↩ Hvorledes vilde vi mon opfatte den skjønne blaae Kuppel, hvis vi uden at vide Noget om den saae den staae ensom paa Horizonten? Hvad Indtryk vilde den gjøre paa os? Derom er man ikke istand til at have en Forestilling, fordi ingen af os nærmer sig uden at vide saa Meget. Idet Postillonen raaber: Eccolo, San Pietro! er det ikke blot en Kirkes Form, som vi see, men en mægtig historisk Bygning, der staaer paa et endnu mægtigere historisk Sted. I samme Øieblik er vort Sind ikke alene; det er den sidste i Skaren af de Millioner, der i Tidernes Løb drevne af det forskjelligste og heftigste, ofte skjønneste og inderligste Begjær have hastet mod dette samme Maal; vi ere inde i en af de mest storartede Strømninger, som Verden har seet, og bevæget af en romantisk Sympathi fornemmer vort Hjerte Luften opfyldt af henfarne Skikkelser og Begivenheder. Den skjulte Egn hist, hvor kun Kuplen rækker sig op, bliver i Sandhed