Goldschmidt, M. A. Arvingen

2. Hjemløs

Året efter at En Jøde var udkommet, solgte Goldschmidt Corsaren og drog ud på en langvarig rejse i Syd- og Mellemeuropa. Den umiddelbare årsag til salget var det litteraturhistorisk berømte sammenstød mellem Corsaren, repræsenteret af Goldschmidt og P.L. Møller, og Søren Kierkegaard. Det var et pinligt slagsmål uden vindere - måske bortset netop fra Goldschmidt, der herved fik anledning til at træde ud af den æstetiske kategori og ind i den etiske.

Når dette skridt kunne tages, var det imidlertid kun, fordi det modsvarede en opdæmmet trang hos Goldschmidt til at slippe ud af 216 rollen som vittig hund og negativ ånd. Han havde længe følt, at Corsar-virksomheden hæmmede væsentlige anlæg hos ham selv.

Da Goldschmidt i 1847 vendte hjem fra sin store rejse, grundlagde han et nyt tidsskrift, Nord og Syd, som han stort set ved egen kraft holdt gående i 12frac12; år. Programmet var, som det hed i første hæfte, »at slutte sig til det Nærværende, benytte det Gode, man finder deri, og stadig stræbe til Opnaaelsen af flere Goder« (s. 30). Ordene udtrykker i al deres enkelhed en tro på vækst, orden og fremadskridende humanitet, som vidner om, at Corsaren er et overstået stadium, og tyder på, at En Jøde er en afkastet ham.

Nord og Syd var et tidsskrift for politik og litteratur. I de bevægede år omkring grundlovens tilblivelse, oprøret i Slesvig-Holsten og Treårskrigen 1848-50 var det politikken, der dominerede. Men i årene fra 1853-57 trådte litteraturen i forgrunden, bl.a. således, at tidsskriftet fyldtes af den langt udspundne roman Hjemløs.

Det er et af de mest omfangsrige værker i dansk litteratur, et epos på 1620 sider om købmandssønnen Otto Krøyers liv, udvikling og tidlige død. Værket falder i tre dele, hvis overskrifter i vor tid er blevet formelen for den særlige, optimistiske variant af udviklingsromanen, som man kalder dannelsesromanen. Overskrifterne lyder: Hjemme, Hjemløs, Hjem.

I første del følger man Otto, som er på alder med Goldschmidt selv, fra den tidlige barndom i en dansk provinsby frem til studentereksamen i København. Barndommen er skildret som et trygt lille paradis, hvor Otto selv er Adam og naboens datter Emilie har rollen som Eva. De elsker hinanden på barnlig vis og er uden at vide det i harmoni med hele tilværelsen. Med pubertetens indtræden får de imidlertid bevidsthed om sig selv og bliver fremmede for hinanden. Emilie lader sig betage af en ung adelsmand, og Ottos verden styrter sammen.

Anden del begynder med en skildring af studieårene i København, der for Otto er rige på spekulationer over livets mening - og for læseren på diskussioner om moral, politik, kunst, kærlighed m.m. Den vigtigste biperson er her ironikeren Schiøtt (et idealiseret portræt af P.L. Møller), der prædiker skønhedens og den frie erotiks evangelium. Otto tager ved lære, men får netop derved lejlighed til at se, hvilket dyb af jammerlighed og tvang - fattigdom, åger, prostitution - der åbner sig som virkelighed under de fagre ord. Forfærdet river 217 han sig løs og rejser udenlands for at finde et ideal, som er værd at leve eller dø for. Han vikles ind i kamphandlinger i Italien og Paris (det er i revolutionsåret 1848), men finder ikke hos de kæmpende motiver, som er rene nok til at tilfredsstille hans længsel.

I Rom kommer Otto en tid lang under indflydelse af missionsivrige katolikker. Det bliver dog ikke dem, men en oplyst engelsk jøde ved navn de Castro, der formulerer den fortolkning af tilværelsen, som Ottos sind (og forfatteren) til sidst finder hvile i. Ifølge denne fortolkning hersker der i livet en altomfattende åndelig orden, retfærdig men også kærlig, som sikrer, at ethvert menneskes handlinger og tanker vender tilbage til dette menneske selv i form af skæbne. Man kan med grove ord tale om belønning eller straf, men ordenen er først og fremmest lagt an på erkendelse, indsigt. Sin fuldkommengørelse når den, idet mennesket erkender, at den er til, og indretter sit liv i overensstemmelse med den.

Ottos indsigt er langt fra øjeblikkelig. Men begivenhederne begynder at give de Castro ret, idet Otto fra nu af møder en række mennesker, som han før har kendt, og som han i sin blinde trang til selvudfoldelse har forvoldt ondt. Med en gryende erkendelse af at stå i gæld til livet vender han ryggen til den store verden og drager hjem for at betale.

I tredje del er det afgørende spørgsmål blot: hvordan? På hvilken måde skal betalingen falde, hvordan kommer han igen i overensstemmelse med verdens orden? Selv tror Otto først, at han skal være digter, men forandrer det siden til at blive politiker. Begge planer falder dog til jorden som forfængelige illusioner, da han til sidst indser, at forsoningen må finde sted i det stille, i det afsides. Da beslutter han at slå sig ned som skolelærer i Jylland.

Men heller ikke hermed tør forfatteren være tilfreds. Skønt Otto synes at være blevet ydmyg nok, lader Goldschmidt ham på bogens sidste sider dø af de kvæstelser, som han har pådraget sig ved at redde to kvinder ud af et brændende hus. Ved Ottos dødsleje sidder, foruden hans moder, Emilie, der nu er gift med en landsbypræst.

Under arbejdet med Hjemløs har Goldschmidt tydeligvis orienteret sig efter den klassiske tyske dannelsesroman, der florerede i slutningen af det 18. århundrede. Han har ligefrem lånt motiver fra den bedste i sin art, Goethes roman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96).

Også Goethe fortæller om en købmandssøn, der skuffet i sin første, 218 barnlige kærlighed drager ud i verden for at realisere sig selv. Men verden synes ham overalt for lille. På sin vandring igennem forskellige miljøer desillusioneres han gang på gang, dog således at han også bliver klogere på sig selv og indser, at det nok så meget er hans egne fordringer til verden, der har været forkerte. Da romanen slutter, er han i stand til at træde ind i en begrænset, praktisk virksomhed, med udsigt til at få brugt sine kræfter, men også med udsigt til at kunne øve en gavnlig indflydelse på samfundets udvikling.

Men netop ved sammenligningen med Wilhelm Meisters Lehrjahre bliver det særlig klart, at der er noget utilfredsstillende ved den måde, hvorpå Hjemløs slutter. Goldschmidt ender som Goethe i den optimistiske tro, at der er en orden i tilværelsen, og lader som han sin helt bringe sig i orden. Men hvor Goethe udpeger et fremtidigt virkefelt for Wilhelm Meister - ja endda skitserer en jordreform, som ikke er uden slægtskab med de samtidige landboreformer herhjemme - dér lader Goldschmidt Otto Krøyer dø. Forsoningen er først fuldbyrdet, idet helten i en alder af knap 35 år løftes ud af det jordiske liv. For den tempererede læser må det imidlertid gælde som et vidnesbyrd om, at der ikke kan leves på den orden, forfatteren har ladet sin helt erkende.

Hvis En Jøde bar præg af en uordenstro, der i højere forstand var uretfærdig, så kan man omvendt sige om Hjemløs, at den præges af en ordenstro, som i menneskelig forstand er utroværdig. Den orden, hvorpå der troes, er i højere grad en vision, en længsel hos forfatteren, end en bæredygtig erfaring.