↩ Lynet var slukket, Kværnloftet var forsvundet i Blændingens dobbelte Mørke, men Pilatus var der endnu, den forsvandt ikke. Det var ligesom om den havde suget det flygtige Lys til sig og nu lod det straale ud igjen. Et Fosphorskjær syntes at knistre elektrisk ud fra hver Haarspids paa dens tykke Pels - Kværnens Melkar blev endogsaa svagt belyst deraf paa den Side, der var i Skygge for den usle Rest af Aftenlys, som endnu kom ind ad den aabne Dør. Men det var ikke det eneste Underlige ved Katten; den »skabede sig« ganske rigtig paa en aparte Maade. Den krummede Ryg og stod i en Stilling og med en let Bevægelse, som om den gned sig op ad Noget. Mølleren holdt sig fast ved et Tov og heldede sig frem for at se bedre. Ja vist! Pilatus gnider sig op ad Noget - den kan ikke staa i den Stilling uden at tumle om paa Siden, med mindre der er Noget, som giver den Støtte - men der er Intet. Og atter hører han denne sagte Hvisken derhenne fra. Det er naturligvis Bæstet selv, der frembringer denne Lyd, og kun i hans Øre bliver det til Lises Stemme - og Christian har sikkert ogsaa hørt det saaledes.