↩ Han staar ved Gangspillet ligesom hin Aften, og det er Tid at dreie det. For Vinden kommer imod ham - ganske som paa hin Aften - her, hvor den ikke tør komme imod ham. I det Øieblik da han tumlede ud ad Døren var det blikstille, og nu - et Par Sekunder efter - er det en forrygende Blæst. Med Hvin og fjern Susen ud over Landet, med en dump Brusen fra Møllehaven kommer den hyllet i et Snefog af hvide Frugtblomster, der hænge fast i hans Skjæg, klæbe sig mod den lave Bræddevæg og paa Møllekappens Straa. Og han dreier Gangspillet som en Rasende, dreier det som den Gang. Han vilde aldrig have troet, at det 471 var ham muligt at gjøre det; det er ham, som myrdede han dem endnu en Gang - men der var ikke Halvdelen af et Sekund at betænke sig, og han er midt i Arbeidet, inden han ret veed af det. Det er som den frygteligste Straf, som var han fordømt til at staa her og dreie Gangspillet og myrde i al Evighed. Ja, ganske saadan baskede og smeldede Seilene den Gang stedse fornøieligere, eftersom de nærmede sig Vindretningen, og saaledes skar ogsaa Vingerne gjennem Luften med disse susende Stød, der bestandig blev vægtigere og hurtigere. Nu er han allerede selv saa temmelig i Læ. Og nu standser Dreiningen ligesom den Gang paa Halvveien, uden at Vingerne komme om i Vinden. Det er tilstrækkelig saadan, naar blot Blæsten ikke falder i dem bagfra, og det er ikke Omstændigheder, under hvilke man gjør mere end hvad der netop er tilstrækkeligt.