Goldschmidt, M. A. Arvingen

1. En Jøde

Når Arvingen som ovenfor nævnt virker ved sin afklarede ro, bør det også erindres, at den betegner slutpunktet i en lang kunstnerisk udviklingsproces. Arvingen er ikke den første roman, hvori forfatteren tumler med det særlige problem, det er, at beskrive et menneskes liv fra det fødes, til det som voksent kan overtage sig selv. Den er tværtimod den sidste i en række på tre udviklingsromaner. 214 Den første hed En Jøde og udkom i 1845. Den var samtidig forfatterens skønlitterære debut. Meïr Aron Goldschmidt (1819-87) var på det tidspunkt udgiver og redaktør af det politiske vittighedsblad Corsaren, hvis spalter han stort set alene havde udfyldt siden 1840. Han var desuden ven med den fem år ældre litteraturkritiker P.L. Møller (1814-65) - skønt ven er så meget sagt, når det drejer sig om denne ironiske livsnyder, der ikke tillod nogen at komme inden for en kårdelængdes afstand. Han og Goldschmidt blev fx aldrig dus.

Møller var noget nær legemliggørelsen af den æstetiske type, som lå i tiden, og som Søren Kierkegaard har beskrevet i sine store værker fra 1840'rne - muligvis endda med Møller som model. Hans betydning for Goldschmidt var da også i første række æstetisk, både således forstået, at han lærte Goldschmidt at leve som ironiserende tilskuer til livet, og således, at han satte ham i gang med at skrive romaner.

Goldschmidts familie var jødisk på begge sider, og selv om han i løbet af sin opvækst ikke havde mærket meget hertil, måtte det nødvendigvis få aktualitet for ham, da han som ung skulle til at lægge planer for sin fremtid. Frem til grundloven i 1849 var jøderne i Danmark nemlig udelukket fra militære og civile embeder, ligesom de ikke var valgbare til de rådgivende stænderforsamlinger. Desuden rådede der i befolkningen - også i den oplyste overklasse - en sej antisemitisme, hvis udtryk virker chokerende på en moderne betragter.

Ved en tilfældig anledning, som oven i købet var den eneste, der bragte dem til at tale menneskeligt sammen, betroede Goldschmidt P.L. Møller, hvordan det føltes at være jøde i Danmark anno 1844. Møller lod ham, ganske mod sædvane, lette sin sjæl og forsøgte heller ikke bagefter at bagatellisere det sagte. Idet han tog sin hat og stok for at gå, sagde han blot: »Med sådanne følelser skriver man en roman.«

Goldschmidt greb straks til. Det første kapitel af En Jøde (det, der i bogen står til sidst) blev skrevet endnu samme aften, og i 1845 udkom romanen under pseudonymet Adolph Meyer. At Goldschmidt brugte navneskjul, skyldtes, at han var idømt censur på grund af nogle artikler i Corsaren.

Hovedpersonen i En Jøde, Jacob Bendixen, er godt ti år ældre end Goldschmidt selv, og bogen skildrer de første ca. 25 år af hans liv. Han vokser op i en ortodoks familie i en købstad på Fyn og oplæres i sine fædres tro. Men da han bliver sendt til København for at gå i latinskole, drages han af den lyse, humanistiske ånd, der behersker skolen. 215 Han bryder med sin egen baggrund og stræber fra nu af efter at vinde en plads i det kristne samfund. Efter at være blevet student forlover han sig med en kristen pige, men da han på den anden side ikke vil lade sig døbe, nedkalder han både jøders og kristnes misbilligelse over sit hoved. Idet han fortvivlet håber at kunne vinde omverdenens respekt ved at udmærke sig som soldat, melder han sig først som frivillig til de franske styrker i Nordafrika og deltager derpå i den polske opstand 1830-31. Men i mellemtiden gifter hans forlovede sig med en anden, kristen officer, og da Jacob vender hjem, er han blevet illusionsløs og bitter nok til at træde ind i den identitet, som omgivelserne har stående parat til ham. Han bliver pengeudlåner, ågerkarl, jøde.

Når Jacob Bendixens forsøg på at gøre sig fri af sin herkomst slår fejl, er det efter forfatterens påstand, dels fordi hans barndoms erfaringer af at være en udstødt sidder for dybt i ham, dels fordi omverdenen bestandig føjer nye, lignende erfaringer til. Læseren må dog for egen regning mene, at det kun går så galt, fordi forfatteren vil det. Vel er romanen en grum historie om sjælens ufrihed over for miljøets determinerende magt; men den benytter sig til overmål af uheld og misforståelser for at bringe sit facit i stand. Goldschmidt var på sine ældre dage den første til at erkende dette. Han sagde da, at En Jøde var præget af en »Uordenstro«, som i højere forstand var uretfærdig. Men: »den kom ud af mig, som jeg var.« (Livs Erindringer og Resultater, udg. af Morten Borup, bd. I s. 196 f).