Goldschmidt, M. A. Arvingen

↩

5. Arvingen: en fortolkning

✂ Vi har ovenfor antydet en definition af udviklingsromanen som den romantype, der beskriver et menneskes liv, indtil det formår at overtage sig selv, og af dannelsesromanen tilsvarende som den optimistiske variant, der hævder, at selvovertagelsen kan ske i et harmonisk forhold til omverdenen. Ud fra denne bestemmelse er Arvingen en dannelsesroman. Den handler som alle af sin art om, hvordan den voksne med klar bevidsthed genvinder barnets fortrolige forhold til verden. Som også markeret af overskrifterne i Hjemløs.

✂ Arvingen har ingen overskrifter, men falder alligevel tydeligt - også typografisk - i tre hovedafsnit. Det første (s. 9-60) beskriver Axels liv frem til studentereksamen ca. 1850. Det andet skildrer hans studietid og den store Europarejse, delvis i selskab med den unge greve Fritz, frem til ankomsten til Rom i 1859 (s. 61-133). Tredje afsnit 223 omhandler livet i Rom sammen med Astrid og de dramatiske begivenheder, der fører til hendes død i Libanon sidst i 1860 (s. 134-207).

✂ Inden for rammerne af denne trefløjede romanopbygning gennemgår Axel en udvikling, der handler om tab og generhvervelse på mindst tre niveauer.

✂ På det mest håndgribelige niveau drejer det sig om herregården, hvor Axel er født, og som han i banal forstand er arving til. På grund af et bedrageri - og måske uagtsomhed fra faderens side - glider gården Axel af hænde, kort før han bliver student, og han er dermed henvist til selv at skabe sit eksistensgrundlag. Umiddelbart drømmer han om at genvinde gården med våben i hånd, som røverbaron, og selv da disse barnlige fantasier toner bort, bliver forestillingen om soldatermæssig bedrift tilbage. Den bestyrkes af mødet med den ældre holstenske greve, der bl.a. henviser til Eugen af Savoyen, som skabte sin lykke i krig. Axel rejser udenlands med grevens søn, men af den overfladiske og hovmodige måde, hvorpå denne unge kavaler forholder sig til livet, vendes Axels sind umærkeligt fra hans kastes ideer. Adelens leg med liv og død, som bl.a. fører til den unge de Potters selvmord, får Axel til at søge i retning af mere åndelig virksomhed. Han vælger sig en videnskabelig opgave, som skal udføres i slotsbiblioteket i Sondrio, og da krigen indhenter ham her, opdager han, at hans personlighed ikke længere engageres af den. Netop da modtager han et brev med underretning om, at bedrageren hjemme i Danmark er død og har testamenteret ham gården. Som en slags kvittering til skæbnen forsvarer Axel nu slottet og biblioteket mod ødelæggelse - blot for at få bekræftet sit nye, desengagerede syn på krigen, og måske for at vise læseren, at dette syn ikke udspringer af fejhed, - hvorpå han rejser til Rom.

✂ Begivenhedernes rækkefølge antyder, at Axel får gården igen som en belønning fra højere magter, fordi han har kultiveret sin umiddelbare, krigeriske trang og ledet den i åndelig retning. Selv lægger han også sammenhængen ud i sådanne baner med følgende ord: »Alt var, medens hele Verden forholdt sig taus og ligegyldig, blevet bevist, paadømt og exequeret gjennem en Procedure udenfor Jorden« (s. 126).

✂ Imidlertid har Axel intet hastværk med at komme hjem og tage gården i besiddelse. Han lader foreløbig sin søster og svoger rykke 224 ind i sit navn og rejser selv videre sydpå, drevet af en dunkel magt. Dette hænger sammen med, at tabet af gården i mellemtiden er blevet indlejret i et større, tabet af Astrid.

✂ Han ser hende første gang en forårsmorgen, da hun er 11 år gammel og han ca. 14. Det sker i haven til justitsråd Bryggers hus i København, hvor Axel bor af hensyn til sin skolegang; men denne have er omhyggeligt sat i forbindelse med og så at sige spændt ud mellem to andre, nemlig herregårdens og Paradisets haver. Alle planter, siger Axel, så denne morgen på ham med tusinde øjne fra hjemmet, og guldranken virkede som en tro ven, der var fulgt med ham til byen. Han nød »den smilende Lyksalighed«, der havde hvilet over hans barndomshjem, men følte sig samtidig hensat til Paradis: »i den Stund var jeg fuldstændig borte i hint Land, som vi aldrig skulle betræde, min Sjæl levede et kort, energisk Øieblik i tillidsfuld, absolut Tro paa det skjønne Ubekjendte« (s. 33). I samme øjeblik ser han gennem hækken til nabohaven Astrid, der forekommer ham som et overjordisk væsen. Da han lærer hende nærmere at kende, beholder hun dette overjordiske; Axel føler sig hævet i hendes selskab og overbevist om, at ved hende kan han blive salig.

✂ Så er det, Axel bliver berøvet sin fædrene gård og flytter fra Bryggers hus. Undseelse ved den nye situation afholder ham fra at opsøge Astrid, og da han efter studentereksamen overvinder sig til at gøre det alligevel, er hun bortrejst. Det næste, han erfarer om hende, er, at hun er blevet forlovet med en svensk baron Panin - ikke af kærlighed, men fordi hun har overtaget ansvaret for sin afdøde søsters to børn og øjner en mulighed for at få dem forsørget. Denne disposition prøver forfatteren at gøre mere sandsynlig ved at lade Astrid tro, at Axel, som hun virkelig elsker, allerede er forlovet med en anden, fordi hun på Charlottenborgs kunstudstilling har set et glimt af ham med en ung pige (nemlig hans søster) under armen ...

✂ Hvorom alting er: Meddelelsen om Astrids forlovelse slynger Axel ud i et stort mørke, og i sin fortvivlelse giver han sig hen til Sophie, som han ikke elsker. Foregik hans møde med Astrid i Paradis, så er dette hans syndefald.

✂ Da Axel rejser udenlands, er hans kærlighedsdrift således spaltet i to: en længsel efter at genfinde det overjordiske billede, som han bærer i sig, og en sjælløs eros, »Blodets Magt«. Der foregår mellem disse to længsler en kamp, hvis kritiske punkt nåes i Paris, da Axel kommer 225 under indflydelse af en berømt skuespillerinde. Denne erfarne dame med de »flammende sorte Øine, hvori der ikke var anden Sjæl end den, Mænds Phantasi vilde lægge deri« (s. 105), tager imod liggende i sin seng og er lige ved at fordreje hovedet på Axel. Men så bliver han i et billedgalleri stillet over for Ary Scheffers maleri af Paolo og Francesca da Rimini, hvis kærlighed var stærkere end døden, og erindres derved om sin egen kærlighed til Astrid. Det bærer ham igennem krisen (- skønt kun fordi han selv eller Goldschmidt glemmer, at Paolo og Francescas kærlighed også var af den vellystige slags og bragte dem i Helvede, jf. note til s. 109). Da de Potter, som også var forgabt i skuespillerinden, kort efter skyder hovedet af sig selv, rykker Axel definitivt uden for fare. Han forbliver nu urokket i tjeneste hos sit paradoksale håb om på en eller anden måde at genvinde Astrid.

✂ I Rom begynder håbet at gå i opfyldelse. Netop som Axel beklager, at virkeligheden ikke tilbyder hans åndelige trang nogen genstand at give sig hen til, står han ansigt til ansigt med hende.

✂ »Der var ingen Overgang, ingen begyndende og derpaa stigende Forelskelse; jeg var strax og ganske i Paradis, ja i Paradis: helt og fuldstændig betagen af en Lyksalighed, der ikke lod mig kjende Verden igjen. [...] saa absolut ren, hæderlig og hellig var selve min Følelse« (s. 146).

✂ Man bemærker, at Axel ikke nærer noget ønske om at besidde Astrid hverken seksuelt eller borgerligt. Det fremgår bl.a. af, at han, foruden i Paradismyten, indtolker deres kærlighed i historien om Dante og Beatrice. Da han møder Astrid i Palazzo Barberini, citerer han for sig selv de vers fra Den guddommelige Komedie, hvori Dante efter sin vandring gennem Skærsilden befinder sig i Det jordiske Paradis, ansigt til ansigt med den kvinde, som han har elsket siden sin barndom (s. 139). Axel fremhæver selv, at også Dantes Beatrice i mellemtiden var blevet gift med en anden, så at deres kærlighed foldede sig ud i sjæleligt-åndelige former. Hun blev hans sjæls opløftelse og frelse (sst.).

✂ Kan man således mene, at Axels gensyn med Astrid er skæbnens belønning, fordi han har formået at rense sit plumrede kærlighedsliv, fordi han har evnet at rette sin længsel opad mod de tilfredsstillelser, 226 som er af varig art, - ja så er det rigtigt, men stadig ikke nok til at sende ham hjem i borgerlig forstand. Mens han i Rom nyder den himmelske lyksalighed i en situation, hvis jordiske uholdbarhed dog ikke i længden kan skjules, længes han efter at få udpeget tanker og formål, som skal give hans liv en retning ind i fremtiden. Han fornemmer, at de er »i hendes Nærhed - men hvilke vare de? De svævede ubestemte og formløse for mig« (s. 151).

✂ Med dette problem fører Arvingen sin læser videre fra selve kærlighedshistorien op til sit eget højeste niveau, hvor bogen ikke længere handler om at genvinde gård eller kæreste, men om livets mening.

✂ I barneårene havde Axels liv, som de fleste andres, en mening, der var givet: af forældrene, af tyendet på gården, for hvem han netop var arvingen, og af hele tingenes solide orden. Som en slags metafysisk symbol for denne umiddelbare mening fungerer den historie, faderen fortæller, om en ridder, der er indstævnet for en hemmelig ret og i tillid til sin uskyld aflægger sin rustning, således at retten kan fælde ham (s. 17). Historien, der stammer fra Goldschmidts egen fader, er egentlig ikke særlig moralsk, men for Axel som for Goldschmidt glider ridderens bevidsthed om sin uskyld i ét med selve den hemmelige rets eksistens, således at historien bliver dem et pant på, at der findes en højere retfærdighed.

✂ Troen på højere magter vedligeholder sig i Axels sind bogen igennem, men med skiftende styrke og konsekvens. Det er karakteristisk, at da han og greve Fritz rejser ud i verden, taler de efter Wilhelm Meisters forbillede om at opsøge »det hemmelige Selskab«, men ordene bliver siddende udenpå som et skilt, der ikke gælder (s. 97). Dette beror bl.a. på, at hverken Axel eller greven er parat til at gå ind under nogen lov, nogen forpligtelse. Svarende til Axels splittede sindstilstand anskuer han nu den højere eller skjulte verden som to: dels en glimrende skønheds- og lyksalighedsverden, dels en mørkere, mere alvorlig, som kræver ofre, han ikke vil bringe (s. 96).

✂ Men som rejsen skrider frem, går glansen af de glimrende syner. Efterhånden som Axel gør sine erfaringer og skiller sig af med greve Fritz og hans idealer, viser pligten sig desuden at have sin egen velsignelse. Da han er på vej til sin opgave i Sondrio - i et jernbanetog på tredje klasse - kan han således love sig selv, at nøjsomhed og tarvelighed endnu skal føre ham til det rette hemmelige selskab (s. 120).

✂ Forjættelsen går i opfyldelse en sommerdag i Rom, da Axel sidder 227 sammen med Astrid på Palatinerhøjen. De taler om en romersk sypige, som Astrid har hjulpet i vej, men Axel er kun halvvejs til stede i samtalen, fordi han nyder selve den gyldne stund. Indtil Astrid pludselig siger, at efter hendes mening er det de menneskers pligt, der står højt i samfundet, at blive personligheder, som de lavere stillede kan se op til. De privilegerede klasser må leve således, at de kan indgyde ærefrygt.

✂ »Det Ord forandrede for mig hele Samtalen. Jeg havde hidtil lyttet som en Elsker, henrykt over at kunne uforstyrret høre hendes Stemme, og kun betragtet de blide Ord som naturligt Accompagnement til den deilige Lyd. Men det sidste Ord var saa stort, at det ligesom jog min Forelskelse bort som ikke værdig nok, ikke ærefrygtsfuld nok, og satte en ny og større istedenfor, uagtet jeg faa Secunder i Forveien vilde have anseet det for umuligt, at jeg kunde elske hende høiere« (s. 167).

✂ Astrid bestemmer sin tanke nøjere ved at fortælle, hvordan hun på sin ægtemand, baron Panins gods, ser det som sin opgave at leve med folkene som med en familie, hvis velfærd er blevet hende betroet. Det er hendes håb, at hun en dag kan føre sine (eller rettere søsterens) to børn frem som arvinger, ikke blot til godset, men også til opgaven: at indgyde ærefrygt. Kun gør det hende ondt, at hun ikke kan lægge sin indsats i Danmark.

✂ »Ved de sidste Ord sprang jeg op, greben af en Sindsbevægelse, som det vilde tage mig Timer at forklare. I den evige Stad, paa Keiserpaladsets Ruiner, havde jeg truffet det hemmelige Selskab, eller hvad jeg egenlig havde forstaaet under dette Navn, den Magt, der bydende skulde anvise mig mit Livs Formaal. Af Skjæbnen havde jeg begjært at faae vor Gaard tilbage og gjenfinde Hende; jeg havde faaet begge Ønsker opfyldte, for at Hun skulde vise mig, hvad de betøde - thi det, hun udpegede som Fremtidsmaal for sig, var jo ogsaa mit! Jeg var jo det Barn, min Fader vilde have taget i Haanden og ført ud paa Balconen! Han skulde bygge Huset, jeg skulde kappes med ham om at fortjene det!« (s. 168). 228 Den sidste sætning refererer til et ordskifte, som fandt sted mellem Axel og hans fader, endnu inden gården var gået tabt, og hvori faderen gjorde det til Axels opgave at danne sig selv således, at han med ret kunne have andre mennesker i sit brød (s. 40). Idet nu Astrid med sine ord knytter den brudte eller snarere glemte tråd tilbage til faderen, giver hun samtidig Axels liv meningen igen. Og læseren, der har fulgt ham hele vejen, ved, at opgaven allerede halvvejs er løst.

✂ Hvad der sker denne sommerdag på Palatinerhøjen, er, at Axel pludselig ser en sammenhæng mellem de enkelte faktorer i sit jordiske liv: faderen, gården, Astrid, rejsen - og i forlængelse deraf sin egen fremtid. Som Knud Wentzel har udtrykt det i sin fortrinlige analyse af Arvingen, får en fortolkning magt i Axels bevidsthed, og dermed har han mødt sin skæbne (Fortolkning og Skæbne s. 14 og 30).

✂ Nu kunne Axel sådan set rejse hjem til gården. At han stadig ikke gør det, har kun delvis sin grund i, at der inden for romanens fiktionsramme ligger et uopgjort regnskab mellem ham selv, Astrid, baron Panin og greve Fritz. Dette regnskab udløses i en række begivenheder, som hører til de mest kulørte i romanen, men som uanset deres urimelighed (hvorom nedenfor) fører til Astrids død i Libanon. Og her åbenbares de dybere grunde til, at bogen ikke kunne slutte før:
Netop som Astrid af begivenhederne er løst fra sin forpligtelse over for baronen og kan veksle det første kys med Axel, rækker døden ud efter hende. Axel gør op med sig selv, at dette er en straf, der rammer ham, fordi han i sin ungdom syndede mod kærligheden ved at hengive sig til Sophie, som han ikke elskede. Samtidig gør Astrid op med sig, at det er en dom over hende: »Hvis jeg ikke havde giftet mig, men havde ventet, til jeg kunde elske, saa havde vi To faaet hinanden. Men saa er det ikke vist, at vi vare blevne saa rige i vore Hjerter som nu« (s. 205).

✂ Hvad rigdommen består i, forklarer Axel under sit selvopgør:
»Det gav mig en Slags Trøst at have denne historiske Dom over mig selv; thi medens den paa den ene Side vakte Anger, viste den paa den anden Side hen til den store, ledende Magt, der er i Tilværelsen og virker udover den« (sst.). 229 Det er m.a.o. Nemesis, den højere retfærdighedsorden i tilværelsen, der her åbenbarer sig for de to elskende, opsuger døden i sig og gør den meningsfuld. Barndommens »hemmelige ret« er vendt tilbage i altomfattende - voldsomt forløsende, men også voldsomt forpligtende - form.

✂ Ét er dog at være fælles om sådanne tanker; et andet er at stå alene tilbage med dem, som Axel gør, da Astrid er død. Da er sorgen alligevel så stor, at den truer med at slå ham ud. Det fremgår af det lille afsnit på kun to sider, som står for sig selv til sidst i romanen. Axel føler sig da fristet til at vige af fra den skæbne, som Astrid og faderen har udstukket for ham; han vil slå sig ned i ørkenen og vente på, at døden også indhenter ham.

✂ Men han forløses igen, denne gang af en gammel araber, som i et landskab, der gløder af mytologi, passerer forbi ham med ordene: »Fred med Eder! Nu kommer Duggen« (s. 208). Denne simple hilsen river stenen løs fra et væld af følelser og tanker, fordi den indfrier et gammelt løfte, som faderen gav Axel umiddelbart før sin død. Han sagde: »Himlens Velsignelse [skal] komme til Dig som Dug den Aften, Du mindst venter det« (s. 47). Axel opfatter araberens ord som en slags tegn fra det hemmelige selskab, en hilsen fra faderen og Astrid, der skaber nærvær hen over døden og bekræfter den éngang sete skæbnne. Nu kan han rejse hjem som den i enhver forstand retmæssige arving.

✂ Oven i købet medbringer han Astrids to søskendebørn, for hvem han selv har påtaget sig faderens rolle. Forude ligger den dag og lyser, da han på sin herregård kan træde frem med disse børn og præsentere dem for befolkningen som arvinger, både til godset og til opgaven: at indgyde ærefrygt. Hvormed han altså vil forene, hvad Astrid ønskede at kunne gøre for dem, og hvad hans egen fader ville have gjort for ham. Således kan ringen på én gang sluttes og begynde på ny.

✂ I modsætning til Hjemløs, hvor Goldschmidt måtte lade sin hovedperson dø for at bringe orden i Nemesis-regnskabet, klinger Arvingen ud i et »Lev!« (s. 209). Man kan naturligvis spørge, her som dér, om slutningen er holdbar, men noget definitivt svar får man ikke, bl.a. fordi romanen afstår fra at følge Axel ind i den fremtid, som den selv anviser ham. Og indicierne peger ikke alle i samme retning. 230 Hvis man vil tillade, at der drages psykologiske slutninger, hvor det drejer sig om romanfigurer, kan man måske sige, at en eksistentiel mening eller fortolkning, som er stærk nok til at indoptage så stor en sorg som den elskedes død, også har udsigt til at kunne indoptage det daglige livs mindre sorger. Netop den prøve, som romanen sætter sin hovedpersons fortolkning på i det sidste afsnit, kunne tyde på, at den må tages alvorligt.

✂ Et andet indicium i samme retning er den tætte samhørighed, der findes mellem romanens hovedperson og forfatteren. Selv om Arvingen er udformet som en fiktiv autobiografi og alt, hvad den indeholder, således må stå for Axels regning, ikke uden videre for Goldschmidts, så benytter Goldschmidt ikke den oplagte mulighed for at lægge luft mellem sig og hovedpersonen. Dels udstyrer han som allerede nævnt Axel med en række omstændigheder fra sit eget levned, dels er hele den livsanskuelse, som Axel når frem til, identisk med forfatterens. Det sidste fremgår både af Hjemløs og af de senere Livs Erindringer og Resultater. I det omfang den moderne læser måtte være tilbøjelig til at anskue Arvingens hovedperson i et ironisk lys, kan han være sikker på, at anskuelsen ikke er forfatterens, men eftertidens. Goldschmidt selv har været solidarisk med sin hovedpersons fortolkning; og når alt kommer til alt, kan en roman jo også bære autobiografiens form, netop fordi dens indhold på alle måder står forfatteren nær.

✂ At dette har været tilfældet med Arvingen, får man på næsten overrumplende vis besked om, når man læser de udkast til Livs Erindringer og Resultater, som ikke kom med i den endelige redaktion, hovedsagelig fordi de røbede for meget. I et af disse udkast, der omhandler Goldschmidts erotiske skæbne, står der: »Hvad det Hele angaaer, henviser jeg til Arvingen og navnlig til Pg 409« (Morten Borups udgave, bd. I s. 265). Henvisningen, der i denne udgave ville være til s. 204 f, gælder Axels dom over sig selv, og det må i det mindste tages som et fingerpeg om fortolkningens værdi, at Goldschmidt i en alder af ca. 50 år kan referere til den som dækkende for sit eget vedkommende.

✂ Til gengæld er der argumenter at hente imod slutningens troværdighed, når man betragter romanen som kunstværk først og fremmest. Som antydet er især de hændelser, der fører Axel fra Rom til Libanon (s. 182-203), højst usandsynlige og nær ved at forvandle bogen fra dannelsesroman til knaldroman. I andre passager er det den 231 stærkt moraliserende tone, der støder læseren (se fx Axels refleksioner på togrejsen fra Wien til Venezia s. 120 f). Man undgår ikke at mærke det villede og konstruerede, der kommer over Axels skæbne, da den unge de Potter er død og det i stigende grad gælder om at få brikkerne på plads. Her viser Nemesislæren sig at være en god tjener, men en streng herre: Kan den på den ene side udgøre fundamentet under et harmonisk og velordnet romanunivers, så kan den på den anden side blive et nøjeregnende og utålmodigt tabelværk, der kræver enhver post betalt til tiden og tvinger forfatteren ud i banale romantricks for at få regnskabet til at gå op.

✂ En del af de tricks og moraliserende passager, som findes i Arvingen, må ganske vist skrives på tidens konto. Hvis man læser Balzac eller Dickens, må man indrømme, at heller ikke mestrene var kræsne med den slags virkemidler. Men ganske bortforklares kan det ikke, at Arvingen stedvis er et ulødigt kunstværk, for det meste på grund af sit ængstelige forhold til Nemesis.

✂ Dette kan nu skyldes, enten at Goldschmidt ikke har haft den nødvendige sikkerhed i sin egen livsanskuelse, eller at han ikke har troet på samtidens evne til at opfatte og forstå den. I Livs Erindringer og Resultater taler han åbent om sin mistro til samtiden desangående. Men under alle omstændigheder må man have lov til at tyde de kunstneriske brist i Arvingen som udtryk for et misforhold mellem den harmoniske livsanskuelse, der fremlægges i bogen, og den virkelighed, som var at få, da bogen blev skrevet.

✂ Til sidst et par ord om den vision, der udgør romanens slutning. Det kan ikke nægtes, at billedet af godsejeren, der fra sin balkon præsenterer de to unge mennesker for befolkningen som dennes førere og venner, er uhjælpelig aristokratisk. Men på den anden side handler hele romanen om nødvendigheden af, at aristokratiet fortjener sin plads ved at udvikle sig personligt. Og dette krav er idéhistorisk set af borgerlig oprindelse.

✂ Det aristokrati, som Axel i bogens løb kvalificerer sig til, er et dannelsesaristokrati, hvis bærende værdier er selvopdragelse, åndelig vækst, humanitet og arbejde under ansvar for andre. Man kan også sige, at den adel, han erhverver sig, er af indre art.

✂ I modsætning hertil står det gamle aristokrati, repræsenteret især af de holstenske grever (Fritz og hans fader) og baron Panin. Ligesom dets oprindelige eksistensberettigelse og erhverv var krigen, er dets 232 holdning til andre mennesker aggressiv og hensynsløs. For greve Fritz er det: at indgyde respekt, ensbetydende med at turde herske, som fyrst Metternich, der først og fremmest var kavaler (s. 103 f). Og såvel den ældre greve som baron Panin gemmer bag deres glimrende titler og slebne form en menneskelig råhed, der ikke tøver med at reducere andre (in casu Astrid) til midler for deres egoisme. For denne »ydre adel« er skæbnen ikke - som for Axel og forfatteren - noget man fortjener, men nærmest et lune, et spil af tilfældigheder. Det er for så vidt karakteristisk, at både greve Fritz og hans fader drages voldsomt af hasardspillet, hvor man kan vinde eller tabe alt, også livet, uden nogen indsats af personlighed.

✂ Arvingen slutter altså nok i en vision, hvis form er aristokratisk, men har selv forinden fyldt formen ud med borgerlige værdier. Heri røber den dog ingen originalitet; det er tværtimod et karakteristisk træk ved megen litteratur fra perioden 1830-70, at den kroner borgerens dannelsesproces med en ydre position, som ligner den fortrængte eller fordærvede fødselsadels. Goldschmidt ligger her på linie med forfattere som fru Gyllembourg, Carl Bernhard og H.C. Andersen.