↩ I Underkjørslen, hvor der ellers altid trak mer eller mindre, var der nu saa stille, at Lyset brændte med klar og rolig Flamme som i en Stue, mens Jakob med en uvilkaarlig Tøven lukkede Mølledøren op. Det var som om Naturen ventede paa Noget, angst, med tilbageholdt Aandedrag. Fra Gaarden lød Trofasts ynkelige Tuden; den mindede ham om den Nat, da han i Følge med Skovfogden nærmede sig til Møllen over Markerne. Siden havde han ikke hørt denne Lyd.