jernkroneordenen med Tilladelse til at bære
130
Uniform og Felttegn som Officier i det Jægerregiment, hvortil mine ti Steyermarkere havde hørt. Jeg reiste til Mantua for at stedes til Tak-Audiens hos Keiseren; men inden min Uniform blev færdig - og den skulde jeg have paa - var Keiseren taget bort, og da jeg næste Gang var i samme By som han, nemlig i Venedig, havde han tabt Slaget ved Solferino, og en af hans Adjutanter mente, at det ikke var værdt for Øieblikket at minde Hs. Majestæt om Slottet i Sondrio, der nu var tabt tilligemed hele Provindsen. Iøvrigt var jeg ikke reist til Venedig netop for at opsøge Keiseren med min Tak, men paa Grund af et Saar, som jeg havde faaet i venstre Skulder hin Aften, og som jeg i Førstningen ikke havde ændset. Jeg blev nødt til at ligge i nogen Tid og maatte derpaa Størstedelen af Sommeren bruge Søbade i Chioggia.