↩ Saa rev Mølleren sig løs, og lettere, end han havde tiltroet sig selv det, svang han sig over Rækværket og klatrede ned ad Stigen. Med et »Gud være lovet« kastede Hanne sig om Halsen paa ham, og Hjerteklangen i hendes Stemme fortalte ham tydeligere, end hendes Ord selv gjorde det, om den Angst hun saa længe havde udstaaet for hans Skyld. Men han trykkede hende ikke fastere til sig, han havde ingen Ord til at svare paa hendes med, og kun et dybt, forpint Suk trængte sig frem af hans Bryst, medens han nu villieløs lod sig føre over mod Huset.