Goldschmidt, M. A. 4. Arvingen og virkeligheden

4. Arvingen og virkeligheden

Under læsningen af Hjemløs bemærker man, at den konflikt, der bar En Jøde, er rykket ud i periferien. Raceproblemet er flyttet over på en sidefigur, den jødiske komponist Alfons Mendoza, der lider af ulykkelig kærlighed til sine landsmænd. Helten selv er derimod så dansk, at han deler efternavn med komponisten til »Der er et yndigt Land«.

I Arvingen er denne udviklingstendens bort fra forfatterens subjektive problemer ført endnu videre. Der optræder ikke en jøde i hele persongalleriet, og selv i de romerske skildringer er det, som om ghettoen aldrig har eksisteret.

Helten, Axel, er dansk uden tvivl. Han er født på en jysk herregård i 1832 eller -33. Det siges ganske vist ikke direkte, men er hvad man kan slutte ud fra de tætte og præcise dateringer, som findes især i romanens sidste halvdel. Da Axel rejser ned til slottet i Sondrio, året før den italienske frihedskrig bryder ud, dvs. i 1858, er han således 26 år gammel (s. 120).

Overhovedet gælder det, at romanens handling er lagt ind i historisk 221 og geografisk genkendelige rammer. I detaljer vil det fremgå af udgavens noteapparat, så her skal blot nævnes enkelte mærkepæle:
Da Axels fader mister sin gård, kæmpes der i Slesvig; Treårskrigen er brudt ud (s. 61 f). Da Axel i sin studietid i København følges med student Andreasen hjem fra Det kongelige Teater, har de lige set J.C. Hostrups stykke Drøm og Daad, der gik over scenen i 1854, og Andreasens efterfølgende tale indeholder hib til professor H.N. Clausens udtræden af Rigsdagen samme år (s. 65-68). Efter sin deltagelse i kamphandlingerne i Lombardiet i foråret 1859 rejser Axel til Venezia, som efter slagene ved Magenta og Solferino stadig var østrigsk territorium (s. 130). Og i Rom, hvor han den 1. marts 1860 genser Astrid, forbliver de sammen til kort efter påske samme år. De færdes i gader med virkelighedens navne, beundrer de kunstværker, som utallige Romafarere før og siden har set, og hører den berømte kastratsanger Domenico Mustafa synge. Da Astrid dør i efteråret 1860, sker det i den libanesiske bjerglandsby Ehden; landsbyen findes stadig på kortet under navnet Ahdan.

Om det så er navnene på de hoteller og restauranter, hvoraf personerne gør brug, så findes de i romanen: Royal i København, Vachette i Paris, Muntsch i Wien. En kontrol i samtidige årgange af Baedekers rejseførere viser, at Goldschmidt ikke selv har fundet på dem.

I en vis forstand er alt dette ligemeget, for Arvingen er hverken en historisk roman eller en rejsebeskrivelse. Det væsentlige er historien om Axels indre udvikling, og som det siden skal ses, er den i sine bærende træk almen eller mytisk. Alligevel har det sin værdi at iagttage, hvorledes Goldschmidt kan fælde en historie om intet mindre end skæbnens veje, kærlighedens væsen, Paradis og syndefald ind i en ramme af offentligt genkendelig virkelighed. Det vidner om rækkevidden af hans talent og kan fungere som et værn mod hurtige rubriceringer af ham som enten »romantiker« eller »realist«.

Det er i denne forbindelse også værd at nævne, at Arvingen rummer meget selvbiografisk stof. Læser man Livs Erindringer og Resultater (1877), vil man uden besvær kunne se, at Goldschmidt har løftet en række fænomener fra sin egen barndom over i Axels. Det gælder guldranken i den fædrene have (s. 10), legekammeraten Valdemar (s. 19 f), planerne om natlig patrulje efter Campes Robinson Crusoe (s. 15) og historien om ridderen for den hemmelige ret, som faderen 222 fortæller (s. 17). Men det gælder først og fremmest hele billedet af faderen, det bedrageri han er udsat for (i virkeligheden var det en assurancesvig for et fragtskib), og de følelser det fremkalder i drengen.

Læser man videre i Goldschmidts breve og rejsedagbøger, som er blevet udgivet efter hans død, vil man kunne fortsætte rækken af »parallelfænomener« ud over barndommen. Den omfatter dels en masse topografiske detaljer à la udflugten til Stolzenfels (s. 98), dels mere væsentlige elementer som proforma ægteskabet mellem Axel og Sophie (s. 85 ff). Det sidste er skabt over Goldschmidts eget ægteskab med den christianshavnske skibsførerdatter, der dog først blev opløst efter fire år (1848-52). Men af størst betydning er naturligvis samlivet i Rom mellem Axel og Astrid, som med ofte forbløffende troskab genspejler Goldschmidts samliv med fru Stilling. (For god ordens skyld bør det siges, at baron Panin ikke genspejler den virkelige hr. Stilling; han og Goldschmidt var tværtimod venskabeligt forbundne. Samtidig kan det oplyses, at efter hr. Stillings død forelskede J.P. Jacobsen sig i fruen. Det skal have præget fru Boye i Niels Lyhne).

Imidlertid er der et stykke vej fra at gøre disse iagttagelser til at sige, at Arvingen ikke kan forstås uden den biografiske baggrund (som Morten Borup siger i Meïr Goldschmidts Breve til hans Familie, bd. I s. 56). Det skulle gerne fremgå af det følgende.