Gjellerup, Karl Uddrag fra Møllen

Stedse hurtigere vælter Tordenen sig i Lynets Spor, som om det gjaldt at indhente det, og undertiden synes det naaet, idet den buldrer samtidig med at et nyt Lyn flammer; for det lyner nu fra alle Himmelhjørner. Og Mølleren ser Lynene, mens han løber frem og tilbage paa Omgangen 473 mellem Vinger og Persestangskjede, mens han løser Liner og tager Stormbrædter ud eller hænger i Hatten - snart skjærer Flammen ham i Øinene, snart lader Gjenskinnet Landskabet dukke frem langt borte. Nu er det en skarp Zigzaglinie, der farer ned i Skoven; hist synes et bredt Stykke af Himlen at aabne sig - dér stikker en sværdformet Straale opad fra Horisonten, og høit oppe lyner det omme bag Skyerne, hvor en enkelt bjergagtig Top viser sig og igjen forsvinder. Ude over Sundet bygger sig trolddoms-pludselig en mægtig lysende, lillarød Væg op, og midt ned igjennem den tegner sig en hvidglødende takket Streg, som en Revne i en bagfra belyst mat Glasplade.