↩ Den korte Samtale med Christian havde sat Mølleren i en frygtelig Sindstilstand. Svendens sidste Ord havde viist ham, at Mistanken endnu lurede og sneg sig om - men det var endda ikke det, der foruroligede ham mest i dette Øieblik, da Døren lukkede sig efter ham og han stod ved det nederste Trin af Mølletrappen. Men hvad var der dog iveien deroppe? Christian havde intet Bestemt sagt, og netop denne Ubestemthed rummede al mulig Rædsel. Hvor dumt ogsaa, at han ikke havde spurgt ham ordentlig ud! Han var lige ved at sætte Lyset fra sig paa et af Trinnene og løbe over i Kamret igjen; 467 men han tog sig strax sammen: det gik dog ikke an at vise sin Angst og heller ikke at spilde de kostbare Minutter. Formodentlig har det ikke været Andet end den sædvanlige Dryppen, maaske lidt stærkere end ellers, trøstede han sig, eller kan hænde Pilatus har skabet sig paa en ny Maade. Christian er jo ikke langt fra at tro, at den Skinbarlige selv stikker i Dyret.