✂ Arvingen kan, ikke blot ved sin titel, minde om et åndeligt testamente. I en afklaret rolig komposition samler den en anskuelse af skæbnens veje, som synes at være resultatet af et længere liv, end forfatteren faktisk havde bag sig, da den blev skrevet. Han var da 44 år gammel.
✂ En del af forklaringen kan være, at det liv, der var gået forud for romanen, havde været stærkt bevæget; men i øvrigt var forfatteren altid en mester i at tage afsked med sig selv. Kun tre år før Arvingens tilblivelse havde han således sagt farvel til sit liv som dansker og bosat sig i London, besluttet på fra nu af at leve som engelsk forfatter. Og så sent som året før havde han frygtet at være færdig som digter.
✂ Samtidig med at Arvingen rummer alderens overblik, er den dog en kærlighedsroman, og som sådan fuld af styrke. Over skildringerne af samlivet i Rom mellem hovedpersonen Axel og hans elskede Astrid ligger en frydefuld sødme, som er usædvanlig i dansk litteratur. Men at romanen overhovedet blev til, skyldtes også en kvinde, som forfatteren nylig havde mødt og forelsket sig i - i Rom. Hun betød en uventet ny begyndelse i hans liv, et frembrud af kræfter, som han ellers havde troet opbrugt. Hende skylder vi den frodige fase af Goldschmidts forfatterskab, som optager 1860'erne, og som foruden Arvingen tæller Ravnen og Breve fra Choleratiden samt en række af hans bedste noveller og en håndfuld skuespil.