↩ Den Ulykke har jeg ikke havt, at jeg i noget Øieblik kunde tvivle om Hende. Jeg har ikke i min Tilbedelse anvist hende Plads ovenfor Dødelige; men jeg har følt - og Enhver med nogen Sands, som saae hende, vilde føle det Samme - at hun ikke kunde forelske sig paa en lille og flygtig Maade, og havde hun nogensinde elsket, saa vilde hun ikke efter et Brud have bevaret et saadant Blik, et saadant Jomfru-Blik - thi det havde hun. Hvordan Forholdet var til hendes Ægtefælle, var et Mysterium, som min Tanke nærmede sig saa lidt som mulig. Men det, at Andre end hendes Mand havde beundret og hyldet hende, gjorde mig nagende ondt, skjøndt det samtidig syntes mig saa naturligt, ja, medens Kjendsgerningen smertede mig, bidrog den om mulig til at stille hende endnu høiere end før og til end dybere at lade mig paaskjønne den Hjertelighed, som hun skjænkede mig.