↩ Men der var dog en Tanke, som langsomt og med Magt opstod ud af selve Stedets Natur. Det fremtraadte som et besynderligt, men uafviseligt, historisk Symbol, at man fra Keiserpaladset eller fra Roms fornemste Kvarter, som det var før Keisertiden, havde en saadan Udsigt, et uhyre Panorama indesluttet af skjønne blaae Bjerge. Vare ikke disse Bjerge ligesom Tegn paa det rette Maadehold, paa den Grændse, som Skjæbnen afstikker for det menneskelige Begjær? Var det ikke forklarligt, at saalænge Herskerne kunde nøies med at finde sig indenfor en saadan Grændse, var de kraftige og velsindede, men saasnart Sindet kom ud over denne Grændse og saae Verdens Uendelighed og vilde gribe den, saa blev det selv grebet af Afsind?