Goldschmidt, M. A. Uddrag fra Arvingen

Haardug: åbent vævet tøj, helt eller delvis bestående af fæhår. - ligesom Johannes den Døber: Iflg. Matthæusevangeliet kap. 3 levede Johannes Døberen før Jesu dåb i Judæas ørken. Hans klæder var af kamelhår, og hans føde var græshopper og vilde biers honning. - Konge af Neapel: Francesco II (1836-94), fra 1859 konge af Begge Sicilier, der omfattede hele Syditalien. Nært beslægtet med det østrigske kejserhus. Videreførte sin faders despotiske styre og blev som følge af et oprør, der udbrød i april 1860, fordrevet, dog først i september s.å. Goldschmidt fremdaterer således hans fordrivelse ca. frac12; år, idet greve Fritz kommer til Rom allerede i påsken. - Manfred: se n.t. s. 152. - det gamle Princip: autoritetsprincippet, som hævder romerkirkens autoritet på det åndelige område og den legitime fyrstes på det samfundsmæssige. Begge autoritetsformer forstås som udløbere af Guds almagt. Princippet gik sin sejrsgang i Europa efter Wienerkongressen 1814-15 (jf. Georg Brandes: Hovedstrømninger bd. III kap. 4). - Bourbonnist: tilhænger af den fra Frankrig udsprungne adels- og fyrsteslægt Bourbon, der i perioder af det 19. årh. sad på tronerne i Spanien, Frankrig og Begge Sicilier. Francesco II var Bourbon. - subskriberede: tegnede sig for bidrag til. - Zouaver: oprindelig et fransk korps af elitesoldater, rekrutteret blandt en kabylerstamme i Algeriet. Det pavelige zouavkorps bestod o. 1860 af frivillige europæiske katolikker, især unge franskmænd og belgiere af fornem familie. - de tabte Provindser: Der må tænkes på Sardinien-Piemont, Lombardiet, Toscana, Modena, Parma, Romagna og Begge Sicilier, som alle i begyndelsen af 1860, hvor vi nu befinder os, var eller var ved at komme under liberalt styre. Først i september 1860 blev selve Kirkestaten angrebet og delvis erobret af Cavours styrker, jf. n.t. s. 138 om fransk Hovedvagt.