↩ I modsætning hertil står det gamle aristokrati, repræsenteret især af de holstenske grever (Fritz og hans fader) og baron Panin. Ligesom dets oprindelige eksistensberettigelse og erhverv var krigen, er dets 232 holdning til andre mennesker aggressiv og hensynsløs. For greve Fritz er det: at indgyde respekt, ensbetydende med at turde herske, som fyrst Metternich, der først og fremmest var kavaler (s. 103 f). Og såvel den ældre greve som baron Panin gemmer bag deres glimrende titler og slebne form en menneskelig råhed, der ikke tøver med at reducere andre (in casu Astrid) til midler for deres egoisme. For denne »ydre adel« er skæbnen ikke - som for Axel og forfatteren - noget man fortjener, men nærmest et lune, et spil af tilfældigheder. Det er for så vidt karakteristisk, at både greve Fritz og hans fader drages voldsomt af hasardspillet, hvor man kan vinde eller tabe alt, også livet, uden nogen indsats af personlighed.